Af Jarl Cordua
Henning Schou Kofoed opklarer mordsager.
Det har ikke skortet på drama i politikommissær Henning Schou Kofoeds arbejdsliv. I mere end et kvart århundrede har han arbejdet i Københavns Politis drabssektions afdeling for personfarlig kriminalitet og har i øvrigt ofte optrådt i TV, som talsperson for politiet, når dramatiske begivenheder som drab og drabsforsøg har fundet sted.
Bornholms Tidende fik en samtale med Schou Kofoed, der som efternavnet antyder, naturligvis er bornholmsk. Mødet finder sted på hans kontor på Københavns stemningsfulde Politigård.
Politikommissæren er en venlig mand med et lidt underspillet lune, og han fortæller ganske veloplagt Deres udsendte om sin lange karriere i etatens tjeneste.
Henning Schou Kofoed blev født 1948 på et husmandssted i Poulsker:
- Min far var arbejdsmand. Han havde blandt andet arbejdet ved Slusegård under de arkæologiske udgravninger, der fandt sted der. Far købte så siden Jarlsgård i Vestre Sømark, som han fik renoveret. Efter kun ét år på stedet blev far syg og døde, og mor solgte stedet til FDF-spejderne. På det tidspunkt var jeg kun 10 år. Min mor købte så et hus i Pedersker, hvor min mormor også flyttede ind.
Søfartsskole
Henning Schou Kofoed gik ud af 8. klasse:
- Folkeskolen gav mig ikke noget som helst, husker han, der i stedet havde planer om at stå til søs.
I 1963 kom den da 15-årige Henning på tre måneder på Statens Søfartsskole i Sønderborg, hvor han kom til at gå sammen med 125 jævnaldrende drenge:
- Det var en hård skoletid, og den var ikke for tøsedrenge. Min senere rekruttid i Søværnet var en ren søndagsskole i sammenligning, siger Schou Kofoed, som fik meget andet med hjem end kundskaber i alment sømandskab. Eleverne lærte også om sammenhold og samarbejde, som han forklarer med en anekdote fra skoletiden i den sønderjyske havneby:
- Nogle kammerater var på byens torv kommet op og slås med nogle lærlingedrenge. Så vi var 100 mand, der pjækkede fra skolen, for at tæve dem. Men ved mønstringen måtte skolelederen naturligvis straffe os for udeblivelsen, så vi blev beordret tre skridt frem og fik inddraget en weekends frihed.
Men dermed var sagen ikke afgjort:
- Nej for de resterende 25, der var blevet hjemme, blev også beordret frem. Og de blev nu idømt en hårdere disciplinærstraf, som lød på inddragelse af tre friweekender. For de havde ikke udvist tilstrækkeligt sammenhold og kammeratskab, mente skolelederen. Det så vi jo som en både retfærdig og meget pædagogisk afgørelse, siger Schou Kofoed og smiler bredt.
Sømand og styrmand
Den unge sømand påmønstrede siden det bornholmske fragtskib ”M/S Salthammer”, hvor han i ni måneder herefter sejlede som dæksdreng. Skibet var ejet af skibsmæglerfirmaet Deleuran og sejlede blandt andet med træplanker fra et sted oppe i den botniske bugt og rundt i Nordeuropa. Undervejs var skibet ved at synke i den engelske kanal og måtte sættes på grund ved Dover.
- Efter den oplevelse blev jeg lidt bange for at sejle og afmønstrede i Sverige. I stedet ville jeg i lære som skibstømrer, men kunne ikke finde nogen læreplads på Bornholm. Så jeg tog i stedet med den gamle bornholmerbåd ”Jens Kofoed” i 3 måneder. Og siden blev det ”Lisbeth Munk”, hvor jeg et år som jungmand sejlede med sten, kalk og skærver, husker Schou Kofoed.
I de efterfølgende års tid sejlede Schou Kofoed som letmatros på forskellige fragtskibe rundt om i Nordeuropa, men også til Spanien, Irland og Portugal.
På skipperskole i Rønne
I 1966 blev Schou Kofoed imidlertid elev på Rønne Skipperskole for i det næste års tid at tage sætteskipper-eksamen, og det blev ”en rigtig god tid”:
- Formentlig var Skipperskolen den bedste skole, som jeg har gået på. Vi havde også en glimrende lærer i skolens forstander Alf Rønne. Han lærte mig matematik og astronomisk navigation. Faktisk fik jeg også pæne karakterer, og det kunne jeg takke ham for, mener politimanden.
Schou Kofoed havde dog allerede inden Skipperskolen besluttet sig for, at han ville søge ind ved politiet, men brugte derfor skoletiden til at forbedre sine kvalifikationer med henblik på at øge chancerne for optagelse hos politiet.
Det blev dog alligevel til en kort karriere som navigatør. For efter eksamen i sommeren 1967 fik Schou Kofoed et job som styrmand på ”M/S Carl Fridolf af Svaneke” og sejlede de næste 10 måneder med stykgods på blandt andet Færøerne, Vestnorge, Sverige, England og Frankrig.
Men så var tiden inde til, at den unge bornholmer skulle aftjene værnepligt, og Schou Kofoed begyndte så som rekrut ved Søværnets Eksercerskole Auderød i Nordsjælland. Herefter blev han taget til Søværnets Militærpoliti og uddannet på Holmen i København.
- Myndighederne sikkerhedsgodkendte mig, så jeg fik et godt job som fast vagt i Forsvarsministeriet. Der var jeg kun hver tredje dag, så det var jo en rigtig loppetjans, husker han.
Arbejdet gik ud på at tømme papirkurvene og makulere indholdet.
- Efter at folk var gået hjem, gik vi så rundt og kontrollerede om fuldmægtigenes skriveborde var tomme, og om papirerne var låst inde i pengeskabe med alarmen slået til, fortæller Schou Kofoed, som blev hjemsendt i 1969. Samme år gik han til optagelsesprøve og begyndte som politielev på politiskolen på Artillerivej på Amager, og efter tre måneder blev han stationeret på den daværende politistation på Rosenvængets Allé nær Trianglen på Østerbro.
I drabsafdelingen
Efter et par år søgte Schou Kofoed så ind til kriminalpolitiet på Politigården, hvor han i 1973 blev sagsbehandler.
- Det var et job, hvor man fik alle slags sager. Det var både tyveri, bedrageri, vold - ja alt muligt.
I 1977 kom bornholmeren, som i mellemtiden var blevet kriminalbetjent, til drabsafdelingen ved København Politi.
- Faktisk var det lidt tilfældigt, at jeg kom til ”Kriminalpolitiets afdeling A”, som arbejder med sager som drab, drabsforsøg, grov vold, sædelighedsforbrydelser, brandstiftelse. Men det var sagsområder, som interesserede mig, og jeg fandt simpelthen ud af, at det var der, hvor jeg hørte til, husker han.
Der var dog også en særlig og helt afgørende grund til, at Schou Kofoed kom til denne særlige afdeling:
- Vi havde en markant chef, Volmer Pedersen, som håndplukkede sine folk, hvis de var dygtige. Og han rekrutterede altså også mig til at være holdleder. Det blev mit job at lede og fordele arbejdsopgaverne, når vi efterforskede en bestemt sag, og i det hele taget sørge for at efterforskningen foregik effektivt.
Volmer Pedersen, som stadig lever, er en myte i Københavns Politi som drabschef i 1970’erne og 1980’erne, fornemmer man på Schou Kofoed:
- Han krævede meget af sine folk, og under hans ledelse blev intet blev overladt til tilfældighederne, når vi efterforskede sager. Havde vi fundet en gerningsmand, så var vi aldrig selv i tvivl om, at det var den rigtige person.
Forinden havde Schou Kofoed og hans kolleger ofte arbejdet i døgndrift før de fik et gennembrud i sagen:
- Dengang var reglen, at selv om vi først gik hjem kl. tre om natten, så mødte vi altid igen kl. otte på Politigården. Til gengæld når en sag, så var slut, så rev chefen en halv fredag ud af kalenderen, hvor vi mødtes ved middagstid til rødvin og god mad. Og så drak vi os fulde! I dag er det anderledes med faste regler om arbejdstid og afspadsering, som skal overholdes, forklarer Schou Kofoed.
Når et drab sker, så rykker hele efterforskningen op mod 20-30 mand ud for at indsamle information.
- Det kan der gå to-tre dage med, og kolleger godt kan nå at blive lidt udbrændte, så forhåbentlig har vi fundet gerningsmanden inden. Det er omvendt tilfredsstillende, når arbejdet dvs. opklaringen lykkes og alt går op i en højere enhed, selv om udfordringerne har været store undervejs. Når tingene lykkes, så er det jo sjovt at gå på arbejde, siger politimanden.
Den første sag
Der gik faktisk 14 dage før, at Schou Kofoed fik sin første sag:
- Der var intet at lave, og en lørdag i oktober 1977 drøftede jeg med min kone – for jeg var i mellemtiden også blevet gift - om jeg måske skulle søge væk. Men om søndagen, så skete der pludselig noget. En mand var død ude på Kigkurren på Islands Brygge i forbindelse med et overfald, hvor rockere havde overfaldet andre rockere. Det var min opgave at få identificeret manden og underrettet familien. Det glemmer jeg aldrig.
Schou Kofoed traf afdødes mor i morgenkåbe og identificerede sig som værende fra kriminalpolitiet:
- Men så blev jeg mødt med den spidse bemærkning: ”Det kan jeg fanme godt se, hvad vil I? Jeg sagde: har du en søn, der hedder det og det? Hun svarede, så: ”Hvad rager det dig?” Og sådan fortsatte det.
Moderen fik dog endelig at vide, at hendes søn rent faktisk var død:
- Så skreg hun pludselig vildt og højt, formentlig fordi hun var i chok over denne oplysning og løb så ind i lejligheden.
Da skete der imidlertid det, at kvindens samlever helt misforstod situationen:
- Han kom derfor pludselig farende, angreb mig, hvor efter vi trillede rundt i møblerne og glas bliver knust, men med kollegernes hjælp fik vi styr på det hele. Det viste sig så, at datteren i huset pludselig fortalte, at hun faktisk vidste, hvad der var foregået. Der var blandt andet også blevet skudt i forbindelse med drabet, og vi fik ret hurtigt opklaret sagen. Jo selvfølgelig husker man sin første drabssag, siger Schou Kofoed og smiler.
Dobbeltdrabet på Femøren
Schou Kofoed har igennem sin lange karriere deltaget i opklaringer af flere opsigtsvækkende drabssager. Blandt andet drabene på to drenge på kun 16 og 20 år, som fandt sted på Femøren på Amager i 1984. Sagen, som endte med, at den dengang 36-årige jugoslavisk-makedonske taxichauffør Naum Conevski blev idømt livstidsstraf, som han afsoner på 25. år.
- Det har nok været den mest interessante og spændende sag i hele min karriere. Mordene fandt sted den 20. maj kl. 03.14, men vi fik anholdt gerningsmanden i slutningen af juli måned.
De to drenge blev likvideret ved nakkeskud, mens en tredje 16-årig dreng mirakuløst overlevede drabsforsøget, blandt andet fordi han havde en stor jakke på. Han er i dag forståeligt nok fortsat ganske mærket af den forfærdelige oplevelse.
I begyndelsen af sagen var der dog kun et enkelt, men afgørende spor i sagen:
- Vi havde kun et enkelt fingeraftryk på en lommekniv, som linkede Conevski til sagen. Kniven tilhørte en af drengene, og den fandt en politihund i nærheden af gerningsstedet. Derfor vidste vi ret tidligt, at Conevski var drabsmanden. Siden fandt vi også ud af, at det våben, der var blevet brugt, formentlig var blevet stjålet hos en tandlæge i Vedbæk. Han havde haft en sjælden Colt-revolver til salg og kunne fortælle, at Conevski forinden havde beset våbnet, dog uden at købe det. Få uger efter forsvandt våbnet i forbindelse med et indbrud, forklarer Schou Kofoed.
Derefter foretog politiet en ransagning hos Conevski, hvor man fandt en såkaldt ”dags dato-kvittering”, som jugoslaven afviste at kende noget til. Efter en efterlysning i Københavns Radio henvendte en politimand sig med oplysning om, at han havde en lignende kvittering for leje af et skur ude i Sydhavnen.
- Med Conevskis nøgler gik vi i gang med hængelåsene, og pludselig gik en af dem op. I skuret fandt vi mordvåbnet. Ikke desto mindre benægtede jugoslaven gennem hele sagsforløbet ethvert kendskab til sagen.
Motivet til drabene står ikke helt klart, men Schou Kofoed mener, at Conevski myrdede drengene som en slags hævn. Han havde formodentlig udviklet et had til danskere, fordi jugoslaven tidligere var blevet anklaget og dømt i en voldtægtssag, som han i øvrigt – med bistand fra Ekstra Bladet – senere blev frikendt for ved Den Særlige Klageret.
Under afsoningen i fængslet er Conevski blevet erklæret sindssyg og nu på en særlig sikret anstalt. Politiet anser stadig dobbeltmorderen for at være livsfarlig, hvis han en dag blev sluppet fri.
- Han har truet alle på livet, der har haft med sagen at gøre, herunder også mig. Men det tager jeg nu helt roligt, siger Schou Kofoed.
En anden opsigtsvækkende drabssag viste sig nærmest at være verdensomspændende i sit omfang, før den blev opklaret:
- En mand blev i 1984 myrdet i sin lejlighed et sted i Hellerup. Det viste sig, at han var homoseksuel, men ingen vil rigtig fortælle os noget. Efter fem år fortalte den senere gerningsmands fraskilte kone, at offeret havde sølvtøj for 135.000 kr., som er blevet væk. Det førte til, at vi måtte helt til Punjab i Indien og fik siden anholdt den senere dømte gerningsmand – en inder - i Vancouver på den canadiske vestkyst.
- Vi fandt sølvtøjet med fingeraftryk i et garderobeskab på Nørreport station. Vi havde også gerningsmandens fingeraftryk på bagsiden af en anmodning om opholdstilladelse, som var sendt til Udlændingestyrelsen.
- Det var en meget spændende sag. Vi vidste, hvilken landsby gerningsmanden kom fra, men det var først efter hjælp fra det indiske politi, som ransagede hans families huse, og fandt nogle postkort, at vi blev klar over, at han opholdt sig i Canada. Jeg tror faktisk, at vi imponerede det indiske politi, siger Schou Kofoed.
Barske oplevelser
Der har været mange drabssager gennem årene. I gennemsnit har drabsafdelingen 10-12 sager om året. Det er dog ikke sådan, at han går og ”gemmer” på sagerne i fritiden:
- Jeg har det sådan, når jeg kører hjem, så evner jeg at lægge sagerne fra mig. Så der kommer nok ingen bøger fra mig om sager, jeg ikke kan slippe, siger Schou Kofoed ironisk.
Politikommissæren har imidlertid også oplevet ganske barske ting i sin karriere herunder forbrydelser mod børn, og hvor det er foregået på en måde, som formodentlig ligger langt fra mange almindelige menneskers fatteevne. Engang fandt han eksempelvis nogle børnelig under noget vasketøj. De var blevet skoldet ihjel af deres psykisk syge mor. Hvordan kommer man mentalt videre efter den slags forfærdelige oplevelser?
- Jeg reagerer sædvanligvis ved at gå en ekstra lang tur med hunden, for ligesom at få tingene på plads.
I en anden grim sag var børnelig blevet skændet på ret så bestialsk vis.
- Min kone fortalte mig senere, at jeg efter den oplevelse gik direkte ud i haven og begyndte at plukke blommer ude i haven, selvom at regnen øsede ned.
De fleste sager handler dog om ”drab i samlivsforhold”:
- Der er da sager, hvor det hurtigt står klart, at gerningsmanden eksempelvis har slået sin kone eller mand ihjel. De tager ikke lang tid at efterforske, konstaterer Schou Kofoed.
Der er mange sager, hvor politiet savner den afgørende oplysning for at komme videre, og Schou Kofoed nævner det uopklarede mord på Stine Geisler under pinsekarnevalet i 1990, hvor en 18-årig gymnasiepige blev fundet kvalt i en kælder i det indre København. Det var dog ikke en sag, som han selv efterforskede:
- Jeg er dog ret sikker på, at vi et eller andet sted i vores efterforskningsmateriale, har navnet på den person, som begik mordet.
Politikommissæren nævner en anden ældre spektakulær drabssag, hvor man faktisk nu mange år efter endelig håber på et endeligt gennembrud i efterforskningen.
- Vi afventer netop nu nogle interessante oplysninger, som måske får os videre i sagen. Det håber vi, siger Schou Kofoed stille med et lille smil.
Besøg af krimiforfattere
Schou Kofoeds politi-karriere blev faktisk ikke – som nogen måske skulle tro - født af en drengedrøm. Der er heller ikke noget nær familie i politiet, der har ansporet ham til at søge derind. Som dreng læste han heller ikke specielt mange kriminallitteratur eller detektivromaner, selvom at Politikommissæren - sådan til husbehov - læser krimi’er i dag. Det sker blandt andet fordi han har fået bøgerne tilsendt af kriminalforfattere, der har interviewet ham, som led i deres research. Politikommissæren får også besøg af filmfolk, som arbejder med gamle kriminalsager, og han finder det sjovt med alle disse besøg.
- Det er jo populært stof, siger Schou Kofoed tørt, men remser et par forfatternavne op, så som den kendte Sara Blædel, men også det yngre makkerpar Dorph & Pasternak, som har specialiseret sig i at skrive krimier, der foregår i 1970’erne. Andre forfattere kigger også forbi blandt dem også Hanne-Vibeke Holst:
- Hun var her, fordi hun skulle bruge nogle oplysninger til hendes bog ”Dronningeofret” (”som forfatteren for nylig fik den fine boghandlerpris ”De Gyldne Laurbær” for red.)
Sektionsleder
Siden 1995 har Henning Schou Kofoed været sektionsleder i Drabsafdelingen.
- Det vil i praksis sige, at Vicepolitiinspektør Ove Dahl – som er øverste leder af afdelingen – og jeg har til opgave at bistå holdlederne. Som chefer påser vi også, om efterforskningen går i den rigtige retning.
Schou Kofoed har ofte også optrådt som politiets talsperson overfor medierne:
- Det er en står opgave at håndtere presse i drabssager, og pressen bliver hele tiden mere aggressiv. Der er altid direkte fjernsyn, og kun fem minutter til deadline hele tiden. Det er jo ikke kun aviserne, men radio, TV og senest internet-redaktioner, der ringer.
Da Brian Sandberg (københavnsk rocker, som blev kendt som den bedragerianklagede Stein Baggers bodyguard) blev forsøgt likvideret på en cafe i København, var det eksempelvis Schou Kofoed, der talte med pressen og endte med at kommentere sagen i TV.
- På den måde tog jeg lidt af presset fra de kolleger, som jo var optaget af at efterforske sagen. Der stod mere end 10 kameraer uden for politiafspærringen, og det siger lidt om den opmærksomhed, der er for den slags sager. Vi har i øvrigt den regel i politiet, at der kun er én mand, der udtaler sig om en sag. I det hele taget fortæller vi faktisk meget om, hvad vi ved og stiller altid op til interview, når pressen ringer til os.
Politiets anklager
Schou Kofoed har igennem årene også i perioder arbejdet i andre dele af politiet. Desuden har han undervist på politiets lederkurser.
I mange år vikarierede han som anklager i ”dommervagten”, som er den retssal, hvor politiet sædvanligvis fremstiller anholdte i et såkaldt grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling ud over 24 timer.
- Dengang var det nemlig ikke nødvendigt at være jurist for at bestride dette hverv i Københavns dommervagt. Men det har man nu siden ændret på, siger Schou Kofoed.
I gamle dage dvs. 2007 havde Schou Kofoed rang af kriminalkommissær, men det hedder man ikke mere:
- Nej vores forrige rigspolitichef (Den siden fyrede Torsten Hesselbjerg) havde den holdning, at ordet ”kriminal” skabte barrierer til de andre dele af politiet, så det lavede han om. Rent personligt så synes jeg, at det var noget pjat, siger Schou Kofoed.
Men hvad skal der mon ske i fremtiden, når han om et par år skal pensioneres?
- Jeg overvejer forskellige ting. Det skal såmænd nok gå, siger han optimistisk.
Schou Kofoed blev for nogle år siden enkemand. Igennem livet har han haft en række interesser blandt andet som aktiv lystfisker. Han er medlem af hele to lystfiskerforeninger og endda formand for en af Politiets Lystfiskerklubber.
Og så er der politikommissærens hund, ”Mirco”, en flatcoated retriever, som politimanden har trænet med i en civil hundeførerforening, hvor han i øvrigt tidligere har været formand.
Schou Kofoed er gennem årene kommet fast på Bornholm navnlig for at besøge sin mor, men hun døde lige før jul. Han har stadig en søster i Rønne, men ellers er der ikke noget, der knytter ham til øen. Bortset fra hans bornholmske accent, for den kan han ikke løbe fra.
Kort om Henning Schou Kofoed
Politikommissær (tidligere ”Kriminalkommissær”) i Kriminalpolitiets drabsafdeling ved Københavns Politi
Født 1948 i Poulsker som søn af en arbejdsmand og hans hustru.
Sejlede som ung mand i handelsflåden som sømand og styrmand
Sætteskippereksamen fra Rønne Skipperskole 1967
Søværnets Militærpoliti 1969
Ansat i Københavns Politi siden 1970
Med enkelte afbrydelser i Kriminalpolitiet siden 1973
Aktiv lystfisker og hundeejer
Bor i eget hus i Nordsjælland i nærheden af Øresund.
