Retssalen er skiftet ud med golfbanen

Portrættet af Robert Koch-Nielsen blev bragt i Bornholms Tidende den 26. januar 2008.














Den kendte advokat nyder sit otium blandt andet med at oversætte bøger om golfhumor.

Af Jarl Cordua

Den bornholmskfødte og stadig kendte erhvervsadvokat Robert Koch-Nielsen kan se tilbage på et begivenhedsrigt liv som advokat for mange store klienter i dansk erhvervsliv blandt dem rejsekongen Simon Spies. Hans navn er også sat i forbindelse med andre kulørte erhvervspersonligheder som Bøje Nielsen og Kurt Thorsen. Endelig har Robert Koch-Nielsen også opnået den ære, at få opkaldt en hel lov efter sig.
Nu er han pensionist og bruger blandt andet tiden på at spille golf og oversætte små bøger med vittigheder fra golfbanen.
En dag i efteråret kom Bornholms Tidende forbi Robert Koch-Nielsens hjem - et større hus på en stille vej i Charlottenlund - for at høre lidt om hans tilværelse før og nu og ikke mindst om advokatens bornholmske forbindelser.

Allerede i 70’erne blev Robert Koch-Nielsen kendt som en af landets bedste skatteadvokater. Men hvorfor dog interessere sig for noget så tørt som skatteret?
- Jeg havde to onkler, der læste jura. Så det blev egentlig anledningen til, at jeg prøvede det fag. Min farbror var ansat som jurist i Købstædernes Forening, som svarer til Kommunernes Landsforening i dag, og specialist i skat og regnskaber. Han blev min mentor, da jeg var ung jurastuderende, og opfordrede til, at jeg specialiserede mig i skatteret. Han så, at der i fremtiden ville blive stor efterspørgsel efter viden om skat. Så det gjorde jeg, og han fik ret.
Efter sin juridiske embedseksamen fra Københavns Universitet i 1958 blev Robert Koch-Nielsen ansat hos advokat Jacob la Cour, som han senere gik i kompagniskab med.
- Jacob la Cour var dengang blandt de førende og meget få advokater, der var inde i skattelovgivningen, husker Koch-Nielsen.

Skatterådgiver
I starten af tresserne ændrede politikerne skattelovgivningen med henblik på at beskatte aktieavancer, formuer, fast ejendom, pensioner og selskaber. Skattelovgivningen blev meget kompliceret for almindelige mennesker, så specialiseret viden og indsigt i skattelovgivningen kom til at spille en rolle for mange, og da stod Koch-Nielsen klar for at tilbyde sin ekspertise.
- Især i årene omkring kildeskattens indførelse i 1970, hvor året forinden var blevet gjort skattefrit, medførte, at det blev nødvendigt for virksomhederne at efterspørge rådgivning om de specielle skatteretlige forhold, som de skulle være opmærksomme på, forklarer Robert Koch Nielsen.
Men skatteret kunne ikke udfylde hele den bornholmskfødte advokats tid:
- Man kan ikke holde ud kun at beskæftige sig med skat. Så halvdelen af min tid gik med også at rådgive om erhvervsjura, dvs. selskabsret og deslige. Men de to discipliner skattejura og erhvervsjura er omvendt også nært forbundne, bemærker han.

Nøgen ind og ud
Som årene gik, blev advokatkontoret la Cour & Koch-Nielsen fusioneret blandt andet med en anden i offentligheden kendt advokat Jørgen Grønborg, sådan at kontoret en overgang hed Koch-Nielsen og Grønborg. Efter endnu et par fusioner hedder advokatkontoret nu blot ”Plesner” og er Danmarks 3. største. I 1999 besluttede Robert Koch-Nielsen sig at trække sig helt ud af virksomheden.
- Når man er ude, så er man ude, konstaterer Koch-Nielsen usentimentalt. Og det passer ham fint:
- Jeg kan selv huske, hvordan det var, når gamle partnere kom tilbage på kontoret. Man havde ærligt talt for travlt til at tale med dem. De var - set med professionelle øjne - ikke længere interessante på samme måde, nu hvor de var ude af alle sagerne osv. Så dengang lovede jeg mig selv, til sin tid ikke at udsætte mine efterfølgere for at have mig rendende.
Normalt koster det intet for en advokat at blive partner i et af de københavnske advokatfirmaer.
- Men man bliver selvfølgelig kun optaget af de øvrige partnere, hvis man kan bidrage med den nødvendige arbejdskraft og viden, forklarer den erfarne advokat.
- I begyndelsen er der en skævdeling af overskuddet, hvor de ældste partnere får mest. Til gengæld får partnerne intet med ud, når de forlader virksomheden ud over, hvad der står på ens kapitalkonto som indskud. Man kan derfor ikke tage penge med ud for sin goodwill, f.eks. en oparbejdet kundekreds. Jeg plejer at sige, at som partner går man både nøgen ind og nøgen ud, siger Koch-Nielsen og ler.

Afløste Glistrup
Igennem sin ca. 40 år lange erhvervskarriere fik Koch-Nielsen kontakt med enkelte farverige klienter. Blandt dem var Simon Spies, som han overtog fra en anden bornholmskfødt skatteadvokat, nemlig Mogens Glistrup:
- Glistrup medvirkede i en fjernsynsudsendelse den 30. januar 1971, der handlede om, hvordan borgerne afleverede selvangivelse efter nogle nye regler i kildeskatteloven. Udsendelsen endte med at gøre ham berømt. Det var ved den lejlighed, Glistrup beskrev skatteunddragere som nogle, der gjorde et ”farligt, men fædrelandsnyttigt job”. Ikke længe efter blev han politiker og havde ikke længere tid til at passe sine klienter, og så blev jeg Simon Spies’ nye advokat.
Samarbejdet forløb udmærket.
- Jeg sad med til morgenmøderne i øvrigt sammen med Mogens Glistrup, som de første par år fortsatte med at deltage. Møderne fandt sted 3-4 gange om året og var en slags bestyrelsesmøder for Spies-koncernen. Derudover deltog en revisor og udvalgte medlemmer af direktionen, og så sad vi og drøftede, hvad der nu var på dagsordenen.
Møderne fandt sted kl. seks om morgenen om vinteren og kl. fem om sommeren.
- Årsagen til det tidlige tidspunkt var, at Spies var blevet irriteret over, at hvis møderne fandt sted klokken ni om formiddagen, så risikerede han, at vi i mellemtiden var blevet optaget af andre møder. Desuden passede det tidlige mødetidspunkt til hans livsrytme, for han var faktisk – hvad mange måske ikke tror - et udpræget A-menneske, der sædvanligvis gik meget tidligt i seng og stod tidligt op.

Tæt på Spies
Koch-Nielsen arbejdede tæt på Spies i 1970’erne og frem til den legendariske rejsekonges død i 1984:
- Når det kom til forretninger, så var en han overordentlig sober, dygtig, men også forsigtig forretningsmand. Mange har et billede af ham, som den dér festpapegøje, og han tog helt sikkert også nogle ordentlige ture indimellem, men det lever ikke helt op til virkeligheden. Men der var bestemt nogle drabelige fester, hvor det blev gået rigtig til den med sjov og ballade, hvor jeg også deltog.
Beskrivelser af ledelsesmøderne i Spies-koncernen har tegnet et billede af rejsekongen som tyrannisk, men det kan Koch-Nielsen ikke helt genkende:
- Han kunne godt være hård over for sine chefer og spille dem lidt ud mod hinanden. Men jeg så det nu som om, han ville have dem til at skærpe deres argumentation på møderne.
Advokaten endte i øvrigt også med at blive ven med sin klient og deltog både i Spies’ bryllup og begravelse.
- Faktisk kunne jeg rigtig godt lide Spies og fik også et tæt forhold til ham Jeg skrev hans testamente og blev udpeget til at være såkaldt eksekutor, hvor jeg skulle udrede boet efter ham.Koch-Nielsen besøgte også Spies, mens han lå ude på Hvidovre hospital:
- Han var helt afpillet til sidst og var godt selv var klar over, at det var slut. Jeg tror, det ærgrede ham, at han ikke fik et par år mere, så han kunne nå at køre hele forretningen rigtig i stilling for sin hustru Janni Spies.
Med Spies død begyndte Koch-Nielsens tid i rejsekoncernen også at rinde ud:
- Jannie Spies giftede sig jo med en advokat, siger Robert Koch-Nielsen med et stort smil og tilføjer:
- Så lige pludselig var der mange mennesker, der skulle blande sig i tingene. Så jeg trak mig stille og roligt fra det hele.
Koch-Nielsen fortsatte dog i årene efter som bestyrelsesmedlem i den almennyttige Spies-Fonden, indtil at han trådte ud som 70-årig.

Lex Koch-Nielsen
Koch-Nielsen blev i 1970’erne også berømt i Danmark for at have udtænkt, hvordan private danskere fuldt lovligt kunne investere i såkaldte anpartsselskaber, sådan at de kunne spare penge i skat.
Sammen med to partnere satte han anpartsprojekterne i system i selskabet ”DMK Leasing”, hvor forbogstaverne står for ”Det Moderne Kontor”, fordi den ene partner udgav et blad, der hed sådan.
- Vi var meget store med at sælge anparter i 70’erne og 80’erne i blandt andet hoteller og A.P. Møller-skibe. Det var succesrige foretagender, som folk var glade for.
Firsernes anpartsselskaber blev dog dengang og siden mødt med megen hård kritik. Til det siger Koch-Nielsen:
- DMK og DIFKO var blandt de seriøse projekter på markedet, men desværre var der mange andre useriøse udbydere, hvor det endte med, at folk blev snydt.
Koch-Nielsen forklarer:
- Vores projekter gik ud på, at private mennesker kunne investere eksempelvis i skibe, hvor de som ejere kunne afskrive skibenes værdi og dermed nedbringe deres indkomstskat. Efter nogle år blev skibene solgt og så blev den samlede værdi af afskrivningerne større end den beskatning, som anpartshaverne fik af gevinsten ved skibssalget. Anpartshaverne fik dermed løbende nogle fradrag, som de kunne bruge til at nedbringe deres indkomstskat. Desuden kunne de udskyde deres skattebetaling, som de også kunne konvertere til en lavere skat.
Men sidst i firserne fik anpartseventyret en ende:
- Vores succes irriterede skiftende skatteministre, så de strammede lovgivningen, så det med tiden ikke længere var rentabelt.
Da den afgørende stramning af skattelovgivningen kom i 1989, kom den ligefrem til at hedde Lex (”lov”) Koch-Nielsen.
- Det kom den nok kun til at hedde, fordi jeg måske var lidt mere kendt end så mange andre, der arbejdede med anparter.
Stramningen endte dog ikke med at gå meget ud over Koch-Nielsen og hans partnere rent økonomisk.
- Vi solgte DMK til Sydbank en måned før, regeringen strammede lovgivningen. Så det blev ikke helt den samme gode forretning for køberne. Så blev vi beskyldt for at have vidst alt om det i forvejen, men vi anede ingenting. Det var et rent held, bedyrer advokaten.

Boet efter Bøje
Koch-Nielsen har fået megen ros af sine klienter gennem årene, men den landskendte og meget omdiskuterede entreprenør og netop afdøde Bøje Nielsen var ikke blandt hans største fans. Da Bøje Nielsen i 1983 gik konkurs tog det - Robert Koch-Nielsen og øvrige af Sø- og Handelsretten udpegede kuratorer - 10 år at endevende boet.
Sagen endte med, at Bøje Nielsen viste sig at blive solvent og fik en check på 89 millioner kr. Bøje Nielsen mente dog, at kuratorerne ikke gjorde arbejdet godt nok, fordi de havde ”foræret” værdierne væk og med salæret på 40 millioner kr. taget sig for godt betalt.
- Faktum er, at kuratorerne gjorde et godt arbejde. Det skyldes ukendskab til sagen, at nogen kan sige den slags vrøvl, mener Koch-Nielsen.
Ikke desto mindre anlagde Bøje-Nielsen i første omgang sag mod kuratorerne, men det tog Koch-Nielsen helt roligt:
- Det er den mest latterlige sag, der nogensinde er rejst, og han var helt uden chance for at vinde den, siger Koch-Nielsen og forklarer:
- Sagen var, at vi fik ophævet nogle kautionserklæringer som Bøje Nielsen havde afgivet til nogle af sine gældsatte aktieselskaber. Desuden fik vi lavet en aftale med kreditorerne og skattevæsenet. Alt dette gjorde, at Bøje Nielsen kom ud af det hele med en pæn sum penge.
Koch-Nielsen lægger ikke skjul på, at sagen efter hans mening i virkeligheden bunder i noget helt andet:
- Problemet var, at Bøje Nielsen igennem en længere årrække havde været misbruger af alkohol og piller, og det gik ud over hans evner til at handle fornuftigt. Det var derfor blevet en slags livsløgn for ham, at det var uretfærdigt, at han blev erklæret konkurs.
Men hvorfor tog det så mere end 10 år at endevende Bøje Nielsens konkursbo?
- Store konkursboer tager tid, fordi alting skal endevendes. Værdierne skal jo realiseres, og måske er det nødvendigt at føre retssager for at få styr på alle aktiver og tilgodehavender. Bøje Nielsens konkursbo var en rodebutik af rang, og derfor tog det så lang tid, at få ryddet op.

Cirkus Thorsen
I slutningen af sin advokatkarriere blev Koch-Nielsen landskendt, da han i begyndelsen blev sat i forbindelse med den såkaldte PFA-skandale. Først i sommeren 2007 og dermed otte og et halvt år efter, at skandalen rullede i medierne, kunne Robert Koch-Nielsen sætte et endeligt punktum for sagen. Det skete, da han i et civilt søgsmål blev pure frikendt af Højesteret for at have noget medansvar for skandalen.
- Jeg var på intet tidspunkt personligt involveret, men det var rart at få det overstået. Så vi lod en flaske champagne springe.
Koch Nielsen lærte Kurt Thorsen at kende i firserne, da han var en ung entreprenør og på vej frem.
- Jeg var aldrig hans faste advokat, men Thorsen kom til mig, fordi han mente, at jeg skulle løse særlige svære sager for ham. Især hvis det havde forbindelse til udlandet.
I begyndelsen af 1990’erne var Thorsen ved at gå konkurs.
- Han havde blandt andet bundet en masse penge i en pløjemark ved Århus. Pludselig vendte alle ham ryggen, men jeg hjalp ham med det praktiske, sådan at han fik en ordning med sine kreditorer og slap for at gå konkurs, husker advokaten.
I lang tid hørte Koch-Nielsen ikke fra entreprenøren. Men i 1996 præsenterede Thorsen ham for et ferieby-projekt i Spanien.
- Det så egentligt fornuftigt ud, og det ville jeg gerne hjælpe ham med.

Gik grassat
Kurt Thorsen ville købe et ejendomsselskab, som var eget af Danske Bank, der dog ikke ville sælge til ham. Alligevel kom et salg i orden til sidst på den betingelse fra bankens side, at Robert Koch-Nielsen medvirkede og fik en fuldmagt over selskabet.
- Det var kulminationen på to-tre års arbejde for Kurt Thorsen. Nu var han tilbage igen på banen i ejendomsbranchen, og han græd af glæde. Jeg var en stor helt i hans øjne, men det blev faktisk også det sidste arbejde, som jeg udførte for ham.
Men da begyndte tingene ifølge Koch-Nielsen at gå skævt.
- I efteråret 1998 gik Kurt Thorsen helt grassat. Der var ikke grænser for, hvad han nu skulle lave. Men i stedet begyndte det ret hurtigt herefter at køre skævt for Kurt Thorsen, fordi han begyndte at involvere sig med en bank i Liechtenstein (LGT Bank), der var fuld af numre. Samtidig fik han en ny finansiel rådgiver, der pludselig kom ind i billedet. Jeg kunne se, at Thorsens engagementer ville kræve for meget arbejde, så jeg holdt mig til at rådgive ham omkring det spanske projekt.

Falske garantier
Koch-Nielsen undgik dog ikke at blive inddraget i Thorsen-affæren:
- Thorsen købte i slutningen af 1998 ejendomsselskabet Gefion. Hvorefter erhvervspressen begyndte at ringe til mig fordi de ville vide, hvem der stod bag ham økonomisk. Jeg var ikke involveret købet af ejendomsselskabet, men jeg sagde naturligvis til Thorsen, at PFA måtte stå frem, for jeg havde jo fået at vide, at det var PFA det stod bag lånegarantierne, fortæller Koch-Nielsen.
Men Rasmus Trads fra PFA kunne ikke stå frem, for så ville det have vist sig, at lånegarantierne var falske.
- Thorsen påstod i øvrigt, at det ikke var dansk kapital, der stod bag ham. Men det vidste jeg ikke passede, og derfor sagde jeg til Thorsen, at jeg ikke længere ville have noget med ham at gøre.
Derefter sendte Koch-Nielsen en pressemeddelelse ud, hvor der stod, at han aflyste ethvert samarbejde med Thorsen.
- Så meddelte PFA pludselig, at de ikke havde stillet lånegarantier. Det passede jo ikke helt, men mit problem var, at jeg som advokat havde tavshedspligt.
I stedet talte Koch-Nielsen med sin kompagnon advokat Jørgen Grønborg, som siden gik over vejen til sin genbo, der var formand for Københavns Fondsbørs og talte med ham. Derefter ramlede hele sagen. Kurt Thorsen blev afsløret og siden idømt seks års fængsel som hovedmanden i sagen.
- Midt i det hele fik jeg pludselig en opringning fra en bekendt, som spurgte, om jeg ikke kom over til ham. Der sad Kurt Thorsen. Jeg har aldrig set et menneske så fuldstændig opløst. Han forsøgte at overbevise mig om, at det var Rasmus Trads, der havde stået bag det hele. Men jeg var nu aldrig selv i tvivl om, at Kurt Thorsen var hovedmanden, selvom at han nok havde bildt sig selv ind, at det hele i virkeligheden var Trads skyld.

Ud af firmaet
Medieomtalen skabte også en del turbulens og omtale, som også kunne mærkes på Koch-Nielsens advokatkontor, og aviserne skrev, at advokaten trak sig som partner for netop ikke at skade kontorets renommé. De spekulationer afviser Koch-Nielsen:
- Kontoret havde en ordning om, at man som 65-årig kunne trappe ned til 80 procent af tiden, og jeg havde noget tid forinden meddelt, at det ville jeg benytte mig af. Jeg havde i mange år arbejdet hårdt og kunne nu se frem til at skulle bruge tid på denne sag. Så jeg gik ud af firmaet og flyttede mine få tilbageblevne sager hjem, så jeg selv kunne afvikle dem løbende.

Stævnet
Robert Koch-Nielsen blev sammen med Thorsens advokater og banken i Liechtenstein stævnet ved et civilt søgsmål af den norske rigmand Kjeld Inge Røkke. Årsagen til søgsmålet var, at Røkke ikke kunne sælge sin aktiepost i selskabet Gefion på grund af PFA-sagen.
- Røkkes strategi var at stævne alt og alle for medansvar for de tab, som han mente, at han havde lidt i forbindelse med PFA-sagen. I 2004 frikendte Landsretten mig for at have noget ansvar, hvorimod LGT Bank og bankens advokater blev dømt til at betale Røkke 67 millioner kr.
Rent teknisk skulle hele sagen så gå om i Højesteret. Men reelt var Koch Nielsen allerede ude af sagen på det tidspunkt, og anden omgang kostede faktisk Røkke endnu en million kr. i omkostninger til Robert Koch-Nielsen. Advokatkontorets ansvarsforsikring dækkede Koch-Nielsens omkostninger.
Robert Koch-Nielsen har faktisk kun én gang været i retten i den sag for at afgive vidneforklaring.
- Men jeg har dog skullet bruge tid og kræfter på at sætte mig ind i sagen, der var ret omfattende. Den fyldte fire ringbind.

Handicap på 14,9
Advokaten har spillet golf i over 25 år, men efter at han er overgået til pensionisttilværelsen, er der blevet tid til meget mere golf:
- Mens jeg arbejdede var det måske kun hver anden weekend, men som pensionist bliver det til 2-3 gange om ugen afhængigt af vejret.
Pensionistens golfhandicap er pænt: 14,9.
- Det skal holdes ved lige, erkender Koch-Nielsen.
Imidlertid er det ikke kun glæderne ved selve golfspillet, der interesserer ham. Indtil videre har Koch-Nielsen også fået udgivet tre små bøger med vittigheder fra golfbanen.
- Det er bøger af to amerikanske forfattere, som jeg med møje og besvær har fået rettighederne til at udgive. Siden har jeg oversat dem til dansk og fået dem udgivet på et lille forlag. De sælger faktisk fint, og jeg har to bøger til på vej.
Bøgernes humoristiske tilgang til golfspillet passer til Koch-Nielsens egen:
- Jo, for det skal være hyggeligt og morsomt at spille golf. Og så får man jo god motion af at gå 18 huller over tre-fire timer. Det bliver til en tur på 8-10 km.
Advokaten har også fastholdt andre vaner fra sit arbejdsliv:
- Jeg spiller tennis hver mandag kl. syv med min gamle partner Jørgen Grønborg. Selvom vi begge er holdt op med at arbejde, har vi dog fastholdt tidspunktet. Det er en god måde at starte ugen op på.

God kunst
Advokaten er kunstinteresseret, og Robert Koch-Nielsen og hans kone holder derfor af at gå på maleriudstillinger. I sommer besøgte de Nolde-museet i Søbøll lige syd for grænsen.
I stuerne i hjemmet hænger der både malerier af blandt andre af Oluf Høst, Børge Hansen, Per Leergaard, Egill Jacobsen, Mogens Hertz og Hans Voigt Steffensen.

Svanekegården
Foreninger med tilknytning til Bornholm har på forskellig vis også nyt godt af advokatens ekspertise og arbejdskraft. De bornholmske hjemstavnsforeninger har en fond med midler, som de deler ud af, og Koch-Nielsen sad med i bestyrelsen i nogle år, indtil at han faldt for aldersgrænsen:
- På et tidspunkt lavede politikerne fondslovgivningen om, og så kom de en dag fra hjemstavnsforeningerne og spurgte mig, om jeg kunne hjælpe dem med at få formalia på plads. Reglerne var således, at hvis advokatsamfundet udpegede en uafhængig advokat, så opfyldte fonden betingelserne for at være en selvstændig fond. Så jeg sagde til advokatsamfundet, at hvis de udpegede mig, så påtog jeg mig hvervet. Det gjorde de, og så hjalp jeg hjemstavnsforeningerne. Man kan sige, at det har været min måde at udføre lidt frivilligt arbejde, siger advokaten.
- Fonden støtter blandt andet hjemstavnsforeningernes træf med lidt midler. Men jeg kan særligt huske, da vi delte lidt penge ud til en fodboldklub for unge bornholmere i København. De skulle bruge midler til trøjer osv. og skrev en utroligt morsom ansøgning, der slet ikke var til at stå for.
Koch-Nielsen har også været involveret i skabelsen af kultur- og foredragsstedet Svanekegården.
- Preben Harris var primus motor for at omdanne ”Gårdkonen”, der var en forfalden bygning i Svaneke i nærheden af hvor han boede, og som man kunne udnytte til et kultursted. Det blev siden til Svanekegården. Sammen med Ole Espersen og Lisbeth Schlüter – Poul Schlüters kone – tog vi initiativet til at få projektet op at stå. Mit job blev at stå for de juridiske rammer, og så ”hjemsøgte” jeg forskellige fonde for at få de nødvendige midler blandt dem Spies-Fonden, hvor jeg dengang selv sad i bestyrelsen.

Sommerhus på Bornholm
Robert Koch-Nielsens forældre var begge indfødte bornholmere.
- Min morfar kom fra Sverige, men ellers er mine aner bornholmske så langt tilbage, som nogen i familien kan huske. Jeg har to fætre tilbage på Bornholm, som jeg stadig har kontakt med.
Advokaten er siden sin ungdom kommet på Bornholm og har også et sommerhus.
- Det er et tidligere husmandssted, der ligger ved Aakirkeby syd for Søndre Landevej, men inde i landet.
Koch-Nielsens kone er fra Nordjylland og har et hus ved Jammerbugten, og det er dér, familien nu primært holder sommerferie.
- Men jeg er på Bornholm et par gange om året. Mest for mig selv eller også har jeg god ven, som jeg spiller golf-turneringen Bornholm Closed (”Bornholm Lukket”) med. I modsætning til ”Bornholm Open” er det bare en lukket hyggeturnering, hvor han og jeg er de eneste deltagere, forklarer Koch-Nielsen.
- ”Turneringen” afvikles hvert år i september, og den går simpelthen hen ud på, at vi tager en runde på hver af Bornholms fire golfbaner på fire dage.

Ægte bornholmer
Koch-Nielsen har kun en snert af sin oprindelige bornholmske accent tilbage:
- Vi snakte borrinjholmsk jemma. Men jeg vendte mig af med at tale bornholmsk. Som advokat taler man meget, og det er nu engang vigtigere, at folk reagerer på indholdet frem for, hvordan ens sprog nu lyder.
Men i ferierne på Bornholm bliver sproget genoplivet;
- Særligt min yngste datter er god til at fange de bornholmske ord. Så når vi er på Bornholm, så venter vi altid ”på pustinj” og vi skal altid ”ij Brøksen”.Robert Koch-Nielsen er far til to døtre, der er begge er i fyrrerne. Han er morfar til fire børnebørn.
Advokaten har også på anden vis formået at bevare relationerne til fødeøen og sad i mange år i bestyrelsen for de to store bornholmske virksomheder Ejnar Jensen & Søn og Peterson-Beck.
- Det var to succesrige bornholmske virksomheder, og det var en positiv oplevelse at arbejde sammen med dem.
Han har også bevaret venskaber til bornholmere blandt andet den tidligere justitsminister Ole Espersen og forhenværende ambassadør Herluf Hansen, der begge gik i samme klasse som Koch-Nielsen på Statsskolen (Bornholms Gymnasium red.) og senere blev studiekammerater, da de begyndte at læse jura på Københavns Universitet.

Vikinge-formand
I sit otium er Robert Koch-Nielsen blevet formand for Charlottenlund Vikingelaug. Hvad er så det?
- Ja, det er en længere historie, som jeg nok lige bliver nødt til at forklare. I 1985 døde min kone efter længere tids sygdom. Et års tid efter traf jeg så min nuværende kone, som boede på Christianshavn, mens jeg boede i Søllerød. Esther, som også er jurist, insisterede på at vi skulle finde et nyt fælles hjem, og det blev så her i vores hus på Viggo Rothes Vej i Charlottenlund. Jeg holdt meget af hende, men hun havde den vane, at hun var vinterbader. Imidlertid fandt jeg Esther så attraktiv, at nettoresultatet blev, at jeg måtte leve med hendes vinterbadning, forklarer Koch-Nielsen.
Men så let slap han ikke:
- Det kære menneske forærede mig så et medlemskab af det lokale vinterbadelaug. Naturligvis fik hun lokket mig med i vandet. Og allerede første gang var det en fantastisk fornemmelse. I hvert fald når man kommer op! Så lige siden har vi faktisk begyndt hver dag med at tage cyklerne og køre ned til Øresund for at bade. Det er forfriskende, og man bliver så veloplagt, når man kommer hjem. Og nu har jeg været formand for lauget i et par år, slutter Robert Koch-Nielsen.



----------------------------------------------------------------------------

Kort om Robert Koch Nielsen

Født 1934 i Nexø som søn af brugsuddeler i Aakirkeby, Andreas P Koch-Nielsen og hustru Else Louise.
Student fra Rønne Statsskole 1953.
Uddannet jurist fra Københavns Universitet i 1958.
Advokat i København siden 1962.
Formand for Dansk Skattevidenskabelig forening 1980-2001.
Medlem af advokatrådets bestyrelse 1981-1987.
Har blandt andet skrevet juridiske artikler i diverse tidsskrifter.
Oversætter og udgiver bøger om golfhumor
Gift. Har to børn og fire børnebørn.
Bor i Charlottenlund nord for København.

Københavns turisme får bornholmsk talerør

Portrætartiklen med Marie Scott Poulsen blev bragt i Bornholms Tidende den 5. januar 2008.

















Hun er 36, mor til en børneflok, forfatter og har en flot erhvervskarriere. Mød bornholmske Marie Scott Poulsen.

Af Jarl Cordua

Bornholmske Marie Scott Poulsen bliver fra 1. januar 2008 ny kommunikationschef i den københavnske turismes organisation Wonderful Copenhagen. I de seneste to år har hun været først pressechef og senest kommunikationschef i FDB – medlemsorganisationen, der ejer Coop dvs. Brugsen-forretningerne. Ved siden af har Marie bemærket sig som forfatter til et par opsigtsvækkende bøger blandt andet om, hvordan det er at være stedforældre til andres børn. Oven i karrierejobbet og forfattergerningen lever hun dog også et almindeligt familieliv med mand og fire børn.

Flot erhvervskarriere
Maries flotte erhvervskarriere begyndte at tage fart for fem år siden. Før det var hun bl.a. hjemmegående husmor, der levede som selvstændig af lidt foredragsvirksomhed, at løse PR-opgaver og skrive artikler. Men en dag i 2003 blev hun informationschef i erhvervsorganisationen Håndværksrådet:
- Det var et godt chefjob at starte i, og en spændende kultur, men efter et par år fik jeg lyst til at arbejde mere med forbrugerpolitik.
I 2005 fik Marie et job som presse og analysechef i FDB og blev i efteråret forfremmet til FDB’s kommunikationschef:
Hun forklarer sin interesse for forbrugerpolitik med, at alle forbrugere hver dag bliver konfronteret med valg, når de handler i supermarkeder:
- Vi kender alle situationen ved køledisken: Skal man købe de gode, men dyre økologiske fødevarer eller skal man købe de billigste, hvor der måske er gået på kompromis med kvaliteten. Jeg ville godt være med til at flytte holdninger i samfundet, sådan at forbrugerne bliver tilbudt kvalitetsfødevarer til en pris, der er til at betale. Så jeg synes, at det har været et fantastisk spændende job, siger kommunikationschefen, som dog snart forlader FDB til fordel for en helt ny udfordring.

Nyt job
Fra nytår er Marie Scott Poulsen ansat som kommunikationschef i Wonderful Copenhagen, der er Danmarks officielle kongres og turismeorganisation med 70 ansatte og som holder til på Gl. Kongevej ved Vesterport station:
- Jeg glæder mig naturligvis meget til at starte i det nye job. Det bliver en stor ledelsesopgave, hvor jeg sammen med syv medarbejdere blandt andet skal forsøge at få udenlandsk omtale af de events, der finder sted her i hovedstaden.
Wonderful Copenhagen opgaver er blandt andet at tiltrække internationale kongresser og sportsbegivenheder til København, og derfor har organisationen også en række synspunkter om byens udvikling m.v.
- Dermed har vi en platform til at præsentere vores synspunkter i offentligheden blandt andet om byens udvikling i almindelighed, og hvad der skal ske med dens kulturinstitutioner. Det er faktisk alt fra Nationalmuseet til planerne om et nyt ungdomshus.
For at understøtte en hensigtsmæssig udvikling for den københavnske turisme, drager Marie Scott Poulsen paralleller til udviklingen for Bornholms turisme
- Bornholm er anerkendt for sin særegenhed, som øen søger at bevare samtidig med, at man også udvikler turismen. Det samme med Københavns turisme: Vi skal udvikle byen, men bevare det særlige ved København, mener Wonderful Copenhagens kommende kommunikationschef.

Studerende og mor
Marie voksede op i Rønne, som datter af to lærere:
- Min mor underviser på Bornholms Gymnasium, mens min far underviste og var bibliotekar på Aavangsskolen i Rønne.
Efter at have taget studentereksamen fra gymnasiet i Rønne tog Marie til København for at læse til religionssociolog på universitetet. Her studerede hun blandt andet nyreligiøse bevægelser og moderne kulturer. I 1999 blev bornholmeren cand.mag., men fik undervejs også lige grundlagt sin børneflok, da hun som 23-årig blev mor til sin ældste søn, Gustav, der nu er 12 år.
På studiet mødte Marie også sin nuværende mand Thomas, og sammen fik de to sønnen Ludvig, der i dag er ni år og siden en datter, Antonie, der nu er syv år.
- Desuden har min mand en søn, Viktor, der er i dag er 10 år. Derfor består familien hver anden weekend af i alt fire børn. Det kræver derfor lidt god planlægning for at få det hele til at hænge sammen, siger Marie, der bor med familien i en stor lejlighed på Østerbrogade.

Børn på gule plader
Imens Marie læste supplerede hun S.U.’en ved på freelance-basis at skrive artikler til forskellige blade som ”Vi forældre” eller ”Vores børn”, der netop omhandlede forhold mellem små børn og deres forældre:
- Jeg fik idéen til bogen ”børn på gule plader”, fordi jeg selv syntes, at rollen som stedmor for min mands søn var svær. Så måske var der et behov for at læse om, hvordan andre i samme situation oplever, hvordan det er at leve sammen med andre menneskes børn.
Så hun interviewede 14 stedforældre om, hvordan de oplevede den situation, det er at være stedforældre:
- Det blev nogle meget følelsesladede interview. Mit budskab med bogen var, at der ikke er nogle lette svar. Men vi behøver heller ikke at være onde mennesker, fordi vi synes, at det er ret svært at bo og leve sammen med børn, der ikke er vores egne. Det kom der megen debat ud af, og bogen fik en del omtale.
Marie medvirkede både i TV2s morgen-tv og i TV-Avisen, og interessen kunne også ses ved et pænt salg af 3000 bøger. Men der var også bud efter hende som foredragsholder:
- Flere forældreforeninger og pædagoger fra hele landet ringede og inviterede mig ud for at holde foredrag om emnet på biblioteker m.v. over hele landet, og jeg holdt vel en 40-50 foredrag. Bogen udfyldte et behov hos mange og interessen tydede på, at stedforældrerollen var sværere end mange troede.
Selv blev Marie ikke overrasket over interessen:
- Flere end 100.000 danskere lever jo i familier med delebørn og stedforældre, så mange kender situationen. Jeg er på ingen måde en ekspert, men var egentlig bare interesseret i emnet og havde lyst til at formidle andres erfaringer.
Er der et godt råd til stedforældre?
- Det er at erkende, at det er et langt udviklingsarbejde at være i en sammenbragt familie, og evt. problemer aldrig går væk af sig selv. Tværtimod skal man sørge for at tale om dem. Børn forsvinder jo ikke, når de bliver 18 år og flytter hjemmefra. Senere kommer der stedbørnebørn og på den måde skal man forholde sig til sin situation som sammenbragt familie altid. Og ikke mindst til alle de mange følelser, der også følger med.

Forvrænget drengebillede
Marie Scott Poulsen har med jævne mellemrum siden sin første bog kastet sig ud i nye bogprojekter. For et par år siden skrev hun en debatbog, der tager udgangspunkt i interviews med helt almindelige teenagedrenge:
- Idéen til bogen fik jeg, fordi mange medier fremstillede drenges verden som mest bestående af kriminalitet, voldsporno og stofmisbrug, som man kender fra avisoverskrifter. Min pointe med bogen var, at mediernes historier om teenagedrenge slet ikke handler om flertallets hverdag, men snarere om en marginal gruppe.
Maries interviewede nogle drenge fra den fodboldklub, som hendes børn spiller i og fra den fritidsklub i bydelen, hvor hendes mand er underviser og vejleder. Interviewene viste, at drengene, når de læste om sig selv slet ikke kunne genkende dette stereotype billede, som medierne fremstillede af teenagedrenge.
- Mit budskab var derfor, at vi også skal huske at tale om alle de drenge, der faktisk klarer sig rigtig godt, og ikke lade debatten overskygge af nogle mediers forvrængede billede af teenagedrengenes verden.
Bogen solgte rimeligt godt, og Marie var rundt i fodboldklubber med foredrag:
- Før min bog, så eksisterede der kun lidt litteratur om emnet. Det var tankevækkende, at alle mine egne forestillinger om teenagedrenges verden slet ikke holdt stik i virkeligheden. Eksempelvis fandt jeg ud af under mine interviews, at drengene faktisk var ret kritiske og afklarede overfor eksempelvis pornofilm. De var bevidste om, at det de så var uden hold i virkeligheden, og jeg fandt ingen tegn på, at de for eksempel havde udviklet et afstumpet forhold til seksualitet.
Marie har netop afholdt et foredrag på VUC om ungdomskulturer med udgangspunkt i interviewbogen om drenge.

Talentløses årti
Senest har Marie givet sig i kast med en ny bog, der handler om menneskers særlige talent:
- Jeg fik idéen til bogen, da jeg snakkede med nogle af mine sønners kammerater. De gav udtryk for deres fodbolddrømme og deres forestillinger om at komme på landsholdet. Så jeg satte mig for at undersøge, hvilket vovemod, der lå bag disse drømme, og hvor den blinde tiltro til ens egne evner egentlig kom fra. Selv var jeg drevet af nysgerrighed for at finde ud af, hvad der kendetegner dem, der kan noget, som vi andre ikke kan.
Marie gik i gang med at interviewe nogle mennesker, som hun mente kendetegnede eliten inden for deres respektive fag. Det var blandt andre balletdanseren Rose Gad, kokken Erwin Lauterbach og Berlingske Tidendes chefredaktør og koncerndirektør Lisbeth Knudsen.
- Fælles for dem er, at de alle har slidt hele deres liv for at blive bedre inden for deres felt. De har bragt ofre ved træning. Hemmeligheden er at de finder glæden ved at gentage øvelser igen og igen for simpelthen at blive bedre. Drivkraften for dem er at vide, at man er sublim inden for sit eget felt, forklarer Marie.
Men med bogen ville hun også gerne debattere, hvorfor det efter hendes mening er blevet så moderne i dag, at eksempelvis kendte mennesker som Paris Hilton bliver berømte for ikke at kunne noget særligt:
- Jeg tror 2000-2010 bliver kendt som amatørernes årti. Der er ingen mekanisme, der sorterer de talentløse fra at få opmærksomhed. Det er lighedsprincippet, der gælder.
Hun peger som eksempel på udviklingsminister Ulla Tørnæs stærkt omdiskuterede idé med at lade kendte mennesker deltage beslutningen om hvilke bistandsprojekter i Afrika, som ministeriet skulle støtte.
- Jeg opfattede forslaget om, at man sætter en kendt aerobicinstruktør til at skulle beslutte den slags for dybt undergravende for hele den ekspertise, som man må formode kender mere til bistandsprojekter, påpeger Marie.

Mad fra bunden
Med fire børn i skolealderen, så har Marie udviklet et talent til at få de praktiske ender i det daglige til at mødes. I sin fritid foretrækker hun at være sammen med børnene:
- Vi går for eksempel over i Fælledparken og spiller fodbold. Derudover holder jeg mig i form ved at løbe rundt om Søerne et par gange om ugen.Marie bruger dog også en del tid på at lave god mad:
- Det gode brød er sjældent - og dyrt. Så derfor prøver jeg at bage vores brød selv.
I øvrigt laver jeg mest muligt mad mest fra bunden med ordentlige råvarer, for jeg er ikke så meget for ”halvfabrikata”. Men vi er omvendt heller ikke fanatiske hjemme hos os. Og med hensyn til råvarer, så må jeg jo erkende, at økologisk kød koster det dobbelte af normalt kød. God mad er blevet for de rige! Det er derfor at vi i FDB opfordrer politikerne til at øge støtten, sådan at flere landmænd omlægger til økologiske produktion. Det kan måske få priserne på økologiske varer lidt ned.
Ikke mindst i kraft af sit arbejde hos FDB, så har Marie naturligvis bemærket de seneste års udvikling i den bornholmske fødevareproduktion:
- Der er kommet flere og meget alsidige bornholmske produkter, og det har været en god strategi at fokusere på det lokale særpræg. Jeg køber eksempelvis bornholmsk hvedemel i Irma, og altid bornholmske rugkiks!

Onsbæk er samlingspunkt
Maries forældre bor i dag i et ombygget sommerhus ved ”Stampen” i Onsbæk lige syd for Rønne, der er det naturlige samlingspunkt for hele familien:
- Vi er på Bornholm tre-fire gange om året og gerne om sommeren og til jul. Mine børn er glade for øen, som de forbinder med badestrand og solskinsvejr, og vi er altid i Brændesgaardshaven.- Og så kommer jeg indimellem også til Bornholm for at holde et foredrag.
Med al den energi, som Marie har, så kan bornholmerne vist trygt regne med det.

--------------------------------------------------------

Kort om Marie Scott Poulsen
Marie Scott Poulsen, f. 1971 i Birkerød, men opvokset i Rønne.
Gift og mor til tre børn plus en bonussøn.
Fra. 1. januar 2008 kommunikationschef i den københavnske turistorganisation Wonderful Copenhagen.
Medlem af erhvervsnetværket VL-gruppe 64.
Uddannet cand. mag og aktuel med en ny bog ”Talent”, der består af interviews med en lang række kendte mennesker om deres særlige talent. Marie Scott Poulsen har tidligere skrevet interviewbøgerne: ”Børn på gule plader” om stedforældres rolle i moderne familier og ”Drenge”, en bog med fokus på alle de helt almindelige teenagedrenge.
Desuden har hun bidraget til bogen ”Tro på det!”, der handler om tro og konfirmation.

Det kræver en god købmand

Portrætartikel med Claus Juel-Jensen blev bragt i Bornholms Tidende den 20. juni 2007.

Mød bornholmeren Claus Juel-Jensen, der er discountkæden Nettos adm. direktør.

Af Jarl Cordua





Claus Juel-Jensen












Midt ude på en mark ligger en kæmpe firkantet gråhvid klodsagtig bygning, hvor der langs den ene side klart og tydeligt står ”Netto”. Her i udkanten af Køge ligger den delvist A.P.Møller-ejede discount-supermarkedskædes nye moderne hovedkvarter. Ved siden af er opført flere store høje bygninger, hvor store lastbiler kører ud og ind med varer fra enorme lagerhaller. I hovedkvarteret bliver deres udsendte gelejdet op af trapperne til direktionsgangen på 2. sal. Nederst for enden af gangen til højre i et stort og moderne, men ikke prangende kontor, tager Nettos øverste direktør Claus Juel-Jensen venligt imod og byder velkommen.
Bornholmskfødte Claus Juel-Jensen er blandt de højest rangerende erhvervsledere - i hvert fald, hvis man tager hans relativt unge alder på kun 43 år i betragtning. Direktøren har et drenget charmerende smil, venlige intelligente øjne og et imødekommende, men utålmodigt kropsprog, der tyder på et ret højt arbejdstempo i hverdagen. Claus Juel-Jensen er interesseret og ivrig for at komme i gang med interviewet. Ikke fordi det skal overstås, men mere et vink om en stor nysgerrighed med hensyn til, hvad jeg mon kan finde på at spørge om.

Fyret af Krage
Det var faktisk en tilfældighed, der fik Claus Juel-Jensen ind i discount-koncernen:
- Min kæreste faldt i 1992 over en annonce i en avis, hvor der stod, at Netto søgte såkaldte trainee-elever. Så jeg søgte, kom til samtale og blev ansat på stedet, husker Claus Juel-Jensen.
Første arbejdsdag står dog stadig mejslet ind i erindringen hos Claus Juel-Jensen, for han blev nemlig fyret af den daværende Netto-chef Mads Krage. Personligt.
- Det var mødetidspunktet, som jeg havde taget fejl af, men det hjalp ikke, for han fyrede mig på stedet. Men af en eller anden grund, så blev jeg genansat senere samme dag.
Hvorfor ved Claus Juel-Jensen ikke, men det skete formentlig i kraft af en sekretærs beroligende mellemkomst, der fik gydet tilstrækkeligt med olie på vandene hos den daværende topchef:
- Jeg ved ikke lige, hvad der skete. Krage var i hvert fald helt sikkert utilfreds med, at jeg ikke var mødt til tiden. Det var ikke ligefrem en god start, men jeg lovede ikke oftere at komme for sent, og siden havde vi jo et eksemplarisk samarbejde, konstaterer direktøren.

Boede i Tyskland
Netto indledte i starten af 1990’erne sin storoffensiv i de nordøstlige nye tyske delstater som Mecklenburg-Vorpommern, Brandenburg, Sachsen-Anhalt samt Berlin. Claus Juel-Jensen havde i 2½ år bl.a. arbejdet i den tyske bilfabrikant BMWs afdeling for finansiering i München og taler derfor perfekt tysk. Blandt andet derfor overtog han i 1995 ledelsesopgaven med at udbygge Netto-kæden i Tyskland.
- Det var en sjov, men også meget hård tid. Samtidig var vi var oppe mod nogle megastore konkurrenter, som kun var ude på at få os smidt ud af markedet og tilbage i Østersøen, men det lykkedes ikke. For Netto fik derimod en flyvende start i Tyskland. Vi bed os godt fast, ekspanderede hurtigt, og siden er det faktisk gået ret fint, konkluderer Netto-direktøren, som også var glad for at bo med i Berlin og Neubrandenburg.

Overtog chefstolen
Nettos pæne succes i Tyskland var bornholmerens svendestykke og lagde formentlig grunden til, at han senere i 2004 blev tilbudt at overtage chefstolen, når Mads Krage gik af. Claus Juel-Jensen havde heller ingen betænkeligheder, før han sagde ja til jobbet som adm. direktør for Netto:
- Selvfølgelig var jobbet en stor udfordring, men jeg var jo ikke alene om at skulle præstere gode resultater, for vi har et rigtigt godt team. Så da de tilbød mig jobbet, så tvivlede jeg ikke, før jeg sagde ja tak.
Hvad kræver det at få dit job?
- Man skal være en god købmand og så er det absolut nødvendigt at være dedikeret opgaven samt brænde for sagen. Og så kræver det en helt klart opbakning fra hjemmefronten, og det har jeg. Endelig så skal der også noget held til, siger Claus Juel-Jensen.

Ud på gulvet
I hele Dansk Supermarked Gruppen, hvor Netto hører under er det fast praksis blandt samtlige ledere – uden undtagelse – at de mindst én gang om året skal ud og arbejde i en forretning blandt medarbejderne. De skal feje gulvet, fylde varer op og lave praktisk arbejde præcis som alle andre i forretningen. Høj såvel som lav. Men hvorfor er det egentlig nødvendigt?
- Vores forretning er butiksdrift og det handler i al sin enkelthed om, hvordan gør vi det bedst muligt med at indrette forretninger osv. Sådan en dag giver os en bedre forståelse for medarbejdernes hverdag, når vi selv oplever, hvordan tingene rent praktisk fungerer ude i forretningerne, hvor slaget om kunderne jo slås hver eneste dag, siger Claus Juel-Jensen, der dog åbent erkender, at det snart igen er ved at være tiden til at tage en arbejdsdag ude i en forretning.
- Tiden har ikke været til det, fordi jeg lige i øjeblikket arbejder så meget med de lande, som vi ekspanderer i.
Claus Juel Jensens arbejdsdag består af hyppige rejser, hvor han er ude og bese nye forretninger og holde møder med Netto-chefer rundt omkring i de fem lande, hvor Netto er repræsenteret.

Lørdagsmøder
En anden Dansk Supermarkeds-specialitet er de såkaldte lørdagsmøder. Næsten hver lørdag formiddag holder Nettos øverste ledelse et møde, hvor Claus Juel-Jensen sidder for bordenden.
- Det er rigtigt, at det er en tradition, men det er faktisk også vældigt praktisk. For jeg har tre rejsedage om ugen. Derfor giver mødet mig muligheder for at få et bedre overblik og følge med i, hvad der er sket i virksomheden i ugens løb.
Dansk Supermarkeds grundlægger - Århus-købmanden Hermann Salling - var af den gamle skole, men de seneste år har Dansk Supermarkeds nuværende adm. direktør Erling Jensen blødt det tidligere lidt konservative image op:
- Min forgænger i jobbet, Mads Krage, var en demokratisk leder, der altid lyttede til sine medarbejdere. Og selvom jeg nok ikke er ligeså tålmodig, så opfatter jeg mig selv som en demokratisk leder i den forstand, at når vi diskuterer tingene, så er det de logiske og gode argumenter, der vejer tungest, når vi træffer beslutningerne.

Kundetilfredshed
Netto-direktøren er dog meget fokuseret på, hvad der virkelig tæller for at få succes i hans job:
- I sidste ende handler dagligvarehandel kun om kundetilfredshed, og hvad der står på bundlinjen, når dagen er omme. Hver dag kl. 8 så kan jeg se på min PC-skærm, hvad vores samlede omsætningstal har været i hvert land. Og hvis tallene ikke vokser, så er vi bare ikke gode nok. Det er kontant afregning, og vi kan slet ikke tillade os at hvile på laurbærrene.
Claus Juel-Jensen viser ud til en tavle, hvor tilbudsaviser fra fem forskellige lande er sat fast med tegnestifter:
- Her følger jeg med i, hvad vi i hvert land kører med af tilbud i denne uge, fortæller Claus Juel-Jensen og peger rundt på tavlen, som var han en general, der fulgte slagets gang på et landkort.

Netto nr. 1000
Netto runder snart forretning nr. 1000 i de fire lande foruden Danmark, som discountkoncernen er repræsenteret i. Væksten er nærmest eksplosiv, for Netto åbnede sidste år 73 nye forretninger, heraf otte i Danmark. Nettokæden klarer sig meget pænt alle steder. Kun i Sverige kniber det lidt:
- I Sverige havde vi et hårdt år sidste år, men markedet dér er ikke helt, som markedet i Danmark. Jeg forstår godt, at det især for pressen er mere interessant at fokusere på, hvis ikke det også lige dér går efter en snor. Sagen er, at der i forvejen fandtes discountforretninger i Sverige, da vi kom derover, og de svenske forbrugere er åbenbart mere loyale, end man ellers er så mange andre steder. Det gør bare opgaven sværere, og det kræver lidt mere tålmodighed, for et nyt marked tager tid.

Først med økologi
Det er nu mere handling end tålmod, som er Netto-koncernens varemærke. Ledelsens strategiske valg har vist sig at have været rigtige. For eksempel var Netto et hestehoved i forhold til mange andre butikskæder, når det gjaldt om at introducere økologiske varer til forbrugerne:
- Vi er størst på økologi. Netto har en andel på ca. 14 procent af dagligvaremarkedet, men når det kommer til de økologiske varer, så har vi faktisk en femtedel af markedet. Netto var simpelthen fremme i skoene med økologiske varer på hylderne før alle de andre, og vi har bevaret forspringet, vurderer Claus Juel-Jensen.

Dårlige sager
Netto har det seneste år også oplevet et par sager, hvor direktøren selv måtte ud og tage affære. Først var der sagen fra Helsingør, hvor fødevarekontrollen lukkede en Netto-forretning på grund af ”uhygiejniske forhold”, og for nylig var der sagen fra Netto ved Vibegårds Runddel i Rønne, hvor discount-kæden måtte erkende, at virksomheden ikke må filme medarbejderne uden deres vidende. Sagen endte med, at Netto ved et forlig slap 30.000 kroner i erstatning.
I god tid har Claus Juel-Jensen lagt udklippet fra Bornholms Tidende foran sig på bordet, hvor vi sidder for dermed at signalere til deres udsendte, at han skam er parat til også at tale om de to ”dårlige sager”, der har været omtalt i pressen:
- Selvfølgelig er det ikke sager, som vi er glade for, og det er heller ikke altid, at vi er enige i den måde, som de bliver fremstillet på, men det ændrer ikke ved, at vi altid står op til vores ansvar, når der opstår problemer. Det er mig, der i sidste ende har ansvaret for, hvad der foregår i Nettos forretninger og det kan jeg ikke bare uddelegere til andre. Vi ligger jo på hvert andet gadehjørne over hele landet, så når tingene går skævt, som de altså har gjort i de to tilfælde, som må vi hurtigt ud og forklare, hvad vi vil gøre ved problemerne og få rettet op på tingene.

Ny Netto på vej?
Det går rigtigt godt for Netto på Bornholm, og det betyder udvidelser af de nuværende forretninger:
- Vores bornholmske forretninger er ved at blive for små, så vi vil gerne gøre dem større til gavn for kunderne, men også af hensyn til vores gode og stabile medarbejdere. Man kan sige, at vi er ramt af vores succes.
Måske er endnu en Netto-forretning på Bornholm på vej:
- Den første Netto på Bornholm var et sats, som vi fik succes med. Det forpligter, så derfor overvejer vi endnu en forretning på øen, siger Claus Juel-Jensen.

Politikerfamilie
Claus Juel-Jensen er født i Rønne, hvor han voksede op. Faderen Jens Juel-Jensen var indtil 1981 forretningsfører i BAF:
- Men han kom ud for et ”ufrivilligt karriereskift” og købte i stedet Nordre Ellebygaard i Vestermarie. Der flyttede vi til i starten af 1980’erne, da jeg var ca. 18 år,fortæller Claus Juel-Jensen.
Hans mor er Birte Juel-Jensen, der bl.a. er kendt som Aakirkeby Kommunes forhenværende Venstre-borgmester. Men før det var hun bl.a. også viceamtsborgmester og folketingskandidat.
Claus Juel-Jensen har i alt tre søskende. Lillebroren er Venstre-politikeren Peter Juel-Jensen.
Blev man så opflasket med politik?
- Det må man sige. Vores mor var dengang meget aktiv i politik, så mine søskende og jeg blev hevet med ud til møder rundt omkring, hvor vi sad renvaskede med vandkæmmet hår til julearrangementer på plejehjem osv., husker Claus Juel-Jensen.
Som ung HH-studerende på Rønne Erhvervsskolen blev han selv aktiv i Venstres Ungdom på Bornholm og var formand for foreningen i en periode. Mens Claus Juel-Jensen senere læste til cand. merc. på Handelshøjskolen, var han også formand for Venstreforeningen i den lille Kongens Enghave-kreds et års tid.
Har han selv politiske ambitioner?
- Nej, en politisk karriere harmonerer simpelthen ikke med mit arbejde, men jeg synes politik er spændende og følger da meget med, siger Claus Juel-Jensen, der dog ikke fuldstændigt vil udelukke en politisk karriere, men det bliver på et senere tidspunkt.

Ferie på gården
Netto-direktøren tager med familien til Bornholm tre-fire gange om året, og det seneste besøg var i påsken:
- Vi havde en pragtfuld tur. Og så skulle jeg jo lige se om, de andre bestiller noget på gården, griner Claus Juel-Jensen, der selv er partshaver i Nordre Ellebygård, hvor han og familien altid bor, når de holder ferie på Bornholm.
Ferierne går også gerne til Tyskland, hvor Claus Juel-Jensen sammenlagt har boet i mere end 12 år.
Familien holder også af tage på skiferie hvert år, og den går altid - uden undtagelse - til de østrigske alper.

Bor på Stevns
Netto-direktøren har med sin familie slået sig ned på en gård ved Stevns Klint:
- Jeg kan faktisk se hjem, siger Claus Juel-Jensen, der hurtigt rejser sig op af stolen, vender sig mod kontorets store vindue og peger et sted ud i horisonten. Præcis som var han en glad lille skoledreng. Og der er faktisk en glimrende udsigt over Køge bugt fra hjørnekontorets 2.sal.
Direktøren holder selv gården vedlige, men har bortforpagtet det meste af jorden væk:
- Desværre, for jeg har simpelthen ikke tid. Der hører fem hektarer til både med skov og landsbrugsjord. Men jeg har da lige plantet 125 kirsebærtræer, triumferer Claus Juel-Jensen og lyser op i et stolt smil.
Den sparsomme fritid tilbringer han sammen med familien. Netto-direktøren er stadig kaptajn af reserven og lå i sin tid ved Livgarden, da han sprang soldat, men det er slut med øvelser og videreuddannelse:
- Ja desværre. Det er der ikke tid til mere.

Fremtid hos Netto
Claus Juel-Jensen har allerede nået det vidt. Men har han mod på engang at lave noget andet, og hvad er egentlig hans fremtidsplaner?
- Jeg har et pragtfuldt og vildtspændende job, der stadig er en kæmpestor udfordring, så jeg har slet ingen planer om noget andet. Faktisk synes jeg, at dagligvarehandel har så mange forskellige spændende sider, hvor man arbejder med mennesker, medarbejdere og kunder, nye trends, strategiske beslutninger, økonomi, markedsføring, slutter Claus Juel-Jensen.


---------------------------------------------------------------


Fakta om Claus Juel-Jensen:

Født 1963 i Rønne.
Administrerende direktør for Netto siden 2004.
Højere Handelseksamen fra Bornholms erhvervsskole 1985.
Cand. Merc. -eksamen 1992 fra Handelshøjskolen I København.
Ansat i Netto siden 1992, hvor han bl.a. har været chef for Netto i Tyskland.
Parthaver i landbrugsforetagendet Nordre Ellebygaard, der drives af faren Jens Juel-Jensen og Claus’ bror, politikeren Peter Juel-Jensen. Claus’ mor er såmænd Aakirkeby Kommunes fhv. borgmester Birthe Juel-Jensen.
Claus er gift med Gitte, der er cand.polit. og selvstændig inden for ”coaching” dvs. personlig rådgivning. Parret har tre børn, der er henholdsvis tolv, syv og fem år gamle.
Familien Juel-Jensen bor på en gård ved Stevns klint.

------

Fakta om Netto
Netto er et datterselskab af Dansk Supermarked Gruppen A/S, som i øvrigt består af varehusene BILKA og FØTEX m.v. Hele supermarkedskoncernen ejes for 33 pct. vedkommende af arvingerne efter den legendariske, men nu afdøde Århus-købmand Hermann Salling (1919-2006), mens resten dvs. 67 pct. ejes af A.P. Møller – Mærsk A/S.
Nettos forhenværende direktør Mads Krage stod i spidsen for discountkæden siden bgyndelsen i 1981 og indtil, at Claus Juel-Jensen tog over i 2004.
Netto har lige knapt 1000 forretninger i fem lande. Heraf er de 380 i Danmark. Resten er placeret i Sverige, Tyskland, England og Polen.
Netto har fem forretninger på Bornholm. To i Rønne og en forretning i Nexø, Aakirkeby samt Allinge.

Min søn er mit livs læremester

Portrætartikel med Jørgen Due Madsen blev bragt i Bornholms Tidende den 10. maj 2007.

Mød den bornholmskfødte speciallæge Jørgen Due Madsen, der til dagligt hjælper stress- og depressionsramte videre i livet.

Af Jarl Cordua


















Den bornholmske speciallæge i psykiatri Jørgen Due Madsen (54) er en efterspurgt ekspert, når det gælder behandling af svære, men desværre ofte almindeligt forekommende psykiske lidelser.
Speciallægen har siden 1999 sammen med sin ligeledes bornholmskfødte kone, Annette Due Madsen, bestyret en meget læst brevkasse ”Spørg om livet” i Kristeligt Dagblad. Han er også en efterspurgt foredragsholder og har desuden ved flere lejligheder medvirket i programmet ”Go’ Morgen Danmark” på TV2 bl.a. med at debattere spørgsmålet, hvilken rolle patienternes religiøsitet kan spille i den psykiatriske behandling.
Bornholms Tidende mødte i april Jørgen Due Madsens til en snak om hans særlige job, opsigtsvækkende virke og ikke mindst om fødeøen Bornholm.

Jørgen Due Madsen er en åben, positiv, lattermild og smilende mand, men faktisk er hans hverdag fyldt med megen alvor. For til daglig er han både behandler og leder af Afdelingen for Angst- og depressionstilstande, der er et relativt nyt offentligt behandlingstilbud på Psykiatrisk center Ballerup. Afdelingen har netop specialiseret sig i behandling af patienter med ikke-psykotiske lidelser, såsom stress eller depression.

Adskilte patientgrupper
- Depressioner, angst og stress er folkesygdomme, som rammer rigtigt mange mennesker. Hidtil har det normale dog været, at denne gruppe patienter er blevet behandlet det samme sted som psykotiske patienter, der f.eks. er skizofrene, forklarer Jørgen Due Madsen.
Han har dog i stedet gjort sig til talsmand for, at man af hensyn til en effektiv behandling af de ikke-psykotiske patienter skiller de to patientgrupper ad. Det er nu lykkedes med etableringen af denne nye afdeling:
- Idéen med afdelingen er at yde patienterne en helhedsorienteret behandling, der tager udgangspunkt i psykoterapi dvs. i samtaler med patienterne kombineret med medicinsk behandling. Derudover rummer behandlingen f.eks. også undervisning, gruppeterapi og fysisk træning. Vi inddrager også de pårørende i behandlingen, men lægger også megen vægt på forebyggelse. Behandlingen har naturligvis baggrund i den nyeste forskning, man har, fortæller Jørgen Due Madsen, der som speciallæge er uddannet som psykiater. Dvs. at han er uddannet som læge, og specialuddannet i psykiatri. Desuden er han specialist i psykoterapi og samtalebehandling.

Åndelige værdier
Både i og uden for lægefaglige kredse er Jørgen Due Madsen kendt for at sætte fokus på patienternes åndelige værdier i behandlingen:
- Vi møder vores patienter som medmennesker, der fortjener respekt. De har måske mistet fodfæstet i deres liv og behøver hjælp til at erkende, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er så vigtigt i deres liv. De skal måske finde en ny retning. Jeg ser på patienter ud fra et helhedssyn, hvor psykoterapi er et af mine redskaber, men hvor jeg også spørger ind til mine patienters værdier. Baggrunden er, at netop patienternes egne åndelige værdier må bevidstgøres, sådan at de ikke kun styres af samfundets forventninger og en kortsigtet materialisme, som f.eks. nogle gange kan være baggrunden for, at de er blevet syge af stress, siger Jørgen Due Madsen,
Berøringsangsten i forhold til at snakke om Gud og religion i psykiatrien er det også vigtigt for ham at ændre på. Og det er ikke et synspunkt, som han står alene med. En dag holdt Jørgen Due Madsen et foredrag på Århus Universitet for 150 psykiatere, og bagefter kom en kollega over til ham og sagde:
- Jeg ved meget om mine patienters seksualliv, men jeg aner faktisk intet om, hvorvidt de beder aftenbøn.
Kollegaens bemærkning viser ifølge Jørgen Due Madsen, at der er en stigende faglig erkendelse af, at man også bør spørge ind til og inddrage patienternes individuelle åndelige værdier eller religiøsitet i psykiatrien.
- I gamle dage gik folk med sorg eller som havde psykiske lidelser til præsterne, der dengang i praksis fungerede som sjælesørgere. Psykologien blev opfundet som disciplin for 100 år siden og siden dengang var tanker om Gud, religiøse spørgsmål eller åndelige værdier ikke noget, man ofte berørte i den psykiatriske behandling. Det er heldigvis ved at ændre sig nu, siger Jørgen Due Madsen.

Samfundet stresser
Til trods for det, så er det ifølge Jørgen Due Madsen bestemt ikke altid tilfældet, at patienters religiøsitet er fremmende for behandlingen:
- Patienternes religiøsitet kan være ”en hjælper”, der kan få dem videre i rigtig retning ud af deres krise, men den er ”dobbeltsidig”, så usund religiøsitet kan nogle gange være destruktiv for, at patienten kommer videre i behandlingsforløbet. Under alle omstændigheder er mit budskab, at det er vigtigt at spørge ind til patienternes eksistentielle værdier, når de står midt i en tilstand af depression eller svær stress.

Hvad kommer stress af?
- Stress skyldes mange ting, men det handler om, at den der føler stress hele tiden oplever, at han eller hun ikke når de ting, som man har sat sig for. Alvorlig stress kan eksempelvis også komme af en svær skilsmisse, eller fordi man er blevet fyret fra ens job. Det er under alle omstændigheder store belastninger, der kræver meget af folk. Når mennesker bliver syge af stress, så sker det, fordi deres ”psykiske batterier” simpelthen er flade. Derfor kalder jeg stress og depression for en ”batterisygdom”, forklarer Jørgen Due Madsen.
Han er helt med på, at hans synspunkter dermed indeholder en god portion samfundskritik:

- Helt sikkert. For hvor længe skal vi som læger bare blive ved med at reparere på ofrene for en kultur, der i grunden er stressfremmende? Jeg mener, at psykiatere har taget alt for lidt fat på den del af problemet, der simpelthen skyldes, at mennesker overbruger deres tid og ressourcer. Der er efter min mening al for megen fokus på materialisme, hvor mennesker konstant stræber efter at anskaffe sig alle mulige ting som samtalekøkkener og store biler, som de tror gør dem lykkelige.

Hvad gør I ved det?
- Vi forsøger at hjælpe patienterne med at stoppe op og reflektere over deres liv, værdier og grænser. Vi lader dem selv indse, at de har et behov for måske at lægge livet om, for ikke at havne i samme situation. Vi lader dem fokusere på det, der giver dem livsindhold, som f.eks. deres nærmeste venner og familie. Patienterne bliver eksempelvis bedt om at forholde sig til spørgsmål som, hvilke værdier styrer mig og min tilværelse. Er det penge eller venskab? Og det er netop i den proces, at patienterne nogle gange erkender, at det ikke er jagten på materielle ting, men snarere deres egne åndelige værdier, der frem over skal udfylde deres tilværelse i stedet. Den del af behandlingen minder faktisk lidt om at gå på en højskole.

Yngste søn autist
Jørgen Due Madsen er selv opvokset med åndelige værdier. Han blev født i Bodilsker i 1952 i en kristen eller såkaldt ”missionsk” familie. I dag betragter han sig som praktiserende folkekirkelig kristen, der ind imellem kommer i kirken.
- Min far var landmand, men døde tidligt, da jeg kun var 10 år. Min mor var hjemmesygeplejerske i mange år og levede frem til år 2000.
Familien Due Madsen har fortsat en stærk tilknytning til Bornholm;
- Jeg har selv to søstre, der begge bor i Aakirkeby, og så er der min svigerfar, Arne Engell Kofoed, som er 89 år.
Jørgen Due Madsen og hans kone har tre børn:
- Vores ældste søn er snart uddannet psykolog, så vores interessefelt har jo nok smittet lidt af på ham, konstaterer Jørgen Due Madsen med et glimt øjet, men bliver så pludselig lidt alvorlig:
- Min yngste søn Frederik er 23 år. Han er autist, bor på institution og har ikke noget sprog. Det er faktisk ham, der har lært mig mest om livet. Man kan sige at jeg selv har smagt lidt af livets alvor. Det at være forælder til et meget handicappet barn har bestemt givet mig en helt anden klangbund og tilgang til mit arbejde end hvis jeg alene havde læst en masse bøger. Det har givet mig et livsindhold, der præger mit faglige arbejde dybt,forklarer Jørgen Due Madsen
Endelig består familien af husets datter på 16 år, der i øjeblikket går på efterskole.

Parkurser
Den bornholmskfødte speciallæges erfaringer og syn på psykiatri og religiøsitet har givet ham travlt med foredrag hos private virksomheder, på universiteter og naturligvis i lægefaglige sammenhænge, men han har også fået invitationer fra menighedsråd rundt omkring og er derfor ofte ude til ”sogneaftener” for at holde foredrag.
Jørgen Due Madsen underviser også i såkaldte PREP-kurser, hvor par arbejder med deres parforhold:
- Det er en slags kommunikationskurser for par, der bygger på den ny forskning. Kursisterne skal have en indsigt i, hvad der fremmer og hæmmer et parforhold samt hvilke ”ingredienser”, der indgår i et velfungerende parforhold. Det er ikke et kursus for par, der nødvendigvis har problemer med deres forhold. Det kan ligeså godt være velfungerende par, der bare er interesseret i at få lidt inspiration til at udvikle deres parforhold.
Kurserne finder sted i regi af organisationen ”Center for Familieudvikling” og sker sammen med Jørgen Due Madsens hustru, Annette, der er psykolog og familieterapeut og i øvrigt ansat som centerets daglige leder. Centeret har netop i april måned holdt såkaldte PREP-kurser for par i Svaneke. Foreningens aktiviteter får i øvrigt tilskud fra diverse private fonde samt Familie- og forbrugerministeriet.

Populær brevkasse
Sammen med Annette har Jørgen Due Madsen siden 1999 redigeret omkring 400 brevkasser i Kristeligt Dagblad, hvor de besvarer breve fra mennesker med ”ondt i livet”. På baggrund af de mange breve til brevkassen gennem årene udgav parret i 2003 bogen ”Sorgens mange ansigter” med beretninger fra mennesker, som på forskellig vis har oplevet, at livet er blevet tungt og vanskeligt.
Aviser og TV har også haft bud efter Jørgen Due Madsen, men scenevant på TV er han dog ikke blevet:
- Nej, for jeg er altid lidt nervøs, men der er faktisk nogle skuespillere blandt mine patienter, og de siger, at man altid skal være lidt nervøs, for ellers bliver præstationen ikke så god, siger Jørgen Due Madsen med et lunt smil.
Det er dog ikke lejlighedsvis optræden i TV, der driver værket hos speciallægen:
- Dybest set interesserer jeg mig for det enkelte menneske. Alle bærer på deres egen særlige historie, noget de ikke skilter med. Naturligvis er min interesse næret af en nysgerrighed, der dog har bund i en almindelig respekt for mit medmenneske, forklarer han.

Hans egen historie
Som ganske ung bestemte Jørgen Due Madsen sig for at blive læge, og inden han blev færdig på medicin-studiet på Københavns Universitet i 1980 gik han målrettet efter at arbejde med psykiatri og specialisere sig i samtalebehandling af psykisk syge patienter.
- Et af de første lægejobs jeg fik, som ung medicinsk student, var på Skt. Hans i Roskilde.

En lille hjælper
Hvornår lykkes speciallægen så i sit arbejde?
- Det er, når man oplever et menneske rejse sig igen og får fodfæste i sit liv. Jeg forsøger at give mine patienter særligt to ting, som de har brug for. Først omsorg og siden en udfordring for måske at give dem en mere slidstærk retning i deres liv. Men jeg øver mig også hele tiden i ydmyghed. For jeg er ikke Vorherre. Allerhøjst hans lille hjælper, understreger Jørgen Due Madsen med et smil.
- Når patienterne sidder nede i et mørk hul og ikke kan finde nogen retning, så forsøger jeg at hjælpe med at finde en udgang, hvor der er lys for enden af tunnellen, og så gøre vejen så kort som muligt. Det handler på en måde om tro, håb og kærlighed.
Da deres udsendte bemærker, at ”tro, håb og kærlighed” jo netop svarer til det velkendte citat af Paulus fra Nye Testamente, svarer speciallægen med et stort smil:
- Ja, men sund teologi er også sund psykologi.

Slapper af i Bølshavn
Der er ikke plads til megen fritid, selvom Jørgen Due Madsen gerne slapper af med at se fodbold i TV, men ellers er det bedste, han ved, at gå og rode ude i haven.
Familien er dog tilbage på Bornholm omkring fem gange om året, og siden at han og konen købte svigerfaderens hus i Bølshavn, er det stedet, hvor familien tilbringer deres sommerferie:
- Det sted er en lille perle og vores helle, og der leger jeg gerne ”handyman”, så meget som muligt. Og så holder vi af miljøet i Bølshavn og at gå og snakke med de lokale nede på havnen, fortæller Jørgen Due Madsen uden at skjule sin begejstring.
Det er også i huset i Bølshavn, at han forudser, at parret skal tilbringe endnu flere stunder, når de engang overgår til en tilværelse som pensionister.
- Til den tid bliver vi måske ligefrem deltidsbornholmere, slutter Jørgen Due Madsen.

---
Fakta om Jørgen Due Madsen
Født 1952 i Bodilsker, som søn af en landmand og en hjemmesygeplejerske.
Gift med psykolog Annette Due Madsen, der også er bornholmer.
Parret har to sønner og en datter.
Uddannet læge 1980 speciallæge i psykiatri, specialist i psykoterapi
Leder af Afdelingen for Angst- og depressionstilstande, Psykiatrisk Center Ballerup.
Forfatter og foredragsholder.
Sammen med sin kone Annette brevkasseredaktør siden 1999 på Kristeligt Dagblad.
Parret har bl.a. udgivet bogen ”Sorgens mange ansigter” fra 2003.

Masja Juel vil tilbage til Bornholm: Drømmen er at blive guldsmed

Portrætartikel med Masja Juel blev bragt i Bornholms Tidende den 3. marts 2007.


Mød Rønne-pigen, som i 2002 blev verdensberømt for sit nej til stening af kvinder i Nigeria.

Miss Denmark med samvittighed - nu vil Masja Juel være guldsmed






Bornholmske Masja Juel blev for fem år siden verdensberømt, da den daværende frisørelev og Miss Danmark nægtede at deltage i den internationale skønhedskonkurrence Miss World i Nigeria. En beslutning bornholmeren traf efter at have erfaret, at en nigeriansk domstol dømte en kvinde til døden ved stening på grund af utroskab.

Af Jarl Cordua

En regnvåd fredag i februar satte Bornholms Tidende Masja Juel i stævne på en café på Vesterbro, hvor den nu 28-årige bornholmer bor i dag. Masja Juels liv har ændret sig en del siden 2002. Hun har fx været tvunget til at droppe frisørfaget, men skal nu i gang med at uddanne sig til guldsmed.

Masja sagde nej
Det var i 2001, at Masja Juel blev kåret til Miss Danmark. Året efter i foråret 2002 var det meningen, at frisøreleven skulle repræsentere nationen ved den internationale Miss World konkurrence, der dette år skulle afholdes i det afrikanske land, Nigeria. Men i pressen læste den dengang 23-årige Rønne-pige, at en nigeriansk domstol havde idømt kvinden Amina Lawal til døden ved stening. ”Forbrydelsen” bestod i, at den enlige kvinde havde fået et barn uden for ægteskab. Ifølge nogle af Nigerias muslimske delstaters såkaldte sharialovgivning udløste utroskab en dødsdom, men i dette tilfælde blev dommen dog aldrig ført ud i livet, fordi Nigerias præsident fik den omstødt. Forinden tog Masja Juel så klar stilling til fordel for den nigerianske kvinde, at det gav genlyd over hele verden.
- Så snart jeg hørte om dødsdommen, blev jeg forfærdet. Det virkede meget mærkeligt på mig, at nogen kunne finde på at holde en skønhedskonkurrence i et land, hvor man dømte kvinder til stening. Det hang ligesom ikke sammen. Så på stedet traf jeg min beslutning om ikke at tage til Nigeria, fortæller Masja Juel.

Thornings opfordring
Masja Juel gik dog stille med dørene indtil, at hun i Ekstra Bladet så et læserbrev fra Helle Thorning-Schmidt, der dengang var medlem af EU-parlamentet. I læserbrevet opfordrede Thorning-Schmidt nemlig til, at Danmark ikke deltog i Miss World-konkurrencen på grund af dødsdommen over Amina Lawal:
- Jeg sendte en e-mail til Helle Thorning-Schmidt, hvori jeg skrev, at jeg var helt enig. Så man kan sige, at det var hendes læserbrev, der blev selve anledningen til, at jeg offentligt fik sagt klart fra i forhold til at deltage i Miss World-arrangementet, husker Masja Juel.
Bornholmerens beslutning kom ikke til at gå stille af, for efter at Ekstra Bladet havde skrevet stort om sagen, rullede den videre i de andre medier i Danmark, og interessen for sagen voksede sig hele tiden større. Det førte blandt andet til, at Masja Juel blev inviteret til at medvirke i en lang række TV-nyhedsprogrammer, som fx ”Go’ morgen Danmark” og ”Go’ aften Danmark”. Men det var kun begyndelsen til virakken om Rønnepigen:
- Helle Thorning opfordrede mig til at få flere af de andre landes deltagere til at melde sig fra konkurrencen. For hvis vi nu alle boykottede konkurrencen, så kunne vi måske flytte nogle holdninger, der kunne gavne kvindens situation i Nigeria. Det var en supergod idé, fortæller Masja Juel.

Forsøgt presset
Helt så glat gik det dog ikke, for kun fem andre deltagere fulgte boykotten, uden det dog på nogen måde gjorde Masja Juels bedrift mindre i verdensopinionens øjne. De få afbud havde ikke baggrund i manglende sympati for sagen, men var snarere et resultat af en effektiv PR-modoffensiv fra Miss World-organisationens side. Det fik Masja Juel også selv at mærke, for officials fra Miss World forsøgte hårdnakket at få hende til at stille op i konkurrencen:
- Der var en official, der virkelig forsøgte at presse mig, men hans argumenter gjorde faktisk ikke indtryk på mig. Han kunne have solgt egen bedstemor for at få mig med i det arrangement, men jeg var bare hård. Fx ringede han til mig og sagde, at Europaparlamentet ville have os til at tage af sted. Det viste sig at være direkte løgn. De havde forvansket en enkelt EU-parlamentarikers udsagn, og brugte nu det som argument overfor deltagerne, men Helle Thorning-Schmidt fik faktisk i stedet samlet EU-parlamentet i en protest mod dødsdommen i Nigeria, husker Masja Juel.
Det hele endte i øvrigt med, at Miss World-konkurrencen ikke kunne gennemføres i Nigeria. Uroligheder under arrangementet kostede omkring 200 mennesker livet, så i stedet blev arrangementet rykket til London, men Masja Juel stod fast ved sin beslutning om at blive hjemme:
- Når så mange mennesker var blevet slået ihjel, og det viste sig, at nigerianerne rent ”teknisk” stadig skulle stå for arrangementet, mens der stadig hang en dødsdom over Amina Lawal, så syntes jeg stadigvæk ikke, at der var nogen grund til at deltage.

Brev fra Per Stig
I den danske offentlighed var alle enige om, at den bornholmske pige havde reageret korrekt, og Masja Juel modtog mange roser fra meningsdannere og politikere landet over. Hendes popularitet steg, og også den danske regering viste sin anerkendelse af boykotten:
- Jeg fik et personligt takkebrev fra udenrigsminister Per Stig Møller (K). Han skrev dengang, at der ikke var nok fokus på problemet, og at der skulle gøres mere. Per Stig Møller understregede i hvert fald over for mig, at stening af kvinder bestemt ikke var noget regeringen så igennem fingre med.

Med mor til London
Da den danske skønhedsdronnings afbud og især hendes begrundelse blev kendt uden for Danmarks grænser begyndte udenlandske medier også at kontakte bornholmeren. Masja Juel nåede at blive meget omtalt i Storbritannien, især da den meget respekterede og anerkendte TV-mand Sir David Frost - måske briternes svar på Michael Meyerheim - inviterede hende på morgen kaffe og brunch i BBC s populære morgenprogram, ”Breakfast with Frost” eller på dansk: ”Morgenmad med Frost”, der er en slags engelsk udgave af Go’ Morgen Danmark.
- Min mor tog med mig til London, hvor en bil ventede for at køre os til et fint hotel, hvor vi blev indlogeret. Hos BBC interviewede Frost mig om sagen, bagefter fik vi brunch, og der skulle mor og jeg sidde på hæderspladsen lige ved af Frost, fortæller Masja Juel.
David Frost gjorde et særligt positivt indtryk på bornholmeren:
- Han var sød og rar og havde personlighed. Det var med cigar fra morgenstunden, kys på kinden og bagefter fulgte han mig helt ud til elevatoren. I TV-studiets kulisse sagde medarbejderne til mig, at de var stolte af, at have mig med i showet, og at de var så kede af, at den britiske deltager havde valgt at deltage i Miss World. Det var en meget stor oplevelse.
Masja Juel blev også interviewet til de britiske aviser The Guardian og The Evening Standard, men også den kendte amerikanske nyheds TV-station CNN ringede.
Der var også mange almindelige mennesker, der henvendte sig til Masja Juel:
- Der kom breve fra hele verden. Bl.a. fik jeg et avisudklip om sagen sendt fra Taiwan, hvor afsenderen bare havde skrevet: ”Miss Denmark, Masja Juel, Denmark. Men det nåede da frem. I alt fik jeg vel mellem 50-100 breve, og de var fra både kvinder og mænd. Brevene var alle sammen positive, og de var fra søde og oprigtige mennesker. Nogle sendte endda små gaver med. Bl.a. var der en der arbejdede i en souvenirbutik, der sendte mig en glaskrystal.
Masja Juel møder i dag stadig mennesker, der husker hendes Miss World-boykot:
- Det spørger da til det og udtrykker ofte deres respekt og opbakning til min beslutning dengang, men ellers er det bestemt ikke noget, som jeg selv går og gør opmærksom på.

Big Brother
Mediernes interesse for Masja Juels person varede ved et halvt års tid, og berømmelsen førte også til, at der kom et tilbud til hende om at deltage i det berømte og berygtede reality-TV-show ”Big Brother VIP”. Her skulle den bornholmske pige i 14 dage bo sammen med en halv snes andre kendte danskere i et hus, hvor allestedsnærværende kameraer næsten konstant optog interessante episoder mellem deltagerne, der måtte opstå undervejs:
- Det var en del penge i det, så det var svært at sige nej til. På den anden side var jeg også lokket af udfordringen i at være med og prøve at vinde konkurrencen. Det rykkede nogle grænser for mig at være med i sådan et program. For jeg er ikke sådan én, der har behov for at folk skal se og høre mig hele tiden, så jeg forsøgte at snige mig langs med panelerne, siger Masja Juel.
I showet deltog bl.a. skuespilleren Gitte Stallone og Lise Lotte Lohmann. Andre kendte deltagere var mandeterapeuten Carl-Mar Møller, nøgenmodellen Kira Eggers, politikeren Morten Messerschmidt(DF), musikeren Michael Teschl, curlingspilleren Helena Blach-Lavrsen og prædikanten Moses Hansen.
Big Brother blev alt i alt en positiv oplevelse for Masja Juel:
- Der var da et par ubehagelige episoder undervejs i showet, men generelt havde vi det sjovt. Jeg blev især gode venner med Kira Eggers, som var rigtig sød. Morten Messerschmidt var også en rigtig rar og venlig fyr, selvom jeg helst undgik at diskutere politik med ham. Efter ni dage var det slut, for da blev jeg ”stemt ud” af huset, men så hyggede jeg mig resten af tiden på et godt hotelværelse med lommepenge.

Receptionist hos Duus
Da Masja Juel i foråret 2003 efter endt læretid hos frisørparret Anne og Jan Breckling i Nexø blev færdiguddannet som frisør, flyttede hun til København:
- Det skulle ske noget nyt for mig. Jeg havde mod på eventyr, og jeg mente, at der var mere ”gang i den” i København. Samtidig var jeg også usikker på, om jeg skulle fortsætte med at være frisør.
Hun blev derfor receptionist på et af Københavns ”hotteste” reklamebureau ”Bates”, hvor bl.a. den fra tv så kendte reklamemand Jørgen Duus arbejdede:
- Han var alletiders – en rigtig sjov mand, husker Masja Juel, der tog telefonen hos Bates i det næste års tid.

Modefrisør i København
I 2004 fik hun lyst til at vende tilbage til frisørfaget og fik hurtigt et spændende frisørjob i Københavns indre by, og det blev til en hektisk, men sjov periode i Masja Juels liv:
- Der var to unge fyre, der havde deres egen modesalon i Pilestræde, og her blev jeg rigtig glad for at arbejde. Det var et ungt team, hvor der altid var gang i den i salonen. Der kom en masse folk, og som ”hang ud” med os efter arbejdstid. Vi festede hele tiden og levede ”det vilde liv”. Jeg var også single dengang, siger Masja Juel.
- Vi gik til en masse modefester, for her kom alle dem med de nye og sjove frisurer. Festerne gav os idéer og inspiration til andre frisurer, som vi på en eller anden måde kunne arbejde videre med i salonen.
Masja Juel så dog også modeverdenens skyggesider:
- Der var mange stoffer i modemiljøet, og selvom hverken jeg selv eller andre, som jeg omgik brugte det, så kunne man ikke undgå at lægge mærke til det. Du så det jo ude på toiletterne til modefesterne, hvor folk stod og sniffede kokain.

Tålte ikke farver
De glade dage fik en ende, da Masja Juel en dag besluttede at opgive frisørerhvervet:
- Jeg sloges med hovedpine og følte mig tit meget træt og uoplagt. Hver dag efter arbejdstid måtte jeg ligge og hvile mig et par timer. Hovedpinen havde jeg allerede haft i min læretid. Så kom jeg til nogle lægeundersøgelser, og de viste, at jeg ikke kan tåle hårfarver. Jeg kunne måske have fortsat som frisør, men omvendt vil jeg ikke gå på kompromis med mit helbred. Det er det trods alt ikke værd.

Træt af modebranchen
På samme tidspunkt fandt Masja Juel sin kæreste, som i øvrigt er fra Svaneke, og mødet med ham var også med til at give hendes liv en ny drejning:
- Mit stop som frisør gjorde, at jeg kom væk fra modebranchen, og så indså jeg, at der var andet i livet end fester. Modebranchen er en meget overfladisk verden, hvor det for mange hele tiden drejer sig om at få opmærksomhed. Det er da sjovt i en periode, men i længden er det trættende, siger Masja Juel, som ikke savner fortiden:
- Jeg har vel en anden indstilling til modebranchen end så mange andre, og det har sikkert hjulpet mig, at jeg holder begge ben på jorden. Det hjælper også, at jeg har fået en ordentlig opdragelse og kommer fra et godt hjem. Det giver én en solid ballast med i bagagen, selvom man sagtens kan ”falde i” alligevel. Men jeg er opdraget med frihed under ansvar, og mine forældre har altid stolet på min dømmekraft.

Søger læreplads
Efter at jobbet som frisør blev kvittet, læste Masja Juel dansk, engelsk og psykologi som HF-enkeltfag:
- Det var en tænkepause, hvor jeg overvejede fremtiden. Jeg overvejede at læse til jordmoder, men jeg syntes, at det blev for sent, før jeg blev færdig.
I stedet besluttede Masja Juel sig for at forfølge en anden gammel drøm, om at blive guldsmed:
- Jeg elsker smykker. Da jeg var lille gik jeg altid ude hos min far i hans værksted, hvor jeg syslede med alt muligt, og som barn tegnede jeg meget, så det det kreative har altid haft min interesse, siger Masja Juel der også har prøvet at designe smykker:
- Ved siden af frisørsalonen, hvor jeg arbejdede, lå en guldsmed, som ud fra mine idéer lavede smykker, dog kun til mig selv.
Uddannelsen til guldsmed varer fire år, og derfor begynder Masja Juel inden så længe på teknisk skole, hvor hun skal gå det næste år.
- Jeg søger dog med lys og lygte efter en læreplads, men det er som at finde en nål i en høstak, erkender Masja Juel, som både leder i København og på Bornholm.
Ind imellem har bornholmeren også arbejdet som fotomodel, men den karriere bruger hun ikke meget tid på:
- For at være helt ærlig, så interesser det mig faktisk ikke. Lige nu lever jeg af at servere på en fransk restaurant her på Vesterbro.

Tilbage til Bornholm
Hendes nærmeste familie bor stadig i Rønne. Masja Juels mor gør rent på sygehuset, mens hendes far er smed hos TN’s maskinværksted i Rønne. Forældrene får dog mindst én gang om måneden, besøg af deres datter, og det er Masja Juels plan efter endt uddannelse som guldsmed, at hun og kæresten flytter tilbage til Bornholm:
- Jeg kunne godt tænke mig at blive selvstændig med eget værksted og butik. Drømmen er at designe og lave egne smykker på bestilling og sælge dem til en fornuftig pris, slutter Masja Juel.

Ministeren blev meningsdanner

Portrætartikel med Anita Bay Bundegaard blev bragt i Bornholms Tidende den 23. februar 2007.

Af Jarl Cordua

Som radikal bistandsminister under Poul Nyrup Rasmussen blev bornholmskfødte Anita Bay Bundegaard ind imellem skældt ud for at sige sin mening. Det bliver hun ikke mere. I dag er hun redaktør på dagbladet Politiken og sidder for bordenden for avisens såkaldte ”lederkollegium”. Det er en gruppe af avisens redaktører og journalister, der lægger linjen for, hvad Politiken mener om forskellige dagsaktuelle politiske sager. Med andre ord: Anita Bay får penge for at sige – og navnlig - skrive sin mening.



Bornholmske Anita Bay Bundegaard er i dag redaktør på dagbladet Politiken











Denne dag i februar tager en venlig og afslappet redaktør imod Bornholms Tidendes udsendte og inviterer på en kop kaffe i Politikens kantine. Anita Bay Bundegaard ligner de billeder, som man har på nethinden fra hendes ministertid: den høje slanke smilende skikkelse med det blonde pagehår.

Politisk aktiv
Anita Bay Bundegaards liv har i mange år drejet sig om politik på den ene eller den anden måde, og hun kommer også fra et politisk interesseret hjem:
- Den politiske interesse har jeg fået ind med modermælken, for vi var en meget diskussionslysten familie, især på min fars side. Min farfar sad i sognerådet, men ellers har vi ikke været politisk aktive, før jeg blev det i Det Radikale Venstre.
Det var dog først, da Anita Bay Bundegaard flyttede til København og begyndte at studere engelsk og spansk, at hun meldte sig ind hos de radikale. I midten af 1980’erne fik hun et studenterjob på Christiansborg hos den navnkundige radikale retspolitiker MF Bernhard Baunsgaard (1918-1996), der i dag især huskes for sin insisteren på at bevare en - sammenlignet med i dag - ganske lempelig flygtninge- og indvandrerlovgivning. Den tid satte sig spor hos bornholmeren:
- Han har betydet utrolig meget for mig. Mange har glemt den tid, men jeg husker den tydeligt, for det var på det tidspunkt, at udlændingedebatten for alvor begyndte at køre herhjemme. Det var ikke altid lige behageligt, for der gik ikke en uge, uden at vi modtog post på kontoret, som vi ikke turde åbne, men Bernhardt var alligevel ude at deltage i en masse debatmøder også med Den Danske Forening, siger Anita Bay Bundegaard om sin gamle mentor.

Surt og sødt
Anita Bay Bundegaard opstillede selv til folketinget ved flere valg - dog uden at blive valgt. På Bornholm var hun kandidat for Det Radikale Venstre ved folketingsvalget i 1998. Mange husker dog formentlig hendes tid som udviklingsminister 2000-2001, hvor Anita Bay Bundegaard indimellem måtte lægge ryg til hård kritik bl.a. fra sin egen statsminister, Poul Nyrup Rasmussen. Det skete, fordi hun som minister klart fik sagt, at Danmark med tiden blev nødt til at åbne sine grænser for flere flygtninge. Det synspunkt var ikke populært alle steder i regeringen, og statsministeren tvang herefter sin udviklingsminister til at ”æde” sine ord i sig igen. De journalister, som skrev om ulande kunne dog godt få øje på den engagerede og vidende udviklingsministers kvaliteter, så efter afgangen som minister, tildelte de Anita Bay Bundegaard den såkaldte Nairobipris som en hæder for hendes indsats.
Om sine erfaringer i toppen af dansk politik, siger hun i dag:
- Politik er sammensat af elementer, der er ret dragende, og så er der andre ting, der er knapt så tiltrækkende. Man må dog tage det sure med det søde, for ellers kan man ikke holde det ud. På en måde er det fantastisk at opleve, at du faktisk kan påvirke beslutninger for samfundet. Men det kan også være forfærdeligt beskidt på mange måder, fordi andre også vil have del i magten. Ind imellem ligner politik bare én stor magtkamp.

Comeback?
Anita Bay Bundegaard udelukker dog ikke helt et politisk comeback for sig selv:
- Man skal aldrig sige aldrig med politik. Da jeg blev minister i 2000 havde jeg jo trukket mig ud af det hele og sad dengang på Politiken i et job som debatredaktør. Jeg troede faktisk ikke selv på, at jeg skulle vende tilbage. Jeg har dog ingen aktuelle planer om at vende tilbage til politik.
Men hvad mener den tidligere radikal minister så om de radikales kursskifte det seneste år:
- De radikale har gjort sig fri af den tidligere alliance med socialdemokraterne og lagt sig der, hvor partiet traditionelt ligger, dvs. mellem VK og Socialdemokratiet. Dermed kan de radikale bruge deres mandater frit. Den strategi, tror jeg, er rigtig, siger Anita Bay Bundegaard.

Internationalt job
Sidste år kom Anita Bay Bundegaard tilbage til Danmark efter fire år i Genéve i Schweiz, hvor hun havde arbejdet for UNHCR - FN’s flygtningehøjkommissariat:
- Jobbet gik ud på at rådgive kommissæren i forhold til de enkelte af verdens nationer, som UNHCR samarbejder med, fortæller Anita Bay Bundegaard, hvis øverste chef var hollænderen Ruud Lubbers, der i disse år var flygtningekommissær - en post som danskeren Poul Hartling i øvrigt sad på i årene 1978-85.
UNHCR stod over for en vanskelig opgave, lige da Anita Bay Bundegaard tiltrådte sin stilling:
- I 2002 pressede de vestlige stater i Europa på for at ophæve eller ændre FN’s såkaldte ”flygtningekonvention” fra 1951. De mente, at konventionen var forældet, og det ”lå i kortene” at disse landes mål var, at modtage færre flygtninge. De samme vestlige stater finansierer i øvrigt også UNHCRs arbejde.
Men UNHCR var også presset fra anden side:
- Vi talte også med de lande i Afrika og Asien, som rent faktisk havde båret størstedelen af byrden med at tage imod alle de flygtninge, som var flygtet fra borgerkrig og hungersnød. De afrikanske lande følte ikke, at europæerne påtog sig deres andel. De oplevede tværtimod, at Europas lande lukkede grænserne.

Svær opgave
Derfor stod UNHCR i et dilemma, hvor det gjaldt om at finde en løsning, der hjalp flygtningene, men som også tilgodeså landene i Europa og Afrika mest muligt. Det var en svær opgave:
- Der kom en meget vanskelig proces i gang, hvor UNHCR var den ramme, hvor forhandlingerne kunne finde sted, og hvor vi spillede en egentlig mæglerrolle mellem parterne - de vesteuropæiske donorstater og de enkelte afrikanske og asiatiske lande, der stod med alle flygtningeproblemerne. Det gav et helt utroligt pres på modtagerlandenes i forvejen ret sparsomme ressourcer, forklarer Anita Bay Bundegaard og peger på eksempler som Pakistan og Iran, der tog imod næsten alle de mange flygtninge fra Afghanistan, og på lande som Uganda, Tanzania og Burundi, der de år også tog imod et betydeligt antal flygtninge.
- Blandt løsningerne var, at UNHCR ved hjælp af udviklingsbistand fra Europa satte forskellige projekter i gang i de afrikanske lande, der på en eller anden måde kompenserede dem for deres store andel af flygtningeopgaven. Omvendt kunne vi få landene i Europa til at finansiere projekterne, så flere af flygtningene kunne blive i deres nærområder. Men det kunne også være at hjælpe flygtninge, der allerede var kommet hjem og skulle i gang med en ny tilværelse. Eksempelvis gik et UNHCRs projekter ud på at hjælpe mennesker i Sierra Leone, der er vendt hjem efter 10 års borgerkrig.

Skepsis
- Men det var meget svært, især fordi de sydlige lande nærer stor skepsis til de vesteuropæiske landes regeringer. Derfor lykkedes det kun delvist at løste opgaven. Vi fik ryddet noget af mistilliden af vejen, skabt en fælles forståelse mellem alle lande for at løse opgaverne og fik sat nogle projekter i gang. Men udviklingspolitik er desværre ofte kun kortsigtet, konstaterer Anita Bay Bundegaard i dag.
VK-regeringens stramninger i Danmarks flygtningelovgivning efter regeringsskiftet i 2001 påvirkede ifølge Anita Bay Bundegaard også forhandlingerne:
- Vi mærkede det på samarbejdsklimaet mellem parterne og næsten med det samme. Når de afrikanske lande registrerede at grænserne til Vesteuropa nu blev yderligere lukket for flygtninge, mens de stod over for at skulle modtage flere hundredetusinder, så var deres reaktion, at de vestlige lande nu igen overlod flygtningebyrden til dem. Det gjorde det endnu sværere end før at finde fælles løsninger, der kunne hjælpe flygtningene og afhjælpe de lande, hvori de befandt sig.

I flygtningelejre
Anita Bay Bundegaard rejste meget i de år, især i Afrika, men også til de europæiske hovedstæder, for at forhandle med de enkelte landes regeringer. Hun var også ude at besøge flygtningelejrene:
- Vi tog derud, fordi det var vigtigt for os, der arbejdede i UNHCRs hovedkvarter i Genéve og havde kontakten til donorlandene at kende flygtningenes situation og behov, og medarbejdernes arbejdsvilkår i flygtningelejrene.
Anita Bay Bundegaard fik i UNHCR kolleger fra hele verden:
- Det var en meget anderledes arbejdsplads, for medarbejdernes multikulturelle baggrund gjorde, at vi så meget forskelligt på mange store og små ting i det daglige.

Meningsdanner
Før hun blev minister var Anita Bay Bundegaard debatredaktør på Politiken, og efter fire år i udlandet vendte hun sidste år tilbage som redaktør. Anita Bay Bundegaard er helt på det rene med, at hun fik jobbet blandt andet på grund af sine markante holdninger bl.a. om flygtninge og indvandreres vilkår:
- Politiken kendte jo mine politiske synspunkter, og avisens og mine synspunkter stemmer da grundlæggende overens. Jeg kunne derfor ikke skrive lederartikler på en avis som fx Jyllands-Posten, siger Anita Bay Bundegaard, der er sig fuldt bevidst om, at hun som lederskribent mv. skal være med til at flytte holdninger i samfundet:
- I min stilling har man da indflydelse på meningsdannelsen i samfundet. For mange hæfter sig ved, hvad Politiken mener om en bestemt sag, konstaterer Anita Bay Bundegaard.

Tøger er med
Men hvad går jobbet konkret ud på?
- Det er mit ansvar, at der hver dag er en lederartikel i Politiken. Kollegiets medlemmer holder et møde hver dag kl.11.30, hvor vi diskuterer forskellige idéer til, hvad den næste dags lederartikel skal indeholde, og hvem der skal skrive den. Og så er jeg den, der lige ser lederartiklen igennem en sidste gang, før den går i trykken, siger Anita Bay Bundegaard.
De emner, som lederartiklen behandler, tager ofte udgangspunkt i et aktuelt emne, som avisen har skrevet om på nyhedssiderne:
- Det kunne fx være Darfur-krisen, som er en humanitær katastrofe, som Politiken har skrevet meget om, siger Anita Bay Bundegaard.
I lederkollegiet er der godt fem faste skribenter inklusive Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, men det er ifølge Anita Bay Bundegaard ikke sådan, at kollegiet skal være enige om én holdning:
- Politisk meningsdannelse er en kollektiv proces. Så vi diskuterer emnerne, og der er selvfølgelig nuancer og til tider store forskelle i vores holdninger til de forskellige emner.
Anita Bay Bundegaard tager dog selv sin tørn bag tasterne:
- I snit skriver jeg 2-3 lederartikler om ugen. Derudover skriver jeg en søndagskommentar. Endelig redigerer jeg en opinionsspalte inde på avisens debatsider. Fra tid til anden laver jeg også interviews, hvis et særligt aktuelt emne kræver det.

Kommentator
Politiken, der længe har været partipolitisk uafhængig, men har et social-liberalt udgangspunkt har det seneste år opprioriteret opinionsstoffet i avisen. Bl.a. derfor har avisen siden 1. oktober placeret sin leder på forsiden, som avisen gjorde i grundlæggeren Viggo Hørups tid (1848-1902). Den strategi har gjort lederskribenter som Anita Bay Bundegaard mere synlige:
- Vi signerer nu vores lederartikler, så alle kan se, hvem der skriver.
Ligesom Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden ofte optræder i den offentlige debat i TV med meninger og analyser, så er der også bud efter Anita Bay Bundegaard:
- Det hører med til jobbet at være avisens ansigter udadtil og optræde i TV eller i radioen ind imellem. Fx er jeg fast politisk kommentator på Danmarks Radios P1-debat en søndag om måneden.

Bor i Tisvildeleje
Selvom Anita Bay Bundegaard har travlt i sit nye job, lægges vejen fra tid til anden forbi fødeøen:
- Jeg kommer typisk på Bornholm til jul og så om sommeren. Min far bor stadigvæk i Tejn, og så har jeg en søster og en niece derovre, som jeg naturligvis besøger. Det er jo blevet meget nemmere og hurtigere at komme til Bornholm med toget over Sverige og katamaranfærgen fra Ystad.
Hun tvivler dog på, at hun en dag slår sig permanent ned på øen:
- Min mand og jeg bor i Tisvildeleje i Nordsjælland, hvor vi har et hus. Det ligger ved havet med frisk luft og masser af skov. Bornholm er et lille samfund, hvor jeg holder af at komme, men efter en uges tid, så savner jeg fastlandet. Fra mit hjem i Tisvildeleje pendler jeg hver dag med toget ind til Københavns centrum, og det er ideelt, for jeg kan nemlig godt lide at dele min tid mellem byen og landet, slutter Anita Bay Bundegaard.

----------------------------------------

Kort om Anita Bay Bundegaard

Født 1963 i Tejn.
Hun er datter af fhv. fisker Erling Bay Mogensen, Tejn og Inge Mogensen (d. 2002)
Student fra Rønne Statsskole 1983 efterfulgt af studier i engelsk og spansk på Københavns Universitet og Handelshøjskolen.
1994-96 var Anita Bay Bundegaard studievært og journalist på Bornholms Radio.
Opstillet som folketingskandidat for Det Radikale Venstre bl.a. på Bornholm 1994,1998 og 2001.
Blev landskendt som udviklingsminister i Poul Nyrup Rasmussens sidste SR-regering 2000-2001,
I årene 2002-2006 bosat i Geneve, Schweiz, hvor hun arbejdede som særlig rådgiver for FN’s Flygtningehøjkommissariat.
Siden marts 2006 har hun arbejdet som redaktør og lederskribent på dagbladet Politiken.
Anita Bay Bundegaard er gift med forfatteren Christian Bundegaard, og parret bor i et hus i Tisvildeleje, Nordsjælland