onsdag den 27. juni 2007

Sportsstjernernes bornholmske advokat

Artikel om Martin Dahl Pedersen blev bragt i Bornholms Tidende 6. maj 2006

Af Jarl Cordua

Bornholmske Martin Dahl Pedersen er advokat i København. På kundelisten står sportsstjerner som fodboldspilleren Martin Jørgensen og svømmeren Mette Jacobsen.



Advokat Martin Dahl Pedersen er partner i advokatformaet Kromann Reumert

Rønne-drengen Martin Dahl Pedersen (37) er partner i landets næststørste advokatfirma Kromann Reumert i København. Han fører sager for en række af landets sportsstjerner, men er også blandt Danmarks førende eksperter i den del af juraen, der beskæftiger sig med rettigheder til værdier, der ikke umiddelbart kan måles og vejes – den såkaldte ”immaterielle” ret:

- Jeg rådgiver og fører retssager for mine klienter for at afklare, hvem der har ophavsrettigheder til bøger, film, musik, sider på Internettet samt radio og TV, forklarer Martin Dahl Pedersen.

Sportsjournalist
Egentlig ville Martin have været sportsjournalist. I gymnasiet var han ansat på Bornholms Tidende som referent og dækkede fodbold- og håndboldkampe. Jobbet havde han fået
af Tidendes sportsredaktør Carl-Johan Pickel, som i sin tid underviste Martin i maskinskrivning på Østre Skole:
- Jeg var også dengang meget optaget af idræt og indså, at jeg nok ikke blev sportsstjerne, men så var sportsjournalistikken jo det mest nærliggende alternativ, siger Martin.
Gennem studietiden i København fortsatte han i øvrigt sin tjans med at referere fra bornholmske holds sportskampe ”ovrefra”.

VU-formand
Martin voksede op i Rønne som søn af to selvstændigt erhvervsdrivende forældre: Hans mor Lone Schmidt Pedersen havde gennem en årrække Sjøstrøm’s Salon i Rønne og faderen Ib Dahl Pedersen var indehaver af Øens Revision. Begge er i dag gået på pension.
I gymnasiet i Rønne blev han optaget af politik og var i et par år formand for Rønneafdelingen af Venstres Ungdom. I hans gymnasieklasse gik også de senere venstrepolitikere Søren Pind og Jesper Schou Hansen.
- Jeg er og var meget optaget af det politik, men mistede interessen for det organisatoriske arbejde, siger Martin.
Det var også i gymnasiet, at han mødte sin senere kone Kirsten, der også er fra Rønne. Hun arbejder som klinisk diætist i Hjerteforeningen. Parret bor i Gentofte og er forældre til en pige på otte og to drenge på seks og tre år.

Advokaterne i TV
Det var tv-serien ”Advokaterne”, der fik Martin sporet ind på juraen:
- Jeg var utroligt fascineret af retssagsdramaerne i serien og optaget af spillet mellem advokaterne, når de argumenterede i retten. Det var langt fra virkeligheden, men det vidste jeg jo ikke dengang, bemærker Martin.
Efter sin sproglige studentereksamen i 1988 valgte Martin at læse jura på Københavns Universitet frem for at prøve lykken indenfor sportsjournalistikken;
- Dengang kunne man kun læse journalistik i Århus, og det var for langt væk for mig - også mentalt. Men alt i alt var nok lidt tilfældigt, at jeg endte med læse jura, siger Martin
På universitet mødte Martin advokater fra det advokatfirma, der i dag hedder Kromann Reumert:
- De var både flinke og dygtige, og kom fra et advokatkontor, der havde et godt ry i branchen, så jeg søgte ind som fuldmægtig da blev jurist i 1993, husker Martin.
Ved et tilfælde blev han placeret i afdelingen af advokater, der arbejder med ophavsret m.v.:
- Det fangede imidlertid hurtigt min interesse kombineret med, at jeg havde en fantastisk chef, der virkelig ansporede mig til at fortsætte inden for dette område, siger Martin.

Læste i New York
Efter tre år som advokatfuldmægtig blev Martin i 1996 udnævnt til advokat. På dette tidspunkt havde både han og hans kone Kirsten fået lyst til at læse igen, så de tog til New York for at studere i et år, og ved hjælp af en række fonde blev opholdet finansieret. På New York University læste Kirsten ernæringsvidenskab, mens Martin tog den juridiske grad LL.M, hvor han specialiserede sig i amerikansk lovgivning for ophavsret og medier:
- Ligesom inden for alt mulig andet starter udviklingen indenfor mit felt også i USA. I 1996 var der ikke mange juridiske regler i Danmark omkring Internettet og underholdningsindustrien, men siden er udviklingen også nået hertil. En virksomhed som Parken Sport og Entertainment A/S, der lever af kontraktfodbold og fjernsynsrettigheder er jo langt større i dag end for 10 år siden, siger Martin.
Hjemme i Danmark blev der netop derfor stor brug for folk med viden om dette:
- I New York lærte jeg den amerikanske lovgivning på området at kende, og fem år efter indførte man nogenlunde den samme lovgivning herhjemme, og så kunne jeg som firmaets ekspert på området rådgive om det, forklarer Martin.
Derhjemme gik han derfor straks i gang med at skrive en bog om ophavsret, som udkom i 1998.

Boede i kunsterkvarter
Opholdet i USA var ikke kun nyttigt med hensyn til nyttig faglig viden. Martin var også meget begejstret for undervisningsformen på New York University:
- Det var fantastisk udfordrende og anderledes end, hvad jeg havde været vant til. Den baserede sig på, at de studerende stillede spørgsmålstegn ved alt. Det var virkelig en øjenåbner for mig, selvom det også var frustrerende ind imellem ikke at kunne få et konkret svar, husker Martin.
Parret boede i en lille kollegielejlighed i kunstnerkvarteret Greenwich Village, hvor der altid skete noget:
- New York er en smeltedigel af mennesker og kulturer fra hele verden. Kvarteret er kendt for de mange musiksteder, hvor pladeselskabernes talentspejdere spotter de nye bands, fortæller Martin.
-I det hele taget er New York en sjov og fascinerende by. Det er ikke mange steder i verden, hvor man blive klippet kl. ét om natten. I det hele taget var der meget gang i den, og min kone og jeg snakker mindst en gang om ugen om sjove situationer fra vores ophold derovre, siger Martin.
Parret sluttede deres ophold af med en længere rejse til det vestlige USA, hvor de lejede en bil og kørte rundt i stater som Californien, Utah, Nevada og Washington.

Partner i firmaet
Hjemme i Danmark indtrådte Martin igen som advokat hos Kromann Reumert. I dag holder firmaet til i en stor tre-etagers glasbygning i Københavns gamle kalkbrænderihavn med god udsigt til Øresund. Her arbejder 400 mennesker, hvoraf de 200 er jurister. Advokatfirmaet er ejet af 56 partnere, som alle er advokater. I 2002 blev Martin optaget som partner og er dermed medejer af firmaet:
- Det koster ikke noget at blive partner. Til gengæld kan man ikke tage penge med ud, når man en dag stopper. Som partner får man samme løn, men del i overskuddet efter et anciennitetsprincip. Det er egentlig lidt halvsocialistisk,siger Martin med et smil:
Ikke desto mindre mener han, at arrangementet er ganske fornuftigt og i sidste ende mest effektivt:
- For hvis alle er optaget af, at få et så stort overskud som muligt, så sidder de enkelte partnere ikke og holder på de interessante sager. Med denne ordning sender de sagerne videre til dem, der virkelig er eksperter på området, så klinterne får den bedst mulige service, mener Martin.
Advokatkontoret fører som oftest sager for virksomheder, og typisk ikke for privatpersoner.

Kendte klienter
Martin fik i 2001 møderet for landsretten, men det er kun en lille del af hans tid, der foregår i retssalene:
- Det meste af tiden går med at holde møder og lave aftaler på vegne af min klienter. Det er faktisk et meget varieret job, siger Martin.
Blandt hans klienter er også Danske Dagblades Forening, som er avisernes brancheforening. For et par år siden førte Martin en principiel og omtalt sag om, hvorvidt man måtte linke fra private hjemmesider til avisernes artikler på Internettet, og han vandt sagen:
- Man må ikke lave links fra sin hjemmeside til artikler på avisernes hjemmesider, medmindre man spørger om lov først, siger Martin, der også sidder i Kulturministerens udvalg, der reviderer ophavsretsloven.
De professionelle fodboldspillernes brancheforening: ”Spillerforeningen” nyder også godt af Martins ekspertise:
- For nogle år siden bragte Se og Hør en såkaldt idolplakat med fodboldspilleren Martin Jørgensen. Problemet var, at bladet ikke havde spurgt om lov til det. Sagen førte jeg på vegne af Spillerforeningen, fortæller Martin.
Det endte med, at Se og Hør tabte sagen og måtte punge ud med 50.000 kr. til Martin Jørgensen.
For nylig er Martin også blevet hyret af Danske Elitesportsudøveres Forening for at være advokat for svømmeren Mette Jacobsen. Sagen drejer sig om, at hun i 2004 tog et stof som medicin mod astma under et svømmestævne i Frankrig. Mette Jacobsen havde fået en tilladelse fra det internationale svømmeforbund til at tage medicinen, men det var ikke nok til at overbevise det lokale franske antidopingagentur, der udstedte en karantæne i Frankrig til hende.. Der er tale om en principiel sag for sportsudøvere med astma, og Martin skal derfor nu forsøge at overbevise det internationale svømmeforbunds dopingpanel om, at Mette Jacobsen ikke tog stoffet, fordi det er præstationsfremmende, som man anklager hende for, men fordi hun er astmatiker.

DM-bronze
Selv har Martin siden drengeårene dyrket sport:
- Jeg har både dyrket redskabsgymnastik, atletik og spillet fodbold i Viking, og i København har jeg dyrket atletik i klubben Sparta, siger Martin, der engang i starten af halvfemserne vandt en bronzemedalje på 800 meter-distancen ved de danske indendørsmesterskaber. Siden er ambitionerne blevet droslet ned:
- De fleste morgner kl. seks har jeg en aftale med kammerat, hvor vi løber mellem 6-9 kilometer. Det bliver til godt 40 km om ugen, siger Martin, der blankt indrømmer, at det er hustruen Kirsten, der sørger for alt det praktiske med at få børnene op om morgenen.
Martins arbejdsdag er lang. Han møder klokken otte og er hjemme ved halvsyvtiden om aftenen:
- Efter ungerne er lagt i seng plejer jeg at arbejde et par timer til, så det bliver nok til 60 timer i alt om ugen. Men jeg føler det ikke selv som lange arbejdstider. I mit arbejdsliv beskæftiger jeg mig med de ting, som interesserer mig i fritiden, nemlig med sport, kultur og underholdning. Det er specielle områder med nogle sjove sager, så jeg er meget privilegeret, siger Martin.

Fremtiden
Martin er sikker på, at familiens fremtid er i København, hvor de fleste venner er, men Bornholm trækker stadig:
- Vi kommer der til alle højtider og et par uger om sommeren. Og vores børn er ret ofte på øen for at besøge deres bedsteforældre. Men både min kone og jeg har så meget familie på Bornholm, at vi helt sikkert ind i mellem vil komme forbi, slutter Martin Dahl Pedersen.