Født til at være Irma-pige

Bornholmskfødte Ghita Christiansen er indkøber i Irma

Af Jarl Cordua

Bragt i Bornholms Tidende den 30. januar 2010.


















”Er du egentlig klar over, hvilken magt, du har?”

Sådan sagde en veninde engang til bornholmskfødte Ghita Christiansen, der på 18. år er varechef i den kendte – og i deres kundekreds – meget elskede supermarkedskæde Irma. Ghita er ansvarlig for alle varer i Irma, der drejer sig om mejeri og dybfrost.

- Det er et job, der indebærer en næse for, hvad der bør være i en god Irma-forretning. Jobbet går blandt andet ud på at finde på nye produkter, som kunderne vil have. Fx Jersie promille yoghurt, siger Ghita og peger på et karton ved siden af Deres udsendte.
Vi sidder på hendes lille hyggelige kontor i Irmas hovedkvarter i Rødovre. Hele kontoret er fyldt med emballage for mejeriprodukter.

- Det er en yoghurt, der smager sindssygt godt og indeholde masser af antioxidanter! Så har vi en aftale med Thise mejeri, der kan levere forskellige mælkeprodukter med Irma emballage, forklarer varechefen energisk.
Hun peger på, at ”Irma ikke er en hvilken som helst almindelig supermarkedskæde”. Man kan fx ikke få discountvarer.

- Vi har også basisvarer som mælk og rugbrød, men ikke som i gamle dage (for 15-20 år siden red.), hvor vi var for specielle. For så handler folk kun hos os i weekenden - og det kan vi ikke overleve på. Man skal kunne handle sine dagligvarer hos os uden den store pengepung, så mht. basisvarer er vi ligeså prismæssigt billige som supermarkeder, vurderer Ghita.

Irma markedsfører sig i stedet på et helt andet felt, som deres kunder efterspørger:
- Økologiske varer udgør 6 procent af vores varer, men af selve omsætningen udgør økologi hele 21 procent.

Kæresten i Irma
Hvordan har hun fået sådan et ansvarsfuldt job?

- Det er nok en kombination af at man har været der på det rette tid og sted, at nogle har prikket til én for at man har gjort opmærksom på sig selv, og det man kan, siger Ghita, der blev ansat i Irma ved et rent tilfælde.

- I 1978 tog jeg realeksamen, og på det tidspunkt mødte jeg min kæreste og senere mand. Dengang arbejdede han i Irma.
I første omgang var et job i dagligvarehandlen ikke noget for den unge pige.

- Jeg ville på handelsskole og havde en ambition om at få et kontorjob. Dengang var det at gå på handelsskole en mesterlære, hvor man gik på skole to gange om ugen og så arbejdede resten af ugen i en virksomhed. På den måde tjente man også penge under uddannelsen. Det endte også med, at jeg søgte ind som butikselev hos Irma og det har jeg aldrig fortrudt. Det var en god grunduddannelse og så fik man også løn i sin elevtid, husker Ghita, der undervejs, som 18-årig også fik sin datter.


Truede med at gå

Efter at have stået 9 år i butik mente Ghita, at tiden var inde til at prøve noget nyt. Hun ville gerne arbejde på Irmas hovedkontor.

- Jeg ringede til en efteruddannelseskonsulent på hovedkontoret og truede lidt med at forlade Irma, men det endte så med, at de ”havde noget i indkøb”. Og så blev jeg indkøbsassistent i området for ”brød og kager”, husker Ghita.
Dermed indledte hun en karriere som indkøber i Irma, der indtil videre har varet i 25 år.

Fra krise til fremgang

- Dengang var mit job at købe konfekture og kaffe/te ind til butikkerne, men ejeren FDB (Brugsforeningerne i dag COOP Danmark) rykkede så rundt på det hele, fortæller Ghita.
Indtil slutningen af firserne ejede Irma selv en del produktionsvirksomheder som et kafferisteri, mejeri, vintapperi, sodavandsfabrik mv. Disse virksomheder blev dog siden solgt fra, da man skulle rekonstruere den dengang stærkt tabsgivende Irma-kæde. Det skete ved frasalg af flere butikker og i 1993 forsøgte COOP at sælge Irma, hvilket mislykkedes blandt andet på grund af protester fra både medarbejdere og kunder.

- Vi stod i en stor krise, hvor vi blev skåret ned til 57 butikker. Medarbejderne blev opfordret til at søge job andet sted, men samtidigt bakkede kunderne os også op, så vi var mange, der blev. Irma-pigen trængte dengang til at blive støvet af. Efterhånden så gik det stille og roligt fremad igen, husker Ghita.
Først fra midten af halvfemserne vender Irma store underskud til overskud. Men især fra 1999 har Irma under den nuværende meget succesfulde administrerende direktør Alfred Josefsen på alle måder haft betydelig fremgang, hvor man igen har åbnet nye forretninger og haft ganske pæne overskud. Det er ikke mindst sket i kraft af en strategisk satsning på økologiske fødevarer samt kvalitetsfødevarer til en relativ lav pris.

Miljøskadet
I den afdeling Ghita arbejder i dag, er der 13 medarbejdere med ansvar for Irmas indkøb og sortiment. Selv sidder varechefen det meste af en dag foran en computerskærm, mens hun taler i telefon med Irmas leverandører.

- Det er jo sælgerne, der har noget de vil sælge. De ringer op, og som indkøber lytter jeg til, hvad sælgerne har at tilbyde. Jeg tager derfor sjældent selv kontakt til leverandører, siger hun.
Men Ghita skal også selv finde på nye varer:

- Jobbet går også ud på, at du selv får nye idéer til en varer. Men du skal også have kollegerne med på idéen, før den bliver til noget. Og så må man bare håbe, at kunderne bagefter kommer farende og flår varerne ned fra hylderne, siger Ghita og griner.

- Men det er det sjove ved at være indkøber, at man er med til at bestemme, hvad folk spiser til aftensmad!
Varechefen indrømmer blankt, at hun er lidt ”miljøskadet”:

- Når vi tager på ferie i udlandet, så skal jeg altid i supermarkeder. Og nogle gange finder jeg noget, som lige passer til Irma.
For at kunne finde den rigtige vare, kræver det dog både en kombination af held - og naturligvis erfaring. Og så skal også man vide, hvad man vil have på hylderne, påpeger Ghita:

- Det jeg laver står jeg 100 procent inde for. Og selvfølgelig smager vi selv på varerne. De er naturligvis også alle undersøgt på et laboratorium, før de ender som varer i Irma.

Irma på Bornholm

Mange bornholmere husker stadig, da Irma havde forretninger på Bornholm. På et tidspunkt lå der seks forretninger, men den sidste, der lå ved St. Torv i Rønne, lukkede i 1988 - netop i den periode, hvor Irma var i store vanskeligheder.

- Dengang var mange der, der beklagede, at vi lukkede. Der er stadig mange bornholmere, der griber fat i mig og spørger, hvornår der igen kommer en Irma på Bornholm. Og ellers skal folk fortælle mig, hvad de købte, sidst de var i København og handlede i Irma.
Ifølge Ghita Christiansen er det ikke umuligt, at Irma prøver igen.

- De sidste fire år har vi åbnet nye 3-5 butikker pr. år. Det har dog været en satsning primært i større jyske byer som Århus og Aalborg. Engang var vi meget store på sjælland. Da Irma i 1978 toppede med 135 butikker, lå vi fx også på Lolland-Falster. I nyere tid er Irma-butikker for det meste skudt op i Storkøbenhavn, siger Ghita.

Svaneke Is

Er Irma så blevet et storbyfænomen?

- Det kan man sige. Folk i storbyer efterspørger flere nyheder, og vi lever af at være først med nye varer. Mælk er mælk sagde man engang, men nu findes der muligheder for at dele mælken op i ko-racer, så derfor er det store hit nu mælk fra jersey-køer. Et produkt som yoghurt kan fås med en ny smag. Eller også kommer der nye produkter som økologiske supper. De fandtes ikke i dagligvarehandlen, før vi begyndte at føre dem.
Der er imidlertid også andre vigtige kriterier der skal være i orden, før et produkt bliver en ”Irmavare”:

- Det handler også om at få hele historien bag produktet og se på hvilke råvarer, der anvendes, hvor de kommer fra osv. Det var eksempelvis det jeg faldt for mht. Svaneke Is, hvor de bruger honning, som sødemiddel samt bær og andre råvarer fra øen. Og når et produkt har sådan en interessant baggrundshistorie, ja så har man pludselig en helt ny vare til netop de kunder, der sætter pris på den slags. Og så er vi de dygtige sælgere, forklarer varechefen.

Mormor taler ”forkert”

Ghita voksede op på en landejendom i Poulsker med både køer og grise, men flyttede siden med forældrene til Sjælland. Hun har dog stadig familie på Bornholm blandt andet en søster og svoger, der bor i Rønne.

- Jeg kommer altid til øen mindst én gang om året. Og så tager vi gerne datteren, svigersønnen og barnebarnet, en pige på tre år, med.
Ghita har heller ikke glemt sit modersmål og taler derfor altid bornholmsk med sin søster. Det gjorde hun også med sin mor, der boede i Rønne.

- Når jeg taler med min søster taler vi udelukkende bornholmsk, så en gang overhørte mit barnebarn Isabella vores samtale og udbrød: ”Mormor, du taler jo helt forkert”. Min datter har også været efter mig, fordi jeg ikke lige fik lært hende at tale bornholmsk.

Særlig ”Irmaånd”

Ghita er på det rene med, at Irma for hende er mere end en almindelig arbejdsplads

- ”Du er bare en Irma-pige”, plejer min datter at sige. Og det er rigtigt. Der ER en særlig Irma-ånd.Fx ansætter vi gerne kollegaer der er oppe i årene. Arbejder man i Irma, ser man nok sådan på det, at man arbejder for noget, der er større end sig selv.

Ghita har i øvrigt aldrig fortrudt sine 33 år i Irma. Undervejs har varechefen uddannet sig til merkonom, men hun brænder stadig for at være indkøber og være med til at skabe virksomhedens helt særlige profil i butikshandlen. Hun ser det som sit livsværk, og bornholmeren regner derfor med at blive i foretagendet, indtil hun rammer pensionsalderen.

”Hvad skulle jeg ellers lave? Jeg er født til at være en Irma-pige ” slutter Ghita Christiansen


Kort om Ghita Christiansen
Født 1961 i Poulsker, gift og mor til en voksen datter.
Født og delvist opvokset på Bornholm
Realeksamen 1978
Herefter handelsskoleuddannelse og siden butikselev i Irma.
Har i alt arbejdet i 33 år i Irma. I de første ni år stod Ghita i butik og de sidste 22 år har hun været en af flere varechefer i Irma. I de seneste år har hun haft ansvaret for Irmas mejeri- og frostvarer.

Kort om Irma A/S
Dansk supermarkedskæde grundlagt 1886 og siden 1982 ejet af Coop (tidl. FDB)
Irma har 84 butikker primært i hovedstadsområdet og større byer på Sjælland med over 1000 heltidsmedarbejdere.
Hovedkvarter ligger i Rødovre
Virksomheden havde i 2008 en omsætning på 2250 millioner kr. samt et resultat (dvs. overskud) på 70 millioner kr.
Kilde: Irma.dk

Pressefotograf fra Blemmelyng blev Hillerøds eventkonge

Bornholmeren Carsten Larsen (50) er direktør for FrederiksborgCentret

Artiklen blev bragt i Bornholms Tidende den 13. juni 2009

Af Jarl Cordua


















Pressefotograf, fotohandler i Rønne, chef for Bornholms første TV-station, direktør i Forum i København, isfabrikant, ejer af en københavnsk pornokanal og meget andet. Carsten Larsen har ry som iværksætter og med en meget alsidig erhvervskarriere. De seneste sidste ni år har han som administrerende direktør stået for at udvikle FrederikborgCenteret i Hillerød til at være områdets kultur-mekka. For nylig rundede bornholmeren det halve århundrede, og i den anledning besøgte Bornholms Tidende hans kontor og fik et interview med fødselaren.

FrederiksborgCentret er omdrejningspunkt for Hillerød-borgernes fritidsaktiviteter:
- Vi har alle mulige sportsgrene her, som bruger centerets faciliteter. Her er et fittness-center, et område for fysioterapi, en hal for kampsport, fitnessordning for handicappede, en badmintonhal, tre håndboldhaller, en svømmehal med 50 meter bane, bueskydningsbaner og en fodboldklub med tre baner plus en grusbane til vintertræning. Endelig har vi seks indendørs tennisbaner og 11 udendørs. Og det er mit job at få det hele til at fungere som en enhed, så jeg er nok sådan en ”Hal-finn”, siger Carsten Larsen med et glimt i øjet.
Det er dog en underdrivelse, for ansvaret omfatter betydeligt mere ud over at drive centerets mange idrætshaller. For Frederiksborgcenteret er også arrangør messer, udstillinger og events og dertil kommer udlejning af lokaler til kurser, konferencer, privatfester og i tilknytning hertil driver man også en catering- og restaurationsvirksomhed. Kapaciteten gør, at centeret faktisk er i stand til at stå for firmafester med op til 2000 deltagere.

Omsætter for 55 mill. kr.
Alt i alt er Frederiksborgcenteret derfor en ret omfangsrig og blandet virksomhed med en årlig omsætning på ca. 55 mill kr. og 35 faste medarbejdere. I virkeligheden er der op mod 160 løstansatte til afhængig af behovet blandt andet at hjælpe med catering- og restaurationsdriften.
- Eksempelvis har vi haft 1500 fra virksomheden Coloplast til firmafest med tre-retters menu, og det kræver, at man hyrer en del løstansatte tjenere til at løse opgaven, forklarer Carsten Larsen.
FrederiksborgCenteret er en selvejende Fond med tre repræsentanter fra erhvervslivet, Hillerøds borgmester, en kommunalpolitiker yderligere og en repræsentant fra sportsforeningerne i bestyrelsen. For en del år tilbage valgte man at holde ansvaret for driften af centeret adskilt fra brugerne dvs. sportsklubberne og i stedet placeret det i en selvejende fond. Centeret ejer dog dele af bygningerne, og opgaven går derfor for Carsten Larsen og hans medarbejdere ud på at drive halanlægget som en forretning:
- Det sker også med henblik på i sidste ende at give den bedste service til brugerne, forklarer direktøren.














Koncertarrangør
Direktøren selv er også sportsinteresseret, men fik dog oprindeligt jobbet især på grund af sin erhvervserfaring fra Forum i København med at afvikle koncertarrangementer mv.
- Dengang ville Hillerød forsøge sig med en mere offensiv strategi, sådan at byen blev synlig i offentligheden og ”kom på landkortet”. Sådan lidt på samme måde, som det i sin tid lykkedes for Aalborg med Ernst Trillingsgaard (legendarisk direktør for Aalborg Kongres og Kultur-center red.). Han er klart et forbillede, siger Carsten Larsen.
FrederiksborgCenteret satser derfor også på at tiltrække opmærksomhed med kulturelle events og arrangerer derfor koncerter med internationale store navne. Det stiller også krav til direktøren:
- Man skal være opmærksom på nye navne inden for musikbranchen, og også selv prøve at få nye idéer, som publikum kunne være interesseret i at se. Vi tænker derfor hele tiden over, hvem det nu kunne være sjov at få til Danmark for at give koncert, siger Carsten Larsen.
Og han har også ramt plet:
- Vi var faktisk de første, som fik Paul Potts til Danmark. Der handler også om at være tidligt ude, og så trække på vores netværk dvs. koncertbureauerne her i Danmark. Samtidigt er det også vigtigt at have et godt navn hos udbyderne og her er jeg hjulpet af, at have været i branchen i 13 år, siger direktøren.

Billetsælger
Den store udfordring med koncerter er naturligvis at få solgt billetterne. Men det er ikke altid lige let:
- Det handler først og fremmest om at ramme lige det, som folk gerne vil høre, og det er jo altid et sats og ind imellem rammer man ved siden af. For eksempel blev koncerten med Paul Potts udsolgt allerede efter to dage. Da vi annoncerede, at Runrig (et skotsk folk-rock band red.) skulle spille, endte vi med at få en kæmpe venteliste på folk, der ville ind og høre dem. Men til koncerten med Chris De Burgh (irsk sanger kendt for hittet ”Lady in Red”), ja så blev der ikke solgt så mange billetter.
Men ifølge direktøren er der råd for sådanne udfordringer:
- I den slags situationer forsøger vi i stedet at trække lidt på vores lokale netværk. En idé kunne eksempelvis gå ud på at foreslå bankerne et arrangement for deres kunder, som kan invitere deres venner med til koncerten. Det giver banken en positiv kontakt til nye potentielle kunder dvs. koncerten bliver reelt markedsføring for banken. Det handler i bund og grund om at tænke lidt kreativt.
Der er dog også andre hensyn at tage:
- For os som koncertarrangører, så handler det om at fylde salen næsten for enhver pris. For vi sælger også øl og vand, og derfor er det meget vigtigt, at der opstår en positiv stemning under koncerten. Min erfaring siger mig, at uanset hvor godt bandet spiller, hvis salen er halvtom, ja så er stemningen skidt – ligesom salget af øl og vand.
Direktøren har dog et kort i ærmet, så han undgår en halvtom sal:
- Ja for vi kan bare tilpasse salens størrelse, så virker den altid fyldt. På den måde sikrer vi, at uanset om, vi har koncerter med sangerinden Beth Hart med 700 eller Kim Larsen med 3500 gæster, så er der hver gang den helt nødvendige rigtig gode stemning, forklarer Carsten Larsen.

Pressefotograf
Carsten Larsen voksede op på gården ”Jørgensminde” på Blemmelyng, hvor familien drev en minkfarm. Han gik på Aakirkeby skole og tog realeksamen, og siden blev det også til en højere handelseksamen fra Bornholms Erhvervsskole i Rønne.
Som dreng var Carsten Larsen meget aktiv spejder i KFUM i Vestermarie, men lagde senere især sin tid i Rønne Skytteklub, hvor han både blev underviser, ungdomsleder og formand.
Han fik imidlertid et fotografiapparat i konfirmationsgave, som reelt lagde grunden til hans erhvervskarriere indenfor medievirksomhed:
- Allerede mens jeg gik i skole fik jeg et freelancejob med at køre rundt til øens kirker om lørdagen for at fotografere brudepar til ”Bornholmeren”, som jeg solgte billederne, der så blev bragt om mandagen. Allerede som 15-årig fik jeg via Thor Kristoffersen, der var fotograf på ”Bornholmeren”, et godt job på avisen som fotograf, hvor jeg fulgte med ham som ”føl” og det lærte jeg utrolig meget af, husker Carsten Larsen.
Imens teenageren færdiggjorde sit sidste år på handelsskolen havde han reelt en fuldtidsstilling som fotograf ved siden af.
- Jeg arbejdede både i weekenderne og havde aftenvagter med at tage billeder af alt muligt. Forskellige events og arrangementer, sportskampe, generalforsamlingen i husmoderforeninger, brande og færdselsuheld og snevejr. Jeg var også med, da fiskerne i 1979 blokerede Københavns Havns med deres fartøjer, fortæller Carsten Larsen.

Leder af TV-Bornholm
I 1983 startede A-pressen det daværende TV-Bornholm op og selvom fotografen kun var 24 år, så mente Bornholmernes daværende redaktør Niels Lindén og især noget overraskende ham selv, at Carsten Larsen skulle lede den ny TV-station.
- Det var en stor udfordring, og faktisk blev vi den første æterbårne lokalstation i Danmark. Derfor var vi pionerer på området, sådan at A-pressens andre TV-stationer i resten af landet kom til øen for at blive uddannet hos os. Det var hårdt, men også kanonsjovt, spændende og utrolig lærerigt, siger Carsten Larsen.
- Vi havde en meget simpel tilgang til mediet. Der var faktisk kun seks mand ansat, men alligevel kunne vi lave tre timers direkte tv. Normalt ville man være mange flere teknikere, men faktisk udviklede vi en form, hvor jeg på én gang klarede både at håndtere kamera, lyd og produktion.
Det endte dog med, at Larsen efter kun to måneder blev headhuntet til et vikariat hos A-pressens station i Aalborg og han flyttede fra øen. Siden fulgte flere lederjobs i TV-branchen, hvor han udviklede TV-programmer og uddannede folk.

Forretning med TV-Bingo
Carsten Larsen var blandt andet med til at udvikle en forretning inden for TV-Bingo:
- På TV-Bornholm havde vi allerede fundet på konceptet. Faktisk var der tale om en verdenspremiere. Bingo var et koncept, der i USA var blevet udviklet til radioen. Men vi fandt altså på at lave TV-Bingo med solgte plader, og hvor overskuddet gik til sportsforeningerne på øen.
Men alligevel blev det ifølge Carsten Larsen også til en indtægtsgivende virksomhed for TV-stationen i en tid, hvor den risikerede at få inddraget sin TV-sendetilladelse, hvis der blev vist reklamer.
- Som pionerer prøvede vi selvfølgelig også lovgivningens grænser af med hensyn til at vise reklamer i TV. Hvis nu der var en sponsoreret præmie fra en isenkræmmer fx en røremaskine af et bestemt mærke. Så var aftalen, at vi skulle have 300 kr. for at vise røremaskine et vist antal gange i TV.
I København fik Larsen betydelig succes med TV-Bingo igennem det selskab han danner sammen med Niels Lindén og den bornholmske erhvervsmand Tonny Jensen.
TV-Bingo blev med stor succes lanceret på Kanal 2 med Peter Belli og June samt Keld og Hilda Heick som nummeroplæsere og studieværter.
- Det blev en kæmpeforretning. I 1988 omsatte vi for 1½ million kr. hver søndag eftermiddag. Det meste gik til sporten, men vi havde også en god forretning, som producenter af showet. Men så lavede DR ”Superchancen”, som fik al opmærksomheden, og så var det forbi.
Senere forsøgte Carsten Larsen sig som idémand til et sommerland i Roskilde:
- Det skulle være et Brændesgaardshaven for små børn, men det blev ingen succes og lukkede.

Forsøgte som fotohandler
Iværksættertrangen og driftigheden viste sig dog også på andre måder, for mens Carsten Larsen stadig var på Bornholm, startede han sammen med en ven også en fotoforretning op i Apotekergården ved St. Torv i Rønne.
- Jeg har jo altid været iværksætter, men her viste det sig umuligt at få folk ind i Apotekergården. Så efter to år lukkede vi, dog uden at have sat det store til. Jeg lærte faktisk meget af det – og navnlig en del om markedsføringsloven, siger han og smiler:
- Vi skulle jo være anderledes end de andre forretninger, og tilbød derfor kunderne gratis fotolommer, hvis de fik fremkaldt film hos os, som dengang var hovedforretningen. Men det koncept viste sig at være i modstrid med loven, men i stedet solgte vi så fotolommerne for fem øre stykket. Men så dukkede konkurrenten op og købte dem alle – uden at vi kunne gøre noget ved det, og så var vi lige vidt.

Drev pornokanal
I stedet havde Larsen mere succes med underholdning for voksne, da han blev ejer og direktør for det senere så berømte eller berygtede Kanal København, som i begyndelsen af 1990’erne begyndte at sende pornofilm ved midnatstide til københavnerne.
- I sin tid var det absolut banebrydende at sende porno på en lokal TVstation, men i dag kan alle se det på internettet. Jeg kom dog lidt tilfældigt til at overtage stationen og fik overtalt en stab af folk til at knokle for det i en periode til små penge. Pornofilm er jo legalt og folk ville se det. Selv kan jeg ikke se noget forargeligt i det, især da det jo også blev sendt så sent. Det var også et produkt, som folk lagde mærke til i en grad, så vi rimeligt hurtigt kom på københavnskortet! Det var ellers meget sjov, fordi ingen så det. Eller snarere mange ville ikke indrømme, at de faktisk så det.
- Talte man med virksomheder, som vi ville have til at annoncere på kanalen, så havde de måske ”tilfældigt kommet forbi” og set den, men i det næste øjeblik kunne de så spørge om, hvorfor vi genudsendte vores film (!) Man mødte megen dobbeltmoral. Eksempelvis ville Shell ikke annoncere på vores kanal, fordi det var porno. Ved en lejlighed kom jeg også til at understrege overfor en sælger, at han havde min ”fulde forståelse”, da jeg sarkastisk bemærkede, at Shell på deres egne tankstationer tilsyneladende ingen problemer havde med selv at sælge porno på video og i blade.
Til trods for det, så fik Carsten Larsen dog en forretning ud af kanalen, som han siden solgte.














Mødte verdensstjerner
Siden fik bornholmeren et job som chef i Forum, som i midten af 1990’erne blev bygget om.
- Vi i Forum stod for faciliteterne og så kom andre og lejede sig ind med udstillinger, koncerter, messer osv.
Jobbet gav anledning til møder med mange spændende og kendte verdensstjerner inden for musik og underholdningsbranchen:
- Der var mange gode oplevelser. Janet Jackson (Superstjernen Michael Jacksons lillesøster red.) var helt nede på jorden. Operastjernen Barbara Hendrics kørte jeg engang til flyvebådene. Tryllekunstneren David Copperfield lavede altid sjov og var utrolig omgængelig. Jeg har da prøvet at sidde med Hank Marvin og de andre fra The Shadows og drøftet aftenen over en øl, men jeg respekterer selvfølgelig også, at andre foretrækker at holde sig for sig selv, husker Carsten Larsen.
Han hilste fx aldrig på den canadiske sangerinde Celine Dion, der ellers også gav koncert i Forum:
- Celine Dion var umådelig besværlig og stillede alle mulige krav. Blandt andet skulle vi bygge et omklædningsrum til hende, hvor der skulle installeres en helt speciel brusekabine. Hun ankom til Forum direkte fra lufthavnen i limousine blot én time, før at hun skulle på scenen. Ligeså snart den var slut, så tog hun af sted igen. Der var ikke noget hotel i byen, der var godt nok til hende. Så hende fik jeg aldrig hilst på og man trænger sig jo ikke på, siger Carsten Larsen med et grin.
- Det endte dog med, at jeg blev fyret i Forum. Det kom ikke som den stor overraskelse, for kemien mellem mig og chefen var ikke den allerbedste.

Isfabrikant
På et tidspunkt for nogle år siden fandt Carsten Larsen og hans daværende kone på at købe en isfabrik.
- Jeg har altid været lidt af en igangsætter, der har lavet ting ved siden af, bare sådan lidt for at få tiden til at gå, fortæller bornholmeren.
- Nogle venner havde set en annonce i Berlingske med en lille isfabrik i Karslunde, der var til salg og spurgt om det ikke var noget for os. Så sammen med en sleeping partner (passiv medinvestor), så overtog vi det. Og jeg har det sådan, at jeg skal drive sådan en virksomhed, så skal jeg også selv kunne lave is. Så vi gik i gang, og jeg tog 14 dages ferie for at lære at lave is, husker Carsten Larsen.
Isfabrikken , som i dag hedder ”Gio” laver is efter italienske opskrifter.
- Det første år omsatte virksomheden for 1 mill.kr, men i 2006 kom vi op på en omsætning op på 8 mill.kr. Siden arbejdede min daværende kone Birgit på fuldtid som direktør og jeg var så den” medhjælpende hustru”. Så selvom at jeg selv havde travlt, så fandt jeg også tid til at lave is ved siden af.
I dag er han dog ude af virksomheden, mens hans tidligere kone med stor succes alene driver virksomheden videre.

Storvildtjæger i Afrika
I dag bor direktøren med sin nuværende kone Birgit, som arbejder med regnskab, i et hus i Fredensborg.
Carsten Larsen har fortsat stor tilknytning til sin fødeø igennem sin nærmeste familie. Moren bor i Rønne ligesom både en søster og broren Jørn-Ole, der for øvrigt er pressefotograf på Bornholms Tidende, bor på øen.
Carsten Larsen ser fortsat enkelte gode venner fra sin ungdom, som også bor på Bornholm.
- Jeg kommer jo gerne, når lillebror inviterer på jagt i Nylars, siger Carsten Larsen med et stort smil.
Han kan godt lide at kombinere naturoplevelser med at gå på jagt. Han har blandt andet været på storvildtssafari i Sydafrika i Krüger Nationalparken, hvor han har nedlagt ”kudoer” (en antilope-art red.)
- Men min kone har da givet mig lov at hænge et par gevirer op hjemme i stuen, slutter en leende Carsten Larsen.


Kort om Carsten Larsen
Født 1959 og opvokset på en minkfarm på Blemmelyng
Siden 2001 Direktør for FrederiksborgCenteret
Realeksamen fra Aakirkeby Skole
Højere Handelseksamen (HH) fra Bornholms Erhvervsskole
Oprindelig uddannet fotograf på Bornholmeren
Fotograf på Bornholmeren og Bornholms Tidende
1983 Stationsleder på TV-Bornholm.
Produktionschef på A-pressens kanaler over hele Danmark
Senere forskellige lederjobs i TV-branchen
1996-1999 Chef for Forum i København
Gift med Birgit, som arbejder med regnskab.
Far til to sønner fra et tidligere ægteskab sønner
Bor i Fredensborg
Læs mere på www.frederiksborgcentret.dk

Drabschefen fra Poulsker

Portrættet af Henning Schou Kofoed blev bragt i Bornholms Tidende lørdag den 16. maj 2009.



Af Jarl Cordua

Henning Schou Kofoed opklarer mordsager.











Det har ikke skortet på drama i politikommissær Henning Schou Kofoeds arbejdsliv. I mere end et kvart århundrede har han arbejdet i Københavns Politis drabssektions afdeling for personfarlig kriminalitet og har i øvrigt ofte optrådt i TV, som talsperson for politiet, når dramatiske begivenheder som drab og drabsforsøg har fundet sted.
Bornholms Tidende fik en samtale med Schou Kofoed, der som efternavnet antyder, naturligvis er bornholmsk. Mødet finder sted på hans kontor på Københavns stemningsfulde Politigård.
Politikommissæren er en venlig mand med et lidt underspillet lune, og han fortæller ganske veloplagt Deres udsendte om sin lange karriere i etatens tjeneste.
Henning Schou Kofoed blev født 1948 på et husmandssted i Poulsker:
- Min far var arbejdsmand. Han havde blandt andet arbejdet ved Slusegård under de arkæologiske udgravninger, der fandt sted der. Far købte så siden Jarlsgård i Vestre Sømark, som han fik renoveret. Efter kun ét år på stedet blev far syg og døde, og mor solgte stedet til FDF-spejderne. På det tidspunkt var jeg kun 10 år. Min mor købte så et hus i Pedersker, hvor min mormor også flyttede ind.

Søfartsskole
Henning Schou Kofoed gik ud af 8. klasse:
- Folkeskolen gav mig ikke noget som helst, husker han, der i stedet havde planer om at stå til søs.
I 1963 kom den da 15-årige Henning på tre måneder på Statens Søfartsskole i Sønderborg, hvor han kom til at gå sammen med 125 jævnaldrende drenge:
- Det var en hård skoletid, og den var ikke for tøsedrenge. Min senere rekruttid i Søværnet var en ren søndagsskole i sammenligning, siger Schou Kofoed, som fik meget andet med hjem end kundskaber i alment sømandskab. Eleverne lærte også om sammenhold og samarbejde, som han forklarer med en anekdote fra skoletiden i den sønderjyske havneby:
- Nogle kammerater var på byens torv kommet op og slås med nogle lærlingedrenge. Så vi var 100 mand, der pjækkede fra skolen, for at tæve dem. Men ved mønstringen måtte skolelederen naturligvis straffe os for udeblivelsen, så vi blev beordret tre skridt frem og fik inddraget en weekends frihed.
Men dermed var sagen ikke afgjort:
- Nej for de resterende 25, der var blevet hjemme, blev også beordret frem. Og de blev nu idømt en hårdere disciplinærstraf, som lød på inddragelse af tre friweekender. For de havde ikke udvist tilstrækkeligt sammenhold og kammeratskab, mente skolelederen. Det så vi jo som en både retfærdig og meget pædagogisk afgørelse, siger Schou Kofoed og smiler bredt.

Sømand og styrmand
Den unge sømand påmønstrede siden det bornholmske fragtskib ”M/S Salthammer”, hvor han i ni måneder herefter sejlede som dæksdreng. Skibet var ejet af skibsmæglerfirmaet Deleuran og sejlede blandt andet med træplanker fra et sted oppe i den botniske bugt og rundt i Nordeuropa. Undervejs var skibet ved at synke i den engelske kanal og måtte sættes på grund ved Dover.
- Efter den oplevelse blev jeg lidt bange for at sejle og afmønstrede i Sverige. I stedet ville jeg i lære som skibstømrer, men kunne ikke finde nogen læreplads på Bornholm. Så jeg tog i stedet med den gamle bornholmerbåd ”Jens Kofoed” i 3 måneder. Og siden blev det ”Lisbeth Munk”, hvor jeg et år som jungmand sejlede med sten, kalk og skærver, husker Schou Kofoed.
I de efterfølgende års tid sejlede Schou Kofoed som letmatros på forskellige fragtskibe rundt om i Nordeuropa, men også til Spanien, Irland og Portugal.

På skipperskole i Rønne
I 1966 blev Schou Kofoed imidlertid elev på Rønne Skipperskole for i det næste års tid at tage sætteskipper-eksamen, og det blev ”en rigtig god tid”:
- Formentlig var Skipperskolen den bedste skole, som jeg har gået på. Vi havde også en glimrende lærer i skolens forstander Alf Rønne. Han lærte mig matematik og astronomisk navigation. Faktisk fik jeg også pæne karakterer, og det kunne jeg takke ham for, mener politimanden.
Schou Kofoed havde dog allerede inden Skipperskolen besluttet sig for, at han ville søge ind ved politiet, men brugte derfor skoletiden til at forbedre sine kvalifikationer med henblik på at øge chancerne for optagelse hos politiet.
Det blev dog alligevel til en kort karriere som navigatør. For efter eksamen i sommeren 1967 fik Schou Kofoed et job som styrmand på ”M/S Carl Fridolf af Svaneke” og sejlede de næste 10 måneder med stykgods på blandt andet Færøerne, Vestnorge, Sverige, England og Frankrig.
Men så var tiden inde til, at den unge bornholmer skulle aftjene værnepligt, og Schou Kofoed begyndte så som rekrut ved Søværnets Eksercerskole Auderød i Nordsjælland. Herefter blev han taget til Søværnets Militærpoliti og uddannet på Holmen i København.
- Myndighederne sikkerhedsgodkendte mig, så jeg fik et godt job som fast vagt i Forsvarsministeriet. Der var jeg kun hver tredje dag, så det var jo en rigtig loppetjans, husker han.
Arbejdet gik ud på at tømme papirkurvene og makulere indholdet.
- Efter at folk var gået hjem, gik vi så rundt og kontrollerede om fuldmægtigenes skriveborde var tomme, og om papirerne var låst inde i pengeskabe med alarmen slået til, fortæller Schou Kofoed, som blev hjemsendt i 1969. Samme år gik han til optagelsesprøve og begyndte som politielev på politiskolen på Artillerivej på Amager, og efter tre måneder blev han stationeret på den daværende politistation på Rosenvængets Allé nær Trianglen på Østerbro.


















I drabsafdelingen
Efter et par år søgte Schou Kofoed så ind til kriminalpolitiet på Politigården, hvor han i 1973 blev sagsbehandler.
- Det var et job, hvor man fik alle slags sager. Det var både tyveri, bedrageri, vold - ja alt muligt.
I 1977 kom bornholmeren, som i mellemtiden var blevet kriminalbetjent, til drabsafdelingen ved København Politi.
- Faktisk var det lidt tilfældigt, at jeg kom til ”Kriminalpolitiets afdeling A”, som arbejder med sager som drab, drabsforsøg, grov vold, sædelighedsforbrydelser, brandstiftelse. Men det var sagsområder, som interesserede mig, og jeg fandt simpelthen ud af, at det var der, hvor jeg hørte til, husker han.
Der var dog også en særlig og helt afgørende grund til, at Schou Kofoed kom til denne særlige afdeling:
- Vi havde en markant chef, Volmer Pedersen, som håndplukkede sine folk, hvis de var dygtige. Og han rekrutterede altså også mig til at være holdleder. Det blev mit job at lede og fordele arbejdsopgaverne, når vi efterforskede en bestemt sag, og i det hele taget sørge for at efterforskningen foregik effektivt.
Volmer Pedersen, som stadig lever, er en myte i Københavns Politi som drabschef i 1970’erne og 1980’erne, fornemmer man på Schou Kofoed:
- Han krævede meget af sine folk, og under hans ledelse blev intet blev overladt til tilfældighederne, når vi efterforskede sager. Havde vi fundet en gerningsmand, så var vi aldrig selv i tvivl om, at det var den rigtige person.
Forinden havde Schou Kofoed og hans kolleger ofte arbejdet i døgndrift før de fik et gennembrud i sagen:
- Dengang var reglen, at selv om vi først gik hjem kl. tre om natten, så mødte vi altid igen kl. otte på Politigården. Til gengæld når en sag, så var slut, så rev chefen en halv fredag ud af kalenderen, hvor vi mødtes ved middagstid til rødvin og god mad. Og så drak vi os fulde! I dag er det anderledes med faste regler om arbejdstid og afspadsering, som skal overholdes, forklarer Schou Kofoed.
Når et drab sker, så rykker hele efterforskningen op mod 20-30 mand ud for at indsamle information.
- Det kan der gå to-tre dage med, og kolleger godt kan nå at blive lidt udbrændte, så forhåbentlig har vi fundet gerningsmanden inden. Det er omvendt tilfredsstillende, når arbejdet dvs. opklaringen lykkes og alt går op i en højere enhed, selv om udfordringerne har været store undervejs. Når tingene lykkes, så er det jo sjovt at gå på arbejde, siger politimanden.

Den første sag
Der gik faktisk 14 dage før, at Schou Kofoed fik sin første sag:
- Der var intet at lave, og en lørdag i oktober 1977 drøftede jeg med min kone – for jeg var i mellemtiden også blevet gift - om jeg måske skulle søge væk. Men om søndagen, så skete der pludselig noget. En mand var død ude på Kigkurren på Islands Brygge i forbindelse med et overfald, hvor rockere havde overfaldet andre rockere. Det var min opgave at få identificeret manden og underrettet familien. Det glemmer jeg aldrig.
Schou Kofoed traf afdødes mor i morgenkåbe og identificerede sig som værende fra kriminalpolitiet:
- Men så blev jeg mødt med den spidse bemærkning: ”Det kan jeg fanme godt se, hvad vil I? Jeg sagde: har du en søn, der hedder det og det? Hun svarede, så: ”Hvad rager det dig?” Og sådan fortsatte det.
Moderen fik dog endelig at vide, at hendes søn rent faktisk var død:
- Så skreg hun pludselig vildt og højt, formentlig fordi hun var i chok over denne oplysning og løb så ind i lejligheden.
Da skete der imidlertid det, at kvindens samlever helt misforstod situationen:
- Han kom derfor pludselig farende, angreb mig, hvor efter vi trillede rundt i møblerne og glas bliver knust, men med kollegernes hjælp fik vi styr på det hele. Det viste sig så, at datteren i huset pludselig fortalte, at hun faktisk vidste, hvad der var foregået. Der var blandt andet også blevet skudt i forbindelse med drabet, og vi fik ret hurtigt opklaret sagen. Jo selvfølgelig husker man sin første drabssag, siger Schou Kofoed og smiler.

Dobbeltdrabet på Femøren
Schou Kofoed har igennem sin lange karriere deltaget i opklaringer af flere opsigtsvækkende drabssager. Blandt andet drabene på to drenge på kun 16 og 20 år, som fandt sted på Femøren på Amager i 1984. Sagen, som endte med, at den dengang 36-årige jugoslavisk-makedonske taxichauffør Naum Conevski blev idømt livstidsstraf, som han afsoner på 25. år.
- Det har nok været den mest interessante og spændende sag i hele min karriere. Mordene fandt sted den 20. maj kl. 03.14, men vi fik anholdt gerningsmanden i slutningen af juli måned.
De to drenge blev likvideret ved nakkeskud, mens en tredje 16-årig dreng mirakuløst overlevede drabsforsøget, blandt andet fordi han havde en stor jakke på. Han er i dag forståeligt nok fortsat ganske mærket af den forfærdelige oplevelse.
I begyndelsen af sagen var der dog kun et enkelt, men afgørende spor i sagen:
- Vi havde kun et enkelt fingeraftryk på en lommekniv, som linkede Conevski til sagen. Kniven tilhørte en af drengene, og den fandt en politihund i nærheden af gerningsstedet. Derfor vidste vi ret tidligt, at Conevski var drabsmanden. Siden fandt vi også ud af, at det våben, der var blevet brugt, formentlig var blevet stjålet hos en tandlæge i Vedbæk. Han havde haft en sjælden Colt-revolver til salg og kunne fortælle, at Conevski forinden havde beset våbnet, dog uden at købe det. Få uger efter forsvandt våbnet i forbindelse med et indbrud, forklarer Schou Kofoed.
Derefter foretog politiet en ransagning hos Conevski, hvor man fandt en såkaldt ”dags dato-kvittering”, som jugoslaven afviste at kende noget til. Efter en efterlysning i Københavns Radio henvendte en politimand sig med oplysning om, at han havde en lignende kvittering for leje af et skur ude i Sydhavnen.
- Med Conevskis nøgler gik vi i gang med hængelåsene, og pludselig gik en af dem op. I skuret fandt vi mordvåbnet. Ikke desto mindre benægtede jugoslaven gennem hele sagsforløbet ethvert kendskab til sagen.
Motivet til drabene står ikke helt klart, men Schou Kofoed mener, at Conevski myrdede drengene som en slags hævn. Han havde formodentlig udviklet et had til danskere, fordi jugoslaven tidligere var blevet anklaget og dømt i en voldtægtssag, som han i øvrigt – med bistand fra Ekstra Bladet – senere blev frikendt for ved Den Særlige Klageret.
Under afsoningen i fængslet er Conevski blevet erklæret sindssyg og nu på en særlig sikret anstalt. Politiet anser stadig dobbeltmorderen for at være livsfarlig, hvis han en dag blev sluppet fri.
- Han har truet alle på livet, der har haft med sagen at gøre, herunder også mig. Men det tager jeg nu helt roligt, siger Schou Kofoed.
En anden opsigtsvækkende drabssag viste sig nærmest at være verdensomspændende i sit omfang, før den blev opklaret:
- En mand blev i 1984 myrdet i sin lejlighed et sted i Hellerup. Det viste sig, at han var homoseksuel, men ingen vil rigtig fortælle os noget. Efter fem år fortalte den senere gerningsmands fraskilte kone, at offeret havde sølvtøj for 135.000 kr., som er blevet væk. Det førte til, at vi måtte helt til Punjab i Indien og fik siden anholdt den senere dømte gerningsmand – en inder - i Vancouver på den canadiske vestkyst.
- Vi fandt sølvtøjet med fingeraftryk i et garderobeskab på Nørreport station. Vi havde også gerningsmandens fingeraftryk på bagsiden af en anmodning om opholdstilladelse, som var sendt til Udlændingestyrelsen.
- Det var en meget spændende sag. Vi vidste, hvilken landsby gerningsmanden kom fra, men det var først efter hjælp fra det indiske politi, som ransagede hans families huse, og fandt nogle postkort, at vi blev klar over, at han opholdt sig i Canada. Jeg tror faktisk, at vi imponerede det indiske politi, siger Schou Kofoed.

Barske oplevelser
Der har været mange drabssager gennem årene. I gennemsnit har drabsafdelingen 10-12 sager om året. Det er dog ikke sådan, at han går og ”gemmer” på sagerne i fritiden:
- Jeg har det sådan, når jeg kører hjem, så evner jeg at lægge sagerne fra mig. Så der kommer nok ingen bøger fra mig om sager, jeg ikke kan slippe, siger Schou Kofoed ironisk.
Politikommissæren har imidlertid også oplevet ganske barske ting i sin karriere herunder forbrydelser mod børn, og hvor det er foregået på en måde, som formodentlig ligger langt fra mange almindelige menneskers fatteevne. Engang fandt han eksempelvis nogle børnelig under noget vasketøj. De var blevet skoldet ihjel af deres psykisk syge mor. Hvordan kommer man mentalt videre efter den slags forfærdelige oplevelser?
- Jeg reagerer sædvanligvis ved at gå en ekstra lang tur med hunden, for ligesom at få tingene på plads.
I en anden grim sag var børnelig blevet skændet på ret så bestialsk vis.
- Min kone fortalte mig senere, at jeg efter den oplevelse gik direkte ud i haven og begyndte at plukke blommer ude i haven, selvom at regnen øsede ned.
De fleste sager handler dog om ”drab i samlivsforhold”:
- Der er da sager, hvor det hurtigt står klart, at gerningsmanden eksempelvis har slået sin kone eller mand ihjel. De tager ikke lang tid at efterforske, konstaterer Schou Kofoed.
Der er mange sager, hvor politiet savner den afgørende oplysning for at komme videre, og Schou Kofoed nævner det uopklarede mord på Stine Geisler under pinsekarnevalet i 1990, hvor en 18-årig gymnasiepige blev fundet kvalt i en kælder i det indre København. Det var dog ikke en sag, som han selv efterforskede:
- Jeg er dog ret sikker på, at vi et eller andet sted i vores efterforskningsmateriale, har navnet på den person, som begik mordet.
Politikommissæren nævner en anden ældre spektakulær drabssag, hvor man faktisk nu mange år efter endelig håber på et endeligt gennembrud i efterforskningen.
- Vi afventer netop nu nogle interessante oplysninger, som måske får os videre i sagen. Det håber vi, siger Schou Kofoed stille med et lille smil.















Besøg af krimiforfattere
Schou Kofoeds politi-karriere blev faktisk ikke – som nogen måske skulle tro - født af en drengedrøm. Der er heller ikke noget nær familie i politiet, der har ansporet ham til at søge derind. Som dreng læste han heller ikke specielt mange kriminallitteratur eller detektivromaner, selvom at Politikommissæren - sådan til husbehov - læser krimi’er i dag. Det sker blandt andet fordi han har fået bøgerne tilsendt af kriminalforfattere, der har interviewet ham, som led i deres research. Politikommissæren får også besøg af filmfolk, som arbejder med gamle kriminalsager, og han finder det sjovt med alle disse besøg.
- Det er jo populært stof, siger Schou Kofoed tørt, men remser et par forfatternavne op, så som den kendte Sara Blædel, men også det yngre makkerpar Dorph & Pasternak, som har specialiseret sig i at skrive krimier, der foregår i 1970’erne. Andre forfattere kigger også forbi blandt dem også Hanne-Vibeke Holst:
- Hun var her, fordi hun skulle bruge nogle oplysninger til hendes bog ”Dronningeofret” (”som forfatteren for nylig fik den fine boghandlerpris ”De Gyldne Laurbær” for red.)

Sektionsleder
Siden 1995 har Henning Schou Kofoed været sektionsleder i Drabsafdelingen.
- Det vil i praksis sige, at Vicepolitiinspektør Ove Dahl – som er øverste leder af afdelingen – og jeg har til opgave at bistå holdlederne. Som chefer påser vi også, om efterforskningen går i den rigtige retning.
Schou Kofoed har ofte også optrådt som politiets talsperson overfor medierne:
- Det er en står opgave at håndtere presse i drabssager, og pressen bliver hele tiden mere aggressiv. Der er altid direkte fjernsyn, og kun fem minutter til deadline hele tiden. Det er jo ikke kun aviserne, men radio, TV og senest internet-redaktioner, der ringer.
Da Brian Sandberg (københavnsk rocker, som blev kendt som den bedragerianklagede Stein Baggers bodyguard) blev forsøgt likvideret på en cafe i København, var det eksempelvis Schou Kofoed, der talte med pressen og endte med at kommentere sagen i TV.
- På den måde tog jeg lidt af presset fra de kolleger, som jo var optaget af at efterforske sagen. Der stod mere end 10 kameraer uden for politiafspærringen, og det siger lidt om den opmærksomhed, der er for den slags sager. Vi har i øvrigt den regel i politiet, at der kun er én mand, der udtaler sig om en sag. I det hele taget fortæller vi faktisk meget om, hvad vi ved og stiller altid op til interview, når pressen ringer til os.

Politiets anklager
Schou Kofoed har igennem årene også i perioder arbejdet i andre dele af politiet. Desuden har han undervist på politiets lederkurser.
I mange år vikarierede han som anklager i ”dommervagten”, som er den retssal, hvor politiet sædvanligvis fremstiller anholdte i et såkaldt grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling ud over 24 timer.
- Dengang var det nemlig ikke nødvendigt at være jurist for at bestride dette hverv i Københavns dommervagt. Men det har man nu siden ændret på, siger Schou Kofoed.
I gamle dage dvs. 2007 havde Schou Kofoed rang af kriminalkommissær, men det hedder man ikke mere:
- Nej vores forrige rigspolitichef (Den siden fyrede Torsten Hesselbjerg) havde den holdning, at ordet ”kriminal” skabte barrierer til de andre dele af politiet, så det lavede han om. Rent personligt så synes jeg, at det var noget pjat, siger Schou Kofoed.
Men hvad skal der mon ske i fremtiden, når han om et par år skal pensioneres?
- Jeg overvejer forskellige ting. Det skal såmænd nok gå, siger han optimistisk.
Schou Kofoed blev for nogle år siden enkemand. Igennem livet har han haft en række interesser blandt andet som aktiv lystfisker. Han er medlem af hele to lystfiskerforeninger og endda formand for en af Politiets Lystfiskerklubber.
Og så er der politikommissærens hund, ”Mirco”, en flatcoated retriever, som politimanden har trænet med i en civil hundeførerforening, hvor han i øvrigt tidligere har været formand.
Schou Kofoed er gennem årene kommet fast på Bornholm navnlig for at besøge sin mor, men hun døde lige før jul. Han har stadig en søster i Rønne, men ellers er der ikke noget, der knytter ham til øen. Bortset fra hans bornholmske accent, for den kan han ikke løbe fra.


Kort om Henning Schou Kofoed

Politikommissær (tidligere ”Kriminalkommissær”) i Kriminalpolitiets drabsafdeling ved Københavns Politi
Født 1948 i Poulsker som søn af en arbejdsmand og hans hustru.
Sejlede som ung mand i handelsflåden som sømand og styrmand
Sætteskippereksamen fra Rønne Skipperskole 1967
Søværnets Militærpoliti 1969
Ansat i Københavns Politi siden 1970
Med enkelte afbrydelser i Kriminalpolitiet siden 1973
Aktiv lystfisker og hundeejer
Bor i eget hus i Nordsjælland i nærheden af Øresund.

Bondedrengen fra Bodilsker blev social reformator

Bornholmeren og kordegnen H.C. Kofoeds idéer præger fortsat moderne socialpolitik.

Af Jarl Cordua

Artiklen om H.C.Kofoed og Kofoeds Skole blev bragt i Bornholms Tidende den 7. marts 2009.

Kofoeds Skole i København er en privat social institution, som har hjulpet tusindvis af mennesker i mere end fire generationer. Engang var det blot et lille værksted på Christianshavn, men i dag har skolen, der nu ligger på Amagerbro, 4000 elever i hovedstaden og tre filialer i store jyske byer. Initiativtageren til skolen, der i 2008 fejrede 80 års jubilæum for sin stiftelse, var bornholmeren og kordegnen Hans Christian Kofoed (1898-1952).

”Jeg gik forbi Dæmonernes Port
ud for Kofoeds Skole
Der stod en flok og drak sig ihjel
Hvis du tør, så kom med mig”

Sådan lyder en strofe fra Gasolin’s kendte sang ”Langebro”. Selvom det var i begyndelsen af 1970’erne, Kim Larsen mfl. skrev disse linjer, så præger billedet stadig mange danskeres opfattelse af Kofoeds Skole:
- Ja, det er rigtigt, men det holder nu ikke i dag, forklarer skolens forstander gennem 30 år Jens Aage Bjørkøe.
- Dengang boede både skolen og folkene bag Gasolin’ ude på Christianshavn. Kofoeds skole havde dog udviklet sig til at være noget helt andet, end det Kofoed stod for, siger Jens Aage Bjørkøe.
- Vi havde vel på det tidspunkt omkring 700 voldstilfælde på skolen om året. Der var mange alkoholiserede folk herude, flere havde polititilhold og ambulancerne måtte tit køre hertil for at hente folk, der var kommet til skade, forklarer forstanderen.
Blandt årsagerne til den uheldige udvikling var ifølge Bjørkøe, at personalet på skolen helt have afskaffet stifterens socialpolitiske idéer:
- Skolen var præget af den tids lige lovligt dogmatisk venstreorienterede tænkning, hvor socialarbejderne på skolen havde droppet Kofods socialpolitiske idéer om at hjælpe eleverne videre i tilværelsen. Da jeg tiltrådte som rektor, genopfandt vi simpelthen Kofoeds idéer, husker Bjørkøe.

Hjælp til selvhjælp
Men hvad gik H.C. Kofoeds idéer så ud på?
- Han mente kort sagt, at der skulle være en sammenhæng mellem at man skal yde, før end at man kunne nyde. Her på skolen får man derfor ikke almisser, men i stedet hjælp til selvhjælp. Det er ikke bare samfundets skyld, at man er havnet i en svær social situation. Man skal derfor selv yde noget for at rejse sig igen. Skolen giver den enkelte elev nogle værktøjer til at hjælpe sig selv, forklarer Bjørkøe.
Forstanderen understreger, at Kofoeds Skole ikke er et egentligt herberg eller et suppekøkken, men en skole. Og de mennesker, der kommer på Kofoeds skole, er hverken brugere eller klienter, men elever.
- Det er Kofoeds grundlæggende - og efter min mening geniale - idé, at mennesker kommer her for at lære et eller andet, som de kan bruge i deres tilværelse. De er ikke stakler, men mennesker med ressourcer. Pointen er, at det sociale arbejde faktisk mest foregår i sindet hos andre mennesker, mere end det går ud på at udfylde egentlige fysiske behov, forklarer Bjørkøe
Kofoeds skole definerer sig selv som ”en skole for livet”.
- Når vi hjælper mennesket, så er det hele mennesket: ”hoved, hånd og hjerte”. Det er ikke blot noget med, ”at man bare skal i gang igen”. Vi skal drage omsorg både for forstanden, følelserne og kroppen. Socialarbejde er ikke gjort med, at maven er fyldt op, mener Bjørke.
Han peger på, at hele landet har nydt godt af Kofoeds idéer, der ifølge forstanderen har præget de sidste tyve års socialpolitiske tænkning. Et eksempel er 1990’ernes socialreformer:
- Med disse reformer gik man netop væk fra passiv forsørgelse til i stedet at satse på aktivering og kompetenceudvikling af de mennesker, der af den ene eller den anden grund stod uden arbejde. Det var den tidligere radikale socialminister Aase Olesen, som stod i spidsen for at omsætte disse idéer til praktisk socialpolitik. Hun var i øvrigt formand for Kofoeds skole i 17 år frem til 2008, siger forstanderen.
Hvor mange elever har skolen?
- Elevernes antal kan opgøres på flere måder. Omkring 4000 personnumre er tilknyttet skolen, men ca. 2000 går på Kofoeds ”Universitet”.
90 procent af Kofoeds skoles indtægter kommer desuden fra de offentlige kasser:
- Skolen får tilskud både fra Københavns kommune, men står også på finansloven. Vi er stort set den eneste blandt de sociale institutioner i Danmark med dette privilegium, påpeger Bjørkøe.

Idéernes genfødsel
Forstander Jens Aage Bjørkøe kendte ikke til Kofoeds idéer, før han selv kom til Kofoeds skole i 1979:
- Min egen baggrund er, at jeg var præst på Vesterbro og aktivt deltog i bydelens sociale arbejde. I 1974 var jeg bl.a. med til at stifte værestedet Maria-Tjenesten, som blandt andet yder social hjælp og støtte til hårdt udsatte misbrugere på gadeplan. Og så kom jeg til Kofoeds Skole.
Som før nævnt var der et stort behov for Kofoeds idéer, som dog tilsyneladende var opgivet og glemt af den tids medarbejdere på skolen. Men Bjørkøe begyndte nu at studere ham:
- Da jeg læste hans bøger mv. fik jeg en aha-oplevelse. For her stod det jo alt sammen, og jeg var forbavset over, hvordan nogen dog kunne lade hans idéer gå i glemmebogen.
Det var dog ikke alle, der delte den nye forstanders begejstring:
- For mig var det sund fornuft, og derfor satte jeg alt ind på at ”genopfinde Kofoed og hans idéer” men blandt de socialarbejdere, der på det tidspunkt dominerede stedet, var det reaktionært tankegods. Deres mål var grundlæggende samfundsændringer, men efter min mening så skiftede de dermed fokus væk fra stedets centrale opgave, som er at hjælpe mennesker i krise, husker Bjørkøe, som blev mødt med hård modstand af dele af medarbejderstaben.
- Det tog ganske mange år – også med ubehagelige interne slagsmål på skolen - at få vendt udviklingen, men efterhånden vi fik rettet op på arven efter Kofoed. I dag er det på hans idégrundlag, vi arbejder ud fra, fastslår Bjørkøe.
Skolens image har dog skiftet meget gennem tiderne. Hvis man siger ordene ”Kofoeds skole”, så får man i reglen to reaktioner hos danskerne:
- Når talen falder på skolen blandt yngre danskere, kommer en del til at tænke på fulde grønlændere og som et opbevaringssted for svære alkoholikere dvs. den stemning, som man får i Gasolins gamle sang. Den tid har vi lagt bag os. Men I den ældre generation husker man Kofoeds idéer om, at den enkelte ”skal gøre noget selv, så hjælper vi til”. Tidligere dvs. før 1970 var skolens elever faktisk fortrinsvis bønderkarle, arbejdsløse og familiefædre, forklarer Bjørkøe.

Hvem var Kofoed?
Hvem var så denne Kofoed? Kofoed var en mand med livserfaring og havde selv oplevet at være en følsom og ustabil ung mand i årene omkring 1. verdenskrigs afslutning. Han var landmandssøn fra Bodilsker, som oprindeligt var udset til selv at få en karriere inden for landbruget. Men han sprang pludselig som kun 16-årig fra som landvæsenselev. Siden kom han til København for at studere.
- Kofoed så sin livsopgave som at tjene Gud og mennesker. Hans plan var derfor oprindeligt at blive præst, men så løb han ind i personlige kriser og nederlag, og da Kofoed var ca. 20 år fik han et nervesammenbrud. Siden opgav han at læse teologi og flakkede omkring som arbejdsløs i København. Han kendte derfor selv til den ydmygende oplevelse at skulle tigge om mad for eksempel ved at stemme dørklokker for en madpakke, fortæller Jens Aage Bjørkøe.
Det kom dog til en omvæltning i Kofoeds liv, da han i begyndelsen af 1920’erne blev lærer på en højskole, hvor han lærte metode og pædagogik.
Siden hen i 1928 startede han skolen, som vi i dag kender som Kofoeds skole.
Skolen blev hans liv og Kofoed blev i sin samtid en meget kendt skikkelse i offentligheden for sine socialpolitiske idéer. Han døde i øvrigt midt i sin gerning:
Kofoed rejste land og rige rundt for at skaffe penge til sin skole. På vej til et af sine utallige foredrag kørte han i bil imod et vejtræ ved Ringsted på vej til Storebæltsfærgen. Han døde et par dage senere af sine kvæstelser. .
- Kofoed omkom formentlig, fordi han faldt i søvn bag rattet. Men det er et gæt, for vi ved det ikke, siger Bjørkøe.
Der kom i øvrigt 2000 mennesker, da han blev begravet på Sundby Kirkegaard på Amager.


Hans Christian Kofoed (1898-1952)
Født på Brandtsgaard i Bodilsker.
Kofoed var landvæsenselev i Nordsjælland i 1914 og stod angiveligt til at skulle overtage en gård, nær fødegården, som hans ældste bror i øvrigt drev. Men af ikke helt oplyste årsager, så kom det ikke til at gå sådan.
Kofoed kom i stedet til at lave en omflakkende tilværelse i sine ungdomsår, hvor han blandt andet forsøgte sig som studerende i København. Det måtte han dog opgive på grund af et nervesammenbrud, formentlig fordi han i sin ungdom led af dårlige nerver.
Mere held i tilværelsen fik Kofoed, da han blev en afholdt leder af KFUMs soldatermission på Flakfortet i Øresund i vinteren1916-17.
I 1921-25 var han lærer på Hopstrup Højskole i Sønderjylland. Opholdet der, gav ham i høj grad inspiration til det sociale arbejde, han påbegyndte, da han startede en skole for mennesker, der havde behov for en hjælpende hånd i livet.
Kofod blev senere ansat som kordegn ved Christianskirken på Christianshavn
Han døde 54 år gammel ved en trafikulykke, da han kørte mod et vejtræ nær Ringsted.
Kofoed og hans kone Astrid ligger begge begravet på Sundby Kirkegaard på Amager.
Tager man den agtelse i betragtning, som stadig står om Hans Christian Kofoeds person, hans uegennyttige pionerarbejde for andre menneskers tilværelse samt de sociale visioner og inspirerende idéer som endda stadig regnes for moderne, så kan man roligt tælle ham med blandt Bornholms – ja måske endda Danmarks - største sønner.


Kofoed Skole
Skolen er stiftet 1928 med det formål at hjælpe arbejdsledige og socialt udsatte mennesker til at hjælpe sig selv.
Det er en skole, netop fordi det er et sted, hvor man lærer. Alle, der kommer på Kofoeds Skole, er derfor elever.
Skolens grundlag er folkeligt og kristent. Kernen i alt skolens arbejde er en dyb respekt for det enkelte menneske. Udgangspunktet er derfor en holdning om, at alle har lige værd og ret i samfundet.
Skolens pædagogiske metode er ”hjælp til selvhjælp” ud fra en overbevisning om, at ethvert menneske glædes og vokser, når det får mulighed for at skabe og tage ansvar for sit eget liv.
Gennem undervisning, værkstedsarbejde, rådgivning, praktisk hjælp og socialt samvær lærer hver enkelt elev at hjælp sig selv videre i livet.
Skolen har 4000 elever.
Hver dag kommer der mere end 600 elever på skolens afdelinger i København, Aarhus, Aalborg og Esbjerg. Kofoeds Skole har desuden datterskoler i seks østeuropæiske lande.
Læs mere på www.kofoedsskole.dk

Yngre bornholmsk erhvervsmand udråbt som iværksættertalent

Henrik Sode Holm er 32 år og har allerede solgt sin virksomhed for et pænt tocifret millionbeløb.

Af Jarl Cordua

Portrætartikel er tidligere blevet bragt i Bornholms Tidende den 27. december 2008.














Den unge bornholmer og tidligere Knudsker-dreng Henrik Sode Holm har drevet det vidt i forretningslivet. I løbet af et par år fik han banket en lille, men lønsom virksomhed op, der tjener penge ved at udbyde annoncer på hjemmesider på Internettet. I april 2008 blev Holm af erhvervsmagasinet Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin sat på den eftertragtede liste over dansk erhvervslivs største yngre talenter.

Forinden havde den bornholmsk-fødte iværksætter trukket store overskrifter i erhvervsmedier, da han i foråret solgte sin lille virksomhed, Adfair, til virksomheden Notabene.net. (senere Guava A/S), der er ejet af de driftige IT-investorer Peter Forchhammer og Erik Damgaard. Ifølge medierne lød prisen på 15 millioner kr., men det er ikke helt korrekt, forklarer Henrik:

- De 15 millioner kr., der har været nævnt, er et slags minimumsbeløb. Jeg får forhåbentlig mere ud af salget i sidste ende, men det afhænger af Adfairs overskud i de kommende år. Mit håb er, at få et pænere tocifret beløb ud af handlen. Foreløbig er jeg ansat af de nye ejere som direktør. Det giver mig så mulighed for at påvirke det endelige salgsprovenu for virksomheden.

Henrik Sode Holm har i efterhånden mange år været selvstændig, og det er i øvrigt heller ikke gået lige godt hver gang. Men med projektet med Adfair fik Henrik skabt sig en stor iværksættersucces. Det startede med, da han for nogle år siden fik den idé at udsende annoncer i email-nyhedsbreve. Det var en forretningsmodel, der hurtigt gav økonomisk gevinst:

- Vi nød godt af at være blandt de allerførste på dette marked. Så vores omsætning gik fra 0 til 10 millioner kr. på bare et år. Jeg slæbte dengang rundt på gæld fra tidligere fejlslagne projekter, men nu tjente jeg mine tab hjem igen og blev gældfri.

Helt så hurtigt går det ikke i dag:

- Det er et marked, hvor der efterhånden er kommet flere udbydere. I dag udbyder Adfair via vores system bannerannoncer fra private virksomheder til meget besøgte hjemmesider.

Henriks virksomhed er siden vokset ganske meget og har bredt sig også til det svenske og norske annoncemarked på Internettet. Der er i alt 15 medarbejdere i Adfair, hvor af fem arbejder på virksomhedens kontor i Sverige.

Nogle tror at jeg er guru
Hvad har du fået ud af omtalen i Berlingskes Nyhedsmagasin og erhvervsmedierne?

- Det har givet rigtig meget reklame. Jeg har faktisk fået en del nye meget store kunder. Der er dog også nogle, der pludselig tror, at man er blevet deres guru, og som og ringer og spilder ens tid ved at afkræve mig gode råd om alt muligt, der ikke rigtigt kommer mig ved. Og så er der alle dem, der vil sælge mig ting. Til gengæld er det meget smigrende pludselig at få nogle rigtigt pæne jobtilbud, så alt i alt har det været meget positivt, fastslår den unge erhvervsmand.

Får mange idéer
Men hvordan forklarer Henrik i øvrigt sine flotte resultater som forretningsmand?
- Jeg har nok et innovationsgen og får hele tiden mange idéer. Kunsten er dog, at sortere i dem og finde de rigtige idéer på det rigtige tidspunkt.
Henrik erkender, at iværksættertrangen har været nærmest altopslugende.

I tidens løb har han heller ikke brugt mange penge på sig selv og er desuden også afklaret omkring, at penge ikke er alt:

- De penge, som jeg har tjent har jeg investeret i mine virksomheder. Man bliver ikke lykkelig af penge, men det giver en frihed til at gøre nogle ting. Jeg har da stor fornøjelse af at tage ud og rejse for nogle af dem og har da lige købt et sommerhus i Liseleje (Nordsjælland red.).

Er du nærig?
- Det synes jeg ikke. Jeg vil bare ikke betale overpris for en vare, ligesom enhver forretningsmand vil jeg have noget for mine penge. Det er da klart. Jeg nægter eksempelvis at betale for et dyrt hotelværelse, hvis det ikke er pengene værd. Så nøjes jeg hellere med et billigere værelse selvom at jeg har råd til det dyre.

Henrik voksede op på Erlandsgaard i Knudsker, hvor man blev opdraget til at yde før man kunne nyde:

- Vi fik lommepenge efter, hvor meget vi bestilte. Mugede vi ud i kostalden, så var lønnen to kr. for den korte og 2,25 kr. for den lange ende.
Den unge millionær har dog ikke ændret livsstil efter at han har solgt sin virksomhed, hvor fritiden går med lidt fodbold og løbetræning udover familien og samværet med kæresten, der er advokat.
Henriks talenter har dog ikke kun været begrænset til at drive forretning. I sine yngre år var Henrik også ferm til fodbold. I drengeårene spillede han i ungdomsrækkerne både på Knudsker IF og Vikings førstehold, og som senior var Henrik med til at vinde Bornholmsserien med Knudsker. Senere spillede bornholmeren for Greve i Sjællandsserien og senere i Brønshøj, men allerede som 20-årig blev han så skadet, at han opgav alle planer om at spille elitefodbold.

Vandt poker-turnering
Den unge bornholmer har hele livet været et konkurrencemenneske, der konstant sætter sig nye mål:

- Jeg benytter mig af mental træning, for det er min erfaring, at hvis man har en positiv tilgang og har en egen vilje til at nå sine mål, så vil man i sidste ende få resultater. Det har jeg selv oplevet gang på gang, forklarer Henrik.
Han har også forsøgt sig kortvarigt som pokerspiller – og med held.

- Det er rigtig nok. Jeg har tidligere spillet lidt poker for sjov, og for et par år siden vandt jeg nogle penge ved en turnering, hvorefter jeg fik en kontrakt om at spille med i en turnering i Tyskland.
Der tog han så ned og vandt en hel del penge.

- Det lyder lidt underligt, men det er faktisk ikke pengene, der interesserer mig. Poker handler ikke kun om held, man skal også have en evne til hurtigt at kunne regne sandsynligheder ud for forskellige risici og udfald, og så var jeg fascineret ved de strategiske elementer ved spillet, siger Henrik, der også kvalificerede sig til DM i poker.

Politisk interesseret
Tidligere har Henrik også været aktiv i ungdomspolitik:

- I alt hvad jeg foretager mig, så tænker jeg meget strategisk. Blandt andet derfor interesserer jeg mig ekstremt meget for de strategiske aspekter ved politik, og var engang også meget aktiv i KFU - Kristelig Folkepartis Ungdom (I dag: Kristendemokraternes Ungdom).
Dengang var han i begyndelsen af tyverne, og var desuden i en kort periode også med i ungdomsorganisationens landsledelse. I dag er han partiløs, men følger stadig meget med i dansk politik.

- Jeg stemmer stadig på dem, og håber at de snart bliver internt enige, håber den tidligere ungdomspolitiker.

Dyre lærepenge
Henrik har også den teoretiske ballast med hensyn til at gøre forretninger i orden, for i sin tid læste han til cand. merc. i strategi, organisation og ledelse på handelshøjskolen i København (CBS), men han måtte også betale nogle dyre lærepenge for sin succes:
I 2002 fik iværksætteren den idé at sælge brugte ting på nettet – og senere skabte han en hjemmeside, hvor man kunne hyre en babysitter. Det blev til hjemmesiden babysitter.dk:

- Det blev en succes med det samme. Selve babysitter-virksomheden var et non-profit foretagende, men i stedet gav annoncerne på hjemmesiden omsætning.
Successen gav blod på tanden, og Henrik begyndte at udgive et trykt magasin, der hed ”Happy Family” med artikler af interesse for børnefamilierne. Det blev til gengæld en fiasko:

- Markedet for den slags magasiner var simpelthen for lille, og der var ikke plads til mig. Det udkom kun i et halvt år og kostede mig tre millioner kr. Man kan sige, at det var nogle dyre lærepenge, siger iværksætteren i dag.
Siden fik Henrik betydeligt større succes med sine senere projekter, men alligevel arbejder han ikke så meget som i de unge dage.

- Da jeg var helt ung, da gav jeg den bare gas på arbejdet. I dag er min filosofi at det vigtige er ikke hvor længe jeg arbejder, men hvor effektivt jeg arbejder. I dag bliver det derfor ikke til mere end en 40 timers arbejdsuge. For jeg skal også have tid til at passe min kæreste, forklarer Henrik.
Han er også besøgsven hos Røde Kors, og har i det sidste halve år fast besøgt en ældre mand.

- Det er givende for mig, selvom det indrømmet er svært at finde tid til det i min travle hverdag, slutter den succesfulde bornholmer.


Kort om Henrik Sode Holm
Født 1976
Voksede op på Erlandgård Knudsker som plejesøn hos en stor familie med seks søskende.
HHX eksamen fra Rønne Erhvervsskole 1996.
Reklamesælger hos printmagasinet Direct Office
Cand Merc. i strategi, ledelse fra Handelshøjskolen i København (CBS)
2004 stifter af og adm. direktør for virksomheden Adfair.dk ApS, der sælger internetreklamer
Tidligere succesrig deltager i DM i Poker.
Besøgsven hos Røde Kors.

Som politimand ved man aldrig, hvad dagen bringer

Bornholmske Henrik Hjort Sommer er indsatsleder og vicepolitikommissær i København og leder slaget, når politiet stopper urolighederne på Nørrebro.

Portrættet af politimanden Henrik Hjort Sommer blev bragt i Bornholms Tidende den 12. april 2008.



















Af Jarl Cordua

Når der foregår større demonstrationer i København eller politiet gennemfører aktioner i Fristaden Christiania, så er det Nexø-drengen Henrik Sommer, der på gaden leder politiets styrker. Den tidligere sergent fra Almegaards kaserne har gjort karriere i storbyens barskeste distrikter og er i dag politikommissær og leder af politiets indsats, der opretholder lov og orden på Vesterbro og i Københavns indre by.
Deres udsendte er mødt op på politistationen City, der tidligere hed ”Station 1”, og som ligger midt på Halmtorvet i København. Ligesom på apoteket eller hos bageren trækker jeg et nummer og venter på, at det bliver min tur. Jeg har en aftale, men er også kommet i god tid. De uniformerede sagsbehandlere ved skranken – ofte yngre politifolk – ringer rundt for at få kontakt med min interviewaftale. Imens kigger jeg mig omkring og får øje på den store mindetavle for Jesper Egtved Hansen – politiassistenten, der blev skudt af Blekingegadebanden for snart 20 år siden. Efter et lille kvarter er der bid, en høj kronraget 40-årig mand med overskæg dukker op frem fra en sidedør, stikker i et stort bredt drenget smil dukker op og rækker en stor hånd frem til hilsen.

Søgte spænding
Fem minutter senere sidder vi et par etager højere oppe på Sommers kontor. Politikaffen er skænket i store krus og smager faktisk bedre end sit rygte.
- Det er jo et uforudsigeligt job. Ingen ved hvad dagen bringer af oplevelser. Om aftenen kysser man sine børn god nat for så et par timer senere står man midt i en gadekamp og et flammehav på Nørrebrogade, indleder en nærmest konstant smilende Henrik Hjort Sommer vores samtale.
Han voksede op i Nexø, og efter skolegang blev han konstabel og senere sergent ved Bornholms Værn på St. Almegaards kaserne. I 1988 tog Henrik til København og blev befalingsmand i Den Kongelige Livgarde.
- Det var et kulturchok at være i livgarden, men samtidigt var det fascinerende med alle deres traditioner, husker han.
Henrik ville dog ikke fortsætte karrieren i hæren, for i årene efter den kolde krigs afslutning begyndte politikerne at skære ned på forsvaret.
- Lige pludselig var der længere ikke penge til øvelser, der blev aflyst, og jeg indså, at det ikke var dér, at min fremtid lå. Da jeg allerede dengang vidste, at 8-16 jobs ikke lå til mig, så søgte jeg i 1990 i stedet ind på politiskolen i København. Jeg søgte helt klart spænding og havde nok lyst til et arbejde, der var anderledes. Og netop det at blive politimand stod for mig som en stor og god udfordring.

Beredskabssektionen
Efter den 3-årige grunduddannelse blev den unge bornholmer ansat i Gladsaxe Politi, og det blev til mange timer i patruljevognen rundt omkring København:
- Alle politifolk prøver at køre patrulje i København for at kunne udføre tjeneste i en storby.
Men der var også andre udfordringer, for allerede i sin grunduddannelse blev Henrik ligesom alle andre betjente - som led i deres almindelige politiuddannelse - indrulleret i politiets såkaldte Beredskabssektion. Denne særlige enhed bliver indsat hver eneste gang, at der bare er optræk til at demonstrationer m.v. kan udvikle sig til en trussel mod den almindelige orden. Eksempelvis er styrken sat ind under større demonstrationer i København, i forbindelse med større fodboldkampe eller ved politiets vedvarende aktioner mod åbenlys hashhandel på Christiania. Beredskabssektionen er også en enhed, der kan indsættes i forbindelse med bevogtningsopgaver for eksempel ved større politiske topmøder, sikring af retssale eller aktioner mod rockerborge.
Uddannelsen i beredskabssektionen varer alt efter 30 uger op til et år, men Henrik har været tilknyttet sektionen tre gange i løbet af sin karriere. I 1998 kom han tilbage til Gladsaxe Politi, men indså at der skete for lidt, så han søgte igen til beredskabssektionen for at videreuddanne sig som leder.
I perioden 1995-2000 blev Henrik uddannet som skydeinstruktør samt instruktør i såkaldt ”mobil indsats” dvs. hvordan politiet håndterer og indsættes under uroligheder. I 2003 blev han vicepolitikommissær og søgte ind som delingsfører i beredskabssektionen, hvorved han blev leder af en deling på 60 mand. I 2006 blev bornholmeren godkendt som indsatsleder og dermed ”øverste leder under politiindsatser på gaden”. Det vil sige at han skal være til stede, hvor der er mulighed for at der bliver ballade, indsætte de nødvendige politistyrker og i øvrigt opretholde roen. Henriks overordnede sidder et andet sted i byen, når Beredskabssektionen/stationsdelingerne er i funktion.

Et skud i bøssen
Henrik har ledet beredskabsdelingerne ved en hel del af de større fodboldkampe ved Parken.
- Det er altid en ”udfordring”. Som udgangspunkt så aner jeg ikke, hvad der kommer til at ske andet at vi ved, at nogle tilskuere blot kommer for at slås. Og indimellem går det galt, hvor der bliver ballade og så griber vi ind, konstaterer han
Normalen er dog, at politiet indleder en dialog med lederne af demonstrationerne.
Når der er demonstrationer, så står vi overfor folk fra Christiania og det autonome miljø. Jeg forsøger altid at indlede en dialog med lederne af demonstranterne, sådan at vi i forinden og i fællesskab får sat nogle rammer for demonstrationen.
Det er så op til Henrik at vurdere, hvornår at disse rammer bliver overskredet.
- Det handler altid om at undgå, at en demonstration eksploderer. I realiteten har vi kun ”ét skud i bøssen” for at undgå at den situation opstår. Kunsten er derfor i stedet og på forhånd at snakke med dem. Det går ofte godt med at dæmpe dem ned i startfasen af en demonstration, mens andre gange, så fornemmer man bare, at der er en dårlig atmosfære fra starten, og så ender det med uro.
Efterhånden så får man en rutine til at læse gadebilledet dvs., hvor noget afviger fra det normale eller hvis alle de værste demonstranter er til stede, forklarer politimanden.
Hvad så, når det går galt?
- Så handler det om at få demonstranterne ud, før de vælter den indre by. Der er altid de samme 100 demonstranter eller ballademagere, der vil slås. De fleste af dem er under 25. Vi kender dem fra andre demonstrationer, og de står altid forrest, når der er slåskamp. Det var netop derfor at vi lavede den der afledningsmanøvre under gadekampene på Nørrebrogade lige efter rydningen af Jagtvej 69, hvor vi havde held med at klippe demonstrationen over i to dele. For på den måde forsøgte vi at fange dem der ville slås, siger Henrik.
Politiet har dog andre muligheder for at fjerne særligt aggressive uromagere:
- De civilklædte betjente går altid lige der hvor der er ballade, og så piller vi simpelthen de værste af dem ud, forklarer han.
- Det kræver i øvrigt en del at være civilklædt betjent. Under optagelsesprøven har vi bl.a. boksehandsker på, og så slår vi faktisk på dem. For de skal netop kunne lære at tage imod øretæver samt stadig beherske sig, for vi ved, at de bliver udsat knubs eksempelvis under hårde gadekampe. Det er nødvendigt, for hvis de bare én gang slår igen, så bliver de frasorteret under prøven. Det kræver også noget af mig, for de skal kunne stole 100 procent på deres indsatsleder. De skal være overbeviste om, at vi aldrig svigter en kollega, der pludselig står omringet af en flok rasende demonstranter, pointerer Henrik.
Trods de hårde og farlige gadekampe, så opstår der alligevel pudsige situationer:
- Som indsatsleder ved nogle af torsdagsdemonstrationer, har jeg stået overfor en bornholmer, der kommer fra den såkaldte ”grå blok”, der består af voksne personer, der følger de unge. Jeg rettede henvendelse til ham som var leder af demonstration, for – som det er kutyme - at aftale hvilken vej demonstrationen går. Vi kunne åbenbart høre at vi var landsmænd, for pludselig en dag begyndte vi at snakke bornholmsk med hinanden. Det var egentlig en sjov situation.

Fodpatrulje på Christiania
Blandt ordenspolitiets faste opgaver er det at foretage såkaldte fodpatruljer på Christiania. Den åbenlyse hash-handel, hvor der førhen var opslået boder i gaden ”Pusher Street”, er i dag væk. Alligevel foregår der stadig en livlig handel, der efter Henriks vurdering er umulig at fjerne helt. Det er heller ikke pebernødder, der skifter hænder på Christiania, hvor der ifølge politimanden bliver omsat for ca. en milliard kr. hash hvert år. Det er derfor ikke overraskende, at de kriminelle ikke ligefrem er begejstret for, at politiets patruljering ødelægger hash-handels aktiviteter på stedet:
- Hvis man kommer gående derude om natten og er i uniform, så sker det ikke sjældent, at der kommer en brosten på en 3-4 kilo flyvende efter en, men det kan også være en flaske eller en pose fuld af lort. Man håber bare på, at kastskytset rammer ved siden af, men det siger sig selv, at vi om natten patruljerer med hjelme. Alligevel prøver vi at drosle brugen af hjelm ned for ikke at virke for aggressive, forklarer Henrik.
Om situationen på den såkaldte ”fristad” lige nu og her siger politimanden:
- Politikerne har længe haft en proces om lovliggørelse af området i gang, men i øjeblikket står tingene derude lidt på standby, men vi foretager stadig daglige såkaldte fodpatruljer derude.
Henrik tror ikke på, at Christiania bliver fri for hashhandel:
- Der er for mange penge i det, så det er ikke realistisk på kort sigt.
Hashhandlerne på ”Staden” er efterhånden blevet gamle kendinge for ham:
- Den første jeg i sin tid anholdte på Christiania, ja han er stadig derude, og dem som kører hashhandlen på stedet nu, var bare nogle knægte jeg anholdt som ung betjent. Man kan vel sige, at vi har fulgt hver vores ”karrierespor” igennem de sidste 10-15 år, konstaterer Henrik.
Politifolkene har efterhånden udviklet et had/kærlighedsforhold til hashhandlerne, vurderer politimanden:
- Det ene øjeblik kan vi godt tale stille og roligt sammen, men ti minutter kaster de måske ting efter os, når vi passer vores arbejde. Det er en del af gamet, men indtil at det kommer til konfrontation eller at de forhindrer os i at patruljere, så skal det køre på en eller anden måde, så kunsten er på en eller anden måde at respektere hinanden før det ender i ballade. Og det lykkes ofte.

Vagthavende på Vesterbro
Efter Henrik blev uddannet til vicepolitikommisær startede han som vagthavende på station 3 (Bellahøj), blev delingsfører og 1. januar 2007 blev han ansat i en politikommissærstilling på
Station 1 på Halmtorvet.
- Station1 er klart det travleste sted, hvor dækker vi Vesterbro og hele den indre by, hvor bylivet er om aftenen, forklarer Henrik.
Han var med til at oprette specialgruppen City, der især tager sig af narkokriminalitet på gadeplan samt tilser bevillingerne på byens værtshuse og diskoteker.
Det er derfor hans folk, der patruljere i civil på gaderne og værtshusene på Vesterbro og Københavns indre by, hvor det især i weekenderne kan gå hårdt til.
Desværre mener politimanden, at udviklingen går i den forkerte retning især, hvad angår den rå vold:
- Der er tydeligvis mere rå vold med brug af knive og skydevåben. Det fortæller mine folk mig og det kan vi se af de sager, som vi får.
Der er også frustrerede 2. generationsindvandrere i blandt dem gerningsmændene, men det langtfra hele forklaringen, mener Henrik:
- At folk går med pistoler vinder frem overalt, og vold avler simpelthen vold. 2.genereationsindvandrerne mener at danskerne diskriminerer dem. Og man kan vel let konstatere at fordommene trives overalt, og så skal der ikke så meget til før, at det hele kører op i en spids. Og så opstår der voldsepisoder.
Men især udbredelsen af stoffer spiller også en rolle for eskaleringen af volden, mener politimanden;
- Det bliver mere almindelig med kokain på værtshuse og overalt i samfundet. Det er faktisk ikke kun i København at vi støder på flere og flere stoffer, de er faktisk efterhånden også ganske udbredt i provinsen.
Specialgruppen er overgivet til en anden leder, og Henrik fungerer nu som vicepolitiinspektør og operativ leder på Station City med ansvaret for kollegaerne på gaden.

Trækker oftere våben
Henriks langvarige uddannelse har også andre facetter. Politimanden har således også taget en skydeinstruktøruddannelse, hvor man lærer at håndtere svære og farlige situationer eksempelvis hvor en farlig gerningsmand har forskanset sig i en lejlighed med et våben.
- Det handler om at uddanne vores folk i at reagere mest hensigtsmæssigt, at give dem nogle værktøjer. Medierne påstår tit, at politiet skyder for meget i tjenesten, men der skal faktisk meget til før at politifolk trækker pistolerne, forklarer Henrik.
Politikfolk bliver ifølge Henrik udsat for stadigt hårdere situationer de seneste år, der i stigende grad gør det nødvendigt for politiet at bruge våben.
- Det er simpelthen blevet mere råt og mere farligt, og det gør det nødvendigt for os oftere - for en sikkerheds skyld - at trække våbnene, siger politimanden og tilføjer:
- Men husk på, at vi skal stadigvæk indberette samtlige situationer, hvor vi har trukket vores våben og brugt det til at true med. Som jeg siger til kollegaerne før de kører på gaden: Det eneste der er sikkert er, at intet er sikkert. Med andre ord: De skal vurdere alt hvad der sker omkring dem, og handler derefter.


Vikar på Bornholm.
Henrik har dog også haft andre ledelsesopgaver end i København. I tre måneder i efteråret var han leder af politiets beredskab dvs. ordenspolitiet på Bornholm.
- Det har været end god udfordring at prøve noget helt andet, end det jeg har arbejdet med her i København. Opgaverne er i sagens natur anderledes, og der er eksempelvis heller ikke så meget personale på øen, siger Henrik. Gennemsnitsalderen blandt kollegaerne er højere end i København, så uanset hvad kollegaerne kom ud til, så havde de rutinen og overblikket til at løse opgaverne på en god måde. Det fik jeg lejlighed til jeg at værdsætte mange gange under opholdet.
Politimanden har i øvrigt tidligere været på Bornholm for blandt andet at holde foredrag om rydningen af ungdomshuset i fjor.
Derudover bliver der også til et lille bijob i et konsulentfirma indenfor lederudvikling, hvor Henrik underviser forskellige personalegrupper i erhvervslivet om kommunikation og samarbejde.

Hesteglad familie
Henrik bor med sin familie i et hus i Helsinge i Nordsjælland.
- Jeg mødte Susanne på sergentskolen i Høvelte, hvor hun var soldat. Min kone er sjællænder og i øvrigt også politimand, men da jeg så tit er på arbejde, har vi derfor sammen truffet det valg, at Susanne har taget orlov for at hun kan hente og bringe ungerne i daginstitutionerne.
Familien består af tre børn to piger og en dreng i alderen 8,9 og 11 år og ikke mindst tre heste.
- Både min kone og mine børn er meget optaget af heste og ridning. Så for alligevel at se noget til familien, så er jeg blevet formand for den lokale rideklub. Man kan måske sige, at mit engagement i rideklubben har været nødvendigt for, at jeg har kunnet været sammen med familien, ler Henrik.
Henriks forældre bor i øvrigt fortsat i Nexø, så politimanden tager et par gange om året familien hjem til fødeøen så de kan besøge deres bedsteforældre.


------------------------------------------------------------------------

Henrik Hjorth Sommer - kort
Født 1967 i Nexø, hvor han er også er opvokset.
Konstabel og senere sergent i opklaringseskadronen ved Bornholms Værn
Uddannet ved Københavns Politi og tjenestegørende ved Gladsaxe Politi.
Vicepolitikommissær på Bellahøj.
Instruktør i skydning/indtrængning efter farlig gerningsmand/gadekampe.
Delingsfører i beredskabssektionen ved Københavns Politi.
Politikommissær på Station City på Halmtorvet.
Gift med Susanne, der har orlov som politimand.
Parret har tre børn i skolealderen og bor i et hus i Helsinge, Nordsjælland.

Den bornholmske vinmager

Portrættet af Henrik Poulsen blev bragt i Bornholms Tidende lørdag den 2. februar 2008.




Nexødrengen Henrik Poulsen laver eksklusive vine i Californiens vindistrikt, Napa Valley. Vinsmagning er bedst tidligt om morgenen, mener han.







Af Jarl Cordua

For syv år siden kom Henrik Poulsen til Californiens berømte vindistrikt, Napa Valley. Målet var dengang som nu at blive bedre til at lave vin, men undervejs har Nexø-drengen slået rod og skabt sig en tilværelse som den vist eneste bornholmske vinmager i hele Californien. Bornholms Tidende talte med ham, da han fejrede jul hjemme på fødeøen.

Henrik Poulsen er kun 36 år, men er allerede en erfaren herre, når det gælder vinproduktion. Efter et ophold i Frankrig har han de seneste syv år arbejdet på californiske vingårde - såkaldte ”Wineries”- og senest på en lille vingård i området Rutherford midt i Napa Valley.
- Vi overtog stedet i juli 2006. Sammen med min chef, vinmageren, er det mit ansvar som assisterende vinmager at stå for renoveringen af vingården og de omkringliggende marker. Det er et større arbejde, der først forventes færdigt en gang i 2009, fortæller Henrik, der som assisterende vinmager har meget forskellige og omfattende ansvarsområder:
- Jeg er ansvarlig for alt, der vedrører selve vinproduktionen samt den daglige drift af vingården. Dertil kommer også administration, som giver en del kontakt til det offentlige.

Tidlig vininteresse
Den bornholmske vinmager har et godt bud på, hvor fra hans oprindelige interesse for vin stammer:
- Mine forældre holder også af god vin. Min far trak indimellem en særlig god vin op, som min bror og jeg, da vi blev gamle nok, fik lov at smage. Det har utvivlsomt ansporet min interesse.
Som ung mand arbejdede Henrik på Hotel Balka Søbad i fire sæsoner som køkkenmedhjælper, hvor han fik kendskab til og interesse for både mad og vin. Alligevel gik han ikke i kokkelære:
- Jeg indså, at et arbejde som kok ville være alt for stressende for mig, så den idé droppede jeg, for i stedet at blive udlært som vinhandler i Hellerup. Læretiden gjorde mig nysgerrig i at få et større indblik i vinfremstilling, og derfor begyndte jeg studiet af en engelsk specialuddannelse – en såkaldt ”Master of Wine (MW), som er en slags ph.d.-uddannelse inden for vinens verden. Siden 1954 er der uddannet mindre end 300 kandidater.

Endte i Californien
Henrik havde dog mod på at lære mere om vin og drog derfor ud i verden:
- Min plan var at tage på en tur rundt i nogle af verdens bedste vinregioner, Sydeuropa, Californien, Chile og Argentina i Sydamerika, Australien og Sydafrika. Idéen var at bruge 12 måneder på hvert kontinent.
Første etape forløb planmæssigt, da han begyndte på et 13 måneders såkaldt volontør-ophold på det danskejede slot, Chateau de Haux i Bordeaux i det sydvestlige Frankrig. Henrik syntes dog, at han endnu manglede at få lidt mere jord under neglene og besluttede derfor at acceptere et tilbud om at komme på et 4-måneders høst-ophold i Napa Valley, Californien på vingården ”Newton Vineyard”. Opholdet endte med, at han blev hængende og undervejs fandt bornholmeren sammen med amerikanske Kathy. Dermed blev rundturen på kontinenterne endeligt droppet, og i 2004 blev parret viet på Københavns Rådhus.

Kvalitet frem for alt
Efter i flere år at have lagt sin indsats hos Newton Vineyards, fik Henrik i 2006 et tilbud han ikke kunne sige nej til:
- En tidligere kollega ringede og tilbød mig et job. Vi skulle hjælpe to forretningsfolk, der var gået sammen om at købe en lille vingård, Alpha Omega Winery, der på langt sigt skulle fremstille en af Napa Valleys bedste vine. Jeg så det som en spændende udfordring at få lov til at starte et helt nyt projekt op, accepterede tilbuddet og har arbejdet der siden.
Henrik og hans chef, den schweiziskfødte vinmager Jean Hoefliger, måtte dog starte helt forfra:
- På vingården var der til at begynde med ikke mere end fire hektar jord, og bygningerne på gården, så vi måtte investere i meget nyt udstyr. Vi ville hverken dengang eller nu gå på kompromis med kvaliteten, så derfor måtte vi investere i et helt nyt produktionsanlæg, blandt andet 27 små temperatur-styrede gæringstanke. Vores investorer har fra begyndelsen været klar til at betale, hvad det koster for at kunne lave kvalitetsvin. At have dem i ryggen giver betydelig sikkerhed, fordi vi ved, at de tænker langsigtet og derfor også er tilstrækkeligt tålmodige”.
Det er ifølge Henrik ikke ualmindeligt, at folk fra andre erhverv investerer i vinproduktion:
- I Californien og navnlig i Silicon Valley (et område syd for San Francisco med mange højteknologiske virksomheder red.) findes der mange IT-millionærer. For eksempel solgte en af dem sin IT-virksomhed for 200 mill. dollars og købte så i stedet en vingård.

Lang høstsæson
I Californien varer høsten gerne ti-tolv uger, hvor til sammenligning det kendte franske vindistrikt Bordeaux som oftest har en høstsæson på blot tre-fire uger.
- Vi begynder i august og slutter sidst i november. I år var de sidste druer først i hus 29. november. I høstsæsonen starter arbejdsdagen kl. seks om morgenen med at få druerne ind, og det sker at vi først går hjem kl. 3 om natten. Når der er mest at lave i høsttiden, kan jeg have en arbejdsuge på op til 120 timer, siger Henrik.
De lange arbejdstider er der forståelse for på hjemmefronten:
- Min kone har tidligere selv arbejdet i vinindustrien og ved, hvordan det ind imellem kan være.
I USA er der ikke tradition for, at man holder lang ferie:
- I realiteten har jeg kun to ugers ferie, som jeg bruger i julen. Da jeg var trainee kunne jeg under høsten ogsaa arbejde op til 17 timer om dagen og kun med 1 ugentlig fridag, som jeg i øvrigt brugte på at sove igennem, for at kunne være frisk til arbejdet den næste dag.

Køber druerne
Omkring 60 procent af druerne i Napa Valley dyrkes af avlere, der ikke selv laver vin. På vingården Alpha Omega Winery køber man derfor også de druer, der er nødvendige for produktionen.
- Vi finder gode avlere på langtidskontrakter eller leaser en mark. På en vinstok vokser der typisk mellem 15-25 klaser, men da vi stiller krav om, at der kun må sidde en klase pr. skud på hver vinstok, så bliver 50-75 pct. af klaserne skåret af vinstokkene. Det giver nogle gode druer, men vi må derfor også give høje priser. Et tons druer kan nemt koste 12.000$ eller 60.000 danske kr.
Men her hører udvælgelsen ikke op, for efter selve afstilkningen af drue-klaserne bliver hver enkelt drue også sorteret.
- Det siger sig selv, at der er tale om en utrolig arbejdsom og tidskrævende proces, men det er nødvendigt, for at kunne producere en vin, der kan konkurrere med de bedste i verden, konstaterer Henrik.


Franske egetræsfade
Efter gæring og presning af vinen, bliver den lagt på fade.
- Derved ilter man vinen nænsomt. Det er vigtigt, for uden ilt, så udvikler vinen sig ikke. Undervejs i denne proces, smager vinmageren og jeg regelmæssigt på vinen, for at kunne foretage eventuelle justeringer. Måske er det nødvendigt at foretage en såkaldt ”omstikning”, hvor vi separerer bundfaldet fra vinen. Eller justere indholdet af svovldioxid i vinen, der er vigtig for at styre vinens modningsproces. Undervejs kan vi også ændre blandingsforholdet i vinen af hensyn til smagen, forklarer Henrik
Til at hjælpe sig med arbejdet har han i øvrigt fire erfarne medarbejdere, såkaldte “kælder-rotter”.
- Vinene ligger på forskellige egetræsfade alt efter, hvilken type vin man ønsker at lave. Vi benytter udelukkende fade fremstillet af fransk egetræ, for derved at få en mild smag af træ i vinen. Der er i øvrigt en del vinproducenter, der snyder ved blot at smide egetræsspåner i vinen, for derved at opnå den ønskede smag og garvesyre uden kostbare indkøb af vinfade.

Smager om morgenen
På vingården blandes de forskellige vine for dermed at lave en kvalitetsvin, som smager godt og harmonisk.
- Vi smager på vin, men drikker den ikke. Den spytter vi ud. Til gengæld kan vi i løbet af en formiddag nå og smage på over 100 vine, forklarer Henrik, hvis erfaring er, at effektiv professionel vinsmagning helst bør begynde tidligt om morgenen, hvor smagsløgene er skarpest, og i øvrigt slutte før frokost.
Napa Valley distriktet har i øvrigt samme høje status for californisk vin, som det kendte Bordeaux-distrikt har for fransk vin. Området måler 50 km fra nord til syd, hvor 85 % af produktionen er rødvin, mens resten er hvidvin. Vin fra Napa Valley koster gerne fra 300 kr. flasken og opefter. I Californien bliver der som bekendt produceret meget såkaldt forbrugsvin, som eksporteres til hele verden, men den form for vinproduktion er der ikke noget af på Alpha Omega Winery.

Eksklusiv vin
Det tager to-tre år fra indhøstning af druerne til at man kan slå proppen af vinflasken og nyde den. På Alpha Omega Winery venter Henrik Poulsen og hans kolleger derfor på, at de første halvandet års anstrengelser lever op til deres egne store forventninger.
- Vores første rigtige høst var i 2006. Det vil sige, at vinen først bliver givet fri til salg i 2009, forklarer Henrik.
Imidlertid tager det lang tid at opbygge et navn, som vinproducent. Derfor har vingården i mellemtiden købt vin af druer, der er høstet fra hans gamle arbejdsplads Newtons marker.
Der er i øvrigt restriktioner på udbuddet af vin for ikke at skabe overproduktion, og derfor har myndighederne kun givet vingården tilladelse til at producere 20.000 kasser vin årligt.
- Vi kommer næppe nogensinde over 10.000 kasser. I 2006-årgangen er der således kun produceret 6000 kasser á 12 flasker. Producerede vi mere ville det i øvrigt også gå ud over vinens kvalitet. Ideen er jo, at det skal være en eksklusiv vin.
Vingården forsøger også på anden vis at skabe sig et ry som gode producenter:
- Vi har sendt et par flasker til den berømte og internationalt anerkendte amerikanske vinskribent Robert Parker, hvis anbefalinger kan være forskellen mellem succes eller fiasko. Så nu afventer vi hans dom, siger Henrik fortrøstningsfuld.

Som varmt brød
På vingården havde man håbet på en blød opstart, men lige nu kan deres produktion allerede ikke følge med efterspørgslen:
- Vores vine er for livsnydere med en særlig passion for at drikke eksklusiv vin. Det er kutyme, at kunderne melder sig ind i vores vinklub, hvor de får to flasker vin fire-fem gange om året. Der er slet ingen problemer med at få solgt kvalitetsvin, for det bruger mange californiere gerne penge på. Vi håbede på at 3-400 kunder det første år ville melde sig ind i vores vinklub, men vi fik 1200 abonnenter. Ved årsskiftet til 2008 er der 1800 kunder på vores mailingliste.
Vingården laver i øvrigt både rødvine, hvidvine og dessertvine. Priserne for disse vine er ifølge Henrik Poulsen moderate efter amerikanske forhold:
- De af vores vine som bliver frigivet i 2009 ligger prismæssigt omkring 50-200$ (300-1000Dkr..).
Alpha Omega Winery har ingen planer om at eksportere vin, og derfor skal man ikke regne med at se vin derfra på danske vinhandleres hylder.
Vinmageren har i øvrigt kun pænt at sige om dansk produceret vin:
- Det er ganske glimrende. Man har dog ikke udviklet en særlig lang tradition for vinproduktion, og det gør nok en stor og afgørende forskel, når det gælder om at opnå den højeste kvalitet. Husk på, at Frankrig og Californien til sammenligning har henholdsvis 300 års og 150 års erfaringer med vinproduktion.

Vinsmagning
Henrik erkender, at han også i fritiden drikker vin:
- Jeg overholder næppe lægernes anbefalinger om højst 21 genstande om ugen, for det er sjældent, at der ikke står en flaske vin på middagsbordet, som oftest californisk, men også gerne fra Frankrig, Spanien eller Italien.
Vinmageren har i øvrigt smagt en hel del gode vine i sin karriere:
- Under min uddannelse hos to københavnske vinhandlere fik jeg lov til at smage fantastiske vine, husker Henrik og to meget eksklusive franske Bordeaux-rødvines allerbedste årgange, nemlig Chateau Cheval Blanc 1947 og Chateau Petrus 1959 tæller blandt hans store smagsoplevelser.
Trods gode år med sit arbejde og udsigt til mere succes, så ser Henrik ikke sit liv i vinbranchen som særligt glamourøst.
- Det er ikke for pengenes skyld, at jeg laver vin, for de er egentlig ikke så store. Det er min lidenskab at lave god vin. Det er simpelthen drivkraften i mit liv.
Henrik regner det derfor ikke for sandsynligt, at han en dag vender tilbage for at slå sig ned på Bornholm:
- Nej, for jeg finder mig nok ikke tilrette med et normalt fuldtidsjob, erkender han
Omvendt føler han sig heller ikke specielt bundet til at blive boende i USA:
- Egentlig bosatte jeg mig i USA på grund af et godt jobtilbud. Skulle jeg en dag få et tilbud fra Frankrig, og hvis min kone ellers var indforstået med det, så flyttede jeg gerne dertil, siger vinmageren, der bor med familien i et lille hus 30 kilometer fra sin arbejdsplads.

Bornholm er ferie
Henrik fastholder kontakten til familien i Danmark:
- Jeg ringer gerne hjem til familien i Danmark et par timer hver weekend. Naturligvis savner jeg både dem og mine venner. Men skal man have kontakt med dem, skal det jo planlægges, for selvom en flyrejse til Danmark “kun” varer seksten timer, så gør tidsforskellen på ni timer, at man ikke ”bare lige” kommer forbi eller ringer for at sige hej.
Bornholmeren kan dog godt tage sig i at savne fødeøen:
- Bornholm er for mig ensbetydende med ferie og afslapning, og derfor kommer man da til at savne øen ind imellem.
Hvert år vender han og Kathy dog hjem for at fejre jul hos hans forældre, der stadig bor i barndomshjemmet på Aasen i Nexø.
Henriks far, H.C. Poulsen, drev i øvrigt år tilbage en større smedeforretning i Nørregade.
I juledagene blev der også tid til at mødes med gamle venner fra Østlandet, blandt dem Peter Bræstrup, medindehaveren af Kjaerstrup Chokolade i Snogebæk. Et møde Henrik så frem til:
- Vi forsøger hvert år at mødes til vinsmagning. I 2006 fik vi smagt nogle flasker, der både pris og kvalitetsmæssigt var helt i top.
Henrik har stadig en hel del vin opmagasineret i Danmark, og til årets vinsmagning havde han fundet nogle interessante vine frem af gemmerne. Således var ”årets tema” en såkaldt ”vertikal-smagning” dvs. en helt række forskellige årgange af den fine Bordeaux rødvin Chateau Batailley fra området Pauillac.
- Vi skal smage årgange helt tilbage fra 1960’erne op til årgang 2000. Det bliver ikke en helt billig omgang, men i kraft af gode kontakter har jeg købt vinen til en god pris for år tilbage. Det bliver dog alligevel vinsmagning med vin til op imod 500 kr. flasken, konstaterer den californiske vinmager fra Nexø.


--------------------------------------------------------------------------
Kort om Henrik Poulsen:
Født 1971 i Nexø, hvor han voksede op som søn af Minna Poulsen og smedemester H.C. Poulsen.
Uddannet som vinhandler i Hellerup og København.
Han har siden 2000 arbejdet på vingårde i det berømte vindistrikt Napa Valley i Californien og fra 2006 som del af et lederteam som assisterende vinmager på vingården Alpha Omega Winery, der producerer eksklusiv vin af høj kvalitet.
Henrik Poulsen er amerikansk gift.
Læs mere på www.aowinery.com