onsdag den 20. februar 2008

Den bornholmske vinmager

Portrættet af Henrik Poulsen blev bragt i Bornholms Tidende lørdag den 2. februar 2008.




Nexødrengen Henrik Poulsen laver eksklusive vine i Californiens vindistrikt, Napa Valley. Vinsmagning er bedst tidligt om morgenen, mener han.







Af Jarl Cordua

For syv år siden kom Henrik Poulsen til Californiens berømte vindistrikt, Napa Valley. Målet var dengang som nu at blive bedre til at lave vin, men undervejs har Nexø-drengen slået rod og skabt sig en tilværelse som den vist eneste bornholmske vinmager i hele Californien. Bornholms Tidende talte med ham, da han fejrede jul hjemme på fødeøen.

Henrik Poulsen er kun 36 år, men er allerede en erfaren herre, når det gælder vinproduktion. Efter et ophold i Frankrig har han de seneste syv år arbejdet på californiske vingårde - såkaldte ”Wineries”- og senest på en lille vingård i området Rutherford midt i Napa Valley.
- Vi overtog stedet i juli 2006. Sammen med min chef, vinmageren, er det mit ansvar som assisterende vinmager at stå for renoveringen af vingården og de omkringliggende marker. Det er et større arbejde, der først forventes færdigt en gang i 2009, fortæller Henrik, der som assisterende vinmager har meget forskellige og omfattende ansvarsområder:
- Jeg er ansvarlig for alt, der vedrører selve vinproduktionen samt den daglige drift af vingården. Dertil kommer også administration, som giver en del kontakt til det offentlige.

Tidlig vininteresse
Den bornholmske vinmager har et godt bud på, hvor fra hans oprindelige interesse for vin stammer:
- Mine forældre holder også af god vin. Min far trak indimellem en særlig god vin op, som min bror og jeg, da vi blev gamle nok, fik lov at smage. Det har utvivlsomt ansporet min interesse.
Som ung mand arbejdede Henrik på Hotel Balka Søbad i fire sæsoner som køkkenmedhjælper, hvor han fik kendskab til og interesse for både mad og vin. Alligevel gik han ikke i kokkelære:
- Jeg indså, at et arbejde som kok ville være alt for stressende for mig, så den idé droppede jeg, for i stedet at blive udlært som vinhandler i Hellerup. Læretiden gjorde mig nysgerrig i at få et større indblik i vinfremstilling, og derfor begyndte jeg studiet af en engelsk specialuddannelse – en såkaldt ”Master of Wine (MW), som er en slags ph.d.-uddannelse inden for vinens verden. Siden 1954 er der uddannet mindre end 300 kandidater.

Endte i Californien
Henrik havde dog mod på at lære mere om vin og drog derfor ud i verden:
- Min plan var at tage på en tur rundt i nogle af verdens bedste vinregioner, Sydeuropa, Californien, Chile og Argentina i Sydamerika, Australien og Sydafrika. Idéen var at bruge 12 måneder på hvert kontinent.
Første etape forløb planmæssigt, da han begyndte på et 13 måneders såkaldt volontør-ophold på det danskejede slot, Chateau de Haux i Bordeaux i det sydvestlige Frankrig. Henrik syntes dog, at han endnu manglede at få lidt mere jord under neglene og besluttede derfor at acceptere et tilbud om at komme på et 4-måneders høst-ophold i Napa Valley, Californien på vingården ”Newton Vineyard”. Opholdet endte med, at han blev hængende og undervejs fandt bornholmeren sammen med amerikanske Kathy. Dermed blev rundturen på kontinenterne endeligt droppet, og i 2004 blev parret viet på Københavns Rådhus.

Kvalitet frem for alt
Efter i flere år at have lagt sin indsats hos Newton Vineyards, fik Henrik i 2006 et tilbud han ikke kunne sige nej til:
- En tidligere kollega ringede og tilbød mig et job. Vi skulle hjælpe to forretningsfolk, der var gået sammen om at købe en lille vingård, Alpha Omega Winery, der på langt sigt skulle fremstille en af Napa Valleys bedste vine. Jeg så det som en spændende udfordring at få lov til at starte et helt nyt projekt op, accepterede tilbuddet og har arbejdet der siden.
Henrik og hans chef, den schweiziskfødte vinmager Jean Hoefliger, måtte dog starte helt forfra:
- På vingården var der til at begynde med ikke mere end fire hektar jord, og bygningerne på gården, så vi måtte investere i meget nyt udstyr. Vi ville hverken dengang eller nu gå på kompromis med kvaliteten, så derfor måtte vi investere i et helt nyt produktionsanlæg, blandt andet 27 små temperatur-styrede gæringstanke. Vores investorer har fra begyndelsen været klar til at betale, hvad det koster for at kunne lave kvalitetsvin. At have dem i ryggen giver betydelig sikkerhed, fordi vi ved, at de tænker langsigtet og derfor også er tilstrækkeligt tålmodige”.
Det er ifølge Henrik ikke ualmindeligt, at folk fra andre erhverv investerer i vinproduktion:
- I Californien og navnlig i Silicon Valley (et område syd for San Francisco med mange højteknologiske virksomheder red.) findes der mange IT-millionærer. For eksempel solgte en af dem sin IT-virksomhed for 200 mill. dollars og købte så i stedet en vingård.

Lang høstsæson
I Californien varer høsten gerne ti-tolv uger, hvor til sammenligning det kendte franske vindistrikt Bordeaux som oftest har en høstsæson på blot tre-fire uger.
- Vi begynder i august og slutter sidst i november. I år var de sidste druer først i hus 29. november. I høstsæsonen starter arbejdsdagen kl. seks om morgenen med at få druerne ind, og det sker at vi først går hjem kl. 3 om natten. Når der er mest at lave i høsttiden, kan jeg have en arbejdsuge på op til 120 timer, siger Henrik.
De lange arbejdstider er der forståelse for på hjemmefronten:
- Min kone har tidligere selv arbejdet i vinindustrien og ved, hvordan det ind imellem kan være.
I USA er der ikke tradition for, at man holder lang ferie:
- I realiteten har jeg kun to ugers ferie, som jeg bruger i julen. Da jeg var trainee kunne jeg under høsten ogsaa arbejde op til 17 timer om dagen og kun med 1 ugentlig fridag, som jeg i øvrigt brugte på at sove igennem, for at kunne være frisk til arbejdet den næste dag.

Køber druerne
Omkring 60 procent af druerne i Napa Valley dyrkes af avlere, der ikke selv laver vin. På vingården Alpha Omega Winery køber man derfor også de druer, der er nødvendige for produktionen.
- Vi finder gode avlere på langtidskontrakter eller leaser en mark. På en vinstok vokser der typisk mellem 15-25 klaser, men da vi stiller krav om, at der kun må sidde en klase pr. skud på hver vinstok, så bliver 50-75 pct. af klaserne skåret af vinstokkene. Det giver nogle gode druer, men vi må derfor også give høje priser. Et tons druer kan nemt koste 12.000$ eller 60.000 danske kr.
Men her hører udvælgelsen ikke op, for efter selve afstilkningen af drue-klaserne bliver hver enkelt drue også sorteret.
- Det siger sig selv, at der er tale om en utrolig arbejdsom og tidskrævende proces, men det er nødvendigt, for at kunne producere en vin, der kan konkurrere med de bedste i verden, konstaterer Henrik.


Franske egetræsfade
Efter gæring og presning af vinen, bliver den lagt på fade.
- Derved ilter man vinen nænsomt. Det er vigtigt, for uden ilt, så udvikler vinen sig ikke. Undervejs i denne proces, smager vinmageren og jeg regelmæssigt på vinen, for at kunne foretage eventuelle justeringer. Måske er det nødvendigt at foretage en såkaldt ”omstikning”, hvor vi separerer bundfaldet fra vinen. Eller justere indholdet af svovldioxid i vinen, der er vigtig for at styre vinens modningsproces. Undervejs kan vi også ændre blandingsforholdet i vinen af hensyn til smagen, forklarer Henrik
Til at hjælpe sig med arbejdet har han i øvrigt fire erfarne medarbejdere, såkaldte “kælder-rotter”.
- Vinene ligger på forskellige egetræsfade alt efter, hvilken type vin man ønsker at lave. Vi benytter udelukkende fade fremstillet af fransk egetræ, for derved at få en mild smag af træ i vinen. Der er i øvrigt en del vinproducenter, der snyder ved blot at smide egetræsspåner i vinen, for derved at opnå den ønskede smag og garvesyre uden kostbare indkøb af vinfade.

Smager om morgenen
På vingården blandes de forskellige vine for dermed at lave en kvalitetsvin, som smager godt og harmonisk.
- Vi smager på vin, men drikker den ikke. Den spytter vi ud. Til gengæld kan vi i løbet af en formiddag nå og smage på over 100 vine, forklarer Henrik, hvis erfaring er, at effektiv professionel vinsmagning helst bør begynde tidligt om morgenen, hvor smagsløgene er skarpest, og i øvrigt slutte før frokost.
Napa Valley distriktet har i øvrigt samme høje status for californisk vin, som det kendte Bordeaux-distrikt har for fransk vin. Området måler 50 km fra nord til syd, hvor 85 % af produktionen er rødvin, mens resten er hvidvin. Vin fra Napa Valley koster gerne fra 300 kr. flasken og opefter. I Californien bliver der som bekendt produceret meget såkaldt forbrugsvin, som eksporteres til hele verden, men den form for vinproduktion er der ikke noget af på Alpha Omega Winery.

Eksklusiv vin
Det tager to-tre år fra indhøstning af druerne til at man kan slå proppen af vinflasken og nyde den. På Alpha Omega Winery venter Henrik Poulsen og hans kolleger derfor på, at de første halvandet års anstrengelser lever op til deres egne store forventninger.
- Vores første rigtige høst var i 2006. Det vil sige, at vinen først bliver givet fri til salg i 2009, forklarer Henrik.
Imidlertid tager det lang tid at opbygge et navn, som vinproducent. Derfor har vingården i mellemtiden købt vin af druer, der er høstet fra hans gamle arbejdsplads Newtons marker.
Der er i øvrigt restriktioner på udbuddet af vin for ikke at skabe overproduktion, og derfor har myndighederne kun givet vingården tilladelse til at producere 20.000 kasser vin årligt.
- Vi kommer næppe nogensinde over 10.000 kasser. I 2006-årgangen er der således kun produceret 6000 kasser á 12 flasker. Producerede vi mere ville det i øvrigt også gå ud over vinens kvalitet. Ideen er jo, at det skal være en eksklusiv vin.
Vingården forsøger også på anden vis at skabe sig et ry som gode producenter:
- Vi har sendt et par flasker til den berømte og internationalt anerkendte amerikanske vinskribent Robert Parker, hvis anbefalinger kan være forskellen mellem succes eller fiasko. Så nu afventer vi hans dom, siger Henrik fortrøstningsfuld.

Som varmt brød
På vingården havde man håbet på en blød opstart, men lige nu kan deres produktion allerede ikke følge med efterspørgslen:
- Vores vine er for livsnydere med en særlig passion for at drikke eksklusiv vin. Det er kutyme, at kunderne melder sig ind i vores vinklub, hvor de får to flasker vin fire-fem gange om året. Der er slet ingen problemer med at få solgt kvalitetsvin, for det bruger mange californiere gerne penge på. Vi håbede på at 3-400 kunder det første år ville melde sig ind i vores vinklub, men vi fik 1200 abonnenter. Ved årsskiftet til 2008 er der 1800 kunder på vores mailingliste.
Vingården laver i øvrigt både rødvine, hvidvine og dessertvine. Priserne for disse vine er ifølge Henrik Poulsen moderate efter amerikanske forhold:
- De af vores vine som bliver frigivet i 2009 ligger prismæssigt omkring 50-200$ (300-1000Dkr..).
Alpha Omega Winery har ingen planer om at eksportere vin, og derfor skal man ikke regne med at se vin derfra på danske vinhandleres hylder.
Vinmageren har i øvrigt kun pænt at sige om dansk produceret vin:
- Det er ganske glimrende. Man har dog ikke udviklet en særlig lang tradition for vinproduktion, og det gør nok en stor og afgørende forskel, når det gælder om at opnå den højeste kvalitet. Husk på, at Frankrig og Californien til sammenligning har henholdsvis 300 års og 150 års erfaringer med vinproduktion.

Vinsmagning
Henrik erkender, at han også i fritiden drikker vin:
- Jeg overholder næppe lægernes anbefalinger om højst 21 genstande om ugen, for det er sjældent, at der ikke står en flaske vin på middagsbordet, som oftest californisk, men også gerne fra Frankrig, Spanien eller Italien.
Vinmageren har i øvrigt smagt en hel del gode vine i sin karriere:
- Under min uddannelse hos to københavnske vinhandlere fik jeg lov til at smage fantastiske vine, husker Henrik og to meget eksklusive franske Bordeaux-rødvines allerbedste årgange, nemlig Chateau Cheval Blanc 1947 og Chateau Petrus 1959 tæller blandt hans store smagsoplevelser.
Trods gode år med sit arbejde og udsigt til mere succes, så ser Henrik ikke sit liv i vinbranchen som særligt glamourøst.
- Det er ikke for pengenes skyld, at jeg laver vin, for de er egentlig ikke så store. Det er min lidenskab at lave god vin. Det er simpelthen drivkraften i mit liv.
Henrik regner det derfor ikke for sandsynligt, at han en dag vender tilbage for at slå sig ned på Bornholm:
- Nej, for jeg finder mig nok ikke tilrette med et normalt fuldtidsjob, erkender han
Omvendt føler han sig heller ikke specielt bundet til at blive boende i USA:
- Egentlig bosatte jeg mig i USA på grund af et godt jobtilbud. Skulle jeg en dag få et tilbud fra Frankrig, og hvis min kone ellers var indforstået med det, så flyttede jeg gerne dertil, siger vinmageren, der bor med familien i et lille hus 30 kilometer fra sin arbejdsplads.

Bornholm er ferie
Henrik fastholder kontakten til familien i Danmark:
- Jeg ringer gerne hjem til familien i Danmark et par timer hver weekend. Naturligvis savner jeg både dem og mine venner. Men skal man have kontakt med dem, skal det jo planlægges, for selvom en flyrejse til Danmark “kun” varer seksten timer, så gør tidsforskellen på ni timer, at man ikke ”bare lige” kommer forbi eller ringer for at sige hej.
Bornholmeren kan dog godt tage sig i at savne fødeøen:
- Bornholm er for mig ensbetydende med ferie og afslapning, og derfor kommer man da til at savne øen ind imellem.
Hvert år vender han og Kathy dog hjem for at fejre jul hos hans forældre, der stadig bor i barndomshjemmet på Aasen i Nexø.
Henriks far, H.C. Poulsen, drev i øvrigt år tilbage en større smedeforretning i Nørregade.
I juledagene blev der også tid til at mødes med gamle venner fra Østlandet, blandt dem Peter Bræstrup, medindehaveren af Kjaerstrup Chokolade i Snogebæk. Et møde Henrik så frem til:
- Vi forsøger hvert år at mødes til vinsmagning. I 2006 fik vi smagt nogle flasker, der både pris og kvalitetsmæssigt var helt i top.
Henrik har stadig en hel del vin opmagasineret i Danmark, og til årets vinsmagning havde han fundet nogle interessante vine frem af gemmerne. Således var ”årets tema” en såkaldt ”vertikal-smagning” dvs. en helt række forskellige årgange af den fine Bordeaux rødvin Chateau Batailley fra området Pauillac.
- Vi skal smage årgange helt tilbage fra 1960’erne op til årgang 2000. Det bliver ikke en helt billig omgang, men i kraft af gode kontakter har jeg købt vinen til en god pris for år tilbage. Det bliver dog alligevel vinsmagning med vin til op imod 500 kr. flasken, konstaterer den californiske vinmager fra Nexø.


--------------------------------------------------------------------------
Kort om Henrik Poulsen:
Født 1971 i Nexø, hvor han voksede op som søn af Minna Poulsen og smedemester H.C. Poulsen.
Uddannet som vinhandler i Hellerup og København.
Han har siden 2000 arbejdet på vingårde i det berømte vindistrikt Napa Valley i Californien og fra 2006 som del af et lederteam som assisterende vinmager på vingården Alpha Omega Winery, der producerer eksklusiv vin af høj kvalitet.
Henrik Poulsen er amerikansk gift.
Læs mere på www.aowinery.com