søndag den 2. september 2007

Det kræver en god købmand

Portrætartikel med Claus Juel-Jensen blev bragt i Bornholms Tidende den 20. juni 2007.

Mød bornholmeren Claus Juel-Jensen, der er discountkæden Nettos adm. direktør.

Af Jarl Cordua





Claus Juel-Jensen












Midt ude på en mark ligger en kæmpe firkantet gråhvid klodsagtig bygning, hvor der langs den ene side klart og tydeligt står ”Netto”. Her i udkanten af Køge ligger den delvist A.P.Møller-ejede discount-supermarkedskædes nye moderne hovedkvarter. Ved siden af er opført flere store høje bygninger, hvor store lastbiler kører ud og ind med varer fra enorme lagerhaller. I hovedkvarteret bliver deres udsendte gelejdet op af trapperne til direktionsgangen på 2. sal. Nederst for enden af gangen til højre i et stort og moderne, men ikke prangende kontor, tager Nettos øverste direktør Claus Juel-Jensen venligt imod og byder velkommen.
Bornholmskfødte Claus Juel-Jensen er blandt de højest rangerende erhvervsledere - i hvert fald, hvis man tager hans relativt unge alder på kun 43 år i betragtning. Direktøren har et drenget charmerende smil, venlige intelligente øjne og et imødekommende, men utålmodigt kropsprog, der tyder på et ret højt arbejdstempo i hverdagen. Claus Juel-Jensen er interesseret og ivrig for at komme i gang med interviewet. Ikke fordi det skal overstås, men mere et vink om en stor nysgerrighed med hensyn til, hvad jeg mon kan finde på at spørge om.

Fyret af Krage
Det var faktisk en tilfældighed, der fik Claus Juel-Jensen ind i discount-koncernen:
- Min kæreste faldt i 1992 over en annonce i en avis, hvor der stod, at Netto søgte såkaldte trainee-elever. Så jeg søgte, kom til samtale og blev ansat på stedet, husker Claus Juel-Jensen.
Første arbejdsdag står dog stadig mejslet ind i erindringen hos Claus Juel-Jensen, for han blev nemlig fyret af den daværende Netto-chef Mads Krage. Personligt.
- Det var mødetidspunktet, som jeg havde taget fejl af, men det hjalp ikke, for han fyrede mig på stedet. Men af en eller anden grund, så blev jeg genansat senere samme dag.
Hvorfor ved Claus Juel-Jensen ikke, men det skete formentlig i kraft af en sekretærs beroligende mellemkomst, der fik gydet tilstrækkeligt med olie på vandene hos den daværende topchef:
- Jeg ved ikke lige, hvad der skete. Krage var i hvert fald helt sikkert utilfreds med, at jeg ikke var mødt til tiden. Det var ikke ligefrem en god start, men jeg lovede ikke oftere at komme for sent, og siden havde vi jo et eksemplarisk samarbejde, konstaterer direktøren.

Boede i Tyskland
Netto indledte i starten af 1990’erne sin storoffensiv i de nordøstlige nye tyske delstater som Mecklenburg-Vorpommern, Brandenburg, Sachsen-Anhalt samt Berlin. Claus Juel-Jensen havde i 2½ år bl.a. arbejdet i den tyske bilfabrikant BMWs afdeling for finansiering i München og taler derfor perfekt tysk. Blandt andet derfor overtog han i 1995 ledelsesopgaven med at udbygge Netto-kæden i Tyskland.
- Det var en sjov, men også meget hård tid. Samtidig var vi var oppe mod nogle megastore konkurrenter, som kun var ude på at få os smidt ud af markedet og tilbage i Østersøen, men det lykkedes ikke. For Netto fik derimod en flyvende start i Tyskland. Vi bed os godt fast, ekspanderede hurtigt, og siden er det faktisk gået ret fint, konkluderer Netto-direktøren, som også var glad for at bo med i Berlin og Neubrandenburg.

Overtog chefstolen
Nettos pæne succes i Tyskland var bornholmerens svendestykke og lagde formentlig grunden til, at han senere i 2004 blev tilbudt at overtage chefstolen, når Mads Krage gik af. Claus Juel-Jensen havde heller ingen betænkeligheder, før han sagde ja til jobbet som adm. direktør for Netto:
- Selvfølgelig var jobbet en stor udfordring, men jeg var jo ikke alene om at skulle præstere gode resultater, for vi har et rigtigt godt team. Så da de tilbød mig jobbet, så tvivlede jeg ikke, før jeg sagde ja tak.
Hvad kræver det at få dit job?
- Man skal være en god købmand og så er det absolut nødvendigt at være dedikeret opgaven samt brænde for sagen. Og så kræver det en helt klart opbakning fra hjemmefronten, og det har jeg. Endelig så skal der også noget held til, siger Claus Juel-Jensen.

Ud på gulvet
I hele Dansk Supermarked Gruppen, hvor Netto hører under er det fast praksis blandt samtlige ledere – uden undtagelse – at de mindst én gang om året skal ud og arbejde i en forretning blandt medarbejderne. De skal feje gulvet, fylde varer op og lave praktisk arbejde præcis som alle andre i forretningen. Høj såvel som lav. Men hvorfor er det egentlig nødvendigt?
- Vores forretning er butiksdrift og det handler i al sin enkelthed om, hvordan gør vi det bedst muligt med at indrette forretninger osv. Sådan en dag giver os en bedre forståelse for medarbejdernes hverdag, når vi selv oplever, hvordan tingene rent praktisk fungerer ude i forretningerne, hvor slaget om kunderne jo slås hver eneste dag, siger Claus Juel-Jensen, der dog åbent erkender, at det snart igen er ved at være tiden til at tage en arbejdsdag ude i en forretning.
- Tiden har ikke været til det, fordi jeg lige i øjeblikket arbejder så meget med de lande, som vi ekspanderer i.
Claus Juel Jensens arbejdsdag består af hyppige rejser, hvor han er ude og bese nye forretninger og holde møder med Netto-chefer rundt omkring i de fem lande, hvor Netto er repræsenteret.

Lørdagsmøder
En anden Dansk Supermarkeds-specialitet er de såkaldte lørdagsmøder. Næsten hver lørdag formiddag holder Nettos øverste ledelse et møde, hvor Claus Juel-Jensen sidder for bordenden.
- Det er rigtigt, at det er en tradition, men det er faktisk også vældigt praktisk. For jeg har tre rejsedage om ugen. Derfor giver mødet mig muligheder for at få et bedre overblik og følge med i, hvad der er sket i virksomheden i ugens løb.
Dansk Supermarkeds grundlægger - Århus-købmanden Hermann Salling - var af den gamle skole, men de seneste år har Dansk Supermarkeds nuværende adm. direktør Erling Jensen blødt det tidligere lidt konservative image op:

- Min forgænger i jobbet, Mads Krage, var en demokratisk leder, der altid lyttede til sine medarbejdere. Og selvom jeg nok ikke er ligeså tålmodig, så opfatter jeg mig selv som en demokratisk leder i den forstand, at når vi diskuterer tingene, så er det de logiske og gode argumenter, der vejer tungest, når vi træffer beslutningerne.

Kundetilfredshed
Netto-direktøren er dog meget fokuseret på, hvad der virkelig tæller for at få succes i hans job:
- I sidste ende handler dagligvarehandel kun om kundetilfredshed, og hvad der står på bundlinjen, når dagen er omme. Hver dag kl. 8 så kan jeg se på min PC-skærm, hvad vores samlede omsætningstal har været i hvert land. Og hvis tallene ikke vokser, så er vi bare ikke gode nok. Det er kontant afregning, og vi kan slet ikke tillade os at hvile på laurbærrene.
Claus Juel-Jensen viser ud til en tavle, hvor tilbudsaviser fra fem forskellige lande er sat fast med tegnestifter:
- Her følger jeg med i, hvad vi i hvert land kører med af tilbud i denne uge, fortæller Claus Juel-Jensen og peger rundt på tavlen, som var han en general, der fulgte slagets gang på et landkort.

Netto nr. 1000
Netto runder snart forretning nr. 1000 i de fire lande foruden Danmark, som discountkoncernen er repræsenteret i. Væksten er nærmest eksplosiv, for Netto åbnede sidste år 73 nye forretninger, heraf otte i Danmark. Nettokæden klarer sig meget pænt alle steder. Kun i Sverige kniber det lidt:
- I Sverige havde vi et hårdt år sidste år, men markedet dér er ikke helt, som markedet i Danmark. Jeg forstår godt, at det især for pressen er mere interessant at fokusere på, hvis ikke det også lige dér går efter en snor. Sagen er, at der i forvejen fandtes discountforretninger i Sverige, da vi kom derover, og de svenske forbrugere er åbenbart mere loyale, end man ellers er så mange andre steder. Det gør bare opgaven sværere, og det kræver lidt mere tålmodighed, for et nyt marked tager tid.

Først med økologi
Det er nu mere handling end tålmod, som er Netto-koncernens varemærke. Ledelsens strategiske valg har vist sig at have været rigtige. For eksempel var Netto et hestehoved i forhold til mange andre butikskæder, når det gjaldt om at introducere økologiske varer til forbrugerne:
- Vi er størst på økologi. Netto har en andel på ca. 14 procent af dagligvaremarkedet, men når det kommer til de økologiske varer, så har vi faktisk en femtedel af markedet. Netto var simpelthen fremme i skoene med økologiske varer på hylderne før alle de andre, og vi har bevaret forspringet, vurderer Claus Juel-Jensen.

Dårlige sager
Netto har det seneste år også oplevet et par sager, hvor direktøren selv måtte ud og tage affære. Først var der sagen fra Helsingør, hvor fødevarekontrollen lukkede en Netto-forretning på grund af ”uhygiejniske forhold”, og for nylig var der sagen fra Netto ved Vibegårds Runddel i Rønne, hvor discount-kæden måtte erkende, at virksomheden ikke må filme medarbejderne uden deres vidende. Sagen endte med, at Netto ved et forlig slap 30.000 kroner i erstatning.
I god tid har Claus Juel-Jensen lagt udklippet fra Bornholms Tidende foran sig på bordet, hvor vi sidder for dermed at signalere til deres udsendte, at han skam er parat til også at tale om de to ”dårlige sager”, der har været omtalt i pressen:
- Selvfølgelig er det ikke sager, som vi er glade for, og det er heller ikke altid, at vi er enige i den måde, som de bliver fremstillet på, men det ændrer ikke ved, at vi altid står op til vores ansvar, når der opstår problemer. Det er mig, der i sidste ende har ansvaret for, hvad der foregår i Nettos forretninger og det kan jeg ikke bare uddelegere til andre. Vi ligger jo på hvert andet gadehjørne over hele landet, så når tingene går skævt, som de altså har gjort i de to tilfælde, som må vi hurtigt ud og forklare, hvad vi vil gøre ved problemerne og få rettet op på tingene.

Ny Netto på vej?
Det går rigtigt godt for Netto på Bornholm, og det betyder udvidelser af de nuværende forretninger:
- Vores bornholmske forretninger er ved at blive for små, så vi vil gerne gøre dem større til gavn for kunderne, men også af hensyn til vores gode og stabile medarbejdere. Man kan sige, at vi er ramt af vores succes.
Måske er endnu en Netto-forretning på Bornholm på vej:
- Den første Netto på Bornholm var et sats, som vi fik succes med. Det forpligter, så derfor overvejer vi endnu en forretning på øen, siger Claus Juel-Jensen.

Politikerfamilie
Claus Juel-Jensen er født i Rønne, hvor han voksede op. Faderen Jens Juel-Jensen var indtil 1981 forretningsfører i BAF:
- Men han kom ud for et ”ufrivilligt karriereskift” og købte i stedet Nordre Ellebygaard i Vestermarie. Der flyttede vi til i starten af 1980’erne, da jeg var ca. 18 år,fortæller Claus Juel-Jensen.
Hans mor er Birte Juel-Jensen, der bl.a. er kendt som Aakirkeby Kommunes forhenværende Venstre-borgmester. Men før det var hun bl.a. også viceamtsborgmester og folketingskandidat.
Claus Juel-Jensen har i alt tre søskende. Lillebroren er Venstre-politikeren Peter Juel-Jensen.
Blev man så opflasket med politik?
- Det må man sige. Vores mor var dengang meget aktiv i politik, så mine søskende og jeg blev hevet med ud til møder rundt omkring, hvor vi sad renvaskede med vandkæmmet hår til julearrangementer på plejehjem osv., husker Claus Juel-Jensen.
Som ung HH-studerende på Rønne Erhvervsskolen blev han selv aktiv i Venstres Ungdom på Bornholm og var formand for foreningen i en periode. Mens Claus Juel-Jensen senere læste til cand. merc. på Handelshøjskolen, var han også formand for Venstreforeningen i den lille Kongens Enghave-kreds et års tid.
Har han selv politiske ambitioner?
- Nej, en politisk karriere harmonerer simpelthen ikke med mit arbejde, men jeg synes politik er spændende og følger da meget med, siger Claus Juel-Jensen, der dog ikke fuldstændigt vil udelukke en politisk karriere, men det bliver på et senere tidspunkt.

Ferie på gården
Netto-direktøren tager med familien til Bornholm tre-fire gange om året, og det seneste besøg var i påsken:
- Vi havde en pragtfuld tur. Og så skulle jeg jo lige se om, de andre bestiller noget på gården, griner Claus Juel-Jensen, der selv er partshaver i Nordre Ellebygård, hvor han og familien altid bor, når de holder ferie på Bornholm.
Ferierne går også gerne til Tyskland, hvor Claus Juel-Jensen sammenlagt har boet i mere end 12 år.
Familien holder også af tage på skiferie hvert år, og den går altid - uden undtagelse - til de østrigske alper.

Bor på Stevns
Netto-direktøren har med sin familie slået sig ned på en gård ved Stevns Klint:
- Jeg kan faktisk se hjem, siger Claus Juel-Jensen, der hurtigt rejser sig op af stolen, vender sig mod kontorets store vindue og peger et sted ud i horisonten. Præcis som var han en glad lille skoledreng. Og der er faktisk en glimrende udsigt over Køge bugt fra hjørnekontorets 2.sal.
Direktøren holder selv gården vedlige, men har bortforpagtet det meste af jorden væk:
- Desværre, for jeg har simpelthen ikke tid. Der hører fem hektarer til både med skov og landsbrugsjord. Men jeg har da lige plantet 125 kirsebærtræer, triumferer Claus Juel-Jensen og lyser op i et stolt smil.
Den sparsomme fritid tilbringer han sammen med familien. Netto-direktøren er stadig kaptajn af reserven og lå i sin tid ved Livgarden, da han sprang soldat, men det er slut med øvelser og videreuddannelse:
- Ja desværre. Det er der ikke tid til mere.

Fremtid hos Netto
Claus Juel-Jensen har allerede nået det vidt. Men har han mod på engang at lave noget andet, og hvad er egentlig hans fremtidsplaner?
- Jeg har et pragtfuldt og vildtspændende job, der stadig er en kæmpestor udfordring, så jeg har slet ingen planer om noget andet. Faktisk synes jeg, at dagligvarehandel har så mange forskellige spændende sider, hvor man arbejder med mennesker, medarbejdere og kunder, nye trends, strategiske beslutninger, økonomi, markedsføring, slutter Claus Juel-Jensen.


---------------------------------------------------------------


Fakta om Claus Juel-Jensen:

Født 1963 i Rønne.
Administrerende direktør for Netto siden 2004.
Højere Handelseksamen fra Bornholms erhvervsskole 1985.
Cand. Merc. -eksamen 1992 fra Handelshøjskolen I København.
Ansat i Netto siden 1992, hvor han bl.a. har været chef for Netto i Tyskland.
Parthaver i landbrugsforetagendet Nordre Ellebygaard, der drives af faren Jens Juel-Jensen og Claus’ bror, politikeren Peter Juel-Jensen. Claus’ mor er såmænd Aakirkeby Kommunes fhv. borgmester Birthe Juel-Jensen.
Claus er gift med Gitte, der er cand.polit. og selvstændig inden for ”coaching” dvs. personlig rådgivning. Parret har tre børn, der er henholdsvis tolv, syv og fem år gamle.
Familien Juel-Jensen bor på en gård ved Stevns klint.

------

Fakta om Netto
Netto er et datterselskab af Dansk Supermarked Gruppen A/S, som i øvrigt består af varehusene BILKA og FØTEX m.v. Hele supermarkedskoncernen ejes for 33 pct. vedkommende af arvingerne efter den legendariske, men nu afdøde Århus-købmand Hermann Salling (1919-2006), mens resten dvs. 67 pct. ejes af A.P. Møller – Mærsk A/S.
Nettos forhenværende direktør Mads Krage stod i spidsen for discountkæden siden bgyndelsen i 1981 og indtil, at Claus Juel-Jensen tog over i 2004.
Netto har lige knapt 1000 forretninger i fem lande. Heraf er de 380 i Danmark. Resten er placeret i Sverige, Tyskland, England og Polen.
Netto har fem forretninger på Bornholm. To i Rønne og en forretning i Nexø, Aakirkeby samt Allinge.

tirsdag den 28. august 2007

Min søn er mit livs læremester

Portrætartikel med Jørgen Due Madsen blev bragt i Bornholms Tidende den 10. maj 2007.

Mød den bornholmskfødte speciallæge Jørgen Due Madsen, der til dagligt hjælper stress- og depressionsramte videre i livet.

Af Jarl Cordua


















Den bornholmske speciallæge i psykiatri Jørgen Due Madsen (54) er en efterspurgt ekspert, når det gælder behandling af svære, men desværre ofte almindeligt forekommende psykiske lidelser.
Speciallægen har siden 1999 sammen med sin ligeledes bornholmskfødte kone, Annette Due Madsen, bestyret en meget læst brevkasse ”Spørg om livet” i Kristeligt Dagblad. Han er også en efterspurgt foredragsholder og har desuden ved flere lejligheder medvirket i programmet ”Go’ Morgen Danmark” på TV2 bl.a. med at debattere spørgsmålet, hvilken rolle patienternes religiøsitet kan spille i den psykiatriske behandling.
Bornholms Tidende mødte i april Jørgen Due Madsens til en snak om hans særlige job, opsigtsvækkende virke og ikke mindst om fødeøen Bornholm.

Jørgen Due Madsen er en åben, positiv, lattermild og smilende mand, men faktisk er hans hverdag fyldt med megen alvor. For til daglig er han både behandler og leder af Afdelingen for Angst- og depressionstilstande, der er et relativt nyt offentligt behandlingstilbud på Psykiatrisk center Ballerup. Afdelingen har netop specialiseret sig i behandling af patienter med ikke-psykotiske lidelser, såsom stress eller depression.

Adskilte patientgrupper
- Depressioner, angst og stress er folkesygdomme, som rammer rigtigt mange mennesker. Hidtil har det normale dog været, at denne gruppe patienter er blevet behandlet det samme sted som psykotiske patienter, der f.eks. er skizofrene, forklarer Jørgen Due Madsen.
Han har dog i stedet gjort sig til talsmand for, at man af hensyn til en effektiv behandling af de ikke-psykotiske patienter skiller de to patientgrupper ad. Det er nu lykkedes med etableringen af denne nye afdeling:
- Idéen med afdelingen er at yde patienterne en helhedsorienteret behandling, der tager udgangspunkt i psykoterapi dvs. i samtaler med patienterne kombineret med medicinsk behandling. Derudover rummer behandlingen f.eks. også undervisning, gruppeterapi og fysisk træning. Vi inddrager også de pårørende i behandlingen, men lægger også megen vægt på forebyggelse. Behandlingen har naturligvis baggrund i den nyeste forskning, man har, fortæller Jørgen Due Madsen, der som speciallæge er uddannet som psykiater. Dvs. at han er uddannet som læge, og specialuddannet i psykiatri. Desuden er han specialist i psykoterapi og samtalebehandling.

Åndelige værdier
Både i og uden for lægefaglige kredse er Jørgen Due Madsen kendt for at sætte fokus på patienternes åndelige værdier i behandlingen:
- Vi møder vores patienter som medmennesker, der fortjener respekt. De har måske mistet fodfæstet i deres liv og behøver hjælp til at erkende, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er så vigtigt i deres liv. De skal måske finde en ny retning. Jeg ser på patienter ud fra et helhedssyn, hvor psykoterapi er et af mine redskaber, men hvor jeg også spørger ind til mine patienters værdier. Baggrunden er, at netop patienternes egne åndelige værdier må bevidstgøres, sådan at de ikke kun styres af samfundets forventninger og en kortsigtet materialisme, som f.eks. nogle gange kan være baggrunden for, at de er blevet syge af stress, siger Jørgen Due Madsen,
Berøringsangsten i forhold til at snakke om Gud og religion i psykiatrien er det også vigtigt for ham at ændre på. Og det er ikke et synspunkt, som han står alene med. En dag holdt Jørgen Due Madsen et foredrag på Århus Universitet for 150 psykiatere, og bagefter kom en kollega over til ham og sagde:
- Jeg ved meget om mine patienters seksualliv, men jeg aner faktisk intet om, hvorvidt de beder aftenbøn.
Kollegaens bemærkning viser ifølge Jørgen Due Madsen, at der er en stigende faglig erkendelse af, at man også bør spørge ind til og inddrage patienternes individuelle åndelige værdier eller religiøsitet i psykiatrien.
- I gamle dage gik folk med sorg eller som havde psykiske lidelser til præsterne, der dengang i praksis fungerede som sjælesørgere. Psykologien blev opfundet som disciplin for 100 år siden og siden dengang var tanker om Gud, religiøse spørgsmål eller åndelige værdier ikke noget, man ofte berørte i den psykiatriske behandling. Det er heldigvis ved at ændre sig nu, siger Jørgen Due Madsen.

Samfundet stresser
Til trods for det, så er det ifølge Jørgen Due Madsen bestemt ikke altid tilfældet, at patienters religiøsitet er fremmende for behandlingen:
- Patienternes religiøsitet kan være ”en hjælper”, der kan få dem videre i rigtig retning ud af deres krise, men den er ”dobbeltsidig”, så usund religiøsitet kan nogle gange være destruktiv for, at patienten kommer videre i behandlingsforløbet. Under alle omstændigheder er mit budskab, at det er vigtigt at spørge ind til patienternes eksistentielle værdier, når de står midt i en tilstand af depression eller svær stress.

Hvad kommer stress af?
- Stress skyldes mange ting, men det handler om, at den der føler stress hele tiden oplever, at han eller hun ikke når de ting, som man har sat sig for. Alvorlig stress kan eksempelvis også komme af en svær skilsmisse, eller fordi man er blevet fyret fra ens job. Det er under alle omstændigheder store belastninger, der kræver meget af folk. Når mennesker bliver syge af stress, så sker det, fordi deres ”psykiske batterier” simpelthen er flade. Derfor kalder jeg stress og depression for en ”batterisygdom”, forklarer Jørgen Due Madsen.
Han er helt med på, at hans synspunkter dermed indeholder en god portion samfundskritik:

- Helt sikkert. For hvor længe skal vi som læger bare blive ved med at reparere på ofrene for en kultur, der i grunden er stressfremmende? Jeg mener, at psykiatere har taget alt for lidt fat på den del af problemet, der simpelthen skyldes, at mennesker overbruger deres tid og ressourcer. Der er efter min mening al for megen fokus på materialisme, hvor mennesker konstant stræber efter at anskaffe sig alle mulige ting som samtalekøkkener og store biler, som de tror gør dem lykkelige.

Hvad gør I ved det?
- Vi forsøger at hjælpe patienterne med at stoppe op og reflektere over deres liv, værdier og grænser. Vi lader dem selv indse, at de har et behov for måske at lægge livet om, for ikke at havne i samme situation. Vi lader dem fokusere på det, der giver dem livsindhold, som f.eks. deres nærmeste venner og familie. Patienterne bliver eksempelvis bedt om at forholde sig til spørgsmål som, hvilke værdier styrer mig og min tilværelse. Er det penge eller venskab? Og det er netop i den proces, at patienterne nogle gange erkender, at det ikke er jagten på materielle ting, men snarere deres egne åndelige værdier, der frem over skal udfylde deres tilværelse i stedet. Den del af behandlingen minder faktisk lidt om at gå på en højskole.

Yngste søn autist
Jørgen Due Madsen er selv opvokset med åndelige værdier. Han blev født i Bodilsker i 1952 i en kristen eller såkaldt ”missionsk” familie. I dag betragter han sig som praktiserende folkekirkelig kristen, der ind imellem kommer i kirken.
- Min far var landmand, men døde tidligt, da jeg kun var 10 år. Min mor var hjemmesygeplejerske i mange år og levede frem til år 2000.
Familien Due Madsen har fortsat en stærk tilknytning til Bornholm;
- Jeg har selv to søstre, der begge bor i Aakirkeby, og så er der min svigerfar, Arne Engell Kofoed, som er 89 år.
Jørgen Due Madsen og hans kone har tre børn:
- Vores ældste søn er snart uddannet psykolog, så vores interessefelt har jo nok smittet lidt af på ham, konstaterer Jørgen Due Madsen med et glimt øjet, men bliver så pludselig lidt alvorlig:
- Min yngste søn Frederik er 23 år. Han er autist, bor på institution og har ikke noget sprog. Det er faktisk ham, der har lært mig mest om livet. Man kan sige at jeg selv har smagt lidt af livets alvor. Det at være forælder til et meget handicappet barn har bestemt givet mig en helt anden klangbund og tilgang til mit arbejde end hvis jeg alene havde læst en masse bøger. Det har givet mig et livsindhold, der præger mit faglige arbejde dybt,forklarer Jørgen Due Madsen
Endelig består familien af husets datter på 16 år, der i øjeblikket går på efterskole.

Parkurser
Den bornholmskfødte speciallæges erfaringer og syn på psykiatri og religiøsitet har givet ham travlt med foredrag hos private virksomheder, på universiteter og naturligvis i lægefaglige sammenhænge, men han har også fået invitationer fra menighedsråd rundt omkring og er derfor ofte ude til ”sogneaftener” for at holde foredrag.
Jørgen Due Madsen underviser også i såkaldte PREP-kurser, hvor par arbejder med deres parforhold:
- Det er en slags kommunikationskurser for par, der bygger på den ny forskning. Kursisterne skal have en indsigt i, hvad der fremmer og hæmmer et parforhold samt hvilke ”ingredienser”, der indgår i et velfungerende parforhold. Det er ikke et kursus for par, der nødvendigvis har problemer med deres forhold. Det kan ligeså godt være velfungerende par, der bare er interesseret i at få lidt inspiration til at udvikle deres parforhold.
Kurserne finder sted i regi af organisationen ”Center for Familieudvikling” og sker sammen med Jørgen Due Madsens hustru, Annette, der er psykolog og familieterapeut og i øvrigt ansat som centerets daglige leder. Centeret har netop i april måned holdt såkaldte PREP-kurser for par i Svaneke. Foreningens aktiviteter får i øvrigt tilskud fra diverse private fonde samt Familie- og forbrugerministeriet.

Populær brevkasse
Sammen med Annette har Jørgen Due Madsen siden 1999 redigeret omkring 400 brevkasser i Kristeligt Dagblad, hvor de besvarer breve fra mennesker med ”ondt i livet”. På baggrund af de mange breve til brevkassen gennem årene udgav parret i 2003 bogen ”Sorgens mange ansigter” med beretninger fra mennesker, som på forskellig vis har oplevet, at livet er blevet tungt og vanskeligt.
Aviser og TV har også haft bud efter Jørgen Due Madsen, men scenevant på TV er han dog ikke blevet:
- Nej, for jeg er altid lidt nervøs, men der er faktisk nogle skuespillere blandt mine patienter, og de siger, at man altid skal være lidt nervøs, for ellers bliver præstationen ikke så god, siger Jørgen Due Madsen med et lunt smil.
Det er dog ikke lejlighedsvis optræden i TV, der driver værket hos speciallægen:
- Dybest set interesserer jeg mig for det enkelte menneske. Alle bærer på deres egen særlige historie, noget de ikke skilter med. Naturligvis er min interesse næret af en nysgerrighed, der dog har bund i en almindelig respekt for mit medmenneske, forklarer han.

Hans egen historie
Som ganske ung bestemte Jørgen Due Madsen sig for at blive læge, og inden han blev færdig på medicin-studiet på Københavns Universitet i 1980 gik han målrettet efter at arbejde med psykiatri og specialisere sig i samtalebehandling af psykisk syge patienter.
- Et af de første lægejobs jeg fik, som ung medicinsk student, var på Skt. Hans i Roskilde.

En lille hjælper
Hvornår lykkes speciallægen så i sit arbejde?
- Det er, når man oplever et menneske rejse sig igen og får fodfæste i sit liv. Jeg forsøger at give mine patienter særligt to ting, som de har brug for. Først omsorg og siden en udfordring for måske at give dem en mere slidstærk retning i deres liv. Men jeg øver mig også hele tiden i ydmyghed. For jeg er ikke Vorherre. Allerhøjst hans lille hjælper, understreger Jørgen Due Madsen med et smil.
- Når patienterne sidder nede i et mørk hul og ikke kan finde nogen retning, så forsøger jeg at hjælpe med at finde en udgang, hvor der er lys for enden af tunnellen, og så gøre vejen så kort som muligt. Det handler på en måde om tro, håb og kærlighed.
Da deres udsendte bemærker, at ”tro, håb og kærlighed” jo netop svarer til det velkendte citat af Paulus fra Nye Testamente, svarer speciallægen med et stort smil:
- Ja, men sund teologi er også sund psykologi.

Slapper af i Bølshavn
Der er ikke plads til megen fritid, selvom Jørgen Due Madsen gerne slapper af med at se fodbold i TV, men ellers er det bedste, han ved, at gå og rode ude i haven.
Familien er dog tilbage på Bornholm omkring fem gange om året, og siden at han og konen købte svigerfaderens hus i Bølshavn, er det stedet, hvor familien tilbringer deres sommerferie:
- Det sted er en lille perle og vores helle, og der leger jeg gerne ”handyman”, så meget som muligt. Og så holder vi af miljøet i Bølshavn og at gå og snakke med de lokale nede på havnen, fortæller Jørgen Due Madsen uden at skjule sin begejstring.
Det er også i huset i Bølshavn, at han forudser, at parret skal tilbringe endnu flere stunder, når de engang overgår til en tilværelse som pensionister.
- Til den tid bliver vi måske ligefrem deltidsbornholmere, slutter Jørgen Due Madsen.

---
Fakta om Jørgen Due Madsen
Født 1952 i Bodilsker, som søn af en landmand og en hjemmesygeplejerske.
Gift med psykolog Annette Due Madsen, der også er bornholmer.
Parret har to sønner og en datter.
Uddannet læge 1980 speciallæge i psykiatri, specialist i psykoterapi
Leder af Afdelingen for Angst- og depressionstilstande, Psykiatrisk Center Ballerup.
Forfatter og foredragsholder.
Sammen med sin kone Annette brevkasseredaktør siden 1999 på Kristeligt Dagblad.
Parret har bl.a. udgivet bogen ”Sorgens mange ansigter” fra 2003.

tirsdag den 7. august 2007

Masja Juel vil tilbage til Bornholm: Drømmen er at blive guldsmed

Portrætartikel med Masja Juel blev bragt i Bornholms Tidende den 3. marts 2007.


Mød Rønne-pigen, som i 2002 blev verdensberømt for sit nej til stening af kvinder i Nigeria.

Miss Denmark med samvittighed - nu vil Masja Juel være guldsmed






Bornholmske Masja Juel blev for fem år siden verdensberømt, da den daværende frisørelev og Miss Danmark nægtede at deltage i den internationale skønhedskonkurrence Miss World i Nigeria. En beslutning bornholmeren traf efter at have erfaret, at en nigeriansk domstol dømte en kvinde til døden ved stening på grund af utroskab.

Af Jarl Cordua

En regnvåd fredag i februar satte Bornholms Tidende Masja Juel i stævne på en café på Vesterbro, hvor den nu 28-årige bornholmer bor i dag. Masja Juels liv har ændret sig en del siden 2002. Hun har fx været tvunget til at droppe frisørfaget, men skal nu i gang med at uddanne sig til guldsmed.

Masja sagde nej
Det var i 2001, at Masja Juel blev kåret til Miss Danmark. Året efter i foråret 2002 var det meningen, at frisøreleven skulle repræsentere nationen ved den internationale Miss World konkurrence, der dette år skulle afholdes i det afrikanske land, Nigeria. Men i pressen læste den dengang 23-årige Rønne-pige, at en nigeriansk domstol havde idømt kvinden Amina Lawal til døden ved stening. ”Forbrydelsen” bestod i, at den enlige kvinde havde fået et barn uden for ægteskab. Ifølge nogle af Nigerias muslimske delstaters såkaldte sharialovgivning udløste utroskab en dødsdom, men i dette tilfælde blev dommen dog aldrig ført ud i livet, fordi Nigerias præsident fik den omstødt. Forinden tog Masja Juel så klar stilling til fordel for den nigerianske kvinde, at det gav genlyd over hele verden.
- Så snart jeg hørte om dødsdommen, blev jeg forfærdet. Det virkede meget mærkeligt på mig, at nogen kunne finde på at holde en skønhedskonkurrence i et land, hvor man dømte kvinder til stening. Det hang ligesom ikke sammen. Så på stedet traf jeg min beslutning om ikke at tage til Nigeria, fortæller Masja Juel.

Thornings opfordring
Masja Juel gik dog stille med dørene indtil, at hun i Ekstra Bladet så et læserbrev fra Helle Thorning-Schmidt, der dengang var medlem af EU-parlamentet. I læserbrevet opfordrede Thorning-Schmidt nemlig til, at Danmark ikke deltog i Miss World-konkurrencen på grund af dødsdommen over Amina Lawal:
- Jeg sendte en e-mail til Helle Thorning-Schmidt, hvori jeg skrev, at jeg var helt enig. Så man kan sige, at det var hendes læserbrev, der blev selve anledningen til, at jeg offentligt fik sagt klart fra i forhold til at deltage i Miss World-arrangementet, husker Masja Juel.
Bornholmerens beslutning kom ikke til at gå stille af, for efter at Ekstra Bladet havde skrevet stort om sagen, rullede den videre i de andre medier i Danmark, og interessen for sagen voksede sig hele tiden større. Det førte blandt andet til, at Masja Juel blev inviteret til at medvirke i en lang række TV-nyhedsprogrammer, som fx ”Go’ morgen Danmark” og ”Go’ aften Danmark”. Men det var kun begyndelsen til virakken om Rønnepigen:
- Helle Thorning opfordrede mig til at få flere af de andre landes deltagere til at melde sig fra konkurrencen. For hvis vi nu alle boykottede konkurrencen, så kunne vi måske flytte nogle holdninger, der kunne gavne kvindens situation i Nigeria. Det var en supergod idé, fortæller Masja Juel.

Forsøgt presset
Helt så glat gik det dog ikke, for kun fem andre deltagere fulgte boykotten, uden det dog på nogen måde gjorde Masja Juels bedrift mindre i verdensopinionens øjne. De få afbud havde ikke baggrund i manglende sympati for sagen, men var snarere et resultat af en effektiv PR-modoffensiv fra Miss World-organisationens side. Det fik Masja Juel også selv at mærke, for officials fra Miss World forsøgte hårdnakket at få hende til at stille op i konkurrencen:
- Der var en official, der virkelig forsøgte at presse mig, men hans argumenter gjorde faktisk ikke indtryk på mig. Han kunne have solgt egen bedstemor for at få mig med i det arrangement, men jeg var bare hård. Fx ringede han til mig og sagde, at Europaparlamentet ville have os til at tage af sted. Det viste sig at være direkte løgn. De havde forvansket en enkelt EU-parlamentarikers udsagn, og brugte nu det som argument overfor deltagerne, men Helle Thorning-Schmidt fik faktisk i stedet samlet EU-parlamentet i en protest mod dødsdommen i Nigeria, husker Masja Juel.
Det hele endte i øvrigt med, at Miss World-konkurrencen ikke kunne gennemføres i Nigeria. Uroligheder under arrangementet kostede omkring 200 mennesker livet, så i stedet blev arrangementet rykket til London, men Masja Juel stod fast ved sin beslutning om at blive hjemme:
- Når så mange mennesker var blevet slået ihjel, og det viste sig, at nigerianerne rent ”teknisk” stadig skulle stå for arrangementet, mens der stadig hang en dødsdom over Amina Lawal, så syntes jeg stadigvæk ikke, at der var nogen grund til at deltage.

Brev fra Per Stig
I den danske offentlighed var alle enige om, at den bornholmske pige havde reageret korrekt, og Masja Juel modtog mange roser fra meningsdannere og politikere landet over. Hendes popularitet steg, og også den danske regering viste sin anerkendelse af boykotten:
- Jeg fik et personligt takkebrev fra udenrigsminister Per Stig Møller (K). Han skrev dengang, at der ikke var nok fokus på problemet, og at der skulle gøres mere. Per Stig Møller understregede i hvert fald over for mig, at stening af kvinder bestemt ikke var noget regeringen så igennem fingre med.

Med mor til London
Da den danske skønhedsdronnings afbud og især hendes begrundelse blev kendt uden for Danmarks grænser begyndte udenlandske medier også at kontakte bornholmeren. Masja Juel nåede at blive meget omtalt i Storbritannien, især da den meget respekterede og anerkendte TV-mand Sir David Frost - måske briternes svar på Michael Meyerheim - inviterede hende på morgen kaffe og brunch i BBC s populære morgenprogram, ”Breakfast with Frost” eller på dansk: ”Morgenmad med Frost”, der er en slags engelsk udgave af Go’ Morgen Danmark.
- Min mor tog med mig til London, hvor en bil ventede for at køre os til et fint hotel, hvor vi blev indlogeret. Hos BBC interviewede Frost mig om sagen, bagefter fik vi brunch, og der skulle mor og jeg sidde på hæderspladsen lige ved af Frost, fortæller Masja Juel.
David Frost gjorde et særligt positivt indtryk på bornholmeren:
- Han var sød og rar og havde personlighed. Det var med cigar fra morgenstunden, kys på kinden og bagefter fulgte han mig helt ud til elevatoren. I TV-studiets kulisse sagde medarbejderne til mig, at de var stolte af, at have mig med i showet, og at de var så kede af, at den britiske deltager havde valgt at deltage i Miss World. Det var en meget stor oplevelse.
Masja Juel blev også interviewet til de britiske aviser The Guardian og The Evening Standard, men også den kendte amerikanske nyheds TV-station CNN ringede.
Der var også mange almindelige mennesker, der henvendte sig til Masja Juel:
- Der kom breve fra hele verden. Bl.a. fik jeg et avisudklip om sagen sendt fra Taiwan, hvor afsenderen bare havde skrevet: ”Miss Denmark, Masja Juel, Denmark. Men det nåede da frem. I alt fik jeg vel mellem 50-100 breve, og de var fra både kvinder og mænd. Brevene var alle sammen positive, og de var fra søde og oprigtige mennesker. Nogle sendte endda små gaver med. Bl.a. var der en der arbejdede i en souvenirbutik, der sendte mig en glaskrystal.
Masja Juel møder i dag stadig mennesker, der husker hendes Miss World-boykot:
- Det spørger da til det og udtrykker ofte deres respekt og opbakning til min beslutning dengang, men ellers er det bestemt ikke noget, som jeg selv går og gør opmærksom på.

Big Brother
Mediernes interesse for Masja Juels person varede ved et halvt års tid, og berømmelsen førte også til, at der kom et tilbud til hende om at deltage i det berømte og berygtede reality-TV-show ”Big Brother VIP”. Her skulle den bornholmske pige i 14 dage bo sammen med en halv snes andre kendte danskere i et hus, hvor allestedsnærværende kameraer næsten konstant optog interessante episoder mellem deltagerne, der måtte opstå undervejs:
- Det var en del penge i det, så det var svært at sige nej til. På den anden side var jeg også lokket af udfordringen i at være med og prøve at vinde konkurrencen. Det rykkede nogle grænser for mig at være med i sådan et program. For jeg er ikke sådan én, der har behov for at folk skal se og høre mig hele tiden, så jeg forsøgte at snige mig langs med panelerne, siger Masja Juel.
I showet deltog bl.a. skuespilleren Gitte Stallone og Lise Lotte Lohmann. Andre kendte deltagere var mandeterapeuten Carl-Mar Møller, nøgenmodellen Kira Eggers, politikeren Morten Messerschmidt(DF), musikeren Michael Teschl, curlingspilleren Helena Blach-Lavrsen og prædikanten Moses Hansen.
Big Brother blev alt i alt en positiv oplevelse for Masja Juel:
- Der var da et par ubehagelige episoder undervejs i showet, men generelt havde vi det sjovt. Jeg blev især gode venner med Kira Eggers, som var rigtig sød. Morten Messerschmidt var også en rigtig rar og venlig fyr, selvom jeg helst undgik at diskutere politik med ham. Efter ni dage var det slut, for da blev jeg ”stemt ud” af huset, men så hyggede jeg mig resten af tiden på et godt hotelværelse med lommepenge.

Receptionist hos Duus
Da Masja Juel i foråret 2003 efter endt læretid hos frisørparret Anne og Jan Breckling i Nexø blev færdiguddannet som frisør, flyttede hun til København:
- Det skulle ske noget nyt for mig. Jeg havde mod på eventyr, og jeg mente, at der var mere ”gang i den” i København. Samtidig var jeg også usikker på, om jeg skulle fortsætte med at være frisør.
Hun blev derfor receptionist på et af Københavns ”hotteste” reklamebureau ”Bates”, hvor bl.a. den fra tv så kendte reklamemand Jørgen Duus arbejdede:
- Han var alletiders – en rigtig sjov mand, husker Masja Juel, der tog telefonen hos Bates i det næste års tid.

Modefrisør i København
I 2004 fik hun lyst til at vende tilbage til frisørfaget og fik hurtigt et spændende frisørjob i Københavns indre by, og det blev til en hektisk, men sjov periode i Masja Juels liv:
- Der var to unge fyre, der havde deres egen modesalon i Pilestræde, og her blev jeg rigtig glad for at arbejde. Det var et ungt team, hvor der altid var gang i den i salonen. Der kom en masse folk, og som ”hang ud” med os efter arbejdstid. Vi festede hele tiden og levede ”det vilde liv”. Jeg var også single dengang, siger Masja Juel.
- Vi gik til en masse modefester, for her kom alle dem med de nye og sjove frisurer. Festerne gav os idéer og inspiration til andre frisurer, som vi på en eller anden måde kunne arbejde videre med i salonen.
Masja Juel så dog også modeverdenens skyggesider:
- Der var mange stoffer i modemiljøet, og selvom hverken jeg selv eller andre, som jeg omgik brugte det, så kunne man ikke undgå at lægge mærke til det. Du så det jo ude på toiletterne til modefesterne, hvor folk stod og sniffede kokain.

Tålte ikke farver
De glade dage fik en ende, da Masja Juel en dag besluttede at opgive frisørerhvervet:
- Jeg sloges med hovedpine og følte mig tit meget træt og uoplagt. Hver dag efter arbejdstid måtte jeg ligge og hvile mig et par timer. Hovedpinen havde jeg allerede haft i min læretid. Så kom jeg til nogle lægeundersøgelser, og de viste, at jeg ikke kan tåle hårfarver. Jeg kunne måske have fortsat som frisør, men omvendt vil jeg ikke gå på kompromis med mit helbred. Det er det trods alt ikke værd.

Træt af modebranchen
På samme tidspunkt fandt Masja Juel sin kæreste, som i øvrigt er fra Svaneke, og mødet med ham var også med til at give hendes liv en ny drejning:
- Mit stop som frisør gjorde, at jeg kom væk fra modebranchen, og så indså jeg, at der var andet i livet end fester. Modebranchen er en meget overfladisk verden, hvor det for mange hele tiden drejer sig om at få opmærksomhed. Det er da sjovt i en periode, men i længden er det trættende, siger Masja Juel, som ikke savner fortiden:
- Jeg har vel en anden indstilling til modebranchen end så mange andre, og det har sikkert hjulpet mig, at jeg holder begge ben på jorden. Det hjælper også, at jeg har fået en ordentlig opdragelse og kommer fra et godt hjem. Det giver én en solid ballast med i bagagen, selvom man sagtens kan ”falde i” alligevel. Men jeg er opdraget med frihed under ansvar, og mine forældre har altid stolet på min dømmekraft.

Søger læreplads
Efter at jobbet som frisør blev kvittet, læste Masja Juel dansk, engelsk og psykologi som HF-enkeltfag:
- Det var en tænkepause, hvor jeg overvejede fremtiden. Jeg overvejede at læse til jordmoder, men jeg syntes, at det blev for sent, før jeg blev færdig.
I stedet besluttede Masja Juel sig for at forfølge en anden gammel drøm, om at blive guldsmed:
- Jeg elsker smykker. Da jeg var lille gik jeg altid ude hos min far i hans værksted, hvor jeg syslede med alt muligt, og som barn tegnede jeg meget, så det det kreative har altid haft min interesse, siger Masja Juel der også har prøvet at designe smykker:
- Ved siden af frisørsalonen, hvor jeg arbejdede, lå en guldsmed, som ud fra mine idéer lavede smykker, dog kun til mig selv.
Uddannelsen til guldsmed varer fire år, og derfor begynder Masja Juel inden så længe på teknisk skole, hvor hun skal gå det næste år.
- Jeg søger dog med lys og lygte efter en læreplads, men det er som at finde en nål i en høstak, erkender Masja Juel, som både leder i København og på Bornholm.
Ind imellem har bornholmeren også arbejdet som fotomodel, men den karriere bruger hun ikke meget tid på:
- For at være helt ærlig, så interesser det mig faktisk ikke. Lige nu lever jeg af at servere på en fransk restaurant her på Vesterbro.

Tilbage til Bornholm
Hendes nærmeste familie bor stadig i Rønne. Masja Juels mor gør rent på sygehuset, mens hendes far er smed hos TN’s maskinværksted i Rønne. Forældrene får dog mindst én gang om måneden, besøg af deres datter, og det er Masja Juels plan efter endt uddannelse som guldsmed, at hun og kæresten flytter tilbage til Bornholm:
- Jeg kunne godt tænke mig at blive selvstændig med eget værksted og butik. Drømmen er at designe og lave egne smykker på bestilling og sælge dem til en fornuftig pris, slutter Masja Juel.

mandag den 30. juli 2007

Ministeren blev meningsdanner

Portrætartikel med Anita Bay Bundegaard blev bragt i Bornholms Tidende den 23. februar 2007.

Af Jarl Cordua

Som radikal bistandsminister under Poul Nyrup Rasmussen blev bornholmskfødte Anita Bay Bundegaard ind imellem skældt ud for at sige sin mening. Det bliver hun ikke mere. I dag er hun redaktør på dagbladet Politiken og sidder for bordenden for avisens såkaldte ”lederkollegium”. Det er en gruppe af avisens redaktører og journalister, der lægger linjen for, hvad Politiken mener om forskellige dagsaktuelle politiske sager. Med andre ord: Anita Bay får penge for at sige – og navnlig - skrive sin mening.



Bornholmske Anita Bay Bundegaard er i dag redaktør på dagbladet Politiken











Denne dag i februar tager en venlig og afslappet redaktør imod Bornholms Tidendes udsendte og inviterer på en kop kaffe i Politikens kantine. Anita Bay Bundegaard ligner de billeder, som man har på nethinden fra hendes ministertid: den høje slanke smilende skikkelse med det blonde pagehår.

Politisk aktiv
Anita Bay Bundegaards liv har i mange år drejet sig om politik på den ene eller den anden måde, og hun kommer også fra et politisk interesseret hjem:
- Den politiske interesse har jeg fået ind med modermælken, for vi var en meget diskussionslysten familie, især på min fars side. Min farfar sad i sognerådet, men ellers har vi ikke været politisk aktive, før jeg blev det i Det Radikale Venstre.
Det var dog først, da Anita Bay Bundegaard flyttede til København og begyndte at studere engelsk og spansk, at hun meldte sig ind hos de radikale. I midten af 1980’erne fik hun et studenterjob på Christiansborg hos den navnkundige radikale retspolitiker MF Bernhard Baunsgaard (1918-1996), der i dag især huskes for sin insisteren på at bevare en - sammenlignet med i dag - ganske lempelig flygtninge- og indvandrerlovgivning. Den tid satte sig spor hos bornholmeren:
- Han har betydet utrolig meget for mig. Mange har glemt den tid, men jeg husker den tydeligt, for det var på det tidspunkt, at udlændingedebatten for alvor begyndte at køre herhjemme. Det var ikke altid lige behageligt, for der gik ikke en uge, uden at vi modtog post på kontoret, som vi ikke turde åbne, men Bernhardt var alligevel ude at deltage i en masse debatmøder også med Den Danske Forening, siger Anita Bay Bundegaard om sin gamle mentor.

Surt og sødt
Anita Bay Bundegaard opstillede selv til folketinget ved flere valg - dog uden at blive valgt. På Bornholm var hun kandidat for Det Radikale Venstre ved folketingsvalget i 1998. Mange husker dog formentlig hendes tid som udviklingsminister 2000-2001, hvor Anita Bay Bundegaard indimellem måtte lægge ryg til hård kritik bl.a. fra sin egen statsminister, Poul Nyrup Rasmussen. Det skete, fordi hun som minister klart fik sagt, at Danmark med tiden blev nødt til at åbne sine grænser for flere flygtninge. Det synspunkt var ikke populært alle steder i regeringen, og statsministeren tvang herefter sin udviklingsminister til at ”æde” sine ord i sig igen. De journalister, som skrev om ulande kunne dog godt få øje på den engagerede og vidende udviklingsministers kvaliteter, så efter afgangen som minister, tildelte de Anita Bay Bundegaard den såkaldte Nairobipris som en hæder for hendes indsats.
Om sine erfaringer i toppen af dansk politik, siger hun i dag:
- Politik er sammensat af elementer, der er ret dragende, og så er der andre ting, der er knapt så tiltrækkende. Man må dog tage det sure med det søde, for ellers kan man ikke holde det ud. På en måde er det fantastisk at opleve, at du faktisk kan påvirke beslutninger for samfundet. Men det kan også være forfærdeligt beskidt på mange måder, fordi andre også vil have del i magten. Ind imellem ligner politik bare én stor magtkamp.

Comeback?
Anita Bay Bundegaard udelukker dog ikke helt et politisk comeback for sig selv:
- Man skal aldrig sige aldrig med politik. Da jeg blev minister i 2000 havde jeg jo trukket mig ud af det hele og sad dengang på Politiken i et job som debatredaktør. Jeg troede faktisk ikke selv på, at jeg skulle vende tilbage. Jeg har dog ingen aktuelle planer om at vende tilbage til politik.
Men hvad mener den tidligere radikal minister så om de radikales kursskifte det seneste år:
- De radikale har gjort sig fri af den tidligere alliance med socialdemokraterne og lagt sig der, hvor partiet traditionelt ligger, dvs. mellem VK og Socialdemokratiet. Dermed kan de radikale bruge deres mandater frit. Den strategi, tror jeg, er rigtig, siger Anita Bay Bundegaard.

Internationalt job
Sidste år kom Anita Bay Bundegaard tilbage til Danmark efter fire år i Genéve i Schweiz, hvor hun havde arbejdet for UNHCR - FN’s flygtningehøjkommissariat:
- Jobbet gik ud på at rådgive kommissæren i forhold til de enkelte af verdens nationer, som UNHCR samarbejder med, fortæller Anita Bay Bundegaard, hvis øverste chef var hollænderen Ruud Lubbers, der i disse år var flygtningekommissær - en post som danskeren Poul Hartling i øvrigt sad på i årene 1978-85.
UNHCR stod over for en vanskelig opgave, lige da Anita Bay Bundegaard tiltrådte sin stilling:
- I 2002 pressede de vestlige stater i Europa på for at ophæve eller ændre FN’s såkaldte ”flygtningekonvention” fra 1951. De mente, at konventionen var forældet, og det ”lå i kortene” at disse landes mål var, at modtage færre flygtninge. De samme vestlige stater finansierer i øvrigt også UNHCRs arbejde.
Men UNHCR var også presset fra anden side:
- Vi talte også med de lande i Afrika og Asien, som rent faktisk havde båret størstedelen af byrden med at tage imod alle de flygtninge, som var flygtet fra borgerkrig og hungersnød. De afrikanske lande følte ikke, at europæerne påtog sig deres andel. De oplevede tværtimod, at Europas lande lukkede grænserne.

Svær opgave
Derfor stod UNHCR i et dilemma, hvor det gjaldt om at finde en løsning, der hjalp flygtningene, men som også tilgodeså landene i Europa og Afrika mest muligt. Det var en svær opgave:
- Der kom en meget vanskelig proces i gang, hvor UNHCR var den ramme, hvor forhandlingerne kunne finde sted, og hvor vi spillede en egentlig mæglerrolle mellem parterne - de vesteuropæiske donorstater og de enkelte afrikanske og asiatiske lande, der stod med alle flygtningeproblemerne. Det gav et helt utroligt pres på modtagerlandenes i forvejen ret sparsomme ressourcer, forklarer Anita Bay Bundegaard og peger på eksempler som Pakistan og Iran, der tog imod næsten alle de mange flygtninge fra Afghanistan, og på lande som Uganda, Tanzania og Burundi, der de år også tog imod et betydeligt antal flygtninge.
- Blandt løsningerne var, at UNHCR ved hjælp af udviklingsbistand fra Europa satte forskellige projekter i gang i de afrikanske lande, der på en eller anden måde kompenserede dem for deres store andel af flygtningeopgaven. Omvendt kunne vi få landene i Europa til at finansiere projekterne, så flere af flygtningene kunne blive i deres nærområder. Men det kunne også være at hjælpe flygtninge, der allerede var kommet hjem og skulle i gang med en ny tilværelse. Eksempelvis gik et UNHCRs projekter ud på at hjælpe mennesker i Sierra Leone, der er vendt hjem efter 10 års borgerkrig.

Skepsis
- Men det var meget svært, især fordi de sydlige lande nærer stor skepsis til de vesteuropæiske landes regeringer. Derfor lykkedes det kun delvist at løste opgaven. Vi fik ryddet noget af mistilliden af vejen, skabt en fælles forståelse mellem alle lande for at løse opgaverne og fik sat nogle projekter i gang. Men udviklingspolitik er desværre ofte kun kortsigtet, konstaterer Anita Bay Bundegaard i dag.
VK-regeringens stramninger i Danmarks flygtningelovgivning efter regeringsskiftet i 2001 påvirkede ifølge Anita Bay Bundegaard også forhandlingerne:
- Vi mærkede det på samarbejdsklimaet mellem parterne og næsten med det samme. Når de afrikanske lande registrerede at grænserne til Vesteuropa nu blev yderligere lukket for flygtninge, mens de stod over for at skulle modtage flere hundredetusinder, så var deres reaktion, at de vestlige lande nu igen overlod flygtningebyrden til dem. Det gjorde det endnu sværere end før at finde fælles løsninger, der kunne hjælpe flygtningene og afhjælpe de lande, hvori de befandt sig.

I flygtningelejre
Anita Bay Bundegaard rejste meget i de år, især i Afrika, men også til de europæiske hovedstæder, for at forhandle med de enkelte landes regeringer. Hun var også ude at besøge flygtningelejrene:
- Vi tog derud, fordi det var vigtigt for os, der arbejdede i UNHCRs hovedkvarter i Genéve og havde kontakten til donorlandene at kende flygtningenes situation og behov, og medarbejdernes arbejdsvilkår i flygtningelejrene.
Anita Bay Bundegaard fik i UNHCR kolleger fra hele verden:
- Det var en meget anderledes arbejdsplads, for medarbejdernes multikulturelle baggrund gjorde, at vi så meget forskelligt på mange store og små ting i det daglige.

Meningsdanner
Før hun blev minister var Anita Bay Bundegaard debatredaktør på Politiken, og efter fire år i udlandet vendte hun sidste år tilbage som redaktør. Anita Bay Bundegaard er helt på det rene med, at hun fik jobbet blandt andet på grund af sine markante holdninger bl.a. om flygtninge og indvandreres vilkår:
- Politiken kendte jo mine politiske synspunkter, og avisens og mine synspunkter stemmer da grundlæggende overens. Jeg kunne derfor ikke skrive lederartikler på en avis som fx Jyllands-Posten, siger Anita Bay Bundegaard, der er sig fuldt bevidst om, at hun som lederskribent mv. skal være med til at flytte holdninger i samfundet:
- I min stilling har man da indflydelse på meningsdannelsen i samfundet. For mange hæfter sig ved, hvad Politiken mener om en bestemt sag, konstaterer Anita Bay Bundegaard.

Tøger er med
Men hvad går jobbet konkret ud på?
- Det er mit ansvar, at der hver dag er en lederartikel i Politiken. Kollegiets medlemmer holder et møde hver dag kl.11.30, hvor vi diskuterer forskellige idéer til, hvad den næste dags lederartikel skal indeholde, og hvem der skal skrive den. Og så er jeg den, der lige ser lederartiklen igennem en sidste gang, før den går i trykken, siger Anita Bay Bundegaard.
De emner, som lederartiklen behandler, tager ofte udgangspunkt i et aktuelt emne, som avisen har skrevet om på nyhedssiderne:
- Det kunne fx være Darfur-krisen, som er en humanitær katastrofe, som Politiken har skrevet meget om, siger Anita Bay Bundegaard.
I lederkollegiet er der godt fem faste skribenter inklusive Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, men det er ifølge Anita Bay Bundegaard ikke sådan, at kollegiet skal være enige om én holdning:
- Politisk meningsdannelse er en kollektiv proces. Så vi diskuterer emnerne, og der er selvfølgelig nuancer og til tider store forskelle i vores holdninger til de forskellige emner.
Anita Bay Bundegaard tager dog selv sin tørn bag tasterne:
- I snit skriver jeg 2-3 lederartikler om ugen. Derudover skriver jeg en søndagskommentar. Endelig redigerer jeg en opinionsspalte inde på avisens debatsider. Fra tid til anden laver jeg også interviews, hvis et særligt aktuelt emne kræver det.

Kommentator
Politiken, der længe har været partipolitisk uafhængig, men har et social-liberalt udgangspunkt har det seneste år opprioriteret opinionsstoffet i avisen. Bl.a. derfor har avisen siden 1. oktober placeret sin leder på forsiden, som avisen gjorde i grundlæggeren Viggo Hørups tid (1848-1902). Den strategi har gjort lederskribenter som Anita Bay Bundegaard mere synlige:
- Vi signerer nu vores lederartikler, så alle kan se, hvem der skriver.
Ligesom Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden ofte optræder i den offentlige debat i TV med meninger og analyser, så er der også bud efter Anita Bay Bundegaard:
- Det hører med til jobbet at være avisens ansigter udadtil og optræde i TV eller i radioen ind imellem. Fx er jeg fast politisk kommentator på Danmarks Radios P1-debat en søndag om måneden.

Bor i Tisvildeleje
Selvom Anita Bay Bundegaard har travlt i sit nye job, lægges vejen fra tid til anden forbi fødeøen:
- Jeg kommer typisk på Bornholm til jul og så om sommeren. Min far bor stadigvæk i Tejn, og så har jeg en søster og en niece derovre, som jeg naturligvis besøger. Det er jo blevet meget nemmere og hurtigere at komme til Bornholm med toget over Sverige og katamaranfærgen fra Ystad.
Hun tvivler dog på, at hun en dag slår sig permanent ned på øen:
- Min mand og jeg bor i Tisvildeleje i Nordsjælland, hvor vi har et hus. Det ligger ved havet med frisk luft og masser af skov. Bornholm er et lille samfund, hvor jeg holder af at komme, men efter en uges tid, så savner jeg fastlandet. Fra mit hjem i Tisvildeleje pendler jeg hver dag med toget ind til Københavns centrum, og det er ideelt, for jeg kan nemlig godt lide at dele min tid mellem byen og landet, slutter Anita Bay Bundegaard.

----------------------------------------

Kort om Anita Bay Bundegaard

Født 1963 i Tejn.
Hun er datter af fhv. fisker Erling Bay Mogensen, Tejn og Inge Mogensen (d. 2002)
Student fra Rønne Statsskole 1983 efterfulgt af studier i engelsk og spansk på Københavns Universitet og Handelshøjskolen.
1994-96 var Anita Bay Bundegaard studievært og journalist på Bornholms Radio.
Opstillet som folketingskandidat for Det Radikale Venstre bl.a. på Bornholm 1994,1998 og 2001.
Blev landskendt som udviklingsminister i Poul Nyrup Rasmussens sidste SR-regering 2000-2001,
I årene 2002-2006 bosat i Geneve, Schweiz, hvor hun arbejdede som særlig rådgiver for FN’s Flygtningehøjkommissariat.
Siden marts 2006 har hun arbejdet som redaktør og lederskribent på dagbladet Politiken.
Anita Bay Bundegaard er gift med forfatteren Christian Bundegaard, og parret bor i et hus i Tisvildeleje, Nordsjælland

Kunsthåndværk handler ikke kun om salg

Portrætartiklen af forretningsindehaveren Tine Hertling fra "Bornholms Kunsthåndværk" i Hørsholm blev bragt i Bornholms Tidende den 27. januar 2007.

Af Jarl Cordua

Tine Hertling driver en lille forretning med bornholmsk kunsthåndværk i Hørsholm. Det gør hun alene på grund af sin interesse for glas og keramik, men ikke mindst for Bornholm.

”Bornholmsk Kunsthåndværk” er navnet på en lille hyggelig forretning, der drives af Tine Hertling i Hørsholm, nord for København.
Bornholms Tidende kiggede forbi en solbeskinnet sensommerdag i september
Jeg havde ringet i forvejen, for forretningen har kun åben i weekenden og efter aftale. Tine Hertling har tidligere forsøgt sig med længere åbningstider, men det kunne økonomien ikke klare:
- Min forretning er en decideret hobby, og bunder i, at jeg interesserer mig utroligt meget for glas og keramik, forklarer Tine Hertling, som tidligt grundlagde sin interesse:
- Da jeg var barn, kørte vi ofte rundt på Bornholm og så på glas og keramik, og det gør jeg faktisk stadig, fortæller Tine Hertling, der udbyder kunsthåndværk fra en perlerække af øens bedste glas- og keramikkunstnere. Her er ting fra keramikerne Eva Brandt, Anne Stougaard, Lene Fensholt, Evelyn Noval, Cassius Clay på Balka og Eva og Melon Warns fra Jakobsen Paradis Keramik. Glaskunst er repræsenteret med ting fra Gudhjem Glasrøgeri og kunstnere som Marie Høm, Karin Høgberg og Elsebeth Belgsting.

Livsglæde
Til daglig arbejder Tine Hertling ellers som sygeplejerske på rygkirurgisk og reumatologisk afdeling på Hørsholm Sygehus, men fritiden er helliget forretningen:
- Den er et frirum fra mit arbejde på sygehuset, der jo i sagens natur handler om sygdom og nogle gange død og folks fysiske elendighed. Kunsthåndværk er totalt omvendt. Det er først og fremmest sjæl, personlighed, men ikke mindst livsglæde. Og det danner ligesom modvægt til mit daglige job, mener Tine Hertling, hvis forretning for første gang slog dørene op for syv år siden.

Bornholmske aner
Men hvorfor er det netop bornholmsk kunsthåndværk, som hun brænder for?
Selv er Tine Hertling af dansk-grønlandsk afstamning. Hun er født i Nuuk på Grønland, og hendes fars bror er politikeren Knud Hertling, der i sin tid var grønlandsminister. Men det er gennem hendes mors slægt, at der er en forbindelse til Bornholm, som i øvrigt kun er blevet stærkere gennem årene:
- Jeg er kommet så meget på Bornholm igennem hele min barndom og naturligvis især i ferierne. Så interessen for øen har at gøre med en masse gode barndomsminder. Min mor mistede sine forældre meget tidligt, men der var en ældre slægtning i Rønne, som vi kaldte ”oldemor” og som boede i Landemærket. Hende besøgte vi ret tit, indtil hun døde som 97-årig i 1991, men vores familie har i det hele taget altid hygget sig derovre, fortæller Tine Hertling, som selv har sommerhus ved Sommerodde i Poulsker. Og ikke langt derfra i Østre Sømark har både hendes bror og forældrene sommerhus og Tine Hertling fortæller, at forældrene er så glade for Bornholm, at de faktisk har opholdt sig på øen hele sommeren.

Det bedste sted
Hendes egen begejstring for Bornholm er ikke mindre, faktisk overvejer Tine Hertling at flytte permanent til øen:
- Jeg er helt sikker på, at jeg en dag skal bo på Bornholm. Det er det bedste sted i hele verden. Men vi flytter nok først, når børnene er blevet store, siger Tine Hertling, som også selv voksede op i Hørsholm, hvor hendes far var advokat.
Tine Hertling og hendes mand Ken bor sammen med deres to drenge på 11 og 15 i et ældre hus, som de stadig renoverer. Huset har tilhørt hans bedsteforældre, og parret har indrettet forretningen i bedstefaderens gamle malerværksted.
- Ken brugte alle sine weekender i et halvt år for at sætte forretningen i stand, så han har meget stor andel i, at den er blevet til noget, siger Tine Hertling.

Faste kunder
Hun lægger dog ikke skjul på, at forretningen aldrig har været en guldgrube for hende:
- Nej, det er ikke på grund af indtjeningen, at jeg driver den. Det er bare et smaddersjovt projekt, som jeg går 100 pct. op i, men også hygger mig med. Og så giver det mig noget personligt, fortæller Tine Hertling.
På et tidspunkt ville hun dog satse mere på forretningen og gik i en periode lidt ned i tid som sygeplejerske, men det kunne økonomien ikke klare, og i dag er hun tilbage som fastansat på fuldtid på sygehuset.
Efter nogle år har Tine Hertling alligevel fået skabt sig en lille, men fast kundekreds:
- Mange ringer, fordi de skal bruge en gave. Så laver vi en aftale, og de kigger forbi. Glas og keramik er gode ting at give, hvis man ønsker at forære folk en personlig gave, der også er lidt unik. Så stamkunderne er mennesker, der giver personlige gaver, og derudover er der også en del kunstforeninger blandt mine kunder, siger hun.

Havregrød for kunst
Hørsholm og omegn er et område, hvor der bor mange velstående mennesker. Men ifølge Tine Hertling er det ikke nødvendigvis folk i minkpels og med mange penge, som køber kunsthåndværk:
- Det er alle slags mennesker. Og selvom folk har penge, så er det min erfaring, at det langt fra er ensbetydende med, at de køber noget. Folk køber, fordi de er oprigtigt interesseret i kunsthåndværk. Derudover er der også de mennesker, der vil spise havregrød i en måned for at kunne få råd til en flot keramikskål, siger Tine Hertling,

Faste priser
Oplever hun at kunderne vil prutte om prisen på tingene?
- Nogle vil, men det kan altså ikke lade sig gøre hos mig. Kunstforeningerne får efter aftale med kunstnerne rabat, fordi der er en reklameværdi for dem at blive udstillet, men ellers er der ingen vej udenom og betale hvad det koster. Altså hvis man ikke vil betale 600 kr. for en keramisk tepotte, så er det da bare ærgerligt! Så kan man gå ned og købe et billigere og fabriksfremstillet produkt nede i Kop & Kande, fastslår Tine Hertling, der næsten kun har haft positive oplevelser med kunderne.
Hun må dog lægge øre til kundernes kommentarer:
- Jeg synes indimellem, at det kan være hårdt at sælge andres kunsthåndværk. Især hvis man skal stå og høre på, at kunderne – hvad de jo har lov til - kritiserer tingene. Men jeg kan også opleve at folk ringer efter et stykke tid og har et behov for at fortælle mig, hvor glade de er for noget, som de har købt hos mig. Det er den slags øjeblikke, som jeg lever for. Fx kom en mand engang ind i forretningen. Han sagde ligeud, at han havde altid hadet at købe den slags ting, men så sagde han, at kunsthåndværkernes ting i min forretning var fantastiske.

Og det er netop den slags positive oplevelser med kunderne hver weekend som, som får Tine Hertling til at fortsætte med forretningen:
- Det giver mig noget personligt. En kundes besøg skal være hyggeligt og ikke bare handle om salg. Her hos mig, må man gerne komme forbi bare for at kigge og få sig en oplevelse, siger Tine Hertling, der dog ikke selv har megen tid at tage rundt og se på glas- og keramikudstillinger.
- Men det kommer nok, siger hun.

Kaffe på kanden
Tine Hertling har lutter ros og lovord til de bornholmske kunsthåndværkere som hun handler med:
- Der er da en god kontakt. Det står dog også klart, at det aldrig bliver den store forretning, hverken for dem eller for mig. Men der er altid kaffe på kanden og tid til en snak, når man kommer på besøg. De viser tillid til én, og jeg får lov til at tage deres ting med i kommission. De forventer heller ikke, at jeg ringer til dem hver måned for at fortælle, hvordan det går med salget. Der har faktisk kun været en enkelt, der engang skældte mig ud for ikke at ringe tilbage. Det gider jeg altså ikke at høre på, når jeg selv synes, at jeg knokler for at præsentere og sælge deres ting i min forretning, understreger Tine Hertling, der ind imellem bliver ringet op af nye interesserede kunstnere, og det falder altid i god jord hos forretningsindehaveren:
- Jeg bliver da glad hver gang, at kunstnere henvender sig for at samarbejde om salg af deres ting, siger Tine Hertling.

Manglede idéer
Har hun så selv haft kunstneriske ambitioner?
Engang forsøgte Tine Hertling selv at lave glas og keramik, men det blev en kort fornøjelse:
- Jeg havde meldt mig til et keramik-kursus. Men mens jeg sad der med en klump ler indså jeg, at jeg manglede idéer. Faktisk har jeg aldrig selv været kreativ. Det kan jeg ikke finde ud af. I stedet er jeg fascineret af, hvad andre kan. Disse kunsthåndværkere er så dygtige. Jeg er imponeret af deres håndtering af materialerne og al deres kreativitet. Tænk at kunne lave det, som de kan, slutter Tine Hertling.


--------------------------------------------------------------------------

Tine Hertling - kort
Født 1964 i Nuuk, Grønland.
Siden 1999 indehaver af forretningen ”Bornholmsk Kunsthåndværk”, som hun driver i weekenden fra privatboligen på Rungstedvej i Hørsholm.
Arbejder derudover på fuldtid som sygeplejerske på rygkirurgisk afdeling på Hørsholm Sygehus.
Opvokset på Grønland og i Hørsholm, men kender Bornholm fra ferieophold siden barndommen.
Faderen er af grønlandsk afstamning, mens Tine Hertlings mor har bornholmske aner.
Gift med Ken, der underviser i navigationsudstyr hos firmaet FURUNO.
Mor til to drenge på 11 og 15 år.
Familien har sommerhus på Sommerodde i Poulsker.
Læs mere på www.bornholmsk-kunst.dk

torsdag den 26. juli 2007

Ambassadøren fra Bornholm

Portrætartikel med ambassadør Hans Michael Kofoed-Hansen blev bragt i Bornholms Tidende den 26. januar 2007.

Mød Danmarks ambassadør i Ungarn Hans Michael Kofoed-Hansen, der voksede op i Rønne.

Af Jarl Cordua



















I efteråret 2006 var Ungarns hovedstad Budapest ramt af politisk uro og voldsomme demonstrationer. Danmarks ambassadør i landet, Hans Michael Kofoed-Hansen, var blandt dem, som pressen spurgte til råds for at få en forklaring. I medierne var der flere telefoninterviews med ambassadøren, og på accenten og efternavnet kunne enhver konstatere, at Kofoed-Hansen er bornholmer.

Hans Michael Kofoed-Hansen, der p.t. er den eneste danske ambassadør med bornholmsk baggrund, har netop været i Danmark på julebesøg. Kort efter nytår kom Bornholms Tidende forbi Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads i København til en snak med en uhøjtidelig og venlig ambassadør, der bød på en varm kop kaffe, han selv trak i automaten.

Afrika trak
Hans Michael Kofoed-Hansen (57) er født og opvokset i Rønne på Lærkevej ved Nordskoven. Efter studentereksamen fra Rønne Statsskole i 1967 læste han jura i København og fik eksamen seks år senere.
Hvorfor valgte du udenrigstjenesten?
- Dengang interesserede jeg mig meget for ulandsbistand og det ”sorte Afrika”, så derfor var en karriere i udenrigsministeriet et bevidst valg. I de år oprustede ministeriet med nye folk, fordi Danmark på det tidspunkt kom med i EF, så muligheden var tilstede, og jeg kom også til Afrika, fortæller Hans Michael Kofoed-Hansen, som var ambassadesekretær på ambassaden i Tanzania 1975-78.
- Og så er jeg ligesom blevet hængende siden, tilføjer ambassadøren ikke uden selvironi.

Sekretær for Schlüter
Den bornholmskfødte embedsmand har dog haft et enkelt, men særdeles interessant job uden for udenrigsministeriet. I fire år var han ministersekretær for den daværende konservative statsminister Poul Schlüter dvs. under den såkaldte Firkløverregering:
- Det var vel den mest spændende tid i min karriere. Det var ganske udviklende at arbejde så tæt på de politiske beslutninger, så de år gav mig en bredere baggrund rent professionelt.
Hans Michael Kofoed-Hansens karriere har budt på udstationering bl.a. på ambassaden i London. Nogle af arbejdsårene er dog forløbet med tjeneste i Udenrigsministeriet i København. Fx har Kofoed-Hansen som kontorchef tidligere arbejdet med behandling af flygtninges asylsager samt været sekretær for Folketingets udenrigspolitiske nævn. Siden 1998 har han været ambassadør, først fem år i Israel og siden 2003 i Ungarn. Til 2005 var Kofoed-Hansen også ambassadør i nabolandet Kroatien.

Hjælper danskere
Hvad laver I egentlig på ambassaden i Budapest?
- Helt bredt bistår vi det samlede Danmark med at udbygge relationerne til Ungarn. Vi bistår danske virksomheder med informationer, kontakter og løsning af opgaver omkring eksport og investering. Halvdelen af medarbejderne er involveret heri. Der er f.eks. tale om markedsanalyser, partnersøgning og problemløsning, som virksomhederne så betaler for. Dernæst imødekommer vi det stigende behov for borgerservice. Det er blevet billigt at rejse, så det benytter flere mennesker sig af og det giver større travlhed. Vi hjælper når danskere f.eks. mister passet, bliver bestjålet, bliver syge eller kommer i problemer med myndighederne under opholdet. Selvom at folk generelt er velforberedt, når de rejser, så er udenrigstjenesten og ambassaderne i dag reelt 24 timer i døgnet klar til at bistå, når uheldet er ude. Vor tids kommunikationsmuligheder gør det både nemmere og hurtigere. Forsikringsordningerne dækker som regel f.eks. ved sygdom og ulykker i Europa, og det praktiske fungerer fint. Oven i behandler ambassaden visumansøgninger, arbejds- og opholdstilladelser for udlændinge. Generelt oplever vi højere forventninger til ambassadens service.
- Endelig – men ikke mindst – er der samarbejdet med det officielle Ungarn som led i varetagelsen af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser og samarbejdet på de enkelte ministerieområder og i EU-regi.
Der arbejder også ungarere på ambassaden?
- De er uundværlige. Ungarsk er et usædvanligt svært sprog at lære for udlændinge. Så allerede af en grund er det en afgørende at have gode lokale medarbejdere til løsning af en bred vifte af opgaver og til informationssøgning. Det er helt normalt, at flertallet af medarbejderne på en ambassade er lokale.

Ser op til Danmark
Hvordan opfatter ungarerne Danmark?
- Ungarerne ser på Danmark med både interesse og sympati – og ser op til vores og de øvrige skandinaviske landes samfundsmodel. De ønsker en udvikling, der går i samme retning som den ”nordiske velfærdsmodel” med høj social sikring og høj kvalitet i den offentlige service. Politisk og samfundsmæssigt har vi i Norden – også efter ungarernes mening - udviklet en politisk kultur på et højt stade, hvor vi taler os til rette om tingene og laver brede forlig om store politiske beslutninger osv. Det misunder de os.
Men der er ifølge Kofoed-Hansen flere grunde til, at Danmarks forhold til Ungarn er så godt:
- Under den ”kolde krig” var Danmark blandt de vesteuropæiske lande som opretholdt god kontakt til de østeuropæiske lande og befolkninger. Vi blev heller ikke mødt med helt samme mistro som nogle af de større vestlige lande. 2006 var i øvrigt 50-året for ungarernes opstand i 1956 mod det kommunistiske regime – en opstand der dog hurtigt blev slået ned. Dengang kom ca. 1000 ungarere til Danmark, som politiske flygtninge. Sammenlignet med andre lande tog vi ikke specielt mange, men alligevel har vores indsats dengang fået en central placering i det positive billede. Efter ”murens fald” i 1989 er samarbejdet blevet forstærket. Vi var tidligt ude med faglig bistand til den omstillingsproces Ungarn og de andre ”østlande” skulle igennem i forberedelsen til deres tilslutning til EU og NATO.

Ingen forsoning
Ungarn var tidligere et kommunistisk land, hvordan har landet så udviklet sig i de seneste år?
- Først og fremmest: Ungarn har i de nu forløbne 17 år gennemført utroligt omfattende og dybtgående forandringer. Man kunne næsten kalde det en revolution både politisk og økonomisk. Indenrigspolitisk er Ungarn stadig et noget polariseret samfund, hvor ”højre” og ”venstre”, om man vil, står ganske stejlt overfor hinanden. Spændingerne handler blandt andet om det historiske ansvar. Højresiden betragter socialdemokraterne som arvtagerne efter de tidligere kommunistiske magthavere, og forsøger selv at tage monopol på at repræsentere hele den daværende opposition mod det gamle system. Men så enkelt er det dog ikke. Der har aldrig været et retsopgør med de ansvarlige under den kommunistiske tid eller egentlige forsøg på forsoning. Magtoverdragelsen i 1989 skete helt uden sværdslag. I årene efter sagde de ungarske politikere og samfundseliten nærmest til sig selv, at det simpelthen var for kompliceret.
- Ungarn har i dag en fuldt demokratisk forfatning med alle tilhørende demokratiske institutioner – og de fungerer. Ungarerne har alle de velkendte demokratiske friheder og rettigheder, og der er indført markedsøkonomi. Men det tager mere end en halv generation at komme helt ud af 50 års totalitær styreform og skabe et optimalt og effektiv samarbejdende folkestyre, som vi kender det herhjemme.

Behov for reformer
- I 2006 brød nogle af de politiske modsætninger ud igen. Siden 1989 har en siddende regering aldrig overlevet et valg, men i april 2006 lykkedes imidlertid den socialdemokratisk-liberale regering at blive genvalgt. Mens den private sektor er kommet langt og kører på fuld styrke, står den offentlige sektor tilbage med en række problemer. Skiftende regeringer har ikke haft politisk mod eller mulighed for at gennemføre de sidste nødvendige økonomisk-politiske reformer, og ifølge den genvalgte premierminister slås man stadig med den holdning, at staten skal løse alle problemer. Derfor er der også en meget stor offentlig sektor. En række ydelser har fortsat været gratis eller stærkt subsidierede, f.eks. energipriserne med tredive procent. Det sociale sikkerhedsnet kunne ikke fastholdes uændret, især ikke når en femtedel af ungarerne ikke betaler den skat, som de burde. Underskuddet på statsbudgettet er i 2006 kommet op på 10 pct. af nationens samlede indkomst (BNP). Det er Europa-rekord. Det kræver yderligere reformer for at vende udviklingen, sådan at landet får skabt en økonomisk og social balance med bedre offentlig service især indenfor uddannelse, sundhed og offentlig administration.

Voldsomme demonstrationer
Regeringen med premierminister Gyurcsany i spidsen kom efter valget i foråret med et omfattende spare- og reformprogram – en ”krisepakke”, der skulle nedbringe det offentliges budgetunderskud. Få uger før lokalvalget i oktober dukkede nogle båndoptagelser pludselig frem fra et lukket partimøde i maj, hvor premierministeren sagde, at han og regeringen havde måttet lyve overfor vælgerne om Ungarns reelle økonomiske situation forud for parlamentsvalget. Hvad skete der så?
- Talen og de økonomiske indgreb udløste voldsomme demonstrationer især i Budapest og vedholdende krav fra opposition og vælgerne om, at premierministeren skulle træde tilbage. En mindre del af demonstranterne – såkaldte hooligantyper og en mindre gruppe højreekstremister – trængte ligesom i 1956 ind og besatte den statslige radiobygning tæt ved parlamentet. Efter nogle få dage fik politiet styr på uromagerne, men demonstrationerne fortsatte og mange ungarere var - og er stadig - vrede. De er i øvrigt helt uvante med demonstrationer af den slags. Det var derfor endnu mere forudsigeligt, at regeringspartierne tabte kommunalvalget 1. oktober med et brag. En tillidsafstemning i parlamentet kort efter viste dog, at premierministeren og regeringen havde opbakning fra sit flertal i parlamentet til at fortsætte gennemførelsen af det økonomiske reformprogram. Den 23. oktober ved afslutningen af 50-årsdagen for opstanden i 1956 kom det igen til dramatiske sammenstød, hvorefter de daglige demonstrationer langsomt døde ud. Nu er det lange seje træk i gang med reformer og besparelser, som vil strække frem til 2009. Samarbejdet mellem regering og opposition ligger det stadig meget tungt med.

Vi er beredte
Udenrigsministeriet har været meget i fokus omkring Muhammed-sagen. Har I taget ved lære af sagen?
- Sagen omkring Muhammed-tegningerne har på en række områder bidraget til yderligere at skærpe vores parathed til at håndtere uforudsete situationer - ligesom de andre store udfordringer, som udenrigstjenesten også har stået overfor, så som tsunamien i 2004 og senest krigen i Libanon i sommeren 2006, hvor vi evakuerede tusindvis af danskere hjem på få dage. Det er en udvikling, som har været i gang over en længere tid. De tre vidt forskellige opgaver har alle bidraget til at forfine vores krisestyringsinstrumenter – ikke mindst udnyttelse af de mest avancerede kommunikationsteknologier. Et andet værktøj ”public diplomacy” handler bl.a. om, at udenrigstjenesten er ude hurtigt – eller snarere proaktivt – overfor hele spektret af beslutningstagere i andre lande, politikere, medier og offentlighed for at præsentere danske holdninger og værdier, forklare og uddybe hvad Danmark står for og illustrere de danske resultater. Det handler både om at ”sælge” Danmark men indirekte også om at forebygge og imødegå fejlopfattelser.

Fokus på syd og øst
Danmark har lukket en del ambassader og åbnet nye. Hvad er jeres strategi?
- Totalt set er der ikke i de seneste år tale om færre, men om flere repræsentationer i udlandet. Der er konstateret et behov for at styrke Danmarks tilstedeværelse ude. Der sker således en forskydning i den samlede ressourceindsats og samtidig en vis overførsel af ressourcer fra Europa til bl.a. Asien, Mellemøsten/Afrika og Latinamerika. Muhammed-sagen har bidraget til at illustrerede behovet for at kunne agere og hurtigt etablere netværker på steder vi måske ikke helt havde forudset. Det handler om den velkendte ”globalisering”.
- Det er også en proces, der ikke er startet i år. Hensigten er, at styrke det danske ”globaliseringsberedskab”. Indadtil styrker Danmark indsatsen på uddannelse, forskning og innovation, så vores ”produkter” fortsat kan konkurrere globalt. Udadtil skal vi i endnu mere effektivt og fleksibelt kunne varetage danske interesser, der hvor det betyder mest, der hvor udviklingen går stærkest og der, hvor vi kan gøre en forskel.
- Europa - i særdeleshed EU-landene med flere og flere fælles regelsæt og standarder - bliver på mange måder betragtet som ”hjemmemarked” af vore erfarne virksomheder - og nærmest som ”nabo-kommune”, hvis du er turist, forsker, studerede eller kunstner og skal ud og præsentere eller afprøve dine talenter og hente inspiration og viden. I de stærke vækstområder - lande som Indien, Kina, Australien og Argentina - skal vi både afsætte under øget konkurrence og selv være med til at producere ”danske” varer som led i globaliseringen. Det skal vi i øvrigt også i Ungarn og i de nye EU-lande Rumænien og Bulgarien.

Løn på EU niveau om 15 år
Mange danske virksomheder har valgt at slå sig ned i Ungarn. Hvorfor?
- Virksomheder som Grundfos, Coloplast, Nilfisk og Velux har fabrikker i landet. Lønningerne er lavere end i Danmark, men det giver kun en midlertidig fordel. For om 15 år er Ungarn kommet nærmere på dansk og tæt på EU-niveau, og så er man sådan set lige vidt. Virksomhederne er der også fordi arbejdskraften er til stede, og den er veluddannet og fleksibel. Ungarn har en god infrastruktur til ”det gamle EU” og ligger centralt i forhold til voksende markeder på Balkan og Tyrkiet. Så der er muligheder for at operere i alle retninger. Danmark har en årlig eksport til Ungarn på tre milliarder kr., samlede investeringer formentlig i nærheden af 1 mia. € med mere end 4.000 arbejdspladser. Med en økonomisk vækst i 2006 på 4 %, som godt nok falder noget i 2007-08 på grund af kriseindgrebene, går det stærkt. På halvandet år har ”Jysk” åbnet 16 forretninger i Ungarn, og Lars Larsen åbner en forretning hernede næsten hver måned.

Ungarsk arbejdskraft til Danmark
Ambassaden i Budapest er gået i gang med mulighederne for at få kvalificeret ungarsk arbejdskraft fx IT-specialister og ingeniører til virksomheder i Danmark.
- Vi har etableret kontakt med de tekniske universiteter, som gerne samarbejder om at finde egnede kandidater. En anden sektor er landbrugsteknikere, fordi så mange unge ungarere har været på fagligt kursus- og praktikophold i Danmark. Selvom ungarernes uddannelsesniveau er relativt højt, er deres kendskab til fremmedsprog generelt ikke helt i top. Det letter jo integration på en dansk arbejdsplads, når de taler engelsk. Desværre mistede Ungarn ”en halv generation” af sproglærere, da de udenlandske private virksomheder kom til landet i 1990’erne med et stort behov for sprogkyndige medarbejdere. De tilbød nemlig de sprogkyndige en langt højere løn. Men nu går det fremad igen.

Fælles interesser
Hvordan samarbejder Danmark med Ungarn?
- I EU-samarbejdet har vi ofte sammenfaldende interesser og synspunkter. Med nu 27 medlemslande har vi alle brug for ”allierede” på alle de enkelte sager. Det forudsætter, at vi i tide kender hinandens forudsætninger og baggrunde. Vi har også gensidigt udbytte af udveksling af viden og erfaringer. På energiområdet er Ungarn helt afhængig af importeret olie og naturgas fra Rusland. Forbruget er uforholdsmæssigt stort på grund af de lave priser, Sovjetunionen i sin tid tilbød sine allierede. Dernæst har Ungarn fra kommunist-årene en stor ikke-renoveret boligmasse. Danmark derimod er tæt på at være verdensmestre i energibesparelse, så her samarbejder vi. Store danske virksomheder som Velux, Rockwool, Danfoss og Grundfos producerer vinduer, isolering, termostater og pumper, der alle på forskellig måde indgår i energibesparende indsatser, og flere af virksomhederne har fabrikker i Ungarn.
- Danmark er også helt i front på fødevaresikkerhed og -forarbejdning. Ungarn er nettoeksportør af fødevarer, men skal opfylde de hårde krav på det åbne EU-marked. Her kan danske virksomheder levere både udstyr og erfaringer til Ungarn.

Ser dansk TV hver dag
Hvor tit er du i Danmark?
- Jeg er hjemme en tre-fire gange om året. Udenrigsministeriet samler alle ambassadører til møder med bl.a. udenrigsministeren og statsministeren i august, hvor vi alle alligevel er hjemme. Vi har også et årligt regional-møde, hvori ambassadørerne i EU-landene samles. Møderne giver både en opdatering på mål og strategi for dansk udenrigs- og Europapolitik og om indenrigspolitikken. Ligeså vigtigt er det at snakke med kollegerne og vedligeholde den personlige kontakt og sit netværk.
Ifølge Hans Michael Kofoed-Hansen har moderne kommunikationsmidler i øvrigt ændret behovet for at være hjemme i Danmark, selvom han holder de fleste ferier der.
- Vi ser dansk tv både morgen og aften og hører radio på Internettet. Kontakten hjem er gennem ”Skype”(gratis internetelefoni) og på kontoret via udenrigstjenestens globale satellitkanaler, der åbner mulighed for videokonferencer.

Fremtid i udlandet
Hans Michael Kofoed-Hansen du har nu været Danmarks ambassadør i tre lande. Hvad med din egen professionelle fremtid?
- Den ultimative pensionsalder i staten er jo 70 år. Så længe behøver man dog heldigvis ikke belaste sine omgivelser. Det afgørende er, at slutte inden ens evne til omstilling svækkes. Mest sandsynligt fortsætter jeg til en anden udepost efter Budapest.
Bliver man mere dansk af at være i udlandet?
- Ja, bestemt. Nu er jeg jo ansat til at præsentere og fremme danske interesser, synspunkter og værdier. Selvfølgelig ser jeg hjemlige begivenheder og sammenhænge ”lidt udefra” – og i sammenligningen synes jeg Danmark oftest falder helt godt ud. Det samme resultat kommer de fleste internationale målinger jo også til i disse år. Når jeg skal forklare om danske forhold og synspunkter overfor ungarere, falder det derfor rimelig nemt og naturligt – og det er fristende at blive lidt stolt som dansk. Jeg overser nok nogle af de mindre ting, vi lader os irritere over i det daglige. Jeg mener, at vi alle kunne have fordel af at bo og arbejde nogle år i udlandet. Det styrker lysten til og glæden ved at opholde sig i Danmark.

Følger bornholmsk politik
Kofoed-Hansens forældre lever ikke længere, og han har ingen helt nær familie tilbage på øen.
Kommer du så stadig på Bornholm?
- Ja, men ikke så regelmæssigt som før. Bedst til at opdatere mig er Thomas Thors. Vi startede i skole sammen året før Ungarnsopstanden i 1956. Thomas Thors og hans kone, Kirsten, har besøgt os både i Israel og i Ungarn. De er forhåbentlig spændt på, hvor næste udepost bliver.
Ambassadøren følger med i bornholmske forhold via de bornholmske medier på Internettet:
- Især fulgte jeg den bornholmske kommunesammenlægning med interesse. Ungarn har over 3.000 kommunale enheder og kun 10 mio. indbyggere. Så for ungarerne er der noget at komme efter, slutter Kofoed-Hansen.

Rønnedreng blev rockstjerne

Portrætartikel af den bornholmskfødte heavyrock-trommeslager Kennet Olsen blev bragt i Bornholms Tidende den 4. november 2006.

Af Jarl Cordua

Den bornholmsk-fødte trommeslager Kenneth Olsen er rockstjerne i det internationale heavy rock band ”Royal Hunt”.

Som dreng drømte Kenneth Olsen (39) om at blive rockstjerne. Men da drømmen gik i opfyldelse, blev trommerne lagt på hylden i ti år. Nu har han fundet trommestikkerne frem, og slår nu igen takten til Royal Hunts koncerter over hele verden.

Da Kenneth Olsen var dreng, boede han i en lejlighed i Gartnervangen i Rønne sammen med sin mor og lillesøster:
- Ligesom så mange andre var jeg sportsidiot , men det sluttede den dag, jeg fyldte 13 år, da morfar forærede mig et trommesæt. Fra da af brugte jeg faktisk al min tid på trommer og musik, husker Kenneth Olsen, der lærte sig selv at spille trommer:
- I skolens musiktimer lærte jeg at holde en grundrytme - en simpel ¼-dels takt. Men resten er faktisk selvlært.
I stedet sad teenageren på sit værelse med en kassettebåndoptager og lyttede intenst til musikken:
- Først lærte jeg trommernes forskellige lyde på båndet, og så sad jeg med mit trommesæt og slog på det, indtil jeg fandt den rigtige lyd, der passede, forklarer Kenneth Olsen.
Så længe Kenneth Olsen kan huske, har han været fascineret af musik, og interessen har han ikke fra fremmede:
- Min far spiller harmonika og havde tidligere et orkester, hvor de spillede danske slagere af den slags, man hører ude i de små haver på Frederiksberg. Min mor hørte mere poppet musik som Queen, Elton John, Dr. Hook og Rod Stewart, husker Kenneth Olsen.

Musikalsk åbenbaring
Kenneth Olsens egen musiksmag blev formet en dag i 10. klasse på Rønne Privatskole, hvor han fik en musikalsk åbenbaring:
- Der kom en ny pige i klassen, der havde en del plader med hård rockmusik. Da jeg hørte AC/DC og Iron Maiden for første gang, så skete der et eller andet. Jeg tænkte: Findes der sådan noget musik? Fra da af gjaldt det om at komme til at spille hård rock, fortæller han.
Det bornholmske musikmiljø i midtfirserne var ikke til det hårde, så i stedet kom trommelageren med i en stribe bornholmske amatørbands med meget forskellige stilarter:
- Der var rockbandet ”Fragile”, som var inspireret af Jean Michel Jarre. Senere spillede jeg percussion i funk-bandet ”Flux”, hvor vi spillede covernumre. Og så var jeg med i et band, der spillede populær dansk rock, husker Kenneth Olsen.

Droppede ud af HF
Som 17-årig besluttede Kenneth Olsen at forfølge drømmen om at spille hård rock. Han droppede ud af HF og flyttede til København. Gennem en annonce i den blå avis søgte han efter musikere og fik dannet et heavy rock band.
- Desværre gik det som så mange gange før. Musikken blev for poppet til min smag, så det droppede jeg igen og i stedet fandt jeg et job på et reservedelslager hos Ford og blev der et par år, fortæller Kenneth Olsen.
Undervejs blev han dog introduceret til det københavnske undergrundsmiljø for heavy rockmusikere ved at komme på de barer og diskoteker, hvor de ”hang ud”:
- Det var folk, der måske havde lavet en plade, og som selv mente, at de var ”på vej op”. Men ofte var der for megen snak og for lidt realiteter i projekterne, griner Kenneth Olsen.

Royal Hunt
Efter mange mislykkede forsøg i forskellige heavy bands blev Kenneth Olsen en dag pludselig ringet op af musikerkollegaen André Andersen, som længe havde ledt efter trommeslageren, for at få ham med i sit band.
- Vi havde nogenlunde samme musiksmag, og han insisterede på, at jeg skulle høre dem spille. Selvom jeg sagde nej fire gange, endte jeg med at tage ud for at høre dem. Efter 20 sekunder tabte jeg både næse og mund, for det var lige præcis den musikstil, som jeg længe havde savnet. Musikken var melodisk, hård, men også teknisk svær at spille. Jeg havde det, som var jeg otte år og alene i en slikbutik, husker Kenneth Olsen, der straks gik i gang med at øve med bandet, der dengang hed ”Apart”, og som senere blev til succes’en ”Royal Hunt”.
"Apart" havde på det tidspunkt en ren dansk besætning. Dengang og nu er bandets leder, kunstneriske omdrejningspunkt og sangskriver dansk-russiske André Andersen, der i øvrigt er uddannet klassisk pianist ved musikkonservatoriet i Moskva.
- Netop på grund af Andrés musikalske baggrund har vores musik en del klassiske elementer i sig, og numrene er bygget op lidt ligesom klassiske værker, forklarer Kenneth Olsen.

Pladekontrakt
Bandet havde allerede lavet en single, men sangskriveren André Andersen havde derudover skrevet numre nok til en hel plade. Så Royal Hunt gik nu i gang med at indspille en plade, som de også selv skulle finansiere. De manglede også et pladeselskab, så bandets medlemmer rendte selskaber over hele verden på dørene med deres demobånd, men det blev til over 500 afslag.
Pludselig en dag var der bid. I Japan var denne form for heavy rock, som Royal Hunt spillede på dette tidspunkt i starten af 1990’erne, blevet ret populært:
- Der var en japansk rock-DJ, der kunne lide vores single og derfor spillede den hele tiden i radioen. Så begyndte det at eskalere, og pludselig fik vi fire tilbud om pladekontrakter. Men det havde vi jo ikke forstand på, så vi hyrede et amerikansk selskab til at sørge for, at vi fik den bedste kontrakt, fortæller Kenneth Olsen.

Fik et chok
Royal Hunt indspillede den første plade ”Land of Broken Hearts” i februar 1992, og samme år spillede de blandt andet på Midtfynsfestivalen, men noget gennembrud blev der aldrig tale om i Danmark. Til gengæld skete der noget i Japan:
- Vi tog til Japan for at spille fem koncerter, og da vi kom derud, fik jeg et chok. Allerede i lufthavnen blev vi overøst med blomster og gaver fra pladeselskabet, og der stod 40 fans, der havde vundet billetter til at møde os. Vi anede intet om modtagelsen og følte os nærmest flove, fordi var ret trætte efter den lange flyvetur, fortæller Kenneth Olsen.
Bagefter tog bandet ind på hotellet for at hvile ud, men der stod yderligere 150 fans, for der var arrangeret fest samtidig med, at der skulle tages billeder og skrives autografer.
- Det viste sig, at vi var meget større, end vi overhovedet havde forestillet os. Mellem 700 og 2500 mennesker havde købt billet til hver koncert, der alle var udsolgte. Det var ret vildt, for det havde vi jo aldrig prøvet før.
Mens bandet var i Japan, var der fans overalt:
- De vidste, hvor vi spiste, og opsøgte os. Vi havde kun spillet otte koncerter herhjemme, hvor vi selv stillede alle instrumenter op osv. Men i Japan kunne vi nøjes med bare at komme til koncerten. Så det endte lidt med, at man - for en gang skyld - følte sig lidt vigtig, ikke?, griner Kenneth Olsen.
Royal Hunts debutplade solgte også godt:
- I Japan røg der 80.000 eksemplarer over disken på tre uger, og pladen endte med at sælge 150.000 eksemplarer, hvilket var ganske meget, husker Kenneth Olsen.
Hjemme i Danmark gik Royal Hunt igen i studiet, hvor de lavede endnu en plade” Clown in the Mirror, som dog ”kun” solgte 50.000 eksemplarer.

Mick Jaggers promoter
En stor del af de penge, som bandet havde tjent i Japan, brugte Royal Hunt nu i et forsøg på at slå igennem i USA:
- Vi boede i New York i tre måneder og havde vel en 25 jobs i mindre klubber på østkysten med 400 gæster pr. gang, og det gik egentlig godt. Vi brugte dog en masse penge på en dyr promoter, hvis opgave, det var at få os i bladene. Idéen var, at omtalen kunne skabe interesse om vores musik, koncerter osv. Hun arbejdede også for Mick Jagger og Janet Jackson, så vi var nok ikke store nok. Der skete i hvert fald ikke rigtig noget, erkender Kenneth Olsen.
Det lykkedes da heller ikke for Royal Hunt at slå igennem ï USA, hvor bandet indspillede deres tredje plade ”Moving Target”, der udkom i 1995.
- USA havde stadig været en fed oplevelse, og vi havde mod på at gøre endnu et forsøg på at slå igennem. Så vi tog til Japan for at tjene pengene, der skulle finansiere en ny USA-koncertturné, fortæller Kenneth Olsen.
Planen var at starte i Los Angeles og turnere rundt i USA i en stor bus. Men bandet blev ramt af uheld, da bandets leder og keyboardspiller André Andersen blev så syg, at turnéen mere eller mindre gik i vasken, fordi mange koncerter i begyndelsen måtte aflyses. Men det slog ikke Royal Hunt ud:
- Vi fik det bedste ud af det og holdt udgifterne nede ved at bo i vores bus. Faktisk endte jeg med at have spillet i 32 amerikanske stater. Det var utrolig sjovt at opleve USA. Den ene dag lå du på stranden, og den næste stod du på ski, husker trommeslageren.

Stopper karrieren
Da bandet kom hjem til Danmark i 1996, gik Kenneth Olsen med planer om at stoppe karrieren:
- Jeg var træt af alle de penge, der smuttede mellem hænderne på os. Men også af det hårde turnéliv, hvor du rejser syv-otte måneder om året. Oveni havde mine ører været udsat for høj musik i så lang tid, at jeg havde fået en smule tinnitus, forklarer Kenneth Olsen.
Han blev dog overtalt til at tage på en Europa-turné, hvor Royal Hunt spillede 35 koncerter på 1½ måned. Men da Kenneth Olsen kom hjem, var det slut.
- Dengang var jeg omkring de 30, følte mig rodløs og havde brug for at tænke over livet. Jeg så jo mine kammerater blive voksne og få børn. Selvfølgelig prøvede jeg at spille lidt med andre bands, men det blev jo aldrig det samme. Det var som at starte forfra, og så blev jeg træt af alle dem, der var mere interesseret i at høre om, hvad jeg havde oplevet med Royal Hunt frem for selv at arbejde for sagen. Det er jo et arbejde og kræver noget, hvis man vil være professionel musiker, men folk ville hellere snakke frem for at øve og tage tingene alvorligt. Så jeg opgav at spille musik fuldstændigt, fortæller Kenneth Olsen, der stillede trommerne i kælderen, hvor de samlede støv de næste ni år. I stedet var han i en periode selvstændig med salg og udlejning af solarier, plus at han havde andre småjobs.

Tilbage efter ni år
Royal Hunt kørte videre med en ny trommeslager og fortsatte med at udgive plader. Bandets leder André Andersen skiftede også ud i bandet, efterhånden som de originale medlemmer faldt fra. De to musikere holdt dog forbindelsen, og efter flere overtalelsesforsøg lykkedes det André Andersen i efteråret 2004 at få Kenneth Olsen tilbage i bandet. Trommeslageren måtte ned i kælderen og finde sine trommer frem igen:
- Jeg gik i gang med at øve mig og fandt ud af, hvor meget jeg egentlig havde savnet at spille. Det var rart at spille igen og være tilbage i bandet. Det har jeg virkelig ikke fortrudt. I dag er jeg nået frem til, at jeg skal fortsætte med at spille musik altid. En gang musiker – altid musiker. Sådan er det bare, erkender Kenneth Olsen.
I dag er tiden en anden for heavy rock end den var i de gyldne starthalvfemsere. For rockmoden skiftede i løbet af årtiet fra heavy til ”grunge”-stilen, der bedst kendes fra bands som Nirvana og Pearl Jam. Dette modeskift gjorde, at Royal Hunts pladesalg siden faldt mærkbart. Oveni er bandets indtjening ligesom andre musikeres ramt af ulovlig piratkopiering. Ifølge Kenneth Olsen er tommelfingerreglen den, at hver gang bandet sælger en CD, så bliver der downloadet to ulovlige ”gratis” piratkopier.
I dag består bandet af den amerikanske forsanger John West, som bor fast i New York og har en solokarriere ved siden af. Det kræver derfor god planlægning, hver gang bandet tager på turné eller indspiller plader i Danmark. For hver gang skal John West og de to øvrige bandmedlemmer bassisten Per Schelander og guitaristen Marcus Jidell - begge fra Sverige - flyves ind.

Turnélivet
Hvad laver en rockmusiker så på en turné, når han ikke lige står på scenen og spiller?
- Faktisk bruger vi meget tid på at slappe af, når vi ikke spiller koncert. Vi spiser altid sammen lige efter vores koncert, og i vore yngre dage festede vi tit igennem. Der var en Europa-tur, som blev en lang fest, men normalt sidder vi bare på hotelværelset eller i bussen og evaluerer aftenens koncert. Måske laver vi om på showet eller prøver nogle nye idéer af. Det er jo et arbejde, så vi forsøger ligesom alle andre professionelle mennesker hele tiden at forbedre vores produkt, forklarer Kenneth Olsen.
Har Royal Hunt så levet en rock’n roll-livsstil med stoffer osv?
- Vores buschauffører kører jo rundt med mange bands og oplever lidt af hvert. Flere af dem troede faktisk, at vi var et kristent band, netop fordi vi ikke sad og røg hash eller tog stoffer i bussen. Der har aldrig været stoffer i bandet, men vi kan godt lide at få nogle ordentlige sjusser indimellem. For selvfølgelig skal der være plads til at feste lidt, når vi er på tur, siger Kenneth Olsen.

Sjældent i Danmark
Bandet giver sjældent koncerter herhjemme, men i marts i år gav Royal Hunt en enkelt, men velbesøgt koncert i Amager Bio i København for Danmarks relativt lille heavy rockpublikum. I stedet er det i lande som Tyskland, Japan og Rusland, at der er størst interesse og marked for bandets musik. Til sammenligning har Royal Hunts sidste plade ”Paper Blood” fra 2005 ifølge Kenneth Olsen i Danmark solgt 500 eksemplarer, mens den på verdensplan til gengæld har solgt 80.000.
Men hvad er egentlig Royal Hunts planer for den nærmeste fremtid?
- Den 21. november udkommer vores nye live-DVD, der er optaget i Skt. Petersborg. I februar 2007 tager vi på en længere turné rundt i Europa, og næste efterår spiller vi i Mexico og Australien, fortæller Kenneth Olsen.

Arbejder ved siden af
Hvad er egentlig forskellen på hård rock og heavy rock?
- Der er ikke den store forskel, men hård rock er efter min mening mere melodisk og blues-præget. Man hører også mere keyboard end guitarer, forklarer Kenneth Olsen.
Trods berømmelsen og den pæne succes i udlandet kan Kenneth Olsen ikke leve alene af sin musik. Derfor er han nødt til at tage nogle småjobs for at kunne leve:
- Jeg tager sådanne vikarjobs på fabrik osv. Det er ikke muligt for mig at passe et almindeligt arbejde, når jeg ind imellem pludselig skal på turné i en måned og må stoppe midt i det hele. Det tager jeg med. Heldigvis har jeg en kæreste, som selv interesserer sig for rockmusik. Hun har også forståelse for, at jeg tager af sted og kan være længe væk.

Overvejer Bornholm
Kan man forestille sig, at Royal Hunt en dag kom og gav koncert fx i Musikhuzet?
- Vi har faktisk talt om det, men det skulle så ske i forbindelse med en turné. Problemet er, at tre af bandets medlemmer bor i udlandet. Skulle jeg selv spille på øen, er det nok mere realistisk at tage derover med et af mine to fritidsbands, siger Kenneth Olsen.
Han kommer selv stadig en del på Bornholm og har også en mening om det bornholmske musikliv:
- Der er meget talent og mange dygtige musikere på øen. Der er i det hele taget sket rigtig meget for det bornholmske musikliv siden jeg flyttede og Musikhuzet og andre små spillesteder er kommet til. I dag har de unge langt bedre og flere øvefaciliteter, end vi havde, mener Kenneth Olsen
Hvis det kan løfte det bornholmske musikmiljø, bidrager han også gerne med sine erfaringer:
- Lige nu går jeg og overvejer et par idéer, slutter Kenneth Olsen.

-------------------------------------------------------------------

Kenneth Olsen - kort

Født 1967 i Rønne.
Opvokset i København og Rønne.
Kenneths mor Helga var også bornholmer og drev bl.a. en frugt og grøntforretning i Rønne og siden hen en kiosk i Svaneke. Mange ældre bornholmere husker måske morfaderen Ingolf Rasmussen som blev kaldt ”den blinde børstenbinder”.
Kenneth har en morbror og tante, der bor i Rønne.
Skolegang bl.a. på Rønne Privatskole og Rønne Statsskole.
Spillede i midten af firserne i en række bornholmske amatørbands
Trommeslager i heavyrock-bandet ”Royal Hunt” 1989-1996 og igen fra 2004
Blev i 1996 kåret som den 9. bedste trommeslager i verden af det japanske rockpublikum
Royal Hunt blev i øvrigt samme år kåret af japanerne som verdens bedste liveband.
Desuden spiller han også i to fritidsbands, der har Whitesnake og OneTwo-covernumre på sætlisten.
Bor i lejlighed i Gentofte.
Læs mere om Royal Hunt på hjemmesiden: www.royalhunt.com