Som politimand ved man aldrig, hvad dagen bringer

Bornholmske Henrik Hjort Sommer er indsatsleder og vicepolitikommissær i København og leder slaget, når politiet stopper urolighederne på Nørrebro.

Portrættet af politimanden Henrik Hjort Sommer blev bragt i Bornholms Tidende den 12. april 2008.



















Af Jarl Cordua

Når der foregår større demonstrationer i København eller politiet gennemfører aktioner i Fristaden Christiania, så er det Nexø-drengen Henrik Sommer, der på gaden leder politiets styrker. Den tidligere sergent fra Almegaards kaserne har gjort karriere i storbyens barskeste distrikter og er i dag politikommissær og leder af politiets indsats, der opretholder lov og orden på Vesterbro og i Københavns indre by.
Deres udsendte er mødt op på politistationen City, der tidligere hed ”Station 1”, og som ligger midt på Halmtorvet i København. Ligesom på apoteket eller hos bageren trækker jeg et nummer og venter på, at det bliver min tur. Jeg har en aftale, men er også kommet i god tid. De uniformerede sagsbehandlere ved skranken – ofte yngre politifolk – ringer rundt for at få kontakt med min interviewaftale. Imens kigger jeg mig omkring og får øje på den store mindetavle for Jesper Egtved Hansen – politiassistenten, der blev skudt af Blekingegadebanden for snart 20 år siden. Efter et lille kvarter er der bid, en høj kronraget 40-årig mand med overskæg dukker op frem fra en sidedør, stikker i et stort bredt drenget smil dukker op og rækker en stor hånd frem til hilsen.

Søgte spænding
Fem minutter senere sidder vi et par etager højere oppe på Sommers kontor. Politikaffen er skænket i store krus og smager faktisk bedre end sit rygte.
- Det er jo et uforudsigeligt job. Ingen ved hvad dagen bringer af oplevelser. Om aftenen kysser man sine børn god nat for så et par timer senere står man midt i en gadekamp og et flammehav på Nørrebrogade, indleder en nærmest konstant smilende Henrik Hjort Sommer vores samtale.
Han voksede op i Nexø, og efter skolegang blev han konstabel og senere sergent ved Bornholms Værn på St. Almegaards kaserne. I 1988 tog Henrik til København og blev befalingsmand i Den Kongelige Livgarde.
- Det var et kulturchok at være i livgarden, men samtidigt var det fascinerende med alle deres traditioner, husker han.
Henrik ville dog ikke fortsætte karrieren i hæren, for i årene efter den kolde krigs afslutning begyndte politikerne at skære ned på forsvaret.
- Lige pludselig var der længere ikke penge til øvelser, der blev aflyst, og jeg indså, at det ikke var dér, at min fremtid lå. Da jeg allerede dengang vidste, at 8-16 jobs ikke lå til mig, så søgte jeg i 1990 i stedet ind på politiskolen i København. Jeg søgte helt klart spænding og havde nok lyst til et arbejde, der var anderledes. Og netop det at blive politimand stod for mig som en stor og god udfordring.

Beredskabssektionen
Efter den 3-årige grunduddannelse blev den unge bornholmer ansat i Gladsaxe Politi, og det blev til mange timer i patruljevognen rundt omkring København:
- Alle politifolk prøver at køre patrulje i København for at kunne udføre tjeneste i en storby.
Men der var også andre udfordringer, for allerede i sin grunduddannelse blev Henrik ligesom alle andre betjente - som led i deres almindelige politiuddannelse - indrulleret i politiets såkaldte Beredskabssektion. Denne særlige enhed bliver indsat hver eneste gang, at der bare er optræk til at demonstrationer m.v. kan udvikle sig til en trussel mod den almindelige orden. Eksempelvis er styrken sat ind under større demonstrationer i København, i forbindelse med større fodboldkampe eller ved politiets vedvarende aktioner mod åbenlys hashhandel på Christiania. Beredskabssektionen er også en enhed, der kan indsættes i forbindelse med bevogtningsopgaver for eksempel ved større politiske topmøder, sikring af retssale eller aktioner mod rockerborge.
Uddannelsen i beredskabssektionen varer alt efter 30 uger op til et år, men Henrik har været tilknyttet sektionen tre gange i løbet af sin karriere. I 1998 kom han tilbage til Gladsaxe Politi, men indså at der skete for lidt, så han søgte igen til beredskabssektionen for at videreuddanne sig som leder.
I perioden 1995-2000 blev Henrik uddannet som skydeinstruktør samt instruktør i såkaldt ”mobil indsats” dvs. hvordan politiet håndterer og indsættes under uroligheder. I 2003 blev han vicepolitikommissær og søgte ind som delingsfører i beredskabssektionen, hvorved han blev leder af en deling på 60 mand. I 2006 blev bornholmeren godkendt som indsatsleder og dermed ”øverste leder under politiindsatser på gaden”. Det vil sige at han skal være til stede, hvor der er mulighed for at der bliver ballade, indsætte de nødvendige politistyrker og i øvrigt opretholde roen. Henriks overordnede sidder et andet sted i byen, når Beredskabssektionen/stationsdelingerne er i funktion.

Et skud i bøssen
Henrik har ledet beredskabsdelingerne ved en hel del af de større fodboldkampe ved Parken.
- Det er altid en ”udfordring”. Som udgangspunkt så aner jeg ikke, hvad der kommer til at ske andet at vi ved, at nogle tilskuere blot kommer for at slås. Og indimellem går det galt, hvor der bliver ballade og så griber vi ind, konstaterer han
Normalen er dog, at politiet indleder en dialog med lederne af demonstrationerne.
Når der er demonstrationer, så står vi overfor folk fra Christiania og det autonome miljø. Jeg forsøger altid at indlede en dialog med lederne af demonstranterne, sådan at vi i forinden og i fællesskab får sat nogle rammer for demonstrationen.
Det er så op til Henrik at vurdere, hvornår at disse rammer bliver overskredet.
- Det handler altid om at undgå, at en demonstration eksploderer. I realiteten har vi kun ”ét skud i bøssen” for at undgå at den situation opstår. Kunsten er derfor i stedet og på forhånd at snakke med dem. Det går ofte godt med at dæmpe dem ned i startfasen af en demonstration, mens andre gange, så fornemmer man bare, at der er en dårlig atmosfære fra starten, og så ender det med uro.
Efterhånden så får man en rutine til at læse gadebilledet dvs., hvor noget afviger fra det normale eller hvis alle de værste demonstranter er til stede, forklarer politimanden.
Hvad så, når det går galt?
- Så handler det om at få demonstranterne ud, før de vælter den indre by. Der er altid de samme 100 demonstranter eller ballademagere, der vil slås. De fleste af dem er under 25. Vi kender dem fra andre demonstrationer, og de står altid forrest, når der er slåskamp. Det var netop derfor at vi lavede den der afledningsmanøvre under gadekampene på Nørrebrogade lige efter rydningen af Jagtvej 69, hvor vi havde held med at klippe demonstrationen over i to dele. For på den måde forsøgte vi at fange dem der ville slås, siger Henrik.
Politiet har dog andre muligheder for at fjerne særligt aggressive uromagere:
- De civilklædte betjente går altid lige der hvor der er ballade, og så piller vi simpelthen de værste af dem ud, forklarer han.
- Det kræver i øvrigt en del at være civilklædt betjent. Under optagelsesprøven har vi bl.a. boksehandsker på, og så slår vi faktisk på dem. For de skal netop kunne lære at tage imod øretæver samt stadig beherske sig, for vi ved, at de bliver udsat knubs eksempelvis under hårde gadekampe. Det er nødvendigt, for hvis de bare én gang slår igen, så bliver de frasorteret under prøven. Det kræver også noget af mig, for de skal kunne stole 100 procent på deres indsatsleder. De skal være overbeviste om, at vi aldrig svigter en kollega, der pludselig står omringet af en flok rasende demonstranter, pointerer Henrik.
Trods de hårde og farlige gadekampe, så opstår der alligevel pudsige situationer:
- Som indsatsleder ved nogle af torsdagsdemonstrationer, har jeg stået overfor en bornholmer, der kommer fra den såkaldte ”grå blok”, der består af voksne personer, der følger de unge. Jeg rettede henvendelse til ham som var leder af demonstration, for – som det er kutyme - at aftale hvilken vej demonstrationen går. Vi kunne åbenbart høre at vi var landsmænd, for pludselig en dag begyndte vi at snakke bornholmsk med hinanden. Det var egentlig en sjov situation.

Fodpatrulje på Christiania
Blandt ordenspolitiets faste opgaver er det at foretage såkaldte fodpatruljer på Christiania. Den åbenlyse hash-handel, hvor der førhen var opslået boder i gaden ”Pusher Street”, er i dag væk. Alligevel foregår der stadig en livlig handel, der efter Henriks vurdering er umulig at fjerne helt. Det er heller ikke pebernødder, der skifter hænder på Christiania, hvor der ifølge politimanden bliver omsat for ca. en milliard kr. hash hvert år. Det er derfor ikke overraskende, at de kriminelle ikke ligefrem er begejstret for, at politiets patruljering ødelægger hash-handels aktiviteter på stedet:
- Hvis man kommer gående derude om natten og er i uniform, så sker det ikke sjældent, at der kommer en brosten på en 3-4 kilo flyvende efter en, men det kan også være en flaske eller en pose fuld af lort. Man håber bare på, at kastskytset rammer ved siden af, men det siger sig selv, at vi om natten patruljerer med hjelme. Alligevel prøver vi at drosle brugen af hjelm ned for ikke at virke for aggressive, forklarer Henrik.
Om situationen på den såkaldte ”fristad” lige nu og her siger politimanden:
- Politikerne har længe haft en proces om lovliggørelse af området i gang, men i øjeblikket står tingene derude lidt på standby, men vi foretager stadig daglige såkaldte fodpatruljer derude.
Henrik tror ikke på, at Christiania bliver fri for hashhandel:
- Der er for mange penge i det, så det er ikke realistisk på kort sigt.
Hashhandlerne på ”Staden” er efterhånden blevet gamle kendinge for ham:
- Den første jeg i sin tid anholdte på Christiania, ja han er stadig derude, og dem som kører hashhandlen på stedet nu, var bare nogle knægte jeg anholdt som ung betjent. Man kan vel sige, at vi har fulgt hver vores ”karrierespor” igennem de sidste 10-15 år, konstaterer Henrik.
Politifolkene har efterhånden udviklet et had/kærlighedsforhold til hashhandlerne, vurderer politimanden:
- Det ene øjeblik kan vi godt tale stille og roligt sammen, men ti minutter kaster de måske ting efter os, når vi passer vores arbejde. Det er en del af gamet, men indtil at det kommer til konfrontation eller at de forhindrer os i at patruljere, så skal det køre på en eller anden måde, så kunsten er på en eller anden måde at respektere hinanden før det ender i ballade. Og det lykkes ofte.

Vagthavende på Vesterbro
Efter Henrik blev uddannet til vicepolitikommisær startede han som vagthavende på station 3 (Bellahøj), blev delingsfører og 1. januar 2007 blev han ansat i en politikommissærstilling på
Station 1 på Halmtorvet.
- Station1 er klart det travleste sted, hvor dækker vi Vesterbro og hele den indre by, hvor bylivet er om aftenen, forklarer Henrik.
Han var med til at oprette specialgruppen City, der især tager sig af narkokriminalitet på gadeplan samt tilser bevillingerne på byens værtshuse og diskoteker.
Det er derfor hans folk, der patruljere i civil på gaderne og værtshusene på Vesterbro og Københavns indre by, hvor det især i weekenderne kan gå hårdt til.
Desværre mener politimanden, at udviklingen går i den forkerte retning især, hvad angår den rå vold:
- Der er tydeligvis mere rå vold med brug af knive og skydevåben. Det fortæller mine folk mig og det kan vi se af de sager, som vi får.
Der er også frustrerede 2. generationsindvandrere i blandt dem gerningsmændene, men det langtfra hele forklaringen, mener Henrik:
- At folk går med pistoler vinder frem overalt, og vold avler simpelthen vold. 2.genereationsindvandrerne mener at danskerne diskriminerer dem. Og man kan vel let konstatere at fordommene trives overalt, og så skal der ikke så meget til før, at det hele kører op i en spids. Og så opstår der voldsepisoder.
Men især udbredelsen af stoffer spiller også en rolle for eskaleringen af volden, mener politimanden;
- Det bliver mere almindelig med kokain på værtshuse og overalt i samfundet. Det er faktisk ikke kun i København at vi støder på flere og flere stoffer, de er faktisk efterhånden også ganske udbredt i provinsen.
Specialgruppen er overgivet til en anden leder, og Henrik fungerer nu som vicepolitiinspektør og operativ leder på Station City med ansvaret for kollegaerne på gaden.

Trækker oftere våben
Henriks langvarige uddannelse har også andre facetter. Politimanden har således også taget en skydeinstruktøruddannelse, hvor man lærer at håndtere svære og farlige situationer eksempelvis hvor en farlig gerningsmand har forskanset sig i en lejlighed med et våben.
- Det handler om at uddanne vores folk i at reagere mest hensigtsmæssigt, at give dem nogle værktøjer. Medierne påstår tit, at politiet skyder for meget i tjenesten, men der skal faktisk meget til før at politifolk trækker pistolerne, forklarer Henrik.
Politikfolk bliver ifølge Henrik udsat for stadigt hårdere situationer de seneste år, der i stigende grad gør det nødvendigt for politiet at bruge våben.
- Det er simpelthen blevet mere råt og mere farligt, og det gør det nødvendigt for os oftere - for en sikkerheds skyld - at trække våbnene, siger politimanden og tilføjer:
- Men husk på, at vi skal stadigvæk indberette samtlige situationer, hvor vi har trukket vores våben og brugt det til at true med. Som jeg siger til kollegaerne før de kører på gaden: Det eneste der er sikkert er, at intet er sikkert. Med andre ord: De skal vurdere alt hvad der sker omkring dem, og handler derefter.


Vikar på Bornholm.
Henrik har dog også haft andre ledelsesopgaver end i København. I tre måneder i efteråret var han leder af politiets beredskab dvs. ordenspolitiet på Bornholm.
- Det har været end god udfordring at prøve noget helt andet, end det jeg har arbejdet med her i København. Opgaverne er i sagens natur anderledes, og der er eksempelvis heller ikke så meget personale på øen, siger Henrik. Gennemsnitsalderen blandt kollegaerne er højere end i København, så uanset hvad kollegaerne kom ud til, så havde de rutinen og overblikket til at løse opgaverne på en god måde. Det fik jeg lejlighed til jeg at værdsætte mange gange under opholdet.
Politimanden har i øvrigt tidligere været på Bornholm for blandt andet at holde foredrag om rydningen af ungdomshuset i fjor.
Derudover bliver der også til et lille bijob i et konsulentfirma indenfor lederudvikling, hvor Henrik underviser forskellige personalegrupper i erhvervslivet om kommunikation og samarbejde.

Hesteglad familie
Henrik bor med sin familie i et hus i Helsinge i Nordsjælland.
- Jeg mødte Susanne på sergentskolen i Høvelte, hvor hun var soldat. Min kone er sjællænder og i øvrigt også politimand, men da jeg så tit er på arbejde, har vi derfor sammen truffet det valg, at Susanne har taget orlov for at hun kan hente og bringe ungerne i daginstitutionerne.
Familien består af tre børn to piger og en dreng i alderen 8,9 og 11 år og ikke mindst tre heste.
- Både min kone og mine børn er meget optaget af heste og ridning. Så for alligevel at se noget til familien, så er jeg blevet formand for den lokale rideklub. Man kan måske sige, at mit engagement i rideklubben har været nødvendigt for, at jeg har kunnet været sammen med familien, ler Henrik.
Henriks forældre bor i øvrigt fortsat i Nexø, så politimanden tager et par gange om året familien hjem til fødeøen så de kan besøge deres bedsteforældre.


------------------------------------------------------------------------

Henrik Hjorth Sommer - kort
Født 1967 i Nexø, hvor han er også er opvokset.
Konstabel og senere sergent i opklaringseskadronen ved Bornholms Værn
Uddannet ved Københavns Politi og tjenestegørende ved Gladsaxe Politi.
Vicepolitikommissær på Bellahøj.
Instruktør i skydning/indtrængning efter farlig gerningsmand/gadekampe.
Delingsfører i beredskabssektionen ved Københavns Politi.
Politikommissær på Station City på Halmtorvet.
Gift med Susanne, der har orlov som politimand.
Parret har tre børn i skolealderen og bor i et hus i Helsinge, Nordsjælland.

Den bornholmske vinmager

Portrættet af Henrik Poulsen blev bragt i Bornholms Tidende lørdag den 2. februar 2008.




Nexødrengen Henrik Poulsen laver eksklusive vine i Californiens vindistrikt, Napa Valley. Vinsmagning er bedst tidligt om morgenen, mener han.







Af Jarl Cordua

For syv år siden kom Henrik Poulsen til Californiens berømte vindistrikt, Napa Valley. Målet var dengang som nu at blive bedre til at lave vin, men undervejs har Nexø-drengen slået rod og skabt sig en tilværelse som den vist eneste bornholmske vinmager i hele Californien. Bornholms Tidende talte med ham, da han fejrede jul hjemme på fødeøen.

Henrik Poulsen er kun 36 år, men er allerede en erfaren herre, når det gælder vinproduktion. Efter et ophold i Frankrig har han de seneste syv år arbejdet på californiske vingårde - såkaldte ”Wineries”- og senest på en lille vingård i området Rutherford midt i Napa Valley.
- Vi overtog stedet i juli 2006. Sammen med min chef, vinmageren, er det mit ansvar som assisterende vinmager at stå for renoveringen af vingården og de omkringliggende marker. Det er et større arbejde, der først forventes færdigt en gang i 2009, fortæller Henrik, der som assisterende vinmager har meget forskellige og omfattende ansvarsområder:
- Jeg er ansvarlig for alt, der vedrører selve vinproduktionen samt den daglige drift af vingården. Dertil kommer også administration, som giver en del kontakt til det offentlige.

Tidlig vininteresse
Den bornholmske vinmager har et godt bud på, hvor fra hans oprindelige interesse for vin stammer:
- Mine forældre holder også af god vin. Min far trak indimellem en særlig god vin op, som min bror og jeg, da vi blev gamle nok, fik lov at smage. Det har utvivlsomt ansporet min interesse.
Som ung mand arbejdede Henrik på Hotel Balka Søbad i fire sæsoner som køkkenmedhjælper, hvor han fik kendskab til og interesse for både mad og vin. Alligevel gik han ikke i kokkelære:
- Jeg indså, at et arbejde som kok ville være alt for stressende for mig, så den idé droppede jeg, for i stedet at blive udlært som vinhandler i Hellerup. Læretiden gjorde mig nysgerrig i at få et større indblik i vinfremstilling, og derfor begyndte jeg studiet af en engelsk specialuddannelse – en såkaldt ”Master of Wine (MW), som er en slags ph.d.-uddannelse inden for vinens verden. Siden 1954 er der uddannet mindre end 300 kandidater.

Endte i Californien
Henrik havde dog mod på at lære mere om vin og drog derfor ud i verden:
- Min plan var at tage på en tur rundt i nogle af verdens bedste vinregioner, Sydeuropa, Californien, Chile og Argentina i Sydamerika, Australien og Sydafrika. Idéen var at bruge 12 måneder på hvert kontinent.
Første etape forløb planmæssigt, da han begyndte på et 13 måneders såkaldt volontør-ophold på det danskejede slot, Chateau de Haux i Bordeaux i det sydvestlige Frankrig. Henrik syntes dog, at han endnu manglede at få lidt mere jord under neglene og besluttede derfor at acceptere et tilbud om at komme på et 4-måneders høst-ophold i Napa Valley, Californien på vingården ”Newton Vineyard”. Opholdet endte med, at han blev hængende og undervejs fandt bornholmeren sammen med amerikanske Kathy. Dermed blev rundturen på kontinenterne endeligt droppet, og i 2004 blev parret viet på Københavns Rådhus.

Kvalitet frem for alt
Efter i flere år at have lagt sin indsats hos Newton Vineyards, fik Henrik i 2006 et tilbud han ikke kunne sige nej til:
- En tidligere kollega ringede og tilbød mig et job. Vi skulle hjælpe to forretningsfolk, der var gået sammen om at købe en lille vingård, Alpha Omega Winery, der på langt sigt skulle fremstille en af Napa Valleys bedste vine. Jeg så det som en spændende udfordring at få lov til at starte et helt nyt projekt op, accepterede tilbuddet og har arbejdet der siden.
Henrik og hans chef, den schweiziskfødte vinmager Jean Hoefliger, måtte dog starte helt forfra:
- På vingården var der til at begynde med ikke mere end fire hektar jord, og bygningerne på gården, så vi måtte investere i meget nyt udstyr. Vi ville hverken dengang eller nu gå på kompromis med kvaliteten, så derfor måtte vi investere i et helt nyt produktionsanlæg, blandt andet 27 små temperatur-styrede gæringstanke. Vores investorer har fra begyndelsen været klar til at betale, hvad det koster for at kunne lave kvalitetsvin. At have dem i ryggen giver betydelig sikkerhed, fordi vi ved, at de tænker langsigtet og derfor også er tilstrækkeligt tålmodige”.
Det er ifølge Henrik ikke ualmindeligt, at folk fra andre erhverv investerer i vinproduktion:
- I Californien og navnlig i Silicon Valley (et område syd for San Francisco med mange højteknologiske virksomheder red.) findes der mange IT-millionærer. For eksempel solgte en af dem sin IT-virksomhed for 200 mill. dollars og købte så i stedet en vingård.

Lang høstsæson
I Californien varer høsten gerne ti-tolv uger, hvor til sammenligning det kendte franske vindistrikt Bordeaux som oftest har en høstsæson på blot tre-fire uger.
- Vi begynder i august og slutter sidst i november. I år var de sidste druer først i hus 29. november. I høstsæsonen starter arbejdsdagen kl. seks om morgenen med at få druerne ind, og det sker at vi først går hjem kl. 3 om natten. Når der er mest at lave i høsttiden, kan jeg have en arbejdsuge på op til 120 timer, siger Henrik.
De lange arbejdstider er der forståelse for på hjemmefronten:
- Min kone har tidligere selv arbejdet i vinindustrien og ved, hvordan det ind imellem kan være.
I USA er der ikke tradition for, at man holder lang ferie:
- I realiteten har jeg kun to ugers ferie, som jeg bruger i julen. Da jeg var trainee kunne jeg under høsten ogsaa arbejde op til 17 timer om dagen og kun med 1 ugentlig fridag, som jeg i øvrigt brugte på at sove igennem, for at kunne være frisk til arbejdet den næste dag.

Køber druerne
Omkring 60 procent af druerne i Napa Valley dyrkes af avlere, der ikke selv laver vin. På vingården Alpha Omega Winery køber man derfor også de druer, der er nødvendige for produktionen.
- Vi finder gode avlere på langtidskontrakter eller leaser en mark. På en vinstok vokser der typisk mellem 15-25 klaser, men da vi stiller krav om, at der kun må sidde en klase pr. skud på hver vinstok, så bliver 50-75 pct. af klaserne skåret af vinstokkene. Det giver nogle gode druer, men vi må derfor også give høje priser. Et tons druer kan nemt koste 12.000$ eller 60.000 danske kr.
Men her hører udvælgelsen ikke op, for efter selve afstilkningen af drue-klaserne bliver hver enkelt drue også sorteret.
- Det siger sig selv, at der er tale om en utrolig arbejdsom og tidskrævende proces, men det er nødvendigt, for at kunne producere en vin, der kan konkurrere med de bedste i verden, konstaterer Henrik.


Franske egetræsfade
Efter gæring og presning af vinen, bliver den lagt på fade.
- Derved ilter man vinen nænsomt. Det er vigtigt, for uden ilt, så udvikler vinen sig ikke. Undervejs i denne proces, smager vinmageren og jeg regelmæssigt på vinen, for at kunne foretage eventuelle justeringer. Måske er det nødvendigt at foretage en såkaldt ”omstikning”, hvor vi separerer bundfaldet fra vinen. Eller justere indholdet af svovldioxid i vinen, der er vigtig for at styre vinens modningsproces. Undervejs kan vi også ændre blandingsforholdet i vinen af hensyn til smagen, forklarer Henrik
Til at hjælpe sig med arbejdet har han i øvrigt fire erfarne medarbejdere, såkaldte “kælder-rotter”.
- Vinene ligger på forskellige egetræsfade alt efter, hvilken type vin man ønsker at lave. Vi benytter udelukkende fade fremstillet af fransk egetræ, for derved at få en mild smag af træ i vinen. Der er i øvrigt en del vinproducenter, der snyder ved blot at smide egetræsspåner i vinen, for derved at opnå den ønskede smag og garvesyre uden kostbare indkøb af vinfade.

Smager om morgenen
På vingården blandes de forskellige vine for dermed at lave en kvalitetsvin, som smager godt og harmonisk.
- Vi smager på vin, men drikker den ikke. Den spytter vi ud. Til gengæld kan vi i løbet af en formiddag nå og smage på over 100 vine, forklarer Henrik, hvis erfaring er, at effektiv professionel vinsmagning helst bør begynde tidligt om morgenen, hvor smagsløgene er skarpest, og i øvrigt slutte før frokost.
Napa Valley distriktet har i øvrigt samme høje status for californisk vin, som det kendte Bordeaux-distrikt har for fransk vin. Området måler 50 km fra nord til syd, hvor 85 % af produktionen er rødvin, mens resten er hvidvin. Vin fra Napa Valley koster gerne fra 300 kr. flasken og opefter. I Californien bliver der som bekendt produceret meget såkaldt forbrugsvin, som eksporteres til hele verden, men den form for vinproduktion er der ikke noget af på Alpha Omega Winery.

Eksklusiv vin
Det tager to-tre år fra indhøstning af druerne til at man kan slå proppen af vinflasken og nyde den. På Alpha Omega Winery venter Henrik Poulsen og hans kolleger derfor på, at de første halvandet års anstrengelser lever op til deres egne store forventninger.
- Vores første rigtige høst var i 2006. Det vil sige, at vinen først bliver givet fri til salg i 2009, forklarer Henrik.
Imidlertid tager det lang tid at opbygge et navn, som vinproducent. Derfor har vingården i mellemtiden købt vin af druer, der er høstet fra hans gamle arbejdsplads Newtons marker.
Der er i øvrigt restriktioner på udbuddet af vin for ikke at skabe overproduktion, og derfor har myndighederne kun givet vingården tilladelse til at producere 20.000 kasser vin årligt.
- Vi kommer næppe nogensinde over 10.000 kasser. I 2006-årgangen er der således kun produceret 6000 kasser á 12 flasker. Producerede vi mere ville det i øvrigt også gå ud over vinens kvalitet. Ideen er jo, at det skal være en eksklusiv vin.
Vingården forsøger også på anden vis at skabe sig et ry som gode producenter:
- Vi har sendt et par flasker til den berømte og internationalt anerkendte amerikanske vinskribent Robert Parker, hvis anbefalinger kan være forskellen mellem succes eller fiasko. Så nu afventer vi hans dom, siger Henrik fortrøstningsfuld.

Som varmt brød
På vingården havde man håbet på en blød opstart, men lige nu kan deres produktion allerede ikke følge med efterspørgslen:
- Vores vine er for livsnydere med en særlig passion for at drikke eksklusiv vin. Det er kutyme, at kunderne melder sig ind i vores vinklub, hvor de får to flasker vin fire-fem gange om året. Der er slet ingen problemer med at få solgt kvalitetsvin, for det bruger mange californiere gerne penge på. Vi håbede på at 3-400 kunder det første år ville melde sig ind i vores vinklub, men vi fik 1200 abonnenter. Ved årsskiftet til 2008 er der 1800 kunder på vores mailingliste.
Vingården laver i øvrigt både rødvine, hvidvine og dessertvine. Priserne for disse vine er ifølge Henrik Poulsen moderate efter amerikanske forhold:
- De af vores vine som bliver frigivet i 2009 ligger prismæssigt omkring 50-200$ (300-1000Dkr..).
Alpha Omega Winery har ingen planer om at eksportere vin, og derfor skal man ikke regne med at se vin derfra på danske vinhandleres hylder.
Vinmageren har i øvrigt kun pænt at sige om dansk produceret vin:
- Det er ganske glimrende. Man har dog ikke udviklet en særlig lang tradition for vinproduktion, og det gør nok en stor og afgørende forskel, når det gælder om at opnå den højeste kvalitet. Husk på, at Frankrig og Californien til sammenligning har henholdsvis 300 års og 150 års erfaringer med vinproduktion.

Vinsmagning
Henrik erkender, at han også i fritiden drikker vin:
- Jeg overholder næppe lægernes anbefalinger om højst 21 genstande om ugen, for det er sjældent, at der ikke står en flaske vin på middagsbordet, som oftest californisk, men også gerne fra Frankrig, Spanien eller Italien.
Vinmageren har i øvrigt smagt en hel del gode vine i sin karriere:
- Under min uddannelse hos to københavnske vinhandlere fik jeg lov til at smage fantastiske vine, husker Henrik og to meget eksklusive franske Bordeaux-rødvines allerbedste årgange, nemlig Chateau Cheval Blanc 1947 og Chateau Petrus 1959 tæller blandt hans store smagsoplevelser.
Trods gode år med sit arbejde og udsigt til mere succes, så ser Henrik ikke sit liv i vinbranchen som særligt glamourøst.
- Det er ikke for pengenes skyld, at jeg laver vin, for de er egentlig ikke så store. Det er min lidenskab at lave god vin. Det er simpelthen drivkraften i mit liv.
Henrik regner det derfor ikke for sandsynligt, at han en dag vender tilbage for at slå sig ned på Bornholm:
- Nej, for jeg finder mig nok ikke tilrette med et normalt fuldtidsjob, erkender han
Omvendt føler han sig heller ikke specielt bundet til at blive boende i USA:
- Egentlig bosatte jeg mig i USA på grund af et godt jobtilbud. Skulle jeg en dag få et tilbud fra Frankrig, og hvis min kone ellers var indforstået med det, så flyttede jeg gerne dertil, siger vinmageren, der bor med familien i et lille hus 30 kilometer fra sin arbejdsplads.

Bornholm er ferie
Henrik fastholder kontakten til familien i Danmark:
- Jeg ringer gerne hjem til familien i Danmark et par timer hver weekend. Naturligvis savner jeg både dem og mine venner. Men skal man have kontakt med dem, skal det jo planlægges, for selvom en flyrejse til Danmark “kun” varer seksten timer, så gør tidsforskellen på ni timer, at man ikke ”bare lige” kommer forbi eller ringer for at sige hej.
Bornholmeren kan dog godt tage sig i at savne fødeøen:
- Bornholm er for mig ensbetydende med ferie og afslapning, og derfor kommer man da til at savne øen ind imellem.
Hvert år vender han og Kathy dog hjem for at fejre jul hos hans forældre, der stadig bor i barndomshjemmet på Aasen i Nexø.
Henriks far, H.C. Poulsen, drev i øvrigt år tilbage en større smedeforretning i Nørregade.
I juledagene blev der også tid til at mødes med gamle venner fra Østlandet, blandt dem Peter Bræstrup, medindehaveren af Kjaerstrup Chokolade i Snogebæk. Et møde Henrik så frem til:
- Vi forsøger hvert år at mødes til vinsmagning. I 2006 fik vi smagt nogle flasker, der både pris og kvalitetsmæssigt var helt i top.
Henrik har stadig en hel del vin opmagasineret i Danmark, og til årets vinsmagning havde han fundet nogle interessante vine frem af gemmerne. Således var ”årets tema” en såkaldt ”vertikal-smagning” dvs. en helt række forskellige årgange af den fine Bordeaux rødvin Chateau Batailley fra området Pauillac.
- Vi skal smage årgange helt tilbage fra 1960’erne op til årgang 2000. Det bliver ikke en helt billig omgang, men i kraft af gode kontakter har jeg købt vinen til en god pris for år tilbage. Det bliver dog alligevel vinsmagning med vin til op imod 500 kr. flasken, konstaterer den californiske vinmager fra Nexø.


--------------------------------------------------------------------------
Kort om Henrik Poulsen:
Født 1971 i Nexø, hvor han voksede op som søn af Minna Poulsen og smedemester H.C. Poulsen.
Uddannet som vinhandler i Hellerup og København.
Han har siden 2000 arbejdet på vingårde i det berømte vindistrikt Napa Valley i Californien og fra 2006 som del af et lederteam som assisterende vinmager på vingården Alpha Omega Winery, der producerer eksklusiv vin af høj kvalitet.
Henrik Poulsen er amerikansk gift.
Læs mere på www.aowinery.com

Retssalen er skiftet ud med golfbanen

Portrættet af Robert Koch-Nielsen blev bragt i Bornholms Tidende den 26. januar 2008.














Den kendte advokat nyder sit otium blandt andet med at oversætte bøger om golfhumor.

Af Jarl Cordua

Den bornholmskfødte og stadig kendte erhvervsadvokat Robert Koch-Nielsen kan se tilbage på et begivenhedsrigt liv som advokat for mange store klienter i dansk erhvervsliv blandt dem rejsekongen Simon Spies. Hans navn er også sat i forbindelse med andre kulørte erhvervspersonligheder som Bøje Nielsen og Kurt Thorsen. Endelig har Robert Koch-Nielsen også opnået den ære, at få opkaldt en hel lov efter sig.
Nu er han pensionist og bruger blandt andet tiden på at spille golf og oversætte små bøger med vittigheder fra golfbanen.
En dag i efteråret kom Bornholms Tidende forbi Robert Koch-Nielsens hjem - et større hus på en stille vej i Charlottenlund - for at høre lidt om hans tilværelse før og nu og ikke mindst om advokatens bornholmske forbindelser.

Allerede i 70’erne blev Robert Koch-Nielsen kendt som en af landets bedste skatteadvokater. Men hvorfor dog interessere sig for noget så tørt som skatteret?
- Jeg havde to onkler, der læste jura. Så det blev egentlig anledningen til, at jeg prøvede det fag. Min farbror var ansat som jurist i Købstædernes Forening, som svarer til Kommunernes Landsforening i dag, og specialist i skat og regnskaber. Han blev min mentor, da jeg var ung jurastuderende, og opfordrede til, at jeg specialiserede mig i skatteret. Han så, at der i fremtiden ville blive stor efterspørgsel efter viden om skat. Så det gjorde jeg, og han fik ret.
Efter sin juridiske embedseksamen fra Københavns Universitet i 1958 blev Robert Koch-Nielsen ansat hos advokat Jacob la Cour, som han senere gik i kompagniskab med.
- Jacob la Cour var dengang blandt de førende og meget få advokater, der var inde i skattelovgivningen, husker Koch-Nielsen.

Skatterådgiver
I starten af tresserne ændrede politikerne skattelovgivningen med henblik på at beskatte aktieavancer, formuer, fast ejendom, pensioner og selskaber. Skattelovgivningen blev meget kompliceret for almindelige mennesker, så specialiseret viden og indsigt i skattelovgivningen kom til at spille en rolle for mange, og da stod Koch-Nielsen klar for at tilbyde sin ekspertise.
- Især i årene omkring kildeskattens indførelse i 1970, hvor året forinden var blevet gjort skattefrit, medførte, at det blev nødvendigt for virksomhederne at efterspørge rådgivning om de specielle skatteretlige forhold, som de skulle være opmærksomme på, forklarer Robert Koch Nielsen.
Men skatteret kunne ikke udfylde hele den bornholmskfødte advokats tid:
- Man kan ikke holde ud kun at beskæftige sig med skat. Så halvdelen af min tid gik med også at rådgive om erhvervsjura, dvs. selskabsret og deslige. Men de to discipliner skattejura og erhvervsjura er omvendt også nært forbundne, bemærker han.

Nøgen ind og ud
Som årene gik, blev advokatkontoret la Cour & Koch-Nielsen fusioneret blandt andet med en anden i offentligheden kendt advokat Jørgen Grønborg, sådan at kontoret en overgang hed Koch-Nielsen og Grønborg. Efter endnu et par fusioner hedder advokatkontoret nu blot ”Plesner” og er Danmarks 3. største. I 1999 besluttede Robert Koch-Nielsen sig at trække sig helt ud af virksomheden.
- Når man er ude, så er man ude, konstaterer Koch-Nielsen usentimentalt. Og det passer ham fint:
- Jeg kan selv huske, hvordan det var, når gamle partnere kom tilbage på kontoret. Man havde ærligt talt for travlt til at tale med dem. De var - set med professionelle øjne - ikke længere interessante på samme måde, nu hvor de var ude af alle sagerne osv. Så dengang lovede jeg mig selv, til sin tid ikke at udsætte mine efterfølgere for at have mig rendende.
Normalt koster det intet for en advokat at blive partner i et af de københavnske advokatfirmaer.
- Men man bliver selvfølgelig kun optaget af de øvrige partnere, hvis man kan bidrage med den nødvendige arbejdskraft og viden, forklarer den erfarne advokat.
- I begyndelsen er der en skævdeling af overskuddet, hvor de ældste partnere får mest. Til gengæld får partnerne intet med ud, når de forlader virksomheden ud over, hvad der står på ens kapitalkonto som indskud. Man kan derfor ikke tage penge med ud for sin goodwill, f.eks. en oparbejdet kundekreds. Jeg plejer at sige, at som partner går man både nøgen ind og nøgen ud, siger Koch-Nielsen og ler.

Afløste Glistrup
Igennem sin ca. 40 år lange erhvervskarriere fik Koch-Nielsen kontakt med enkelte farverige klienter. Blandt dem var Simon Spies, som han overtog fra en anden bornholmskfødt skatteadvokat, nemlig Mogens Glistrup:
- Glistrup medvirkede i en fjernsynsudsendelse den 30. januar 1971, der handlede om, hvordan borgerne afleverede selvangivelse efter nogle nye regler i kildeskatteloven. Udsendelsen endte med at gøre ham berømt. Det var ved den lejlighed, Glistrup beskrev skatteunddragere som nogle, der gjorde et ”farligt, men fædrelandsnyttigt job”. Ikke længe efter blev han politiker og havde ikke længere tid til at passe sine klienter, og så blev jeg Simon Spies’ nye advokat.
Samarbejdet forløb udmærket.
- Jeg sad med til morgenmøderne i øvrigt sammen med Mogens Glistrup, som de første par år fortsatte med at deltage. Møderne fandt sted 3-4 gange om året og var en slags bestyrelsesmøder for Spies-koncernen. Derudover deltog en revisor og udvalgte medlemmer af direktionen, og så sad vi og drøftede, hvad der nu var på dagsordenen.
Møderne fandt sted kl. seks om morgenen om vinteren og kl. fem om sommeren.
- Årsagen til det tidlige tidspunkt var, at Spies var blevet irriteret over, at hvis møderne fandt sted klokken ni om formiddagen, så risikerede han, at vi i mellemtiden var blevet optaget af andre møder. Desuden passede det tidlige mødetidspunkt til hans livsrytme, for han var faktisk – hvad mange måske ikke tror - et udpræget A-menneske, der sædvanligvis gik meget tidligt i seng og stod tidligt op.

Tæt på Spies
Koch-Nielsen arbejdede tæt på Spies i 1970’erne og frem til den legendariske rejsekonges død i 1984:
- Når det kom til forretninger, så var en han overordentlig sober, dygtig, men også forsigtig forretningsmand. Mange har et billede af ham, som den dér festpapegøje, og han tog helt sikkert også nogle ordentlige ture indimellem, men det lever ikke helt op til virkeligheden. Men der var bestemt nogle drabelige fester, hvor det blev gået rigtig til den med sjov og ballade, hvor jeg også deltog.
Beskrivelser af ledelsesmøderne i Spies-koncernen har tegnet et billede af rejsekongen som tyrannisk, men det kan Koch-Nielsen ikke helt genkende:
- Han kunne godt være hård over for sine chefer og spille dem lidt ud mod hinanden. Men jeg så det nu som om, han ville have dem til at skærpe deres argumentation på møderne.
Advokaten endte i øvrigt også med at blive ven med sin klient og deltog både i Spies’ bryllup og begravelse.
- Faktisk kunne jeg rigtig godt lide Spies og fik også et tæt forhold til ham Jeg skrev hans testamente og blev udpeget til at være såkaldt eksekutor, hvor jeg skulle udrede boet efter ham.Koch-Nielsen besøgte også Spies, mens han lå ude på Hvidovre hospital:
- Han var helt afpillet til sidst og var godt selv var klar over, at det var slut. Jeg tror, det ærgrede ham, at han ikke fik et par år mere, så han kunne nå at køre hele forretningen rigtig i stilling for sin hustru Janni Spies.
Med Spies død begyndte Koch-Nielsens tid i rejsekoncernen også at rinde ud:
- Jannie Spies giftede sig jo med en advokat, siger Robert Koch-Nielsen med et stort smil og tilføjer:
- Så lige pludselig var der mange mennesker, der skulle blande sig i tingene. Så jeg trak mig stille og roligt fra det hele.
Koch-Nielsen fortsatte dog i årene efter som bestyrelsesmedlem i den almennyttige Spies-Fonden, indtil at han trådte ud som 70-årig.

Lex Koch-Nielsen
Koch-Nielsen blev i 1970’erne også berømt i Danmark for at have udtænkt, hvordan private danskere fuldt lovligt kunne investere i såkaldte anpartsselskaber, sådan at de kunne spare penge i skat.
Sammen med to partnere satte han anpartsprojekterne i system i selskabet ”DMK Leasing”, hvor forbogstaverne står for ”Det Moderne Kontor”, fordi den ene partner udgav et blad, der hed sådan.
- Vi var meget store med at sælge anparter i 70’erne og 80’erne i blandt andet hoteller og A.P. Møller-skibe. Det var succesrige foretagender, som folk var glade for.
Firsernes anpartsselskaber blev dog dengang og siden mødt med megen hård kritik. Til det siger Koch-Nielsen:
- DMK og DIFKO var blandt de seriøse projekter på markedet, men desværre var der mange andre useriøse udbydere, hvor det endte med, at folk blev snydt.
Koch-Nielsen forklarer:
- Vores projekter gik ud på, at private mennesker kunne investere eksempelvis i skibe, hvor de som ejere kunne afskrive skibenes værdi og dermed nedbringe deres indkomstskat. Efter nogle år blev skibene solgt og så blev den samlede værdi af afskrivningerne større end den beskatning, som anpartshaverne fik af gevinsten ved skibssalget. Anpartshaverne fik dermed løbende nogle fradrag, som de kunne bruge til at nedbringe deres indkomstskat. Desuden kunne de udskyde deres skattebetaling, som de også kunne konvertere til en lavere skat.
Men sidst i firserne fik anpartseventyret en ende:
- Vores succes irriterede skiftende skatteministre, så de strammede lovgivningen, så det med tiden ikke længere var rentabelt.
Da den afgørende stramning af skattelovgivningen kom i 1989, kom den ligefrem til at hedde Lex (”lov”) Koch-Nielsen.
- Det kom den nok kun til at hedde, fordi jeg måske var lidt mere kendt end så mange andre, der arbejdede med anparter.
Stramningen endte dog ikke med at gå meget ud over Koch-Nielsen og hans partnere rent økonomisk.
- Vi solgte DMK til Sydbank en måned før, regeringen strammede lovgivningen. Så det blev ikke helt den samme gode forretning for køberne. Så blev vi beskyldt for at have vidst alt om det i forvejen, men vi anede ingenting. Det var et rent held, bedyrer advokaten.

Boet efter Bøje
Koch-Nielsen har fået megen ros af sine klienter gennem årene, men den landskendte og meget omdiskuterede entreprenør og netop afdøde Bøje Nielsen var ikke blandt hans største fans. Da Bøje Nielsen i 1983 gik konkurs tog det - Robert Koch-Nielsen og øvrige af Sø- og Handelsretten udpegede kuratorer - 10 år at endevende boet.
Sagen endte med, at Bøje Nielsen viste sig at blive solvent og fik en check på 89 millioner kr. Bøje Nielsen mente dog, at kuratorerne ikke gjorde arbejdet godt nok, fordi de havde ”foræret” værdierne væk og med salæret på 40 millioner kr. taget sig for godt betalt.
- Faktum er, at kuratorerne gjorde et godt arbejde. Det skyldes ukendskab til sagen, at nogen kan sige den slags vrøvl, mener Koch-Nielsen.
Ikke desto mindre anlagde Bøje-Nielsen i første omgang sag mod kuratorerne, men det tog Koch-Nielsen helt roligt:
- Det er den mest latterlige sag, der nogensinde er rejst, og han var helt uden chance for at vinde den, siger Koch-Nielsen og forklarer:
- Sagen var, at vi fik ophævet nogle kautionserklæringer som Bøje Nielsen havde afgivet til nogle af sine gældsatte aktieselskaber. Desuden fik vi lavet en aftale med kreditorerne og skattevæsenet. Alt dette gjorde, at Bøje Nielsen kom ud af det hele med en pæn sum penge.
Koch-Nielsen lægger ikke skjul på, at sagen efter hans mening i virkeligheden bunder i noget helt andet:
- Problemet var, at Bøje Nielsen igennem en længere årrække havde været misbruger af alkohol og piller, og det gik ud over hans evner til at handle fornuftigt. Det var derfor blevet en slags livsløgn for ham, at det var uretfærdigt, at han blev erklæret konkurs.
Men hvorfor tog det så mere end 10 år at endevende Bøje Nielsens konkursbo?
- Store konkursboer tager tid, fordi alting skal endevendes. Værdierne skal jo realiseres, og måske er det nødvendigt at føre retssager for at få styr på alle aktiver og tilgodehavender. Bøje Nielsens konkursbo var en rodebutik af rang, og derfor tog det så lang tid, at få ryddet op.

Cirkus Thorsen
I slutningen af sin advokatkarriere blev Koch-Nielsen landskendt, da han i begyndelsen blev sat i forbindelse med den såkaldte PFA-skandale. Først i sommeren 2007 og dermed otte og et halvt år efter, at skandalen rullede i medierne, kunne Robert Koch-Nielsen sætte et endeligt punktum for sagen. Det skete, da han i et civilt søgsmål blev pure frikendt af Højesteret for at have noget medansvar for skandalen.
- Jeg var på intet tidspunkt personligt involveret, men det var rart at få det overstået. Så vi lod en flaske champagne springe.
Koch Nielsen lærte Kurt Thorsen at kende i firserne, da han var en ung entreprenør og på vej frem.
- Jeg var aldrig hans faste advokat, men Thorsen kom til mig, fordi han mente, at jeg skulle løse særlige svære sager for ham. Især hvis det havde forbindelse til udlandet.
I begyndelsen af 1990’erne var Thorsen ved at gå konkurs.
- Han havde blandt andet bundet en masse penge i en pløjemark ved Århus. Pludselig vendte alle ham ryggen, men jeg hjalp ham med det praktiske, sådan at han fik en ordning med sine kreditorer og slap for at gå konkurs, husker advokaten.
I lang tid hørte Koch-Nielsen ikke fra entreprenøren. Men i 1996 præsenterede Thorsen ham for et ferieby-projekt i Spanien.
- Det så egentligt fornuftigt ud, og det ville jeg gerne hjælpe ham med.

Gik grassat
Kurt Thorsen ville købe et ejendomsselskab, som var eget af Danske Bank, der dog ikke ville sælge til ham. Alligevel kom et salg i orden til sidst på den betingelse fra bankens side, at Robert Koch-Nielsen medvirkede og fik en fuldmagt over selskabet.
- Det var kulminationen på to-tre års arbejde for Kurt Thorsen. Nu var han tilbage igen på banen i ejendomsbranchen, og han græd af glæde. Jeg var en stor helt i hans øjne, men det blev faktisk også det sidste arbejde, som jeg udførte for ham.
Men da begyndte tingene ifølge Koch-Nielsen at gå skævt.
- I efteråret 1998 gik Kurt Thorsen helt grassat. Der var ikke grænser for, hvad han nu skulle lave. Men i stedet begyndte det ret hurtigt herefter at køre skævt for Kurt Thorsen, fordi han begyndte at involvere sig med en bank i Liechtenstein (LGT Bank), der var fuld af numre. Samtidig fik han en ny finansiel rådgiver, der pludselig kom ind i billedet. Jeg kunne se, at Thorsens engagementer ville kræve for meget arbejde, så jeg holdt mig til at rådgive ham omkring det spanske projekt.

Falske garantier
Koch-Nielsen undgik dog ikke at blive inddraget i Thorsen-affæren:
- Thorsen købte i slutningen af 1998 ejendomsselskabet Gefion. Hvorefter erhvervspressen begyndte at ringe til mig fordi de ville vide, hvem der stod bag ham økonomisk. Jeg var ikke involveret købet af ejendomsselskabet, men jeg sagde naturligvis til Thorsen, at PFA måtte stå frem, for jeg havde jo fået at vide, at det var PFA det stod bag lånegarantierne, fortæller Koch-Nielsen.
Men Rasmus Trads fra PFA kunne ikke stå frem, for så ville det have vist sig, at lånegarantierne var falske.
- Thorsen påstod i øvrigt, at det ikke var dansk kapital, der stod bag ham. Men det vidste jeg ikke passede, og derfor sagde jeg til Thorsen, at jeg ikke længere ville have noget med ham at gøre.
Derefter sendte Koch-Nielsen en pressemeddelelse ud, hvor der stod, at han aflyste ethvert samarbejde med Thorsen.
- Så meddelte PFA pludselig, at de ikke havde stillet lånegarantier. Det passede jo ikke helt, men mit problem var, at jeg som advokat havde tavshedspligt.
I stedet talte Koch-Nielsen med sin kompagnon advokat Jørgen Grønborg, som siden gik over vejen til sin genbo, der var formand for Københavns Fondsbørs og talte med ham. Derefter ramlede hele sagen. Kurt Thorsen blev afsløret og siden idømt seks års fængsel som hovedmanden i sagen.
- Midt i det hele fik jeg pludselig en opringning fra en bekendt, som spurgte, om jeg ikke kom over til ham. Der sad Kurt Thorsen. Jeg har aldrig set et menneske så fuldstændig opløst. Han forsøgte at overbevise mig om, at det var Rasmus Trads, der havde stået bag det hele. Men jeg var nu aldrig selv i tvivl om, at Kurt Thorsen var hovedmanden, selvom at han nok havde bildt sig selv ind, at det hele i virkeligheden var Trads skyld.

Ud af firmaet
Medieomtalen skabte også en del turbulens og omtale, som også kunne mærkes på Koch-Nielsens advokatkontor, og aviserne skrev, at advokaten trak sig som partner for netop ikke at skade kontorets renommé. De spekulationer afviser Koch-Nielsen:
- Kontoret havde en ordning om, at man som 65-årig kunne trappe ned til 80 procent af tiden, og jeg havde noget tid forinden meddelt, at det ville jeg benytte mig af. Jeg havde i mange år arbejdet hårdt og kunne nu se frem til at skulle bruge tid på denne sag. Så jeg gik ud af firmaet og flyttede mine få tilbageblevne sager hjem, så jeg selv kunne afvikle dem løbende.

Stævnet
Robert Koch-Nielsen blev sammen med Thorsens advokater og banken i Liechtenstein stævnet ved et civilt søgsmål af den norske rigmand Kjeld Inge Røkke. Årsagen til søgsmålet var, at Røkke ikke kunne sælge sin aktiepost i selskabet Gefion på grund af PFA-sagen.
- Røkkes strategi var at stævne alt og alle for medansvar for de tab, som han mente, at han havde lidt i forbindelse med PFA-sagen. I 2004 frikendte Landsretten mig for at have noget ansvar, hvorimod LGT Bank og bankens advokater blev dømt til at betale Røkke 67 millioner kr.
Rent teknisk skulle hele sagen så gå om i Højesteret. Men reelt var Koch Nielsen allerede ude af sagen på det tidspunkt, og anden omgang kostede faktisk Røkke endnu en million kr. i omkostninger til Robert Koch-Nielsen. Advokatkontorets ansvarsforsikring dækkede Koch-Nielsens omkostninger.
Robert Koch-Nielsen har faktisk kun én gang været i retten i den sag for at afgive vidneforklaring.
- Men jeg har dog skullet bruge tid og kræfter på at sætte mig ind i sagen, der var ret omfattende. Den fyldte fire ringbind.

Handicap på 14,9
Advokaten har spillet golf i over 25 år, men efter at han er overgået til pensionisttilværelsen, er der blevet tid til meget mere golf:
- Mens jeg arbejdede var det måske kun hver anden weekend, men som pensionist bliver det til 2-3 gange om ugen afhængigt af vejret.
Pensionistens golfhandicap er pænt: 14,9.
- Det skal holdes ved lige, erkender Koch-Nielsen.
Imidlertid er det ikke kun glæderne ved selve golfspillet, der interesserer ham. Indtil videre har Koch-Nielsen også fået udgivet tre små bøger med vittigheder fra golfbanen.
- Det er bøger af to amerikanske forfattere, som jeg med møje og besvær har fået rettighederne til at udgive. Siden har jeg oversat dem til dansk og fået dem udgivet på et lille forlag. De sælger faktisk fint, og jeg har to bøger til på vej.
Bøgernes humoristiske tilgang til golfspillet passer til Koch-Nielsens egen:
- Jo, for det skal være hyggeligt og morsomt at spille golf. Og så får man jo god motion af at gå 18 huller over tre-fire timer. Det bliver til en tur på 8-10 km.
Advokaten har også fastholdt andre vaner fra sit arbejdsliv:
- Jeg spiller tennis hver mandag kl. syv med min gamle partner Jørgen Grønborg. Selvom vi begge er holdt op med at arbejde, har vi dog fastholdt tidspunktet. Det er en god måde at starte ugen op på.

God kunst
Advokaten er kunstinteresseret, og Robert Koch-Nielsen og hans kone holder derfor af at gå på maleriudstillinger. I sommer besøgte de Nolde-museet i Søbøll lige syd for grænsen.
I stuerne i hjemmet hænger der både malerier af blandt andre af Oluf Høst, Børge Hansen, Per Leergaard, Egill Jacobsen, Mogens Hertz og Hans Voigt Steffensen.

Svanekegården
Foreninger med tilknytning til Bornholm har på forskellig vis også nyt godt af advokatens ekspertise og arbejdskraft. De bornholmske hjemstavnsforeninger har en fond med midler, som de deler ud af, og Koch-Nielsen sad med i bestyrelsen i nogle år, indtil at han faldt for aldersgrænsen:
- På et tidspunkt lavede politikerne fondslovgivningen om, og så kom de en dag fra hjemstavnsforeningerne og spurgte mig, om jeg kunne hjælpe dem med at få formalia på plads. Reglerne var således, at hvis advokatsamfundet udpegede en uafhængig advokat, så opfyldte fonden betingelserne for at være en selvstændig fond. Så jeg sagde til advokatsamfundet, at hvis de udpegede mig, så påtog jeg mig hvervet. Det gjorde de, og så hjalp jeg hjemstavnsforeningerne. Man kan sige, at det har været min måde at udføre lidt frivilligt arbejde, siger advokaten.
- Fonden støtter blandt andet hjemstavnsforeningernes træf med lidt midler. Men jeg kan særligt huske, da vi delte lidt penge ud til en fodboldklub for unge bornholmere i København. De skulle bruge midler til trøjer osv. og skrev en utroligt morsom ansøgning, der slet ikke var til at stå for.
Koch-Nielsen har også været involveret i skabelsen af kultur- og foredragsstedet Svanekegården.
- Preben Harris var primus motor for at omdanne ”Gårdkonen”, der var en forfalden bygning i Svaneke i nærheden af hvor han boede, og som man kunne udnytte til et kultursted. Det blev siden til Svanekegården. Sammen med Ole Espersen og Lisbeth Schlüter – Poul Schlüters kone – tog vi initiativet til at få projektet op at stå. Mit job blev at stå for de juridiske rammer, og så ”hjemsøgte” jeg forskellige fonde for at få de nødvendige midler blandt dem Spies-Fonden, hvor jeg dengang selv sad i bestyrelsen.

Sommerhus på Bornholm
Robert Koch-Nielsens forældre var begge indfødte bornholmere.
- Min morfar kom fra Sverige, men ellers er mine aner bornholmske så langt tilbage, som nogen i familien kan huske. Jeg har to fætre tilbage på Bornholm, som jeg stadig har kontakt med.
Advokaten er siden sin ungdom kommet på Bornholm og har også et sommerhus.
- Det er et tidligere husmandssted, der ligger ved Aakirkeby syd for Søndre Landevej, men inde i landet.
Koch-Nielsens kone er fra Nordjylland og har et hus ved Jammerbugten, og det er dér, familien nu primært holder sommerferie.
- Men jeg er på Bornholm et par gange om året. Mest for mig selv eller også har jeg god ven, som jeg spiller golf-turneringen Bornholm Closed (”Bornholm Lukket”) med. I modsætning til ”Bornholm Open” er det bare en lukket hyggeturnering, hvor han og jeg er de eneste deltagere, forklarer Koch-Nielsen.
- ”Turneringen” afvikles hvert år i september, og den går simpelthen hen ud på, at vi tager en runde på hver af Bornholms fire golfbaner på fire dage.

Ægte bornholmer
Koch-Nielsen har kun en snert af sin oprindelige bornholmske accent tilbage:
- Vi snakte borrinjholmsk jemma. Men jeg vendte mig af med at tale bornholmsk. Som advokat taler man meget, og det er nu engang vigtigere, at folk reagerer på indholdet frem for, hvordan ens sprog nu lyder.
Men i ferierne på Bornholm bliver sproget genoplivet;
- Særligt min yngste datter er god til at fange de bornholmske ord. Så når vi er på Bornholm, så venter vi altid ”på pustinj” og vi skal altid ”ij Brøksen”.Robert Koch-Nielsen er far til to døtre, der er begge er i fyrrerne. Han er morfar til fire børnebørn.
Advokaten har også på anden vis formået at bevare relationerne til fødeøen og sad i mange år i bestyrelsen for de to store bornholmske virksomheder Ejnar Jensen & Søn og Peterson-Beck.
- Det var to succesrige bornholmske virksomheder, og det var en positiv oplevelse at arbejde sammen med dem.
Han har også bevaret venskaber til bornholmere blandt andet den tidligere justitsminister Ole Espersen og forhenværende ambassadør Herluf Hansen, der begge gik i samme klasse som Koch-Nielsen på Statsskolen (Bornholms Gymnasium red.) og senere blev studiekammerater, da de begyndte at læse jura på Københavns Universitet.

Vikinge-formand
I sit otium er Robert Koch-Nielsen blevet formand for Charlottenlund Vikingelaug. Hvad er så det?
- Ja, det er en længere historie, som jeg nok lige bliver nødt til at forklare. I 1985 døde min kone efter længere tids sygdom. Et års tid efter traf jeg så min nuværende kone, som boede på Christianshavn, mens jeg boede i Søllerød. Esther, som også er jurist, insisterede på at vi skulle finde et nyt fælles hjem, og det blev så her i vores hus på Viggo Rothes Vej i Charlottenlund. Jeg holdt meget af hende, men hun havde den vane, at hun var vinterbader. Imidlertid fandt jeg Esther så attraktiv, at nettoresultatet blev, at jeg måtte leve med hendes vinterbadning, forklarer Koch-Nielsen.
Men så let slap han ikke:
- Det kære menneske forærede mig så et medlemskab af det lokale vinterbadelaug. Naturligvis fik hun lokket mig med i vandet. Og allerede første gang var det en fantastisk fornemmelse. I hvert fald når man kommer op! Så lige siden har vi faktisk begyndt hver dag med at tage cyklerne og køre ned til Øresund for at bade. Det er forfriskende, og man bliver så veloplagt, når man kommer hjem. Og nu har jeg været formand for lauget i et par år, slutter Robert Koch-Nielsen.



----------------------------------------------------------------------------

Kort om Robert Koch Nielsen

Født 1934 i Nexø som søn af brugsuddeler i Aakirkeby, Andreas P Koch-Nielsen og hustru Else Louise.
Student fra Rønne Statsskole 1953.
Uddannet jurist fra Københavns Universitet i 1958.
Advokat i København siden 1962.
Formand for Dansk Skattevidenskabelig forening 1980-2001.
Medlem af advokatrådets bestyrelse 1981-1987.
Har blandt andet skrevet juridiske artikler i diverse tidsskrifter.
Oversætter og udgiver bøger om golfhumor
Gift. Har to børn og fire børnebørn.
Bor i Charlottenlund nord for København.

Københavns turisme får bornholmsk talerør

Portrætartiklen med Marie Scott Poulsen blev bragt i Bornholms Tidende den 5. januar 2008.

















Hun er 36, mor til en børneflok, forfatter og har en flot erhvervskarriere. Mød bornholmske Marie Scott Poulsen.

Af Jarl Cordua

Bornholmske Marie Scott Poulsen bliver fra 1. januar 2008 ny kommunikationschef i den københavnske turismes organisation Wonderful Copenhagen. I de seneste to år har hun været først pressechef og senest kommunikationschef i FDB – medlemsorganisationen, der ejer Coop dvs. Brugsen-forretningerne. Ved siden af har Marie bemærket sig som forfatter til et par opsigtsvækkende bøger blandt andet om, hvordan det er at være stedforældre til andres børn. Oven i karrierejobbet og forfattergerningen lever hun dog også et almindeligt familieliv med mand og fire børn.

Flot erhvervskarriere
Maries flotte erhvervskarriere begyndte at tage fart for fem år siden. Før det var hun bl.a. hjemmegående husmor, der levede som selvstændig af lidt foredragsvirksomhed, at løse PR-opgaver og skrive artikler. Men en dag i 2003 blev hun informationschef i erhvervsorganisationen Håndværksrådet:
- Det var et godt chefjob at starte i, og en spændende kultur, men efter et par år fik jeg lyst til at arbejde mere med forbrugerpolitik.
I 2005 fik Marie et job som presse og analysechef i FDB og blev i efteråret forfremmet til FDB’s kommunikationschef:
Hun forklarer sin interesse for forbrugerpolitik med, at alle forbrugere hver dag bliver konfronteret med valg, når de handler i supermarkeder:
- Vi kender alle situationen ved køledisken: Skal man købe de gode, men dyre økologiske fødevarer eller skal man købe de billigste, hvor der måske er gået på kompromis med kvaliteten. Jeg ville godt være med til at flytte holdninger i samfundet, sådan at forbrugerne bliver tilbudt kvalitetsfødevarer til en pris, der er til at betale. Så jeg synes, at det har været et fantastisk spændende job, siger kommunikationschefen, som dog snart forlader FDB til fordel for en helt ny udfordring.

Nyt job
Fra nytår er Marie Scott Poulsen ansat som kommunikationschef i Wonderful Copenhagen, der er Danmarks officielle kongres og turismeorganisation med 70 ansatte og som holder til på Gl. Kongevej ved Vesterport station:
- Jeg glæder mig naturligvis meget til at starte i det nye job. Det bliver en stor ledelsesopgave, hvor jeg sammen med syv medarbejdere blandt andet skal forsøge at få udenlandsk omtale af de events, der finder sted her i hovedstaden.
Wonderful Copenhagen opgaver er blandt andet at tiltrække internationale kongresser og sportsbegivenheder til København, og derfor har organisationen også en række synspunkter om byens udvikling m.v.
- Dermed har vi en platform til at præsentere vores synspunkter i offentligheden blandt andet om byens udvikling i almindelighed, og hvad der skal ske med dens kulturinstitutioner. Det er faktisk alt fra Nationalmuseet til planerne om et nyt ungdomshus.
For at understøtte en hensigtsmæssig udvikling for den københavnske turisme, drager Marie Scott Poulsen paralleller til udviklingen for Bornholms turisme
- Bornholm er anerkendt for sin særegenhed, som øen søger at bevare samtidig med, at man også udvikler turismen. Det samme med Københavns turisme: Vi skal udvikle byen, men bevare det særlige ved København, mener Wonderful Copenhagens kommende kommunikationschef.

Studerende og mor
Marie voksede op i Rønne, som datter af to lærere:
- Min mor underviser på Bornholms Gymnasium, mens min far underviste og var bibliotekar på Aavangsskolen i Rønne.
Efter at have taget studentereksamen fra gymnasiet i Rønne tog Marie til København for at læse til religionssociolog på universitetet. Her studerede hun blandt andet nyreligiøse bevægelser og moderne kulturer. I 1999 blev bornholmeren cand.mag., men fik undervejs også lige grundlagt sin børneflok, da hun som 23-årig blev mor til sin ældste søn, Gustav, der nu er 12 år.
På studiet mødte Marie også sin nuværende mand Thomas, og sammen fik de to sønnen Ludvig, der i dag er ni år og siden en datter, Antonie, der nu er syv år.
- Desuden har min mand en søn, Viktor, der er i dag er 10 år. Derfor består familien hver anden weekend af i alt fire børn. Det kræver derfor lidt god planlægning for at få det hele til at hænge sammen, siger Marie, der bor med familien i en stor lejlighed på Østerbrogade.

Børn på gule plader
Imens Marie læste supplerede hun S.U.’en ved på freelance-basis at skrive artikler til forskellige blade som ”Vi forældre” eller ”Vores børn”, der netop omhandlede forhold mellem små børn og deres forældre:
- Jeg fik idéen til bogen ”børn på gule plader”, fordi jeg selv syntes, at rollen som stedmor for min mands søn var svær. Så måske var der et behov for at læse om, hvordan andre i samme situation oplever, hvordan det er at leve sammen med andre menneskes børn.
Så hun interviewede 14 stedforældre om, hvordan de oplevede den situation, det er at være stedforældre:
- Det blev nogle meget følelsesladede interview. Mit budskab med bogen var, at der ikke er nogle lette svar. Men vi behøver heller ikke at være onde mennesker, fordi vi synes, at det er ret svært at bo og leve sammen med børn, der ikke er vores egne. Det kom der megen debat ud af, og bogen fik en del omtale.
Marie medvirkede både i TV2s morgen-tv og i TV-Avisen, og interessen kunne også ses ved et pænt salg af 3000 bøger. Men der var også bud efter hende som foredragsholder:
- Flere forældreforeninger og pædagoger fra hele landet ringede og inviterede mig ud for at holde foredrag om emnet på biblioteker m.v. over hele landet, og jeg holdt vel en 40-50 foredrag. Bogen udfyldte et behov hos mange og interessen tydede på, at stedforældrerollen var sværere end mange troede.
Selv blev Marie ikke overrasket over interessen:
- Flere end 100.000 danskere lever jo i familier med delebørn og stedforældre, så mange kender situationen. Jeg er på ingen måde en ekspert, men var egentlig bare interesseret i emnet og havde lyst til at formidle andres erfaringer.
Er der et godt råd til stedforældre?
- Det er at erkende, at det er et langt udviklingsarbejde at være i en sammenbragt familie, og evt. problemer aldrig går væk af sig selv. Tværtimod skal man sørge for at tale om dem. Børn forsvinder jo ikke, når de bliver 18 år og flytter hjemmefra. Senere kommer der stedbørnebørn og på den måde skal man forholde sig til sin situation som sammenbragt familie altid. Og ikke mindst til alle de mange følelser, der også følger med.

Forvrænget drengebillede
Marie Scott Poulsen har med jævne mellemrum siden sin første bog kastet sig ud i nye bogprojekter. For et par år siden skrev hun en debatbog, der tager udgangspunkt i interviews med helt almindelige teenagedrenge:
- Idéen til bogen fik jeg, fordi mange medier fremstillede drenges verden som mest bestående af kriminalitet, voldsporno og stofmisbrug, som man kender fra avisoverskrifter. Min pointe med bogen var, at mediernes historier om teenagedrenge slet ikke handler om flertallets hverdag, men snarere om en marginal gruppe.
Maries interviewede nogle drenge fra den fodboldklub, som hendes børn spiller i og fra den fritidsklub i bydelen, hvor hendes mand er underviser og vejleder. Interviewene viste, at drengene, når de læste om sig selv slet ikke kunne genkende dette stereotype billede, som medierne fremstillede af teenagedrenge.
- Mit budskab var derfor, at vi også skal huske at tale om alle de drenge, der faktisk klarer sig rigtig godt, og ikke lade debatten overskygge af nogle mediers forvrængede billede af teenagedrengenes verden.
Bogen solgte rimeligt godt, og Marie var rundt i fodboldklubber med foredrag:
- Før min bog, så eksisterede der kun lidt litteratur om emnet. Det var tankevækkende, at alle mine egne forestillinger om teenagedrenges verden slet ikke holdt stik i virkeligheden. Eksempelvis fandt jeg ud af under mine interviews, at drengene faktisk var ret kritiske og afklarede overfor eksempelvis pornofilm. De var bevidste om, at det de så var uden hold i virkeligheden, og jeg fandt ingen tegn på, at de for eksempel havde udviklet et afstumpet forhold til seksualitet.
Marie har netop afholdt et foredrag på VUC om ungdomskulturer med udgangspunkt i interviewbogen om drenge.

Talentløses årti
Senest har Marie givet sig i kast med en ny bog, der handler om menneskers særlige talent:
- Jeg fik idéen til bogen, da jeg snakkede med nogle af mine sønners kammerater. De gav udtryk for deres fodbolddrømme og deres forestillinger om at komme på landsholdet. Så jeg satte mig for at undersøge, hvilket vovemod, der lå bag disse drømme, og hvor den blinde tiltro til ens egne evner egentlig kom fra. Selv var jeg drevet af nysgerrighed for at finde ud af, hvad der kendetegner dem, der kan noget, som vi andre ikke kan.
Marie gik i gang med at interviewe nogle mennesker, som hun mente kendetegnede eliten inden for deres respektive fag. Det var blandt andre balletdanseren Rose Gad, kokken Erwin Lauterbach og Berlingske Tidendes chefredaktør og koncerndirektør Lisbeth Knudsen.
- Fælles for dem er, at de alle har slidt hele deres liv for at blive bedre inden for deres felt. De har bragt ofre ved træning. Hemmeligheden er at de finder glæden ved at gentage øvelser igen og igen for simpelthen at blive bedre. Drivkraften for dem er at vide, at man er sublim inden for sit eget felt, forklarer Marie.
Men med bogen ville hun også gerne debattere, hvorfor det efter hendes mening er blevet så moderne i dag, at eksempelvis kendte mennesker som Paris Hilton bliver berømte for ikke at kunne noget særligt:
- Jeg tror 2000-2010 bliver kendt som amatørernes årti. Der er ingen mekanisme, der sorterer de talentløse fra at få opmærksomhed. Det er lighedsprincippet, der gælder.
Hun peger som eksempel på udviklingsminister Ulla Tørnæs stærkt omdiskuterede idé med at lade kendte mennesker deltage beslutningen om hvilke bistandsprojekter i Afrika, som ministeriet skulle støtte.
- Jeg opfattede forslaget om, at man sætter en kendt aerobicinstruktør til at skulle beslutte den slags for dybt undergravende for hele den ekspertise, som man må formode kender mere til bistandsprojekter, påpeger Marie.

Mad fra bunden
Med fire børn i skolealderen, så har Marie udviklet et talent til at få de praktiske ender i det daglige til at mødes. I sin fritid foretrækker hun at være sammen med børnene:
- Vi går for eksempel over i Fælledparken og spiller fodbold. Derudover holder jeg mig i form ved at løbe rundt om Søerne et par gange om ugen.Marie bruger dog også en del tid på at lave god mad:
- Det gode brød er sjældent - og dyrt. Så derfor prøver jeg at bage vores brød selv.
I øvrigt laver jeg mest muligt mad mest fra bunden med ordentlige råvarer, for jeg er ikke så meget for ”halvfabrikata”. Men vi er omvendt heller ikke fanatiske hjemme hos os. Og med hensyn til råvarer, så må jeg jo erkende, at økologisk kød koster det dobbelte af normalt kød. God mad er blevet for de rige! Det er derfor at vi i FDB opfordrer politikerne til at øge støtten, sådan at flere landmænd omlægger til økologiske produktion. Det kan måske få priserne på økologiske varer lidt ned.
Ikke mindst i kraft af sit arbejde hos FDB, så har Marie naturligvis bemærket de seneste års udvikling i den bornholmske fødevareproduktion:
- Der er kommet flere og meget alsidige bornholmske produkter, og det har været en god strategi at fokusere på det lokale særpræg. Jeg køber eksempelvis bornholmsk hvedemel i Irma, og altid bornholmske rugkiks!

Onsbæk er samlingspunkt
Maries forældre bor i dag i et ombygget sommerhus ved ”Stampen” i Onsbæk lige syd for Rønne, der er det naturlige samlingspunkt for hele familien:
- Vi er på Bornholm tre-fire gange om året og gerne om sommeren og til jul. Mine børn er glade for øen, som de forbinder med badestrand og solskinsvejr, og vi er altid i Brændesgaardshaven.- Og så kommer jeg indimellem også til Bornholm for at holde et foredrag.
Med al den energi, som Marie har, så kan bornholmerne vist trygt regne med det.

--------------------------------------------------------

Kort om Marie Scott Poulsen
Marie Scott Poulsen, f. 1971 i Birkerød, men opvokset i Rønne.
Gift og mor til tre børn plus en bonussøn.
Fra. 1. januar 2008 kommunikationschef i den københavnske turistorganisation Wonderful Copenhagen.
Medlem af erhvervsnetværket VL-gruppe 64.
Uddannet cand. mag og aktuel med en ny bog ”Talent”, der består af interviews med en lang række kendte mennesker om deres særlige talent. Marie Scott Poulsen har tidligere skrevet interviewbøgerne: ”Børn på gule plader” om stedforældres rolle i moderne familier og ”Drenge”, en bog med fokus på alle de helt almindelige teenagedrenge.
Desuden har hun bidraget til bogen ”Tro på det!”, der handler om tro og konfirmation.

Det kræver en god købmand

Portrætartikel med Claus Juel-Jensen blev bragt i Bornholms Tidende den 20. juni 2007.

Mød bornholmeren Claus Juel-Jensen, der er discountkæden Nettos adm. direktør.

Af Jarl Cordua





Claus Juel-Jensen












Midt ude på en mark ligger en kæmpe firkantet gråhvid klodsagtig bygning, hvor der langs den ene side klart og tydeligt står ”Netto”. Her i udkanten af Køge ligger den delvist A.P.Møller-ejede discount-supermarkedskædes nye moderne hovedkvarter. Ved siden af er opført flere store høje bygninger, hvor store lastbiler kører ud og ind med varer fra enorme lagerhaller. I hovedkvarteret bliver deres udsendte gelejdet op af trapperne til direktionsgangen på 2. sal. Nederst for enden af gangen til højre i et stort og moderne, men ikke prangende kontor, tager Nettos øverste direktør Claus Juel-Jensen venligt imod og byder velkommen.
Bornholmskfødte Claus Juel-Jensen er blandt de højest rangerende erhvervsledere - i hvert fald, hvis man tager hans relativt unge alder på kun 43 år i betragtning. Direktøren har et drenget charmerende smil, venlige intelligente øjne og et imødekommende, men utålmodigt kropsprog, der tyder på et ret højt arbejdstempo i hverdagen. Claus Juel-Jensen er interesseret og ivrig for at komme i gang med interviewet. Ikke fordi det skal overstås, men mere et vink om en stor nysgerrighed med hensyn til, hvad jeg mon kan finde på at spørge om.

Fyret af Krage
Det var faktisk en tilfældighed, der fik Claus Juel-Jensen ind i discount-koncernen:
- Min kæreste faldt i 1992 over en annonce i en avis, hvor der stod, at Netto søgte såkaldte trainee-elever. Så jeg søgte, kom til samtale og blev ansat på stedet, husker Claus Juel-Jensen.
Første arbejdsdag står dog stadig mejslet ind i erindringen hos Claus Juel-Jensen, for han blev nemlig fyret af den daværende Netto-chef Mads Krage. Personligt.
- Det var mødetidspunktet, som jeg havde taget fejl af, men det hjalp ikke, for han fyrede mig på stedet. Men af en eller anden grund, så blev jeg genansat senere samme dag.
Hvorfor ved Claus Juel-Jensen ikke, men det skete formentlig i kraft af en sekretærs beroligende mellemkomst, der fik gydet tilstrækkeligt med olie på vandene hos den daværende topchef:
- Jeg ved ikke lige, hvad der skete. Krage var i hvert fald helt sikkert utilfreds med, at jeg ikke var mødt til tiden. Det var ikke ligefrem en god start, men jeg lovede ikke oftere at komme for sent, og siden havde vi jo et eksemplarisk samarbejde, konstaterer direktøren.

Boede i Tyskland
Netto indledte i starten af 1990’erne sin storoffensiv i de nordøstlige nye tyske delstater som Mecklenburg-Vorpommern, Brandenburg, Sachsen-Anhalt samt Berlin. Claus Juel-Jensen havde i 2½ år bl.a. arbejdet i den tyske bilfabrikant BMWs afdeling for finansiering i München og taler derfor perfekt tysk. Blandt andet derfor overtog han i 1995 ledelsesopgaven med at udbygge Netto-kæden i Tyskland.
- Det var en sjov, men også meget hård tid. Samtidig var vi var oppe mod nogle megastore konkurrenter, som kun var ude på at få os smidt ud af markedet og tilbage i Østersøen, men det lykkedes ikke. For Netto fik derimod en flyvende start i Tyskland. Vi bed os godt fast, ekspanderede hurtigt, og siden er det faktisk gået ret fint, konkluderer Netto-direktøren, som også var glad for at bo med i Berlin og Neubrandenburg.

Overtog chefstolen
Nettos pæne succes i Tyskland var bornholmerens svendestykke og lagde formentlig grunden til, at han senere i 2004 blev tilbudt at overtage chefstolen, når Mads Krage gik af. Claus Juel-Jensen havde heller ingen betænkeligheder, før han sagde ja til jobbet som adm. direktør for Netto:
- Selvfølgelig var jobbet en stor udfordring, men jeg var jo ikke alene om at skulle præstere gode resultater, for vi har et rigtigt godt team. Så da de tilbød mig jobbet, så tvivlede jeg ikke, før jeg sagde ja tak.
Hvad kræver det at få dit job?
- Man skal være en god købmand og så er det absolut nødvendigt at være dedikeret opgaven samt brænde for sagen. Og så kræver det en helt klart opbakning fra hjemmefronten, og det har jeg. Endelig så skal der også noget held til, siger Claus Juel-Jensen.

Ud på gulvet
I hele Dansk Supermarked Gruppen, hvor Netto hører under er det fast praksis blandt samtlige ledere – uden undtagelse – at de mindst én gang om året skal ud og arbejde i en forretning blandt medarbejderne. De skal feje gulvet, fylde varer op og lave praktisk arbejde præcis som alle andre i forretningen. Høj såvel som lav. Men hvorfor er det egentlig nødvendigt?
- Vores forretning er butiksdrift og det handler i al sin enkelthed om, hvordan gør vi det bedst muligt med at indrette forretninger osv. Sådan en dag giver os en bedre forståelse for medarbejdernes hverdag, når vi selv oplever, hvordan tingene rent praktisk fungerer ude i forretningerne, hvor slaget om kunderne jo slås hver eneste dag, siger Claus Juel-Jensen, der dog åbent erkender, at det snart igen er ved at være tiden til at tage en arbejdsdag ude i en forretning.
- Tiden har ikke været til det, fordi jeg lige i øjeblikket arbejder så meget med de lande, som vi ekspanderer i.
Claus Juel Jensens arbejdsdag består af hyppige rejser, hvor han er ude og bese nye forretninger og holde møder med Netto-chefer rundt omkring i de fem lande, hvor Netto er repræsenteret.

Lørdagsmøder
En anden Dansk Supermarkeds-specialitet er de såkaldte lørdagsmøder. Næsten hver lørdag formiddag holder Nettos øverste ledelse et møde, hvor Claus Juel-Jensen sidder for bordenden.
- Det er rigtigt, at det er en tradition, men det er faktisk også vældigt praktisk. For jeg har tre rejsedage om ugen. Derfor giver mødet mig muligheder for at få et bedre overblik og følge med i, hvad der er sket i virksomheden i ugens løb.
Dansk Supermarkeds grundlægger - Århus-købmanden Hermann Salling - var af den gamle skole, men de seneste år har Dansk Supermarkeds nuværende adm. direktør Erling Jensen blødt det tidligere lidt konservative image op:
- Min forgænger i jobbet, Mads Krage, var en demokratisk leder, der altid lyttede til sine medarbejdere. Og selvom jeg nok ikke er ligeså tålmodig, så opfatter jeg mig selv som en demokratisk leder i den forstand, at når vi diskuterer tingene, så er det de logiske og gode argumenter, der vejer tungest, når vi træffer beslutningerne.

Kundetilfredshed
Netto-direktøren er dog meget fokuseret på, hvad der virkelig tæller for at få succes i hans job:
- I sidste ende handler dagligvarehandel kun om kundetilfredshed, og hvad der står på bundlinjen, når dagen er omme. Hver dag kl. 8 så kan jeg se på min PC-skærm, hvad vores samlede omsætningstal har været i hvert land. Og hvis tallene ikke vokser, så er vi bare ikke gode nok. Det er kontant afregning, og vi kan slet ikke tillade os at hvile på laurbærrene.
Claus Juel-Jensen viser ud til en tavle, hvor tilbudsaviser fra fem forskellige lande er sat fast med tegnestifter:
- Her følger jeg med i, hvad vi i hvert land kører med af tilbud i denne uge, fortæller Claus Juel-Jensen og peger rundt på tavlen, som var han en general, der fulgte slagets gang på et landkort.

Netto nr. 1000
Netto runder snart forretning nr. 1000 i de fire lande foruden Danmark, som discountkoncernen er repræsenteret i. Væksten er nærmest eksplosiv, for Netto åbnede sidste år 73 nye forretninger, heraf otte i Danmark. Nettokæden klarer sig meget pænt alle steder. Kun i Sverige kniber det lidt:
- I Sverige havde vi et hårdt år sidste år, men markedet dér er ikke helt, som markedet i Danmark. Jeg forstår godt, at det især for pressen er mere interessant at fokusere på, hvis ikke det også lige dér går efter en snor. Sagen er, at der i forvejen fandtes discountforretninger i Sverige, da vi kom derover, og de svenske forbrugere er åbenbart mere loyale, end man ellers er så mange andre steder. Det gør bare opgaven sværere, og det kræver lidt mere tålmodighed, for et nyt marked tager tid.

Først med økologi
Det er nu mere handling end tålmod, som er Netto-koncernens varemærke. Ledelsens strategiske valg har vist sig at have været rigtige. For eksempel var Netto et hestehoved i forhold til mange andre butikskæder, når det gjaldt om at introducere økologiske varer til forbrugerne:
- Vi er størst på økologi. Netto har en andel på ca. 14 procent af dagligvaremarkedet, men når det kommer til de økologiske varer, så har vi faktisk en femtedel af markedet. Netto var simpelthen fremme i skoene med økologiske varer på hylderne før alle de andre, og vi har bevaret forspringet, vurderer Claus Juel-Jensen.

Dårlige sager
Netto har det seneste år også oplevet et par sager, hvor direktøren selv måtte ud og tage affære. Først var der sagen fra Helsingør, hvor fødevarekontrollen lukkede en Netto-forretning på grund af ”uhygiejniske forhold”, og for nylig var der sagen fra Netto ved Vibegårds Runddel i Rønne, hvor discount-kæden måtte erkende, at virksomheden ikke må filme medarbejderne uden deres vidende. Sagen endte med, at Netto ved et forlig slap 30.000 kroner i erstatning.
I god tid har Claus Juel-Jensen lagt udklippet fra Bornholms Tidende foran sig på bordet, hvor vi sidder for dermed at signalere til deres udsendte, at han skam er parat til også at tale om de to ”dårlige sager”, der har været omtalt i pressen:
- Selvfølgelig er det ikke sager, som vi er glade for, og det er heller ikke altid, at vi er enige i den måde, som de bliver fremstillet på, men det ændrer ikke ved, at vi altid står op til vores ansvar, når der opstår problemer. Det er mig, der i sidste ende har ansvaret for, hvad der foregår i Nettos forretninger og det kan jeg ikke bare uddelegere til andre. Vi ligger jo på hvert andet gadehjørne over hele landet, så når tingene går skævt, som de altså har gjort i de to tilfælde, som må vi hurtigt ud og forklare, hvad vi vil gøre ved problemerne og få rettet op på tingene.

Ny Netto på vej?
Det går rigtigt godt for Netto på Bornholm, og det betyder udvidelser af de nuværende forretninger:
- Vores bornholmske forretninger er ved at blive for små, så vi vil gerne gøre dem større til gavn for kunderne, men også af hensyn til vores gode og stabile medarbejdere. Man kan sige, at vi er ramt af vores succes.
Måske er endnu en Netto-forretning på Bornholm på vej:
- Den første Netto på Bornholm var et sats, som vi fik succes med. Det forpligter, så derfor overvejer vi endnu en forretning på øen, siger Claus Juel-Jensen.

Politikerfamilie
Claus Juel-Jensen er født i Rønne, hvor han voksede op. Faderen Jens Juel-Jensen var indtil 1981 forretningsfører i BAF:
- Men han kom ud for et ”ufrivilligt karriereskift” og købte i stedet Nordre Ellebygaard i Vestermarie. Der flyttede vi til i starten af 1980’erne, da jeg var ca. 18 år,fortæller Claus Juel-Jensen.
Hans mor er Birte Juel-Jensen, der bl.a. er kendt som Aakirkeby Kommunes forhenværende Venstre-borgmester. Men før det var hun bl.a. også viceamtsborgmester og folketingskandidat.
Claus Juel-Jensen har i alt tre søskende. Lillebroren er Venstre-politikeren Peter Juel-Jensen.
Blev man så opflasket med politik?
- Det må man sige. Vores mor var dengang meget aktiv i politik, så mine søskende og jeg blev hevet med ud til møder rundt omkring, hvor vi sad renvaskede med vandkæmmet hår til julearrangementer på plejehjem osv., husker Claus Juel-Jensen.
Som ung HH-studerende på Rønne Erhvervsskolen blev han selv aktiv i Venstres Ungdom på Bornholm og var formand for foreningen i en periode. Mens Claus Juel-Jensen senere læste til cand. merc. på Handelshøjskolen, var han også formand for Venstreforeningen i den lille Kongens Enghave-kreds et års tid.
Har han selv politiske ambitioner?
- Nej, en politisk karriere harmonerer simpelthen ikke med mit arbejde, men jeg synes politik er spændende og følger da meget med, siger Claus Juel-Jensen, der dog ikke fuldstændigt vil udelukke en politisk karriere, men det bliver på et senere tidspunkt.

Ferie på gården
Netto-direktøren tager med familien til Bornholm tre-fire gange om året, og det seneste besøg var i påsken:
- Vi havde en pragtfuld tur. Og så skulle jeg jo lige se om, de andre bestiller noget på gården, griner Claus Juel-Jensen, der selv er partshaver i Nordre Ellebygård, hvor han og familien altid bor, når de holder ferie på Bornholm.
Ferierne går også gerne til Tyskland, hvor Claus Juel-Jensen sammenlagt har boet i mere end 12 år.
Familien holder også af tage på skiferie hvert år, og den går altid - uden undtagelse - til de østrigske alper.

Bor på Stevns
Netto-direktøren har med sin familie slået sig ned på en gård ved Stevns Klint:
- Jeg kan faktisk se hjem, siger Claus Juel-Jensen, der hurtigt rejser sig op af stolen, vender sig mod kontorets store vindue og peger et sted ud i horisonten. Præcis som var han en glad lille skoledreng. Og der er faktisk en glimrende udsigt over Køge bugt fra hjørnekontorets 2.sal.
Direktøren holder selv gården vedlige, men har bortforpagtet det meste af jorden væk:
- Desværre, for jeg har simpelthen ikke tid. Der hører fem hektarer til både med skov og landsbrugsjord. Men jeg har da lige plantet 125 kirsebærtræer, triumferer Claus Juel-Jensen og lyser op i et stolt smil.
Den sparsomme fritid tilbringer han sammen med familien. Netto-direktøren er stadig kaptajn af reserven og lå i sin tid ved Livgarden, da han sprang soldat, men det er slut med øvelser og videreuddannelse:
- Ja desværre. Det er der ikke tid til mere.

Fremtid hos Netto
Claus Juel-Jensen har allerede nået det vidt. Men har han mod på engang at lave noget andet, og hvad er egentlig hans fremtidsplaner?
- Jeg har et pragtfuldt og vildtspændende job, der stadig er en kæmpestor udfordring, så jeg har slet ingen planer om noget andet. Faktisk synes jeg, at dagligvarehandel har så mange forskellige spændende sider, hvor man arbejder med mennesker, medarbejdere og kunder, nye trends, strategiske beslutninger, økonomi, markedsføring, slutter Claus Juel-Jensen.


---------------------------------------------------------------


Fakta om Claus Juel-Jensen:

Født 1963 i Rønne.
Administrerende direktør for Netto siden 2004.
Højere Handelseksamen fra Bornholms erhvervsskole 1985.
Cand. Merc. -eksamen 1992 fra Handelshøjskolen I København.
Ansat i Netto siden 1992, hvor han bl.a. har været chef for Netto i Tyskland.
Parthaver i landbrugsforetagendet Nordre Ellebygaard, der drives af faren Jens Juel-Jensen og Claus’ bror, politikeren Peter Juel-Jensen. Claus’ mor er såmænd Aakirkeby Kommunes fhv. borgmester Birthe Juel-Jensen.
Claus er gift med Gitte, der er cand.polit. og selvstændig inden for ”coaching” dvs. personlig rådgivning. Parret har tre børn, der er henholdsvis tolv, syv og fem år gamle.
Familien Juel-Jensen bor på en gård ved Stevns klint.

------

Fakta om Netto
Netto er et datterselskab af Dansk Supermarked Gruppen A/S, som i øvrigt består af varehusene BILKA og FØTEX m.v. Hele supermarkedskoncernen ejes for 33 pct. vedkommende af arvingerne efter den legendariske, men nu afdøde Århus-købmand Hermann Salling (1919-2006), mens resten dvs. 67 pct. ejes af A.P. Møller – Mærsk A/S.
Nettos forhenværende direktør Mads Krage stod i spidsen for discountkæden siden bgyndelsen i 1981 og indtil, at Claus Juel-Jensen tog over i 2004.
Netto har lige knapt 1000 forretninger i fem lande. Heraf er de 380 i Danmark. Resten er placeret i Sverige, Tyskland, England og Polen.
Netto har fem forretninger på Bornholm. To i Rønne og en forretning i Nexø, Aakirkeby samt Allinge.

Min søn er mit livs læremester

Portrætartikel med Jørgen Due Madsen blev bragt i Bornholms Tidende den 10. maj 2007.

Mød den bornholmskfødte speciallæge Jørgen Due Madsen, der til dagligt hjælper stress- og depressionsramte videre i livet.

Af Jarl Cordua


















Den bornholmske speciallæge i psykiatri Jørgen Due Madsen (54) er en efterspurgt ekspert, når det gælder behandling af svære, men desværre ofte almindeligt forekommende psykiske lidelser.
Speciallægen har siden 1999 sammen med sin ligeledes bornholmskfødte kone, Annette Due Madsen, bestyret en meget læst brevkasse ”Spørg om livet” i Kristeligt Dagblad. Han er også en efterspurgt foredragsholder og har desuden ved flere lejligheder medvirket i programmet ”Go’ Morgen Danmark” på TV2 bl.a. med at debattere spørgsmålet, hvilken rolle patienternes religiøsitet kan spille i den psykiatriske behandling.
Bornholms Tidende mødte i april Jørgen Due Madsens til en snak om hans særlige job, opsigtsvækkende virke og ikke mindst om fødeøen Bornholm.

Jørgen Due Madsen er en åben, positiv, lattermild og smilende mand, men faktisk er hans hverdag fyldt med megen alvor. For til daglig er han både behandler og leder af Afdelingen for Angst- og depressionstilstande, der er et relativt nyt offentligt behandlingstilbud på Psykiatrisk center Ballerup. Afdelingen har netop specialiseret sig i behandling af patienter med ikke-psykotiske lidelser, såsom stress eller depression.

Adskilte patientgrupper
- Depressioner, angst og stress er folkesygdomme, som rammer rigtigt mange mennesker. Hidtil har det normale dog været, at denne gruppe patienter er blevet behandlet det samme sted som psykotiske patienter, der f.eks. er skizofrene, forklarer Jørgen Due Madsen.
Han har dog i stedet gjort sig til talsmand for, at man af hensyn til en effektiv behandling af de ikke-psykotiske patienter skiller de to patientgrupper ad. Det er nu lykkedes med etableringen af denne nye afdeling:
- Idéen med afdelingen er at yde patienterne en helhedsorienteret behandling, der tager udgangspunkt i psykoterapi dvs. i samtaler med patienterne kombineret med medicinsk behandling. Derudover rummer behandlingen f.eks. også undervisning, gruppeterapi og fysisk træning. Vi inddrager også de pårørende i behandlingen, men lægger også megen vægt på forebyggelse. Behandlingen har naturligvis baggrund i den nyeste forskning, man har, fortæller Jørgen Due Madsen, der som speciallæge er uddannet som psykiater. Dvs. at han er uddannet som læge, og specialuddannet i psykiatri. Desuden er han specialist i psykoterapi og samtalebehandling.

Åndelige værdier
Både i og uden for lægefaglige kredse er Jørgen Due Madsen kendt for at sætte fokus på patienternes åndelige værdier i behandlingen:
- Vi møder vores patienter som medmennesker, der fortjener respekt. De har måske mistet fodfæstet i deres liv og behøver hjælp til at erkende, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er så vigtigt i deres liv. De skal måske finde en ny retning. Jeg ser på patienter ud fra et helhedssyn, hvor psykoterapi er et af mine redskaber, men hvor jeg også spørger ind til mine patienters værdier. Baggrunden er, at netop patienternes egne åndelige værdier må bevidstgøres, sådan at de ikke kun styres af samfundets forventninger og en kortsigtet materialisme, som f.eks. nogle gange kan være baggrunden for, at de er blevet syge af stress, siger Jørgen Due Madsen,
Berøringsangsten i forhold til at snakke om Gud og religion i psykiatrien er det også vigtigt for ham at ændre på. Og det er ikke et synspunkt, som han står alene med. En dag holdt Jørgen Due Madsen et foredrag på Århus Universitet for 150 psykiatere, og bagefter kom en kollega over til ham og sagde:
- Jeg ved meget om mine patienters seksualliv, men jeg aner faktisk intet om, hvorvidt de beder aftenbøn.
Kollegaens bemærkning viser ifølge Jørgen Due Madsen, at der er en stigende faglig erkendelse af, at man også bør spørge ind til og inddrage patienternes individuelle åndelige værdier eller religiøsitet i psykiatrien.
- I gamle dage gik folk med sorg eller som havde psykiske lidelser til præsterne, der dengang i praksis fungerede som sjælesørgere. Psykologien blev opfundet som disciplin for 100 år siden og siden dengang var tanker om Gud, religiøse spørgsmål eller åndelige værdier ikke noget, man ofte berørte i den psykiatriske behandling. Det er heldigvis ved at ændre sig nu, siger Jørgen Due Madsen.

Samfundet stresser
Til trods for det, så er det ifølge Jørgen Due Madsen bestemt ikke altid tilfældet, at patienters religiøsitet er fremmende for behandlingen:
- Patienternes religiøsitet kan være ”en hjælper”, der kan få dem videre i rigtig retning ud af deres krise, men den er ”dobbeltsidig”, så usund religiøsitet kan nogle gange være destruktiv for, at patienten kommer videre i behandlingsforløbet. Under alle omstændigheder er mit budskab, at det er vigtigt at spørge ind til patienternes eksistentielle værdier, når de står midt i en tilstand af depression eller svær stress.

Hvad kommer stress af?
- Stress skyldes mange ting, men det handler om, at den der føler stress hele tiden oplever, at han eller hun ikke når de ting, som man har sat sig for. Alvorlig stress kan eksempelvis også komme af en svær skilsmisse, eller fordi man er blevet fyret fra ens job. Det er under alle omstændigheder store belastninger, der kræver meget af folk. Når mennesker bliver syge af stress, så sker det, fordi deres ”psykiske batterier” simpelthen er flade. Derfor kalder jeg stress og depression for en ”batterisygdom”, forklarer Jørgen Due Madsen.
Han er helt med på, at hans synspunkter dermed indeholder en god portion samfundskritik:

- Helt sikkert. For hvor længe skal vi som læger bare blive ved med at reparere på ofrene for en kultur, der i grunden er stressfremmende? Jeg mener, at psykiatere har taget alt for lidt fat på den del af problemet, der simpelthen skyldes, at mennesker overbruger deres tid og ressourcer. Der er efter min mening al for megen fokus på materialisme, hvor mennesker konstant stræber efter at anskaffe sig alle mulige ting som samtalekøkkener og store biler, som de tror gør dem lykkelige.

Hvad gør I ved det?
- Vi forsøger at hjælpe patienterne med at stoppe op og reflektere over deres liv, værdier og grænser. Vi lader dem selv indse, at de har et behov for måske at lægge livet om, for ikke at havne i samme situation. Vi lader dem fokusere på det, der giver dem livsindhold, som f.eks. deres nærmeste venner og familie. Patienterne bliver eksempelvis bedt om at forholde sig til spørgsmål som, hvilke værdier styrer mig og min tilværelse. Er det penge eller venskab? Og det er netop i den proces, at patienterne nogle gange erkender, at det ikke er jagten på materielle ting, men snarere deres egne åndelige værdier, der frem over skal udfylde deres tilværelse i stedet. Den del af behandlingen minder faktisk lidt om at gå på en højskole.

Yngste søn autist
Jørgen Due Madsen er selv opvokset med åndelige værdier. Han blev født i Bodilsker i 1952 i en kristen eller såkaldt ”missionsk” familie. I dag betragter han sig som praktiserende folkekirkelig kristen, der ind imellem kommer i kirken.
- Min far var landmand, men døde tidligt, da jeg kun var 10 år. Min mor var hjemmesygeplejerske i mange år og levede frem til år 2000.
Familien Due Madsen har fortsat en stærk tilknytning til Bornholm;
- Jeg har selv to søstre, der begge bor i Aakirkeby, og så er der min svigerfar, Arne Engell Kofoed, som er 89 år.
Jørgen Due Madsen og hans kone har tre børn:
- Vores ældste søn er snart uddannet psykolog, så vores interessefelt har jo nok smittet lidt af på ham, konstaterer Jørgen Due Madsen med et glimt øjet, men bliver så pludselig lidt alvorlig:
- Min yngste søn Frederik er 23 år. Han er autist, bor på institution og har ikke noget sprog. Det er faktisk ham, der har lært mig mest om livet. Man kan sige at jeg selv har smagt lidt af livets alvor. Det at være forælder til et meget handicappet barn har bestemt givet mig en helt anden klangbund og tilgang til mit arbejde end hvis jeg alene havde læst en masse bøger. Det har givet mig et livsindhold, der præger mit faglige arbejde dybt,forklarer Jørgen Due Madsen
Endelig består familien af husets datter på 16 år, der i øjeblikket går på efterskole.

Parkurser
Den bornholmskfødte speciallæges erfaringer og syn på psykiatri og religiøsitet har givet ham travlt med foredrag hos private virksomheder, på universiteter og naturligvis i lægefaglige sammenhænge, men han har også fået invitationer fra menighedsråd rundt omkring og er derfor ofte ude til ”sogneaftener” for at holde foredrag.
Jørgen Due Madsen underviser også i såkaldte PREP-kurser, hvor par arbejder med deres parforhold:
- Det er en slags kommunikationskurser for par, der bygger på den ny forskning. Kursisterne skal have en indsigt i, hvad der fremmer og hæmmer et parforhold samt hvilke ”ingredienser”, der indgår i et velfungerende parforhold. Det er ikke et kursus for par, der nødvendigvis har problemer med deres forhold. Det kan ligeså godt være velfungerende par, der bare er interesseret i at få lidt inspiration til at udvikle deres parforhold.
Kurserne finder sted i regi af organisationen ”Center for Familieudvikling” og sker sammen med Jørgen Due Madsens hustru, Annette, der er psykolog og familieterapeut og i øvrigt ansat som centerets daglige leder. Centeret har netop i april måned holdt såkaldte PREP-kurser for par i Svaneke. Foreningens aktiviteter får i øvrigt tilskud fra diverse private fonde samt Familie- og forbrugerministeriet.

Populær brevkasse
Sammen med Annette har Jørgen Due Madsen siden 1999 redigeret omkring 400 brevkasser i Kristeligt Dagblad, hvor de besvarer breve fra mennesker med ”ondt i livet”. På baggrund af de mange breve til brevkassen gennem årene udgav parret i 2003 bogen ”Sorgens mange ansigter” med beretninger fra mennesker, som på forskellig vis har oplevet, at livet er blevet tungt og vanskeligt.
Aviser og TV har også haft bud efter Jørgen Due Madsen, men scenevant på TV er han dog ikke blevet:
- Nej, for jeg er altid lidt nervøs, men der er faktisk nogle skuespillere blandt mine patienter, og de siger, at man altid skal være lidt nervøs, for ellers bliver præstationen ikke så god, siger Jørgen Due Madsen med et lunt smil.
Det er dog ikke lejlighedsvis optræden i TV, der driver værket hos speciallægen:
- Dybest set interesserer jeg mig for det enkelte menneske. Alle bærer på deres egen særlige historie, noget de ikke skilter med. Naturligvis er min interesse næret af en nysgerrighed, der dog har bund i en almindelig respekt for mit medmenneske, forklarer han.

Hans egen historie
Som ganske ung bestemte Jørgen Due Madsen sig for at blive læge, og inden han blev færdig på medicin-studiet på Københavns Universitet i 1980 gik han målrettet efter at arbejde med psykiatri og specialisere sig i samtalebehandling af psykisk syge patienter.
- Et af de første lægejobs jeg fik, som ung medicinsk student, var på Skt. Hans i Roskilde.

En lille hjælper
Hvornår lykkes speciallægen så i sit arbejde?
- Det er, når man oplever et menneske rejse sig igen og får fodfæste i sit liv. Jeg forsøger at give mine patienter særligt to ting, som de har brug for. Først omsorg og siden en udfordring for måske at give dem en mere slidstærk retning i deres liv. Men jeg øver mig også hele tiden i ydmyghed. For jeg er ikke Vorherre. Allerhøjst hans lille hjælper, understreger Jørgen Due Madsen med et smil.
- Når patienterne sidder nede i et mørk hul og ikke kan finde nogen retning, så forsøger jeg at hjælpe med at finde en udgang, hvor der er lys for enden af tunnellen, og så gøre vejen så kort som muligt. Det handler på en måde om tro, håb og kærlighed.
Da deres udsendte bemærker, at ”tro, håb og kærlighed” jo netop svarer til det velkendte citat af Paulus fra Nye Testamente, svarer speciallægen med et stort smil:
- Ja, men sund teologi er også sund psykologi.

Slapper af i Bølshavn
Der er ikke plads til megen fritid, selvom Jørgen Due Madsen gerne slapper af med at se fodbold i TV, men ellers er det bedste, han ved, at gå og rode ude i haven.
Familien er dog tilbage på Bornholm omkring fem gange om året, og siden at han og konen købte svigerfaderens hus i Bølshavn, er det stedet, hvor familien tilbringer deres sommerferie:
- Det sted er en lille perle og vores helle, og der leger jeg gerne ”handyman”, så meget som muligt. Og så holder vi af miljøet i Bølshavn og at gå og snakke med de lokale nede på havnen, fortæller Jørgen Due Madsen uden at skjule sin begejstring.
Det er også i huset i Bølshavn, at han forudser, at parret skal tilbringe endnu flere stunder, når de engang overgår til en tilværelse som pensionister.
- Til den tid bliver vi måske ligefrem deltidsbornholmere, slutter Jørgen Due Madsen.

---
Fakta om Jørgen Due Madsen
Født 1952 i Bodilsker, som søn af en landmand og en hjemmesygeplejerske.
Gift med psykolog Annette Due Madsen, der også er bornholmer.
Parret har to sønner og en datter.
Uddannet læge 1980 speciallæge i psykiatri, specialist i psykoterapi
Leder af Afdelingen for Angst- og depressionstilstande, Psykiatrisk Center Ballerup.
Forfatter og foredragsholder.
Sammen med sin kone Annette brevkasseredaktør siden 1999 på Kristeligt Dagblad.
Parret har bl.a. udgivet bogen ”Sorgens mange ansigter” fra 2003.