onsdag den 27. juni 2007

På Bornholm falder sindet til ro

Portrættet af erhvervsmanden Mads Krage, formand for Destination Bornholm blev bragt i Bornholms Tidende den 3. juni 2006.

Af Jarl Cordua

Allerede i drengeårene tabte Destination Bornholms formand, Mads Krage sit hjerte til Christiansø og Bornholm. Siden han i 2004 fratrådte som Netto-direktør, har han og fruen derfor fået langt mere tid til sommerhuset i Melsted. Krage (61) er dog en særdeles aktiv pensionist med bestyrelsesposter i en lang række store danske virksomheder som Tulip og Toms.

En sommer i slutningen af 1950’erne tog en 12-årig fynsk knægt alene på ferie på Christiansø for i et par uger at bo hos en fiskerfamilie. Oplevelsen betød, at Mads Krage indledte en livslang kærlighedsaffære med Christiansø:
- Jeg boede hos Carla og Arne Nielsen - et fiskerægtepar med syv børn, og så blev jeg betaget af fiskermiljøet, det frie liv og naturen derovre. Det blev nogle meget lange sommerferier, hvor jeg tit tog med ud at fiske, husker Mads Krage, som fastholdt forbindelsen til fiskerfamilien. Men de var ikke de eneste, som den unge Mads knyttede livslange bånd til:
- Søren Hansen, som er fyrassistent på Christiansø, og jeg blev venner som helt unge, og det er vi stadig. Så hver sommer tager vi derover og er stadig med ude at fange sild, fortæller Mads Krage.

Sommerhus i Melsted
Det er dog i Melsted, at familien Krage har deres lille sommerhus:
- Vi var længe på udkig, men fandt så et hus vi kunne lide, og som lå tæt på havnen i Melsted. Fra Gudhjem er der jo heller ikke så langt til Christiansø, bemærker Mads Krage.
Mads Krage og hustruen Lise, der er overlærer, har siden sin pensionering hver sommer holdt en måneds ferie på Bornholm:
- Det ligger også altid fast, at vi er på Christiansø den sidste uge af juli, hvor der er sommerbal og karneval, fortæller Mads Krage, som også deltog i øens vinterkarneval i marts måned.
- På Christiansø møder vi jo mange mennesker, fastboende og bornholmere. Vi kommer der, fordi vi føler os godt tilpas og godt behandlet. Men i det hele taget har jeg det sådan, at når jeg kommer til Bornholm, så falder sindet lidt til ro, forklarer Mads Krage.

Større turistsatsning
Siden januar i år har Mads Krage været formand for Destination Bornholm. Dermed er han med til at lægge sporene for udviklingen og markedsføringen for bornholmsk turisme. Det er en opgave, som formanden går op i med liv og sjæl:
- Bornholm byder på enestående naturoplevelser, fred og ro samt en række gode familieaktiviteter. Så kan man få rigtig gode kulinariske oplevelser samt en masse kultur og historie. Nu kan man endda opleve et jordskælv hos NaturBornholm, Det er da fantastisk,fastslår Mads Krage, da jeg spørger ham, hvad Bornholm egentlig har at tilbyde sine gæster.
At sikre fremgang for Bornholms turisme er ikke en let opgave. På landsplan mistede Danmark sidste år 16 pct. af de tyske turister, og det ramte især øens turisme. I januar kritiserede Mads Krage som nytiltrådt formand regeringens turismeudspil, som han ikke fandt ambitiøst nok. Han mener, at bevillingerne til dansk turisme generelt er blevet beskåret.
- Et eller andet sted kræver en turistsatsning også nogle offentlige penge. Når 12,4 pct. af beskæftigelsen på Bornholm er i turismen, så er det en satsning, der for samfundet alt i alt er et fantastisk godt regnestykke, mener Mads Krage.

Tysk konkurrence
Samtidig peger han på, at tyskerne med offentlige støttemidler har investeret massivt i deres egen turistsektor ved østersøkysten, som dermed er i direkte konkurrence med Bornholm om de tyske turister:
- Tyskerne har renoveret hoteller, bygget nye marinaer og opført tilbygninger til hoteller med såkaldte ”wellness-centre” (kur- og helsecentre). Det er alt sammen meget flot og ofte relativt billigt. Eksempelvis er fødevarer billigere i Tyskland på grund af en lavere moms på madvarer. Derfor må vi gøre noget ekstraordinært og lave en målrettet og realistisk kampagne på det tyske marked, så flere af de 80 millioner tyskere vælger Danmark og Bornholm som feriested, mener Mads Krage.
Alligevel advarer Krage imod, at man er for udfarende i forsøg på at råbe landspolitikerne op:
- Det er vigtigt, at det er ét samlet Bornholm, der med én stemme taler til det politiske Danmark. De gode råd, bør helst samles i én indstilling. Det er ikke nok med stor debat på Bornholm om turismens fremtidsmuligheder. Hvis man vil præge landspolitiske beslutninger, så må man vinde debatten på landsplan, fastslår Mads Krage.

Optimist
Vækst i turismen kræver dog også bedre trafikforbindelser:
- Hvis vi vil have vækst i turismen, så må vi også have noget overkapacitet på færgerne. Og det koster jo penge, konstaterer Mads Krage, der optimistisk mener, at tiden arbejder for Bornholm:
- En femtedel af polakkerne har en levestandard på niveau med gennemsnittet for danskerne. Det kommer os til gavn på et eller andet tidspunkt, selvom vi endnu ikke annoncerer særlig meget i Polen, siger Mads Krage
Terrorfrygten kan også få turister til at vælge Bornholm:
- Mange rejsemål ude i verden bliver af nogle opfattet som usikre på grund af terror, og får dem til at foretrække roligere destinationer, vurderer Mads Krage.
Destination Bornholms ny direktør, Kim Hjorth Caspersen tiltræder i midten af juni, og det ser formanden frem til:
- Vi skal fortsætte Destination Bornholm udmærkede udvikling. Især er hjemmesiden blevet rigtig god. Vores nye direktørs brede kulturelle baggrund bl.a. som chef for det danske kulturinstitut i Edinburgh hænger fint sammen med, at kultur - i bred forstand - er noget af det, som skal sælge Bornholm, fremhæver Mads Krage.

En guds gave
Historierne om tempelherrerne på Bornholm bør udnyttes i Bornholms turismes markedsføring - også selvom det rent historiske korrekte i sagen er omdiskuteret. Det mener Mads Krage, der peger på, hvad en roman som ”Da Vinci Mysteriet” har betydet for besøgstallet på Louvre-museet i Paris.
- Filmen ”Tempelriddernes skat” og Erling Haagensens bøger om tempelherrerne og de bornholmske rundkirker er da alt sammen en guds gave rent markedsføringsmæssigt for Bornholm. Dertil kommer Bornholms Middelaldercenter, som er fantastisk sted, hvor der også er aktiviteter for børn og unge. Det handler om, at Bornholms turisme hele tiden fornyer sig, og vi udvikler idéer og skaber nye koncepter for turisterne, påpeger Destination Bornholms formand.

Manufakturhandler
Mads Ole Krage voksede op i Odense, som søn af en far, der var i herreekvipering hele sit liv. Han endte som afdelingschef i en stor forretning i Odense, mens moderen passede hjemmet.
I starten af tresserne fulgte unge Mads i farens fodspor og blev selv faglært manufakturhandler i en forretning på Vesterbrogade lige ved Frihedsstøtten:
- Jeg solgte strikkede sweaters med motiver af angorasommerfugle til amerikanerne. De gik som varmt brød, husker Mads Krage, der siden begyndte i Dansk Shell.
- Der var et forhandlernet på 25 benzinstationer, som jeg skulle passe. Derefter var jeg smøroliesælger i nogle år. Af samme grund blev jeg kaldt for en ”grease-monkey” (fedt-abe), forklarer Mads Krage med et glimt i øjet.
Det blev dog detailgiganten Dansk Supermarked, som blev Mads Krages skæbne: Først blev han chef for en tekstilafdeling i Bilka-varehuset i Hundige, men allerede efter et par blev Krage udnævnt til chef for Bilkas nye varehus i hjembyen Odense.
- Det var en stor chance og mulighed. Jeg var jo kun 30 år, husker Mads Krage.

Netto-eksperimentet
I 1980 mente Dansk Supermarked, at ”eksperimentet” - et nyt lavpris-supermarked - skulle sættes i søen. Mads Krage blev sat i spidsen for projektet, som alle i dag kender som ”Netto”.
- Det var faktisk svært. Det lyder underligt, men vi havde ikke ingen penge. Selvom vi havde en ”rig onkel” (ejeren - den nyligt afdøde Herman Salling) i baghånden, så var man meget tilbageholdende med projektet til en start. Men vi startede ud på Godthåbsvej på Frederiksberg, og så gik det ellers slag i slag, siger Mads Krage.
Det tør siges. I dag er Netto den største succes i dansk dagligvarehandel med 1000 butikker i fem lande - heraf ligger de 370 i Danmark.
Efter 24 år som adm. direktør gav Mads Krage for to år siden stafetten videre til bornholmeren Claus Juel-Jensen - søn af Aakirkebys tidligere borgmester Birthe Juel-Jensen og bror til venstrepolitikeren Peter Juel-Jensen:
- Claus blev for 12 år siden ansat som en af ”de unge løver”, som vores lederaspiranter blev kaldt. Så han er ”egen avl”, bemærker Mads Krage.

Netto på Bornholm
Mads Krage løber på ingen måde fra sin Netto-baggrund. Han er bevidst om, at mange af de tilbud, han har fået siden sin ”pensionering” har sin baggrund i hans særlige erfaringer og ubetingede succes i detailhandlen:
- Når jeg er blevet spurgt, om jeg ville gå ind i bestyrelsen for en række virksomheder, så er det, fordi jeg som Nettos tidligere direktør har indsigt i dagligvarehandel. De har lyst til at se, hvordan tingene ser ud på den anden side af disken. Grunden til, at man spurgte mig, om jeg ville være formand for Destination Bornholm, tror jeg igen er min baggrund som Netto-direktør - dog kombineret med min interesse for Bornholm, vurderer Mads Krage.
Han peger på, at Netto-forretningerne tidligt solgte bornholmske produkter i Netto, fx blåskimmelost fra mejeriet i Klemensker, bornholmske unghaner fra Bornpoultry og fiskekonserves fra konservesfabrikken i Nexø.
- Bornholm i fødevaresammenhæng var en god historie i Nettos brochurer. Da vi begyndte med Netto i Rønne i 1993 gik det heller ikke stille af. Det var en stor succes. Vi tog de samme priser dér, som i resten af landet, og det kunne bornholmerne godt lide, siger Mads Krage med lille smil.

Bæredygtigt
Men handel handler ikke altid om, hvad der til sidst står på bundlinjen, så Mads Krage er også formand for Max Havelaar Fonden. Organisationen forestår handel med kaffe og andre fødevarer fra udviklingslandene, og er samtidig garant for, at produktionen foregår under bæredygtige forhold:
- Det er en god og meningsfuld beskæftigelse at være med til at sikre bønderne en ordentlig betaling for deres arbejde, siger Mads Krage, der kan glæde sig over, at netop Max Havelaar-produkter i første kvartal 2006 har solgt 62 pct. mere end første kvartal sidste år.

Fritiden
Trods stor tilknytning til Bornholm regner Mads Krage ikke med, at han en dag bliver fastboende på øen:
- Det tror jeg ikke. Vi har boet i Greve i mere end 30 år og har en stor berøringsflade på Sjælland. Også vores børn bor her, påpeger Mads Krage.
Sønnen arbejder i koncertbranchen, mens datteren går på handelsskole.
I stedet bliver Mads Krage i sine hjemlige stuer dagligt mindet om Bornholm og Christiansø. Et kig rundt i familien Krages hjem i Greve vidner om stor indsigt og interesse for bornholmsk malerkunst. Væggene er fyldt med smukke malerier, næsten kun med motiver fra Christiansø samt kyststrækningen mellem Gudhjem og Svaneke. Mads Krage skjuler ikke, at netop malerkunst er en meget stor fritidsinteresse:
- Min kone og jeg går gerne på maleriudstillinger og er med i en privat kulturel forening. Også når jeg læser bøger, er det gerne om kunst. Men ellers holder jeg af at fiske, spille golf og badminton, slutter Mads Krage.
Selvom Mads Krage har fået mere fritid, så er han stadig en travl herre. Samme aften som dette interview foregik, rejste Mads Krage - sammen med resten af bestyrelsen for ”LD Investeringfond” - en uge til Kina for at se på virksomheder.
Christiansø og Kina - Mads Krage spænder vidt.