Af Jarl Cordua
Som radikal bistandsminister under Poul Nyrup Rasmussen blev bornholmskfødte Anita Bay Bundegaard ind imellem skældt ud for at sige sin mening. Det bliver hun ikke mere. I dag er hun redaktør på dagbladet Politiken og sidder for bordenden for avisens såkaldte ”lederkollegium”. Det er en gruppe af avisens redaktører og journalister, der lægger linjen for, hvad Politiken mener om forskellige dagsaktuelle politiske sager. Med andre ord: Anita Bay får penge for at sige – og navnlig - skrive sin mening.
Bornholmske Anita Bay Bundegaard er i dag redaktør på dagbladet Politiken
Denne dag i februar tager en venlig og afslappet redaktør imod Bornholms Tidendes udsendte og inviterer på en kop kaffe i Politikens kantine. Anita Bay Bundegaard ligner de billeder, som man har på nethinden fra hendes ministertid: den høje slanke smilende skikkelse med det blonde pagehår.
Politisk aktiv
Anita Bay Bundegaards liv har i mange år drejet sig om politik på den ene eller den anden måde, og hun kommer også fra et politisk interesseret hjem:
- Den politiske interesse har jeg fået ind med modermælken, for vi var en meget diskussionslysten familie, især på min fars side. Min farfar sad i sognerådet, men ellers har vi ikke været politisk aktive, før jeg blev det i Det Radikale Venstre.
Det var dog først, da Anita Bay Bundegaard flyttede til København og begyndte at studere engelsk og spansk, at hun meldte sig ind hos de radikale. I midten af 1980’erne fik hun et studenterjob på Christiansborg hos den navnkundige radikale retspolitiker MF Bernhard Baunsgaard (1918-1996), der i dag især huskes for sin insisteren på at bevare en - sammenlignet med i dag - ganske lempelig flygtninge- og indvandrerlovgivning. Den tid satte sig spor hos bornholmeren:
- Han har betydet utrolig meget for mig. Mange har glemt den tid, men jeg husker den tydeligt, for det var på det tidspunkt, at udlændingedebatten for alvor begyndte at køre herhjemme. Det var ikke altid lige behageligt, for der gik ikke en uge, uden at vi modtog post på kontoret, som vi ikke turde åbne, men Bernhardt var alligevel ude at deltage i en masse debatmøder også med Den Danske Forening, siger Anita Bay Bundegaard om sin gamle mentor.
Surt og sødt
Anita Bay Bundegaard opstillede selv til folketinget ved flere valg - dog uden at blive valgt. På Bornholm var hun kandidat for Det Radikale Venstre ved folketingsvalget i 1998. Mange husker dog formentlig hendes tid som udviklingsminister 2000-2001, hvor Anita Bay Bundegaard indimellem måtte lægge ryg til hård kritik bl.a. fra sin egen statsminister, Poul Nyrup Rasmussen. Det skete, fordi hun som minister klart fik sagt, at Danmark med tiden blev nødt til at åbne sine grænser for flere flygtninge. Det synspunkt var ikke populært alle steder i regeringen, og statsministeren tvang herefter sin udviklingsminister til at ”æde” sine ord i sig igen. De journalister, som skrev om ulande kunne dog godt få øje på den engagerede og vidende udviklingsministers kvaliteter, så efter afgangen som minister, tildelte de Anita Bay Bundegaard den såkaldte Nairobipris som en hæder for hendes indsats.
Om sine erfaringer i toppen af dansk politik, siger hun i dag:
- Politik er sammensat af elementer, der er ret dragende, og så er der andre ting, der er knapt så tiltrækkende. Man må dog tage det sure med det søde, for ellers kan man ikke holde det ud. På en måde er det fantastisk at opleve, at du faktisk kan påvirke beslutninger for samfundet. Men det kan også være forfærdeligt beskidt på mange måder, fordi andre også vil have del i magten. Ind imellem ligner politik bare én stor magtkamp.
Comeback?
Anita Bay Bundegaard udelukker dog ikke helt et politisk comeback for sig selv:
- Man skal aldrig sige aldrig med politik. Da jeg blev minister i 2000 havde jeg jo trukket mig ud af det hele og sad dengang på Politiken i et job som debatredaktør. Jeg troede faktisk ikke selv på, at jeg skulle vende tilbage. Jeg har dog ingen aktuelle planer om at vende tilbage til politik.
Men hvad mener den tidligere radikal minister så om de radikales kursskifte det seneste år:
- De radikale har gjort sig fri af den tidligere alliance med socialdemokraterne og lagt sig der, hvor partiet traditionelt ligger, dvs. mellem VK og Socialdemokratiet. Dermed kan de radikale bruge deres mandater frit. Den strategi, tror jeg, er rigtig, siger Anita Bay Bundegaard.
Internationalt job
Sidste år kom Anita Bay Bundegaard tilbage til Danmark efter fire år i Genéve i Schweiz, hvor hun havde arbejdet for UNHCR - FN’s flygtningehøjkommissariat:
- Jobbet gik ud på at rådgive kommissæren i forhold til de enkelte af verdens nationer, som UNHCR samarbejder med, fortæller Anita Bay Bundegaard, hvis øverste chef var hollænderen Ruud Lubbers, der i disse år var flygtningekommissær - en post som danskeren Poul Hartling i øvrigt sad på i årene 1978-85.
UNHCR stod over for en vanskelig opgave, lige da Anita Bay Bundegaard tiltrådte sin stilling:
- I 2002 pressede de vestlige stater i Europa på for at ophæve eller ændre FN’s såkaldte ”flygtningekonvention” fra 1951. De mente, at konventionen var forældet, og det ”lå i kortene” at disse landes mål var, at modtage færre flygtninge. De samme vestlige stater finansierer i øvrigt også UNHCRs arbejde.
Men UNHCR var også presset fra anden side:
- Vi talte også med de lande i Afrika og Asien, som rent faktisk havde båret størstedelen af byrden med at tage imod alle de flygtninge, som var flygtet fra borgerkrig og hungersnød. De afrikanske lande følte ikke, at europæerne påtog sig deres andel. De oplevede tværtimod, at Europas lande lukkede grænserne.
Svær opgave
Derfor stod UNHCR i et dilemma, hvor det gjaldt om at finde en løsning, der hjalp flygtningene, men som også tilgodeså landene i Europa og Afrika mest muligt. Det var en svær opgave:
- Der kom en meget vanskelig proces i gang, hvor UNHCR var den ramme, hvor forhandlingerne kunne finde sted, og hvor vi spillede en egentlig mæglerrolle mellem parterne - de vesteuropæiske donorstater og de enkelte afrikanske og asiatiske lande, der stod med alle flygtningeproblemerne. Det gav et helt utroligt pres på modtagerlandenes i forvejen ret sparsomme ressourcer, forklarer Anita Bay Bundegaard og peger på eksempler som Pakistan og Iran, der tog imod næsten alle de mange flygtninge fra Afghanistan, og på lande som Uganda, Tanzania og Burundi, der de år også tog imod et betydeligt antal flygtninge.
- Blandt løsningerne var, at UNHCR ved hjælp af udviklingsbistand fra Europa satte forskellige projekter i gang i de afrikanske lande, der på en eller anden måde kompenserede dem for deres store andel af flygtningeopgaven. Omvendt kunne vi få landene i Europa til at finansiere projekterne, så flere af flygtningene kunne blive i deres nærområder. Men det kunne også være at hjælpe flygtninge, der allerede var kommet hjem og skulle i gang med en ny tilværelse. Eksempelvis gik et UNHCRs projekter ud på at hjælpe mennesker i Sierra Leone, der er vendt hjem efter 10 års borgerkrig.
Skepsis
- Men det var meget svært, især fordi de sydlige lande nærer stor skepsis til de vesteuropæiske landes regeringer. Derfor lykkedes det kun delvist at løste opgaven. Vi fik ryddet noget af mistilliden af vejen, skabt en fælles forståelse mellem alle lande for at løse opgaverne og fik sat nogle projekter i gang. Men udviklingspolitik er desværre ofte kun kortsigtet, konstaterer Anita Bay Bundegaard i dag.
VK-regeringens stramninger i Danmarks flygtningelovgivning efter regeringsskiftet i 2001 påvirkede ifølge Anita Bay Bundegaard også forhandlingerne:
- Vi mærkede det på samarbejdsklimaet mellem parterne og næsten med det samme. Når de afrikanske lande registrerede at grænserne til Vesteuropa nu blev yderligere lukket for flygtninge, mens de stod over for at skulle modtage flere hundredetusinder, så var deres reaktion, at de vestlige lande nu igen overlod flygtningebyrden til dem. Det gjorde det endnu sværere end før at finde fælles løsninger, der kunne hjælpe flygtningene og afhjælpe de lande, hvori de befandt sig.
I flygtningelejre
Anita Bay Bundegaard rejste meget i de år, især i Afrika, men også til de europæiske hovedstæder, for at forhandle med de enkelte landes regeringer. Hun var også ude at besøge flygtningelejrene:
- Vi tog derud, fordi det var vigtigt for os, der arbejdede i UNHCRs hovedkvarter i Genéve og havde kontakten til donorlandene at kende flygtningenes situation og behov, og medarbejdernes arbejdsvilkår i flygtningelejrene.
Anita Bay Bundegaard fik i UNHCR kolleger fra hele verden:
- Det var en meget anderledes arbejdsplads, for medarbejdernes multikulturelle baggrund gjorde, at vi så meget forskelligt på mange store og små ting i det daglige.
Meningsdanner
Før hun blev minister var Anita Bay Bundegaard debatredaktør på Politiken, og efter fire år i udlandet vendte hun sidste år tilbage som redaktør. Anita Bay Bundegaard er helt på det rene med, at hun fik jobbet blandt andet på grund af sine markante holdninger bl.a. om flygtninge og indvandreres vilkår:
- Politiken kendte jo mine politiske synspunkter, og avisens og mine synspunkter stemmer da grundlæggende overens. Jeg kunne derfor ikke skrive lederartikler på en avis som fx Jyllands-Posten, siger Anita Bay Bundegaard, der er sig fuldt bevidst om, at hun som lederskribent mv. skal være med til at flytte holdninger i samfundet:
- I min stilling har man da indflydelse på meningsdannelsen i samfundet. For mange hæfter sig ved, hvad Politiken mener om en bestemt sag, konstaterer Anita Bay Bundegaard.
Tøger er med
Men hvad går jobbet konkret ud på?
- Det er mit ansvar, at der hver dag er en lederartikel i Politiken. Kollegiets medlemmer holder et møde hver dag kl.11.30, hvor vi diskuterer forskellige idéer til, hvad den næste dags lederartikel skal indeholde, og hvem der skal skrive den. Og så er jeg den, der lige ser lederartiklen igennem en sidste gang, før den går i trykken, siger Anita Bay Bundegaard.
De emner, som lederartiklen behandler, tager ofte udgangspunkt i et aktuelt emne, som avisen har skrevet om på nyhedssiderne:
- Det kunne fx være Darfur-krisen, som er en humanitær katastrofe, som Politiken har skrevet meget om, siger Anita Bay Bundegaard.
I lederkollegiet er der godt fem faste skribenter inklusive Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, men det er ifølge Anita Bay Bundegaard ikke sådan, at kollegiet skal være enige om én holdning:
- Politisk meningsdannelse er en kollektiv proces. Så vi diskuterer emnerne, og der er selvfølgelig nuancer og til tider store forskelle i vores holdninger til de forskellige emner.
Anita Bay Bundegaard tager dog selv sin tørn bag tasterne:
- I snit skriver jeg 2-3 lederartikler om ugen. Derudover skriver jeg en søndagskommentar. Endelig redigerer jeg en opinionsspalte inde på avisens debatsider. Fra tid til anden laver jeg også interviews, hvis et særligt aktuelt emne kræver det.
Kommentator
Politiken, der længe har været partipolitisk uafhængig, men har et social-liberalt udgangspunkt har det seneste år opprioriteret opinionsstoffet i avisen. Bl.a. derfor har avisen siden 1. oktober placeret sin leder på forsiden, som avisen gjorde i grundlæggeren Viggo Hørups tid (1848-1902). Den strategi har gjort lederskribenter som Anita Bay Bundegaard mere synlige:
- Vi signerer nu vores lederartikler, så alle kan se, hvem der skriver.
Ligesom Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden ofte optræder i den offentlige debat i TV med meninger og analyser, så er der også bud efter Anita Bay Bundegaard:
- Det hører med til jobbet at være avisens ansigter udadtil og optræde i TV eller i radioen ind imellem. Fx er jeg fast politisk kommentator på Danmarks Radios P1-debat en søndag om måneden.
Bor i Tisvildeleje
Selvom Anita Bay Bundegaard har travlt i sit nye job, lægges vejen fra tid til anden forbi fødeøen:
- Jeg kommer typisk på Bornholm til jul og så om sommeren. Min far bor stadigvæk i Tejn, og så har jeg en søster og en niece derovre, som jeg naturligvis besøger. Det er jo blevet meget nemmere og hurtigere at komme til Bornholm med toget over Sverige og katamaranfærgen fra Ystad.
Hun tvivler dog på, at hun en dag slår sig permanent ned på øen:
- Min mand og jeg bor i Tisvildeleje i Nordsjælland, hvor vi har et hus. Det ligger ved havet med frisk luft og masser af skov. Bornholm er et lille samfund, hvor jeg holder af at komme, men efter en uges tid, så savner jeg fastlandet. Fra mit hjem i Tisvildeleje pendler jeg hver dag med toget ind til Københavns centrum, og det er ideelt, for jeg kan nemlig godt lide at dele min tid mellem byen og landet, slutter Anita Bay Bundegaard.
----------------------------------------
Kort om Anita Bay Bundegaard
Født 1963 i Tejn.
Hun er datter af fhv. fisker Erling Bay Mogensen, Tejn og Inge Mogensen (d. 2002)
Student fra Rønne Statsskole 1983 efterfulgt af studier i engelsk og spansk på Københavns Universitet og Handelshøjskolen.
1994-96 var Anita Bay Bundegaard studievært og journalist på Bornholms Radio.
Opstillet som folketingskandidat for Det Radikale Venstre bl.a. på Bornholm 1994,1998 og 2001.
Blev landskendt som udviklingsminister i Poul Nyrup Rasmussens sidste SR-regering 2000-2001,
I årene 2002-2006 bosat i Geneve, Schweiz, hvor hun arbejdede som særlig rådgiver for FN’s Flygtningehøjkommissariat.
Siden marts 2006 har hun arbejdet som redaktør og lederskribent på dagbladet Politiken.
Anita Bay Bundegaard er gift med forfatteren Christian Bundegaard, og parret bor i et hus i Tisvildeleje, Nordsjælland
