Ministeren blev meningsdanner

Portrætartikel med Anita Bay Bundegaard blev bragt i Bornholms Tidende den 23. februar 2007.

Af Jarl Cordua

Som radikal bistandsminister under Poul Nyrup Rasmussen blev bornholmskfødte Anita Bay Bundegaard ind imellem skældt ud for at sige sin mening. Det bliver hun ikke mere. I dag er hun redaktør på dagbladet Politiken og sidder for bordenden for avisens såkaldte ”lederkollegium”. Det er en gruppe af avisens redaktører og journalister, der lægger linjen for, hvad Politiken mener om forskellige dagsaktuelle politiske sager. Med andre ord: Anita Bay får penge for at sige – og navnlig - skrive sin mening.



Bornholmske Anita Bay Bundegaard er i dag redaktør på dagbladet Politiken











Denne dag i februar tager en venlig og afslappet redaktør imod Bornholms Tidendes udsendte og inviterer på en kop kaffe i Politikens kantine. Anita Bay Bundegaard ligner de billeder, som man har på nethinden fra hendes ministertid: den høje slanke smilende skikkelse med det blonde pagehår.

Politisk aktiv
Anita Bay Bundegaards liv har i mange år drejet sig om politik på den ene eller den anden måde, og hun kommer også fra et politisk interesseret hjem:
- Den politiske interesse har jeg fået ind med modermælken, for vi var en meget diskussionslysten familie, især på min fars side. Min farfar sad i sognerådet, men ellers har vi ikke været politisk aktive, før jeg blev det i Det Radikale Venstre.
Det var dog først, da Anita Bay Bundegaard flyttede til København og begyndte at studere engelsk og spansk, at hun meldte sig ind hos de radikale. I midten af 1980’erne fik hun et studenterjob på Christiansborg hos den navnkundige radikale retspolitiker MF Bernhard Baunsgaard (1918-1996), der i dag især huskes for sin insisteren på at bevare en - sammenlignet med i dag - ganske lempelig flygtninge- og indvandrerlovgivning. Den tid satte sig spor hos bornholmeren:
- Han har betydet utrolig meget for mig. Mange har glemt den tid, men jeg husker den tydeligt, for det var på det tidspunkt, at udlændingedebatten for alvor begyndte at køre herhjemme. Det var ikke altid lige behageligt, for der gik ikke en uge, uden at vi modtog post på kontoret, som vi ikke turde åbne, men Bernhardt var alligevel ude at deltage i en masse debatmøder også med Den Danske Forening, siger Anita Bay Bundegaard om sin gamle mentor.

Surt og sødt
Anita Bay Bundegaard opstillede selv til folketinget ved flere valg - dog uden at blive valgt. På Bornholm var hun kandidat for Det Radikale Venstre ved folketingsvalget i 1998. Mange husker dog formentlig hendes tid som udviklingsminister 2000-2001, hvor Anita Bay Bundegaard indimellem måtte lægge ryg til hård kritik bl.a. fra sin egen statsminister, Poul Nyrup Rasmussen. Det skete, fordi hun som minister klart fik sagt, at Danmark med tiden blev nødt til at åbne sine grænser for flere flygtninge. Det synspunkt var ikke populært alle steder i regeringen, og statsministeren tvang herefter sin udviklingsminister til at ”æde” sine ord i sig igen. De journalister, som skrev om ulande kunne dog godt få øje på den engagerede og vidende udviklingsministers kvaliteter, så efter afgangen som minister, tildelte de Anita Bay Bundegaard den såkaldte Nairobipris som en hæder for hendes indsats.
Om sine erfaringer i toppen af dansk politik, siger hun i dag:
- Politik er sammensat af elementer, der er ret dragende, og så er der andre ting, der er knapt så tiltrækkende. Man må dog tage det sure med det søde, for ellers kan man ikke holde det ud. På en måde er det fantastisk at opleve, at du faktisk kan påvirke beslutninger for samfundet. Men det kan også være forfærdeligt beskidt på mange måder, fordi andre også vil have del i magten. Ind imellem ligner politik bare én stor magtkamp.

Comeback?
Anita Bay Bundegaard udelukker dog ikke helt et politisk comeback for sig selv:
- Man skal aldrig sige aldrig med politik. Da jeg blev minister i 2000 havde jeg jo trukket mig ud af det hele og sad dengang på Politiken i et job som debatredaktør. Jeg troede faktisk ikke selv på, at jeg skulle vende tilbage. Jeg har dog ingen aktuelle planer om at vende tilbage til politik.
Men hvad mener den tidligere radikal minister så om de radikales kursskifte det seneste år:
- De radikale har gjort sig fri af den tidligere alliance med socialdemokraterne og lagt sig der, hvor partiet traditionelt ligger, dvs. mellem VK og Socialdemokratiet. Dermed kan de radikale bruge deres mandater frit. Den strategi, tror jeg, er rigtig, siger Anita Bay Bundegaard.

Internationalt job
Sidste år kom Anita Bay Bundegaard tilbage til Danmark efter fire år i Genéve i Schweiz, hvor hun havde arbejdet for UNHCR - FN’s flygtningehøjkommissariat:
- Jobbet gik ud på at rådgive kommissæren i forhold til de enkelte af verdens nationer, som UNHCR samarbejder med, fortæller Anita Bay Bundegaard, hvis øverste chef var hollænderen Ruud Lubbers, der i disse år var flygtningekommissær - en post som danskeren Poul Hartling i øvrigt sad på i årene 1978-85.
UNHCR stod over for en vanskelig opgave, lige da Anita Bay Bundegaard tiltrådte sin stilling:
- I 2002 pressede de vestlige stater i Europa på for at ophæve eller ændre FN’s såkaldte ”flygtningekonvention” fra 1951. De mente, at konventionen var forældet, og det ”lå i kortene” at disse landes mål var, at modtage færre flygtninge. De samme vestlige stater finansierer i øvrigt også UNHCRs arbejde.
Men UNHCR var også presset fra anden side:
- Vi talte også med de lande i Afrika og Asien, som rent faktisk havde båret størstedelen af byrden med at tage imod alle de flygtninge, som var flygtet fra borgerkrig og hungersnød. De afrikanske lande følte ikke, at europæerne påtog sig deres andel. De oplevede tværtimod, at Europas lande lukkede grænserne.

Svær opgave
Derfor stod UNHCR i et dilemma, hvor det gjaldt om at finde en løsning, der hjalp flygtningene, men som også tilgodeså landene i Europa og Afrika mest muligt. Det var en svær opgave:
- Der kom en meget vanskelig proces i gang, hvor UNHCR var den ramme, hvor forhandlingerne kunne finde sted, og hvor vi spillede en egentlig mæglerrolle mellem parterne - de vesteuropæiske donorstater og de enkelte afrikanske og asiatiske lande, der stod med alle flygtningeproblemerne. Det gav et helt utroligt pres på modtagerlandenes i forvejen ret sparsomme ressourcer, forklarer Anita Bay Bundegaard og peger på eksempler som Pakistan og Iran, der tog imod næsten alle de mange flygtninge fra Afghanistan, og på lande som Uganda, Tanzania og Burundi, der de år også tog imod et betydeligt antal flygtninge.
- Blandt løsningerne var, at UNHCR ved hjælp af udviklingsbistand fra Europa satte forskellige projekter i gang i de afrikanske lande, der på en eller anden måde kompenserede dem for deres store andel af flygtningeopgaven. Omvendt kunne vi få landene i Europa til at finansiere projekterne, så flere af flygtningene kunne blive i deres nærområder. Men det kunne også være at hjælpe flygtninge, der allerede var kommet hjem og skulle i gang med en ny tilværelse. Eksempelvis gik et UNHCRs projekter ud på at hjælpe mennesker i Sierra Leone, der er vendt hjem efter 10 års borgerkrig.

Skepsis
- Men det var meget svært, især fordi de sydlige lande nærer stor skepsis til de vesteuropæiske landes regeringer. Derfor lykkedes det kun delvist at løste opgaven. Vi fik ryddet noget af mistilliden af vejen, skabt en fælles forståelse mellem alle lande for at løse opgaverne og fik sat nogle projekter i gang. Men udviklingspolitik er desværre ofte kun kortsigtet, konstaterer Anita Bay Bundegaard i dag.
VK-regeringens stramninger i Danmarks flygtningelovgivning efter regeringsskiftet i 2001 påvirkede ifølge Anita Bay Bundegaard også forhandlingerne:
- Vi mærkede det på samarbejdsklimaet mellem parterne og næsten med det samme. Når de afrikanske lande registrerede at grænserne til Vesteuropa nu blev yderligere lukket for flygtninge, mens de stod over for at skulle modtage flere hundredetusinder, så var deres reaktion, at de vestlige lande nu igen overlod flygtningebyrden til dem. Det gjorde det endnu sværere end før at finde fælles løsninger, der kunne hjælpe flygtningene og afhjælpe de lande, hvori de befandt sig.

I flygtningelejre
Anita Bay Bundegaard rejste meget i de år, især i Afrika, men også til de europæiske hovedstæder, for at forhandle med de enkelte landes regeringer. Hun var også ude at besøge flygtningelejrene:
- Vi tog derud, fordi det var vigtigt for os, der arbejdede i UNHCRs hovedkvarter i Genéve og havde kontakten til donorlandene at kende flygtningenes situation og behov, og medarbejdernes arbejdsvilkår i flygtningelejrene.
Anita Bay Bundegaard fik i UNHCR kolleger fra hele verden:
- Det var en meget anderledes arbejdsplads, for medarbejdernes multikulturelle baggrund gjorde, at vi så meget forskelligt på mange store og små ting i det daglige.

Meningsdanner
Før hun blev minister var Anita Bay Bundegaard debatredaktør på Politiken, og efter fire år i udlandet vendte hun sidste år tilbage som redaktør. Anita Bay Bundegaard er helt på det rene med, at hun fik jobbet blandt andet på grund af sine markante holdninger bl.a. om flygtninge og indvandreres vilkår:
- Politiken kendte jo mine politiske synspunkter, og avisens og mine synspunkter stemmer da grundlæggende overens. Jeg kunne derfor ikke skrive lederartikler på en avis som fx Jyllands-Posten, siger Anita Bay Bundegaard, der er sig fuldt bevidst om, at hun som lederskribent mv. skal være med til at flytte holdninger i samfundet:
- I min stilling har man da indflydelse på meningsdannelsen i samfundet. For mange hæfter sig ved, hvad Politiken mener om en bestemt sag, konstaterer Anita Bay Bundegaard.

Tøger er med
Men hvad går jobbet konkret ud på?
- Det er mit ansvar, at der hver dag er en lederartikel i Politiken. Kollegiets medlemmer holder et møde hver dag kl.11.30, hvor vi diskuterer forskellige idéer til, hvad den næste dags lederartikel skal indeholde, og hvem der skal skrive den. Og så er jeg den, der lige ser lederartiklen igennem en sidste gang, før den går i trykken, siger Anita Bay Bundegaard.
De emner, som lederartiklen behandler, tager ofte udgangspunkt i et aktuelt emne, som avisen har skrevet om på nyhedssiderne:
- Det kunne fx være Darfur-krisen, som er en humanitær katastrofe, som Politiken har skrevet meget om, siger Anita Bay Bundegaard.
I lederkollegiet er der godt fem faste skribenter inklusive Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, men det er ifølge Anita Bay Bundegaard ikke sådan, at kollegiet skal være enige om én holdning:
- Politisk meningsdannelse er en kollektiv proces. Så vi diskuterer emnerne, og der er selvfølgelig nuancer og til tider store forskelle i vores holdninger til de forskellige emner.
Anita Bay Bundegaard tager dog selv sin tørn bag tasterne:
- I snit skriver jeg 2-3 lederartikler om ugen. Derudover skriver jeg en søndagskommentar. Endelig redigerer jeg en opinionsspalte inde på avisens debatsider. Fra tid til anden laver jeg også interviews, hvis et særligt aktuelt emne kræver det.

Kommentator
Politiken, der længe har været partipolitisk uafhængig, men har et social-liberalt udgangspunkt har det seneste år opprioriteret opinionsstoffet i avisen. Bl.a. derfor har avisen siden 1. oktober placeret sin leder på forsiden, som avisen gjorde i grundlæggeren Viggo Hørups tid (1848-1902). Den strategi har gjort lederskribenter som Anita Bay Bundegaard mere synlige:
- Vi signerer nu vores lederartikler, så alle kan se, hvem der skriver.
Ligesom Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden ofte optræder i den offentlige debat i TV med meninger og analyser, så er der også bud efter Anita Bay Bundegaard:
- Det hører med til jobbet at være avisens ansigter udadtil og optræde i TV eller i radioen ind imellem. Fx er jeg fast politisk kommentator på Danmarks Radios P1-debat en søndag om måneden.

Bor i Tisvildeleje
Selvom Anita Bay Bundegaard har travlt i sit nye job, lægges vejen fra tid til anden forbi fødeøen:
- Jeg kommer typisk på Bornholm til jul og så om sommeren. Min far bor stadigvæk i Tejn, og så har jeg en søster og en niece derovre, som jeg naturligvis besøger. Det er jo blevet meget nemmere og hurtigere at komme til Bornholm med toget over Sverige og katamaranfærgen fra Ystad.
Hun tvivler dog på, at hun en dag slår sig permanent ned på øen:
- Min mand og jeg bor i Tisvildeleje i Nordsjælland, hvor vi har et hus. Det ligger ved havet med frisk luft og masser af skov. Bornholm er et lille samfund, hvor jeg holder af at komme, men efter en uges tid, så savner jeg fastlandet. Fra mit hjem i Tisvildeleje pendler jeg hver dag med toget ind til Københavns centrum, og det er ideelt, for jeg kan nemlig godt lide at dele min tid mellem byen og landet, slutter Anita Bay Bundegaard.

----------------------------------------

Kort om Anita Bay Bundegaard

Født 1963 i Tejn.
Hun er datter af fhv. fisker Erling Bay Mogensen, Tejn og Inge Mogensen (d. 2002)
Student fra Rønne Statsskole 1983 efterfulgt af studier i engelsk og spansk på Københavns Universitet og Handelshøjskolen.
1994-96 var Anita Bay Bundegaard studievært og journalist på Bornholms Radio.
Opstillet som folketingskandidat for Det Radikale Venstre bl.a. på Bornholm 1994,1998 og 2001.
Blev landskendt som udviklingsminister i Poul Nyrup Rasmussens sidste SR-regering 2000-2001,
I årene 2002-2006 bosat i Geneve, Schweiz, hvor hun arbejdede som særlig rådgiver for FN’s Flygtningehøjkommissariat.
Siden marts 2006 har hun arbejdet som redaktør og lederskribent på dagbladet Politiken.
Anita Bay Bundegaard er gift med forfatteren Christian Bundegaard, og parret bor i et hus i Tisvildeleje, Nordsjælland

Kunsthåndværk handler ikke kun om salg

Portrætartiklen af forretningsindehaveren Tine Hertling fra "Bornholms Kunsthåndværk" i Hørsholm blev bragt i Bornholms Tidende den 27. januar 2007.

Af Jarl Cordua

Tine Hertling driver en lille forretning med bornholmsk kunsthåndværk i Hørsholm. Det gør hun alene på grund af sin interesse for glas og keramik, men ikke mindst for Bornholm.

”Bornholmsk Kunsthåndværk” er navnet på en lille hyggelig forretning, der drives af Tine Hertling i Hørsholm, nord for København.
Bornholms Tidende kiggede forbi en solbeskinnet sensommerdag i september
Jeg havde ringet i forvejen, for forretningen har kun åben i weekenden og efter aftale. Tine Hertling har tidligere forsøgt sig med længere åbningstider, men det kunne økonomien ikke klare:
- Min forretning er en decideret hobby, og bunder i, at jeg interesserer mig utroligt meget for glas og keramik, forklarer Tine Hertling, som tidligt grundlagde sin interesse:
- Da jeg var barn, kørte vi ofte rundt på Bornholm og så på glas og keramik, og det gør jeg faktisk stadig, fortæller Tine Hertling, der udbyder kunsthåndværk fra en perlerække af øens bedste glas- og keramikkunstnere. Her er ting fra keramikerne Eva Brandt, Anne Stougaard, Lene Fensholt, Evelyn Noval, Cassius Clay på Balka og Eva og Melon Warns fra Jakobsen Paradis Keramik. Glaskunst er repræsenteret med ting fra Gudhjem Glasrøgeri og kunstnere som Marie Høm, Karin Høgberg og Elsebeth Belgsting.

Livsglæde
Til daglig arbejder Tine Hertling ellers som sygeplejerske på rygkirurgisk og reumatologisk afdeling på Hørsholm Sygehus, men fritiden er helliget forretningen:
- Den er et frirum fra mit arbejde på sygehuset, der jo i sagens natur handler om sygdom og nogle gange død og folks fysiske elendighed. Kunsthåndværk er totalt omvendt. Det er først og fremmest sjæl, personlighed, men ikke mindst livsglæde. Og det danner ligesom modvægt til mit daglige job, mener Tine Hertling, hvis forretning for første gang slog dørene op for syv år siden.

Bornholmske aner
Men hvorfor er det netop bornholmsk kunsthåndværk, som hun brænder for?
Selv er Tine Hertling af dansk-grønlandsk afstamning. Hun er født i Nuuk på Grønland, og hendes fars bror er politikeren Knud Hertling, der i sin tid var grønlandsminister. Men det er gennem hendes mors slægt, at der er en forbindelse til Bornholm, som i øvrigt kun er blevet stærkere gennem årene:
- Jeg er kommet så meget på Bornholm igennem hele min barndom og naturligvis især i ferierne. Så interessen for øen har at gøre med en masse gode barndomsminder. Min mor mistede sine forældre meget tidligt, men der var en ældre slægtning i Rønne, som vi kaldte ”oldemor” og som boede i Landemærket. Hende besøgte vi ret tit, indtil hun døde som 97-årig i 1991, men vores familie har i det hele taget altid hygget sig derovre, fortæller Tine Hertling, som selv har sommerhus ved Sommerodde i Poulsker. Og ikke langt derfra i Østre Sømark har både hendes bror og forældrene sommerhus og Tine Hertling fortæller, at forældrene er så glade for Bornholm, at de faktisk har opholdt sig på øen hele sommeren.

Det bedste sted
Hendes egen begejstring for Bornholm er ikke mindre, faktisk overvejer Tine Hertling at flytte permanent til øen:
- Jeg er helt sikker på, at jeg en dag skal bo på Bornholm. Det er det bedste sted i hele verden. Men vi flytter nok først, når børnene er blevet store, siger Tine Hertling, som også selv voksede op i Hørsholm, hvor hendes far var advokat.
Tine Hertling og hendes mand Ken bor sammen med deres to drenge på 11 og 15 i et ældre hus, som de stadig renoverer. Huset har tilhørt hans bedsteforældre, og parret har indrettet forretningen i bedstefaderens gamle malerværksted.
- Ken brugte alle sine weekender i et halvt år for at sætte forretningen i stand, så han har meget stor andel i, at den er blevet til noget, siger Tine Hertling.

Faste kunder
Hun lægger dog ikke skjul på, at forretningen aldrig har været en guldgrube for hende:
- Nej, det er ikke på grund af indtjeningen, at jeg driver den. Det er bare et smaddersjovt projekt, som jeg går 100 pct. op i, men også hygger mig med. Og så giver det mig noget personligt, fortæller Tine Hertling.
På et tidspunkt ville hun dog satse mere på forretningen og gik i en periode lidt ned i tid som sygeplejerske, men det kunne økonomien ikke klare, og i dag er hun tilbage som fastansat på fuldtid på sygehuset.
Efter nogle år har Tine Hertling alligevel fået skabt sig en lille, men fast kundekreds:
- Mange ringer, fordi de skal bruge en gave. Så laver vi en aftale, og de kigger forbi. Glas og keramik er gode ting at give, hvis man ønsker at forære folk en personlig gave, der også er lidt unik. Så stamkunderne er mennesker, der giver personlige gaver, og derudover er der også en del kunstforeninger blandt mine kunder, siger hun.

Havregrød for kunst
Hørsholm og omegn er et område, hvor der bor mange velstående mennesker. Men ifølge Tine Hertling er det ikke nødvendigvis folk i minkpels og med mange penge, som køber kunsthåndværk:
- Det er alle slags mennesker. Og selvom folk har penge, så er det min erfaring, at det langt fra er ensbetydende med, at de køber noget. Folk køber, fordi de er oprigtigt interesseret i kunsthåndværk. Derudover er der også de mennesker, der vil spise havregrød i en måned for at kunne få råd til en flot keramikskål, siger Tine Hertling,

Faste priser
Oplever hun at kunderne vil prutte om prisen på tingene?
- Nogle vil, men det kan altså ikke lade sig gøre hos mig. Kunstforeningerne får efter aftale med kunstnerne rabat, fordi der er en reklameværdi for dem at blive udstillet, men ellers er der ingen vej udenom og betale hvad det koster. Altså hvis man ikke vil betale 600 kr. for en keramisk tepotte, så er det da bare ærgerligt! Så kan man gå ned og købe et billigere og fabriksfremstillet produkt nede i Kop & Kande, fastslår Tine Hertling, der næsten kun har haft positive oplevelser med kunderne.
Hun må dog lægge øre til kundernes kommentarer:
- Jeg synes indimellem, at det kan være hårdt at sælge andres kunsthåndværk. Især hvis man skal stå og høre på, at kunderne – hvad de jo har lov til - kritiserer tingene. Men jeg kan også opleve at folk ringer efter et stykke tid og har et behov for at fortælle mig, hvor glade de er for noget, som de har købt hos mig. Det er den slags øjeblikke, som jeg lever for. Fx kom en mand engang ind i forretningen. Han sagde ligeud, at han havde altid hadet at købe den slags ting, men så sagde han, at kunsthåndværkernes ting i min forretning var fantastiske.

Og det er netop den slags positive oplevelser med kunderne hver weekend som, som får Tine Hertling til at fortsætte med forretningen:
- Det giver mig noget personligt. En kundes besøg skal være hyggeligt og ikke bare handle om salg. Her hos mig, må man gerne komme forbi bare for at kigge og få sig en oplevelse, siger Tine Hertling, der dog ikke selv har megen tid at tage rundt og se på glas- og keramikudstillinger.
- Men det kommer nok, siger hun.

Kaffe på kanden
Tine Hertling har lutter ros og lovord til de bornholmske kunsthåndværkere som hun handler med:
- Der er da en god kontakt. Det står dog også klart, at det aldrig bliver den store forretning, hverken for dem eller for mig. Men der er altid kaffe på kanden og tid til en snak, når man kommer på besøg. De viser tillid til én, og jeg får lov til at tage deres ting med i kommission. De forventer heller ikke, at jeg ringer til dem hver måned for at fortælle, hvordan det går med salget. Der har faktisk kun været en enkelt, der engang skældte mig ud for ikke at ringe tilbage. Det gider jeg altså ikke at høre på, når jeg selv synes, at jeg knokler for at præsentere og sælge deres ting i min forretning, understreger Tine Hertling, der ind imellem bliver ringet op af nye interesserede kunstnere, og det falder altid i god jord hos forretningsindehaveren:
- Jeg bliver da glad hver gang, at kunstnere henvender sig for at samarbejde om salg af deres ting, siger Tine Hertling.

Manglede idéer
Har hun så selv haft kunstneriske ambitioner?
Engang forsøgte Tine Hertling selv at lave glas og keramik, men det blev en kort fornøjelse:
- Jeg havde meldt mig til et keramik-kursus. Men mens jeg sad der med en klump ler indså jeg, at jeg manglede idéer. Faktisk har jeg aldrig selv været kreativ. Det kan jeg ikke finde ud af. I stedet er jeg fascineret af, hvad andre kan. Disse kunsthåndværkere er så dygtige. Jeg er imponeret af deres håndtering af materialerne og al deres kreativitet. Tænk at kunne lave det, som de kan, slutter Tine Hertling.


--------------------------------------------------------------------------

Tine Hertling - kort
Født 1964 i Nuuk, Grønland.
Siden 1999 indehaver af forretningen ”Bornholmsk Kunsthåndværk”, som hun driver i weekenden fra privatboligen på Rungstedvej i Hørsholm.
Arbejder derudover på fuldtid som sygeplejerske på rygkirurgisk afdeling på Hørsholm Sygehus.
Opvokset på Grønland og i Hørsholm, men kender Bornholm fra ferieophold siden barndommen.
Faderen er af grønlandsk afstamning, mens Tine Hertlings mor har bornholmske aner.
Gift med Ken, der underviser i navigationsudstyr hos firmaet FURUNO.
Mor til to drenge på 11 og 15 år.
Familien har sommerhus på Sommerodde i Poulsker.
Læs mere på www.bornholmsk-kunst.dk

Ambassadøren fra Bornholm

Portrætartikel med ambassadør Hans Michael Kofoed-Hansen blev bragt i Bornholms Tidende den 26. januar 2007.

Mød Danmarks ambassadør i Ungarn Hans Michael Kofoed-Hansen, der voksede op i Rønne.

Af Jarl Cordua



















I efteråret 2006 var Ungarns hovedstad Budapest ramt af politisk uro og voldsomme demonstrationer. Danmarks ambassadør i landet, Hans Michael Kofoed-Hansen, var blandt dem, som pressen spurgte til råds for at få en forklaring. I medierne var der flere telefoninterviews med ambassadøren, og på accenten og efternavnet kunne enhver konstatere, at Kofoed-Hansen er bornholmer.

Hans Michael Kofoed-Hansen, der p.t. er den eneste danske ambassadør med bornholmsk baggrund, har netop været i Danmark på julebesøg. Kort efter nytår kom Bornholms Tidende forbi Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads i København til en snak med en uhøjtidelig og venlig ambassadør, der bød på en varm kop kaffe, han selv trak i automaten.

Afrika trak
Hans Michael Kofoed-Hansen (57) er født og opvokset i Rønne på Lærkevej ved Nordskoven. Efter studentereksamen fra Rønne Statsskole i 1967 læste han jura i København og fik eksamen seks år senere.
Hvorfor valgte du udenrigstjenesten?
- Dengang interesserede jeg mig meget for ulandsbistand og det ”sorte Afrika”, så derfor var en karriere i udenrigsministeriet et bevidst valg. I de år oprustede ministeriet med nye folk, fordi Danmark på det tidspunkt kom med i EF, så muligheden var tilstede, og jeg kom også til Afrika, fortæller Hans Michael Kofoed-Hansen, som var ambassadesekretær på ambassaden i Tanzania 1975-78.
- Og så er jeg ligesom blevet hængende siden, tilføjer ambassadøren ikke uden selvironi.

Sekretær for Schlüter
Den bornholmskfødte embedsmand har dog haft et enkelt, men særdeles interessant job uden for udenrigsministeriet. I fire år var han ministersekretær for den daværende konservative statsminister Poul Schlüter dvs. under den såkaldte Firkløverregering:
- Det var vel den mest spændende tid i min karriere. Det var ganske udviklende at arbejde så tæt på de politiske beslutninger, så de år gav mig en bredere baggrund rent professionelt.
Hans Michael Kofoed-Hansens karriere har budt på udstationering bl.a. på ambassaden i London. Nogle af arbejdsårene er dog forløbet med tjeneste i Udenrigsministeriet i København. Fx har Kofoed-Hansen som kontorchef tidligere arbejdet med behandling af flygtninges asylsager samt været sekretær for Folketingets udenrigspolitiske nævn. Siden 1998 har han været ambassadør, først fem år i Israel og siden 2003 i Ungarn. Til 2005 var Kofoed-Hansen også ambassadør i nabolandet Kroatien.

Hjælper danskere
Hvad laver I egentlig på ambassaden i Budapest?
- Helt bredt bistår vi det samlede Danmark med at udbygge relationerne til Ungarn. Vi bistår danske virksomheder med informationer, kontakter og løsning af opgaver omkring eksport og investering. Halvdelen af medarbejderne er involveret heri. Der er f.eks. tale om markedsanalyser, partnersøgning og problemløsning, som virksomhederne så betaler for. Dernæst imødekommer vi det stigende behov for borgerservice. Det er blevet billigt at rejse, så det benytter flere mennesker sig af og det giver større travlhed. Vi hjælper når danskere f.eks. mister passet, bliver bestjålet, bliver syge eller kommer i problemer med myndighederne under opholdet. Selvom at folk generelt er velforberedt, når de rejser, så er udenrigstjenesten og ambassaderne i dag reelt 24 timer i døgnet klar til at bistå, når uheldet er ude. Vor tids kommunikationsmuligheder gør det både nemmere og hurtigere. Forsikringsordningerne dækker som regel f.eks. ved sygdom og ulykker i Europa, og det praktiske fungerer fint. Oven i behandler ambassaden visumansøgninger, arbejds- og opholdstilladelser for udlændinge. Generelt oplever vi højere forventninger til ambassadens service.
- Endelig – men ikke mindst – er der samarbejdet med det officielle Ungarn som led i varetagelsen af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser og samarbejdet på de enkelte ministerieområder og i EU-regi.
Der arbejder også ungarere på ambassaden?
- De er uundværlige. Ungarsk er et usædvanligt svært sprog at lære for udlændinge. Så allerede af en grund er det en afgørende at have gode lokale medarbejdere til løsning af en bred vifte af opgaver og til informationssøgning. Det er helt normalt, at flertallet af medarbejderne på en ambassade er lokale.

Ser op til Danmark
Hvordan opfatter ungarerne Danmark?
- Ungarerne ser på Danmark med både interesse og sympati – og ser op til vores og de øvrige skandinaviske landes samfundsmodel. De ønsker en udvikling, der går i samme retning som den ”nordiske velfærdsmodel” med høj social sikring og høj kvalitet i den offentlige service. Politisk og samfundsmæssigt har vi i Norden – også efter ungarernes mening - udviklet en politisk kultur på et højt stade, hvor vi taler os til rette om tingene og laver brede forlig om store politiske beslutninger osv. Det misunder de os.
Men der er ifølge Kofoed-Hansen flere grunde til, at Danmarks forhold til Ungarn er så godt:
- Under den ”kolde krig” var Danmark blandt de vesteuropæiske lande som opretholdt god kontakt til de østeuropæiske lande og befolkninger. Vi blev heller ikke mødt med helt samme mistro som nogle af de større vestlige lande. 2006 var i øvrigt 50-året for ungarernes opstand i 1956 mod det kommunistiske regime – en opstand der dog hurtigt blev slået ned. Dengang kom ca. 1000 ungarere til Danmark, som politiske flygtninge. Sammenlignet med andre lande tog vi ikke specielt mange, men alligevel har vores indsats dengang fået en central placering i det positive billede. Efter ”murens fald” i 1989 er samarbejdet blevet forstærket. Vi var tidligt ude med faglig bistand til den omstillingsproces Ungarn og de andre ”østlande” skulle igennem i forberedelsen til deres tilslutning til EU og NATO.

Ingen forsoning
Ungarn var tidligere et kommunistisk land, hvordan har landet så udviklet sig i de seneste år?
- Først og fremmest: Ungarn har i de nu forløbne 17 år gennemført utroligt omfattende og dybtgående forandringer. Man kunne næsten kalde det en revolution både politisk og økonomisk. Indenrigspolitisk er Ungarn stadig et noget polariseret samfund, hvor ”højre” og ”venstre”, om man vil, står ganske stejlt overfor hinanden. Spændingerne handler blandt andet om det historiske ansvar. Højresiden betragter socialdemokraterne som arvtagerne efter de tidligere kommunistiske magthavere, og forsøger selv at tage monopol på at repræsentere hele den daværende opposition mod det gamle system. Men så enkelt er det dog ikke. Der har aldrig været et retsopgør med de ansvarlige under den kommunistiske tid eller egentlige forsøg på forsoning. Magtoverdragelsen i 1989 skete helt uden sværdslag. I årene efter sagde de ungarske politikere og samfundseliten nærmest til sig selv, at det simpelthen var for kompliceret.
- Ungarn har i dag en fuldt demokratisk forfatning med alle tilhørende demokratiske institutioner – og de fungerer. Ungarerne har alle de velkendte demokratiske friheder og rettigheder, og der er indført markedsøkonomi. Men det tager mere end en halv generation at komme helt ud af 50 års totalitær styreform og skabe et optimalt og effektiv samarbejdende folkestyre, som vi kender det herhjemme.

Behov for reformer
- I 2006 brød nogle af de politiske modsætninger ud igen. Siden 1989 har en siddende regering aldrig overlevet et valg, men i april 2006 lykkedes imidlertid den socialdemokratisk-liberale regering at blive genvalgt. Mens den private sektor er kommet langt og kører på fuld styrke, står den offentlige sektor tilbage med en række problemer. Skiftende regeringer har ikke haft politisk mod eller mulighed for at gennemføre de sidste nødvendige økonomisk-politiske reformer, og ifølge den genvalgte premierminister slås man stadig med den holdning, at staten skal løse alle problemer. Derfor er der også en meget stor offentlig sektor. En række ydelser har fortsat været gratis eller stærkt subsidierede, f.eks. energipriserne med tredive procent. Det sociale sikkerhedsnet kunne ikke fastholdes uændret, især ikke når en femtedel af ungarerne ikke betaler den skat, som de burde. Underskuddet på statsbudgettet er i 2006 kommet op på 10 pct. af nationens samlede indkomst (BNP). Det er Europa-rekord. Det kræver yderligere reformer for at vende udviklingen, sådan at landet får skabt en økonomisk og social balance med bedre offentlig service især indenfor uddannelse, sundhed og offentlig administration.

Voldsomme demonstrationer
Regeringen med premierminister Gyurcsany i spidsen kom efter valget i foråret med et omfattende spare- og reformprogram – en ”krisepakke”, der skulle nedbringe det offentliges budgetunderskud. Få uger før lokalvalget i oktober dukkede nogle båndoptagelser pludselig frem fra et lukket partimøde i maj, hvor premierministeren sagde, at han og regeringen havde måttet lyve overfor vælgerne om Ungarns reelle økonomiske situation forud for parlamentsvalget. Hvad skete der så?
- Talen og de økonomiske indgreb udløste voldsomme demonstrationer især i Budapest og vedholdende krav fra opposition og vælgerne om, at premierministeren skulle træde tilbage. En mindre del af demonstranterne – såkaldte hooligantyper og en mindre gruppe højreekstremister – trængte ligesom i 1956 ind og besatte den statslige radiobygning tæt ved parlamentet. Efter nogle få dage fik politiet styr på uromagerne, men demonstrationerne fortsatte og mange ungarere var - og er stadig - vrede. De er i øvrigt helt uvante med demonstrationer af den slags. Det var derfor endnu mere forudsigeligt, at regeringspartierne tabte kommunalvalget 1. oktober med et brag. En tillidsafstemning i parlamentet kort efter viste dog, at premierministeren og regeringen havde opbakning fra sit flertal i parlamentet til at fortsætte gennemførelsen af det økonomiske reformprogram. Den 23. oktober ved afslutningen af 50-årsdagen for opstanden i 1956 kom det igen til dramatiske sammenstød, hvorefter de daglige demonstrationer langsomt døde ud. Nu er det lange seje træk i gang med reformer og besparelser, som vil strække frem til 2009. Samarbejdet mellem regering og opposition ligger det stadig meget tungt med.

Vi er beredte
Udenrigsministeriet har været meget i fokus omkring Muhammed-sagen. Har I taget ved lære af sagen?
- Sagen omkring Muhammed-tegningerne har på en række områder bidraget til yderligere at skærpe vores parathed til at håndtere uforudsete situationer - ligesom de andre store udfordringer, som udenrigstjenesten også har stået overfor, så som tsunamien i 2004 og senest krigen i Libanon i sommeren 2006, hvor vi evakuerede tusindvis af danskere hjem på få dage. Det er en udvikling, som har været i gang over en længere tid. De tre vidt forskellige opgaver har alle bidraget til at forfine vores krisestyringsinstrumenter – ikke mindst udnyttelse af de mest avancerede kommunikationsteknologier. Et andet værktøj ”public diplomacy” handler bl.a. om, at udenrigstjenesten er ude hurtigt – eller snarere proaktivt – overfor hele spektret af beslutningstagere i andre lande, politikere, medier og offentlighed for at præsentere danske holdninger og værdier, forklare og uddybe hvad Danmark står for og illustrere de danske resultater. Det handler både om at ”sælge” Danmark men indirekte også om at forebygge og imødegå fejlopfattelser.

Fokus på syd og øst
Danmark har lukket en del ambassader og åbnet nye. Hvad er jeres strategi?
- Totalt set er der ikke i de seneste år tale om færre, men om flere repræsentationer i udlandet. Der er konstateret et behov for at styrke Danmarks tilstedeværelse ude. Der sker således en forskydning i den samlede ressourceindsats og samtidig en vis overførsel af ressourcer fra Europa til bl.a. Asien, Mellemøsten/Afrika og Latinamerika. Muhammed-sagen har bidraget til at illustrerede behovet for at kunne agere og hurtigt etablere netværker på steder vi måske ikke helt havde forudset. Det handler om den velkendte ”globalisering”.
- Det er også en proces, der ikke er startet i år. Hensigten er, at styrke det danske ”globaliseringsberedskab”. Indadtil styrker Danmark indsatsen på uddannelse, forskning og innovation, så vores ”produkter” fortsat kan konkurrere globalt. Udadtil skal vi i endnu mere effektivt og fleksibelt kunne varetage danske interesser, der hvor det betyder mest, der hvor udviklingen går stærkest og der, hvor vi kan gøre en forskel.
- Europa - i særdeleshed EU-landene med flere og flere fælles regelsæt og standarder - bliver på mange måder betragtet som ”hjemmemarked” af vore erfarne virksomheder - og nærmest som ”nabo-kommune”, hvis du er turist, forsker, studerede eller kunstner og skal ud og præsentere eller afprøve dine talenter og hente inspiration og viden. I de stærke vækstområder - lande som Indien, Kina, Australien og Argentina - skal vi både afsætte under øget konkurrence og selv være med til at producere ”danske” varer som led i globaliseringen. Det skal vi i øvrigt også i Ungarn og i de nye EU-lande Rumænien og Bulgarien.

Løn på EU niveau om 15 år
Mange danske virksomheder har valgt at slå sig ned i Ungarn. Hvorfor?
- Virksomheder som Grundfos, Coloplast, Nilfisk og Velux har fabrikker i landet. Lønningerne er lavere end i Danmark, men det giver kun en midlertidig fordel. For om 15 år er Ungarn kommet nærmere på dansk og tæt på EU-niveau, og så er man sådan set lige vidt. Virksomhederne er der også fordi arbejdskraften er til stede, og den er veluddannet og fleksibel. Ungarn har en god infrastruktur til ”det gamle EU” og ligger centralt i forhold til voksende markeder på Balkan og Tyrkiet. Så der er muligheder for at operere i alle retninger. Danmark har en årlig eksport til Ungarn på tre milliarder kr., samlede investeringer formentlig i nærheden af 1 mia. € med mere end 4.000 arbejdspladser. Med en økonomisk vækst i 2006 på 4 %, som godt nok falder noget i 2007-08 på grund af kriseindgrebene, går det stærkt. På halvandet år har ”Jysk” åbnet 16 forretninger i Ungarn, og Lars Larsen åbner en forretning hernede næsten hver måned.

Ungarsk arbejdskraft til Danmark
Ambassaden i Budapest er gået i gang med mulighederne for at få kvalificeret ungarsk arbejdskraft fx IT-specialister og ingeniører til virksomheder i Danmark.
- Vi har etableret kontakt med de tekniske universiteter, som gerne samarbejder om at finde egnede kandidater. En anden sektor er landbrugsteknikere, fordi så mange unge ungarere har været på fagligt kursus- og praktikophold i Danmark. Selvom ungarernes uddannelsesniveau er relativt højt, er deres kendskab til fremmedsprog generelt ikke helt i top. Det letter jo integration på en dansk arbejdsplads, når de taler engelsk. Desværre mistede Ungarn ”en halv generation” af sproglærere, da de udenlandske private virksomheder kom til landet i 1990’erne med et stort behov for sprogkyndige medarbejdere. De tilbød nemlig de sprogkyndige en langt højere løn. Men nu går det fremad igen.

Fælles interesser
Hvordan samarbejder Danmark med Ungarn?
- I EU-samarbejdet har vi ofte sammenfaldende interesser og synspunkter. Med nu 27 medlemslande har vi alle brug for ”allierede” på alle de enkelte sager. Det forudsætter, at vi i tide kender hinandens forudsætninger og baggrunde. Vi har også gensidigt udbytte af udveksling af viden og erfaringer. På energiområdet er Ungarn helt afhængig af importeret olie og naturgas fra Rusland. Forbruget er uforholdsmæssigt stort på grund af de lave priser, Sovjetunionen i sin tid tilbød sine allierede. Dernæst har Ungarn fra kommunist-årene en stor ikke-renoveret boligmasse. Danmark derimod er tæt på at være verdensmestre i energibesparelse, så her samarbejder vi. Store danske virksomheder som Velux, Rockwool, Danfoss og Grundfos producerer vinduer, isolering, termostater og pumper, der alle på forskellig måde indgår i energibesparende indsatser, og flere af virksomhederne har fabrikker i Ungarn.
- Danmark er også helt i front på fødevaresikkerhed og -forarbejdning. Ungarn er nettoeksportør af fødevarer, men skal opfylde de hårde krav på det åbne EU-marked. Her kan danske virksomheder levere både udstyr og erfaringer til Ungarn.

Ser dansk TV hver dag
Hvor tit er du i Danmark?
- Jeg er hjemme en tre-fire gange om året. Udenrigsministeriet samler alle ambassadører til møder med bl.a. udenrigsministeren og statsministeren i august, hvor vi alle alligevel er hjemme. Vi har også et årligt regional-møde, hvori ambassadørerne i EU-landene samles. Møderne giver både en opdatering på mål og strategi for dansk udenrigs- og Europapolitik og om indenrigspolitikken. Ligeså vigtigt er det at snakke med kollegerne og vedligeholde den personlige kontakt og sit netværk.
Ifølge Hans Michael Kofoed-Hansen har moderne kommunikationsmidler i øvrigt ændret behovet for at være hjemme i Danmark, selvom han holder de fleste ferier der.
- Vi ser dansk tv både morgen og aften og hører radio på Internettet. Kontakten hjem er gennem ”Skype”(gratis internetelefoni) og på kontoret via udenrigstjenestens globale satellitkanaler, der åbner mulighed for videokonferencer.

Fremtid i udlandet
Hans Michael Kofoed-Hansen du har nu været Danmarks ambassadør i tre lande. Hvad med din egen professionelle fremtid?
- Den ultimative pensionsalder i staten er jo 70 år. Så længe behøver man dog heldigvis ikke belaste sine omgivelser. Det afgørende er, at slutte inden ens evne til omstilling svækkes. Mest sandsynligt fortsætter jeg til en anden udepost efter Budapest.
Bliver man mere dansk af at være i udlandet?
- Ja, bestemt. Nu er jeg jo ansat til at præsentere og fremme danske interesser, synspunkter og værdier. Selvfølgelig ser jeg hjemlige begivenheder og sammenhænge ”lidt udefra” – og i sammenligningen synes jeg Danmark oftest falder helt godt ud. Det samme resultat kommer de fleste internationale målinger jo også til i disse år. Når jeg skal forklare om danske forhold og synspunkter overfor ungarere, falder det derfor rimelig nemt og naturligt – og det er fristende at blive lidt stolt som dansk. Jeg overser nok nogle af de mindre ting, vi lader os irritere over i det daglige. Jeg mener, at vi alle kunne have fordel af at bo og arbejde nogle år i udlandet. Det styrker lysten til og glæden ved at opholde sig i Danmark.

Følger bornholmsk politik
Kofoed-Hansens forældre lever ikke længere, og han har ingen helt nær familie tilbage på øen.
Kommer du så stadig på Bornholm?
- Ja, men ikke så regelmæssigt som før. Bedst til at opdatere mig er Thomas Thors. Vi startede i skole sammen året før Ungarnsopstanden i 1956. Thomas Thors og hans kone, Kirsten, har besøgt os både i Israel og i Ungarn. De er forhåbentlig spændt på, hvor næste udepost bliver.
Ambassadøren følger med i bornholmske forhold via de bornholmske medier på Internettet:
- Især fulgte jeg den bornholmske kommunesammenlægning med interesse. Ungarn har over 3.000 kommunale enheder og kun 10 mio. indbyggere. Så for ungarerne er der noget at komme efter, slutter Kofoed-Hansen.

Rønnedreng blev rockstjerne

Portrætartikel af den bornholmskfødte heavyrock-trommeslager Kennet Olsen blev bragt i Bornholms Tidende den 4. november 2006.

Af Jarl Cordua

Den bornholmsk-fødte trommeslager Kenneth Olsen er rockstjerne i det internationale heavy rock band ”Royal Hunt”.

Som dreng drømte Kenneth Olsen (39) om at blive rockstjerne. Men da drømmen gik i opfyldelse, blev trommerne lagt på hylden i ti år. Nu har han fundet trommestikkerne frem, og slår nu igen takten til Royal Hunts koncerter over hele verden.

Da Kenneth Olsen var dreng, boede han i en lejlighed i Gartnervangen i Rønne sammen med sin mor og lillesøster:
- Ligesom så mange andre var jeg sportsidiot , men det sluttede den dag, jeg fyldte 13 år, da morfar forærede mig et trommesæt. Fra da af brugte jeg faktisk al min tid på trommer og musik, husker Kenneth Olsen, der lærte sig selv at spille trommer:
- I skolens musiktimer lærte jeg at holde en grundrytme - en simpel ¼-dels takt. Men resten er faktisk selvlært.
I stedet sad teenageren på sit værelse med en kassettebåndoptager og lyttede intenst til musikken:
- Først lærte jeg trommernes forskellige lyde på båndet, og så sad jeg med mit trommesæt og slog på det, indtil jeg fandt den rigtige lyd, der passede, forklarer Kenneth Olsen.
Så længe Kenneth Olsen kan huske, har han været fascineret af musik, og interessen har han ikke fra fremmede:
- Min far spiller harmonika og havde tidligere et orkester, hvor de spillede danske slagere af den slags, man hører ude i de små haver på Frederiksberg. Min mor hørte mere poppet musik som Queen, Elton John, Dr. Hook og Rod Stewart, husker Kenneth Olsen.

Musikalsk åbenbaring
Kenneth Olsens egen musiksmag blev formet en dag i 10. klasse på Rønne Privatskole, hvor han fik en musikalsk åbenbaring:
- Der kom en ny pige i klassen, der havde en del plader med hård rockmusik. Da jeg hørte AC/DC og Iron Maiden for første gang, så skete der et eller andet. Jeg tænkte: Findes der sådan noget musik? Fra da af gjaldt det om at komme til at spille hård rock, fortæller han.
Det bornholmske musikmiljø i midtfirserne var ikke til det hårde, så i stedet kom trommelageren med i en stribe bornholmske amatørbands med meget forskellige stilarter:
- Der var rockbandet ”Fragile”, som var inspireret af Jean Michel Jarre. Senere spillede jeg percussion i funk-bandet ”Flux”, hvor vi spillede covernumre. Og så var jeg med i et band, der spillede populær dansk rock, husker Kenneth Olsen.

Droppede ud af HF
Som 17-årig besluttede Kenneth Olsen at forfølge drømmen om at spille hård rock. Han droppede ud af HF og flyttede til København. Gennem en annonce i den blå avis søgte han efter musikere og fik dannet et heavy rock band.
- Desværre gik det som så mange gange før. Musikken blev for poppet til min smag, så det droppede jeg igen og i stedet fandt jeg et job på et reservedelslager hos Ford og blev der et par år, fortæller Kenneth Olsen.
Undervejs blev han dog introduceret til det københavnske undergrundsmiljø for heavy rockmusikere ved at komme på de barer og diskoteker, hvor de ”hang ud”:
- Det var folk, der måske havde lavet en plade, og som selv mente, at de var ”på vej op”. Men ofte var der for megen snak og for lidt realiteter i projekterne, griner Kenneth Olsen.

Royal Hunt
Efter mange mislykkede forsøg i forskellige heavy bands blev Kenneth Olsen en dag pludselig ringet op af musikerkollegaen André Andersen, som længe havde ledt efter trommeslageren, for at få ham med i sit band.
- Vi havde nogenlunde samme musiksmag, og han insisterede på, at jeg skulle høre dem spille. Selvom jeg sagde nej fire gange, endte jeg med at tage ud for at høre dem. Efter 20 sekunder tabte jeg både næse og mund, for det var lige præcis den musikstil, som jeg længe havde savnet. Musikken var melodisk, hård, men også teknisk svær at spille. Jeg havde det, som var jeg otte år og alene i en slikbutik, husker Kenneth Olsen, der straks gik i gang med at øve med bandet, der dengang hed ”Apart”, og som senere blev til succes’en ”Royal Hunt”.
"Apart" havde på det tidspunkt en ren dansk besætning. Dengang og nu er bandets leder, kunstneriske omdrejningspunkt og sangskriver dansk-russiske André Andersen, der i øvrigt er uddannet klassisk pianist ved musikkonservatoriet i Moskva.
- Netop på grund af Andrés musikalske baggrund har vores musik en del klassiske elementer i sig, og numrene er bygget op lidt ligesom klassiske værker, forklarer Kenneth Olsen.

Pladekontrakt
Bandet havde allerede lavet en single, men sangskriveren André Andersen havde derudover skrevet numre nok til en hel plade. Så Royal Hunt gik nu i gang med at indspille en plade, som de også selv skulle finansiere. De manglede også et pladeselskab, så bandets medlemmer rendte selskaber over hele verden på dørene med deres demobånd, men det blev til over 500 afslag.
Pludselig en dag var der bid. I Japan var denne form for heavy rock, som Royal Hunt spillede på dette tidspunkt i starten af 1990’erne, blevet ret populært:
- Der var en japansk rock-DJ, der kunne lide vores single og derfor spillede den hele tiden i radioen. Så begyndte det at eskalere, og pludselig fik vi fire tilbud om pladekontrakter. Men det havde vi jo ikke forstand på, så vi hyrede et amerikansk selskab til at sørge for, at vi fik den bedste kontrakt, fortæller Kenneth Olsen.

Fik et chok
Royal Hunt indspillede den første plade ”Land of Broken Hearts” i februar 1992, og samme år spillede de blandt andet på Midtfynsfestivalen, men noget gennembrud blev der aldrig tale om i Danmark. Til gengæld skete der noget i Japan:
- Vi tog til Japan for at spille fem koncerter, og da vi kom derud, fik jeg et chok. Allerede i lufthavnen blev vi overøst med blomster og gaver fra pladeselskabet, og der stod 40 fans, der havde vundet billetter til at møde os. Vi anede intet om modtagelsen og følte os nærmest flove, fordi var ret trætte efter den lange flyvetur, fortæller Kenneth Olsen.
Bagefter tog bandet ind på hotellet for at hvile ud, men der stod yderligere 150 fans, for der var arrangeret fest samtidig med, at der skulle tages billeder og skrives autografer.
- Det viste sig, at vi var meget større, end vi overhovedet havde forestillet os. Mellem 700 og 2500 mennesker havde købt billet til hver koncert, der alle var udsolgte. Det var ret vildt, for det havde vi jo aldrig prøvet før.
Mens bandet var i Japan, var der fans overalt:
- De vidste, hvor vi spiste, og opsøgte os. Vi havde kun spillet otte koncerter herhjemme, hvor vi selv stillede alle instrumenter op osv. Men i Japan kunne vi nøjes med bare at komme til koncerten. Så det endte lidt med, at man - for en gang skyld - følte sig lidt vigtig, ikke?, griner Kenneth Olsen.
Royal Hunts debutplade solgte også godt:
- I Japan røg der 80.000 eksemplarer over disken på tre uger, og pladen endte med at sælge 150.000 eksemplarer, hvilket var ganske meget, husker Kenneth Olsen.
Hjemme i Danmark gik Royal Hunt igen i studiet, hvor de lavede endnu en plade” Clown in the Mirror, som dog ”kun” solgte 50.000 eksemplarer.

Mick Jaggers promoter
En stor del af de penge, som bandet havde tjent i Japan, brugte Royal Hunt nu i et forsøg på at slå igennem i USA:
- Vi boede i New York i tre måneder og havde vel en 25 jobs i mindre klubber på østkysten med 400 gæster pr. gang, og det gik egentlig godt. Vi brugte dog en masse penge på en dyr promoter, hvis opgave, det var at få os i bladene. Idéen var, at omtalen kunne skabe interesse om vores musik, koncerter osv. Hun arbejdede også for Mick Jagger og Janet Jackson, så vi var nok ikke store nok. Der skete i hvert fald ikke rigtig noget, erkender Kenneth Olsen.
Det lykkedes da heller ikke for Royal Hunt at slå igennem ï USA, hvor bandet indspillede deres tredje plade ”Moving Target”, der udkom i 1995.
- USA havde stadig været en fed oplevelse, og vi havde mod på at gøre endnu et forsøg på at slå igennem. Så vi tog til Japan for at tjene pengene, der skulle finansiere en ny USA-koncertturné, fortæller Kenneth Olsen.
Planen var at starte i Los Angeles og turnere rundt i USA i en stor bus. Men bandet blev ramt af uheld, da bandets leder og keyboardspiller André Andersen blev så syg, at turnéen mere eller mindre gik i vasken, fordi mange koncerter i begyndelsen måtte aflyses. Men det slog ikke Royal Hunt ud:
- Vi fik det bedste ud af det og holdt udgifterne nede ved at bo i vores bus. Faktisk endte jeg med at have spillet i 32 amerikanske stater. Det var utrolig sjovt at opleve USA. Den ene dag lå du på stranden, og den næste stod du på ski, husker trommeslageren.

Stopper karrieren
Da bandet kom hjem til Danmark i 1996, gik Kenneth Olsen med planer om at stoppe karrieren:
- Jeg var træt af alle de penge, der smuttede mellem hænderne på os. Men også af det hårde turnéliv, hvor du rejser syv-otte måneder om året. Oveni havde mine ører været udsat for høj musik i så lang tid, at jeg havde fået en smule tinnitus, forklarer Kenneth Olsen.
Han blev dog overtalt til at tage på en Europa-turné, hvor Royal Hunt spillede 35 koncerter på 1½ måned. Men da Kenneth Olsen kom hjem, var det slut.
- Dengang var jeg omkring de 30, følte mig rodløs og havde brug for at tænke over livet. Jeg så jo mine kammerater blive voksne og få børn. Selvfølgelig prøvede jeg at spille lidt med andre bands, men det blev jo aldrig det samme. Det var som at starte forfra, og så blev jeg træt af alle dem, der var mere interesseret i at høre om, hvad jeg havde oplevet med Royal Hunt frem for selv at arbejde for sagen. Det er jo et arbejde og kræver noget, hvis man vil være professionel musiker, men folk ville hellere snakke frem for at øve og tage tingene alvorligt. Så jeg opgav at spille musik fuldstændigt, fortæller Kenneth Olsen, der stillede trommerne i kælderen, hvor de samlede støv de næste ni år. I stedet var han i en periode selvstændig med salg og udlejning af solarier, plus at han havde andre småjobs.

Tilbage efter ni år
Royal Hunt kørte videre med en ny trommeslager og fortsatte med at udgive plader. Bandets leder André Andersen skiftede også ud i bandet, efterhånden som de originale medlemmer faldt fra. De to musikere holdt dog forbindelsen, og efter flere overtalelsesforsøg lykkedes det André Andersen i efteråret 2004 at få Kenneth Olsen tilbage i bandet. Trommeslageren måtte ned i kælderen og finde sine trommer frem igen:
- Jeg gik i gang med at øve mig og fandt ud af, hvor meget jeg egentlig havde savnet at spille. Det var rart at spille igen og være tilbage i bandet. Det har jeg virkelig ikke fortrudt. I dag er jeg nået frem til, at jeg skal fortsætte med at spille musik altid. En gang musiker – altid musiker. Sådan er det bare, erkender Kenneth Olsen.
I dag er tiden en anden for heavy rock end den var i de gyldne starthalvfemsere. For rockmoden skiftede i løbet af årtiet fra heavy til ”grunge”-stilen, der bedst kendes fra bands som Nirvana og Pearl Jam. Dette modeskift gjorde, at Royal Hunts pladesalg siden faldt mærkbart. Oveni er bandets indtjening ligesom andre musikeres ramt af ulovlig piratkopiering. Ifølge Kenneth Olsen er tommelfingerreglen den, at hver gang bandet sælger en CD, så bliver der downloadet to ulovlige ”gratis” piratkopier.
I dag består bandet af den amerikanske forsanger John West, som bor fast i New York og har en solokarriere ved siden af. Det kræver derfor god planlægning, hver gang bandet tager på turné eller indspiller plader i Danmark. For hver gang skal John West og de to øvrige bandmedlemmer bassisten Per Schelander og guitaristen Marcus Jidell - begge fra Sverige - flyves ind.

Turnélivet
Hvad laver en rockmusiker så på en turné, når han ikke lige står på scenen og spiller?
- Faktisk bruger vi meget tid på at slappe af, når vi ikke spiller koncert. Vi spiser altid sammen lige efter vores koncert, og i vore yngre dage festede vi tit igennem. Der var en Europa-tur, som blev en lang fest, men normalt sidder vi bare på hotelværelset eller i bussen og evaluerer aftenens koncert. Måske laver vi om på showet eller prøver nogle nye idéer af. Det er jo et arbejde, så vi forsøger ligesom alle andre professionelle mennesker hele tiden at forbedre vores produkt, forklarer Kenneth Olsen.
Har Royal Hunt så levet en rock’n roll-livsstil med stoffer osv?
- Vores buschauffører kører jo rundt med mange bands og oplever lidt af hvert. Flere af dem troede faktisk, at vi var et kristent band, netop fordi vi ikke sad og røg hash eller tog stoffer i bussen. Der har aldrig været stoffer i bandet, men vi kan godt lide at få nogle ordentlige sjusser indimellem. For selvfølgelig skal der være plads til at feste lidt, når vi er på tur, siger Kenneth Olsen.

Sjældent i Danmark
Bandet giver sjældent koncerter herhjemme, men i marts i år gav Royal Hunt en enkelt, men velbesøgt koncert i Amager Bio i København for Danmarks relativt lille heavy rockpublikum. I stedet er det i lande som Tyskland, Japan og Rusland, at der er størst interesse og marked for bandets musik. Til sammenligning har Royal Hunts sidste plade ”Paper Blood” fra 2005 ifølge Kenneth Olsen i Danmark solgt 500 eksemplarer, mens den på verdensplan til gengæld har solgt 80.000.
Men hvad er egentlig Royal Hunts planer for den nærmeste fremtid?
- Den 21. november udkommer vores nye live-DVD, der er optaget i Skt. Petersborg. I februar 2007 tager vi på en længere turné rundt i Europa, og næste efterår spiller vi i Mexico og Australien, fortæller Kenneth Olsen.

Arbejder ved siden af
Hvad er egentlig forskellen på hård rock og heavy rock?
- Der er ikke den store forskel, men hård rock er efter min mening mere melodisk og blues-præget. Man hører også mere keyboard end guitarer, forklarer Kenneth Olsen.
Trods berømmelsen og den pæne succes i udlandet kan Kenneth Olsen ikke leve alene af sin musik. Derfor er han nødt til at tage nogle småjobs for at kunne leve:
- Jeg tager sådanne vikarjobs på fabrik osv. Det er ikke muligt for mig at passe et almindeligt arbejde, når jeg ind imellem pludselig skal på turné i en måned og må stoppe midt i det hele. Det tager jeg med. Heldigvis har jeg en kæreste, som selv interesserer sig for rockmusik. Hun har også forståelse for, at jeg tager af sted og kan være længe væk.

Overvejer Bornholm
Kan man forestille sig, at Royal Hunt en dag kom og gav koncert fx i Musikhuzet?
- Vi har faktisk talt om det, men det skulle så ske i forbindelse med en turné. Problemet er, at tre af bandets medlemmer bor i udlandet. Skulle jeg selv spille på øen, er det nok mere realistisk at tage derover med et af mine to fritidsbands, siger Kenneth Olsen.
Han kommer selv stadig en del på Bornholm og har også en mening om det bornholmske musikliv:
- Der er meget talent og mange dygtige musikere på øen. Der er i det hele taget sket rigtig meget for det bornholmske musikliv siden jeg flyttede og Musikhuzet og andre små spillesteder er kommet til. I dag har de unge langt bedre og flere øvefaciliteter, end vi havde, mener Kenneth Olsen
Hvis det kan løfte det bornholmske musikmiljø, bidrager han også gerne med sine erfaringer:
- Lige nu går jeg og overvejer et par idéer, slutter Kenneth Olsen.

-------------------------------------------------------------------

Kenneth Olsen - kort

Født 1967 i Rønne.
Opvokset i København og Rønne.
Kenneths mor Helga var også bornholmer og drev bl.a. en frugt og grøntforretning i Rønne og siden hen en kiosk i Svaneke. Mange ældre bornholmere husker måske morfaderen Ingolf Rasmussen som blev kaldt ”den blinde børstenbinder”.
Kenneth har en morbror og tante, der bor i Rønne.
Skolegang bl.a. på Rønne Privatskole og Rønne Statsskole.
Spillede i midten af firserne i en række bornholmske amatørbands
Trommeslager i heavyrock-bandet ”Royal Hunt” 1989-1996 og igen fra 2004
Blev i 1996 kåret som den 9. bedste trommeslager i verden af det japanske rockpublikum
Royal Hunt blev i øvrigt samme år kåret af japanerne som verdens bedste liveband.
Desuden spiller han også i to fritidsbands, der har Whitesnake og OneTwo-covernumre på sætlisten.
Bor i lejlighed i Gentofte.
Læs mere om Royal Hunt på hjemmesiden: www.royalhunt.com

Sofies verden

Portrætartikel med skuespilleren Sofie Stougaard blev bragt i Bornholms Tidende den 16. september 2006.

Af Jarl Cordua

Bornholmske Sofie Stougaard har stor succes som skuespiller. Nu vil hun også være filminstruktør.

De fleste kender Sofie Stougaard fra rollerne som Karina i TV-serien Nikolaj og Julie eller som ”Diana” fra Punkt 1-reklamerne. Især bornholmerne husker hende også fra rollen som den bornholmske fiskerhustru ”Sonja” i Lotte Svendsens film ”Bornholms Stemme” fra 1999. Bornholms Tidende inviterede Sofie Stougaard på en snak over en kop kaffe om tiden efter filmen og hendes karriere frem til i dag. En augustdag møder en smilende og veloplagt Sofie Stougaard op på ”Café Phister” i Vanløse iført frisk korthårsfrisure, lyseblå jakke og jeans.

Modne kvinder
Havde rollen som Sonja i ”Bornholm Stemme” betydning for Sofie Stougaards videre skuespillerkarriere?
- Bestemt. Den karakterrolle fik mig til at springe nogle udviklingstrin over. Ikke at det gjorde noget, men indtil da havde jeg kun spillet unge piger. Nu trådte jeg ligesom i karakter og begyndte bl.a. at spille mere modne, snusfornuftige, varme og moderlige kvinder, fortæller skuespilleren.
- Der kom en hel del roller med andre spændende karakterer. Lige efter ”Bornholm Stemme” spillede jeg med i et Jokum Rohde-stykke, hvor jeg er en selvmordskandidat, der er lidt for skrøbelig til denne verden. Så spillede jeg Kim i TV-serien ”Langt fra Las Vegas”. Hun var også en følsom type, sådan en, der leder efter den store kærlighed her i livet, siger Sofie Stougaard, som føler sig ”utrolig privilegeret” som skuespiller:

- Jeg har altid fået interessante roller. Hvis en rolle mangler noget dybde, så er det min opgave som skuespiller at give den personlighed, fylde den ud. Hvis karakteren går lidt i en bestemt retning, så prøver jeg at dyrke det.
For nylig har Sofie Stougaard medvirket i en biograffilm for første gang i seks år. Det sker i komedien ”Lotto”, der havde premiere i juni. Den handler om en gruppe arbejdskammerater, der vinder den helt store lottogevinst, men har lidt svært ved at dele præmien ligeligt:

- Det var en god karakterrolle med kant. Personen, jeg spiller, viser sig at være usympatisk og skurkagtig. Det har jeg ikke prøvet før, så det var spændende, siger Sofie Stougaard.

Drak fløde
Skuespilleren går gerne selv langt for at fylde en rolle ud. Også sådan rent bogstaveligt. Udviklingen af det fysiske ved en rolle er i øvrigt et særligt kendetegn for samarbejdet mellem instruktøren Lotte Svendsen og Sofie Stougaard. Ex. da hun skulle spille ”Sonja” i ”Bornholms Stemme”, var de begge enige om, at fiskerhustruen skulle have lidt flere former:
- Figuren krævede lidt mere på sidebenene, så der blev ”til både gården og gaden”. Så jeg tog et par kilo på ved at drikke fløde, husker Sofie Stougaard.
Men de overflødige kilo kom af igen, for skuespilleren løbetræner tre gange om ugen:
- Det har jeg gjort i tyve år. Jeg løber en halv time, og så laver jeg noget gymnastik hjemme på stuegulvet. Faktisk er jeg i min bedste form lige i øjeblikket, fordi jeg i forbindelse med optagelser til en ny Far-til-fire film både skulle lære at spille tennis og ride i en rustning.

Udlandet
Mange danske skuespillere som Iben Hjejle, Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen har medvirket i store udenlandske film. Vil Sofie Stougaard også prøve kræfter med udlandet?
- Jeg er aldrig blevet kontaktet af filmfolk fra udlandet. På den anden side har jeg aldrig gjort noget for at sælge mig selv. Det er jeg ikke så god til. For mig har det altid været sådan, at mit sidste job føder det næste, forklarer skuespilleren.

Instruktør
Sofie Stougaard går sine egne veje for, at give sig selv nye udfordringer:
- Den seneste tid har jeg også brugt på at udvikle mig til filminstruktør. Jeg har ikke gået på filmskole, men forsøger i stedet at lære håndværket ved at prøve det af. Jeg er nok sådan en, der bare kaster mig ud i det. Indtil nu er projekterne for det meste været finansieret for mine egne penge, men det er sket i håb om senere at kunne lave større film, forklarer hun.

Springet til at instruere film er dog ikke så stort, mener Sofie Stougaard:
- At instruere film ligger jo i forlængelse af det at være skuespiller. Det drejer sig stadig om fortælle historier. Som skuespiller arbejder man meget i nuet. Det er i et øjeblik, at man skaber noget. At være instruktør er en helt anderledes og længerevarende skabende proces. Du er med i alle led i en films produktion. Oveni gælder det om at finde og synliggøre sit eget aftryk. Alt fra hvordan filmplakaten skal se ud, til at skrive og instruere de enkelte scener i filmen. Hvordan skal lyden være? Og så skal man også skrive filmens manuskript, siger Sofie Stougaard, som får hjælp af en manuskriptforfatter og en såkaldt dramaturg:
- Det er en, der er med til at finde ud af en overordnet ramme for filmens handling. Vi skal sammen finde ud, hvad der er ”den gode historie” i filmen. Hvad skal rækkefølgen skal være, og hvor er vendepunkterne i filmens handling, forklarer Sofie Stougaard, der har lavet to korte film, der begge varer lidt mere end tyve minutter.

Kortfilm
Den seneste film ”Solia” handler om en ung kvinde, som mister sin meget ældre mand, og under begravelsen møder hun fordomme. Kærlighedsforholdet har hverken hendes egen eller mandens familie haft fidus til. Faktisk har de altid troet, at hun i sin tid tog manden for pengenes skyld. Men på selve begravelsesdagen sker der ting og sager, der vender op og ned på det hele. I hovedrollerne ses skuespillerne Maria Rich og Niels Anders Thorn.
- Filmen er meget ambitiøs og lavet på lavt budget. Det var svære forhold, mener Sofie Stougaard, der havde hjælp fra otte skuespiller og 25 statister.
Hun vil ikke udelukke, at filmen bliver vist på TV, men vil lige se, hvordan den bliver modtaget på festivalen i udlandet. Men hvorfor ikke vise den herhjemme?
- Det ved jeg ikke endnu. Vi får se, siger Sofie Stougaard med et drilsk smil.
- Jeg holder kortene tæt ind til kroppen. Filmen er lidt eksperimenterende, og jeg vil gerne lige se det endelig resultat, før jeg træffer min beslutning. Indtil nu har jeg kun fået gæld ud af det. Til gengæld har jeg lært utrolig meget, forklarer Sofie Stougaard.

Korkprop
Gennem livet har Sofie Stougaard udfordret sig selv, og succeserne er ikke kommet uden forhindringer:
- Min force i livet er en indre drivkraft, som er svær at stoppe. Jeg har måttet kæmpe for mine resultater. Ingen appelsiner er kommet flyvende ned i min turban. Ind imellem har jeg dog fået så mange klø, og som kvinde får man særlig mange. Man siger, der er ligestilling i det her land, men det er der jo ikke. Og så er der en hel del jantelov rundt omkring, mener Sofie Stougaard.
Men uanset hvad, så ligger det ikke til hende at give op:
- Min fordel er måske, at jeg er ligesom en korkprop, der bliver ved med at dukke op til vandoverfladen igen. Jeg er stædig og har da opnået så meget, at man kan kalde mig en ”veletableret skuespiller”. Til det vil jeg sige: Og? For mig handler det om at give mig selv nogle udfordringer her i livet. Og hvorfor ikke blive ved med det? Jeg håber, at jeg som 75-årig - blot som et eksempel – kunne finde på at læse russisk på universitetet, og at jeg til den tid fortsat har gejsten!, fastslår Sofie Stougaard.

Forbrugeraktivist
Sofie Stougaard er også kendt fra reklamefilm-serien for hårde hvidevaregiganten Punkt1, hvor hun spiller den højtråbende forbrugeraktivist ”Diana”, som hele tiden forsøger at boykotte firmaet:
- Jeg har været glad for at have lavet serien og er på ingen måde flov over den. Reklamefilmene er blevet vist mange gange, så folk kender dem, men i mit liv fylder de faktisk uendelig lidt. Det har vel taget seks dage i alt at lave hele serien. På kun to dage blev i alt seks reklamefilm optaget, som så bliver sendt hele året. Men efter tre år så stopper jeg. Det er nok nu, og jeg er ikke sikker på, at jeg skal lave flere reklamer. Alting har en ende, mener Sofie Stougaard.

Skuespilleren er dog også helt på det rene med, at aftalen – udover at finansiere hendes instruktørdrømme – også har været god for familiens økonomi:

- Både min mand og jeg har freelancejobs med to børn og et hus. Der skal penge til og der kan godt gå to-tre måneder mellem to jobs. Og så har jeg i øvrigt sagt nej til et hav af tilbud om at lave reklamefilm. Men man får ikke mig til at stå og sige til folk, at de skal købe et eller andet produkt. Jeg sagde ja til at lave Diana, fordi det var en sjov karakter, og den står jeg ved.

Debut i Rønne
Det har dog især været Sofie Stougaards to roller i de populære TV-serier ”Langt fra Las Vegas” og ”Nikolaj og Julie”, som har gjort hende verdensberømt i Danmark:
- Det var to gode roller, der har været med til at føde nogle nye ting som fx interessen for at instruere film. I en periode på fem år holdt det mig væk fra de skrå brædder på teatrene, siger Sofie Stougaard, der synes, det er svært at vælge:

- Det er hårdere at spille teater end at lave film. På teateret producerer du de samme følelser aften efter aften. Det kræver, at man ”tager blylodder på og sænker sig ned i dybet af den menneskelige sjæl”. Og så er der de skæve arbejdstider. Det er ikke altid lige sjovt at skulle sige farvel til sine børn kl. seks om aftenen for at tage ind på teateret, fortæller skuespilleren Sofie Stougaard, der var 19 år, da hun søgte ind på skuespillerskolen og kom ind i første forsøg.

Debuten foregik i øvrigt på Rønne Teater i et stykke af Corneille, altså fransk dramatik på vers fra 1600-tallet, og oplevelsen husker skuespilleren tydeligt:
- Det var et gæstespil med Det Danske Teater, og hele familien sad på forreste række. Og derfor fik jeg dårlige nerver. Pludselig gik klappen ned, og jeg begyndte at tale sort - endda på vers. Alligevel fik jeg ved en slags selvopholdelsesdrift talt mig tilbage i stykket, og ingen – ikke engang mine medspillere - opdagede mit ”svinkeærinde”, husker Sofie Stougaard.
- Ved at veksle mellem film og teater prøver jeg kræfter med forskellige genrer og mærker andre ”temperaturer”, rumlige figurer og især på teateret de menneskelige tragedier.

På film har Sofie Stougaard især medvirket i komedier:
- Det er skønt at spille komedier, men til gengæld er det at skulle være sjov - noget af det sværeste, mener skuespilleren.

Født på 3. hylde
Sofie Stougaard er en ægte hjemmefødning:
- Jeg er født i Svaneke. Mor spiste amerikansk olie og drønede så rundt om et rundt bord. Og så kom jeg!
Jeg plejer at sige, at jeg blev født på tredje boghylde. For halvdelen af det hus, som vi boede i, var dengang et offentligt bibliotek, fortæller skuespilleren.
Blev der talt bornholmsk derhjemme?
- Nej, desværre, siger Sofie Stougaard med eftertryk.
- Men min far blev født i Rønne og flyttede siden fra øen med sine forældre. Min mor er født på Frederiksberg. Som store børn flyttede de hver især begge tilbage til øen med mine to sæt bedsteforældre.
Familien Stougaard flyttede senere til en gård i Klemensker, hvor forældrene havde keramikværksted.
Tilflyttede keramikere, der bor på en gård på landet...blev Sofie og hendes to søstre så frit opdraget?
- Det var en blandet cocktail. Mine forældre kørte rundt i en bil med malede blomster på siden, og der var bestemt rum for frihed og kreativitet. Men hjemme hos os var friheden stadigvæk under ansvar, og vi blev også opdraget med faste rammer og regler, siger Sofie Stougaard.

Utilpasset barn
Fra starten af lå det i kortene, at Sofie Stougaards evner gik i retning af synge, male eller lave skuespil.
- Fra jeg var fem år, vidste jeg, at jeg ville være skuespiller, siger Sofie Stougaard.
Hvad skyldes den noget tidlige karriereplanlægning?
- Det der gjorde det, var rollespillene på ungpige-kammeret, som jeg lavede sammen med veninderne.Men det var også mosteren, skuespilleren og teaterinstruktøren Ulla Gottlieb, som gjorde lille Sofie interesseret i teaterets verden:
- Og så duften af København og Ulla Gottliebs parfume. Jeg blev fuldstændig opslugt af teaterverdenen, når jeg så hende spille på Københavns scener og længdes efter selv engang at give ungpigerollerne liv på scenen, husker Sofie Stougaard.

Men det var ikke altid lige nemt for omgivelserne at tackle den kreative energiske pige:
- Jeg var et utilpasset barn, der havde svært ved at sidde stille i skolen og havde i det hele taget ikke nemt ved at indordne mig under autoriteter. Desuden drømte jeg mig lidt væk fra det hele. Det gav problemer i skolen oppe i Klemensker, for jeg lavede ballade. Da jeg i 8. klasse kom på Rønne Privatskole, satte man i stedet fokus på mine kreative sider, og dem fik jeg lov at dyrke. Det var jeg dybt taknemmelig for. Det var der, jeg fandt ud af, at der var ting, som jeg var god til.

Mødte Lotte
På privatskolen mødte Sofie en ligesindet med samme interesser og ambitioner:
- Jeg mødte Lotte Svendsen på dramatikholdet. Dengang var hun 11, og jeg var 13 og vi blev veninder. Efter Bornholms Stemme var vi i en hel del år begge med i teatergruppen Emmas Dilemma. Og så hun er en super god gudmor til min ældste datter, roser Sofie Stougaard.

Værner om familien
Går man som skuespiller så meget til premierer og drikker champagne sammen med alle de andre kändisser?
- Sjældent. Jeg har nogle andre værdier end at gå til den slags. Det er min familie og mine nærmeste venner, som jeg bruger tid på. Og så værner jeg om mit privatliv. Det er helt vildt, hvad man kan blive udsat for - især af nogle af de kulørte ugeblade. Ligesom alle andre - og især da jeg var yngre – har jeg helt sikkert festet igennem, men det sker nu helst under private former, siger Sofie Stougaard.

Elsker Bornholm
Skuespilleren har ikke glemt sine bornholmske rødder og besøger Bornholm tre-fire gange om året.
- Jeg elsker Bornholm. Familien har et sommerhus ved Balka Strand, som vi får lov at låne, siger Sofie Stougaard, der dog også har overvejet selv at købe sommerhus på øen.
Hendes egen familie består af de to døtre og ægtemanden Torbjørn Rafn, som er dramatiker og har skrevet en hel del stykker til radioteateret. For tiden er han i gang med manuskripter til TV og spillefilm.
I den senere tid har skuespillerinden været en del mere på Bornholm end ellers, fordi hendes far keramikeren Peter Stougaard blev syg og døde i foråret:
- Min far fik lungehindekræft, fordi han havde arbejdet med asbest i sin ungdom, men levede med det i mange år. Men det er jo en frygtelig sygdom, forklarer Sofie Stougaard.
Hun har dog stadig megen familie på Bornholm, som hun ofte besøger:
- Ud over min mor, som bor i Østermarie, så lever min farmor stadig og bor i Svaneke. Endelig bor min ene søster Nille med hendes familie i Allinge samt onklen og tanten i Rønne.

---------------------------------------------------------------------

Sofie Stougaard kort:
Født 1966 i Svaneke.
Datter af keramikerne Anne og Peter Stougaard.
Opvokset på en gård i Klemensker.
Uddannet på Statens Teaterskole 1991.
Debut på Rønne Theater.
Roller i adskillige radiospil, teaterstykker, TV-serier og film.
Grundlægger af teatergruppen ”Emmas Dilemma”
Nomineret til både en ”Bodil” og en ”Robert”- pris for indsatsen som den kvindelige hovedrolle ”Sonja” i filmen Bornholms Stemme 1999.
Kendt for medvirken i tv-serier som ”Langt fra Las Vegas” og ”Nikolaj og Julie”.
Kendt som forbrugeraktivisten ”Diana” i Punkt 1-tvreklamerne.
Instruktør af kortfilmene ”Det første skridt” (2005) og ” Solia” (2006).
Gift med dramatikeren Torbjørn Rafn.
Parret bor i et hus i Vanløse med deres to døtre på 5 og 10 år.

Bornholmer EU-ekspert i Folketinget

Portrætartikel med embedsmanden Peter Riis blev bragt i Bornholms Tidende den 9. september 2006

Af Jarl Cordua

Når der er indviklede sager på dagsorden, kan Folketingets Europaudvalg trække på ekspertbistand fra bornholmske Peter Riis (37), der siden 2001 har haft sin daglige gang på Christiansborg:
- Det er spændende, for man er tæt på beslutningsprocessen og politikerne. Og tilfredsstillende fordi de ting man laver, bliver brugt og indgår i politikernes grundlag, når beslutningerne bliver truffet. Derudover har jobbet også udviklet mig som person, siger Peter Riis.

Udvalgets motor
Peter Riis begyndte embedsmandskarrieren i folketinget, da han blev sekretær for Europaudvalget:
- Det er et job, hvor man er ”motoren”, der får hjulene til at dreje rundt i det daglige. Du forbereder udvalgets møder og laver praktiske ting som at fx sørge for, at alle udvalgsmedlemmerne får dagsordenen og de relevante bilag. Endelig følger man også godt med i hvordan sagerne står politisk, så udvalgsformanden (p.t. den radikale Elisabeth Arnold) kan blive orienteret om hvorvidt, man kan forvente stor uenighed og debat i udvalget om en sag, siger Peter Riis.
Og det er ret væsentligt for udvalgets politiske arbejde og status:
- Hvis ikke regeringen har fået opbakning til deres EU-politik fra et flertal i Europaudvalget, så kan de ikke på Danmarks vegne forhandle med de andre EU-landes regeringer, forklarer Peter Riis, der selv mener, at Europaudvalgets indflydelse er ganske stor:
- Folketingets kontrol af regeringen skal man ikke kimse af. Det er ikke mange EU’s medlemslande, hvor de hjemlige politikere har så meget at skulle have sagt, som folketingets politikere.I Europaudvalget sidder i øvrigt kendte politikere som Svend Auken (S), Lone Dybkjær, (RV) og Morten Messerschmidt (DF) og Charlotte Antonsen (V).

EU-forsker
Det var interessen for det i Danmark evigt aktuelle emne om de nationale parlamenters forhold til EU, der i sin tid førte Peter Riis til Christiansborg:
- Europaudvalget bestilte en opgave på det udenrigspolitiske institut, hvor jeg var forsker og det endte med at jeg fik en stilling som sekretær for udvalget, husker Peter Riis. Siden blev udvalgssekretærjobbet ændret til også at omfatte en stilling som specialkonsulent og rådgiver for Europaudvalget. Peter Riis er desuden ekstern lektor på Roskilde Universitetscenter (RUC) og er i øvrigt forfatter til en række videnskabelige artikler og publikationer om EU

Stemmer aldrig
Selvom de 17 faste pladser af Europaudvalget er besat af folketingsmedlemmer ud fra partiernes mandattal i folketinget, så stemmer man ikke i udvalget, som man gør i folketingssalen:
- I Europaudvalget er forretningsordenen anderledes. Her præsenterer regeringen udvalget for et forhandlingsoplæg. Regeringen behøver et mandat af Europaudvalget for at kunne forhandle videre med andre landes regeringer i EU's ministerråd, siger Peter Riis.
I regelen tilslutter udvalget sig oplægget.
- Men før det sker, så er der en drøftelse i udvalget, hvor medlemmerne stiller spørgsmål til regeringens ministre, som de så besvarer. Rent teknisk får regeringen mandatet ved at udvalgsformanden spørger om, der er nogle medlemmer, der er imod. Det er altså princippet om, at ”den der tier samtykker”, der bliver brugt, forklarer Peter Riis.
Det sker sjældent, at regeringen har et flertal imod sig, men det sker dog ind imellem:
- Som oftest støtter de EU-positive partier – især Socialdemokratiet og de radikale - regeringens oplæg, og hyppigst er det Enhedslisten og Dansk Folkeparti - men med hver deres begrundelse – der ikke kan støtte regeringens oplæg, siger Peter Riis.

Papirmængden
Er Europaudvalgets medlemmer ind imellem politisk uenige, så er de til gengæld fælles om de voksende papirmængder, som lander på deres bord:
- Det er jo ikke sådan, at udvalgsmedlemmerne mangler information. De får vel snarere for meget. Hvis ikke man hjælper dem, så risikerer vigtige detaljer faktisk at drukne i papirmængden, påpeger Peter Riis.
Hans eget arbejde består især i, at skrive notater til Europaudvalget, der giver overblik over forskellige områder af EU-politikken. Det er en kendt sag, at EU-lovgivning ofte er ret kompliceret, og derfor skal notater hjælpe med at skabe større klarhed:
- Politiske aftaler er tit komplicerede. De er fyldt med kompromiser, og er blevet skabt under hensyntagen til vidt forskellige interesser. Lovteksten bliver derfor ofte mere teknisk og juridisk vanskelig, og det gør det altså ikke nemmere at forstå for almindelige mennesker, siger Peter Riis
Han og hans kollegers opgave er derfor, at finde frem til essensen af sagerne:
- Derfor beder medlemmerne af Europaudvalget om notater, der kort og præcist fortæller, hvad sagen drejer sig om, og hvor langt man er i beslutningsprocessen. Egentlig formidler vi sagerne, mere end vi analyserer dem, siger Peter Riis.
Men der er dog grænser for, hvor meget et notat må fylde, forklarer embedsmanden:
- Måske er det ikke muligt at oplyse en sag på en A4-side, men så kan man på to. Og sådanne principper begrænser papirmængden betydeligt. I hvert fald ved regeringens embedsmænd, at hvis en sag fylder mere end to A4-sider, så skal notatet starte med et kort resumé, forklarer Peter Riis som mener, at disse formidlingsopgaver er vigtige for demokratiet:
- Ellers bliver EU-politik for elitært og uforståeligt for den almindelige borger.

Politisk neutral
Ifølge Peter Riis, er det, der kendetegner ham og hans kolleger, at de er politisk neutrale embedsmænd:
- Det er udvalgsmedlemmerne lidt uvant med, fordi de øvrige embedsmænd repræsenterer den siddende regerings politik. Vi skal derimod betjene folketingsmedlemmer med meget forskellige politiske synspunkter, og derfor er vi heller ikke ligesom spindoktorer eller andre, som fremmer bestemte ministres eller partiers interesser. Udfordringen for os ligger i stedet i, at alle udvalgsmedlemmerne har tillid til mine kolleger og mig, og gør brug af vores viden og rådgivning, påpeger embedsmanden, der tydeliggør sagen med en anekdote:
- En dag, hvor regeringen havde fremlagt en sag, var der straks et medlem af udvalget som bad os om et notat om den samme sag, fordi som det blev udtrykt, ”vi vil have noget information fra vores egne folk”. Ikke fordi man nødvendigvis troede, at regeringens sagsfremstilling var fordrejet eller forkert, men fordi de ville have vores faglige vurdering. Det understreger blot den ret vigtige pointe, at vi er til for at hjælpe de folkevalgte politikere, og at de selv opfatter os som deres hjælpere, siger Peter Riis.


Politikernes scene
Selv om Peter Riis og hans embedsmands-kolleger dagligt færdes og arbejder sammen med de politikere, der i sidste ende former Danmarks EU-politik, så deltager de naturligvis ikke i udvalgets politiske drøftelser. De må faktisk kun blande sig, hvis de bliver direkte spurgt af udvalgets medlemmer:
- Vi spiller først og fremmest en rolle før og efter mødet. Under mødet er vores opgave, at have et øje på hver en finger og sørge for, at alle spørgsmål bliver noteret rigtigt ned og bliver besvaret af regeringens embedsmænd. Vi sørger også for at skrive grundige referater fra møderne, fortæller Peter Riis.
- Som embedsmand kan man også blive bedt om at komme med en mundtlig præsentation i udvalget. Fx hvis der er kommet et nyt debatoplæg eller en såkaldt ”grønbog” med nye idéer fra kommissionen. Men i realiteten er vi egentlig bare med for at give den bedst mulige rådgivning efter mødet. Når mødet er slut dukker medierne op med deres spørgsmål. Der gælder det især for os embedsmænd at træde to skridt tilbage. For netop medierne er udelukkende politikernes scene, understreger Peter Riis.
Til gengæld tager udvalget deres konsulenter med når de skal ud og rejse. Senest har Peter Riis været med på udvalgets tur til Wien, for at besøge det østrigske EU-formandskab.

EU er indenrigspolitik
Embedsmanden mener selv, at EU-politik bliver mere og mere indenrigspolitik, hvor det før næsten kun var udenrigspolitik.
- I gamle dage skulle danske politikere varetage danske nationale interesser, sådan er det ikke længere, hvor beslutningerne i EU mere drejer sig om danskernes dagligdag. EU-lovgivning handler fx om fødevaresikkerhed, dyretransporter, badevandskvalitet, kemikalier i vaskemidler og meget andet, der ligesom ikke kan afgrænses til kun at være ”nationale interesser”, mener Peter Riis og giver et andet eksempel:
- Tidligere ønskede danske politikere at sikre Danmark så stor en landbrugsstøtte som muligt fra EU. Så enkelt er det ikke i dag. Nu er der faktisk bred enighed i folketinget om, at EU skal afskaffe landbrugsstøtten over tid. Danske politikere ser altså mere på helheden frem for snævre egeninteresser.

Politisk interesse
Kan man så godt være EU-modstander i dit job?
- Sagtens. Så længe man har en professionel indstilling til sit arbejde. Personligt er jeg tilhænger af EU, men det kommer nu ikke sagen ved om, hvorvidt jeg kan bestride mit job. Faktisk kender jeg ikke mine kollegers holdning til EU, siger Peter Riis.
Kunne embedsmanden selv tænke sig en dag at skifte kasketten ud og blive politiker?
- Mange aspekter af det politiske arbejde, er rigtig spændende. Men så er der andre, som ikke er attraktive: Politik er andet end at drøfte sager og træffe politiske beslutninger. Det er også taktik, personlig promovering og andre ting ud over selve det politiske indhold. Jeg er glad for at kunne beskæftige mig med politik uden at skulle forholde mig til valgløfter og magtkampe, konstaterer Peter Riis som i øvrigt mener, at det er uforeneligt med jobbet, hvis han kørte en politisk karriere ved siden af:
- Man ville lynhurtigt miste al sin troværdighed hos de politikere, man betjener. Og så kan man jo ikke gøre sit arbejde ordentligt, vurderer Peter Riis.

Mere åbenhed
Europaudvalget får ind imellem besøg af organisationer og andre som vil påvirke beslutningerne. Fx har de bornholmske laksefiskere forsøgt at påvirke udvalgets holdninger til blandt andet EU’s grænseværdier for dioxin i laksen.
I øvrigt går udviklingen af mere åbenhed i udvalget, sådan at alle danskere – i princippet – kan overvære i hvert fald dele af møderne.
- Hidtil har det kun været de såkaldte ”åbne samråd for ministre”, der har været åbne. Men i konsekvens af at EU og folketinget gerne vil være mere åbne, har Europaudvalget nu besluttet at åbne møderne i Europaudvalget, så borgerne kan se, hvad der foregår af klare politiske drøftelser, siger Peter Riis.
I øvrigt mener han, at langt det meste af det der foregår, sagtens kan tåle dagens lys:
- Det der formentlig forbliver lukket for offentligheden, er de punkter, der drejer sig om Danmarks forhandlingspositioner overfor andre lande i EU. De fleste forstår sikkert godt, at det ikke er hensigtsmæssigt, hvis regeringen åbent fortæller de journalister, der overværer mødet, hvor meget og hvornår Danmark er parat til at file på sine krav i en EU-forhandling for at opnå et eller andet kompromis. Så kunne EU-landenes ambassadører jo bare læse om det i avisen, indberette det til deres egne forhandlere, som så kunne tilpasse deres strategi i forhold til danskernes, forklarer Peter Riis.

Nyt job
Til oktober begynder Peter Riis i øvrigt i et nyt job, hvor han skal rådgive Folketingets udenrigsudvalg og Det Udenrigspolitiske Nævn. Jobbet indebærer også, at han skal skrive baggrundsnotater til udvalgsmedlemmerne og deltage i udvalgenes møder:
- Mit egentlige faglige speciale er EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og det håber jeg at kunne arbejde mere med i den ny stilling, siger Peter Riis.

Ironman
Efter otte timer ved ”skrivepulten”, mener Peter Riis at han trænger til frisk luft:
- Jeg holder mig i god form med løbetræning, svømning og cykling, siger embedsmanden, der for et par år siden gennemførte en IRONMAN, der består af 3,8 km svømning, 180 km cykling og et marathonløb (42 km).
- Siden er jeg løbet ind i nogle skader, så det blev ved den ene gang, siger Peter Riis, der til gengæld har kastet sig over at ro kajak. Derudover har han kørt Sjælland Rundt på cykel med kollegerne.
Peter Riis kobler også af ved køre ture på motorcykel:
- Min drøm er at krydse alperne og køre en tur ned langs den italienske adriaterhavskyst. Der skulle være rigtig flot, siger embedsmanden, som i øvrigt er den lykkelige ejer af en Kawasaki-motorcykel. Indtil nu er det blevet til nogle MC-ture til Skagen, Sønderjylland og Bornholm.

Tit på Bornholm
Peter Riis er tilbage på Bornholm mindst én gang hver anden måned for at besøge sine forældre Merete og Vilmer Riis, der stadig bor i Nexø, hvor han voksede op. Peter Riis’ mor var i mange år assistent på Nexø postkontor, mens faderen var lærer og pedel på Davidskolen. Begge er i dag gået på efterløn.
- Jeg er glad for at komme hjem til Bornholm ind imellem. Det er en unik plet med en enestående natur. Når jeg står på færgen og den forlader Ystad, ja så forlader jeg arbejdslivet, kobler af mentalt og gør klar til at holde weekend, siger Peter Riis.
Ender han på Bornholm en dag?
- Det ved jeg ikke. Måske får jeg sommerhus på Bornholm på et tidspunkt, hvem ved?, slutter den bornholmske embedsmand.

------------------------------------------------------------------

Peter Riis – kort
Født 1969 i Rønne og opvokset i Nexø.
Matematisk studentereksamen fra det daværende Bornholms Amts Gymnasium 1988
Kandidateksamen i offentlig forvaltning og politik (cand. scient. adm.) fra Roskilde Universitets Center 1999.
Var i 1998 på studieophold ved Karls Universitet, Prag og Masaryk Universitet i Brno, Tjekkiet.
Arbejdede i 1997 som fuldmægtig i Trafikministeriet
1999-2001 – Forskningsassistent ved DUPI - Dansk Udenrigspolitisk Institut (i dag DIIS).
Fra 2001 – Konsulent for Folketingets Europaudvalg, tidl. sekretær for udvalget og EU-konventsmedarbejder.
Har desuden siden 1999 undervist som ekstern lektor på Roskilde Universitets Center
Bor alene i lejlighed på Nørrebro i København.

Keramik er min passion

Portrætartikel med den bornholmskfødte keramiker Christa Julin blev bragt i Bornholms Tidende i den 19. august 2006.

Af Jarl Cordua

Den bornholmskfødte keramiker Christa Julin har stor succes med sine krus, fade, skåle, lågkrukker og vaser. I Hareskovby nær Værløse for enden af Rønne Allé - en lukket villavej - bor keramikeren Christa Julin i et charmerende ældre hus sammen med sin mand. Her har hun siden 1988 haft eget værksted og forretning og en dag i august kiggede Bornholms Tidende forbi.
Christa Julin beskriver selv sin keramik som brugsgenstande, som folk også skal have lyst til at se på. Derudover mener hun at keramikken afspejler hende selv, fordi det har et roligt, enkelt og skandinavisk udtryk.
Igennem årene har Christa Julin udstillet sin keramik i en lang række lokale kunstforeninger, firmakunstforeninger og på markeder, og senest har Christa Julin brugt en weekend på en udstilling på Hornbæk havn. Men også større gallerier har haft bud efter hende:
- For nylig var der en udstilling på Borreby Galleri på Herreborgen Borreby ved Skælskør. Det var en tilfredsstillelse at være der, fordi der var en meget stor interesse for min keramik, siger Christa Julin og tilføjer:
- Jeg tager også selv på mange kunstudstillinger, fordi jeg interesserer mig for kunst og også for, hvad andre keramikere laver.

Sort og hvid
Christa Julin peger selv på, at den meget anerkendte dansk-tyrkiske keramiker Alev Siesbye med sine enkle skåle med intense middelhavsfarvede glasurer har betydet mest for hende:
- Inspirationen fra hende påvirkede mit arbejde, så jeg begyndte at dreje skåle i porcelænsler glaseret i turkise farver. Men jeg fandt snart mit eget udtryk i form af sort hvide skåle med grafiske linier og symmetriske dekorationer. Det har så udviklet sig til også at omfatte andre farver og dekorationer, men jeg holder af et harmonisk og æstetisk udtryk, forklarer Christa Julin.

Guide på Søholm
Som ganske ung blev Christa Julin efter sin studentereksamen fra Rønne Statsskole guide på byens tidligere store keramikfabrikker Søholm og Michael Andersen & Søn.
- Jeg fortalte de besøgende omkring hele processen med at lave keramik, og det kom åbenbart til at præge mig meget siden hen. Men dengang slog det mig aldrig at begynde at arbejde med ler, husker Christa Julin, der senere læste til folkeskolelærer:
- Det var helt klart fag, som formning og håndarbejde, der interesserede mig, og derfor også de fag jeg kom til at undervise i, siger Christa Julin, som frem til 1988 arbejdede som lærer i Glostrup. Men det var keramikken, der trak, og allerede i 1972 begyndte Christa Julin at lave keramik. I 1978 fik hun sit eget værksted.
- I 1988 købte vi så et stort faldefærdigt hus herude, som blev sat i stand, og hvor jeg kunne have mit værksted, og her trives vi rigtig godt, siger Christa Julin.
En overgang havde hun endda to jobs – et som lærer på nedsat timetal - og et som keramiker derhjemme:
- Jeg kan huske, at da beslutningen om at starte op som selvstændig var taget, cyklede jeg hjem fra skolen, mens jeg glædede mig og tænkte: Nu skal jeg hjem og lave det jeg har allermest lyst til, husker Christa Julin, der siden efteruddannede sig på diverse skoler for kunsthåndværk.

Forretning ved Rundetårn
I 26 år drev Christa Julin sammen med en række andre kunsthåndværkere en forretning i Landemærket 9 ved Rundetårn i Københavns indre by. Og den gik godt:
- Vi havde rigtig mange kunder, og der var et godt salg til turister, men også til private og kunstforeninger fra ministerier og andre arbejdspladser, fortæller Christa Julin
Hendes keramik bliver stadig solgt fra denne forretning, men i de sidste tre år har hun ikke selv taget del i arbejdet med driften.
Der foregår dog også salg af hendes keramik fra værkstedet, hvor Christa Julin har et salgslokale med en udstilling af skåle.

Dronningebesøg
Christa Julins forretningsmæssige succes er kommet lidt efter lidt:
Jeg har med årene fået en god lokal kundekreds. I de sidste 17 år har jeg holdt julestue med udstilling her i mit værksted. Det har dog været et langt sejt træk. Det første år kom der ikke så mange, men det er stille roligt vokset år for år, forklarer keramikeren. I dag er det et tilløbsstykke, men det er også meget hyggeligt, slutter Christa Julin.
Det lokale gennembrud for Christa Julin kom dog i 1998 med en udstilling i ”Skovhuset” for Værløses lokale kunstnere, som dronningen besøgte.
- Efter hendes besøg kom der virkelig en positiv interesse for mine ting, og pludselig havde jeg næsten udsolgt, husker Christa Julin, der i dag lever af sit keramiksalg:
- Selv om salget af mine ting hele tiden går fremad, så er det mest tilfredsstillende ved det, at der er mennesker, der kan lide mine ting, siger keramikeren.

Holder aldrig op
For Christa Julin er det at lave keramik mere end et arbejde:
- Det er en passion. Jeg har et reelt behov for at arbejde med de ting ellers bliver jeg lidt umulig. Det er tilfredsstillende at lave noget som, i de fleste tilfælde, bliver til noget smukt. Men det er også noget, man aldrig helt bliver færdig med. For man kan altid gøre det bedre. Så, keramik holder jeg aldrig op med, konstaterer Christa Julin, der aldrig tæller timerne i sit værksted.
- Før hen arbejdede jeg vildt meget. Dag og aften, men siden min mand er blevet pensioneret har jeg været bedre til at tage fri. Nu kan jeg godt finde på at tage fri midt på eftermiddagen for at foretage mig noget andet, og i weekenderne prøver jeg også at tage den med ro. Selvom jeg synes, at det er svært at holde fri, siger Christa Julin.

Lærer spansk
Sønnen Janus er flyttet hjemmefra og er studerende. Ifølge hans mor har Janus også kunstneriske evner, som dog mest bliver udtrykt gennem musik. Christas mand Henning er formand for det førnævnte udstillingssted ”Skovhuset ved Søndersø”, men til trods for, at han er interesseret i kunst er det ikke dér, ifølge fruen, at hans evner ligger:
- Til gengæld er han rigtig god med sine hænder og alt det håndværksmæssige omkring huset, og så har han altid stået for madlavningen herhjemme. Desuden laver han mine regnskaber, det er ikke noget, der interesserer mig, fortæller Christa Julin.
Det er også noget særligt for familien i Hareskovby, at den tit har gæster:
- Vi har haft omkring 20 studerende boende her i 4 måneder ad gangen. Her er jo god plads og oplevelserne med at have udlændinge boende har virkelig beriget vores familieliv, fortæller Christa Julin
Sammen med sin mand har Christa Julin rejst en del i Spanien og Mexico og i de senere år er ægteparret begyndt at lære spansk på det lokale VUC:
- Det er sjovt at udfordre sig selv, og derfor håber vi, at den næste student vi får, er spansktalende, siger Christa Julin, der også holder formen ved lige med løb og cykelture i skoven.

Mor største fan
Christa Julin har stadig familie på Bornholm. Keramikerens mor på 86 år bor i Rønne, hvor også den ene bror driver forretningen Zaff Teknik. Bornholms tidl. fødevareambassadør journalisten Georg Julin er i øvrigt også en slægtning.
- Jeg er vel på Bornholm i snit engang om året og sætter meget stor pris på at være der, siger Christa Julin, hvis mor er hendes største fan. Hun har flere gange har opfordret datteren til at udstille på øen, men det er endnu ikke sket:
- Det er også en fejl, som jeg må se gøre noget ved, indrømmer Christa Julin med et stort smil og fortsætter:
- Det er bestemt ikke viljen eller lysten, der mangler, men der har været så mange andre ting, så det er ikke blevet til noget.
Christa Julin har haft flere udstillingssteder på Bornholm i kikkerten, så det er blevet til lidt mere end tanken:
- Men skal det være, så skal udstillingen i hvert fald være ordentlig og helst lidt bedre end ellers, siger Christa Julin.

---------------------------------------------------------------------------

Kort om Christa Julin
Keramiker.
Født 1945 i Rønne og uddannet folkeskolelærer
Christa Julin er gift med Henning Bek, der tidligere har arbejdet på en erhvervsskole, men nu er pensioneret. Sammen har de sønnen Janus på 21 år, der er studerende.
Parret bor i et ældre hus i Værløse, hvor Christa Julin siden 1988 har haft sit værksted og forretning.
Som keramiker er hun selvlært, men har efteruddannet sig på Håndværkerskolen i Sønderborg, Danmarks Designskole, Århus Kunstakademi og Internationalt Keramisk Center i Skælskør.
Var i 26 år medindehaver af en forretning for kunsthåndværk tæt ved Rundetårn i København.
Har udstillet på en lang række kunstudstillinger, gallerier og i kunstforeninger rundt omkring, men især på Fyn og Sjælland.
Læs mere om Christa Julin på www.christajulin.dk