Bornholmske portrætter

Født til at være Irma-pige

2010-03-04T05:26:00.000-08:00

Bornholmskfødte Ghita Christiansen er indkøber i Irma

Af Jarl Cordua

Bragt i Bornholms Tidende den 30. januar 2010.

”Er du egentlig klar over, hvilken magt, du har?”

Sådan sagde en veninde engang til bornholmskfødte Ghita Christiansen, der på 18. år er varechef i den kendte – og i deres kundekreds – meget elskede supermarkedskæde Irma. Ghita er ansvarlig for alle varer i Irma, der drejer sig om mejeri og dybfrost.

- Det er et job, der indebærer en næse for, hvad der bør være i en god Irma-forretning. Jobbet går blandt andet ud på at finde på nye produkter, som kunderne vil have. Fx Jersie promille yoghurt, siger Ghita og peger på et karton ved siden af Deres udsendte.
Vi sidder på hendes lille hyggelige kontor i Irmas hovedkvarter i Rødovre. Hele kontoret er fyldt med emballage for mejeriprodukter.

- Det er en yoghurt, der smager sindssygt godt og indeholde masser af antioxidanter! Så har vi en aftale med Thise mejeri, der kan levere forskellige mælkeprodukter med Irma emballage, forklarer varechefen energisk.
Hun peger på, at ”Irma ikke er en hvilken som helst almindelig supermarkedskæde”. Man kan fx ikke få discountvarer.

- Vi har også basisvarer som mælk og rugbrød, men ikke som i gamle dage (for 15-20 år siden red.), hvor vi var for specielle. For så handler folk kun hos os i weekenden - og det kan vi ikke overleve på. Man skal kunne handle sine dagligvarer hos os uden den store pengepung, så mht. basisvarer er vi ligeså prismæssigt billige som supermarkeder, vurderer Ghita.

Irma markedsfører sig i stedet på et helt andet felt, som deres kunder efterspørger:
- Økologiske varer udgør 6 procent af vores varer, men af selve omsætningen udgør økologi hele 21 procent.

Kæresten i Irma
Hvordan har hun fået sådan et ansvarsfuldt job?

- Det er nok en kombination af at man har været der på det rette tid og sted, at nogle har prikket til én for at man har gjort opmærksom på sig selv, og det man kan, siger Ghita, der blev ansat i Irma ved et rent tilfælde.

- I 1978 tog jeg realeksamen, og på det tidspunkt mødte jeg min kæreste og senere mand. Dengang arbejdede han i Irma.
I første omgang var et job i dagligvarehandlen ikke noget for den unge pige.

- Jeg ville på handelsskole og havde en ambition om at få et kontorjob. Dengang var det at gå på handelsskole en mesterlære, hvor man gik på skole to gange om ugen og så arbejdede resten af ugen i en virksomhed. På den måde tjente man også penge under uddannelsen. Det endte også med, at jeg søgte ind som butikselev hos Irma og det har jeg aldrig fortrudt. Det var en god grunduddannelse og så fik man også løn i sin elevtid, husker Ghita, der undervejs, som 18-årig også fik sin datter.

Truede med at gå

Efter at have stået 9 år i butik mente Ghita, at tiden var inde til at prøve noget nyt. Hun ville gerne arbejde på Irmas hovedkontor.

- Jeg ringede til en efteruddannelseskonsulent på hovedkontoret og truede lidt med at forlade Irma, men det endte så med, at de ”havde noget i indkøb”. Og så blev jeg indkøbsassistent i området for ”brød og kager”, husker Ghita.
Dermed indledte hun en karriere som indkøber i Irma, der indtil videre har varet i 25 år.

Fra krise til fremgang

- Dengang var mit job at købe konfekture og kaffe/te ind til butikkerne, men ejeren FDB (Brugsforeningerne i dag COOP Danmark) rykkede så rundt på det hele, fortæller Ghita.
Indtil slutningen af firserne ejede Irma selv en del produktionsvirksomheder som et kafferisteri, mejeri, vintapperi, sodavandsfabrik mv. Disse virksomheder blev dog siden solgt fra, da man skulle rekonstruere den dengang stærkt tabsgivende Irma-kæde. Det skete ved frasalg af flere butikker og i 1993 forsøgte COOP at sælge Irma, hvilket mislykkedes blandt andet på grund af protester fra både medarbejdere og kunder.

- Vi stod i en stor krise, hvor vi blev skåret ned til 57 butikker. Medarbejderne blev opfordret til at søge job andet sted, men samtidigt bakkede kunderne os også op, så vi var mange, der blev. Irma-pigen trængte dengang til at blive støvet af. Efterhånden så gik det stille og roligt fremad igen, husker Ghita.
Først fra midten af halvfemserne vender Irma store underskud til overskud. Men især fra 1999 har Irma under den nuværende meget succesfulde administrerende direktør Alfred Josefsen på alle måder haft betydelig fremgang, hvor man igen har åbnet nye forretninger og haft ganske pæne overskud. Det er ikke mindst sket i kraft af en strategisk satsning på økologiske fødevarer samt kvalitetsfødevarer til en relativ lav pris.

Miljøskadet
I den afdeling Ghita arbejder i dag, er der 13 medarbejdere med ansvar for Irmas indkøb og sortiment. Selv sidder varechefen det meste af en dag foran en computerskærm, mens hun taler i telefon med Irmas leverandører.

- Det er jo sælgerne, der har noget de vil sælge. De ringer op, og som indkøber lytter jeg til, hvad sælgerne har at tilbyde. Jeg tager derfor sjældent selv kontakt til leverandører, siger hun.
Men Ghita skal også selv finde på nye varer:

- Jobbet går også ud på, at du selv får nye idéer til en varer. Men du skal også have kollegerne med på idéen, før den bliver til noget. Og så må man bare håbe, at kunderne bagefter kommer farende og flår varerne ned fra hylderne, siger Ghita og griner.

- Men det er det sjove ved at være indkøber, at man er med til at bestemme, hvad folk spiser til aftensmad!
Varechefen indrømmer blankt, at hun er lidt ”miljøskadet”:

- Når vi tager på ferie i udlandet, så skal jeg altid i supermarkeder. Og nogle gange finder jeg noget, som lige passer til Irma.
For at kunne finde den rigtige vare, kræver det dog både en kombination af held - og naturligvis erfaring. Og så skal også man vide, hvad man vil have på hylderne, påpeger Ghita:

- Det jeg laver står jeg 100 procent inde for. Og selvfølgelig smager vi selv på varerne. De er naturligvis også alle undersøgt på et laboratorium, før de ender som varer i Irma.

Irma på Bornholm

Mange bornholmere husker stadig, da Irma havde forretninger på Bornholm. På et tidspunkt lå der seks forretninger, men den sidste, der lå ved St. Torv i Rønne, lukkede i 1988 - netop i den periode, hvor Irma var i store vanskeligheder.

- Dengang var mange der, der beklagede, at vi lukkede. Der er stadig mange bornholmere, der griber fat i mig og spørger, hvornår der igen kommer en Irma på Bornholm. Og ellers skal folk fortælle mig, hvad de købte, sidst de var i København og handlede i Irma.
Ifølge Ghita Christiansen er det ikke umuligt, at Irma prøver igen.

- De sidste fire år har vi åbnet nye 3-5 butikker pr. år. Det har dog været en satsning primært i større jyske byer som Århus og Aalborg. Engang var vi meget store på sjælland. Da Irma i 1978 toppede med 135 butikker, lå vi fx også på Lolland-Falster. I nyere tid er Irma-butikker for det meste skudt op i Storkøbenhavn, siger Ghita.

Svaneke Is

Er Irma så blevet et storbyfænomen?

- Det kan man sige. Folk i storbyer efterspørger flere nyheder, og vi lever af at være først med nye varer. Mælk er mælk sagde man engang, men nu findes der muligheder for at dele mælken op i ko-racer, så derfor er det store hit nu mælk fra jersey-køer. Et produkt som yoghurt kan fås med en ny smag. Eller også kommer der nye produkter som økologiske supper. De fandtes ikke i dagligvarehandlen, før vi begyndte at føre dem.
Der er imidlertid også andre vigtige kriterier der skal være i orden, før et produkt bliver en ”Irmavare”:

- Det handler også om at få hele historien bag produktet og se på hvilke råvarer, der anvendes, hvor de kommer fra osv. Det var eksempelvis det jeg faldt for mht. Svaneke Is, hvor de bruger honning, som sødemiddel samt bær og andre råvarer fra øen. Og når et produkt har sådan en interessant baggrundshistorie, ja så har man pludselig en helt ny vare til netop de kunder, der sætter pris på den slags. Og så er vi de dygtige sælgere, forklarer varechefen.

Mormor taler ”forkert”

Ghita voksede op på en landejendom i Poulsker med både køer og grise, men flyttede siden med forældrene til Sjælland. Hun har dog stadig familie på Bornholm blandt andet en søster og svoger, der bor i Rønne.

- Jeg kommer altid til øen mindst én gang om året. Og så tager vi gerne datteren, svigersønnen og barnebarnet, en pige på tre år, med.
Ghita har heller ikke glemt sit modersmål og taler derfor altid bornholmsk med sin søster. Det gjorde hun også med sin mor, der boede i Rønne.

- Når jeg taler med min søster taler vi udelukkende bornholmsk, så en gang overhørte mit barnebarn Isabella vores samtale og udbrød: ”Mormor, du taler jo helt forkert”. Min datter har også været efter mig, fordi jeg ikke lige fik lært hende at tale bornholmsk.

Særlig ”Irmaånd”

Ghita er på det rene med, at Irma for hende er mere end en almindelig arbejdsplads

- ”Du er bare en Irma-pige”, plejer min datter at sige. Og det er rigtigt. Der ER en særlig Irma-ånd.Fx ansætter vi gerne kollegaer der er oppe i årene. Arbejder man i Irma, ser man nok sådan på det, at man arbejder for noget, der er større end sig selv.

Ghita har i øvrigt aldrig fortrudt sine 33 år i Irma. Undervejs har varechefen uddannet sig til merkonom, men hun brænder stadig for at være indkøber og være med til at skabe virksomhedens helt særlige profil i butikshandlen. Hun ser det som sit livsværk, og bornholmeren regner derfor med at blive i foretagendet, indtil hun rammer pensionsalderen.

”Hvad skulle jeg ellers lave? Jeg er født til at være en Irma-pige ” slutter Ghita Christiansen

Kort om Ghita Christiansen
Født 1961 i Poulsker, gift og mor til en voksen datter.
Født og delvist opvokset på Bornholm
Realeksamen 1978
Herefter handelsskoleuddannelse og siden butikselev i Irma.
Har i alt arbejdet i 33 år i Irma. I de første ni år stod Ghita i butik og de sidste 22 år har hun været en af flere varechefer i Irma. I de seneste år har hun haft ansvaret for Irmas mejeri- og frostvarer.

Kort om Irma A/S
Dansk supermarkedskæde grundlagt 1886 og siden 1982 ejet af Coop (tidl. FDB)
Irma har 84 butikker primært i hovedstadsområdet og større byer på Sjælland med over 1000 heltidsmedarbejdere.
Hovedkvarter ligger i Rødovre
Virksomheden havde i 2008 en omsætning på 2250 millioner kr. samt et resultat (dvs. overskud) på 70 millioner kr.
Kilde: Irma.dk

Pressefotograf fra Blemmelyng blev Hillerøds eventkonge

2009-06-22T05:16:00.000-07:00

Bornholmeren Carsten Larsen (50) er direktør for FrederiksborgCentret

Artiklen blev bragt i Bornholms Tidende den 13. juni 2009

Af Jarl Cordua

Pressefotograf, fotohandler i Rønne, chef for Bornholms første TV-station, direktør i Forum i København, isfabrikant, ejer af en københavnsk pornokanal og meget andet. Carsten Larsen har ry som iværksætter og med en meget alsidig erhvervskarriere. De seneste sidste ni år har han som administrerende direktør stået for at udvikle FrederikborgCenteret i Hillerød til at være områdets kultur-mekka. For nylig rundede bornholmeren det halve århundrede, og i den anledning besøgte Bornholms Tidende hans kontor og fik et interview med fødselaren.

FrederiksborgCentret er omdrejningspunkt for Hillerød-borgernes fritidsaktiviteter:
- Vi har alle mulige sportsgrene her, som bruger centerets faciliteter. Her er et fittness-center, et område for fysioterapi, en hal for kampsport, fitnessordning for handicappede, en badmintonhal, tre håndboldhaller, en svømmehal med 50 meter bane, bueskydningsbaner og en fodboldklub med tre baner plus en grusbane til vintertræning. Endelig har vi seks indendørs tennisbaner og 11 udendørs. Og det er mit job at få det hele til at fungere som en enhed, så jeg er nok sådan en ”Hal-finn”, siger Carsten Larsen med et glimt i øjet.
Det er dog en underdrivelse, for ansvaret omfatter betydeligt mere ud over at drive centerets mange idrætshaller. For Frederiksborgcenteret er også arrangør messer, udstillinger og events og dertil kommer udlejning af lokaler til kurser, konferencer, privatfester og i tilknytning hertil driver man også en catering- og restaurationsvirksomhed. Kapaciteten gør, at centeret faktisk er i stand til at stå for firmafester med op til 2000 deltagere.

Omsætter for 55 mill. kr.
Alt i alt er Frederiksborgcenteret derfor en ret omfangsrig og blandet virksomhed med en årlig omsætning på ca. 55 mill kr. og 35 faste medarbejdere. I virkeligheden er der op mod 160 løstansatte til afhængig af behovet blandt andet at hjælpe med catering- og restaurationsdriften.
- Eksempelvis har vi haft 1500 fra virksomheden Coloplast til firmafest med tre-retters menu, og det kræver, at man hyrer en del løstansatte tjenere til at løse opgaven, forklarer Carsten Larsen.
FrederiksborgCenteret er en selvejende Fond med tre repræsentanter fra erhvervslivet, Hillerøds borgmester, en kommunalpolitiker yderligere og en repræsentant fra sportsforeningerne i bestyrelsen. For en del år tilbage valgte man at holde ansvaret for driften af centeret adskilt fra brugerne dvs. sportsklubberne og i stedet placeret det i en selvejende fond. Centeret ejer dog dele af bygningerne, og opgaven går derfor for Carsten Larsen og hans medarbejdere ud på at drive halanlægget som en forretning:
- Det sker også med henblik på i sidste ende at give den bedste service til brugerne, forklarer direktøren.

Koncertarrangør
Direktøren selv er også sportsinteresseret, men fik dog oprindeligt jobbet især på grund af sin erhvervserfaring fra Forum i København med at afvikle koncertarrangementer mv.
- Dengang ville Hillerød forsøge sig med en mere offensiv strategi, sådan at byen blev synlig i offentligheden og ”kom på landkortet”. Sådan lidt på samme måde, som det i sin tid lykkedes for Aalborg med Ernst Trillingsgaard (legendarisk direktør for Aalborg Kongres og Kultur-center red.). Han er klart et forbillede, siger Carsten Larsen.
FrederiksborgCenteret satser derfor også på at tiltrække opmærksomhed med kulturelle events og arrangerer derfor koncerter med internationale store navne. Det stiller også krav til direktøren:
- Man skal være opmærksom på nye navne inden for musikbranchen, og også selv prøve at få nye idéer, som publikum kunne være interesseret i at se. Vi tænker derfor hele tiden over, hvem det nu kunne være sjov at få til Danmark for at give koncert, siger Carsten Larsen.
Og han har også ramt plet:
- Vi var faktisk de første, som fik Paul Potts til Danmark. Der handler også om at være tidligt ude, og så trække på vores netværk dvs. koncertbureauerne her i Danmark. Samtidigt er det også vigtigt at have et godt navn hos udbyderne og her er jeg hjulpet af, at have været i branchen i 13 år, siger direktøren.

Billetsælger
Den store udfordring med koncerter er naturligvis at få solgt billetterne. Men det er ikke altid lige let:
- Det handler først og fremmest om at ramme lige det, som folk gerne vil høre, og det er jo altid et sats og ind imellem rammer man ved siden af. For eksempel blev koncerten med Paul Potts udsolgt allerede efter to dage. Da vi annoncerede, at Runrig (et skotsk folk-rock band red.) skulle spille, endte vi med at få en kæmpe venteliste på folk, der ville ind og høre dem. Men til koncerten med Chris De Burgh (irsk sanger kendt for hittet ”Lady in Red”), ja så blev der ikke solgt så mange billetter.
Men ifølge direktøren er der råd for sådanne udfordringer:
- I den slags situationer forsøger vi i stedet at trække lidt på vores lokale netværk. En idé kunne eksempelvis gå ud på at foreslå bankerne et arrangement for deres kunder, som kan invitere deres venner med til koncerten. Det giver banken en positiv kontakt til nye potentielle kunder dvs. koncerten bliver reelt markedsføring for banken. Det handler i bund og grund om at tænke lidt kreativt.
Der er dog også andre hensyn at tage:
- For os som koncertarrangører, så handler det om at fylde salen næsten for enhver pris. For vi sælger også øl og vand, og derfor er det meget vigtigt, at der opstår en positiv stemning under koncerten. Min erfaring siger mig, at uanset hvor godt bandet spiller, hvis salen er halvtom, ja så er stemningen skidt – ligesom salget af øl og vand.
Direktøren har dog et kort i ærmet, så han undgår en halvtom sal:
- Ja for vi kan bare tilpasse salens størrelse, så virker den altid fyldt. På den måde sikrer vi, at uanset om, vi har koncerter med sangerinden Beth Hart med 700 eller Kim Larsen med 3500 gæster, så er der hver gang den helt nødvendige rigtig gode stemning, forklarer Carsten Larsen.

Pressefotograf
Carsten Larsen voksede op på gården ”Jørgensminde” på Blemmelyng, hvor familien drev en minkfarm. Han gik på Aakirkeby skole og tog realeksamen, og siden blev det også til en højere handelseksamen fra Bornholms Erhvervsskole i Rønne.
Som dreng var Carsten Larsen meget aktiv spejder i KFUM i Vestermarie, men lagde senere især sin tid i Rønne Skytteklub, hvor han både blev underviser, ungdomsleder og formand.
Han fik imidlertid et fotografiapparat i konfirmationsgave, som reelt lagde grunden til hans erhvervskarriere indenfor medievirksomhed:
- Allerede mens jeg gik i skole fik jeg et freelancejob med at køre rundt til øens kirker om lørdagen for at fotografere brudepar til ”Bornholmeren”, som jeg solgte billederne, der så blev bragt om mandagen. Allerede som 15-årig fik jeg via Thor Kristoffersen, der var fotograf på ”Bornholmeren”, et godt job på avisen som fotograf, hvor jeg fulgte med ham som ”føl” og det lærte jeg utrolig meget af, husker Carsten Larsen.
Imens teenageren færdiggjorde sit sidste år på handelsskolen havde han reelt en fuldtidsstilling som fotograf ved siden af.
- Jeg arbejdede både i weekenderne og havde aftenvagter med at tage billeder af alt muligt. Forskellige events og arrangementer, sportskampe, generalforsamlingen i husmoderforeninger, brande og færdselsuheld og snevejr. Jeg var også med, da fiskerne i 1979 blokerede Københavns Havns med deres fartøjer, fortæller Carsten Larsen.

Leder af TV-Bornholm
I 1983 startede A-pressen det daværende TV-Bornholm op og selvom fotografen kun var 24 år, så mente Bornholmernes daværende redaktør Niels Lindén og især noget overraskende ham selv, at Carsten Larsen skulle lede den ny TV-station.
- Det var en stor udfordring, og faktisk blev vi den første æterbårne lokalstation i Danmark. Derfor var vi pionerer på området, sådan at A-pressens andre TV-stationer i resten af landet kom til øen for at blive uddannet hos os. Det var hårdt, men også kanonsjovt, spændende og utrolig lærerigt, siger Carsten Larsen.
- Vi havde en meget simpel tilgang til mediet. Der var faktisk kun seks mand ansat, men alligevel kunne vi lave tre timers direkte tv. Normalt ville man være mange flere teknikere, men faktisk udviklede vi en form, hvor jeg på én gang klarede både at håndtere kamera, lyd og produktion.
Det endte dog med, at Larsen efter kun to måneder blev headhuntet til et vikariat hos A-pressens station i Aalborg og han flyttede fra øen. Siden fulgte flere lederjobs i TV-branchen, hvor han udviklede TV-programmer og uddannede folk.

Forretning med TV-Bingo
Carsten Larsen var blandt andet med til at udvikle en forretning inden for TV-Bingo:
- På TV-Bornholm havde vi allerede fundet på konceptet. Faktisk var der tale om en verdenspremiere. Bingo var et koncept, der i USA var blevet udviklet til radioen. Men vi fandt altså på at lave TV-Bingo med solgte plader, og hvor overskuddet gik til sportsforeningerne på øen.
Men alligevel blev det ifølge Carsten Larsen også til en indtægtsgivende virksomhed for TV-stationen i en tid, hvor den risikerede at få inddraget sin TV-sendetilladelse, hvis der blev vist reklamer.
- Som pionerer prøvede vi selvfølgelig også lovgivningens grænser af med hensyn til at vise reklamer i TV. Hvis nu der var en sponsoreret præmie fra en isenkræmmer fx en røremaskine af et bestemt mærke. Så var aftalen, at vi skulle have 300 kr. for at vise røremaskine et vist antal gange i TV.
I København fik Larsen betydelig succes med TV-Bingo igennem det selskab han danner sammen med Niels Lindén og den bornholmske erhvervsmand Tonny Jensen.
TV-Bingo blev med stor succes lanceret på Kanal 2 med Peter Belli og June samt Keld og Hilda Heick som nummeroplæsere og studieværter.
- Det blev en kæmpeforretning. I 1988 omsatte vi for 1½ million kr. hver søndag eftermiddag. Det meste gik til sporten, men vi havde også en god forretning, som producenter af showet. Men så lavede DR ”Superchancen”, som fik al opmærksomheden, og så var det forbi.
Senere forsøgte Carsten Larsen sig som idémand til et sommerland i Roskilde:
- Det skulle være et Brændesgaardshaven for små børn, men det blev ingen succes og lukkede.

Forsøgte som fotohandler
Iværksættertrangen og driftigheden viste sig dog også på andre måder, for mens Carsten Larsen stadig var på Bornholm, startede han sammen med en ven også en fotoforretning op i Apotekergården ved St. Torv i Rønne.
- Jeg har jo altid været iværksætter, men her viste det sig umuligt at få folk ind i Apotekergården. Så efter to år lukkede vi, dog uden at have sat det store til. Jeg lærte faktisk meget af det – og navnlig en del om markedsføringsloven, siger han og smiler:
- Vi skulle jo være anderledes end de andre forretninger, og tilbød derfor kunderne gratis fotolommer, hvis de fik fremkaldt film hos os, som dengang var hovedforretningen. Men det koncept viste sig at være i modstrid med loven, men i stedet solgte vi så fotolommerne for fem øre stykket. Men så dukkede konkurrenten op og købte dem alle – uden at vi kunne gøre noget ved det, og så var vi lige vidt.

Drev pornokanal
I stedet havde Larsen mere succes med underholdning for voksne, da han blev ejer og direktør for det senere så berømte eller berygtede Kanal København, som i begyndelsen af 1990’erne begyndte at sende pornofilm ved midnatstide til københavnerne.
- I sin tid var det absolut banebrydende at sende porno på en lokal TVstation, men i dag kan alle se det på internettet. Jeg kom dog lidt tilfældigt til at overtage stationen og fik overtalt en stab af folk til at knokle for det i en periode til små penge. Pornofilm er jo legalt og folk ville se det. Selv kan jeg ikke se noget forargeligt i det, især da det jo også blev sendt så sent. Det var også et produkt, som folk lagde mærke til i en grad, så vi rimeligt hurtigt kom på københavnskortet! Det var ellers meget sjov, fordi ingen så det. Eller snarere mange ville ikke indrømme, at de faktisk så det.
- Talte man med virksomheder, som vi ville have til at annoncere på kanalen, så havde de måske ”tilfældigt kommet forbi” og set den, men i det næste øjeblik kunne de så spørge om, hvorfor vi genudsendte vores film (!) Man mødte megen dobbeltmoral. Eksempelvis ville Shell ikke annoncere på vores kanal, fordi det var porno. Ved en lejlighed kom jeg også til at understrege overfor en sælger, at han havde min ”fulde forståelse”, da jeg sarkastisk bemærkede, at Shell på deres egne tankstationer tilsyneladende ingen problemer havde med selv at sælge porno på video og i blade.
Til trods for det, så fik Carsten Larsen dog en forretning ud af kanalen, som han siden solgte.

Mødte verdensstjerner
Siden fik bornholmeren et job som chef i Forum, som i midten af 1990’erne blev bygget om.
- Vi i Forum stod for faciliteterne og så kom andre og lejede sig ind med udstillinger, koncerter, messer osv.
Jobbet gav anledning til møder med mange spændende og kendte verdensstjerner inden for musik og underholdningsbranchen:
- Der var mange gode oplevelser. Janet Jackson (Superstjernen Michael Jacksons lillesøster red.) var helt nede på jorden. Operastjernen Barbara Hendrics kørte jeg engang til flyvebådene. Tryllekunstneren David Copperfield lavede altid sjov og var utrolig omgængelig. Jeg har da prøvet at sidde med Hank Marvin og de andre fra The Shadows og drøftet aftenen over en øl, men jeg respekterer selvfølgelig også, at andre foretrækker at holde sig for sig selv, husker Carsten Larsen.
Han hilste fx aldrig på den canadiske sangerinde Celine Dion, der ellers også gav koncert i Forum:
- Celine Dion var umådelig besværlig og stillede alle mulige krav. Blandt andet skulle vi bygge et omklædningsrum til hende, hvor der skulle installeres en helt speciel brusekabine. Hun ankom til Forum direkte fra lufthavnen i limousine blot én time, før at hun skulle på scenen. Ligeså snart den var slut, så tog hun af sted igen. Der var ikke noget hotel i byen, der var godt nok til hende. Så hende fik jeg aldrig hilst på og man trænger sig jo ikke på, siger Carsten Larsen med et grin.
- Det endte dog med, at jeg blev fyret i Forum. Det kom ikke som den stor overraskelse, for kemien mellem mig og chefen var ikke den allerbedste.

Isfabrikant
På et tidspunkt for nogle år siden fandt Carsten Larsen og hans daværende kone på at købe en isfabrik.
- Jeg har altid været lidt af en igangsætter, der har lavet ting ved siden af, bare sådan lidt for at få tiden til at gå, fortæller bornholmeren.
- Nogle venner havde set en annonce i Berlingske med en lille isfabrik i Karslunde, der var til salg og spurgt om det ikke var noget for os. Så sammen med en sleeping partner (passiv medinvestor), så overtog vi det. Og jeg har det sådan, at jeg skal drive sådan en virksomhed, så skal jeg også selv kunne lave is. Så vi gik i gang, og jeg tog 14 dages ferie for at lære at lave is, husker Carsten Larsen.
Isfabrikken , som i dag hedder ”Gio” laver is efter italienske opskrifter.
- Det første år omsatte virksomheden for 1 mill.kr, men i 2006 kom vi op på en omsætning op på 8 mill.kr. Siden arbejdede min daværende kone Birgit på fuldtid som direktør og jeg var så den” medhjælpende hustru”. Så selvom at jeg selv havde travlt, så fandt jeg også tid til at lave is ved siden af.
I dag er han dog ude af virksomheden, mens hans tidligere kone med stor succes alene driver virksomheden videre.

Storvildtjæger i Afrika
I dag bor direktøren med sin nuværende kone Birgit, som arbejder med regnskab, i et hus i Fredensborg.
Carsten Larsen har fortsat stor tilknytning til sin fødeø igennem sin nærmeste familie. Moren bor i Rønne ligesom både en søster og broren Jørn-Ole, der for øvrigt er pressefotograf på Bornholms Tidende, bor på øen.
Carsten Larsen ser fortsat enkelte gode venner fra sin ungdom, som også bor på Bornholm.
- Jeg kommer jo gerne, når lillebror inviterer på jagt i Nylars, siger Carsten Larsen med et stort smil.
Han kan godt lide at kombinere naturoplevelser med at gå på jagt. Han har blandt andet været på storvildtssafari i Sydafrika i Krüger Nationalparken, hvor han har nedlagt ”kudoer” (en antilope-art red.)
- Men min kone har da givet mig lov at hænge et par gevirer op hjemme i stuen, slutter en leende Carsten Larsen.

Kort om Carsten Larsen
Født 1959 og opvokset på en minkfarm på Blemmelyng
Siden 2001 Direktør for FrederiksborgCenteret
Realeksamen fra Aakirkeby Skole
Højere Handelseksamen (HH) fra Bornholms Erhvervsskole
Oprindelig uddannet fotograf på Bornholmeren
Fotograf på Bornholmeren og Bornholms Tidende
1983 Stationsleder på TV-Bornholm.
Produktionschef på A-pressens kanaler over hele Danmark
Senere forskellige lederjobs i TV-branchen
1996-1999 Chef for Forum i København
Gift med Birgit, som arbejder med regnskab.
Far til to sønner fra et tidligere ægteskab sønner
Bor i Fredensborg
Læs mere på www.frederiksborgcentret.dk

Drabschefen fra Poulsker

2009-05-19T11:49:00.000-07:00

Portrættet af Henning Schou Kofoed blev bragt i Bornholms Tidende lørdag den 16. maj 2009.

Af Jarl Cordua

Henning Schou Kofoed opklarer mordsager.

Det har ikke skortet på drama i politikommissær Henning Schou Kofoeds arbejdsliv. I mere end et kvart århundrede har han arbejdet i Københavns Politis drabssektions afdeling for personfarlig kriminalitet og har i øvrigt ofte optrådt i TV, som talsperson for politiet, når dramatiske begivenheder som drab og drabsforsøg har fundet sted.
Bornholms Tidende fik en samtale med Schou Kofoed, der som efternavnet antyder, naturligvis er bornholmsk. Mødet finder sted på hans kontor på Københavns stemningsfulde Politigård.
Politikommissæren er en venlig mand med et lidt underspillet lune, og han fortæller ganske veloplagt Deres udsendte om sin lange karriere i etatens tjeneste.
Henning Schou Kofoed blev født 1948 på et husmandssted i Poulsker:
- Min far var arbejdsmand. Han havde blandt andet arbejdet ved Slusegård under de arkæologiske udgravninger, der fandt sted der. Far købte så siden Jarlsgård i Vestre Sømark, som han fik renoveret. Efter kun ét år på stedet blev far syg og døde, og mor solgte stedet til FDF-spejderne. På det tidspunkt var jeg kun 10 år. Min mor købte så et hus i Pedersker, hvor min mormor også flyttede ind.

Søfartsskole
Henning Schou Kofoed gik ud af 8. klasse:
- Folkeskolen gav mig ikke noget som helst, husker han, der i stedet havde planer om at stå til søs.
I 1963 kom den da 15-årige Henning på tre måneder på Statens Søfartsskole i Sønderborg, hvor han kom til at gå sammen med 125 jævnaldrende drenge:
- Det var en hård skoletid, og den var ikke for tøsedrenge. Min senere rekruttid i Søværnet var en ren søndagsskole i sammenligning, siger Schou Kofoed, som fik meget andet med hjem end kundskaber i alment sømandskab. Eleverne lærte også om sammenhold og samarbejde, som han forklarer med en anekdote fra skoletiden i den sønderjyske havneby:
- Nogle kammerater var på byens torv kommet op og slås med nogle lærlingedrenge. Så vi var 100 mand, der pjækkede fra skolen, for at tæve dem. Men ved mønstringen måtte skolelederen naturligvis straffe os for udeblivelsen, så vi blev beordret tre skridt frem og fik inddraget en weekends frihed.
Men dermed var sagen ikke afgjort:
- Nej for de resterende 25, der var blevet hjemme, blev også beordret frem. Og de blev nu idømt en hårdere disciplinærstraf, som lød på inddragelse af tre friweekender. For de havde ikke udvist tilstrækkeligt sammenhold og kammeratskab, mente skolelederen. Det så vi jo som en både retfærdig og meget pædagogisk afgørelse, siger Schou Kofoed og smiler bredt.

Sømand og styrmand
Den unge sømand påmønstrede siden det bornholmske fragtskib ”M/S Salthammer”, hvor han i ni måneder herefter sejlede som dæksdreng. Skibet var ejet af skibsmæglerfirmaet Deleuran og sejlede blandt andet med træplanker fra et sted oppe i den botniske bugt og rundt i Nordeuropa. Undervejs var skibet ved at synke i den engelske kanal og måtte sættes på grund ved Dover.
- Efter den oplevelse blev jeg lidt bange for at sejle og afmønstrede i Sverige. I stedet ville jeg i lære som skibstømrer, men kunne ikke finde nogen læreplads på Bornholm. Så jeg tog i stedet med den gamle bornholmerbåd ”Jens Kofoed” i 3 måneder. Og siden blev det ”Lisbeth Munk”, hvor jeg et år som jungmand sejlede med sten, kalk og skærver, husker Schou Kofoed.
I de efterfølgende års tid sejlede Schou Kofoed som letmatros på forskellige fragtskibe rundt om i Nordeuropa, men også til Spanien, Irland og Portugal.

På skipperskole i Rønne
I 1966 blev Schou Kofoed imidlertid elev på Rønne Skipperskole for i det næste års tid at tage sætteskipper-eksamen, og det blev ”en rigtig god tid”:
- Formentlig var Skipperskolen den bedste skole, som jeg har gået på. Vi havde også en glimrende lærer i skolens forstander Alf Rønne. Han lærte mig matematik og astronomisk navigation. Faktisk fik jeg også pæne karakterer, og det kunne jeg takke ham for, mener politimanden.
Schou Kofoed havde dog allerede inden Skipperskolen besluttet sig for, at han ville søge ind ved politiet, men brugte derfor skoletiden til at forbedre sine kvalifikationer med henblik på at øge chancerne for optagelse hos politiet.
Det blev dog alligevel til en kort karriere som navigatør. For efter eksamen i sommeren 1967 fik Schou Kofoed et job som styrmand på ”M/S Carl Fridolf af Svaneke” og sejlede de næste 10 måneder med stykgods på blandt andet Færøerne, Vestnorge, Sverige, England og Frankrig.
Men så var tiden inde til, at den unge bornholmer skulle aftjene værnepligt, og Schou Kofoed begyndte så som rekrut ved Søværnets Eksercerskole Auderød i Nordsjælland. Herefter blev han taget til Søværnets Militærpoliti og uddannet på Holmen i København.
- Myndighederne sikkerhedsgodkendte mig, så jeg fik et godt job som fast vagt i Forsvarsministeriet. Der var jeg kun hver tredje dag, så det var jo en rigtig loppetjans, husker han.
Arbejdet gik ud på at tømme papirkurvene og makulere indholdet.
- Efter at folk var gået hjem, gik vi så rundt og kontrollerede om fuldmægtigenes skriveborde var tomme, og om papirerne var låst inde i pengeskabe med alarmen slået til, fortæller Schou Kofoed, som blev hjemsendt i 1969. Samme år gik han til optagelsesprøve og begyndte som politielev på politiskolen på Artillerivej på Amager, og efter tre måneder blev han stationeret på den daværende politistation på Rosenvængets Allé nær Trianglen på Østerbro.

I drabsafdelingen
Efter et par år søgte Schou Kofoed så ind til kriminalpolitiet på Politigården, hvor han i 1973 blev sagsbehandler.
- Det var et job, hvor man fik alle slags sager. Det var både tyveri, bedrageri, vold - ja alt muligt.
I 1977 kom bornholmeren, som i mellemtiden var blevet kriminalbetjent, til drabsafdelingen ved København Politi.
- Faktisk var det lidt tilfældigt, at jeg kom til ”Kriminalpolitiets afdeling A”, som arbejder med sager som drab, drabsforsøg, grov vold, sædelighedsforbrydelser, brandstiftelse. Men det var sagsområder, som interesserede mig, og jeg fandt simpelthen ud af, at det var der, hvor jeg hørte til, husker han.
Der var dog også en særlig og helt afgørende grund til, at Schou Kofoed kom til denne særlige afdeling:
- Vi havde en markant chef, Volmer Pedersen, som håndplukkede sine folk, hvis de var dygtige. Og han rekrutterede altså også mig til at være holdleder. Det blev mit job at lede og fordele arbejdsopgaverne, når vi efterforskede en bestemt sag, og i det hele taget sørge for at efterforskningen foregik effektivt.
Volmer Pedersen, som stadig lever, er en myte i Københavns Politi som drabschef i 1970’erne og 1980’erne, fornemmer man på Schou Kofoed:
- Han krævede meget af sine folk, og under hans ledelse blev intet blev overladt til tilfældighederne, når vi efterforskede sager. Havde vi fundet en gerningsmand, så var vi aldrig selv i tvivl om, at det var den rigtige person.
Forinden havde Schou Kofoed og hans kolleger ofte arbejdet i døgndrift før de fik et gennembrud i sagen:
- Dengang var reglen, at selv om vi først gik hjem kl. tre om natten, så mødte vi altid igen kl. otte på Politigården. Til gengæld når en sag, så var slut, så rev chefen en halv fredag ud af kalenderen, hvor vi mødtes ved middagstid til rødvin og god mad. Og så drak vi os fulde! I dag er det anderledes med faste regler om arbejdstid og afspadsering, som skal overholdes, forklarer Schou Kofoed.
Når et drab sker, så rykker hele efterforskningen op mod 20-30 mand ud for at indsamle information.
- Det kan der gå to-tre dage med, og kolleger godt kan nå at blive lidt udbrændte, så forhåbentlig har vi fundet gerningsmanden inden. Det er omvendt tilfredsstillende, når arbejdet dvs. opklaringen lykkes og alt går op i en højere enhed, selv om udfordringerne har været store undervejs. Når tingene lykkes, så er det jo sjovt at gå på arbejde, siger politimanden.

Den første sag
Der gik faktisk 14 dage før, at Schou Kofoed fik sin første sag:
- Der var intet at lave, og en lørdag i oktober 1977 drøftede jeg med min kone – for jeg var i mellemtiden også blevet gift - om jeg måske skulle søge væk. Men om søndagen, så skete der pludselig noget. En mand var død ude på Kigkurren på Islands Brygge i forbindelse med et overfald, hvor rockere havde overfaldet andre rockere. Det var min opgave at få identificeret manden og underrettet familien. Det glemmer jeg aldrig.
Schou Kofoed traf afdødes mor i morgenkåbe og identificerede sig som værende fra kriminalpolitiet:
- Men så blev jeg mødt med den spidse bemærkning: ”Det kan jeg fanme godt se, hvad vil I? Jeg sagde: har du en søn, der hedder det og det? Hun svarede, så: ”Hvad rager det dig?” Og sådan fortsatte det.
Moderen fik dog endelig at vide, at hendes søn rent faktisk var død:
- Så skreg hun pludselig vildt og højt, formentlig fordi hun var i chok over denne oplysning og løb så ind i lejligheden.
Da skete der imidlertid det, at kvindens samlever helt misforstod situationen:
- Han kom derfor pludselig farende, angreb mig, hvor efter vi trillede rundt i møblerne og glas bliver knust, men med kollegernes hjælp fik vi styr på det hele. Det viste sig så, at datteren i huset pludselig fortalte, at hun faktisk vidste, hvad der var foregået. Der var blandt andet også blevet skudt i forbindelse med drabet, og vi fik ret hurtigt opklaret sagen. Jo selvfølgelig husker man sin første drabssag, siger Schou Kofoed og smiler.

Dobbeltdrabet på Femøren
Schou Kofoed har igennem sin lange karriere deltaget i opklaringer af flere opsigtsvækkende drabssager. Blandt andet drabene på to drenge på kun 16 og 20 år, som fandt sted på Femøren på Amager i 1984. Sagen, som endte med, at den dengang 36-årige jugoslavisk-makedonske taxichauffør Naum Conevski blev idømt livstidsstraf, som han afsoner på 25. år.
- Det har nok været den mest interessante og spændende sag i hele min karriere. Mordene fandt sted den 20. maj kl. 03.14, men vi fik anholdt gerningsmanden i slutningen af juli måned.
De to drenge blev likvideret ved nakkeskud, mens en tredje 16-årig dreng mirakuløst overlevede drabsforsøget, blandt andet fordi han havde en stor jakke på. Han er i dag forståeligt nok fortsat ganske mærket af den forfærdelige oplevelse.
I begyndelsen af sagen var der dog kun et enkelt, men afgørende spor i sagen:
- Vi havde kun et enkelt fingeraftryk på en lommekniv, som linkede Conevski til sagen. Kniven tilhørte en af drengene, og den fandt en politihund i nærheden af gerningsstedet. Derfor vidste vi ret tidligt, at Conevski var drabsmanden. Siden fandt vi også ud af, at det våben, der var blevet brugt, formentlig var blevet stjålet hos en tandlæge i Vedbæk. Han havde haft en sjælden Colt-revolver til salg og kunne fortælle, at Conevski forinden havde beset våbnet, dog uden at købe det. Få uger efter forsvandt våbnet i forbindelse med et indbrud, forklarer Schou Kofoed.
Derefter foretog politiet en ransagning hos Conevski, hvor man fandt en såkaldt ”dags dato-kvittering”, som jugoslaven afviste at kende noget til. Efter en efterlysning i Københavns Radio henvendte en politimand sig med oplysning om, at han havde en lignende kvittering for leje af et skur ude i Sydhavnen.
- Med Conevskis nøgler gik vi i gang med hængelåsene, og pludselig gik en af dem op. I skuret fandt vi mordvåbnet. Ikke desto mindre benægtede jugoslaven gennem hele sagsforløbet ethvert kendskab til sagen.
Motivet til drabene står ikke helt klart, men Schou Kofoed mener, at Conevski myrdede drengene som en slags hævn. Han havde formodentlig udviklet et had til danskere, fordi jugoslaven tidligere var blevet anklaget og dømt i en voldtægtssag, som han i øvrigt – med bistand fra Ekstra Bladet – senere blev frikendt for ved Den Særlige Klageret.
Under afsoningen i fængslet er Conevski blevet erklæret sindssyg og nu på en særlig sikret anstalt. Politiet anser stadig dobbeltmorderen for at være livsfarlig, hvis han en dag blev sluppet fri.
- Han har truet alle på livet, der har haft med sagen at gøre, herunder også mig. Men det tager jeg nu helt roligt, siger Schou Kofoed.
En anden opsigtsvækkende drabssag viste sig nærmest at være verdensomspændende i sit omfang, før den blev opklaret:
- En mand blev i 1984 myrdet i sin lejlighed et sted i Hellerup. Det viste sig, at han var homoseksuel, men ingen vil rigtig fortælle os noget. Efter fem år fortalte den senere gerningsmands fraskilte kone, at offeret havde sølvtøj for 135.000 kr., som er blevet væk. Det førte til, at vi måtte helt til Punjab i Indien og fik siden anholdt den senere dømte gerningsmand – en inder - i Vancouver på den canadiske vestkyst.
- Vi fandt sølvtøjet med fingeraftryk i et garderobeskab på Nørreport station. Vi havde også gerningsmandens fingeraftryk på bagsiden af en anmodning om opholdstilladelse, som var sendt til Udlændingestyrelsen.
- Det var en meget spændende sag. Vi vidste, hvilken landsby gerningsmanden kom fra, men det var først efter hjælp fra det indiske politi, som ransagede hans families huse, og fandt nogle postkort, at vi blev klar over, at han opholdt sig i Canada. Jeg tror faktisk, at vi imponerede det indiske politi, siger Schou Kofoed.

Barske oplevelser
Der har været mange drabssager gennem årene. I gennemsnit har drabsafdelingen 10-12 sager om året. Det er dog ikke sådan, at han går og ”gemmer” på sagerne i fritiden:
- Jeg har det sådan, når jeg kører hjem, så evner jeg at lægge sagerne fra mig. Så der kommer nok ingen bøger fra mig om sager, jeg ikke kan slippe, siger Schou Kofoed ironisk.
Politikommissæren har imidlertid også oplevet ganske barske ting i sin karriere herunder forbrydelser mod børn, og hvor det er foregået på en måde, som formodentlig ligger langt fra mange almindelige menneskers fatteevne. Engang fandt han eksempelvis nogle børnelig under noget vasketøj. De var blevet skoldet ihjel af deres psykisk syge mor. Hvordan kommer man mentalt videre efter den slags forfærdelige oplevelser?
- Jeg reagerer sædvanligvis ved at gå en ekstra lang tur med hunden, for ligesom at få tingene på plads.
I en anden grim sag var børnelig blevet skændet på ret så bestialsk vis.
- Min kone fortalte mig senere, at jeg efter den oplevelse gik direkte ud i haven og begyndte at plukke blommer ude i haven, selvom at regnen øsede ned.
De fleste sager handler dog om ”drab i samlivsforhold”:
- Der er da sager, hvor det hurtigt står klart, at gerningsmanden eksempelvis har slået sin kone eller mand ihjel. De tager ikke lang tid at efterforske, konstaterer Schou Kofoed.
Der er mange sager, hvor politiet savner den afgørende oplysning for at komme videre, og Schou Kofoed nævner det uopklarede mord på Stine Geisler under pinsekarnevalet i 1990, hvor en 18-årig gymnasiepige blev fundet kvalt i en kælder i det indre København. Det var dog ikke en sag, som han selv efterforskede:
- Jeg er dog ret sikker på, at vi et eller andet sted i vores efterforskningsmateriale, har navnet på den person, som begik mordet.
Politikommissæren nævner en anden ældre spektakulær drabssag, hvor man faktisk nu mange år efter endelig håber på et endeligt gennembrud i efterforskningen.
- Vi afventer netop nu nogle interessante oplysninger, som måske får os videre i sagen. Det håber vi, siger Schou Kofoed stille med et lille smil.

Besøg af krimiforfattere
Schou Kofoeds politi-karriere blev faktisk ikke – som nogen måske skulle tro - født af en drengedrøm. Der er heller ikke noget nær familie i politiet, der har ansporet ham til at søge derind. Som dreng læste han heller ikke specielt mange kriminallitteratur eller detektivromaner, selvom at Politikommissæren - sådan til husbehov - læser krimi’er i dag. Det sker blandt andet fordi han har fået bøgerne tilsendt af kriminalforfattere, der har interviewet ham, som led i deres research. Politikommissæren får også besøg af filmfolk, som arbejder med gamle kriminalsager, og han finder det sjovt med alle disse besøg.
- Det er jo populært stof, siger Schou Kofoed tørt, men remser et par forfatternavne op, så som den kendte Sara Blædel, men også det yngre makkerpar Dorph & Pasternak, som har specialiseret sig i at skrive krimier, der foregår i 1970’erne. Andre forfattere kigger også forbi blandt dem også Hanne-Vibeke Holst:
- Hun var her, fordi hun skulle bruge nogle oplysninger til hendes bog ”Dronningeofret” (”som forfatteren for nylig fik den fine boghandlerpris ”De Gyldne Laurbær” for red.)

Sektionsleder
Siden 1995 har Henning Schou Kofoed været sektionsleder i Drabsafdelingen.
- Det vil i praksis sige, at Vicepolitiinspektør Ove Dahl – som er øverste leder af afdelingen – og jeg har til opgave at bistå holdlederne. Som chefer påser vi også, om efterforskningen går i den rigtige retning.
Schou Kofoed har ofte også optrådt som politiets talsperson overfor medierne:
- Det er en står opgave at håndtere presse i drabssager, og pressen bliver hele tiden mere aggressiv. Der er altid direkte fjernsyn, og kun fem minutter til deadline hele tiden. Det er jo ikke kun aviserne, men radio, TV og senest internet-redaktioner, der ringer.
Da Brian Sandberg (københavnsk rocker, som blev kendt som den bedragerianklagede Stein Baggers bodyguard) blev forsøgt likvideret på en cafe i København, var det eksempelvis Schou Kofoed, der talte med pressen og endte med at kommentere sagen i TV.
- På den måde tog jeg lidt af presset fra de kolleger, som jo var optaget af at efterforske sagen. Der stod mere end 10 kameraer uden for politiafspærringen, og det siger lidt om den opmærksomhed, der er for den slags sager. Vi har i øvrigt den regel i politiet, at der kun er én mand, der udtaler sig om en sag. I det hele taget fortæller vi faktisk meget om, hvad vi ved og stiller altid op til interview, når pressen ringer til os.

Politiets anklager
Schou Kofoed har igennem årene også i perioder arbejdet i andre dele af politiet. Desuden har han undervist på politiets lederkurser.
I mange år vikarierede han som anklager i ”dommervagten”, som er den retssal, hvor politiet sædvanligvis fremstiller anholdte i et såkaldt grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling ud over 24 timer.
- Dengang var det nemlig ikke nødvendigt at være jurist for at bestride dette hverv i Københavns dommervagt. Men det har man nu siden ændret på, siger Schou Kofoed.
I gamle dage dvs. 2007 havde Schou Kofoed rang af kriminalkommissær, men det hedder man ikke mere:
- Nej vores forrige rigspolitichef (Den siden fyrede Torsten Hesselbjerg) havde den holdning, at ordet ”kriminal” skabte barrierer til de andre dele af politiet, så det lavede han om. Rent personligt så synes jeg, at det var noget pjat, siger Schou Kofoed.
Men hvad skal der mon ske i fremtiden, når han om et par år skal pensioneres?
- Jeg overvejer forskellige ting. Det skal såmænd nok gå, siger han optimistisk.
Schou Kofoed blev for nogle år siden enkemand. Igennem livet har han haft en række interesser blandt andet som aktiv lystfisker. Han er medlem af hele to lystfiskerforeninger og endda formand for en af Politiets Lystfiskerklubber.
Og så er der politikommissærens hund, ”Mirco”, en flatcoated retriever, som politimanden har trænet med i en civil hundeførerforening, hvor han i øvrigt tidligere har været formand.
Schou Kofoed er gennem årene kommet fast på Bornholm navnlig for at besøge sin mor, men hun døde lige før jul. Han har stadig en søster i Rønne, men ellers er der ikke noget, der knytter ham til øen. Bortset fra hans bornholmske accent, for den kan han ikke løbe fra.

Kort om Henning Schou Kofoed

Politikommissær (tidligere ”Kriminalkommissær”) i Kriminalpolitiets drabsafdeling ved Københavns Politi
Født 1948 i Poulsker som søn af en arbejdsmand og hans hustru.
Sejlede som ung mand i handelsflåden som sømand og styrmand
Sætteskippereksamen fra Rønne Skipperskole 1967
Søværnets Militærpoliti 1969
Ansat i Københavns Politi siden 1970
Med enkelte afbrydelser i Kriminalpolitiet siden 1973
Aktiv lystfisker og hundeejer
Bor i eget hus i Nordsjælland i nærheden af Øresund.

Bondedrengen fra Bodilsker blev social reformator

2009-03-26T06:11:00.000-07:00

Bornholmeren og kordegnen H.C. Kofoeds idéer præger fortsat moderne socialpolitik.

Af Jarl Cordua

Artiklen om H.C.Kofoed og Kofoeds Skole blev bragt i Bornholms Tidende den 7. marts 2009.

Kofoeds Skole i København er en privat social institution, som har hjulpet tusindvis af mennesker i mere end fire generationer. Engang var det blot et lille værksted på Christianshavn, men i dag har skolen, der nu ligger på Amagerbro, 4000 elever i hovedstaden og tre filialer i store jyske byer. Initiativtageren til skolen, der i 2008 fejrede 80 års jubilæum for sin stiftelse, var bornholmeren og kordegnen Hans Christian Kofoed (1898-1952).

”Jeg gik forbi Dæmonernes Port
ud for Kofoeds Skole
Der stod en flok og drak sig ihjel
Hvis du tør, så kom med mig”

Sådan lyder en strofe fra Gasolin’s kendte sang ”Langebro”. Selvom det var i begyndelsen af 1970’erne, Kim Larsen mfl. skrev disse linjer, så præger billedet stadig mange danskeres opfattelse af Kofoeds Skole:
- Ja, det er rigtigt, men det holder nu ikke i dag, forklarer skolens forstander gennem 30 år Jens Aage Bjørkøe.
- Dengang boede både skolen og folkene bag Gasolin’ ude på Christianshavn. Kofoeds skole havde dog udviklet sig til at være noget helt andet, end det Kofoed stod for, siger Jens Aage Bjørkøe.
- Vi havde vel på det tidspunkt omkring 700 voldstilfælde på skolen om året. Der var mange alkoholiserede folk herude, flere havde polititilhold og ambulancerne måtte tit køre hertil for at hente folk, der var kommet til skade, forklarer forstanderen.
Blandt årsagerne til den uheldige udvikling var ifølge Bjørkøe, at personalet på skolen helt have afskaffet stifterens socialpolitiske idéer:
- Skolen var præget af den tids lige lovligt dogmatisk venstreorienterede tænkning, hvor socialarbejderne på skolen havde droppet Kofods socialpolitiske idéer om at hjælpe eleverne videre i tilværelsen. Da jeg tiltrådte som rektor, genopfandt vi simpelthen Kofoeds idéer, husker Bjørkøe.

Hjælp til selvhjælp
Men hvad gik H.C. Kofoeds idéer så ud på?
- Han mente kort sagt, at der skulle være en sammenhæng mellem at man skal yde, før end at man kunne nyde. Her på skolen får man derfor ikke almisser, men i stedet hjælp til selvhjælp. Det er ikke bare samfundets skyld, at man er havnet i en svær social situation. Man skal derfor selv yde noget for at rejse sig igen. Skolen giver den enkelte elev nogle værktøjer til at hjælpe sig selv, forklarer Bjørkøe.
Forstanderen understreger, at Kofoeds Skole ikke er et egentligt herberg eller et suppekøkken, men en skole. Og de mennesker, der kommer på Kofoeds skole, er hverken brugere eller klienter, men elever.
- Det er Kofoeds grundlæggende - og efter min mening geniale - idé, at mennesker kommer her for at lære et eller andet, som de kan bruge i deres tilværelse. De er ikke stakler, men mennesker med ressourcer. Pointen er, at det sociale arbejde faktisk mest foregår i sindet hos andre mennesker, mere end det går ud på at udfylde egentlige fysiske behov, forklarer Bjørkøe
Kofoeds skole definerer sig selv som ”en skole for livet”.
- Når vi hjælper mennesket, så er det hele mennesket: ”hoved, hånd og hjerte”. Det er ikke blot noget med, ”at man bare skal i gang igen”. Vi skal drage omsorg både for forstanden, følelserne og kroppen. Socialarbejde er ikke gjort med, at maven er fyldt op, mener Bjørke.
Han peger på, at hele landet har nydt godt af Kofoeds idéer, der ifølge forstanderen har præget de sidste tyve års socialpolitiske tænkning. Et eksempel er 1990’ernes socialreformer:
- Med disse reformer gik man netop væk fra passiv forsørgelse til i stedet at satse på aktivering og kompetenceudvikling af de mennesker, der af den ene eller den anden grund stod uden arbejde. Det var den tidligere radikale socialminister Aase Olesen, som stod i spidsen for at omsætte disse idéer til praktisk socialpolitik. Hun var i øvrigt formand for Kofoeds skole i 17 år frem til 2008, siger forstanderen.
Hvor mange elever har skolen?
- Elevernes antal kan opgøres på flere måder. Omkring 4000 personnumre er tilknyttet skolen, men ca. 2000 går på Kofoeds ”Universitet”.
90 procent af Kofoeds skoles indtægter kommer desuden fra de offentlige kasser:
- Skolen får tilskud både fra Københavns kommune, men står også på finansloven. Vi er stort set den eneste blandt de sociale institutioner i Danmark med dette privilegium, påpeger Bjørkøe.

Idéernes genfødsel
Forstander Jens Aage Bjørkøe kendte ikke til Kofoeds idéer, før han selv kom til Kofoeds skole i 1979:
- Min egen baggrund er, at jeg var præst på Vesterbro og aktivt deltog i bydelens sociale arbejde. I 1974 var jeg bl.a. med til at stifte værestedet Maria-Tjenesten, som blandt andet yder social hjælp og støtte til hårdt udsatte misbrugere på gadeplan. Og så kom jeg til Kofoeds Skole.
Som før nævnt var der et stort behov for Kofoeds idéer, som dog tilsyneladende var opgivet og glemt af den tids medarbejdere på skolen. Men Bjørkøe begyndte nu at studere ham:
- Da jeg læste hans bøger mv. fik jeg en aha-oplevelse. For her stod det jo alt sammen, og jeg var forbavset over, hvordan nogen dog kunne lade hans idéer gå i glemmebogen.
Det var dog ikke alle, der delte den nye forstanders begejstring:
- For mig var det sund fornuft, og derfor satte jeg alt ind på at ”genopfinde Kofoed og hans idéer” men blandt de socialarbejdere, der på det tidspunkt dominerede stedet, var det reaktionært tankegods. Deres mål var grundlæggende samfundsændringer, men efter min mening så skiftede de dermed fokus væk fra stedets centrale opgave, som er at hjælpe mennesker i krise, husker Bjørkøe, som blev mødt med hård modstand af dele af medarbejderstaben.
- Det tog ganske mange år – også med ubehagelige interne slagsmål på skolen - at få vendt udviklingen, men efterhånden vi fik rettet op på arven efter Kofoed. I dag er det på hans idégrundlag, vi arbejder ud fra, fastslår Bjørkøe.
Skolens image har dog skiftet meget gennem tiderne. Hvis man siger ordene ”Kofoeds skole”, så får man i reglen to reaktioner hos danskerne:
- Når talen falder på skolen blandt yngre danskere, kommer en del til at tænke på fulde grønlændere og som et opbevaringssted for svære alkoholikere dvs. den stemning, som man får i Gasolins gamle sang. Den tid har vi lagt bag os. Men I den ældre generation husker man Kofoeds idéer om, at den enkelte ”skal gøre noget selv, så hjælper vi til”. Tidligere dvs. før 1970 var skolens elever faktisk fortrinsvis bønderkarle, arbejdsløse og familiefædre, forklarer Bjørkøe.

Hvem var Kofoed?
Hvem var så denne Kofoed? Kofoed var en mand med livserfaring og havde selv oplevet at være en følsom og ustabil ung mand i årene omkring 1. verdenskrigs afslutning. Han var landmandssøn fra Bodilsker, som oprindeligt var udset til selv at få en karriere inden for landbruget. Men han sprang pludselig som kun 16-årig fra som landvæsenselev. Siden kom han til København for at studere.
- Kofoed så sin livsopgave som at tjene Gud og mennesker. Hans plan var derfor oprindeligt at blive præst, men så løb han ind i personlige kriser og nederlag, og da Kofoed var ca. 20 år fik han et nervesammenbrud. Siden opgav han at læse teologi og flakkede omkring som arbejdsløs i København. Han kendte derfor selv til den ydmygende oplevelse at skulle tigge om mad for eksempel ved at stemme dørklokker for en madpakke, fortæller Jens Aage Bjørkøe.
Det kom dog til en omvæltning i Kofoeds liv, da han i begyndelsen af 1920’erne blev lærer på en højskole, hvor han lærte metode og pædagogik.
Siden hen i 1928 startede han skolen, som vi i dag kender som Kofoeds skole.
Skolen blev hans liv og Kofoed blev i sin samtid en meget kendt skikkelse i offentligheden for sine socialpolitiske idéer. Han døde i øvrigt midt i sin gerning:
Kofoed rejste land og rige rundt for at skaffe penge til sin skole. På vej til et af sine utallige foredrag kørte han i bil imod et vejtræ ved Ringsted på vej til Storebæltsfærgen. Han døde et par dage senere af sine kvæstelser. .
- Kofoed omkom formentlig, fordi han faldt i søvn bag rattet. Men det er et gæt, for vi ved det ikke, siger Bjørkøe.
Der kom i øvrigt 2000 mennesker, da han blev begravet på Sundby Kirkegaard på Amager.

Hans Christian Kofoed (1898-1952)
Født på Brandtsgaard i Bodilsker.
Kofoed var landvæsenselev i Nordsjælland i 1914 og stod angiveligt til at skulle overtage en gård, nær fødegården, som hans ældste bror i øvrigt drev. Men af ikke helt oplyste årsager, så kom det ikke til at gå sådan.
Kofoed kom i stedet til at lave en omflakkende tilværelse i sine ungdomsår, hvor han blandt andet forsøgte sig som studerende i København. Det måtte han dog opgive på grund af et nervesammenbrud, formentlig fordi han i sin ungdom led af dårlige nerver.
Mere held i tilværelsen fik Kofoed, da han blev en afholdt leder af KFUMs soldatermission på Flakfortet i Øresund i vinteren1916-17.
I 1921-25 var han lærer på Hopstrup Højskole i Sønderjylland. Opholdet der, gav ham i høj grad inspiration til det sociale arbejde, han påbegyndte, da han startede en skole for mennesker, der havde behov for en hjælpende hånd i livet.
Kofod blev senere ansat som kordegn ved Christianskirken på Christianshavn
Han døde 54 år gammel ved en trafikulykke, da han kørte mod et vejtræ nær Ringsted.
Kofoed og hans kone Astrid ligger begge begravet på Sundby Kirkegaard på Amager.
Tager man den agtelse i betragtning, som stadig står om Hans Christian Kofoeds person, hans uegennyttige pionerarbejde for andre menneskers tilværelse samt de sociale visioner og inspirerende idéer som endda stadig regnes for moderne, så kan man roligt tælle ham med blandt Bornholms – ja måske endda Danmarks - største sønner.

Kofoed Skole
Skolen er stiftet 1928 med det formål at hjælpe arbejdsledige og socialt udsatte mennesker til at hjælpe sig selv.
Det er en skole, netop fordi det er et sted, hvor man lærer. Alle, der kommer på Kofoeds Skole, er derfor elever.
Skolens grundlag er folkeligt og kristent. Kernen i alt skolens arbejde er en dyb respekt for det enkelte menneske. Udgangspunktet er derfor en holdning om, at alle har lige værd og ret i samfundet.
Skolens pædagogiske metode er ”hjælp til selvhjælp” ud fra en overbevisning om, at ethvert menneske glædes og vokser, når det får mulighed for at skabe og tage ansvar for sit eget liv.
Gennem undervisning, værkstedsarbejde, rådgivning, praktisk hjælp og socialt samvær lærer hver enkelt elev at hjælp sig selv videre i livet.
Skolen har 4000 elever.
Hver dag kommer der mere end 600 elever på skolens afdelinger i København, Aarhus, Aalborg og Esbjerg. Kofoeds Skole har desuden datterskoler i seks østeuropæiske lande.
Læs mere på www.kofoedsskole.dk

Yngre bornholmsk erhvervsmand udråbt som iværksættertalent

2009-01-23T01:41:00.000-08:00

Henrik Sode Holm er 32 år og har allerede solgt sin virksomhed for et pænt tocifret millionbeløb.

Af Jarl Cordua

Portrætartikel er tidligere blevet bragt i Bornholms Tidende den 27. december 2008.

Den unge bornholmer og tidligere Knudsker-dreng Henrik Sode Holm har drevet det vidt i forretningslivet. I løbet af et par år fik han banket en lille, men lønsom virksomhed op, der tjener penge ved at udbyde annoncer på hjemmesider på Internettet. I april 2008 blev Holm af erhvervsmagasinet Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin sat på den eftertragtede liste over dansk erhvervslivs største yngre talenter.

Forinden havde den bornholmsk-fødte iværksætter trukket store overskrifter i erhvervsmedier, da han i foråret solgte sin lille virksomhed, Adfair, til virksomheden Notabene.net. (senere Guava A/S), der er ejet af de driftige IT-investorer Peter Forchhammer og Erik Damgaard. Ifølge medierne lød prisen på 15 millioner kr., men det er ikke helt korrekt, forklarer Henrik:

- De 15 millioner kr., der har været nævnt, er et slags minimumsbeløb. Jeg får forhåbentlig mere ud af salget i sidste ende, men det afhænger af Adfairs overskud i de kommende år. Mit håb er, at få et pænere tocifret beløb ud af handlen. Foreløbig er jeg ansat af de nye ejere som direktør. Det giver mig så mulighed for at påvirke det endelige salgsprovenu for virksomheden.

Henrik Sode Holm har i efterhånden mange år været selvstændig, og det er i øvrigt heller ikke gået lige godt hver gang. Men med projektet med Adfair fik Henrik skabt sig en stor iværksættersucces. Det startede med, da han for nogle år siden fik den idé at udsende annoncer i email-nyhedsbreve. Det var en forretningsmodel, der hurtigt gav økonomisk gevinst:

- Vi nød godt af at være blandt de allerførste på dette marked. Så vores omsætning gik fra 0 til 10 millioner kr. på bare et år. Jeg slæbte dengang rundt på gæld fra tidligere fejlslagne projekter, men nu tjente jeg mine tab hjem igen og blev gældfri.

Helt så hurtigt går det ikke i dag:

- Det er et marked, hvor der efterhånden er kommet flere udbydere. I dag udbyder Adfair via vores system bannerannoncer fra private virksomheder til meget besøgte hjemmesider.

Henriks virksomhed er siden vokset ganske meget og har bredt sig også til det svenske og norske annoncemarked på Internettet. Der er i alt 15 medarbejdere i Adfair, hvor af fem arbejder på virksomhedens kontor i Sverige.

Nogle tror at jeg er guru
Hvad har du fået ud af omtalen i Berlingskes Nyhedsmagasin og erhvervsmedierne?

- Det har givet rigtig meget reklame. Jeg har faktisk fået en del nye meget store kunder. Der er dog også nogle, der pludselig tror, at man er blevet deres guru, og som og ringer og spilder ens tid ved at afkræve mig gode råd om alt muligt, der ikke rigtigt kommer mig ved. Og så er der alle dem, der vil sælge mig ting. Til gengæld er det meget smigrende pludselig at få nogle rigtigt pæne jobtilbud, så alt i alt har det været meget positivt, fastslår den unge erhvervsmand.

Får mange idéer
Men hvordan forklarer Henrik i øvrigt sine flotte resultater som forretningsmand?
- Jeg har nok et innovationsgen og får hele tiden mange idéer. Kunsten er dog, at sortere i dem og finde de rigtige idéer på det rigtige tidspunkt.
Henrik erkender, at iværksættertrangen har været nærmest altopslugende.

I tidens løb har han heller ikke brugt mange penge på sig selv og er desuden også afklaret omkring, at penge ikke er alt:

- De penge, som jeg har tjent har jeg investeret i mine virksomheder. Man bliver ikke lykkelig af penge, men det giver en frihed til at gøre nogle ting. Jeg har da stor fornøjelse af at tage ud og rejse for nogle af dem og har da lige købt et sommerhus i Liseleje (Nordsjælland red.).

Er du nærig?
- Det synes jeg ikke. Jeg vil bare ikke betale overpris for en vare, ligesom enhver forretningsmand vil jeg have noget for mine penge. Det er da klart. Jeg nægter eksempelvis at betale for et dyrt hotelværelse, hvis det ikke er pengene værd. Så nøjes jeg hellere med et billigere værelse selvom at jeg har råd til det dyre.

Henrik voksede op på Erlandsgaard i Knudsker, hvor man blev opdraget til at yde før man kunne nyde:

- Vi fik lommepenge efter, hvor meget vi bestilte. Mugede vi ud i kostalden, så var lønnen to kr. for den korte og 2,25 kr. for den lange ende.
Den unge millionær har dog ikke ændret livsstil efter at han har solgt sin virksomhed, hvor fritiden går med lidt fodbold og løbetræning udover familien og samværet med kæresten, der er advokat.
Henriks talenter har dog ikke kun været begrænset til at drive forretning. I sine yngre år var Henrik også ferm til fodbold. I drengeårene spillede han i ungdomsrækkerne både på Knudsker IF og Vikings førstehold, og som senior var Henrik med til at vinde Bornholmsserien med Knudsker. Senere spillede bornholmeren for Greve i Sjællandsserien og senere i Brønshøj, men allerede som 20-årig blev han så skadet, at han opgav alle planer om at spille elitefodbold.

Vandt poker-turnering
Den unge bornholmer har hele livet været et konkurrencemenneske, der konstant sætter sig nye mål:

- Jeg benytter mig af mental træning, for det er min erfaring, at hvis man har en positiv tilgang og har en egen vilje til at nå sine mål, så vil man i sidste ende få resultater. Det har jeg selv oplevet gang på gang, forklarer Henrik.
Han har også forsøgt sig kortvarigt som pokerspiller – og med held.

- Det er rigtig nok. Jeg har tidligere spillet lidt poker for sjov, og for et par år siden vandt jeg nogle penge ved en turnering, hvorefter jeg fik en kontrakt om at spille med i en turnering i Tyskland.
Der tog han så ned og vandt en hel del penge.

- Det lyder lidt underligt, men det er faktisk ikke pengene, der interesserer mig. Poker handler ikke kun om held, man skal også have en evne til hurtigt at kunne regne sandsynligheder ud for forskellige risici og udfald, og så var jeg fascineret ved de strategiske elementer ved spillet, siger Henrik, der også kvalificerede sig til DM i poker.

Politisk interesseret
Tidligere har Henrik også været aktiv i ungdomspolitik:

- I alt hvad jeg foretager mig, så tænker jeg meget strategisk. Blandt andet derfor interesserer jeg mig ekstremt meget for de strategiske aspekter ved politik, og var engang også meget aktiv i KFU - Kristelig Folkepartis Ungdom (I dag: Kristendemokraternes Ungdom).
Dengang var han i begyndelsen af tyverne, og var desuden i en kort periode også med i ungdomsorganisationens landsledelse. I dag er han partiløs, men følger stadig meget med i dansk politik.

- Jeg stemmer stadig på dem, og håber at de snart bliver internt enige, håber den tidligere ungdomspolitiker.

Dyre lærepenge
Henrik har også den teoretiske ballast med hensyn til at gøre forretninger i orden, for i sin tid læste han til cand. merc. i strategi, organisation og ledelse på handelshøjskolen i København (CBS), men han måtte også betale nogle dyre lærepenge for sin succes:
I 2002 fik iværksætteren den idé at sælge brugte ting på nettet – og senere skabte han en hjemmeside, hvor man kunne hyre en babysitter. Det blev til hjemmesiden babysitter.dk:

- Det blev en succes med det samme. Selve babysitter-virksomheden var et non-profit foretagende, men i stedet gav annoncerne på hjemmesiden omsætning.
Successen gav blod på tanden, og Henrik begyndte at udgive et trykt magasin, der hed ”Happy Family” med artikler af interesse for børnefamilierne. Det blev til gengæld en fiasko:

- Markedet for den slags magasiner var simpelthen for lille, og der var ikke plads til mig. Det udkom kun i et halvt år og kostede mig tre millioner kr. Man kan sige, at det var nogle dyre lærepenge, siger iværksætteren i dag.
Siden fik Henrik betydeligt større succes med sine senere projekter, men alligevel arbejder han ikke så meget som i de unge dage.

- Da jeg var helt ung, da gav jeg den bare gas på arbejdet. I dag er min filosofi at det vigtige er ikke hvor længe jeg arbejder, men hvor effektivt jeg arbejder. I dag bliver det derfor ikke til mere end en 40 timers arbejdsuge. For jeg skal også have tid til at passe min kæreste, forklarer Henrik.
Han er også besøgsven hos Røde Kors, og har i det sidste halve år fast besøgt en ældre mand.

- Det er givende for mig, selvom det indrømmet er svært at finde tid til det i min travle hverdag, slutter den succesfulde bornholmer.

Kort om Henrik Sode Holm
Født 1976
Voksede op på Erlandgård Knudsker som plejesøn hos en stor familie med seks søskende.
HHX eksamen fra Rønne Erhvervsskole 1996.
Reklamesælger hos printmagasinet Direct Office
Cand Merc. i strategi, ledelse fra Handelshøjskolen i København (CBS)
2004 stifter af og adm. direktør for virksomheden Adfair.dk ApS, der sælger internetreklamer
Tidligere succesrig deltager i DM i Poker.
Besøgsven hos Røde Kors.

Som politimand ved man aldrig, hvad dagen bringer

2008-05-13T13:21:00.000-07:00

Bornholmske Henrik Hjort Sommer er indsatsleder og vicepolitikommissær i København og leder slaget, når politiet stopper urolighederne på Nørrebro.

Portrættet af politimanden Henrik Hjort Sommer blev bragt i Bornholms Tidende den 12. april 2008.

Af Jarl Cordua

Når der foregår større demonstrationer i København eller politiet gennemfører aktioner i Fristaden Christiania, så er det Nexø-drengen Henrik Sommer, der på gaden leder politiets styrker. Den tidligere sergent fra Almegaards kaserne har gjort karriere i storbyens barskeste distrikter og er i dag politikommissær og leder af politiets indsats, der opretholder lov og orden på Vesterbro og i Københavns indre by.
Deres udsendte er mødt op på politistationen City, der tidligere hed ”Station 1”, og som ligger midt på Halmtorvet i København. Ligesom på apoteket eller hos bageren trækker jeg et nummer og venter på, at det bliver min tur. Jeg har en aftale, men er også kommet i god tid. De uniformerede sagsbehandlere ved skranken – ofte yngre politifolk – ringer rundt for at få kontakt med min interviewaftale. Imens kigger jeg mig omkring og får øje på den store mindetavle for Jesper Egtved Hansen – politiassistenten, der blev skudt af Blekingegadebanden for snart 20 år siden. Efter et lille kvarter er der bid, en høj kronraget 40-årig mand med overskæg dukker op frem fra en sidedør, stikker i et stort bredt drenget smil dukker op og rækker en stor hånd frem til hilsen.

Søgte spænding
Fem minutter senere sidder vi et par etager højere oppe på Sommers kontor. Politikaffen er skænket i store krus og smager faktisk bedre end sit rygte.
- Det er jo et uforudsigeligt job. Ingen ved hvad dagen bringer af oplevelser. Om aftenen kysser man sine børn god nat for så et par timer senere står man midt i en gadekamp og et flammehav på Nørrebrogade, indleder en nærmest konstant smilende Henrik Hjort Sommer vores samtale.
Han voksede op i Nexø, og efter skolegang blev han konstabel og senere sergent ved Bornholms Værn på St. Almegaards kaserne. I 1988 tog Henrik til København og blev befalingsmand i Den Kongelige Livgarde.
- Det var et kulturchok at være i livgarden, men samtidigt var det fascinerende med alle deres traditioner, husker han.
Henrik ville dog ikke fortsætte karrieren i hæren, for i årene efter den kolde krigs afslutning begyndte politikerne at skære ned på forsvaret.
- Lige pludselig var der længere ikke penge til øvelser, der blev aflyst, og jeg indså, at det ikke var dér, at min fremtid lå. Da jeg allerede dengang vidste, at 8-16 jobs ikke lå til mig, så søgte jeg i 1990 i stedet ind på politiskolen i København. Jeg søgte helt klart spænding og havde nok lyst til et arbejde, der var anderledes. Og netop det at blive politimand stod for mig som en stor og god udfordring.

Beredskabssektionen
Efter den 3-årige grunduddannelse blev den unge bornholmer ansat i Gladsaxe Politi, og det blev til mange timer i patruljevognen rundt omkring København:
- Alle politifolk prøver at køre patrulje i København for at kunne udføre tjeneste i en storby.
Men der var også andre udfordringer, for allerede i sin grunduddannelse blev Henrik ligesom alle andre betjente - som led i deres almindelige politiuddannelse - indrulleret i politiets såkaldte Beredskabssektion. Denne særlige enhed bliver indsat hver eneste gang, at der bare er optræk til at demonstrationer m.v. kan udvikle sig til en trussel mod den almindelige orden. Eksempelvis er styrken sat ind under større demonstrationer i København, i forbindelse med større fodboldkampe eller ved politiets vedvarende aktioner mod åbenlys hashhandel på Christiania. Beredskabssektionen er også en enhed, der kan indsættes i forbindelse med bevogtningsopgaver for eksempel ved større politiske topmøder, sikring af retssale eller aktioner mod rockerborge.
Uddannelsen i beredskabssektionen varer alt efter 30 uger op til et år, men Henrik har været tilknyttet sektionen tre gange i løbet af sin karriere. I 1998 kom han tilbage til Gladsaxe Politi, men indså at der skete for lidt, så han søgte igen til beredskabssektionen for at videreuddanne sig som leder.
I perioden 1995-2000 blev Henrik uddannet som skydeinstruktør samt instruktør i såkaldt ”mobil indsats” dvs. hvordan politiet håndterer og indsættes under uroligheder. I 2003 blev han vicepolitikommissær og søgte ind som delingsfører i beredskabssektionen, hvorved han blev leder af en deling på 60 mand. I 2006 blev bornholmeren godkendt som indsatsleder og dermed ”øverste leder under politiindsatser på gaden”. Det vil sige at han skal være til stede, hvor der er mulighed for at der bliver ballade, indsætte de nødvendige politistyrker og i øvrigt opretholde roen. Henriks overordnede sidder et andet sted i byen, når Beredskabssektionen/stationsdelingerne er i funktion.

Et skud i bøssen
Henrik har ledet beredskabsdelingerne ved en hel del af de større fodboldkampe ved Parken.
- Det er altid en ”udfordring”. Som udgangspunkt så aner jeg ikke, hvad der kommer til at ske andet at vi ved, at nogle tilskuere blot kommer for at slås. Og indimellem går det galt, hvor der bliver ballade og så griber vi ind, konstaterer han
Normalen er dog, at politiet indleder en dialog med lederne af demonstrationerne.
Når der er demonstrationer, så står vi overfor folk fra Christiania og det autonome miljø. Jeg forsøger altid at indlede en dialog med lederne af demonstranterne, sådan at vi i forinden og i fællesskab får sat nogle rammer for demonstrationen.
Det er så op til Henrik at vurdere, hvornår at disse rammer bliver overskredet.
- Det handler altid om at undgå, at en demonstration eksploderer. I realiteten har vi kun ”ét skud i bøssen” for at undgå at den situation opstår. Kunsten er derfor i stedet og på forhånd at snakke med dem. Det går ofte godt med at dæmpe dem ned i startfasen af en demonstration, mens andre gange, så fornemmer man bare, at der er en dårlig atmosfære fra starten, og så ender det med uro.
Efterhånden så får man en rutine til at læse gadebilledet dvs., hvor noget afviger fra det normale eller hvis alle de værste demonstranter er til stede, forklarer politimanden.
Hvad så, når det går galt?
- Så handler det om at få demonstranterne ud, før de vælter den indre by. Der er altid de samme 100 demonstranter eller ballademagere, der vil slås. De fleste af dem er under 25. Vi kender dem fra andre demonstrationer, og de står altid forrest, når der er slåskamp. Det var netop derfor at vi lavede den der afledningsmanøvre under gadekampene på Nørrebrogade lige efter rydningen af Jagtvej 69, hvor vi havde held med at klippe demonstrationen over i to dele. For på den måde forsøgte vi at fange dem der ville slås, siger Henrik.
Politiet har dog andre muligheder for at fjerne særligt aggressive uromagere:
- De civilklædte betjente går altid lige der hvor der er ballade, og så piller vi simpelthen de værste af dem ud, forklarer han.
- Det kræver i øvrigt en del at være civilklædt betjent. Under optagelsesprøven har vi bl.a. boksehandsker på, og så slår vi faktisk på dem. For de skal netop kunne lære at tage imod øretæver samt stadig beherske sig, for vi ved, at de bliver udsat knubs eksempelvis under hårde gadekampe. Det er nødvendigt, for hvis de bare én gang slår igen, så bliver de frasorteret under prøven. Det kræver også noget af mig, for de skal kunne stole 100 procent på deres indsatsleder. De skal være overbeviste om, at vi aldrig svigter en kollega, der pludselig står omringet af en flok rasende demonstranter, pointerer Henrik.
Trods de hårde og farlige gadekampe, så opstår der alligevel pudsige situationer:
- Som indsatsleder ved nogle af torsdagsdemonstrationer, har jeg stået overfor en bornholmer, der kommer fra den såkaldte ”grå blok”, der består af voksne personer, der følger de unge. Jeg rettede henvendelse til ham som var leder af demonstration, for – som det er kutyme - at aftale hvilken vej demonstrationen går. Vi kunne åbenbart høre at vi var landsmænd, for pludselig en dag begyndte vi at snakke bornholmsk med hinanden. Det var egentlig en sjov situation.

Fodpatrulje på Christiania
Blandt ordenspolitiets faste opgaver er det at foretage såkaldte fodpatruljer på Christiania. Den åbenlyse hash-handel, hvor der førhen var opslået boder i gaden ”Pusher Street”, er i dag væk. Alligevel foregår der stadig en livlig handel, der efter Henriks vurdering er umulig at fjerne helt. Det er heller ikke pebernødder, der skifter hænder på Christiania, hvor der ifølge politimanden bliver omsat for ca. en milliard kr. hash hvert år. Det er derfor ikke overraskende, at de kriminelle ikke ligefrem er begejstret for, at politiets patruljering ødelægger hash-handels aktiviteter på stedet:
- Hvis man kommer gående derude om natten og er i uniform, så sker det ikke sjældent, at der kommer en brosten på en 3-4 kilo flyvende efter en, men det kan også være en flaske eller en pose fuld af lort. Man håber bare på, at kastskytset rammer ved siden af, men det siger sig selv, at vi om natten patruljerer med hjelme. Alligevel prøver vi at drosle brugen af hjelm ned for ikke at virke for aggressive, forklarer Henrik.
Om situationen på den såkaldte ”fristad” lige nu og her siger politimanden:
- Politikerne har længe haft en proces om lovliggørelse af området i gang, men i øjeblikket står tingene derude lidt på standby, men vi foretager stadig daglige såkaldte fodpatruljer derude.
Henrik tror ikke på, at Christiania bliver fri for hashhandel:
- Der er for mange penge i det, så det er ikke realistisk på kort sigt.
Hashhandlerne på ”Staden” er efterhånden blevet gamle kendinge for ham:
- Den første jeg i sin tid anholdte på Christiania, ja han er stadig derude, og dem som kører hashhandlen på stedet nu, var bare nogle knægte jeg anholdt som ung betjent. Man kan vel sige, at vi har fulgt hver vores ”karrierespor” igennem de sidste 10-15 år, konstaterer Henrik.
Politifolkene har efterhånden udviklet et had/kærlighedsforhold til hashhandlerne, vurderer politimanden:
- Det ene øjeblik kan vi godt tale stille og roligt sammen, men ti minutter kaster de måske ting efter os, når vi passer vores arbejde. Det er en del af gamet, men indtil at det kommer til konfrontation eller at de forhindrer os i at patruljere, så skal det køre på en eller anden måde, så kunsten er på en eller anden måde at respektere hinanden før det ender i ballade. Og det lykkes ofte.

Vagthavende på Vesterbro
Efter Henrik blev uddannet til vicepolitikommisær startede han som vagthavende på station 3 (Bellahøj), blev delingsfører og 1. januar 2007 blev han ansat i en politikommissærstilling på
Station 1 på Halmtorvet.
- Station1 er klart det travleste sted, hvor dækker vi Vesterbro og hele den indre by, hvor bylivet er om aftenen, forklarer Henrik.
Han var med til at oprette specialgruppen City, der især tager sig af narkokriminalitet på gadeplan samt tilser bevillingerne på byens værtshuse og diskoteker.
Det er derfor hans folk, der patruljere i civil på gaderne og værtshusene på Vesterbro og Københavns indre by, hvor det især i weekenderne kan gå hårdt til.
Desværre mener politimanden, at udviklingen går i den forkerte retning især, hvad angår den rå vold:
- Der er tydeligvis mere rå vold med brug af knive og skydevåben. Det fortæller mine folk mig og det kan vi se af de sager, som vi får.
Der er også frustrerede 2. generationsindvandrere i blandt dem gerningsmændene, men det langtfra hele forklaringen, mener Henrik:
- At folk går med pistoler vinder frem overalt, og vold avler simpelthen vold. 2.genereationsindvandrerne mener at danskerne diskriminerer dem. Og man kan vel let konstatere at fordommene trives overalt, og så skal der ikke så meget til før, at det hele kører op i en spids. Og så opstår der voldsepisoder.
Men især udbredelsen af stoffer spiller også en rolle for eskaleringen af volden, mener politimanden;
- Det bliver mere almindelig med kokain på værtshuse og overalt i samfundet. Det er faktisk ikke kun i København at vi støder på flere og flere stoffer, de er faktisk efterhånden også ganske udbredt i provinsen.
Specialgruppen er overgivet til en anden leder, og Henrik fungerer nu som vicepolitiinspektør og operativ leder på Station City med ansvaret for kollegaerne på gaden.

Trækker oftere våben
Henriks langvarige uddannelse har også andre facetter. Politimanden har således også taget en skydeinstruktøruddannelse, hvor man lærer at håndtere svære og farlige situationer eksempelvis hvor en farlig gerningsmand har forskanset sig i en lejlighed med et våben.
- Det handler om at uddanne vores folk i at reagere mest hensigtsmæssigt, at give dem nogle værktøjer. Medierne påstår tit, at politiet skyder for meget i tjenesten, men der skal faktisk meget til før at politifolk trækker pistolerne, forklarer Henrik.
Politikfolk bliver ifølge Henrik udsat for stadigt hårdere situationer de seneste år, der i stigende grad gør det nødvendigt for politiet at bruge våben.
- Det er simpelthen blevet mere råt og mere farligt, og det gør det nødvendigt for os oftere - for en sikkerheds skyld - at trække våbnene, siger politimanden og tilføjer:
- Men husk på, at vi skal stadigvæk indberette samtlige situationer, hvor vi har trukket vores våben og brugt det til at true med. Som jeg siger til kollegaerne før de kører på gaden: Det eneste der er sikkert er, at intet er sikkert. Med andre ord: De skal vurdere alt hvad der sker omkring dem, og handler derefter.

Vikar på Bornholm.
Henrik har dog også haft andre ledelsesopgaver end i København. I tre måneder i efteråret var han leder af politiets beredskab dvs. ordenspolitiet på Bornholm.
- Det har været end god udfordring at prøve noget helt andet, end det jeg har arbejdet med her i København. Opgaverne er i sagens natur anderledes, og der er eksempelvis heller ikke så meget personale på øen, siger Henrik. Gennemsnitsalderen blandt kollegaerne er højere end i København, så uanset hvad kollegaerne kom ud til, så havde de rutinen og overblikket til at løse opgaverne på en god måde. Det fik jeg lejlighed til jeg at værdsætte mange gange under opholdet.
Politimanden har i øvrigt tidligere været på Bornholm for blandt andet at holde foredrag om rydningen af ungdomshuset i fjor.
Derudover bliver der også til et lille bijob i et konsulentfirma indenfor lederudvikling, hvor Henrik underviser forskellige personalegrupper i erhvervslivet om kommunikation og samarbejde.

Hesteglad familie
Henrik bor med sin familie i et hus i Helsinge i Nordsjælland.
- Jeg mødte Susanne på sergentskolen i Høvelte, hvor hun var soldat. Min kone er sjællænder og i øvrigt også politimand, men da jeg så tit er på arbejde, har vi derfor sammen truffet det valg, at Susanne har taget orlov for at hun kan hente og bringe ungerne i daginstitutionerne.
Familien består af tre børn to piger og en dreng i alderen 8,9 og 11 år og ikke mindst tre heste.
- Både min kone og mine børn er meget optaget af heste og ridning. Så for alligevel at se noget til familien, så er jeg blevet formand for den lokale rideklub. Man kan måske sige, at mit engagement i rideklubben har været nødvendigt for, at jeg har kunnet været sammen med familien, ler Henrik.
Henriks forældre bor i øvrigt fortsat i Nexø, så politimanden tager et par gange om året familien hjem til fødeøen så de kan besøge deres bedsteforældre.

------------------------------------------------------------------------

Henrik Hjorth Sommer - kort
Født 1967 i Nexø, hvor han er også er opvokset.
Konstabel og senere sergent i opklaringseskadronen ved Bornholms Værn
Uddannet ved Københavns Politi og tjenestegørende ved Gladsaxe Politi.
Vicepolitikommissær på Bellahøj.
Instruktør i skydning/indtrængning efter farlig gerningsmand/gadekampe.
Delingsfører i beredskabssektionen ved Københavns Politi.
Politikommissær på Station City på Halmtorvet.
Gift med Susanne, der har orlov som politimand.
Parret har tre børn i skolealderen og bor i et hus i Helsinge, Nordsjælland.

Den bornholmske vinmager

2008-02-20T03:27:00.000-08:00

Portrættet af Henrik Poulsen blev bragt i Bornholms Tidende lørdag den 2. februar 2008.

Nexødrengen Henrik Poulsen laver eksklusive vine i Californiens vindistrikt, Napa Valley. Vinsmagning er bedst tidligt om morgenen, mener han.

Af Jarl Cordua

For syv år siden kom Henrik Poulsen til Californiens berømte vindistrikt, Napa Valley. Målet var dengang som nu at blive bedre til at lave vin, men undervejs har Nexø-drengen slået rod og skabt sig en tilværelse som den vist eneste bornholmske vinmager i hele Californien. Bornholms Tidende talte med ham, da han fejrede jul hjemme på fødeøen.

Henrik Poulsen er kun 36 år, men er allerede en erfaren herre, når det gælder vinproduktion. Efter et ophold i Frankrig har han de seneste syv år arbejdet på californiske vingårde - såkaldte ”Wineries”- og senest på en lille vingård i området Rutherford midt i Napa Valley.
- Vi overtog stedet i juli 2006. Sammen med min chef, vinmageren, er det mit ansvar som assisterende vinmager at stå for renoveringen af vingården og de omkringliggende marker. Det er et større arbejde, der først forventes færdigt en gang i 2009, fortæller Henrik, der som assisterende vinmager har meget forskellige og omfattende ansvarsområder:
- Jeg er ansvarlig for alt, der vedrører selve vinproduktionen samt den daglige drift af vingården. Dertil kommer også administration, som giver en del kontakt til det offentlige.

Tidlig vininteresse
Den bornholmske vinmager har et godt bud på, hvor fra hans oprindelige interesse for vin stammer:
- Mine forældre holder også af god vin. Min far trak indimellem en særlig god vin op, som min bror og jeg, da vi blev gamle nok, fik lov at smage. Det har utvivlsomt ansporet min interesse.
Som ung mand arbejdede Henrik på Hotel Balka Søbad i fire sæsoner som køkkenmedhjælper, hvor han fik kendskab til og interesse for både mad og vin. Alligevel gik han ikke i kokkelære:
- Jeg indså, at et arbejde som kok ville være alt for stressende for mig, så den idé droppede jeg, for i stedet at blive udlært som vinhandler i Hellerup. Læretiden gjorde mig nysgerrig i at få et større indblik i vinfremstilling, og derfor begyndte jeg studiet af en engelsk specialuddannelse – en såkaldt ”Master of Wine (MW), som er en slags ph.d.-uddannelse inden for vinens verden. Siden 1954 er der uddannet mindre end 300 kandidater.

Endte i Californien
Henrik havde dog mod på at lære mere om vin og drog derfor ud i verden:
- Min plan var at tage på en tur rundt i nogle af verdens bedste vinregioner, Sydeuropa, Californien, Chile og Argentina i Sydamerika, Australien og Sydafrika. Idéen var at bruge 12 måneder på hvert kontinent.
Første etape forløb planmæssigt, da han begyndte på et 13 måneders såkaldt volontør-ophold på det danskejede slot, Chateau de Haux i Bordeaux i det sydvestlige Frankrig. Henrik syntes dog, at han endnu manglede at få lidt mere jord under neglene og besluttede derfor at acceptere et tilbud om at komme på et 4-måneders høst-ophold i Napa Valley, Californien på vingården ”Newton Vineyard”. Opholdet endte med, at han blev hængende og undervejs fandt bornholmeren sammen med amerikanske Kathy. Dermed blev rundturen på kontinenterne endeligt droppet, og i 2004 blev parret viet på Københavns Rådhus.

Kvalitet frem for alt
Efter i flere år at have lagt sin indsats hos Newton Vineyards, fik Henrik i 2006 et tilbud han ikke kunne sige nej til:
- En tidligere kollega ringede og tilbød mig et job. Vi skulle hjælpe to forretningsfolk, der var gået sammen om at købe en lille vingård, Alpha Omega Winery, der på langt sigt skulle fremstille en af Napa Valleys bedste vine. Jeg så det som en spændende udfordring at få lov til at starte et helt nyt projekt op, accepterede tilbuddet og har arbejdet der siden.
Henrik og hans chef, den schweiziskfødte vinmager Jean Hoefliger, måtte dog starte helt forfra:
- På vingården var der til at begynde med ikke mere end fire hektar jord, og bygningerne på gården, så vi måtte investere i meget nyt udstyr. Vi ville hverken dengang eller nu gå på kompromis med kvaliteten, så derfor måtte vi investere i et helt nyt produktionsanlæg, blandt andet 27 små temperatur-styrede gæringstanke. Vores investorer har fra begyndelsen været klar til at betale, hvad det koster for at kunne lave kvalitetsvin. At have dem i ryggen giver betydelig sikkerhed, fordi vi ved, at de tænker langsigtet og derfor også er tilstrækkeligt tålmodige”.
Det er ifølge Henrik ikke ualmindeligt, at folk fra andre erhverv investerer i vinproduktion:
- I Californien og navnlig i Silicon Valley (et område syd for San Francisco med mange højteknologiske virksomheder red.) findes der mange IT-millionærer. For eksempel solgte en af dem sin IT-virksomhed for 200 mill. dollars og købte så i stedet en vingård.

Lang høstsæson
I Californien varer høsten gerne ti-tolv uger, hvor til sammenligning det kendte franske vindistrikt Bordeaux som oftest har en høstsæson på blot tre-fire uger.
- Vi begynder i august og slutter sidst i november. I år var de sidste druer først i hus 29. november. I høstsæsonen starter arbejdsdagen kl. seks om morgenen med at få druerne ind, og det sker at vi først går hjem kl. 3 om natten. Når der er mest at lave i høsttiden, kan jeg have en arbejdsuge på op til 120 timer, siger Henrik.
De lange arbejdstider er der forståelse for på hjemmefronten:
- Min kone har tidligere selv arbejdet i vinindustrien og ved, hvordan det ind imellem kan være.
I USA er der ikke tradition for, at man holder lang ferie:
- I realiteten har jeg kun to ugers ferie, som jeg bruger i julen. Da jeg var trainee kunne jeg under høsten ogsaa arbejde op til 17 timer om dagen og kun med 1 ugentlig fridag, som jeg i øvrigt brugte på at sove igennem, for at kunne være frisk til arbejdet den næste dag.

Køber druerne
Omkring 60 procent af druerne i Napa Valley dyrkes af avlere, der ikke selv laver vin. På vingården Alpha Omega Winery køber man derfor også de druer, der er nødvendige for produktionen.
- Vi finder gode avlere på langtidskontrakter eller leaser en mark. På en vinstok vokser der typisk mellem 15-25 klaser, men da vi stiller krav om, at der kun må sidde en klase pr. skud på hver vinstok, så bliver 50-75 pct. af klaserne skåret af vinstokkene. Det giver nogle gode druer, men vi må derfor også give høje priser. Et tons druer kan nemt koste 12.000$ eller 60.000 danske kr.
Men her hører udvælgelsen ikke op, for efter selve afstilkningen af drue-klaserne bliver hver enkelt drue også sorteret.
- Det siger sig selv, at der er tale om en utrolig arbejdsom og tidskrævende proces, men det er nødvendigt, for at kunne producere en vin, der kan konkurrere med de bedste i verden, konstaterer Henrik.

Franske egetræsfade
Efter gæring og presning af vinen, bliver den lagt på fade.
- Derved ilter man vinen nænsomt. Det er vigtigt, for uden ilt, så udvikler vinen sig ikke. Undervejs i denne proces, smager vinmageren og jeg regelmæssigt på vinen, for at kunne foretage eventuelle justeringer. Måske er det nødvendigt at foretage en såkaldt ”omstikning”, hvor vi separerer bundfaldet fra vinen. Eller justere indholdet af svovldioxid i vinen, der er vigtig for at styre vinens modningsproces. Undervejs kan vi også ændre blandingsforholdet i vinen af hensyn til smagen, forklarer Henrik
Til at hjælpe sig med arbejdet har han i øvrigt fire erfarne medarbejdere, såkaldte “kælder-rotter”.
- Vinene ligger på forskellige egetræsfade alt efter, hvilken type vin man ønsker at lave. Vi benytter udelukkende fade fremstillet af fransk egetræ, for derved at få en mild smag af træ i vinen. Der er i øvrigt en del vinproducenter, der snyder ved blot at smide egetræsspåner i vinen, for derved at opnå den ønskede smag og garvesyre uden kostbare indkøb af vinfade.

Smager om morgenen
På vingården blandes de forskellige vine for dermed at lave en kvalitetsvin, som smager godt og harmonisk.
- Vi smager på vin, men drikker den ikke. Den spytter vi ud. Til gengæld kan vi i løbet af en formiddag nå og smage på over 100 vine, forklarer Henrik, hvis erfaring er, at effektiv professionel vinsmagning helst bør begynde tidligt om morgenen, hvor smagsløgene er skarpest, og i øvrigt slutte før frokost.
Napa Valley distriktet har i øvrigt samme høje status for californisk vin, som det kendte Bordeaux-distrikt har for fransk vin. Området måler 50 km fra nord til syd, hvor 85 % af produktionen er rødvin, mens resten er hvidvin. Vin fra Napa Valley koster gerne fra 300 kr. flasken og opefter. I Californien bliver der som bekendt produceret meget såkaldt forbrugsvin, som eksporteres til hele verden, men den form for vinproduktion er der ikke noget af på Alpha Omega Winery.

Eksklusiv vin
Det tager to-tre år fra indhøstning af druerne til at man kan slå proppen af vinflasken og nyde den. På Alpha Omega Winery venter Henrik Poulsen og hans kolleger derfor på, at de første halvandet års anstrengelser lever op til deres egne store forventninger.
- Vores første rigtige høst var i 2006. Det vil sige, at vinen først bliver givet fri til salg i 2009, forklarer Henrik.
Imidlertid tager det lang tid at opbygge et navn, som vinproducent. Derfor har vingården i mellemtiden købt vin af druer, der er høstet fra hans gamle arbejdsplads Newtons marker.
Der er i øvrigt restriktioner på udbuddet af vin for ikke at skabe overproduktion, og derfor har myndighederne kun givet vingården tilladelse til at producere 20.000 kasser vin årligt.
- Vi kommer næppe nogensinde over 10.000 kasser. I 2006-årgangen er der således kun produceret 6000 kasser á 12 flasker. Producerede vi mere ville det i øvrigt også gå ud over vinens kvalitet. Ideen er jo, at det skal være en eksklusiv vin.
Vingården forsøger også på anden vis at skabe sig et ry som gode producenter:
- Vi har sendt et par flasker til den berømte og internationalt anerkendte amerikanske vinskribent Robert Parker, hvis anbefalinger kan være forskellen mellem succes eller fiasko. Så nu afventer vi hans dom, siger Henrik fortrøstningsfuld.

Som varmt brød
På vingården havde man håbet på en blød opstart, men lige nu kan deres produktion allerede ikke følge med efterspørgslen:
- Vores vine er for livsnydere med en særlig passion for at drikke eksklusiv vin. Det er kutyme, at kunderne melder sig ind i vores vinklub, hvor de får to flasker vin fire-fem gange om året. Der er slet ingen problemer med at få solgt kvalitetsvin, for det bruger mange californiere gerne penge på. Vi håbede på at 3-400 kunder det første år ville melde sig ind i vores vinklub, men vi fik 1200 abonnenter. Ved årsskiftet til 2008 er der 1800 kunder på vores mailingliste.
Vingården laver i øvrigt både rødvine, hvidvine og dessertvine. Priserne for disse vine er ifølge Henrik Poulsen moderate efter amerikanske forhold:
- De af vores vine som bliver frigivet i 2009 ligger prismæssigt omkring 50-200$ (300-1000Dkr..).
Alpha Omega Winery har ingen planer om at eksportere vin, og derfor skal man ikke regne med at se vin derfra på danske vinhandleres hylder.
Vinmageren har i øvrigt kun pænt at sige om dansk produceret vin:
- Det er ganske glimrende. Man har dog ikke udviklet en særlig lang tradition for vinproduktion, og det gør nok en stor og afgørende forskel, når det gælder om at opnå den højeste kvalitet. Husk på, at Frankrig og Californien til sammenligning har henholdsvis 300 års og 150 års erfaringer med vinproduktion.

Vinsmagning
Henrik erkender, at han også i fritiden drikker vin:
- Jeg overholder næppe lægernes anbefalinger om højst 21 genstande om ugen, for det er sjældent, at der ikke står en flaske vin på middagsbordet, som oftest californisk, men også gerne fra Frankrig, Spanien eller Italien.
Vinmageren har i øvrigt smagt en hel del gode vine i sin karriere:
- Under min uddannelse hos to københavnske vinhandlere fik jeg lov til at smage fantastiske vine, husker Henrik og to meget eksklusive franske Bordeaux-rødvines allerbedste årgange, nemlig Chateau Cheval Blanc 1947 og Chateau Petrus 1959 tæller blandt hans store smagsoplevelser.
Trods gode år med sit arbejde og udsigt til mere succes, så ser Henrik ikke sit liv i vinbranchen som særligt glamourøst.
- Det er ikke for pengenes skyld, at jeg laver vin, for de er egentlig ikke så store. Det er min lidenskab at lave god vin. Det er simpelthen drivkraften i mit liv.
Henrik regner det derfor ikke for sandsynligt, at han en dag vender tilbage for at slå sig ned på Bornholm:
- Nej, for jeg finder mig nok ikke tilrette med et normalt fuldtidsjob, erkender han
Omvendt føler han sig heller ikke specielt bundet til at blive boende i USA:
- Egentlig bosatte jeg mig i USA på grund af et godt jobtilbud. Skulle jeg en dag få et tilbud fra Frankrig, og hvis min kone ellers var indforstået med det, så flyttede jeg gerne dertil, siger vinmageren, der bor med familien i et lille hus 30 kilometer fra sin arbejdsplads.

Bornholm er ferie
Henrik fastholder kontakten til familien i Danmark:
- Jeg ringer gerne hjem til familien i Danmark et par timer hver weekend. Naturligvis savner jeg både dem og mine venner. Men skal man have kontakt med dem, skal det jo planlægges, for selvom en flyrejse til Danmark “kun” varer seksten timer, så gør tidsforskellen på ni timer, at man ikke ”bare lige” kommer forbi eller ringer for at sige hej.
Bornholmeren kan dog godt tage sig i at savne fødeøen:
- Bornholm er for mig ensbetydende med ferie og afslapning, og derfor kommer man da til at savne øen ind imellem.
Hvert år vender han og Kathy dog hjem for at fejre jul hos hans forældre, der stadig bor i barndomshjemmet på Aasen i Nexø.
Henriks far, H.C. Poulsen, drev i øvrigt år tilbage en større smedeforretning i Nørregade.
I juledagene blev der også tid til at mødes med gamle venner fra Østlandet, blandt dem Peter Bræstrup, medindehaveren af Kjaerstrup Chokolade i Snogebæk. Et møde Henrik så frem til:
- Vi forsøger hvert år at mødes til vinsmagning. I 2006 fik vi smagt nogle flasker, der både pris og kvalitetsmæssigt var helt i top.
Henrik har stadig en hel del vin opmagasineret i Danmark, og til årets vinsmagning havde han fundet nogle interessante vine frem af gemmerne. Således var ”årets tema” en såkaldt ”vertikal-smagning” dvs. en helt række forskellige årgange af den fine Bordeaux rødvin Chateau Batailley fra området Pauillac.
- Vi skal smage årgange helt tilbage fra 1960’erne op til årgang 2000. Det bliver ikke en helt billig omgang, men i kraft af gode kontakter har jeg købt vinen til en god pris for år tilbage. Det bliver dog alligevel vinsmagning med vin til op imod 500 kr. flasken, konstaterer den californiske vinmager fra Nexø.

--------------------------------------------------------------------------
Kort om Henrik Poulsen:
Født 1971 i Nexø, hvor han voksede op som søn af Minna Poulsen og smedemester H.C. Poulsen.
Uddannet som vinhandler i Hellerup og København.
Han har siden 2000 arbejdet på vingårde i det berømte vindistrikt Napa Valley i Californien og fra 2006 som del af et lederteam som assisterende vinmager på vingården Alpha Omega Winery, der producerer eksklusiv vin af høj kvalitet.
Henrik Poulsen er amerikansk gift.
Læs mere på www.aowinery.com

Retssalen er skiftet ud med golfbanen

2008-02-04T14:37:00.000-08:00

Portrættet af Robert Koch-Nielsen blev bragt i Bornholms Tidende den 26. januar 2008.

Den kendte advokat nyder sit otium blandt andet med at oversætte bøger om golfhumor.

Af Jarl Cordua

Den bornholmskfødte og stadig kendte erhvervsadvokat Robert Koch-Nielsen kan se tilbage på et begivenhedsrigt liv som advokat for mange store klienter i dansk erhvervsliv blandt dem rejsekongen Simon Spies. Hans navn er også sat i forbindelse med andre kulørte erhvervspersonligheder som Bøje Nielsen og Kurt Thorsen. Endelig har Robert Koch-Nielsen også opnået den ære, at få opkaldt en hel lov efter sig.
Nu er han pensionist og bruger blandt andet tiden på at spille golf og oversætte små bøger med vittigheder fra golfbanen.
En dag i efteråret kom Bornholms Tidende forbi Robert Koch-Nielsens hjem - et større hus på en stille vej i Charlottenlund - for at høre lidt om hans tilværelse før og nu og ikke mindst om advokatens bornholmske forbindelser.

Allerede i 70’erne blev Robert Koch-Nielsen kendt som en af landets bedste skatteadvokater. Men hvorfor dog interessere sig for noget så tørt som skatteret?
- Jeg havde to onkler, der læste jura. Så det blev egentlig anledningen til, at jeg prøvede det fag. Min farbror var ansat som jurist i Købstædernes Forening, som svarer til Kommunernes Landsforening i dag, og specialist i skat og regnskaber. Han blev min mentor, da jeg var ung jurastuderende, og opfordrede til, at jeg specialiserede mig i skatteret. Han så, at der i fremtiden ville blive stor efterspørgsel efter viden om skat. Så det gjorde jeg, og han fik ret.
Efter sin juridiske embedseksamen fra Københavns Universitet i 1958 blev Robert Koch-Nielsen ansat hos advokat Jacob la Cour, som han senere gik i kompagniskab med.
- Jacob la Cour var dengang blandt de førende og meget få advokater, der var inde i skattelovgivningen, husker Koch-Nielsen.

Skatterådgiver
I starten af tresserne ændrede politikerne skattelovgivningen med henblik på at beskatte aktieavancer, formuer, fast ejendom, pensioner og selskaber. Skattelovgivningen blev meget kompliceret for almindelige mennesker, så specialiseret viden og indsigt i skattelovgivningen kom til at spille en rolle for mange, og da stod Koch-Nielsen klar for at tilbyde sin ekspertise.
- Især i årene omkring kildeskattens indførelse i 1970, hvor året forinden var blevet gjort skattefrit, medførte, at det blev nødvendigt for virksomhederne at efterspørge rådgivning om de specielle skatteretlige forhold, som de skulle være opmærksomme på, forklarer Robert Koch Nielsen.
Men skatteret kunne ikke udfylde hele den bornholmskfødte advokats tid:
- Man kan ikke holde ud kun at beskæftige sig med skat. Så halvdelen af min tid gik med også at rådgive om erhvervsjura, dvs. selskabsret og deslige. Men de to discipliner skattejura og erhvervsjura er omvendt også nært forbundne, bemærker han.

Nøgen ind og ud
Som årene gik, blev advokatkontoret la Cour & Koch-Nielsen fusioneret blandt andet med en anden i offentligheden kendt advokat Jørgen Grønborg, sådan at kontoret en overgang hed Koch-Nielsen og Grønborg. Efter endnu et par fusioner hedder advokatkontoret nu blot ”Plesner” og er Danmarks 3. største. I 1999 besluttede Robert Koch-Nielsen sig at trække sig helt ud af virksomheden.
- Når man er ude, så er man ude, konstaterer Koch-Nielsen usentimentalt. Og det passer ham fint:
- Jeg kan selv huske, hvordan det var, når gamle partnere kom tilbage på kontoret. Man havde ærligt talt for travlt til at tale med dem. De var - set med professionelle øjne - ikke længere interessante på samme måde, nu hvor de var ude af alle sagerne osv. Så dengang lovede jeg mig selv, til sin tid ikke at udsætte mine efterfølgere for at have mig rendende.
Normalt koster det intet for en advokat at blive partner i et af de københavnske advokatfirmaer.
- Men man bliver selvfølgelig kun optaget af de øvrige partnere, hvis man kan bidrage med den nødvendige arbejdskraft og viden, forklarer den erfarne advokat.
- I begyndelsen er der en skævdeling af overskuddet, hvor de ældste partnere får mest. Til gengæld får partnerne intet med ud, når de forlader virksomheden ud over, hvad der står på ens kapitalkonto som indskud. Man kan derfor ikke tage penge med ud for sin goodwill, f.eks. en oparbejdet kundekreds. Jeg plejer at sige, at som partner går man både nøgen ind og nøgen ud, siger Koch-Nielsen og ler.

Afløste Glistrup
Igennem sin ca. 40 år lange erhvervskarriere fik Koch-Nielsen kontakt med enkelte farverige klienter. Blandt dem var Simon Spies, som han overtog fra en anden bornholmskfødt skatteadvokat, nemlig Mogens Glistrup:
- Glistrup medvirkede i en fjernsynsudsendelse den 30. januar 1971, der handlede om, hvordan borgerne afleverede selvangivelse efter nogle nye regler i kildeskatteloven. Udsendelsen endte med at gøre ham berømt. Det var ved den lejlighed, Glistrup beskrev skatteunddragere som nogle, der gjorde et ”farligt, men fædrelandsnyttigt job”. Ikke længe efter blev han politiker og havde ikke længere tid til at passe sine klienter, og så blev jeg Simon Spies’ nye advokat.
Samarbejdet forløb udmærket.
- Jeg sad med til morgenmøderne i øvrigt sammen med Mogens Glistrup, som de første par år fortsatte med at deltage. Møderne fandt sted 3-4 gange om året og var en slags bestyrelsesmøder for Spies-koncernen. Derudover deltog en revisor og udvalgte medlemmer af direktionen, og så sad vi og drøftede, hvad der nu var på dagsordenen.
Møderne fandt sted kl. seks om morgenen om vinteren og kl. fem om sommeren.
- Årsagen til det tidlige tidspunkt var, at Spies var blevet irriteret over, at hvis møderne fandt sted klokken ni om formiddagen, så risikerede han, at vi i mellemtiden var blevet optaget af andre møder. Desuden passede det tidlige mødetidspunkt til hans livsrytme, for han var faktisk – hvad mange måske ikke tror - et udpræget A-menneske, der sædvanligvis gik meget tidligt i seng og stod tidligt op.

Tæt på Spies
Koch-Nielsen arbejdede tæt på Spies i 1970’erne og frem til den legendariske rejsekonges død i 1984:
- Når det kom til forretninger, så var en han overordentlig sober, dygtig, men også forsigtig forretningsmand. Mange har et billede af ham, som den dér festpapegøje, og han tog helt sikkert også nogle ordentlige ture indimellem, men det lever ikke helt op til virkeligheden. Men der var bestemt nogle drabelige fester, hvor det blev gået rigtig til den med sjov og ballade, hvor jeg også deltog.
Beskrivelser af ledelsesmøderne i Spies-koncernen har tegnet et billede af rejsekongen som tyrannisk, men det kan Koch-Nielsen ikke helt genkende:
- Han kunne godt være hård over for sine chefer og spille dem lidt ud mod hinanden. Men jeg så det nu som om, han ville have dem til at skærpe deres argumentation på møderne.
Advokaten endte i øvrigt også med at blive ven med sin klient og deltog både i Spies’ bryllup og begravelse.
- Faktisk kunne jeg rigtig godt lide Spies og fik også et tæt forhold til ham Jeg skrev hans testamente og blev udpeget til at være såkaldt eksekutor, hvor jeg skulle udrede boet efter ham.Koch-Nielsen besøgte også Spies, mens han lå ude på Hvidovre hospital:
- Han var helt afpillet til sidst og var godt selv var klar over, at det var slut. Jeg tror, det ærgrede ham, at han ikke fik et par år mere, så han kunne nå at køre hele forretningen rigtig i stilling for sin hustru Janni Spies.
Med Spies død begyndte Koch-Nielsens tid i rejsekoncernen også at rinde ud:
- Jannie Spies giftede sig jo med en advokat, siger Robert Koch-Nielsen med et stort smil og tilføjer:
- Så lige pludselig var der mange mennesker, der skulle blande sig i tingene. Så jeg trak mig stille og roligt fra det hele.
Koch-Nielsen fortsatte dog i årene efter som bestyrelsesmedlem i den almennyttige Spies-Fonden, indtil at han trådte ud som 70-årig.

Lex Koch-Nielsen
Koch-Nielsen blev i 1970’erne også berømt i Danmark for at have udtænkt, hvordan private danskere fuldt lovligt kunne investere i såkaldte anpartsselskaber, sådan at de kunne spare penge i skat.
Sammen med to partnere satte han anpartsprojekterne i system i selskabet ”DMK Leasing”, hvor forbogstaverne står for ”Det Moderne Kontor”, fordi den ene partner udgav et blad, der hed sådan.
- Vi var meget store med at sælge anparter i 70’erne og 80’erne i blandt andet hoteller og A.P. Møller-skibe. Det var succesrige foretagender, som folk var glade for.
Firsernes anpartsselskaber blev dog dengang og siden mødt med megen hård kritik. Til det siger Koch-Nielsen:
- DMK og DIFKO var blandt de seriøse projekter på markedet, men desværre var der mange andre useriøse udbydere, hvor det endte med, at folk blev snydt.
Koch-Nielsen forklarer:
- Vores projekter gik ud på, at private mennesker kunne investere eksempelvis i skibe, hvor de som ejere kunne afskrive skibenes værdi og dermed nedbringe deres indkomstskat. Efter nogle år blev skibene solgt og så blev den samlede værdi af afskrivningerne større end den beskatning, som anpartshaverne fik af gevinsten ved skibssalget. Anpartshaverne fik dermed løbende nogle fradrag, som de kunne bruge til at nedbringe deres indkomstskat. Desuden kunne de udskyde deres skattebetaling, som de også kunne konvertere til en lavere skat.
Men sidst i firserne fik anpartseventyret en ende:
- Vores succes irriterede skiftende skatteministre, så de strammede lovgivningen, så det med tiden ikke længere var rentabelt.
Da den afgørende stramning af skattelovgivningen kom i 1989, kom den ligefrem til at hedde Lex (”lov”) Koch-Nielsen.
- Det kom den nok kun til at hedde, fordi jeg måske var lidt mere kendt end så mange andre, der arbejdede med anparter.
Stramningen endte dog ikke med at gå meget ud over Koch-Nielsen og hans partnere rent økonomisk.
- Vi solgte DMK til Sydbank en måned før, regeringen strammede lovgivningen. Så det blev ikke helt den samme gode forretning for køberne. Så blev vi beskyldt for at have vidst alt om det i forvejen, men vi anede ingenting. Det var et rent held, bedyrer advokaten.

Boet efter Bøje
Koch-Nielsen har fået megen ros af sine klienter gennem årene, men den landskendte og meget omdiskuterede entreprenør og netop afdøde Bøje Nielsen var ikke blandt hans største fans. Da Bøje Nielsen i 1983 gik konkurs tog det - Robert Koch-Nielsen og øvrige af Sø- og Handelsretten udpegede kuratorer - 10 år at endevende boet.
Sagen endte med, at Bøje Nielsen viste sig at blive solvent og fik en check på 89 millioner kr. Bøje Nielsen mente dog, at kuratorerne ikke gjorde arbejdet godt nok, fordi de havde ”foræret” værdierne væk og med salæret på 40 millioner kr. taget sig for godt betalt.
- Faktum er, at kuratorerne gjorde et godt arbejde. Det skyldes ukendskab til sagen, at nogen kan sige den slags vrøvl, mener Koch-Nielsen.
Ikke desto mindre anlagde Bøje-Nielsen i første omgang sag mod kuratorerne, men det tog Koch-Nielsen helt roligt:
- Det er den mest latterlige sag, der nogensinde er rejst, og han var helt uden chance for at vinde den, siger Koch-Nielsen og forklarer:
- Sagen var, at vi fik ophævet nogle kautionserklæringer som Bøje Nielsen havde afgivet til nogle af sine gældsatte aktieselskaber. Desuden fik vi lavet en aftale med kreditorerne og skattevæsenet. Alt dette gjorde, at Bøje Nielsen kom ud af det hele med en pæn sum penge.
Koch-Nielsen lægger ikke skjul på, at sagen efter hans mening i virkeligheden bunder i noget helt andet:
- Problemet var, at Bøje Nielsen igennem en længere årrække havde været misbruger af alkohol og piller, og det gik ud over hans evner til at handle fornuftigt. Det var derfor blevet en slags livsløgn for ham, at det var uretfærdigt, at han blev erklæret konkurs.
Men hvorfor tog det så mere end 10 år at endevende Bøje Nielsens konkursbo?
- Store konkursboer tager tid, fordi alting skal endevendes. Værdierne skal jo realiseres, og måske er det nødvendigt at føre retssager for at få styr på alle aktiver og tilgodehavender. Bøje Nielsens konkursbo var en rodebutik af rang, og derfor tog det så lang tid, at få ryddet op.

Cirkus Thorsen
I slutningen af sin advokatkarriere blev Koch-Nielsen landskendt, da han i begyndelsen blev sat i forbindelse med den såkaldte PFA-skandale. Først i sommeren 2007 og dermed otte og et halvt år efter, at skandalen rullede i medierne, kunne Robert Koch-Nielsen sætte et endeligt punktum for sagen. Det skete, da han i et civilt søgsmål blev pure frikendt af Højesteret for at have noget medansvar for skandalen.
- Jeg var på intet tidspunkt personligt involveret, men det var rart at få det overstået. Så vi lod en flaske champagne springe.
Koch Nielsen lærte Kurt Thorsen at kende i firserne, da han var en ung entreprenør og på vej frem.
- Jeg var aldrig hans faste advokat, men Thorsen kom til mig, fordi han mente, at jeg skulle løse særlige svære sager for ham. Især hvis det havde forbindelse til udlandet.
I begyndelsen af 1990’erne var Thorsen ved at gå konkurs.
- Han havde blandt andet bundet en masse penge i en pløjemark ved Århus. Pludselig vendte alle ham ryggen, men jeg hjalp ham med det praktiske, sådan at han fik en ordning med sine kreditorer og slap for at gå konkurs, husker advokaten.
I lang tid hørte Koch-Nielsen ikke fra entreprenøren. Men i 1996 præsenterede Thorsen ham for et ferieby-projekt i Spanien.
- Det så egentligt fornuftigt ud, og det ville jeg gerne hjælpe ham med.

Gik grassat
Kurt Thorsen ville købe et ejendomsselskab, som var eget af Danske Bank, der dog ikke ville sælge til ham. Alligevel kom et salg i orden til sidst på den betingelse fra bankens side, at Robert Koch-Nielsen medvirkede og fik en fuldmagt over selskabet.
- Det var kulminationen på to-tre års arbejde for Kurt Thorsen. Nu var han tilbage igen på banen i ejendomsbranchen, og han græd af glæde. Jeg var en stor helt i hans øjne, men det blev faktisk også det sidste arbejde, som jeg udførte for ham.
Men da begyndte tingene ifølge Koch-Nielsen at gå skævt.
- I efteråret 1998 gik Kurt Thorsen helt grassat. Der var ikke grænser for, hvad han nu skulle lave. Men i stedet begyndte det ret hurtigt herefter at køre skævt for Kurt Thorsen, fordi han begyndte at involvere sig med en bank i Liechtenstein (LGT Bank), der var fuld af numre. Samtidig fik han en ny finansiel rådgiver, der pludselig kom ind i billedet. Jeg kunne se, at Thorsens engagementer ville kræve for meget arbejde, så jeg holdt mig til at rådgive ham omkring det spanske projekt.

Falske garantier
Koch-Nielsen undgik dog ikke at blive inddraget i Thorsen-affæren:
- Thorsen købte i slutningen af 1998 ejendomsselskabet Gefion. Hvorefter erhvervspressen begyndte at ringe til mig fordi de ville vide, hvem der stod bag ham økonomisk. Jeg var ikke involveret købet af ejendomsselskabet, men jeg sagde naturligvis til Thorsen, at PFA måtte stå frem, for jeg havde jo fået at vide, at det var PFA det stod bag lånegarantierne, fortæller Koch-Nielsen.
Men Rasmus Trads fra PFA kunne ikke stå frem, for så ville det have vist sig, at lånegarantierne var falske.
- Thorsen påstod i øvrigt, at det ikke var dansk kapital, der stod bag ham. Men det vidste jeg ikke passede, og derfor sagde jeg til Thorsen, at jeg ikke længere ville have noget med ham at gøre.
Derefter sendte Koch-Nielsen en pressemeddelelse ud, hvor der stod, at han aflyste ethvert samarbejde med Thorsen.
- Så meddelte PFA pludselig, at de ikke havde stillet lånegarantier. Det passede jo ikke helt, men mit problem var, at jeg som advokat havde tavshedspligt.
I stedet talte Koch-Nielsen med sin kompagnon advokat Jørgen Grønborg, som siden gik over vejen til sin genbo, der var formand for Københavns Fondsbørs og talte med ham. Derefter ramlede hele sagen. Kurt Thorsen blev afsløret og siden idømt seks års fængsel som hovedmanden i sagen.
- Midt i det hele fik jeg pludselig en opringning fra en bekendt, som spurgte, om jeg ikke kom over til ham. Der sad Kurt Thorsen. Jeg har aldrig set et menneske så fuldstændig opløst. Han forsøgte at overbevise mig om, at det var Rasmus Trads, der havde stået bag det hele. Men jeg var nu aldrig selv i tvivl om, at Kurt Thorsen var hovedmanden, selvom at han nok havde bildt sig selv ind, at det hele i virkeligheden var Trads skyld.

Ud af firmaet
Medieomtalen skabte også en del turbulens og omtale, som også kunne mærkes på Koch-Nielsens advokatkontor, og aviserne skrev, at advokaten trak sig som partner for netop ikke at skade kontorets renommé. De spekulationer afviser Koch-Nielsen:
- Kontoret havde en ordning om, at man som 65-årig kunne trappe ned til 80 procent af tiden, og jeg havde noget tid forinden meddelt, at det ville jeg benytte mig af. Jeg havde i mange år arbejdet hårdt og kunne nu se frem til at skulle bruge tid på denne sag. Så jeg gik ud af firmaet og flyttede mine få tilbageblevne sager hjem, så jeg selv kunne afvikle dem løbende.

Stævnet
Robert Koch-Nielsen blev sammen med Thorsens advokater og banken i Liechtenstein stævnet ved et civilt søgsmål af den norske rigmand Kjeld Inge Røkke. Årsagen til søgsmålet var, at Røkke ikke kunne sælge sin aktiepost i selskabet Gefion på grund af PFA-sagen.
- Røkkes strategi var at stævne alt og alle for medansvar for de tab, som han mente, at han havde lidt i forbindelse med PFA-sagen. I 2004 frikendte Landsretten mig for at have noget ansvar, hvorimod LGT Bank og bankens advokater blev dømt til at betale Røkke 67 millioner kr.
Rent teknisk skulle hele sagen så gå om i Højesteret. Men reelt var Koch Nielsen allerede ude af sagen på det tidspunkt, og anden omgang kostede faktisk Røkke endnu en million kr. i omkostninger til Robert Koch-Nielsen. Advokatkontorets ansvarsforsikring dækkede Koch-Nielsens omkostninger.
Robert Koch-Nielsen har faktisk kun én gang været i retten i den sag for at afgive vidneforklaring.
- Men jeg har dog skullet bruge tid og kræfter på at sætte mig ind i sagen, der var ret omfattende. Den fyldte fire ringbind.

Handicap på 14,9
Advokaten har spillet golf i over 25 år, men efter at han er overgået til pensionisttilværelsen, er der blevet tid til meget mere golf:
- Mens jeg arbejdede var det måske kun hver anden weekend, men som pensionist bliver det til 2-3 gange om ugen afhængigt af vejret.
Pensionistens golfhandicap er pænt: 14,9.
- Det skal holdes ved lige, erkender Koch-Nielsen.
Imidlertid er det ikke kun glæderne ved selve golfspillet, der interesserer ham. Indtil videre har Koch-Nielsen også fået udgivet tre små bøger med vittigheder fra golfbanen.
- Det er bøger af to amerikanske forfattere, som jeg med møje og besvær har fået rettighederne til at udgive. Siden har jeg oversat dem til dansk og fået dem udgivet på et lille forlag. De sælger faktisk fint, og jeg har to bøger til på vej.
Bøgernes humoristiske tilgang til golfspillet passer til Koch-Nielsens egen:
- Jo, for det skal være hyggeligt og morsomt at spille golf. Og så får man jo god motion af at gå 18 huller over tre-fire timer. Det bliver til en tur på 8-10 km.
Advokaten har også fastholdt andre vaner fra sit arbejdsliv:
- Jeg spiller tennis hver mandag kl. syv med min gamle partner Jørgen Grønborg. Selvom vi begge er holdt op med at arbejde, har vi dog fastholdt tidspunktet. Det er en god måde at starte ugen op på.

God kunst
Advokaten er kunstinteresseret, og Robert Koch-Nielsen og hans kone holder derfor af at gå på maleriudstillinger. I sommer besøgte de Nolde-museet i Søbøll lige syd for grænsen.
I stuerne i hjemmet hænger der både malerier af blandt andre af Oluf Høst, Børge Hansen, Per Leergaard, Egill Jacobsen, Mogens Hertz og Hans Voigt Steffensen.

Svanekegården
Foreninger med tilknytning til Bornholm har på forskellig vis også nyt godt af advokatens ekspertise og arbejdskraft. De bornholmske hjemstavnsforeninger har en fond med midler, som de deler ud af, og Koch-Nielsen sad med i bestyrelsen i nogle år, indtil at han faldt for aldersgrænsen:
- På et tidspunkt lavede politikerne fondslovgivningen om, og så kom de en dag fra hjemstavnsforeningerne og spurgte mig, om jeg kunne hjælpe dem med at få formalia på plads. Reglerne var således, at hvis advokatsamfundet udpegede en uafhængig advokat, så opfyldte fonden betingelserne for at være en selvstændig fond. Så jeg sagde til advokatsamfundet, at hvis de udpegede mig, så påtog jeg mig hvervet. Det gjorde de, og så hjalp jeg hjemstavnsforeningerne. Man kan sige, at det har været min måde at udføre lidt frivilligt arbejde, siger advokaten.
- Fonden støtter blandt andet hjemstavnsforeningernes træf med lidt midler. Men jeg kan særligt huske, da vi delte lidt penge ud til en fodboldklub for unge bornholmere i København. De skulle bruge midler til trøjer osv. og skrev en utroligt morsom ansøgning, der slet ikke var til at stå for.
Koch-Nielsen har også været involveret i skabelsen af kultur- og foredragsstedet Svanekegården.
- Preben Harris var primus motor for at omdanne ”Gårdkonen”, der var en forfalden bygning i Svaneke i nærheden af hvor han boede, og som man kunne udnytte til et kultursted. Det blev siden til Svanekegården. Sammen med Ole Espersen og Lisbeth Schlüter – Poul Schlüters kone – tog vi initiativet til at få projektet op at stå. Mit job blev at stå for de juridiske rammer, og så ”hjemsøgte” jeg forskellige fonde for at få de nødvendige midler blandt dem Spies-Fonden, hvor jeg dengang selv sad i bestyrelsen.

Sommerhus på Bornholm
Robert Koch-Nielsens forældre var begge indfødte bornholmere.
- Min morfar kom fra Sverige, men ellers er mine aner bornholmske så langt tilbage, som nogen i familien kan huske. Jeg har to fætre tilbage på Bornholm, som jeg stadig har kontakt med.
Advokaten er siden sin ungdom kommet på Bornholm og har også et sommerhus.
- Det er et tidligere husmandssted, der ligger ved Aakirkeby syd for Søndre Landevej, men inde i landet.
Koch-Nielsens kone er fra Nordjylland og har et hus ved Jammerbugten, og det er dér, familien nu primært holder sommerferie.
- Men jeg er på Bornholm et par gange om året. Mest for mig selv eller også har jeg god ven, som jeg spiller golf-turneringen Bornholm Closed (”Bornholm Lukket”) med. I modsætning til ”Bornholm Open” er det bare en lukket hyggeturnering, hvor han og jeg er de eneste deltagere, forklarer Koch-Nielsen.
- ”Turneringen” afvikles hvert år i september, og den går simpelthen hen ud på, at vi tager en runde på hver af Bornholms fire golfbaner på fire dage.

Ægte bornholmer
Koch-Nielsen har kun en snert af sin oprindelige bornholmske accent tilbage:
- Vi snakte borrinjholmsk jemma. Men jeg vendte mig af med at tale bornholmsk. Som advokat taler man meget, og det er nu engang vigtigere, at folk reagerer på indholdet frem for, hvordan ens sprog nu lyder.
Men i ferierne på Bornholm bliver sproget genoplivet;
- Særligt min yngste datter er god til at fange de bornholmske ord. Så når vi er på Bornholm, så venter vi altid ”på pustinj” og vi skal altid ”ij Brøksen”.Robert Koch-Nielsen er far til to døtre, der er begge er i fyrrerne. Han er morfar til fire børnebørn.
Advokaten har også på anden vis formået at bevare relationerne til fødeøen og sad i mange år i bestyrelsen for de to store bornholmske virksomheder Ejnar Jensen & Søn og Peterson-Beck.
- Det var to succesrige bornholmske virksomheder, og det var en positiv oplevelse at arbejde sammen med dem.
Han har også bevaret venskaber til bornholmere blandt andet den tidligere justitsminister Ole Espersen og forhenværende ambassadør Herluf Hansen, der begge gik i samme klasse som Koch-Nielsen på Statsskolen (Bornholms Gymnasium red.) og senere blev studiekammerater, da de begyndte at læse jura på Københavns Universitet.

Vikinge-formand
I sit otium er Robert Koch-Nielsen blevet formand for Charlottenlund Vikingelaug. Hvad er så det?
- Ja, det er en længere historie, som jeg nok lige bliver nødt til at forklare. I 1985 døde min kone efter længere tids sygdom. Et års tid efter traf jeg så min nuværende kone, som boede på Christianshavn, mens jeg boede i Søllerød. Esther, som også er jurist, insisterede på at vi skulle finde et nyt fælles hjem, og det blev så her i vores hus på Viggo Rothes Vej i Charlottenlund. Jeg holdt meget af hende, men hun havde den vane, at hun var vinterbader. Imidlertid fandt jeg Esther så attraktiv, at nettoresultatet blev, at jeg måtte leve med hendes vinterbadning, forklarer Koch-Nielsen.
Men så let slap han ikke:
- Det kære menneske forærede mig så et medlemskab af det lokale vinterbadelaug. Naturligvis fik hun lokket mig med i vandet. Og allerede første gang var det en fantastisk fornemmelse. I hvert fald når man kommer op! Så lige siden har vi faktisk begyndt hver dag med at tage cyklerne og køre ned til Øresund for at bade. Det er forfriskende, og man bliver så veloplagt, når man kommer hjem. Og nu har jeg været formand for lauget i et par år, slutter Robert Koch-Nielsen.

----------------------------------------------------------------------------

Kort om Robert Koch Nielsen

Født 1934 i Nexø som søn af brugsuddeler i Aakirkeby, Andreas P Koch-Nielsen og hustru Else Louise.
Student fra Rønne Statsskole 1953.
Uddannet jurist fra Københavns Universitet i 1958.
Advokat i København siden 1962.
Formand for Dansk Skattevidenskabelig forening 1980-2001.
Medlem af advokatrådets bestyrelse 1981-1987.
Har blandt andet skrevet juridiske artikler i diverse tidsskrifter.
Oversætter og udgiver bøger om golfhumor
Gift. Har to børn og fire børnebørn.
Bor i Charlottenlund nord for København.

Københavns turisme får bornholmsk talerør

2008-01-09T02:39:00.000-08:00

Portrætartiklen med Marie Scott Poulsen blev bragt i Bornholms Tidende den 5. januar 2008.

Hun er 36, mor til en børneflok, forfatter og har en flot erhvervskarriere. Mød bornholmske Marie Scott Poulsen.

Af Jarl Cordua

Bornholmske Marie Scott Poulsen bliver fra 1. januar 2008 ny kommunikationschef i den københavnske turismes organisation Wonderful Copenhagen. I de seneste to år har hun været først pressechef og senest kommunikationschef i FDB – medlemsorganisationen, der ejer Coop dvs. Brugsen-forretningerne. Ved siden af har Marie bemærket sig som forfatter til et par opsigtsvækkende bøger blandt andet om, hvordan det er at være stedforældre til andres børn. Oven i karrierejobbet og forfattergerningen lever hun dog også et almindeligt familieliv med mand og fire børn.

Flot erhvervskarriere
Maries flotte erhvervskarriere begyndte at tage fart for fem år siden. Før det var hun bl.a. hjemmegående husmor, der levede som selvstændig af lidt foredragsvirksomhed, at løse PR-opgaver og skrive artikler. Men en dag i 2003 blev hun informationschef i erhvervsorganisationen Håndværksrådet:
- Det var et godt chefjob at starte i, og en spændende kultur, men efter et par år fik jeg lyst til at arbejde mere med forbrugerpolitik.
I 2005 fik Marie et job som presse og analysechef i FDB og blev i efteråret forfremmet til FDB’s kommunikationschef:
Hun forklarer sin interesse for forbrugerpolitik med, at alle forbrugere hver dag bliver konfronteret med valg, når de handler i supermarkeder:
- Vi kender alle situationen ved køledisken: Skal man købe de gode, men dyre økologiske fødevarer eller skal man købe de billigste, hvor der måske er gået på kompromis med kvaliteten. Jeg ville godt være med til at flytte holdninger i samfundet, sådan at forbrugerne bliver tilbudt kvalitetsfødevarer til en pris, der er til at betale. Så jeg synes, at det har været et fantastisk spændende job, siger kommunikationschefen, som dog snart forlader FDB til fordel for en helt ny udfordring.

Nyt job
Fra nytår er Marie Scott Poulsen ansat som kommunikationschef i Wonderful Copenhagen, der er Danmarks officielle kongres og turismeorganisation med 70 ansatte og som holder til på Gl. Kongevej ved Vesterport station:
- Jeg glæder mig naturligvis meget til at starte i det nye job. Det bliver en stor ledelsesopgave, hvor jeg sammen med syv medarbejdere blandt andet skal forsøge at få udenlandsk omtale af de events, der finder sted her i hovedstaden.
Wonderful Copenhagen opgaver er blandt andet at tiltrække internationale kongresser og sportsbegivenheder til København, og derfor har organisationen også en række synspunkter om byens udvikling m.v.
- Dermed har vi en platform til at præsentere vores synspunkter i offentligheden blandt andet om byens udvikling i almindelighed, og hvad der skal ske med dens kulturinstitutioner. Det er faktisk alt fra Nationalmuseet til planerne om et nyt ungdomshus.
For at understøtte en hensigtsmæssig udvikling for den københavnske turisme, drager Marie Scott Poulsen paralleller til udviklingen for Bornholms turisme
- Bornholm er anerkendt for sin særegenhed, som øen søger at bevare samtidig med, at man også udvikler turismen. Det samme med Københavns turisme: Vi skal udvikle byen, men bevare det særlige ved København, mener Wonderful Copenhagens kommende kommunikationschef.

Studerende og mor
Marie voksede op i Rønne, som datter af to lærere:
- Min mor underviser på Bornholms Gymnasium, mens min far underviste og var bibliotekar på Aavangsskolen i Rønne.
Efter at have taget studentereksamen fra gymnasiet i Rønne tog Marie til København for at læse til religionssociolog på universitetet. Her studerede hun blandt andet nyreligiøse bevægelser og moderne kulturer. I 1999 blev bornholmeren cand.mag., men fik undervejs også lige grundlagt sin børneflok, da hun som 23-årig blev mor til sin ældste søn, Gustav, der nu er 12 år.
På studiet mødte Marie også sin nuværende mand Thomas, og sammen fik de to sønnen Ludvig, der i dag er ni år og siden en datter, Antonie, der nu er syv år.
- Desuden har min mand en søn, Viktor, der er i dag er 10 år. Derfor består familien hver anden weekend af i alt fire børn. Det kræver derfor lidt god planlægning for at få det hele til at hænge sammen, siger Marie, der bor med familien i en stor lejlighed på Østerbrogade.

Børn på gule plader
Imens Marie læste supplerede hun S.U.’en ved på freelance-basis at skrive artikler til forskellige blade som ”Vi forældre” eller ”Vores børn”, der netop omhandlede forhold mellem små børn og deres forældre:
- Jeg fik idéen til bogen ”børn på gule plader”, fordi jeg selv syntes, at rollen som stedmor for min mands søn var svær. Så måske var der et behov for at læse om, hvordan andre i samme situation oplever, hvordan det er at leve sammen med andre menneskes børn.
Så hun interviewede 14 stedforældre om, hvordan de oplevede den situation, det er at være stedforældre:
- Det blev nogle meget følelsesladede interview. Mit budskab med bogen var, at der ikke er nogle lette svar. Men vi behøver heller ikke at være onde mennesker, fordi vi synes, at det er ret svært at bo og leve sammen med børn, der ikke er vores egne. Det kom der megen debat ud af, og bogen fik en del omtale.
Marie medvirkede både i TV2s morgen-tv og i TV-Avisen, og interessen kunne også ses ved et pænt salg af 3000 bøger. Men der var også bud efter hende som foredragsholder:
- Flere forældreforeninger og pædagoger fra hele landet ringede og inviterede mig ud for at holde foredrag om emnet på biblioteker m.v. over hele landet, og jeg holdt vel en 40-50 foredrag. Bogen udfyldte et behov hos mange og interessen tydede på, at stedforældrerollen var sværere end mange troede.
Selv blev Marie ikke overrasket over interessen:
- Flere end 100.000 danskere lever jo i familier med delebørn og stedforældre, så mange kender situationen. Jeg er på ingen måde en ekspert, men var egentlig bare interesseret i emnet og havde lyst til at formidle andres erfaringer.
Er der et godt råd til stedforældre?
- Det er at erkende, at det er et langt udviklingsarbejde at være i en sammenbragt familie, og evt. problemer aldrig går væk af sig selv. Tværtimod skal man sørge for at tale om dem. Børn forsvinder jo ikke, når de bliver 18 år og flytter hjemmefra. Senere kommer der stedbørnebørn og på den måde skal man forholde sig til sin situation som sammenbragt familie altid. Og ikke mindst til alle de mange følelser, der også følger med.

Forvrænget drengebillede
Marie Scott Poulsen har med jævne mellemrum siden sin første bog kastet sig ud i nye bogprojekter. For et par år siden skrev hun en debatbog, der tager udgangspunkt i interviews med helt almindelige teenagedrenge:
- Idéen til bogen fik jeg, fordi mange medier fremstillede drenges verden som mest bestående af kriminalitet, voldsporno og stofmisbrug, som man kender fra avisoverskrifter. Min pointe med bogen var, at mediernes historier om teenagedrenge slet ikke handler om flertallets hverdag, men snarere om en marginal gruppe.
Maries interviewede nogle drenge fra den fodboldklub, som hendes børn spiller i og fra den fritidsklub i bydelen, hvor hendes mand er underviser og vejleder. Interviewene viste, at drengene, når de læste om sig selv slet ikke kunne genkende dette stereotype billede, som medierne fremstillede af teenagedrenge.
- Mit budskab var derfor, at vi også skal huske at tale om alle de drenge, der faktisk klarer sig rigtig godt, og ikke lade debatten overskygge af nogle mediers forvrængede billede af teenagedrengenes verden.
Bogen solgte rimeligt godt, og Marie var rundt i fodboldklubber med foredrag:
- Før min bog, så eksisterede der kun lidt litteratur om emnet. Det var tankevækkende, at alle mine egne forestillinger om teenagedrenges verden slet ikke holdt stik i virkeligheden. Eksempelvis fandt jeg ud af under mine interviews, at drengene faktisk var ret kritiske og afklarede overfor eksempelvis pornofilm. De var bevidste om, at det de så var uden hold i virkeligheden, og jeg fandt ingen tegn på, at de for eksempel havde udviklet et afstumpet forhold til seksualitet.
Marie har netop afholdt et foredrag på VUC om ungdomskulturer med udgangspunkt i interviewbogen om drenge.

Talentløses årti
Senest har Marie givet sig i kast med en ny bog, der handler om menneskers særlige talent:
- Jeg fik idéen til bogen, da jeg snakkede med nogle af mine sønners kammerater. De gav udtryk for deres fodbolddrømme og deres forestillinger om at komme på landsholdet. Så jeg satte mig for at undersøge, hvilket vovemod, der lå bag disse drømme, og hvor den blinde tiltro til ens egne evner egentlig kom fra. Selv var jeg drevet af nysgerrighed for at finde ud af, hvad der kendetegner dem, der kan noget, som vi andre ikke kan.
Marie gik i gang med at interviewe nogle mennesker, som hun mente kendetegnede eliten inden for deres respektive fag. Det var blandt andre balletdanseren Rose Gad, kokken Erwin Lauterbach og Berlingske Tidendes chefredaktør og koncerndirektør Lisbeth Knudsen.
- Fælles for dem er, at de alle har slidt hele deres liv for at blive bedre inden for deres felt. De har bragt ofre ved træning. Hemmeligheden er at de finder glæden ved at gentage øvelser igen og igen for simpelthen at blive bedre. Drivkraften for dem er at vide, at man er sublim inden for sit eget felt, forklarer Marie.
Men med bogen ville hun også gerne debattere, hvorfor det efter hendes mening er blevet så moderne i dag, at eksempelvis kendte mennesker som Paris Hilton bliver berømte for ikke at kunne noget særligt:
- Jeg tror 2000-2010 bliver kendt som amatørernes årti. Der er ingen mekanisme, der sorterer de talentløse fra at få opmærksomhed. Det er lighedsprincippet, der gælder.
Hun peger som eksempel på udviklingsminister Ulla Tørnæs stærkt omdiskuterede idé med at lade kendte mennesker deltage beslutningen om hvilke bistandsprojekter i Afrika, som ministeriet skulle støtte.
- Jeg opfattede forslaget om, at man sætter en kendt aerobicinstruktør til at skulle beslutte den slags for dybt undergravende for hele den ekspertise, som man må formode kender mere til bistandsprojekter, påpeger Marie.

Mad fra bunden
Med fire børn i skolealderen, så har Marie udviklet et talent til at få de praktiske ender i det daglige til at mødes. I sin fritid foretrækker hun at være sammen med børnene:
- Vi går for eksempel over i Fælledparken og spiller fodbold. Derudover holder jeg mig i form ved at løbe rundt om Søerne et par gange om ugen.Marie bruger dog også en del tid på at lave god mad:
- Det gode brød er sjældent - og dyrt. Så derfor prøver jeg at bage vores brød selv.
I øvrigt laver jeg mest muligt mad mest fra bunden med ordentlige råvarer, for jeg er ikke så meget for ”halvfabrikata”. Men vi er omvendt heller ikke fanatiske hjemme hos os. Og med hensyn til råvarer, så må jeg jo erkende, at økologisk kød koster det dobbelte af normalt kød. God mad er blevet for de rige! Det er derfor at vi i FDB opfordrer politikerne til at øge støtten, sådan at flere landmænd omlægger til økologiske produktion. Det kan måske få priserne på økologiske varer lidt ned.
Ikke mindst i kraft af sit arbejde hos FDB, så har Marie naturligvis bemærket de seneste års udvikling i den bornholmske fødevareproduktion:
- Der er kommet flere og meget alsidige bornholmske produkter, og det har været en god strategi at fokusere på det lokale særpræg. Jeg køber eksempelvis bornholmsk hvedemel i Irma, og altid bornholmske rugkiks!

Onsbæk er samlingspunkt
Maries forældre bor i dag i et ombygget sommerhus ved ”Stampen” i Onsbæk lige syd for Rønne, der er det naturlige samlingspunkt for hele familien:
- Vi er på Bornholm tre-fire gange om året og gerne om sommeren og til jul. Mine børn er glade for øen, som de forbinder med badestrand og solskinsvejr, og vi er altid i Brændesgaardshaven.- Og så kommer jeg indimellem også til Bornholm for at holde et foredrag.
Med al den energi, som Marie har, så kan bornholmerne vist trygt regne med det.

--------------------------------------------------------

Kort om Marie Scott Poulsen
Marie Scott Poulsen, f. 1971 i Birkerød, men opvokset i Rønne.
Gift og mor til tre børn plus en bonussøn.
Fra. 1. januar 2008 kommunikationschef i den københavnske turistorganisation Wonderful Copenhagen.
Medlem af erhvervsnetværket VL-gruppe 64.
Uddannet cand. mag og aktuel med en ny bog ”Talent”, der består af interviews med en lang række kendte mennesker om deres særlige talent. Marie Scott Poulsen har tidligere skrevet interviewbøgerne: ”Børn på gule plader” om stedforældres rolle i moderne familier og ”Drenge”, en bog med fokus på alle de helt almindelige teenagedrenge.
Desuden har hun bidraget til bogen ”Tro på det!”, der handler om tro og konfirmation.

Det kræver en god købmand

2007-09-02T09:51:00.000-07:00

Portrætartikel med Claus Juel-Jensen blev bragt i Bornholms Tidende den 20. juni 2007.

Mød bornholmeren Claus Juel-Jensen, der er discountkæden Nettos adm. direktør.

Af Jarl Cordua

Claus Juel-Jensen

Midt ude på en mark ligger en kæmpe firkantet gråhvid klodsagtig bygning, hvor der langs den ene side klart og tydeligt står ”Netto”. Her i udkanten af Køge ligger den delvist A.P.Møller-ejede discount-supermarkedskædes nye moderne hovedkvarter. Ved siden af er opført flere store høje bygninger, hvor store lastbiler kører ud og ind med varer fra enorme lagerhaller. I hovedkvarteret bliver deres udsendte gelejdet op af trapperne til direktionsgangen på 2. sal. Nederst for enden af gangen til højre i et stort og moderne, men ikke prangende kontor, tager Nettos øverste direktør Claus Juel-Jensen venligt imod og byder velkommen.
Bornholmskfødte Claus Juel-Jensen er blandt de højest rangerende erhvervsledere - i hvert fald, hvis man tager hans relativt unge alder på kun 43 år i betragtning. Direktøren har et drenget charmerende smil, venlige intelligente øjne og et imødekommende, men utålmodigt kropsprog, der tyder på et ret højt arbejdstempo i hverdagen. Claus Juel-Jensen er interesseret og ivrig for at komme i gang med interviewet. Ikke fordi det skal overstås, men mere et vink om en stor nysgerrighed med hensyn til, hvad jeg mon kan finde på at spørge om.

Fyret af Krage
Det var faktisk en tilfældighed, der fik Claus Juel-Jensen ind i discount-koncernen:
- Min kæreste faldt i 1992 over en annonce i en avis, hvor der stod, at Netto søgte såkaldte trainee-elever. Så jeg søgte, kom til samtale og blev ansat på stedet, husker Claus Juel-Jensen.
Første arbejdsdag står dog stadig mejslet ind i erindringen hos Claus Juel-Jensen, for han blev nemlig fyret af den daværende Netto-chef Mads Krage. Personligt.
- Det var mødetidspunktet, som jeg havde taget fejl af, men det hjalp ikke, for han fyrede mig på stedet. Men af en eller anden grund, så blev jeg genansat senere samme dag.
Hvorfor ved Claus Juel-Jensen ikke, men det skete formentlig i kraft af en sekretærs beroligende mellemkomst, der fik gydet tilstrækkeligt med olie på vandene hos den daværende topchef:
- Jeg ved ikke lige, hvad der skete. Krage var i hvert fald helt sikkert utilfreds med, at jeg ikke var mødt til tiden. Det var ikke ligefrem en god start, men jeg lovede ikke oftere at komme for sent, og siden havde vi jo et eksemplarisk samarbejde, konstaterer direktøren.

Boede i Tyskland
Netto indledte i starten af 1990’erne sin storoffensiv i de nordøstlige nye tyske delstater som Mecklenburg-Vorpommern, Brandenburg, Sachsen-Anhalt samt Berlin. Claus Juel-Jensen havde i 2½ år bl.a. arbejdet i den tyske bilfabrikant BMWs afdeling for finansiering i München og taler derfor perfekt tysk. Blandt andet derfor overtog han i 1995 ledelsesopgaven med at udbygge Netto-kæden i Tyskland.
- Det var en sjov, men også meget hård tid. Samtidig var vi var oppe mod nogle megastore konkurrenter, som kun var ude på at få os smidt ud af markedet og tilbage i Østersøen, men det lykkedes ikke. For Netto fik derimod en flyvende start i Tyskland. Vi bed os godt fast, ekspanderede hurtigt, og siden er det faktisk gået ret fint, konkluderer Netto-direktøren, som også var glad for at bo med i Berlin og Neubrandenburg.

Overtog chefstolen
Nettos pæne succes i Tyskland var bornholmerens svendestykke og lagde formentlig grunden til, at han senere i 2004 blev tilbudt at overtage chefstolen, når Mads Krage gik af. Claus Juel-Jensen havde heller ingen betænkeligheder, før han sagde ja til jobbet som adm. direktør for Netto:
- Selvfølgelig var jobbet en stor udfordring, men jeg var jo ikke alene om at skulle præstere gode resultater, for vi har et rigtigt godt team. Så da de tilbød mig jobbet, så tvivlede jeg ikke, før jeg sagde ja tak.
Hvad kræver det at få dit job?
- Man skal være en god købmand og så er det absolut nødvendigt at være dedikeret opgaven samt brænde for sagen. Og så kræver det en helt klart opbakning fra hjemmefronten, og det har jeg. Endelig så skal der også noget held til, siger Claus Juel-Jensen.

Ud på gulvet
I hele Dansk Supermarked Gruppen, hvor Netto hører under er det fast praksis blandt samtlige ledere – uden undtagelse – at de mindst én gang om året skal ud og arbejde i en forretning blandt medarbejderne. De skal feje gulvet, fylde varer op og lave praktisk arbejde præcis som alle andre i forretningen. Høj såvel som lav. Men hvorfor er det egentlig nødvendigt?
- Vores forretning er butiksdrift og det handler i al sin enkelthed om, hvordan gør vi det bedst muligt med at indrette forretninger osv. Sådan en dag giver os en bedre forståelse for medarbejdernes hverdag, når vi selv oplever, hvordan tingene rent praktisk fungerer ude i forretningerne, hvor slaget om kunderne jo slås hver eneste dag, siger Claus Juel-Jensen, der dog åbent erkender, at det snart igen er ved at være tiden til at tage en arbejdsdag ude i en forretning.
- Tiden har ikke været til det, fordi jeg lige i øjeblikket arbejder så meget med de lande, som vi ekspanderer i.
Claus Juel Jensens arbejdsdag består af hyppige rejser, hvor han er ude og bese nye forretninger og holde møder med Netto-chefer rundt omkring i de fem lande, hvor Netto er repræsenteret.

Lørdagsmøder
En anden Dansk Supermarkeds-specialitet er de såkaldte lørdagsmøder. Næsten hver lørdag formiddag holder Nettos øverste ledelse et møde, hvor Claus Juel-Jensen sidder for bordenden.
- Det er rigtigt, at det er en tradition, men det er faktisk også vældigt praktisk. For jeg har tre rejsedage om ugen. Derfor giver mødet mig muligheder for at få et bedre overblik og følge med i, hvad der er sket i virksomheden i ugens løb.
Dansk Supermarkeds grundlægger - Århus-købmanden Hermann Salling - var af den gamle skole, men de seneste år har Dansk Supermarkeds nuværende adm. direktør Erling Jensen blødt det tidligere lidt konservative image op:
- Min forgænger i jobbet, Mads Krage, var en demokratisk leder, der altid lyttede til sine medarbejdere. Og selvom jeg nok ikke er ligeså tålmodig, så opfatter jeg mig selv som en demokratisk leder i den forstand, at når vi diskuterer tingene, så er det de logiske og gode argumenter, der vejer tungest, når vi træffer beslutningerne.

Kundetilfredshed
Netto-direktøren er dog meget fokuseret på, hvad der virkelig tæller for at få succes i hans job:
- I sidste ende handler dagligvarehandel kun om kundetilfredshed, og hvad der står på bundlinjen, når dagen er omme. Hver dag kl. 8 så kan jeg se på min PC-skærm, hvad vores samlede omsætningstal har været i hvert land. Og hvis tallene ikke vokser, så er vi bare ikke gode nok. Det er kontant afregning, og vi kan slet ikke tillade os at hvile på laurbærrene.
Claus Juel-Jensen viser ud til en tavle, hvor tilbudsaviser fra fem forskellige lande er sat fast med tegnestifter:
- Her følger jeg med i, hvad vi i hvert land kører med af tilbud i denne uge, fortæller Claus Juel-Jensen og peger rundt på tavlen, som var han en general, der fulgte slagets gang på et landkort.

Netto nr. 1000
Netto runder snart forretning nr. 1000 i de fire lande foruden Danmark, som discountkoncernen er repræsenteret i. Væksten er nærmest eksplosiv, for Netto åbnede sidste år 73 nye forretninger, heraf otte i Danmark. Nettokæden klarer sig meget pænt alle steder. Kun i Sverige kniber det lidt:
- I Sverige havde vi et hårdt år sidste år, men markedet dér er ikke helt, som markedet i Danmark. Jeg forstår godt, at det især for pressen er mere interessant at fokusere på, hvis ikke det også lige dér går efter en snor. Sagen er, at der i forvejen fandtes discountforretninger i Sverige, da vi kom derover, og de svenske forbrugere er åbenbart mere loyale, end man ellers er så mange andre steder. Det gør bare opgaven sværere, og det kræver lidt mere tålmodighed, for et nyt marked tager tid.

Først med økologi
Det er nu mere handling end tålmod, som er Netto-koncernens varemærke. Ledelsens strategiske valg har vist sig at have været rigtige. For eksempel var Netto et hestehoved i forhold til mange andre butikskæder, når det gjaldt om at introducere økologiske varer til forbrugerne:
- Vi er størst på økologi. Netto har en andel på ca. 14 procent af dagligvaremarkedet, men når det kommer til de økologiske varer, så har vi faktisk en femtedel af markedet. Netto var simpelthen fremme i skoene med økologiske varer på hylderne før alle de andre, og vi har bevaret forspringet, vurderer Claus Juel-Jensen.

Dårlige sager
Netto har det seneste år også oplevet et par sager, hvor direktøren selv måtte ud og tage affære. Først var der sagen fra Helsingør, hvor fødevarekontrollen lukkede en Netto-forretning på grund af ”uhygiejniske forhold”, og for nylig var der sagen fra Netto ved Vibegårds Runddel i Rønne, hvor discount-kæden måtte erkende, at virksomheden ikke må filme medarbejderne uden deres vidende. Sagen endte med, at Netto ved et forlig slap 30.000 kroner i erstatning.
I god tid har Claus Juel-Jensen lagt udklippet fra Bornholms Tidende foran sig på bordet, hvor vi sidder for dermed at signalere til deres udsendte, at han skam er parat til også at tale om de to ”dårlige sager”, der har været omtalt i pressen:
- Selvfølgelig er det ikke sager, som vi er glade for, og det er heller ikke altid, at vi er enige i den måde, som de bliver fremstillet på, men det ændrer ikke ved, at vi altid står op til vores ansvar, når der opstår problemer. Det er mig, der i sidste ende har ansvaret for, hvad der foregår i Nettos forretninger og det kan jeg ikke bare uddelegere til andre. Vi ligger jo på hvert andet gadehjørne over hele landet, så når tingene går skævt, som de altså har gjort i de to tilfælde, som må vi hurtigt ud og forklare, hvad vi vil gøre ved problemerne og få rettet op på tingene.

Ny Netto på vej?
Det går rigtigt godt for Netto på Bornholm, og det betyder udvidelser af de nuværende forretninger:
- Vores bornholmske forretninger er ved at blive for små, så vi vil gerne gøre dem større til gavn for kunderne, men også af hensyn til vores gode og stabile medarbejdere. Man kan sige, at vi er ramt af vores succes.
Måske er endnu en Netto-forretning på Bornholm på vej:
- Den første Netto på Bornholm var et sats, som vi fik succes med. Det forpligter, så derfor overvejer vi endnu en forretning på øen, siger Claus Juel-Jensen.

Politikerfamilie
Claus Juel-Jensen er født i Rønne, hvor han voksede op. Faderen Jens Juel-Jensen var indtil 1981 forretningsfører i BAF:
- Men han kom ud for et ”ufrivilligt karriereskift” og købte i stedet Nordre Ellebygaard i Vestermarie. Der flyttede vi til i starten af 1980’erne, da jeg var ca. 18 år,fortæller Claus Juel-Jensen.
Hans mor er Birte Juel-Jensen, der bl.a. er kendt som Aakirkeby Kommunes forhenværende Venstre-borgmester. Men før det var hun bl.a. også viceamtsborgmester og folketingskandidat.
Claus Juel-Jensen har i alt tre søskende. Lillebroren er Venstre-politikeren Peter Juel-Jensen.
Blev man så opflasket med politik?
- Det må man sige. Vores mor var dengang meget aktiv i politik, så mine søskende og jeg blev hevet med ud til møder rundt omkring, hvor vi sad renvaskede med vandkæmmet hår til julearrangementer på plejehjem osv., husker Claus Juel-Jensen.
Som ung HH-studerende på Rønne Erhvervsskolen blev han selv aktiv i Venstres Ungdom på Bornholm og var formand for foreningen i en periode. Mens Claus Juel-Jensen senere læste til cand. merc. på Handelshøjskolen, var han også formand for Venstreforeningen i den lille Kongens Enghave-kreds et års tid.
Har han selv politiske ambitioner?
- Nej, en politisk karriere harmonerer simpelthen ikke med mit arbejde, men jeg synes politik er spændende og følger da meget med, siger Claus Juel-Jensen, der dog ikke fuldstændigt vil udelukke en politisk karriere, men det bliver på et senere tidspunkt.

Ferie på gården
Netto-direktøren tager med familien til Bornholm tre-fire gange om året, og det seneste besøg var i påsken:
- Vi havde en pragtfuld tur. Og så skulle jeg jo lige se om, de andre bestiller noget på gården, griner Claus Juel-Jensen, der selv er partshaver i Nordre Ellebygård, hvor han og familien altid bor, når de holder ferie på Bornholm.
Ferierne går også gerne til Tyskland, hvor Claus Juel-Jensen sammenlagt har boet i mere end 12 år.
Familien holder også af tage på skiferie hvert år, og den går altid - uden undtagelse - til de østrigske alper.

Bor på Stevns
Netto-direktøren har med sin familie slået sig ned på en gård ved Stevns Klint:
- Jeg kan faktisk se hjem, siger Claus Juel-Jensen, der hurtigt rejser sig op af stolen, vender sig mod kontorets store vindue og peger et sted ud i horisonten. Præcis som var han en glad lille skoledreng. Og der er faktisk en glimrende udsigt over Køge bugt fra hjørnekontorets 2.sal.
Direktøren holder selv gården vedlige, men har bortforpagtet det meste af jorden væk:
- Desværre, for jeg har simpelthen ikke tid. Der hører fem hektarer til både med skov og landsbrugsjord. Men jeg har da lige plantet 125 kirsebærtræer, triumferer Claus Juel-Jensen og lyser op i et stolt smil.
Den sparsomme fritid tilbringer han sammen med familien. Netto-direktøren er stadig kaptajn af reserven og lå i sin tid ved Livgarden, da han sprang soldat, men det er slut med øvelser og videreuddannelse:
- Ja desværre. Det er der ikke tid til mere.

Fremtid hos Netto
Claus Juel-Jensen har allerede nået det vidt. Men har han mod på engang at lave noget andet, og hvad er egentlig hans fremtidsplaner?
- Jeg har et pragtfuldt og vildtspændende job, der stadig er en kæmpestor udfordring, så jeg har slet ingen planer om noget andet. Faktisk synes jeg, at dagligvarehandel har så mange forskellige spændende sider, hvor man arbejder med mennesker, medarbejdere og kunder, nye trends, strategiske beslutninger, økonomi, markedsføring, slutter Claus Juel-Jensen.

---------------------------------------------------------------

Fakta om Claus Juel-Jensen:

Født 1963 i Rønne.
Administrerende direktør for Netto siden 2004.
Højere Handelseksamen fra Bornholms erhvervsskole 1985.
Cand. Merc. -eksamen 1992 fra Handelshøjskolen I København.
Ansat i Netto siden 1992, hvor han bl.a. har været chef for Netto i Tyskland.
Parthaver i landbrugsforetagendet Nordre Ellebygaard, der drives af faren Jens Juel-Jensen og Claus’ bror, politikeren Peter Juel-Jensen. Claus’ mor er såmænd Aakirkeby Kommunes fhv. borgmester Birthe Juel-Jensen.
Claus er gift med Gitte, der er cand.polit. og selvstændig inden for ”coaching” dvs. personlig rådgivning. Parret har tre børn, der er henholdsvis tolv, syv og fem år gamle.
Familien Juel-Jensen bor på en gård ved Stevns klint.

------

Fakta om Netto
Netto er et datterselskab af Dansk Supermarked Gruppen A/S, som i øvrigt består af varehusene BILKA og FØTEX m.v. Hele supermarkedskoncernen ejes for 33 pct. vedkommende af arvingerne efter den legendariske, men nu afdøde Århus-købmand Hermann Salling (1919-2006), mens resten dvs. 67 pct. ejes af A.P. Møller – Mærsk A/S.
Nettos forhenværende direktør Mads Krage stod i spidsen for discountkæden siden bgyndelsen i 1981 og indtil, at Claus Juel-Jensen tog over i 2004.
Netto har lige knapt 1000 forretninger i fem lande. Heraf er de 380 i Danmark. Resten er placeret i Sverige, Tyskland, England og Polen.
Netto har fem forretninger på Bornholm. To i Rønne og en forretning i Nexø, Aakirkeby samt Allinge.

Min søn er mit livs læremester

2007-08-28T08:00:00.000-07:00

Portrætartikel med Jørgen Due Madsen blev bragt i Bornholms Tidende den 10. maj 2007.

Mød den bornholmskfødte speciallæge Jørgen Due Madsen, der til dagligt hjælper stress- og depressionsramte videre i livet.

Af Jarl Cordua

Den bornholmske speciallæge i psykiatri Jørgen Due Madsen (54) er en efterspurgt ekspert, når det gælder behandling af svære, men desværre ofte almindeligt forekommende psykiske lidelser.
Speciallægen har siden 1999 sammen med sin ligeledes bornholmskfødte kone, Annette Due Madsen, bestyret en meget læst brevkasse ”Spørg om livet” i Kristeligt Dagblad. Han er også en efterspurgt foredragsholder og har desuden ved flere lejligheder medvirket i programmet ”Go’ Morgen Danmark” på TV2 bl.a. med at debattere spørgsmålet, hvilken rolle patienternes religiøsitet kan spille i den psykiatriske behandling.
Bornholms Tidende mødte i april Jørgen Due Madsens til en snak om hans særlige job, opsigtsvækkende virke og ikke mindst om fødeøen Bornholm.

Jørgen Due Madsen er en åben, positiv, lattermild og smilende mand, men faktisk er hans hverdag fyldt med megen alvor. For til daglig er han både behandler og leder af Afdelingen for Angst- og depressionstilstande, der er et relativt nyt offentligt behandlingstilbud på Psykiatrisk center Ballerup. Afdelingen har netop specialiseret sig i behandling af patienter med ikke-psykotiske lidelser, såsom stress eller depression.

Adskilte patientgrupper
- Depressioner, angst og stress er folkesygdomme, som rammer rigtigt mange mennesker. Hidtil har det normale dog været, at denne gruppe patienter er blevet behandlet det samme sted som psykotiske patienter, der f.eks. er skizofrene, forklarer Jørgen Due Madsen.
Han har dog i stedet gjort sig til talsmand for, at man af hensyn til en effektiv behandling af de ikke-psykotiske patienter skiller de to patientgrupper ad. Det er nu lykkedes med etableringen af denne nye afdeling:
- Idéen med afdelingen er at yde patienterne en helhedsorienteret behandling, der tager udgangspunkt i psykoterapi dvs. i samtaler med patienterne kombineret med medicinsk behandling. Derudover rummer behandlingen f.eks. også undervisning, gruppeterapi og fysisk træning. Vi inddrager også de pårørende i behandlingen, men lægger også megen vægt på forebyggelse. Behandlingen har naturligvis baggrund i den nyeste forskning, man har, fortæller Jørgen Due Madsen, der som speciallæge er uddannet som psykiater. Dvs. at han er uddannet som læge, og specialuddannet i psykiatri. Desuden er han specialist i psykoterapi og samtalebehandling.

Åndelige værdier
Både i og uden for lægefaglige kredse er Jørgen Due Madsen kendt for at sætte fokus på patienternes åndelige værdier i behandlingen:
- Vi møder vores patienter som medmennesker, der fortjener respekt. De har måske mistet fodfæstet i deres liv og behøver hjælp til at erkende, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er så vigtigt i deres liv. De skal måske finde en ny retning. Jeg ser på patienter ud fra et helhedssyn, hvor psykoterapi er et af mine redskaber, men hvor jeg også spørger ind til mine patienters værdier. Baggrunden er, at netop patienternes egne åndelige værdier må bevidstgøres, sådan at de ikke kun styres af samfundets forventninger og en kortsigtet materialisme, som f.eks. nogle gange kan være baggrunden for, at de er blevet syge af stress, siger Jørgen Due Madsen,
Berøringsangsten i forhold til at snakke om Gud og religion i psykiatrien er det også vigtigt for ham at ændre på. Og det er ikke et synspunkt, som han står alene med. En dag holdt Jørgen Due Madsen et foredrag på Århus Universitet for 150 psykiatere, og bagefter kom en kollega over til ham og sagde:
- Jeg ved meget om mine patienters seksualliv, men jeg aner faktisk intet om, hvorvidt de beder aftenbøn.
Kollegaens bemærkning viser ifølge Jørgen Due Madsen, at der er en stigende faglig erkendelse af, at man også bør spørge ind til og inddrage patienternes individuelle åndelige værdier eller religiøsitet i psykiatrien.
- I gamle dage gik folk med sorg eller som havde psykiske lidelser til præsterne, der dengang i praksis fungerede som sjælesørgere. Psykologien blev opfundet som disciplin for 100 år siden og siden dengang var tanker om Gud, religiøse spørgsmål eller åndelige værdier ikke noget, man ofte berørte i den psykiatriske behandling. Det er heldigvis ved at ændre sig nu, siger Jørgen Due Madsen.

Samfundet stresser
Til trods for det, så er det ifølge Jørgen Due Madsen bestemt ikke altid tilfældet, at patienters religiøsitet er fremmende for behandlingen:
- Patienternes religiøsitet kan være ”en hjælper”, der kan få dem videre i rigtig retning ud af deres krise, men den er ”dobbeltsidig”, så usund religiøsitet kan nogle gange være destruktiv for, at patienten kommer videre i behandlingsforløbet. Under alle omstændigheder er mit budskab, at det er vigtigt at spørge ind til patienternes eksistentielle værdier, når de står midt i en tilstand af depression eller svær stress.

Hvad kommer stress af?
- Stress skyldes mange ting, men det handler om, at den der føler stress hele tiden oplever, at han eller hun ikke når de ting, som man har sat sig for. Alvorlig stress kan eksempelvis også komme af en svær skilsmisse, eller fordi man er blevet fyret fra ens job. Det er under alle omstændigheder store belastninger, der kræver meget af folk. Når mennesker bliver syge af stress, så sker det, fordi deres ”psykiske batterier” simpelthen er flade. Derfor kalder jeg stress og depression for en ”batterisygdom”, forklarer Jørgen Due Madsen.
Han er helt med på, at hans synspunkter dermed indeholder en god portion samfundskritik:

- Helt sikkert. For hvor længe skal vi som læger bare blive ved med at reparere på ofrene for en kultur, der i grunden er stressfremmende? Jeg mener, at psykiatere har taget alt for lidt fat på den del af problemet, der simpelthen skyldes, at mennesker overbruger deres tid og ressourcer. Der er efter min mening al for megen fokus på materialisme, hvor mennesker konstant stræber efter at anskaffe sig alle mulige ting som samtalekøkkener og store biler, som de tror gør dem lykkelige.

Hvad gør I ved det?
- Vi forsøger at hjælpe patienterne med at stoppe op og reflektere over deres liv, værdier og grænser. Vi lader dem selv indse, at de har et behov for måske at lægge livet om, for ikke at havne i samme situation. Vi lader dem fokusere på det, der giver dem livsindhold, som f.eks. deres nærmeste venner og familie. Patienterne bliver eksempelvis bedt om at forholde sig til spørgsmål som, hvilke værdier styrer mig og min tilværelse. Er det penge eller venskab? Og det er netop i den proces, at patienterne nogle gange erkender, at det ikke er jagten på materielle ting, men snarere deres egne åndelige værdier, der frem over skal udfylde deres tilværelse i stedet. Den del af behandlingen minder faktisk lidt om at gå på en højskole.

Yngste søn autist
Jørgen Due Madsen er selv opvokset med åndelige værdier. Han blev født i Bodilsker i 1952 i en kristen eller såkaldt ”missionsk” familie. I dag betragter han sig som praktiserende folkekirkelig kristen, der ind imellem kommer i kirken.
- Min far var landmand, men døde tidligt, da jeg kun var 10 år. Min mor var hjemmesygeplejerske i mange år og levede frem til år 2000.
Familien Due Madsen har fortsat en stærk tilknytning til Bornholm;
- Jeg har selv to søstre, der begge bor i Aakirkeby, og så er der min svigerfar, Arne Engell Kofoed, som er 89 år.
Jørgen Due Madsen og hans kone har tre børn:
- Vores ældste søn er snart uddannet psykolog, så vores interessefelt har jo nok smittet lidt af på ham, konstaterer Jørgen Due Madsen med et glimt øjet, men bliver så pludselig lidt alvorlig:
- Min yngste søn Frederik er 23 år. Han er autist, bor på institution og har ikke noget sprog. Det er faktisk ham, der har lært mig mest om livet. Man kan sige at jeg selv har smagt lidt af livets alvor. Det at være forælder til et meget handicappet barn har bestemt givet mig en helt anden klangbund og tilgang til mit arbejde end hvis jeg alene havde læst en masse bøger. Det har givet mig et livsindhold, der præger mit faglige arbejde dybt,forklarer Jørgen Due Madsen
Endelig består familien af husets datter på 16 år, der i øjeblikket går på efterskole.

Parkurser
Den bornholmskfødte speciallæges erfaringer og syn på psykiatri og religiøsitet har givet ham travlt med foredrag hos private virksomheder, på universiteter og naturligvis i lægefaglige sammenhænge, men han har også fået invitationer fra menighedsråd rundt omkring og er derfor ofte ude til ”sogneaftener” for at holde foredrag.
Jørgen Due Madsen underviser også i såkaldte PREP-kurser, hvor par arbejder med deres parforhold:
- Det er en slags kommunikationskurser for par, der bygger på den ny forskning. Kursisterne skal have en indsigt i, hvad der fremmer og hæmmer et parforhold samt hvilke ”ingredienser”, der indgår i et velfungerende parforhold. Det er ikke et kursus for par, der nødvendigvis har problemer med deres forhold. Det kan ligeså godt være velfungerende par, der bare er interesseret i at få lidt inspiration til at udvikle deres parforhold.
Kurserne finder sted i regi af organisationen ”Center for Familieudvikling” og sker sammen med Jørgen Due Madsens hustru, Annette, der er psykolog og familieterapeut og i øvrigt ansat som centerets daglige leder. Centeret har netop i april måned holdt såkaldte PREP-kurser for par i Svaneke. Foreningens aktiviteter får i øvrigt tilskud fra diverse private fonde samt Familie- og forbrugerministeriet.

Populær brevkasse
Sammen med Annette har Jørgen Due Madsen siden 1999 redigeret omkring 400 brevkasser i Kristeligt Dagblad, hvor de besvarer breve fra mennesker med ”ondt i livet”. På baggrund af de mange breve til brevkassen gennem årene udgav parret i 2003 bogen ”Sorgens mange ansigter” med beretninger fra mennesker, som på forskellig vis har oplevet, at livet er blevet tungt og vanskeligt.
Aviser og TV har også haft bud efter Jørgen Due Madsen, men scenevant på TV er han dog ikke blevet:
- Nej, for jeg er altid lidt nervøs, men der er faktisk nogle skuespillere blandt mine patienter, og de siger, at man altid skal være lidt nervøs, for ellers bliver præstationen ikke så god, siger Jørgen Due Madsen med et lunt smil.
Det er dog ikke lejlighedsvis optræden i TV, der driver værket hos speciallægen:
- Dybest set interesserer jeg mig for det enkelte menneske. Alle bærer på deres egen særlige historie, noget de ikke skilter med. Naturligvis er min interesse næret af en nysgerrighed, der dog har bund i en almindelig respekt for mit medmenneske, forklarer han.

Hans egen historie
Som ganske ung bestemte Jørgen Due Madsen sig for at blive læge, og inden han blev færdig på medicin-studiet på Københavns Universitet i 1980 gik han målrettet efter at arbejde med psykiatri og specialisere sig i samtalebehandling af psykisk syge patienter.
- Et af de første lægejobs jeg fik, som ung medicinsk student, var på Skt. Hans i Roskilde.

En lille hjælper
Hvornår lykkes speciallægen så i sit arbejde?
- Det er, når man oplever et menneske rejse sig igen og får fodfæste i sit liv. Jeg forsøger at give mine patienter særligt to ting, som de har brug for. Først omsorg og siden en udfordring for måske at give dem en mere slidstærk retning i deres liv. Men jeg øver mig også hele tiden i ydmyghed. For jeg er ikke Vorherre. Allerhøjst hans lille hjælper, understreger Jørgen Due Madsen med et smil.
- Når patienterne sidder nede i et mørk hul og ikke kan finde nogen retning, så forsøger jeg at hjælpe med at finde en udgang, hvor der er lys for enden af tunnellen, og så gøre vejen så kort som muligt. Det handler på en måde om tro, håb og kærlighed.
Da deres udsendte bemærker, at ”tro, håb og kærlighed” jo netop svarer til det velkendte citat af Paulus fra Nye Testamente, svarer speciallægen med et stort smil:
- Ja, men sund teologi er også sund psykologi.

Slapper af i Bølshavn
Der er ikke plads til megen fritid, selvom Jørgen Due Madsen gerne slapper af med at se fodbold i TV, men ellers er det bedste, han ved, at gå og rode ude i haven.
Familien er dog tilbage på Bornholm omkring fem gange om året, og siden at han og konen købte svigerfaderens hus i Bølshavn, er det stedet, hvor familien tilbringer deres sommerferie:
- Det sted er en lille perle og vores helle, og der leger jeg gerne ”handyman”, så meget som muligt. Og så holder vi af miljøet i Bølshavn og at gå og snakke med de lokale nede på havnen, fortæller Jørgen Due Madsen uden at skjule sin begejstring.
Det er også i huset i Bølshavn, at han forudser, at parret skal tilbringe endnu flere stunder, når de engang overgår til en tilværelse som pensionister.
- Til den tid bliver vi måske ligefrem deltidsbornholmere, slutter Jørgen Due Madsen.

---
Fakta om Jørgen Due Madsen
Født 1952 i Bodilsker, som søn af en landmand og en hjemmesygeplejerske.
Gift med psykolog Annette Due Madsen, der også er bornholmer.
Parret har to sønner og en datter.
Uddannet læge 1980 speciallæge i psykiatri, specialist i psykoterapi
Leder af Afdelingen for Angst- og depressionstilstande, Psykiatrisk Center Ballerup.
Forfatter og foredragsholder.
Sammen med sin kone Annette brevkasseredaktør siden 1999 på Kristeligt Dagblad.
Parret har bl.a. udgivet bogen ”Sorgens mange ansigter” fra 2003.

Masja Juel vil tilbage til Bornholm: Drømmen er at blive guldsmed

2007-08-07T07:18:00.000-07:00

Portrætartikel med Masja Juel blev bragt i Bornholms Tidende den 3. marts 2007.

Mød Rønne-pigen, som i 2002 blev verdensberømt for sit nej til stening af kvinder i Nigeria.

Miss Denmark med samvittighed - nu vil Masja Juel være guldsmed

Bornholmske Masja Juel blev for fem år siden verdensberømt, da den daværende frisørelev og Miss Danmark nægtede at deltage i den internationale skønhedskonkurrence Miss World i Nigeria. En beslutning bornholmeren traf efter at have erfaret, at en nigeriansk domstol dømte en kvinde til døden ved stening på grund af utroskab.

Af Jarl Cordua

En regnvåd fredag i februar satte Bornholms Tidende Masja Juel i stævne på en café på Vesterbro, hvor den nu 28-årige bornholmer bor i dag. Masja Juels liv har ændret sig en del siden 2002. Hun har fx været tvunget til at droppe frisørfaget, men skal nu i gang med at uddanne sig til guldsmed.

Masja sagde nej
Det var i 2001, at Masja Juel blev kåret til Miss Danmark. Året efter i foråret 2002 var det meningen, at frisøreleven skulle repræsentere nationen ved den internationale Miss World konkurrence, der dette år skulle afholdes i det afrikanske land, Nigeria. Men i pressen læste den dengang 23-årige Rønne-pige, at en nigeriansk domstol havde idømt kvinden Amina Lawal til døden ved stening. ”Forbrydelsen” bestod i, at den enlige kvinde havde fået et barn uden for ægteskab. Ifølge nogle af Nigerias muslimske delstaters såkaldte sharialovgivning udløste utroskab en dødsdom, men i dette tilfælde blev dommen dog aldrig ført ud i livet, fordi Nigerias præsident fik den omstødt. Forinden tog Masja Juel så klar stilling til fordel for den nigerianske kvinde, at det gav genlyd over hele verden.
- Så snart jeg hørte om dødsdommen, blev jeg forfærdet. Det virkede meget mærkeligt på mig, at nogen kunne finde på at holde en skønhedskonkurrence i et land, hvor man dømte kvinder til stening. Det hang ligesom ikke sammen. Så på stedet traf jeg min beslutning om ikke at tage til Nigeria, fortæller Masja Juel.

Thornings opfordring
Masja Juel gik dog stille med dørene indtil, at hun i Ekstra Bladet så et læserbrev fra Helle Thorning-Schmidt, der dengang var medlem af EU-parlamentet. I læserbrevet opfordrede Thorning-Schmidt nemlig til, at Danmark ikke deltog i Miss World-konkurrencen på grund af dødsdommen over Amina Lawal:
- Jeg sendte en e-mail til Helle Thorning-Schmidt, hvori jeg skrev, at jeg var helt enig. Så man kan sige, at det var hendes læserbrev, der blev selve anledningen til, at jeg offentligt fik sagt klart fra i forhold til at deltage i Miss World-arrangementet, husker Masja Juel.
Bornholmerens beslutning kom ikke til at gå stille af, for efter at Ekstra Bladet havde skrevet stort om sagen, rullede den videre i de andre medier i Danmark, og interessen for sagen voksede sig hele tiden større. Det førte blandt andet til, at Masja Juel blev inviteret til at medvirke i en lang række TV-nyhedsprogrammer, som fx ”Go’ morgen Danmark” og ”Go’ aften Danmark”. Men det var kun begyndelsen til virakken om Rønnepigen:
- Helle Thorning opfordrede mig til at få flere af de andre landes deltagere til at melde sig fra konkurrencen. For hvis vi nu alle boykottede konkurrencen, så kunne vi måske flytte nogle holdninger, der kunne gavne kvindens situation i Nigeria. Det var en supergod idé, fortæller Masja Juel.

Forsøgt presset
Helt så glat gik det dog ikke, for kun fem andre deltagere fulgte boykotten, uden det dog på nogen måde gjorde Masja Juels bedrift mindre i verdensopinionens øjne. De få afbud havde ikke baggrund i manglende sympati for sagen, men var snarere et resultat af en effektiv PR-modoffensiv fra Miss World-organisationens side. Det fik Masja Juel også selv at mærke, for officials fra Miss World forsøgte hårdnakket at få hende til at stille op i konkurrencen:
- Der var en official, der virkelig forsøgte at presse mig, men hans argumenter gjorde faktisk ikke indtryk på mig. Han kunne have solgt egen bedstemor for at få mig med i det arrangement, men jeg var bare hård. Fx ringede han til mig og sagde, at Europaparlamentet ville have os til at tage af sted. Det viste sig at være direkte løgn. De havde forvansket en enkelt EU-parlamentarikers udsagn, og brugte nu det som argument overfor deltagerne, men Helle Thorning-Schmidt fik faktisk i stedet samlet EU-parlamentet i en protest mod dødsdommen i Nigeria, husker Masja Juel.
Det hele endte i øvrigt med, at Miss World-konkurrencen ikke kunne gennemføres i Nigeria. Uroligheder under arrangementet kostede omkring 200 mennesker livet, så i stedet blev arrangementet rykket til London, men Masja Juel stod fast ved sin beslutning om at blive hjemme:
- Når så mange mennesker var blevet slået ihjel, og det viste sig, at nigerianerne rent ”teknisk” stadig skulle stå for arrangementet, mens der stadig hang en dødsdom over Amina Lawal, så syntes jeg stadigvæk ikke, at der var nogen grund til at deltage.

Brev fra Per Stig
I den danske offentlighed var alle enige om, at den bornholmske pige havde reageret korrekt, og Masja Juel modtog mange roser fra meningsdannere og politikere landet over. Hendes popularitet steg, og også den danske regering viste sin anerkendelse af boykotten:
- Jeg fik et personligt takkebrev fra udenrigsminister Per Stig Møller (K). Han skrev dengang, at der ikke var nok fokus på problemet, og at der skulle gøres mere. Per Stig Møller understregede i hvert fald over for mig, at stening af kvinder bestemt ikke var noget regeringen så igennem fingre med.

Med mor til London
Da den danske skønhedsdronnings afbud og især hendes begrundelse blev kendt uden for Danmarks grænser begyndte udenlandske medier også at kontakte bornholmeren. Masja Juel nåede at blive meget omtalt i Storbritannien, især da den meget respekterede og anerkendte TV-mand Sir David Frost - måske briternes svar på Michael Meyerheim - inviterede hende på morgen kaffe og brunch i BBC s populære morgenprogram, ”Breakfast with Frost” eller på dansk: ”Morgenmad med Frost”, der er en slags engelsk udgave af Go’ Morgen Danmark.
- Min mor tog med mig til London, hvor en bil ventede for at køre os til et fint hotel, hvor vi blev indlogeret. Hos BBC interviewede Frost mig om sagen, bagefter fik vi brunch, og der skulle mor og jeg sidde på hæderspladsen lige ved af Frost, fortæller Masja Juel.
David Frost gjorde et særligt positivt indtryk på bornholmeren:
- Han var sød og rar og havde personlighed. Det var med cigar fra morgenstunden, kys på kinden og bagefter fulgte han mig helt ud til elevatoren. I TV-studiets kulisse sagde medarbejderne til mig, at de var stolte af, at have mig med i showet, og at de var så kede af, at den britiske deltager havde valgt at deltage i Miss World. Det var en meget stor oplevelse.
Masja Juel blev også interviewet til de britiske aviser The Guardian og The Evening Standard, men også den kendte amerikanske nyheds TV-station CNN ringede.
Der var også mange almindelige mennesker, der henvendte sig til Masja Juel:
- Der kom breve fra hele verden. Bl.a. fik jeg et avisudklip om sagen sendt fra Taiwan, hvor afsenderen bare havde skrevet: ”Miss Denmark, Masja Juel, Denmark. Men det nåede da frem. I alt fik jeg vel mellem 50-100 breve, og de var fra både kvinder og mænd. Brevene var alle sammen positive, og de var fra søde og oprigtige mennesker. Nogle sendte endda små gaver med. Bl.a. var der en der arbejdede i en souvenirbutik, der sendte mig en glaskrystal.
Masja Juel møder i dag stadig mennesker, der husker hendes Miss World-boykot:
- Det spørger da til det og udtrykker ofte deres respekt og opbakning til min beslutning dengang, men ellers er det bestemt ikke noget, som jeg selv går og gør opmærksom på.

Big Brother
Mediernes interesse for Masja Juels person varede ved et halvt års tid, og berømmelsen førte også til, at der kom et tilbud til hende om at deltage i det berømte og berygtede reality-TV-show ”Big Brother VIP”. Her skulle den bornholmske pige i 14 dage bo sammen med en halv snes andre kendte danskere i et hus, hvor allestedsnærværende kameraer næsten konstant optog interessante episoder mellem deltagerne, der måtte opstå undervejs:
- Det var en del penge i det, så det var svært at sige nej til. På den anden side var jeg også lokket af udfordringen i at være med og prøve at vinde konkurrencen. Det rykkede nogle grænser for mig at være med i sådan et program. For jeg er ikke sådan én, der har behov for at folk skal se og høre mig hele tiden, så jeg forsøgte at snige mig langs med panelerne, siger Masja Juel.
I showet deltog bl.a. skuespilleren Gitte Stallone og Lise Lotte Lohmann. Andre kendte deltagere var mandeterapeuten Carl-Mar Møller, nøgenmodellen Kira Eggers, politikeren Morten Messerschmidt(DF), musikeren Michael Teschl, curlingspilleren Helena Blach-Lavrsen og prædikanten Moses Hansen.
Big Brother blev alt i alt en positiv oplevelse for Masja Juel:
- Der var da et par ubehagelige episoder undervejs i showet, men generelt havde vi det sjovt. Jeg blev især gode venner med Kira Eggers, som var rigtig sød. Morten Messerschmidt var også en rigtig rar og venlig fyr, selvom jeg helst undgik at diskutere politik med ham. Efter ni dage var det slut, for da blev jeg ”stemt ud” af huset, men så hyggede jeg mig resten af tiden på et godt hotelværelse med lommepenge.

Receptionist hos Duus
Da Masja Juel i foråret 2003 efter endt læretid hos frisørparret Anne og Jan Breckling i Nexø blev færdiguddannet som frisør, flyttede hun til København:
- Det skulle ske noget nyt for mig. Jeg havde mod på eventyr, og jeg mente, at der var mere ”gang i den” i København. Samtidig var jeg også usikker på, om jeg skulle fortsætte med at være frisør.
Hun blev derfor receptionist på et af Københavns ”hotteste” reklamebureau ”Bates”, hvor bl.a. den fra tv så kendte reklamemand Jørgen Duus arbejdede:
- Han var alletiders – en rigtig sjov mand, husker Masja Juel, der tog telefonen hos Bates i det næste års tid.

Modefrisør i København
I 2004 fik hun lyst til at vende tilbage til frisørfaget og fik hurtigt et spændende frisørjob i Københavns indre by, og det blev til en hektisk, men sjov periode i Masja Juels liv:
- Der var to unge fyre, der havde deres egen modesalon i Pilestræde, og her blev jeg rigtig glad for at arbejde. Det var et ungt team, hvor der altid var gang i den i salonen. Der kom en masse folk, og som ”hang ud” med os efter arbejdstid. Vi festede hele tiden og levede ”det vilde liv”. Jeg var også single dengang, siger Masja Juel.
- Vi gik til en masse modefester, for her kom alle dem med de nye og sjove frisurer. Festerne gav os idéer og inspiration til andre frisurer, som vi på en eller anden måde kunne arbejde videre med i salonen.
Masja Juel så dog også modeverdenens skyggesider:
- Der var mange stoffer i modemiljøet, og selvom hverken jeg selv eller andre, som jeg omgik brugte det, så kunne man ikke undgå at lægge mærke til det. Du så det jo ude på toiletterne til modefesterne, hvor folk stod og sniffede kokain.

Tålte ikke farver
De glade dage fik en ende, da Masja Juel en dag besluttede at opgive frisørerhvervet:
- Jeg sloges med hovedpine og følte mig tit meget træt og uoplagt. Hver dag efter arbejdstid måtte jeg ligge og hvile mig et par timer. Hovedpinen havde jeg allerede haft i min læretid. Så kom jeg til nogle lægeundersøgelser, og de viste, at jeg ikke kan tåle hårfarver. Jeg kunne måske have fortsat som frisør, men omvendt vil jeg ikke gå på kompromis med mit helbred. Det er det trods alt ikke værd.

Træt af modebranchen
På samme tidspunkt fandt Masja Juel sin kæreste, som i øvrigt er fra Svaneke, og mødet med ham var også med til at give hendes liv en ny drejning:
- Mit stop som frisør gjorde, at jeg kom væk fra modebranchen, og så indså jeg, at der var andet i livet end fester. Modebranchen er en meget overfladisk verden, hvor det for mange hele tiden drejer sig om at få opmærksomhed. Det er da sjovt i en periode, men i længden er det trættende, siger Masja Juel, som ikke savner fortiden:
- Jeg har vel en anden indstilling til modebranchen end så mange andre, og det har sikkert hjulpet mig, at jeg holder begge ben på jorden. Det hjælper også, at jeg har fået en ordentlig opdragelse og kommer fra et godt hjem. Det giver én en solid ballast med i bagagen, selvom man sagtens kan ”falde i” alligevel. Men jeg er opdraget med frihed under ansvar, og mine forældre har altid stolet på min dømmekraft.

Søger læreplads
Efter at jobbet som frisør blev kvittet, læste Masja Juel dansk, engelsk og psykologi som HF-enkeltfag:
- Det var en tænkepause, hvor jeg overvejede fremtiden. Jeg overvejede at læse til jordmoder, men jeg syntes, at det blev for sent, før jeg blev færdig.
I stedet besluttede Masja Juel sig for at forfølge en anden gammel drøm, om at blive guldsmed:
- Jeg elsker smykker. Da jeg var lille gik jeg altid ude hos min far i hans værksted, hvor jeg syslede med alt muligt, og som barn tegnede jeg meget, så det det kreative har altid haft min interesse, siger Masja Juel der også har prøvet at designe smykker:
- Ved siden af frisørsalonen, hvor jeg arbejdede, lå en guldsmed, som ud fra mine idéer lavede smykker, dog kun til mig selv.
Uddannelsen til guldsmed varer fire år, og derfor begynder Masja Juel inden så længe på teknisk skole, hvor hun skal gå det næste år.
- Jeg søger dog med lys og lygte efter en læreplads, men det er som at finde en nål i en høstak, erkender Masja Juel, som både leder i København og på Bornholm.
Ind imellem har bornholmeren også arbejdet som fotomodel, men den karriere bruger hun ikke meget tid på:
- For at være helt ærlig, så interesser det mig faktisk ikke. Lige nu lever jeg af at servere på en fransk restaurant her på Vesterbro.

Tilbage til Bornholm
Hendes nærmeste familie bor stadig i Rønne. Masja Juels mor gør rent på sygehuset, mens hendes far er smed hos TN’s maskinværksted i Rønne. Forældrene får dog mindst én gang om måneden, besøg af deres datter, og det er Masja Juels plan efter endt uddannelse som guldsmed, at hun og kæresten flytter tilbage til Bornholm:
- Jeg kunne godt tænke mig at blive selvstændig med eget værksted og butik. Drømmen er at designe og lave egne smykker på bestilling og sælge dem til en fornuftig pris, slutter Masja Juel.

Ministeren blev meningsdanner

2007-07-30T01:26:00.000-07:00

Portrætartikel med Anita Bay Bundegaard blev bragt i Bornholms Tidende den 23. februar 2007.

Af Jarl Cordua

Som radikal bistandsminister under Poul Nyrup Rasmussen blev bornholmskfødte Anita Bay Bundegaard ind imellem skældt ud for at sige sin mening. Det bliver hun ikke mere. I dag er hun redaktør på dagbladet Politiken og sidder for bordenden for avisens såkaldte ”lederkollegium”. Det er en gruppe af avisens redaktører og journalister, der lægger linjen for, hvad Politiken mener om forskellige dagsaktuelle politiske sager. Med andre ord: Anita Bay får penge for at sige – og navnlig - skrive sin mening.

Bornholmske Anita Bay Bundegaard er i dag redaktør på dagbladet Politiken

Denne dag i februar tager en venlig og afslappet redaktør imod Bornholms Tidendes udsendte og inviterer på en kop kaffe i Politikens kantine. Anita Bay Bundegaard ligner de billeder, som man har på nethinden fra hendes ministertid: den høje slanke smilende skikkelse med det blonde pagehår.

Politisk aktiv
Anita Bay Bundegaards liv har i mange år drejet sig om politik på den ene eller den anden måde, og hun kommer også fra et politisk interesseret hjem:
- Den politiske interesse har jeg fået ind med modermælken, for vi var en meget diskussionslysten familie, især på min fars side. Min farfar sad i sognerådet, men ellers har vi ikke været politisk aktive, før jeg blev det i Det Radikale Venstre.
Det var dog først, da Anita Bay Bundegaard flyttede til København og begyndte at studere engelsk og spansk, at hun meldte sig ind hos de radikale. I midten af 1980’erne fik hun et studenterjob på Christiansborg hos den navnkundige radikale retspolitiker MF Bernhard Baunsgaard (1918-1996), der i dag især huskes for sin insisteren på at bevare en - sammenlignet med i dag - ganske lempelig flygtninge- og indvandrerlovgivning. Den tid satte sig spor hos bornholmeren:
- Han har betydet utrolig meget for mig. Mange har glemt den tid, men jeg husker den tydeligt, for det var på det tidspunkt, at udlændingedebatten for alvor begyndte at køre herhjemme. Det var ikke altid lige behageligt, for der gik ikke en uge, uden at vi modtog post på kontoret, som vi ikke turde åbne, men Bernhardt var alligevel ude at deltage i en masse debatmøder også med Den Danske Forening, siger Anita Bay Bundegaard om sin gamle mentor.

Surt og sødt
Anita Bay Bundegaard opstillede selv til folketinget ved flere valg - dog uden at blive valgt. På Bornholm var hun kandidat for Det Radikale Venstre ved folketingsvalget i 1998. Mange husker dog formentlig hendes tid som udviklingsminister 2000-2001, hvor Anita Bay Bundegaard indimellem måtte lægge ryg til hård kritik bl.a. fra sin egen statsminister, Poul Nyrup Rasmussen. Det skete, fordi hun som minister klart fik sagt, at Danmark med tiden blev nødt til at åbne sine grænser for flere flygtninge. Det synspunkt var ikke populært alle steder i regeringen, og statsministeren tvang herefter sin udviklingsminister til at ”æde” sine ord i sig igen. De journalister, som skrev om ulande kunne dog godt få øje på den engagerede og vidende udviklingsministers kvaliteter, så efter afgangen som minister, tildelte de Anita Bay Bundegaard den såkaldte Nairobipris som en hæder for hendes indsats.
Om sine erfaringer i toppen af dansk politik, siger hun i dag:
- Politik er sammensat af elementer, der er ret dragende, og så er der andre ting, der er knapt så tiltrækkende. Man må dog tage det sure med det søde, for ellers kan man ikke holde det ud. På en måde er det fantastisk at opleve, at du faktisk kan påvirke beslutninger for samfundet. Men det kan også være forfærdeligt beskidt på mange måder, fordi andre også vil have del i magten. Ind imellem ligner politik bare én stor magtkamp.

Comeback?
Anita Bay Bundegaard udelukker dog ikke helt et politisk comeback for sig selv:
- Man skal aldrig sige aldrig med politik. Da jeg blev minister i 2000 havde jeg jo trukket mig ud af det hele og sad dengang på Politiken i et job som debatredaktør. Jeg troede faktisk ikke selv på, at jeg skulle vende tilbage. Jeg har dog ingen aktuelle planer om at vende tilbage til politik.
Men hvad mener den tidligere radikal minister så om de radikales kursskifte det seneste år:
- De radikale har gjort sig fri af den tidligere alliance med socialdemokraterne og lagt sig der, hvor partiet traditionelt ligger, dvs. mellem VK og Socialdemokratiet. Dermed kan de radikale bruge deres mandater frit. Den strategi, tror jeg, er rigtig, siger Anita Bay Bundegaard.

Internationalt job
Sidste år kom Anita Bay Bundegaard tilbage til Danmark efter fire år i Genéve i Schweiz, hvor hun havde arbejdet for UNHCR - FN’s flygtningehøjkommissariat:
- Jobbet gik ud på at rådgive kommissæren i forhold til de enkelte af verdens nationer, som UNHCR samarbejder med, fortæller Anita Bay Bundegaard, hvis øverste chef var hollænderen Ruud Lubbers, der i disse år var flygtningekommissær - en post som danskeren Poul Hartling i øvrigt sad på i årene 1978-85.
UNHCR stod over for en vanskelig opgave, lige da Anita Bay Bundegaard tiltrådte sin stilling:
- I 2002 pressede de vestlige stater i Europa på for at ophæve eller ændre FN’s såkaldte ”flygtningekonvention” fra 1951. De mente, at konventionen var forældet, og det ”lå i kortene” at disse landes mål var, at modtage færre flygtninge. De samme vestlige stater finansierer i øvrigt også UNHCRs arbejde.
Men UNHCR var også presset fra anden side:
- Vi talte også med de lande i Afrika og Asien, som rent faktisk havde båret størstedelen af byrden med at tage imod alle de flygtninge, som var flygtet fra borgerkrig og hungersnød. De afrikanske lande følte ikke, at europæerne påtog sig deres andel. De oplevede tværtimod, at Europas lande lukkede grænserne.

Svær opgave
Derfor stod UNHCR i et dilemma, hvor det gjaldt om at finde en løsning, der hjalp flygtningene, men som også tilgodeså landene i Europa og Afrika mest muligt. Det var en svær opgave:
- Der kom en meget vanskelig proces i gang, hvor UNHCR var den ramme, hvor forhandlingerne kunne finde sted, og hvor vi spillede en egentlig mæglerrolle mellem parterne - de vesteuropæiske donorstater og de enkelte afrikanske og asiatiske lande, der stod med alle flygtningeproblemerne. Det gav et helt utroligt pres på modtagerlandenes i forvejen ret sparsomme ressourcer, forklarer Anita Bay Bundegaard og peger på eksempler som Pakistan og Iran, der tog imod næsten alle de mange flygtninge fra Afghanistan, og på lande som Uganda, Tanzania og Burundi, der de år også tog imod et betydeligt antal flygtninge.
- Blandt løsningerne var, at UNHCR ved hjælp af udviklingsbistand fra Europa satte forskellige projekter i gang i de afrikanske lande, der på en eller anden måde kompenserede dem for deres store andel af flygtningeopgaven. Omvendt kunne vi få landene i Europa til at finansiere projekterne, så flere af flygtningene kunne blive i deres nærområder. Men det kunne også være at hjælpe flygtninge, der allerede var kommet hjem og skulle i gang med en ny tilværelse. Eksempelvis gik et UNHCRs projekter ud på at hjælpe mennesker i Sierra Leone, der er vendt hjem efter 10 års borgerkrig.

Skepsis
- Men det var meget svært, især fordi de sydlige lande nærer stor skepsis til de vesteuropæiske landes regeringer. Derfor lykkedes det kun delvist at løste opgaven. Vi fik ryddet noget af mistilliden af vejen, skabt en fælles forståelse mellem alle lande for at løse opgaverne og fik sat nogle projekter i gang. Men udviklingspolitik er desværre ofte kun kortsigtet, konstaterer Anita Bay Bundegaard i dag.
VK-regeringens stramninger i Danmarks flygtningelovgivning efter regeringsskiftet i 2001 påvirkede ifølge Anita Bay Bundegaard også forhandlingerne:
- Vi mærkede det på samarbejdsklimaet mellem parterne og næsten med det samme. Når de afrikanske lande registrerede at grænserne til Vesteuropa nu blev yderligere lukket for flygtninge, mens de stod over for at skulle modtage flere hundredetusinder, så var deres reaktion, at de vestlige lande nu igen overlod flygtningebyrden til dem. Det gjorde det endnu sværere end før at finde fælles løsninger, der kunne hjælpe flygtningene og afhjælpe de lande, hvori de befandt sig.

I flygtningelejre
Anita Bay Bundegaard rejste meget i de år, især i Afrika, men også til de europæiske hovedstæder, for at forhandle med de enkelte landes regeringer. Hun var også ude at besøge flygtningelejrene:
- Vi tog derud, fordi det var vigtigt for os, der arbejdede i UNHCRs hovedkvarter i Genéve og havde kontakten til donorlandene at kende flygtningenes situation og behov, og medarbejdernes arbejdsvilkår i flygtningelejrene.
Anita Bay Bundegaard fik i UNHCR kolleger fra hele verden:
- Det var en meget anderledes arbejdsplads, for medarbejdernes multikulturelle baggrund gjorde, at vi så meget forskelligt på mange store og små ting i det daglige.

Meningsdanner
Før hun blev minister var Anita Bay Bundegaard debatredaktør på Politiken, og efter fire år i udlandet vendte hun sidste år tilbage som redaktør. Anita Bay Bundegaard er helt på det rene med, at hun fik jobbet blandt andet på grund af sine markante holdninger bl.a. om flygtninge og indvandreres vilkår:
- Politiken kendte jo mine politiske synspunkter, og avisens og mine synspunkter stemmer da grundlæggende overens. Jeg kunne derfor ikke skrive lederartikler på en avis som fx Jyllands-Posten, siger Anita Bay Bundegaard, der er sig fuldt bevidst om, at hun som lederskribent mv. skal være med til at flytte holdninger i samfundet:
- I min stilling har man da indflydelse på meningsdannelsen i samfundet. For mange hæfter sig ved, hvad Politiken mener om en bestemt sag, konstaterer Anita Bay Bundegaard.

Tøger er med
Men hvad går jobbet konkret ud på?
- Det er mit ansvar, at der hver dag er en lederartikel i Politiken. Kollegiets medlemmer holder et møde hver dag kl.11.30, hvor vi diskuterer forskellige idéer til, hvad den næste dags lederartikel skal indeholde, og hvem der skal skrive den. Og så er jeg den, der lige ser lederartiklen igennem en sidste gang, før den går i trykken, siger Anita Bay Bundegaard.
De emner, som lederartiklen behandler, tager ofte udgangspunkt i et aktuelt emne, som avisen har skrevet om på nyhedssiderne:
- Det kunne fx være Darfur-krisen, som er en humanitær katastrofe, som Politiken har skrevet meget om, siger Anita Bay Bundegaard.
I lederkollegiet er der godt fem faste skribenter inklusive Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, men det er ifølge Anita Bay Bundegaard ikke sådan, at kollegiet skal være enige om én holdning:
- Politisk meningsdannelse er en kollektiv proces. Så vi diskuterer emnerne, og der er selvfølgelig nuancer og til tider store forskelle i vores holdninger til de forskellige emner.
Anita Bay Bundegaard tager dog selv sin tørn bag tasterne:
- I snit skriver jeg 2-3 lederartikler om ugen. Derudover skriver jeg en søndagskommentar. Endelig redigerer jeg en opinionsspalte inde på avisens debatsider. Fra tid til anden laver jeg også interviews, hvis et særligt aktuelt emne kræver det.

Kommentator
Politiken, der længe har været partipolitisk uafhængig, men har et social-liberalt udgangspunkt har det seneste år opprioriteret opinionsstoffet i avisen. Bl.a. derfor har avisen siden 1. oktober placeret sin leder på forsiden, som avisen gjorde i grundlæggeren Viggo Hørups tid (1848-1902). Den strategi har gjort lederskribenter som Anita Bay Bundegaard mere synlige:
- Vi signerer nu vores lederartikler, så alle kan se, hvem der skriver.
Ligesom Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden ofte optræder i den offentlige debat i TV med meninger og analyser, så er der også bud efter Anita Bay Bundegaard:
- Det hører med til jobbet at være avisens ansigter udadtil og optræde i TV eller i radioen ind imellem. Fx er jeg fast politisk kommentator på Danmarks Radios P1-debat en søndag om måneden.

Bor i Tisvildeleje
Selvom Anita Bay Bundegaard har travlt i sit nye job, lægges vejen fra tid til anden forbi fødeøen:
- Jeg kommer typisk på Bornholm til jul og så om sommeren. Min far bor stadigvæk i Tejn, og så har jeg en søster og en niece derovre, som jeg naturligvis besøger. Det er jo blevet meget nemmere og hurtigere at komme til Bornholm med toget over Sverige og katamaranfærgen fra Ystad.
Hun tvivler dog på, at hun en dag slår sig permanent ned på øen:
- Min mand og jeg bor i Tisvildeleje i Nordsjælland, hvor vi har et hus. Det ligger ved havet med frisk luft og masser af skov. Bornholm er et lille samfund, hvor jeg holder af at komme, men efter en uges tid, så savner jeg fastlandet. Fra mit hjem i Tisvildeleje pendler jeg hver dag med toget ind til Københavns centrum, og det er ideelt, for jeg kan nemlig godt lide at dele min tid mellem byen og landet, slutter Anita Bay Bundegaard.

----------------------------------------

Kort om Anita Bay Bundegaard

Født 1963 i Tejn.
Hun er datter af fhv. fisker Erling Bay Mogensen, Tejn og Inge Mogensen (d. 2002)
Student fra Rønne Statsskole 1983 efterfulgt af studier i engelsk og spansk på Københavns Universitet og Handelshøjskolen.
1994-96 var Anita Bay Bundegaard studievært og journalist på Bornholms Radio.
Opstillet som folketingskandidat for Det Radikale Venstre bl.a. på Bornholm 1994,1998 og 2001.
Blev landskendt som udviklingsminister i Poul Nyrup Rasmussens sidste SR-regering 2000-2001,
I årene 2002-2006 bosat i Geneve, Schweiz, hvor hun arbejdede som særlig rådgiver for FN’s Flygtningehøjkommissariat.
Siden marts 2006 har hun arbejdet som redaktør og lederskribent på dagbladet Politiken.
Anita Bay Bundegaard er gift med forfatteren Christian Bundegaard, og parret bor i et hus i Tisvildeleje, Nordsjælland

Kunsthåndværk handler ikke kun om salg

2007-07-30T00:21:00.000-07:00

Portrætartiklen af forretningsindehaveren Tine Hertling fra "Bornholms Kunsthåndværk" i Hørsholm blev bragt i Bornholms Tidende den 27. januar 2007.

Af Jarl Cordua

Tine Hertling driver en lille forretning med bornholmsk kunsthåndværk i Hørsholm. Det gør hun alene på grund af sin interesse for glas og keramik, men ikke mindst for Bornholm.

”Bornholmsk Kunsthåndværk” er navnet på en lille hyggelig forretning, der drives af Tine Hertling i Hørsholm, nord for København.
Bornholms Tidende kiggede forbi en solbeskinnet sensommerdag i september
Jeg havde ringet i forvejen, for forretningen har kun åben i weekenden og efter aftale. Tine Hertling har tidligere forsøgt sig med længere åbningstider, men det kunne økonomien ikke klare:
- Min forretning er en decideret hobby, og bunder i, at jeg interesserer mig utroligt meget for glas og keramik, forklarer Tine Hertling, som tidligt grundlagde sin interesse:
- Da jeg var barn, kørte vi ofte rundt på Bornholm og så på glas og keramik, og det gør jeg faktisk stadig, fortæller Tine Hertling, der udbyder kunsthåndværk fra en perlerække af øens bedste glas- og keramikkunstnere. Her er ting fra keramikerne Eva Brandt, Anne Stougaard, Lene Fensholt, Evelyn Noval, Cassius Clay på Balka og Eva og Melon Warns fra Jakobsen Paradis Keramik. Glaskunst er repræsenteret med ting fra Gudhjem Glasrøgeri og kunstnere som Marie Høm, Karin Høgberg og Elsebeth Belgsting.

Livsglæde
Til daglig arbejder Tine Hertling ellers som sygeplejerske på rygkirurgisk og reumatologisk afdeling på Hørsholm Sygehus, men fritiden er helliget forretningen:
- Den er et frirum fra mit arbejde på sygehuset, der jo i sagens natur handler om sygdom og nogle gange død og folks fysiske elendighed. Kunsthåndværk er totalt omvendt. Det er først og fremmest sjæl, personlighed, men ikke mindst livsglæde. Og det danner ligesom modvægt til mit daglige job, mener Tine Hertling, hvis forretning for første gang slog dørene op for syv år siden.

Bornholmske aner
Men hvorfor er det netop bornholmsk kunsthåndværk, som hun brænder for?
Selv er Tine Hertling af dansk-grønlandsk afstamning. Hun er født i Nuuk på Grønland, og hendes fars bror er politikeren Knud Hertling, der i sin tid var grønlandsminister. Men det er gennem hendes mors slægt, at der er en forbindelse til Bornholm, som i øvrigt kun er blevet stærkere gennem årene:
- Jeg er kommet så meget på Bornholm igennem hele min barndom og naturligvis især i ferierne. Så interessen for øen har at gøre med en masse gode barndomsminder. Min mor mistede sine forældre meget tidligt, men der var en ældre slægtning i Rønne, som vi kaldte ”oldemor” og som boede i Landemærket. Hende besøgte vi ret tit, indtil hun døde som 97-årig i 1991, men vores familie har i det hele taget altid hygget sig derovre, fortæller Tine Hertling, som selv har sommerhus ved Sommerodde i Poulsker. Og ikke langt derfra i Østre Sømark har både hendes bror og forældrene sommerhus og Tine Hertling fortæller, at forældrene er så glade for Bornholm, at de faktisk har opholdt sig på øen hele sommeren.

Det bedste sted
Hendes egen begejstring for Bornholm er ikke mindre, faktisk overvejer Tine Hertling at flytte permanent til øen:
- Jeg er helt sikker på, at jeg en dag skal bo på Bornholm. Det er det bedste sted i hele verden. Men vi flytter nok først, når børnene er blevet store, siger Tine Hertling, som også selv voksede op i Hørsholm, hvor hendes far var advokat.
Tine Hertling og hendes mand Ken bor sammen med deres to drenge på 11 og 15 i et ældre hus, som de stadig renoverer. Huset har tilhørt hans bedsteforældre, og parret har indrettet forretningen i bedstefaderens gamle malerværksted.
- Ken brugte alle sine weekender i et halvt år for at sætte forretningen i stand, så han har meget stor andel i, at den er blevet til noget, siger Tine Hertling.

Faste kunder
Hun lægger dog ikke skjul på, at forretningen aldrig har været en guldgrube for hende:
- Nej, det er ikke på grund af indtjeningen, at jeg driver den. Det er bare et smaddersjovt projekt, som jeg går 100 pct. op i, men også hygger mig med. Og så giver det mig noget personligt, fortæller Tine Hertling.
På et tidspunkt ville hun dog satse mere på forretningen og gik i en periode lidt ned i tid som sygeplejerske, men det kunne økonomien ikke klare, og i dag er hun tilbage som fastansat på fuldtid på sygehuset.
Efter nogle år har Tine Hertling alligevel fået skabt sig en lille, men fast kundekreds:
- Mange ringer, fordi de skal bruge en gave. Så laver vi en aftale, og de kigger forbi. Glas og keramik er gode ting at give, hvis man ønsker at forære folk en personlig gave, der også er lidt unik. Så stamkunderne er mennesker, der giver personlige gaver, og derudover er der også en del kunstforeninger blandt mine kunder, siger hun.

Havregrød for kunst
Hørsholm og omegn er et område, hvor der bor mange velstående mennesker. Men ifølge Tine Hertling er det ikke nødvendigvis folk i minkpels og med mange penge, som køber kunsthåndværk:
- Det er alle slags mennesker. Og selvom folk har penge, så er det min erfaring, at det langt fra er ensbetydende med, at de køber noget. Folk køber, fordi de er oprigtigt interesseret i kunsthåndværk. Derudover er der også de mennesker, der vil spise havregrød i en måned for at kunne få råd til en flot keramikskål, siger Tine Hertling,

Faste priser
Oplever hun at kunderne vil prutte om prisen på tingene?
- Nogle vil, men det kan altså ikke lade sig gøre hos mig. Kunstforeningerne får efter aftale med kunstnerne rabat, fordi der er en reklameværdi for dem at blive udstillet, men ellers er der ingen vej udenom og betale hvad det koster. Altså hvis man ikke vil betale 600 kr. for en keramisk tepotte, så er det da bare ærgerligt! Så kan man gå ned og købe et billigere og fabriksfremstillet produkt nede i Kop & Kande, fastslår Tine Hertling, der næsten kun har haft positive oplevelser med kunderne.
Hun må dog lægge øre til kundernes kommentarer:
- Jeg synes indimellem, at det kan være hårdt at sælge andres kunsthåndværk. Især hvis man skal stå og høre på, at kunderne – hvad de jo har lov til - kritiserer tingene. Men jeg kan også opleve at folk ringer efter et stykke tid og har et behov for at fortælle mig, hvor glade de er for noget, som de har købt hos mig. Det er den slags øjeblikke, som jeg lever for. Fx kom en mand engang ind i forretningen. Han sagde ligeud, at han havde altid hadet at købe den slags ting, men så sagde han, at kunsthåndværkernes ting i min forretning var fantastiske.

Og det er netop den slags positive oplevelser med kunderne hver weekend som, som får Tine Hertling til at fortsætte med forretningen:
- Det giver mig noget personligt. En kundes besøg skal være hyggeligt og ikke bare handle om salg. Her hos mig, må man gerne komme forbi bare for at kigge og få sig en oplevelse, siger Tine Hertling, der dog ikke selv har megen tid at tage rundt og se på glas- og keramikudstillinger.
- Men det kommer nok, siger hun.

Kaffe på kanden
Tine Hertling har lutter ros og lovord til de bornholmske kunsthåndværkere som hun handler med:
- Der er da en god kontakt. Det står dog også klart, at det aldrig bliver den store forretning, hverken for dem eller for mig. Men der er altid kaffe på kanden og tid til en snak, når man kommer på besøg. De viser tillid til én, og jeg får lov til at tage deres ting med i kommission. De forventer heller ikke, at jeg ringer til dem hver måned for at fortælle, hvordan det går med salget. Der har faktisk kun været en enkelt, der engang skældte mig ud for ikke at ringe tilbage. Det gider jeg altså ikke at høre på, når jeg selv synes, at jeg knokler for at præsentere og sælge deres ting i min forretning, understreger Tine Hertling, der ind imellem bliver ringet op af nye interesserede kunstnere, og det falder altid i god jord hos forretningsindehaveren:
- Jeg bliver da glad hver gang, at kunstnere henvender sig for at samarbejde om salg af deres ting, siger Tine Hertling.

Manglede idéer
Har hun så selv haft kunstneriske ambitioner?
Engang forsøgte Tine Hertling selv at lave glas og keramik, men det blev en kort fornøjelse:
- Jeg havde meldt mig til et keramik-kursus. Men mens jeg sad der med en klump ler indså jeg, at jeg manglede idéer. Faktisk har jeg aldrig selv været kreativ. Det kan jeg ikke finde ud af. I stedet er jeg fascineret af, hvad andre kan. Disse kunsthåndværkere er så dygtige. Jeg er imponeret af deres håndtering af materialerne og al deres kreativitet. Tænk at kunne lave det, som de kan, slutter Tine Hertling.

--------------------------------------------------------------------------

Tine Hertling - kort
Født 1964 i Nuuk, Grønland.
Siden 1999 indehaver af forretningen ”Bornholmsk Kunsthåndværk”, som hun driver i weekenden fra privatboligen på Rungstedvej i Hørsholm.
Arbejder derudover på fuldtid som sygeplejerske på rygkirurgisk afdeling på Hørsholm Sygehus.
Opvokset på Grønland og i Hørsholm, men kender Bornholm fra ferieophold siden barndommen.
Faderen er af grønlandsk afstamning, mens Tine Hertlings mor har bornholmske aner.
Gift med Ken, der underviser i navigationsudstyr hos firmaet FURUNO.
Mor til to drenge på 11 og 15 år.
Familien har sommerhus på Sommerodde i Poulsker.
Læs mere på www.bornholmsk-kunst.dk

Ambassadøren fra Bornholm

2007-07-26T03:06:00.000-07:00

Portrætartikel med ambassadør Hans Michael Kofoed-Hansen blev bragt i Bornholms Tidende den 26. januar 2007.

Mød Danmarks ambassadør i Ungarn Hans Michael Kofoed-Hansen, der voksede op i Rønne.

Af Jarl Cordua

I efteråret 2006 var Ungarns hovedstad Budapest ramt af politisk uro og voldsomme demonstrationer. Danmarks ambassadør i landet, Hans Michael Kofoed-Hansen, var blandt dem, som pressen spurgte til råds for at få en forklaring. I medierne var der flere telefoninterviews med ambassadøren, og på accenten og efternavnet kunne enhver konstatere, at Kofoed-Hansen er bornholmer.

Hans Michael Kofoed-Hansen, der p.t. er den eneste danske ambassadør med bornholmsk baggrund, har netop været i Danmark på julebesøg. Kort efter nytår kom Bornholms Tidende forbi Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads i København til en snak med en uhøjtidelig og venlig ambassadør, der bød på en varm kop kaffe, han selv trak i automaten.

Afrika trak
Hans Michael Kofoed-Hansen (57) er født og opvokset i Rønne på Lærkevej ved Nordskoven. Efter studentereksamen fra Rønne Statsskole i 1967 læste han jura i København og fik eksamen seks år senere.
Hvorfor valgte du udenrigstjenesten?
- Dengang interesserede jeg mig meget for ulandsbistand og det ”sorte Afrika”, så derfor var en karriere i udenrigsministeriet et bevidst valg. I de år oprustede ministeriet med nye folk, fordi Danmark på det tidspunkt kom med i EF, så muligheden var tilstede, og jeg kom også til Afrika, fortæller Hans Michael Kofoed-Hansen, som var ambassadesekretær på ambassaden i Tanzania 1975-78.
- Og så er jeg ligesom blevet hængende siden, tilføjer ambassadøren ikke uden selvironi.

Sekretær for Schlüter
Den bornholmskfødte embedsmand har dog haft et enkelt, men særdeles interessant job uden for udenrigsministeriet. I fire år var han ministersekretær for den daværende konservative statsminister Poul Schlüter dvs. under den såkaldte Firkløverregering:
- Det var vel den mest spændende tid i min karriere. Det var ganske udviklende at arbejde så tæt på de politiske beslutninger, så de år gav mig en bredere baggrund rent professionelt.
Hans Michael Kofoed-Hansens karriere har budt på udstationering bl.a. på ambassaden i London. Nogle af arbejdsårene er dog forløbet med tjeneste i Udenrigsministeriet i København. Fx har Kofoed-Hansen som kontorchef tidligere arbejdet med behandling af flygtninges asylsager samt været sekretær for Folketingets udenrigspolitiske nævn. Siden 1998 har han været ambassadør, først fem år i Israel og siden 2003 i Ungarn. Til 2005 var Kofoed-Hansen også ambassadør i nabolandet Kroatien.

Hjælper danskere
Hvad laver I egentlig på ambassaden i Budapest?
- Helt bredt bistår vi det samlede Danmark med at udbygge relationerne til Ungarn. Vi bistår danske virksomheder med informationer, kontakter og løsning af opgaver omkring eksport og investering. Halvdelen af medarbejderne er involveret heri. Der er f.eks. tale om markedsanalyser, partnersøgning og problemløsning, som virksomhederne så betaler for. Dernæst imødekommer vi det stigende behov for borgerservice. Det er blevet billigt at rejse, så det benytter flere mennesker sig af og det giver større travlhed. Vi hjælper når danskere f.eks. mister passet, bliver bestjålet, bliver syge eller kommer i problemer med myndighederne under opholdet. Selvom at folk generelt er velforberedt, når de rejser, så er udenrigstjenesten og ambassaderne i dag reelt 24 timer i døgnet klar til at bistå, når uheldet er ude. Vor tids kommunikationsmuligheder gør det både nemmere og hurtigere. Forsikringsordningerne dækker som regel f.eks. ved sygdom og ulykker i Europa, og det praktiske fungerer fint. Oven i behandler ambassaden visumansøgninger, arbejds- og opholdstilladelser for udlændinge. Generelt oplever vi højere forventninger til ambassadens service.
- Endelig – men ikke mindst – er der samarbejdet med det officielle Ungarn som led i varetagelsen af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser og samarbejdet på de enkelte ministerieområder og i EU-regi.
Der arbejder også ungarere på ambassaden?
- De er uundværlige. Ungarsk er et usædvanligt svært sprog at lære for udlændinge. Så allerede af en grund er det en afgørende at have gode lokale medarbejdere til løsning af en bred vifte af opgaver og til informationssøgning. Det er helt normalt, at flertallet af medarbejderne på en ambassade er lokale.

Ser op til Danmark
Hvordan opfatter ungarerne Danmark?
- Ungarerne ser på Danmark med både interesse og sympati – og ser op til vores og de øvrige skandinaviske landes samfundsmodel. De ønsker en udvikling, der går i samme retning som den ”nordiske velfærdsmodel” med høj social sikring og høj kvalitet i den offentlige service. Politisk og samfundsmæssigt har vi i Norden – også efter ungarernes mening - udviklet en politisk kultur på et højt stade, hvor vi taler os til rette om tingene og laver brede forlig om store politiske beslutninger osv. Det misunder de os.
Men der er ifølge Kofoed-Hansen flere grunde til, at Danmarks forhold til Ungarn er så godt:
- Under den ”kolde krig” var Danmark blandt de vesteuropæiske lande som opretholdt god kontakt til de østeuropæiske lande og befolkninger. Vi blev heller ikke mødt med helt samme mistro som nogle af de større vestlige lande. 2006 var i øvrigt 50-året for ungarernes opstand i 1956 mod det kommunistiske regime – en opstand der dog hurtigt blev slået ned. Dengang kom ca. 1000 ungarere til Danmark, som politiske flygtninge. Sammenlignet med andre lande tog vi ikke specielt mange, men alligevel har vores indsats dengang fået en central placering i det positive billede. Efter ”murens fald” i 1989 er samarbejdet blevet forstærket. Vi var tidligt ude med faglig bistand til den omstillingsproces Ungarn og de andre ”østlande” skulle igennem i forberedelsen til deres tilslutning til EU og NATO.

Ingen forsoning
Ungarn var tidligere et kommunistisk land, hvordan har landet så udviklet sig i de seneste år?
- Først og fremmest: Ungarn har i de nu forløbne 17 år gennemført utroligt omfattende og dybtgående forandringer. Man kunne næsten kalde det en revolution både politisk og økonomisk. Indenrigspolitisk er Ungarn stadig et noget polariseret samfund, hvor ”højre” og ”venstre”, om man vil, står ganske stejlt overfor hinanden. Spændingerne handler blandt andet om det historiske ansvar. Højresiden betragter socialdemokraterne som arvtagerne efter de tidligere kommunistiske magthavere, og forsøger selv at tage monopol på at repræsentere hele den daværende opposition mod det gamle system. Men så enkelt er det dog ikke. Der har aldrig været et retsopgør med de ansvarlige under den kommunistiske tid eller egentlige forsøg på forsoning. Magtoverdragelsen i 1989 skete helt uden sværdslag. I årene efter sagde de ungarske politikere og samfundseliten nærmest til sig selv, at det simpelthen var for kompliceret.
- Ungarn har i dag en fuldt demokratisk forfatning med alle tilhørende demokratiske institutioner – og de fungerer. Ungarerne har alle de velkendte demokratiske friheder og rettigheder, og der er indført markedsøkonomi. Men det tager mere end en halv generation at komme helt ud af 50 års totalitær styreform og skabe et optimalt og effektiv samarbejdende folkestyre, som vi kender det herhjemme.

Behov for reformer
- I 2006 brød nogle af de politiske modsætninger ud igen. Siden 1989 har en siddende regering aldrig overlevet et valg, men i april 2006 lykkedes imidlertid den socialdemokratisk-liberale regering at blive genvalgt. Mens den private sektor er kommet langt og kører på fuld styrke, står den offentlige sektor tilbage med en række problemer. Skiftende regeringer har ikke haft politisk mod eller mulighed for at gennemføre de sidste nødvendige økonomisk-politiske reformer, og ifølge den genvalgte premierminister slås man stadig med den holdning, at staten skal løse alle problemer. Derfor er der også en meget stor offentlig sektor. En række ydelser har fortsat været gratis eller stærkt subsidierede, f.eks. energipriserne med tredive procent. Det sociale sikkerhedsnet kunne ikke fastholdes uændret, især ikke når en femtedel af ungarerne ikke betaler den skat, som de burde. Underskuddet på statsbudgettet er i 2006 kommet op på 10 pct. af nationens samlede indkomst (BNP). Det er Europa-rekord. Det kræver yderligere reformer for at vende udviklingen, sådan at landet får skabt en økonomisk og social balance med bedre offentlig service især indenfor uddannelse, sundhed og offentlig administration.

Voldsomme demonstrationer
Regeringen med premierminister Gyurcsany i spidsen kom efter valget i foråret med et omfattende spare- og reformprogram – en ”krisepakke”, der skulle nedbringe det offentliges budgetunderskud. Få uger før lokalvalget i oktober dukkede nogle båndoptagelser pludselig frem fra et lukket partimøde i maj, hvor premierministeren sagde, at han og regeringen havde måttet lyve overfor vælgerne om Ungarns reelle økonomiske situation forud for parlamentsvalget. Hvad skete der så?
- Talen og de økonomiske indgreb udløste voldsomme demonstrationer især i Budapest og vedholdende krav fra opposition og vælgerne om, at premierministeren skulle træde tilbage. En mindre del af demonstranterne – såkaldte hooligantyper og en mindre gruppe højreekstremister – trængte ligesom i 1956 ind og besatte den statslige radiobygning tæt ved parlamentet. Efter nogle få dage fik politiet styr på uromagerne, men demonstrationerne fortsatte og mange ungarere var - og er stadig - vrede. De er i øvrigt helt uvante med demonstrationer af den slags. Det var derfor endnu mere forudsigeligt, at regeringspartierne tabte kommunalvalget 1. oktober med et brag. En tillidsafstemning i parlamentet kort efter viste dog, at premierministeren og regeringen havde opbakning fra sit flertal i parlamentet til at fortsætte gennemførelsen af det økonomiske reformprogram. Den 23. oktober ved afslutningen af 50-årsdagen for opstanden i 1956 kom det igen til dramatiske sammenstød, hvorefter de daglige demonstrationer langsomt døde ud. Nu er det lange seje træk i gang med reformer og besparelser, som vil strække frem til 2009. Samarbejdet mellem regering og opposition ligger det stadig meget tungt med.

Vi er beredte
Udenrigsministeriet har været meget i fokus omkring Muhammed-sagen. Har I taget ved lære af sagen?
- Sagen omkring Muhammed-tegningerne har på en række områder bidraget til yderligere at skærpe vores parathed til at håndtere uforudsete situationer - ligesom de andre store udfordringer, som udenrigstjenesten også har stået overfor, så som tsunamien i 2004 og senest krigen i Libanon i sommeren 2006, hvor vi evakuerede tusindvis af danskere hjem på få dage. Det er en udvikling, som har været i gang over en længere tid. De tre vidt forskellige opgaver har alle bidraget til at forfine vores krisestyringsinstrumenter – ikke mindst udnyttelse af de mest avancerede kommunikationsteknologier. Et andet værktøj ”public diplomacy” handler bl.a. om, at udenrigstjenesten er ude hurtigt – eller snarere proaktivt – overfor hele spektret af beslutningstagere i andre lande, politikere, medier og offentlighed for at præsentere danske holdninger og værdier, forklare og uddybe hvad Danmark står for og illustrere de danske resultater. Det handler både om at ”sælge” Danmark men indirekte også om at forebygge og imødegå fejlopfattelser.

Fokus på syd og øst
Danmark har lukket en del ambassader og åbnet nye. Hvad er jeres strategi?
- Totalt set er der ikke i de seneste år tale om færre, men om flere repræsentationer i udlandet. Der er konstateret et behov for at styrke Danmarks tilstedeværelse ude. Der sker således en forskydning i den samlede ressourceindsats og samtidig en vis overførsel af ressourcer fra Europa til bl.a. Asien, Mellemøsten/Afrika og Latinamerika. Muhammed-sagen har bidraget til at illustrerede behovet for at kunne agere og hurtigt etablere netværker på steder vi måske ikke helt havde forudset. Det handler om den velkendte ”globalisering”.
- Det er også en proces, der ikke er startet i år. Hensigten er, at styrke det danske ”globaliseringsberedskab”. Indadtil styrker Danmark indsatsen på uddannelse, forskning og innovation, så vores ”produkter” fortsat kan konkurrere globalt. Udadtil skal vi i endnu mere effektivt og fleksibelt kunne varetage danske interesser, der hvor det betyder mest, der hvor udviklingen går stærkest og der, hvor vi kan gøre en forskel.
- Europa - i særdeleshed EU-landene med flere og flere fælles regelsæt og standarder - bliver på mange måder betragtet som ”hjemmemarked” af vore erfarne virksomheder - og nærmest som ”nabo-kommune”, hvis du er turist, forsker, studerede eller kunstner og skal ud og præsentere eller afprøve dine talenter og hente inspiration og viden. I de stærke vækstområder - lande som Indien, Kina, Australien og Argentina - skal vi både afsætte under øget konkurrence og selv være med til at producere ”danske” varer som led i globaliseringen. Det skal vi i øvrigt også i Ungarn og i de nye EU-lande Rumænien og Bulgarien.

Løn på EU niveau om 15 år
Mange danske virksomheder har valgt at slå sig ned i Ungarn. Hvorfor?
- Virksomheder som Grundfos, Coloplast, Nilfisk og Velux har fabrikker i landet. Lønningerne er lavere end i Danmark, men det giver kun en midlertidig fordel. For om 15 år er Ungarn kommet nærmere på dansk og tæt på EU-niveau, og så er man sådan set lige vidt. Virksomhederne er der også fordi arbejdskraften er til stede, og den er veluddannet og fleksibel. Ungarn har en god infrastruktur til ”det gamle EU” og ligger centralt i forhold til voksende markeder på Balkan og Tyrkiet. Så der er muligheder for at operere i alle retninger. Danmark har en årlig eksport til Ungarn på tre milliarder kr., samlede investeringer formentlig i nærheden af 1 mia. € med mere end 4.000 arbejdspladser. Med en økonomisk vækst i 2006 på 4 %, som godt nok falder noget i 2007-08 på grund af kriseindgrebene, går det stærkt. På halvandet år har ”Jysk” åbnet 16 forretninger i Ungarn, og Lars Larsen åbner en forretning hernede næsten hver måned.

Ungarsk arbejdskraft til Danmark
Ambassaden i Budapest er gået i gang med mulighederne for at få kvalificeret ungarsk arbejdskraft fx IT-specialister og ingeniører til virksomheder i Danmark.
- Vi har etableret kontakt med de tekniske universiteter, som gerne samarbejder om at finde egnede kandidater. En anden sektor er landbrugsteknikere, fordi så mange unge ungarere har været på fagligt kursus- og praktikophold i Danmark. Selvom ungarernes uddannelsesniveau er relativt højt, er deres kendskab til fremmedsprog generelt ikke helt i top. Det letter jo integration på en dansk arbejdsplads, når de taler engelsk. Desværre mistede Ungarn ”en halv generation” af sproglærere, da de udenlandske private virksomheder kom til landet i 1990’erne med et stort behov for sprogkyndige medarbejdere. De tilbød nemlig de sprogkyndige en langt højere løn. Men nu går det fremad igen.

Fælles interesser
Hvordan samarbejder Danmark med Ungarn?
- I EU-samarbejdet har vi ofte sammenfaldende interesser og synspunkter. Med nu 27 medlemslande har vi alle brug for ”allierede” på alle de enkelte sager. Det forudsætter, at vi i tide kender hinandens forudsætninger og baggrunde. Vi har også gensidigt udbytte af udveksling af viden og erfaringer. På energiområdet er Ungarn helt afhængig af importeret olie og naturgas fra Rusland. Forbruget er uforholdsmæssigt stort på grund af de lave priser, Sovjetunionen i sin tid tilbød sine allierede. Dernæst har Ungarn fra kommunist-årene en stor ikke-renoveret boligmasse. Danmark derimod er tæt på at være verdensmestre i energibesparelse, så her samarbejder vi. Store danske virksomheder som Velux, Rockwool, Danfoss og Grundfos producerer vinduer, isolering, termostater og pumper, der alle på forskellig måde indgår i energibesparende indsatser, og flere af virksomhederne har fabrikker i Ungarn.
- Danmark er også helt i front på fødevaresikkerhed og -forarbejdning. Ungarn er nettoeksportør af fødevarer, men skal opfylde de hårde krav på det åbne EU-marked. Her kan danske virksomheder levere både udstyr og erfaringer til Ungarn.

Ser dansk TV hver dag
Hvor tit er du i Danmark?
- Jeg er hjemme en tre-fire gange om året. Udenrigsministeriet samler alle ambassadører til møder med bl.a. udenrigsministeren og statsministeren i august, hvor vi alle alligevel er hjemme. Vi har også et årligt regional-møde, hvori ambassadørerne i EU-landene samles. Møderne giver både en opdatering på mål og strategi for dansk udenrigs- og Europapolitik og om indenrigspolitikken. Ligeså vigtigt er det at snakke med kollegerne og vedligeholde den personlige kontakt og sit netværk.
Ifølge Hans Michael Kofoed-Hansen har moderne kommunikationsmidler i øvrigt ændret behovet for at være hjemme i Danmark, selvom han holder de fleste ferier der.
- Vi ser dansk tv både morgen og aften og hører radio på Internettet. Kontakten hjem er gennem ”Skype”(gratis internetelefoni) og på kontoret via udenrigstjenestens globale satellitkanaler, der åbner mulighed for videokonferencer.

Fremtid i udlandet
Hans Michael Kofoed-Hansen du har nu været Danmarks ambassadør i tre lande. Hvad med din egen professionelle fremtid?
- Den ultimative pensionsalder i staten er jo 70 år. Så længe behøver man dog heldigvis ikke belaste sine omgivelser. Det afgørende er, at slutte inden ens evne til omstilling svækkes. Mest sandsynligt fortsætter jeg til en anden udepost efter Budapest.
Bliver man mere dansk af at være i udlandet?
- Ja, bestemt. Nu er jeg jo ansat til at præsentere og fremme danske interesser, synspunkter og værdier. Selvfølgelig ser jeg hjemlige begivenheder og sammenhænge ”lidt udefra” – og i sammenligningen synes jeg Danmark oftest falder helt godt ud. Det samme resultat kommer de fleste internationale målinger jo også til i disse år. Når jeg skal forklare om danske forhold og synspunkter overfor ungarere, falder det derfor rimelig nemt og naturligt – og det er fristende at blive lidt stolt som dansk. Jeg overser nok nogle af de mindre ting, vi lader os irritere over i det daglige. Jeg mener, at vi alle kunne have fordel af at bo og arbejde nogle år i udlandet. Det styrker lysten til og glæden ved at opholde sig i Danmark.

Følger bornholmsk politik
Kofoed-Hansens forældre lever ikke længere, og han har ingen helt nær familie tilbage på øen.
Kommer du så stadig på Bornholm?
- Ja, men ikke så regelmæssigt som før. Bedst til at opdatere mig er Thomas Thors. Vi startede i skole sammen året før Ungarnsopstanden i 1956. Thomas Thors og hans kone, Kirsten, har besøgt os både i Israel og i Ungarn. De er forhåbentlig spændt på, hvor næste udepost bliver.
Ambassadøren følger med i bornholmske forhold via de bornholmske medier på Internettet:
- Især fulgte jeg den bornholmske kommunesammenlægning med interesse. Ungarn har over 3.000 kommunale enheder og kun 10 mio. indbyggere. Så for ungarerne er der noget at komme efter, slutter Kofoed-Hansen.

Rønnedreng blev rockstjerne

2007-07-26T02:35:00.000-07:00

Portrætartikel af den bornholmskfødte heavyrock-trommeslager Kennet Olsen blev bragt i Bornholms Tidende den 4. november 2006.

Af Jarl Cordua

Den bornholmsk-fødte trommeslager Kenneth Olsen er rockstjerne i det internationale heavy rock band ”Royal Hunt”.

Som dreng drømte Kenneth Olsen (39) om at blive rockstjerne. Men da drømmen gik i opfyldelse, blev trommerne lagt på hylden i ti år. Nu har han fundet trommestikkerne frem, og slår nu igen takten til Royal Hunts koncerter over hele verden.

Da Kenneth Olsen var dreng, boede han i en lejlighed i Gartnervangen i Rønne sammen med sin mor og lillesøster:
- Ligesom så mange andre var jeg sportsidiot , men det sluttede den dag, jeg fyldte 13 år, da morfar forærede mig et trommesæt. Fra da af brugte jeg faktisk al min tid på trommer og musik, husker Kenneth Olsen, der lærte sig selv at spille trommer:
- I skolens musiktimer lærte jeg at holde en grundrytme - en simpel ¼-dels takt. Men resten er faktisk selvlært.
I stedet sad teenageren på sit værelse med en kassettebåndoptager og lyttede intenst til musikken:
- Først lærte jeg trommernes forskellige lyde på båndet, og så sad jeg med mit trommesæt og slog på det, indtil jeg fandt den rigtige lyd, der passede, forklarer Kenneth Olsen.
Så længe Kenneth Olsen kan huske, har han været fascineret af musik, og interessen har han ikke fra fremmede:
- Min far spiller harmonika og havde tidligere et orkester, hvor de spillede danske slagere af den slags, man hører ude i de små haver på Frederiksberg. Min mor hørte mere poppet musik som Queen, Elton John, Dr. Hook og Rod Stewart, husker Kenneth Olsen.

Musikalsk åbenbaring
Kenneth Olsens egen musiksmag blev formet en dag i 10. klasse på Rønne Privatskole, hvor han fik en musikalsk åbenbaring:
- Der kom en ny pige i klassen, der havde en del plader med hård rockmusik. Da jeg hørte AC/DC og Iron Maiden for første gang, så skete der et eller andet. Jeg tænkte: Findes der sådan noget musik? Fra da af gjaldt det om at komme til at spille hård rock, fortæller han.
Det bornholmske musikmiljø i midtfirserne var ikke til det hårde, så i stedet kom trommelageren med i en stribe bornholmske amatørbands med meget forskellige stilarter:
- Der var rockbandet ”Fragile”, som var inspireret af Jean Michel Jarre. Senere spillede jeg percussion i funk-bandet ”Flux”, hvor vi spillede covernumre. Og så var jeg med i et band, der spillede populær dansk rock, husker Kenneth Olsen.

Droppede ud af HF
Som 17-årig besluttede Kenneth Olsen at forfølge drømmen om at spille hård rock. Han droppede ud af HF og flyttede til København. Gennem en annonce i den blå avis søgte han efter musikere og fik dannet et heavy rock band.
- Desværre gik det som så mange gange før. Musikken blev for poppet til min smag, så det droppede jeg igen og i stedet fandt jeg et job på et reservedelslager hos Ford og blev der et par år, fortæller Kenneth Olsen.
Undervejs blev han dog introduceret til det københavnske undergrundsmiljø for heavy rockmusikere ved at komme på de barer og diskoteker, hvor de ”hang ud”:
- Det var folk, der måske havde lavet en plade, og som selv mente, at de var ”på vej op”. Men ofte var der for megen snak og for lidt realiteter i projekterne, griner Kenneth Olsen.

Royal Hunt
Efter mange mislykkede forsøg i forskellige heavy bands blev Kenneth Olsen en dag pludselig ringet op af musikerkollegaen André Andersen, som længe havde ledt efter trommeslageren, for at få ham med i sit band.
- Vi havde nogenlunde samme musiksmag, og han insisterede på, at jeg skulle høre dem spille. Selvom jeg sagde nej fire gange, endte jeg med at tage ud for at høre dem. Efter 20 sekunder tabte jeg både næse og mund, for det var lige præcis den musikstil, som jeg længe havde savnet. Musikken var melodisk, hård, men også teknisk svær at spille. Jeg havde det, som var jeg otte år og alene i en slikbutik, husker Kenneth Olsen, der straks gik i gang med at øve med bandet, der dengang hed ”Apart”, og som senere blev til succes’en ”Royal Hunt”.
"Apart" havde på det tidspunkt en ren dansk besætning. Dengang og nu er bandets leder, kunstneriske omdrejningspunkt og sangskriver dansk-russiske André Andersen, der i øvrigt er uddannet klassisk pianist ved musikkonservatoriet i Moskva.
- Netop på grund af Andrés musikalske baggrund har vores musik en del klassiske elementer i sig, og numrene er bygget op lidt ligesom klassiske værker, forklarer Kenneth Olsen.

Pladekontrakt
Bandet havde allerede lavet en single, men sangskriveren André Andersen havde derudover skrevet numre nok til en hel plade. Så Royal Hunt gik nu i gang med at indspille en plade, som de også selv skulle finansiere. De manglede også et pladeselskab, så bandets medlemmer rendte selskaber over hele verden på dørene med deres demobånd, men det blev til over 500 afslag.
Pludselig en dag var der bid. I Japan var denne form for heavy rock, som Royal Hunt spillede på dette tidspunkt i starten af 1990’erne, blevet ret populært:
- Der var en japansk rock-DJ, der kunne lide vores single og derfor spillede den hele tiden i radioen. Så begyndte det at eskalere, og pludselig fik vi fire tilbud om pladekontrakter. Men det havde vi jo ikke forstand på, så vi hyrede et amerikansk selskab til at sørge for, at vi fik den bedste kontrakt, fortæller Kenneth Olsen.

Fik et chok
Royal Hunt indspillede den første plade ”Land of Broken Hearts” i februar 1992, og samme år spillede de blandt andet på Midtfynsfestivalen, men noget gennembrud blev der aldrig tale om i Danmark. Til gengæld skete der noget i Japan:
- Vi tog til Japan for at spille fem koncerter, og da vi kom derud, fik jeg et chok. Allerede i lufthavnen blev vi overøst med blomster og gaver fra pladeselskabet, og der stod 40 fans, der havde vundet billetter til at møde os. Vi anede intet om modtagelsen og følte os nærmest flove, fordi var ret trætte efter den lange flyvetur, fortæller Kenneth Olsen.
Bagefter tog bandet ind på hotellet for at hvile ud, men der stod yderligere 150 fans, for der var arrangeret fest samtidig med, at der skulle tages billeder og skrives autografer.
- Det viste sig, at vi var meget større, end vi overhovedet havde forestillet os. Mellem 700 og 2500 mennesker havde købt billet til hver koncert, der alle var udsolgte. Det var ret vildt, for det havde vi jo aldrig prøvet før.
Mens bandet var i Japan, var der fans overalt:
- De vidste, hvor vi spiste, og opsøgte os. Vi havde kun spillet otte koncerter herhjemme, hvor vi selv stillede alle instrumenter op osv. Men i Japan kunne vi nøjes med bare at komme til koncerten. Så det endte lidt med, at man - for en gang skyld - følte sig lidt vigtig, ikke?, griner Kenneth Olsen.
Royal Hunts debutplade solgte også godt:
- I Japan røg der 80.000 eksemplarer over disken på tre uger, og pladen endte med at sælge 150.000 eksemplarer, hvilket var ganske meget, husker Kenneth Olsen.
Hjemme i Danmark gik Royal Hunt igen i studiet, hvor de lavede endnu en plade” Clown in the Mirror, som dog ”kun” solgte 50.000 eksemplarer.

Mick Jaggers promoter
En stor del af de penge, som bandet havde tjent i Japan, brugte Royal Hunt nu i et forsøg på at slå igennem i USA:
- Vi boede i New York i tre måneder og havde vel en 25 jobs i mindre klubber på østkysten med 400 gæster pr. gang, og det gik egentlig godt. Vi brugte dog en masse penge på en dyr promoter, hvis opgave, det var at få os i bladene. Idéen var, at omtalen kunne skabe interesse om vores musik, koncerter osv. Hun arbejdede også for Mick Jagger og Janet Jackson, så vi var nok ikke store nok. Der skete i hvert fald ikke rigtig noget, erkender Kenneth Olsen.
Det lykkedes da heller ikke for Royal Hunt at slå igennem ï USA, hvor bandet indspillede deres tredje plade ”Moving Target”, der udkom i 1995.
- USA havde stadig været en fed oplevelse, og vi havde mod på at gøre endnu et forsøg på at slå igennem. Så vi tog til Japan for at tjene pengene, der skulle finansiere en ny USA-koncertturné, fortæller Kenneth Olsen.
Planen var at starte i Los Angeles og turnere rundt i USA i en stor bus. Men bandet blev ramt af uheld, da bandets leder og keyboardspiller André Andersen blev så syg, at turnéen mere eller mindre gik i vasken, fordi mange koncerter i begyndelsen måtte aflyses. Men det slog ikke Royal Hunt ud:
- Vi fik det bedste ud af det og holdt udgifterne nede ved at bo i vores bus. Faktisk endte jeg med at have spillet i 32 amerikanske stater. Det var utrolig sjovt at opleve USA. Den ene dag lå du på stranden, og den næste stod du på ski, husker trommeslageren.

Stopper karrieren
Da bandet kom hjem til Danmark i 1996, gik Kenneth Olsen med planer om at stoppe karrieren:
- Jeg var træt af alle de penge, der smuttede mellem hænderne på os. Men også af det hårde turnéliv, hvor du rejser syv-otte måneder om året. Oveni havde mine ører været udsat for høj musik i så lang tid, at jeg havde fået en smule tinnitus, forklarer Kenneth Olsen.
Han blev dog overtalt til at tage på en Europa-turné, hvor Royal Hunt spillede 35 koncerter på 1½ måned. Men da Kenneth Olsen kom hjem, var det slut.
- Dengang var jeg omkring de 30, følte mig rodløs og havde brug for at tænke over livet. Jeg så jo mine kammerater blive voksne og få børn. Selvfølgelig prøvede jeg at spille lidt med andre bands, men det blev jo aldrig det samme. Det var som at starte forfra, og så blev jeg træt af alle dem, der var mere interesseret i at høre om, hvad jeg havde oplevet med Royal Hunt frem for selv at arbejde for sagen. Det er jo et arbejde og kræver noget, hvis man vil være professionel musiker, men folk ville hellere snakke frem for at øve og tage tingene alvorligt. Så jeg opgav at spille musik fuldstændigt, fortæller Kenneth Olsen, der stillede trommerne i kælderen, hvor de samlede støv de næste ni år. I stedet var han i en periode selvstændig med salg og udlejning af solarier, plus at han havde andre småjobs.

Tilbage efter ni år
Royal Hunt kørte videre med en ny trommeslager og fortsatte med at udgive plader. Bandets leder André Andersen skiftede også ud i bandet, efterhånden som de originale medlemmer faldt fra. De to musikere holdt dog forbindelsen, og efter flere overtalelsesforsøg lykkedes det André Andersen i efteråret 2004 at få Kenneth Olsen tilbage i bandet. Trommeslageren måtte ned i kælderen og finde sine trommer frem igen:
- Jeg gik i gang med at øve mig og fandt ud af, hvor meget jeg egentlig havde savnet at spille. Det var rart at spille igen og være tilbage i bandet. Det har jeg virkelig ikke fortrudt. I dag er jeg nået frem til, at jeg skal fortsætte med at spille musik altid. En gang musiker – altid musiker. Sådan er det bare, erkender Kenneth Olsen.
I dag er tiden en anden for heavy rock end den var i de gyldne starthalvfemsere. For rockmoden skiftede i løbet af årtiet fra heavy til ”grunge”-stilen, der bedst kendes fra bands som Nirvana og Pearl Jam. Dette modeskift gjorde, at Royal Hunts pladesalg siden faldt mærkbart. Oveni er bandets indtjening ligesom andre musikeres ramt af ulovlig piratkopiering. Ifølge Kenneth Olsen er tommelfingerreglen den, at hver gang bandet sælger en CD, så bliver der downloadet to ulovlige ”gratis” piratkopier.
I dag består bandet af den amerikanske forsanger John West, som bor fast i New York og har en solokarriere ved siden af. Det kræver derfor god planlægning, hver gang bandet tager på turné eller indspiller plader i Danmark. For hver gang skal John West og de to øvrige bandmedlemmer bassisten Per Schelander og guitaristen Marcus Jidell - begge fra Sverige - flyves ind.

Turnélivet
Hvad laver en rockmusiker så på en turné, når han ikke lige står på scenen og spiller?
- Faktisk bruger vi meget tid på at slappe af, når vi ikke spiller koncert. Vi spiser altid sammen lige efter vores koncert, og i vore yngre dage festede vi tit igennem. Der var en Europa-tur, som blev en lang fest, men normalt sidder vi bare på hotelværelset eller i bussen og evaluerer aftenens koncert. Måske laver vi om på showet eller prøver nogle nye idéer af. Det er jo et arbejde, så vi forsøger ligesom alle andre professionelle mennesker hele tiden at forbedre vores produkt, forklarer Kenneth Olsen.
Har Royal Hunt så levet en rock’n roll-livsstil med stoffer osv?
- Vores buschauffører kører jo rundt med mange bands og oplever lidt af hvert. Flere af dem troede faktisk, at vi var et kristent band, netop fordi vi ikke sad og røg hash eller tog stoffer i bussen. Der har aldrig været stoffer i bandet, men vi kan godt lide at få nogle ordentlige sjusser indimellem. For selvfølgelig skal der være plads til at feste lidt, når vi er på tur, siger Kenneth Olsen.

Sjældent i Danmark
Bandet giver sjældent koncerter herhjemme, men i marts i år gav Royal Hunt en enkelt, men velbesøgt koncert i Amager Bio i København for Danmarks relativt lille heavy rockpublikum. I stedet er det i lande som Tyskland, Japan og Rusland, at der er størst interesse og marked for bandets musik. Til sammenligning har Royal Hunts sidste plade ”Paper Blood” fra 2005 ifølge Kenneth Olsen i Danmark solgt 500 eksemplarer, mens den på verdensplan til gengæld har solgt 80.000.
Men hvad er egentlig Royal Hunts planer for den nærmeste fremtid?
- Den 21. november udkommer vores nye live-DVD, der er optaget i Skt. Petersborg. I februar 2007 tager vi på en længere turné rundt i Europa, og næste efterår spiller vi i Mexico og Australien, fortæller Kenneth Olsen.

Arbejder ved siden af
Hvad er egentlig forskellen på hård rock og heavy rock?
- Der er ikke den store forskel, men hård rock er efter min mening mere melodisk og blues-præget. Man hører også mere keyboard end guitarer, forklarer Kenneth Olsen.
Trods berømmelsen og den pæne succes i udlandet kan Kenneth Olsen ikke leve alene af sin musik. Derfor er han nødt til at tage nogle småjobs for at kunne leve:
- Jeg tager sådanne vikarjobs på fabrik osv. Det er ikke muligt for mig at passe et almindeligt arbejde, når jeg ind imellem pludselig skal på turné i en måned og må stoppe midt i det hele. Det tager jeg med. Heldigvis har jeg en kæreste, som selv interesserer sig for rockmusik. Hun har også forståelse for, at jeg tager af sted og kan være længe væk.

Overvejer Bornholm
Kan man forestille sig, at Royal Hunt en dag kom og gav koncert fx i Musikhuzet?
- Vi har faktisk talt om det, men det skulle så ske i forbindelse med en turné. Problemet er, at tre af bandets medlemmer bor i udlandet. Skulle jeg selv spille på øen, er det nok mere realistisk at tage derover med et af mine to fritidsbands, siger Kenneth Olsen.
Han kommer selv stadig en del på Bornholm og har også en mening om det bornholmske musikliv:
- Der er meget talent og mange dygtige musikere på øen. Der er i det hele taget sket rigtig meget for det bornholmske musikliv siden jeg flyttede og Musikhuzet og andre små spillesteder er kommet til. I dag har de unge langt bedre og flere øvefaciliteter, end vi havde, mener Kenneth Olsen
Hvis det kan løfte det bornholmske musikmiljø, bidrager han også gerne med sine erfaringer:
- Lige nu går jeg og overvejer et par idéer, slutter Kenneth Olsen.

-------------------------------------------------------------------

Kenneth Olsen - kort

Født 1967 i Rønne.
Opvokset i København og Rønne.
Kenneths mor Helga var også bornholmer og drev bl.a. en frugt og grøntforretning i Rønne og siden hen en kiosk i Svaneke. Mange ældre bornholmere husker måske morfaderen Ingolf Rasmussen som blev kaldt ”den blinde børstenbinder”.
Kenneth har en morbror og tante, der bor i Rønne.
Skolegang bl.a. på Rønne Privatskole og Rønne Statsskole.
Spillede i midten af firserne i en række bornholmske amatørbands
Trommeslager i heavyrock-bandet ”Royal Hunt” 1989-1996 og igen fra 2004
Blev i 1996 kåret som den 9. bedste trommeslager i verden af det japanske rockpublikum
Royal Hunt blev i øvrigt samme år kåret af japanerne som verdens bedste liveband.
Desuden spiller han også i to fritidsbands, der har Whitesnake og OneTwo-covernumre på sætlisten.
Bor i lejlighed i Gentofte.
Læs mere om Royal Hunt på hjemmesiden: www.royalhunt.com

Sofies verden

2007-07-12T01:08:00.000-07:00

Portrætartikel med skuespilleren Sofie Stougaard blev bragt i Bornholms Tidende den 16. september 2006.

Af Jarl Cordua

Bornholmske Sofie Stougaard har stor succes som skuespiller. Nu vil hun også være filminstruktør.

De fleste kender Sofie Stougaard fra rollerne som Karina i TV-serien Nikolaj og Julie eller som ”Diana” fra Punkt 1-reklamerne. Især bornholmerne husker hende også fra rollen som den bornholmske fiskerhustru ”Sonja” i Lotte Svendsens film ”Bornholms Stemme” fra 1999. Bornholms Tidende inviterede Sofie Stougaard på en snak over en kop kaffe om tiden efter filmen og hendes karriere frem til i dag. En augustdag møder en smilende og veloplagt Sofie Stougaard op på ”Café Phister” i Vanløse iført frisk korthårsfrisure, lyseblå jakke og jeans.

Modne kvinder
Havde rollen som Sonja i ”Bornholm Stemme” betydning for Sofie Stougaards videre skuespillerkarriere?
- Bestemt. Den karakterrolle fik mig til at springe nogle udviklingstrin over. Ikke at det gjorde noget, men indtil da havde jeg kun spillet unge piger. Nu trådte jeg ligesom i karakter og begyndte bl.a. at spille mere modne, snusfornuftige, varme og moderlige kvinder, fortæller skuespilleren.
- Der kom en hel del roller med andre spændende karakterer. Lige efter ”Bornholm Stemme” spillede jeg med i et Jokum Rohde-stykke, hvor jeg er en selvmordskandidat, der er lidt for skrøbelig til denne verden. Så spillede jeg Kim i TV-serien ”Langt fra Las Vegas”. Hun var også en følsom type, sådan en, der leder efter den store kærlighed her i livet, siger Sofie Stougaard, som føler sig ”utrolig privilegeret” som skuespiller:

- Jeg har altid fået interessante roller. Hvis en rolle mangler noget dybde, så er det min opgave som skuespiller at give den personlighed, fylde den ud. Hvis karakteren går lidt i en bestemt retning, så prøver jeg at dyrke det.
For nylig har Sofie Stougaard medvirket i en biograffilm for første gang i seks år. Det sker i komedien ”Lotto”, der havde premiere i juni. Den handler om en gruppe arbejdskammerater, der vinder den helt store lottogevinst, men har lidt svært ved at dele præmien ligeligt:

- Det var en god karakterrolle med kant. Personen, jeg spiller, viser sig at være usympatisk og skurkagtig. Det har jeg ikke prøvet før, så det var spændende, siger Sofie Stougaard.

Drak fløde
Skuespilleren går gerne selv langt for at fylde en rolle ud. Også sådan rent bogstaveligt. Udviklingen af det fysiske ved en rolle er i øvrigt et særligt kendetegn for samarbejdet mellem instruktøren Lotte Svendsen og Sofie Stougaard. Ex. da hun skulle spille ”Sonja” i ”Bornholms Stemme”, var de begge enige om, at fiskerhustruen skulle have lidt flere former:
- Figuren krævede lidt mere på sidebenene, så der blev ”til både gården og gaden”. Så jeg tog et par kilo på ved at drikke fløde, husker Sofie Stougaard.
Men de overflødige kilo kom af igen, for skuespilleren løbetræner tre gange om ugen:
- Det har jeg gjort i tyve år. Jeg løber en halv time, og så laver jeg noget gymnastik hjemme på stuegulvet. Faktisk er jeg i min bedste form lige i øjeblikket, fordi jeg i forbindelse med optagelser til en ny Far-til-fire film både skulle lære at spille tennis og ride i en rustning.

Udlandet
Mange danske skuespillere som Iben Hjejle, Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen har medvirket i store udenlandske film. Vil Sofie Stougaard også prøve kræfter med udlandet?
- Jeg er aldrig blevet kontaktet af filmfolk fra udlandet. På den anden side har jeg aldrig gjort noget for at sælge mig selv. Det er jeg ikke så god til. For mig har det altid været sådan, at mit sidste job føder det næste, forklarer skuespilleren.

Instruktør
Sofie Stougaard går sine egne veje for, at give sig selv nye udfordringer:
- Den seneste tid har jeg også brugt på at udvikle mig til filminstruktør. Jeg har ikke gået på filmskole, men forsøger i stedet at lære håndværket ved at prøve det af. Jeg er nok sådan en, der bare kaster mig ud i det. Indtil nu er projekterne for det meste været finansieret for mine egne penge, men det er sket i håb om senere at kunne lave større film, forklarer hun.

Springet til at instruere film er dog ikke så stort, mener Sofie Stougaard:
- At instruere film ligger jo i forlængelse af det at være skuespiller. Det drejer sig stadig om fortælle historier. Som skuespiller arbejder man meget i nuet. Det er i et øjeblik, at man skaber noget. At være instruktør er en helt anderledes og længerevarende skabende proces. Du er med i alle led i en films produktion. Oveni gælder det om at finde og synliggøre sit eget aftryk. Alt fra hvordan filmplakaten skal se ud, til at skrive og instruere de enkelte scener i filmen. Hvordan skal lyden være? Og så skal man også skrive filmens manuskript, siger Sofie Stougaard, som får hjælp af en manuskriptforfatter og en såkaldt dramaturg:
- Det er en, der er med til at finde ud af en overordnet ramme for filmens handling. Vi skal sammen finde ud, hvad der er ”den gode historie” i filmen. Hvad skal rækkefølgen skal være, og hvor er vendepunkterne i filmens handling, forklarer Sofie Stougaard, der har lavet to korte film, der begge varer lidt mere end tyve minutter.

Kortfilm
Den seneste film ”Solia” handler om en ung kvinde, som mister sin meget ældre mand, og under begravelsen møder hun fordomme. Kærlighedsforholdet har hverken hendes egen eller mandens familie haft fidus til. Faktisk har de altid troet, at hun i sin tid tog manden for pengenes skyld. Men på selve begravelsesdagen sker der ting og sager, der vender op og ned på det hele. I hovedrollerne ses skuespillerne Maria Rich og Niels Anders Thorn.
- Filmen er meget ambitiøs og lavet på lavt budget. Det var svære forhold, mener Sofie Stougaard, der havde hjælp fra otte skuespiller og 25 statister.
Hun vil ikke udelukke, at filmen bliver vist på TV, men vil lige se, hvordan den bliver modtaget på festivalen i udlandet. Men hvorfor ikke vise den herhjemme?
- Det ved jeg ikke endnu. Vi får se, siger Sofie Stougaard med et drilsk smil.
- Jeg holder kortene tæt ind til kroppen. Filmen er lidt eksperimenterende, og jeg vil gerne lige se det endelig resultat, før jeg træffer min beslutning. Indtil nu har jeg kun fået gæld ud af det. Til gengæld har jeg lært utrolig meget, forklarer Sofie Stougaard.

Korkprop
Gennem livet har Sofie Stougaard udfordret sig selv, og succeserne er ikke kommet uden forhindringer:
- Min force i livet er en indre drivkraft, som er svær at stoppe. Jeg har måttet kæmpe for mine resultater. Ingen appelsiner er kommet flyvende ned i min turban. Ind imellem har jeg dog fået så mange klø, og som kvinde får man særlig mange. Man siger, der er ligestilling i det her land, men det er der jo ikke. Og så er der en hel del jantelov rundt omkring, mener Sofie Stougaard.
Men uanset hvad, så ligger det ikke til hende at give op:
- Min fordel er måske, at jeg er ligesom en korkprop, der bliver ved med at dukke op til vandoverfladen igen. Jeg er stædig og har da opnået så meget, at man kan kalde mig en ”veletableret skuespiller”. Til det vil jeg sige: Og? For mig handler det om at give mig selv nogle udfordringer her i livet. Og hvorfor ikke blive ved med det? Jeg håber, at jeg som 75-årig - blot som et eksempel – kunne finde på at læse russisk på universitetet, og at jeg til den tid fortsat har gejsten!, fastslår Sofie Stougaard.

Forbrugeraktivist
Sofie Stougaard er også kendt fra reklamefilm-serien for hårde hvidevaregiganten Punkt1, hvor hun spiller den højtråbende forbrugeraktivist ”Diana”, som hele tiden forsøger at boykotte firmaet:
- Jeg har været glad for at have lavet serien og er på ingen måde flov over den. Reklamefilmene er blevet vist mange gange, så folk kender dem, men i mit liv fylder de faktisk uendelig lidt. Det har vel taget seks dage i alt at lave hele serien. På kun to dage blev i alt seks reklamefilm optaget, som så bliver sendt hele året. Men efter tre år så stopper jeg. Det er nok nu, og jeg er ikke sikker på, at jeg skal lave flere reklamer. Alting har en ende, mener Sofie Stougaard.

Skuespilleren er dog også helt på det rene med, at aftalen – udover at finansiere hendes instruktørdrømme – også har været god for familiens økonomi:

- Både min mand og jeg har freelancejobs med to børn og et hus. Der skal penge til og der kan godt gå to-tre måneder mellem to jobs. Og så har jeg i øvrigt sagt nej til et hav af tilbud om at lave reklamefilm. Men man får ikke mig til at stå og sige til folk, at de skal købe et eller andet produkt. Jeg sagde ja til at lave Diana, fordi det var en sjov karakter, og den står jeg ved.

Debut i Rønne
Det har dog især været Sofie Stougaards to roller i de populære TV-serier ”Langt fra Las Vegas” og ”Nikolaj og Julie”, som har gjort hende verdensberømt i Danmark:
- Det var to gode roller, der har været med til at føde nogle nye ting som fx interessen for at instruere film. I en periode på fem år holdt det mig væk fra de skrå brædder på teatrene, siger Sofie Stougaard, der synes, det er svært at vælge:

- Det er hårdere at spille teater end at lave film. På teateret producerer du de samme følelser aften efter aften. Det kræver, at man ”tager blylodder på og sænker sig ned i dybet af den menneskelige sjæl”. Og så er der de skæve arbejdstider. Det er ikke altid lige sjovt at skulle sige farvel til sine børn kl. seks om aftenen for at tage ind på teateret, fortæller skuespilleren Sofie Stougaard, der var 19 år, da hun søgte ind på skuespillerskolen og kom ind i første forsøg.

Debuten foregik i øvrigt på Rønne Teater i et stykke af Corneille, altså fransk dramatik på vers fra 1600-tallet, og oplevelsen husker skuespilleren tydeligt:
- Det var et gæstespil med Det Danske Teater, og hele familien sad på forreste række. Og derfor fik jeg dårlige nerver. Pludselig gik klappen ned, og jeg begyndte at tale sort - endda på vers. Alligevel fik jeg ved en slags selvopholdelsesdrift talt mig tilbage i stykket, og ingen – ikke engang mine medspillere - opdagede mit ”svinkeærinde”, husker Sofie Stougaard.
- Ved at veksle mellem film og teater prøver jeg kræfter med forskellige genrer og mærker andre ”temperaturer”, rumlige figurer og især på teateret de menneskelige tragedier.

På film har Sofie Stougaard især medvirket i komedier:
- Det er skønt at spille komedier, men til gengæld er det at skulle være sjov - noget af det sværeste, mener skuespilleren.

Født på 3. hylde
Sofie Stougaard er en ægte hjemmefødning:
- Jeg er født i Svaneke. Mor spiste amerikansk olie og drønede så rundt om et rundt bord. Og så kom jeg!
Jeg plejer at sige, at jeg blev født på tredje boghylde. For halvdelen af det hus, som vi boede i, var dengang et offentligt bibliotek, fortæller skuespilleren.
Blev der talt bornholmsk derhjemme?
- Nej, desværre, siger Sofie Stougaard med eftertryk.
- Men min far blev født i Rønne og flyttede siden fra øen med sine forældre. Min mor er født på Frederiksberg. Som store børn flyttede de hver især begge tilbage til øen med mine to sæt bedsteforældre.
Familien Stougaard flyttede senere til en gård i Klemensker, hvor forældrene havde keramikværksted.
Tilflyttede keramikere, der bor på en gård på landet...blev Sofie og hendes to søstre så frit opdraget?
- Det var en blandet cocktail. Mine forældre kørte rundt i en bil med malede blomster på siden, og der var bestemt rum for frihed og kreativitet. Men hjemme hos os var friheden stadigvæk under ansvar, og vi blev også opdraget med faste rammer og regler, siger Sofie Stougaard.

Utilpasset barn
Fra starten af lå det i kortene, at Sofie Stougaards evner gik i retning af synge, male eller lave skuespil.
- Fra jeg var fem år, vidste jeg, at jeg ville være skuespiller, siger Sofie Stougaard.
Hvad skyldes den noget tidlige karriereplanlægning?
- Det der gjorde det, var rollespillene på ungpige-kammeret, som jeg lavede sammen med veninderne.Men det var også mosteren, skuespilleren og teaterinstruktøren Ulla Gottlieb, som gjorde lille Sofie interesseret i teaterets verden:
- Og så duften af København og Ulla Gottliebs parfume. Jeg blev fuldstændig opslugt af teaterverdenen, når jeg så hende spille på Københavns scener og længdes efter selv engang at give ungpigerollerne liv på scenen, husker Sofie Stougaard.

Men det var ikke altid lige nemt for omgivelserne at tackle den kreative energiske pige:
- Jeg var et utilpasset barn, der havde svært ved at sidde stille i skolen og havde i det hele taget ikke nemt ved at indordne mig under autoriteter. Desuden drømte jeg mig lidt væk fra det hele. Det gav problemer i skolen oppe i Klemensker, for jeg lavede ballade. Da jeg i 8. klasse kom på Rønne Privatskole, satte man i stedet fokus på mine kreative sider, og dem fik jeg lov at dyrke. Det var jeg dybt taknemmelig for. Det var der, jeg fandt ud af, at der var ting, som jeg var god til.

Mødte Lotte
På privatskolen mødte Sofie en ligesindet med samme interesser og ambitioner:
- Jeg mødte Lotte Svendsen på dramatikholdet. Dengang var hun 11, og jeg var 13 og vi blev veninder. Efter Bornholms Stemme var vi i en hel del år begge med i teatergruppen Emmas Dilemma. Og så hun er en super god gudmor til min ældste datter, roser Sofie Stougaard.

Værner om familien
Går man som skuespiller så meget til premierer og drikker champagne sammen med alle de andre kändisser?
- Sjældent. Jeg har nogle andre værdier end at gå til den slags. Det er min familie og mine nærmeste venner, som jeg bruger tid på. Og så værner jeg om mit privatliv. Det er helt vildt, hvad man kan blive udsat for - især af nogle af de kulørte ugeblade. Ligesom alle andre - og især da jeg var yngre – har jeg helt sikkert festet igennem, men det sker nu helst under private former, siger Sofie Stougaard.

Elsker Bornholm
Skuespilleren har ikke glemt sine bornholmske rødder og besøger Bornholm tre-fire gange om året.
- Jeg elsker Bornholm. Familien har et sommerhus ved Balka Strand, som vi får lov at låne, siger Sofie Stougaard, der dog også har overvejet selv at købe sommerhus på øen.
Hendes egen familie består af de to døtre og ægtemanden Torbjørn Rafn, som er dramatiker og har skrevet en hel del stykker til radioteateret. For tiden er han i gang med manuskripter til TV og spillefilm.
I den senere tid har skuespillerinden været en del mere på Bornholm end ellers, fordi hendes far keramikeren Peter Stougaard blev syg og døde i foråret:
- Min far fik lungehindekræft, fordi han havde arbejdet med asbest i sin ungdom, men levede med det i mange år. Men det er jo en frygtelig sygdom, forklarer Sofie Stougaard.
Hun har dog stadig megen familie på Bornholm, som hun ofte besøger:
- Ud over min mor, som bor i Østermarie, så lever min farmor stadig og bor i Svaneke. Endelig bor min ene søster Nille med hendes familie i Allinge samt onklen og tanten i Rønne.

---------------------------------------------------------------------

Sofie Stougaard kort:
Født 1966 i Svaneke.
Datter af keramikerne Anne og Peter Stougaard.
Opvokset på en gård i Klemensker.
Uddannet på Statens Teaterskole 1991.
Debut på Rønne Theater.
Roller i adskillige radiospil, teaterstykker, TV-serier og film.
Grundlægger af teatergruppen ”Emmas Dilemma”
Nomineret til både en ”Bodil” og en ”Robert”- pris for indsatsen som den kvindelige hovedrolle ”Sonja” i filmen Bornholms Stemme 1999.
Kendt for medvirken i tv-serier som ”Langt fra Las Vegas” og ”Nikolaj og Julie”.
Kendt som forbrugeraktivisten ”Diana” i Punkt 1-tvreklamerne.
Instruktør af kortfilmene ”Det første skridt” (2005) og ” Solia” (2006).
Gift med dramatikeren Torbjørn Rafn.
Parret bor i et hus i Vanløse med deres to døtre på 5 og 10 år.

Bornholmer EU-ekspert i Folketinget

2007-07-12T00:49:00.000-07:00

Portrætartikel med embedsmanden Peter Riis blev bragt i Bornholms Tidende den 9. september 2006

Af Jarl Cordua

Når der er indviklede sager på dagsorden, kan Folketingets Europaudvalg trække på ekspertbistand fra bornholmske Peter Riis (37), der siden 2001 har haft sin daglige gang på Christiansborg:
- Det er spændende, for man er tæt på beslutningsprocessen og politikerne. Og tilfredsstillende fordi de ting man laver, bliver brugt og indgår i politikernes grundlag, når beslutningerne bliver truffet. Derudover har jobbet også udviklet mig som person, siger Peter Riis.

Udvalgets motor
Peter Riis begyndte embedsmandskarrieren i folketinget, da han blev sekretær for Europaudvalget:
- Det er et job, hvor man er ”motoren”, der får hjulene til at dreje rundt i det daglige. Du forbereder udvalgets møder og laver praktiske ting som at fx sørge for, at alle udvalgsmedlemmerne får dagsordenen og de relevante bilag. Endelig følger man også godt med i hvordan sagerne står politisk, så udvalgsformanden (p.t. den radikale Elisabeth Arnold) kan blive orienteret om hvorvidt, man kan forvente stor uenighed og debat i udvalget om en sag, siger Peter Riis.
Og det er ret væsentligt for udvalgets politiske arbejde og status:
- Hvis ikke regeringen har fået opbakning til deres EU-politik fra et flertal i Europaudvalget, så kan de ikke på Danmarks vegne forhandle med de andre EU-landes regeringer, forklarer Peter Riis, der selv mener, at Europaudvalgets indflydelse er ganske stor:
- Folketingets kontrol af regeringen skal man ikke kimse af. Det er ikke mange EU’s medlemslande, hvor de hjemlige politikere har så meget at skulle have sagt, som folketingets politikere.I Europaudvalget sidder i øvrigt kendte politikere som Svend Auken (S), Lone Dybkjær, (RV) og Morten Messerschmidt (DF) og Charlotte Antonsen (V).

EU-forsker
Det var interessen for det i Danmark evigt aktuelle emne om de nationale parlamenters forhold til EU, der i sin tid førte Peter Riis til Christiansborg:
- Europaudvalget bestilte en opgave på det udenrigspolitiske institut, hvor jeg var forsker og det endte med at jeg fik en stilling som sekretær for udvalget, husker Peter Riis. Siden blev udvalgssekretærjobbet ændret til også at omfatte en stilling som specialkonsulent og rådgiver for Europaudvalget. Peter Riis er desuden ekstern lektor på Roskilde Universitetscenter (RUC) og er i øvrigt forfatter til en række videnskabelige artikler og publikationer om EU

Stemmer aldrig
Selvom de 17 faste pladser af Europaudvalget er besat af folketingsmedlemmer ud fra partiernes mandattal i folketinget, så stemmer man ikke i udvalget, som man gør i folketingssalen:
- I Europaudvalget er forretningsordenen anderledes. Her præsenterer regeringen udvalget for et forhandlingsoplæg. Regeringen behøver et mandat af Europaudvalget for at kunne forhandle videre med andre landes regeringer i EU's ministerråd, siger Peter Riis.
I regelen tilslutter udvalget sig oplægget.
- Men før det sker, så er der en drøftelse i udvalget, hvor medlemmerne stiller spørgsmål til regeringens ministre, som de så besvarer. Rent teknisk får regeringen mandatet ved at udvalgsformanden spørger om, der er nogle medlemmer, der er imod. Det er altså princippet om, at ”den der tier samtykker”, der bliver brugt, forklarer Peter Riis.
Det sker sjældent, at regeringen har et flertal imod sig, men det sker dog ind imellem:
- Som oftest støtter de EU-positive partier – især Socialdemokratiet og de radikale - regeringens oplæg, og hyppigst er det Enhedslisten og Dansk Folkeparti - men med hver deres begrundelse – der ikke kan støtte regeringens oplæg, siger Peter Riis.

Papirmængden
Er Europaudvalgets medlemmer ind imellem politisk uenige, så er de til gengæld fælles om de voksende papirmængder, som lander på deres bord:
- Det er jo ikke sådan, at udvalgsmedlemmerne mangler information. De får vel snarere for meget. Hvis ikke man hjælper dem, så risikerer vigtige detaljer faktisk at drukne i papirmængden, påpeger Peter Riis.
Hans eget arbejde består især i, at skrive notater til Europaudvalget, der giver overblik over forskellige områder af EU-politikken. Det er en kendt sag, at EU-lovgivning ofte er ret kompliceret, og derfor skal notater hjælpe med at skabe større klarhed:
- Politiske aftaler er tit komplicerede. De er fyldt med kompromiser, og er blevet skabt under hensyntagen til vidt forskellige interesser. Lovteksten bliver derfor ofte mere teknisk og juridisk vanskelig, og det gør det altså ikke nemmere at forstå for almindelige mennesker, siger Peter Riis
Han og hans kollegers opgave er derfor, at finde frem til essensen af sagerne:
- Derfor beder medlemmerne af Europaudvalget om notater, der kort og præcist fortæller, hvad sagen drejer sig om, og hvor langt man er i beslutningsprocessen. Egentlig formidler vi sagerne, mere end vi analyserer dem, siger Peter Riis.
Men der er dog grænser for, hvor meget et notat må fylde, forklarer embedsmanden:
- Måske er det ikke muligt at oplyse en sag på en A4-side, men så kan man på to. Og sådanne principper begrænser papirmængden betydeligt. I hvert fald ved regeringens embedsmænd, at hvis en sag fylder mere end to A4-sider, så skal notatet starte med et kort resumé, forklarer Peter Riis som mener, at disse formidlingsopgaver er vigtige for demokratiet:
- Ellers bliver EU-politik for elitært og uforståeligt for den almindelige borger.

Politisk neutral
Ifølge Peter Riis, er det, der kendetegner ham og hans kolleger, at de er politisk neutrale embedsmænd:
- Det er udvalgsmedlemmerne lidt uvant med, fordi de øvrige embedsmænd repræsenterer den siddende regerings politik. Vi skal derimod betjene folketingsmedlemmer med meget forskellige politiske synspunkter, og derfor er vi heller ikke ligesom spindoktorer eller andre, som fremmer bestemte ministres eller partiers interesser. Udfordringen for os ligger i stedet i, at alle udvalgsmedlemmerne har tillid til mine kolleger og mig, og gør brug af vores viden og rådgivning, påpeger embedsmanden, der tydeliggør sagen med en anekdote:
- En dag, hvor regeringen havde fremlagt en sag, var der straks et medlem af udvalget som bad os om et notat om den samme sag, fordi som det blev udtrykt, ”vi vil have noget information fra vores egne folk”. Ikke fordi man nødvendigvis troede, at regeringens sagsfremstilling var fordrejet eller forkert, men fordi de ville have vores faglige vurdering. Det understreger blot den ret vigtige pointe, at vi er til for at hjælpe de folkevalgte politikere, og at de selv opfatter os som deres hjælpere, siger Peter Riis.

Politikernes scene
Selv om Peter Riis og hans embedsmands-kolleger dagligt færdes og arbejder sammen med de politikere, der i sidste ende former Danmarks EU-politik, så deltager de naturligvis ikke i udvalgets politiske drøftelser. De må faktisk kun blande sig, hvis de bliver direkte spurgt af udvalgets medlemmer:
- Vi spiller først og fremmest en rolle før og efter mødet. Under mødet er vores opgave, at have et øje på hver en finger og sørge for, at alle spørgsmål bliver noteret rigtigt ned og bliver besvaret af regeringens embedsmænd. Vi sørger også for at skrive grundige referater fra møderne, fortæller Peter Riis.
- Som embedsmand kan man også blive bedt om at komme med en mundtlig præsentation i udvalget. Fx hvis der er kommet et nyt debatoplæg eller en såkaldt ”grønbog” med nye idéer fra kommissionen. Men i realiteten er vi egentlig bare med for at give den bedst mulige rådgivning efter mødet. Når mødet er slut dukker medierne op med deres spørgsmål. Der gælder det især for os embedsmænd at træde to skridt tilbage. For netop medierne er udelukkende politikernes scene, understreger Peter Riis.
Til gengæld tager udvalget deres konsulenter med når de skal ud og rejse. Senest har Peter Riis været med på udvalgets tur til Wien, for at besøge det østrigske EU-formandskab.

EU er indenrigspolitik
Embedsmanden mener selv, at EU-politik bliver mere og mere indenrigspolitik, hvor det før næsten kun var udenrigspolitik.
- I gamle dage skulle danske politikere varetage danske nationale interesser, sådan er det ikke længere, hvor beslutningerne i EU mere drejer sig om danskernes dagligdag. EU-lovgivning handler fx om fødevaresikkerhed, dyretransporter, badevandskvalitet, kemikalier i vaskemidler og meget andet, der ligesom ikke kan afgrænses til kun at være ”nationale interesser”, mener Peter Riis og giver et andet eksempel:
- Tidligere ønskede danske politikere at sikre Danmark så stor en landbrugsstøtte som muligt fra EU. Så enkelt er det ikke i dag. Nu er der faktisk bred enighed i folketinget om, at EU skal afskaffe landbrugsstøtten over tid. Danske politikere ser altså mere på helheden frem for snævre egeninteresser.

Politisk interesse
Kan man så godt være EU-modstander i dit job?
- Sagtens. Så længe man har en professionel indstilling til sit arbejde. Personligt er jeg tilhænger af EU, men det kommer nu ikke sagen ved om, hvorvidt jeg kan bestride mit job. Faktisk kender jeg ikke mine kollegers holdning til EU, siger Peter Riis.
Kunne embedsmanden selv tænke sig en dag at skifte kasketten ud og blive politiker?
- Mange aspekter af det politiske arbejde, er rigtig spændende. Men så er der andre, som ikke er attraktive: Politik er andet end at drøfte sager og træffe politiske beslutninger. Det er også taktik, personlig promovering og andre ting ud over selve det politiske indhold. Jeg er glad for at kunne beskæftige mig med politik uden at skulle forholde mig til valgløfter og magtkampe, konstaterer Peter Riis som i øvrigt mener, at det er uforeneligt med jobbet, hvis han kørte en politisk karriere ved siden af:
- Man ville lynhurtigt miste al sin troværdighed hos de politikere, man betjener. Og så kan man jo ikke gøre sit arbejde ordentligt, vurderer Peter Riis.

Mere åbenhed
Europaudvalget får ind imellem besøg af organisationer og andre som vil påvirke beslutningerne. Fx har de bornholmske laksefiskere forsøgt at påvirke udvalgets holdninger til blandt andet EU’s grænseværdier for dioxin i laksen.
I øvrigt går udviklingen af mere åbenhed i udvalget, sådan at alle danskere – i princippet – kan overvære i hvert fald dele af møderne.
- Hidtil har det kun været de såkaldte ”åbne samråd for ministre”, der har været åbne. Men i konsekvens af at EU og folketinget gerne vil være mere åbne, har Europaudvalget nu besluttet at åbne møderne i Europaudvalget, så borgerne kan se, hvad der foregår af klare politiske drøftelser, siger Peter Riis.
I øvrigt mener han, at langt det meste af det der foregår, sagtens kan tåle dagens lys:
- Det der formentlig forbliver lukket for offentligheden, er de punkter, der drejer sig om Danmarks forhandlingspositioner overfor andre lande i EU. De fleste forstår sikkert godt, at det ikke er hensigtsmæssigt, hvis regeringen åbent fortæller de journalister, der overværer mødet, hvor meget og hvornår Danmark er parat til at file på sine krav i en EU-forhandling for at opnå et eller andet kompromis. Så kunne EU-landenes ambassadører jo bare læse om det i avisen, indberette det til deres egne forhandlere, som så kunne tilpasse deres strategi i forhold til danskernes, forklarer Peter Riis.

Nyt job
Til oktober begynder Peter Riis i øvrigt i et nyt job, hvor han skal rådgive Folketingets udenrigsudvalg og Det Udenrigspolitiske Nævn. Jobbet indebærer også, at han skal skrive baggrundsnotater til udvalgsmedlemmerne og deltage i udvalgenes møder:
- Mit egentlige faglige speciale er EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og det håber jeg at kunne arbejde mere med i den ny stilling, siger Peter Riis.

Ironman
Efter otte timer ved ”skrivepulten”, mener Peter Riis at han trænger til frisk luft:
- Jeg holder mig i god form med løbetræning, svømning og cykling, siger embedsmanden, der for et par år siden gennemførte en IRONMAN, der består af 3,8 km svømning, 180 km cykling og et marathonløb (42 km).
- Siden er jeg løbet ind i nogle skader, så det blev ved den ene gang, siger Peter Riis, der til gengæld har kastet sig over at ro kajak. Derudover har han kørt Sjælland Rundt på cykel med kollegerne.
Peter Riis kobler også af ved køre ture på motorcykel:
- Min drøm er at krydse alperne og køre en tur ned langs den italienske adriaterhavskyst. Der skulle være rigtig flot, siger embedsmanden, som i øvrigt er den lykkelige ejer af en Kawasaki-motorcykel. Indtil nu er det blevet til nogle MC-ture til Skagen, Sønderjylland og Bornholm.

Tit på Bornholm
Peter Riis er tilbage på Bornholm mindst én gang hver anden måned for at besøge sine forældre Merete og Vilmer Riis, der stadig bor i Nexø, hvor han voksede op. Peter Riis’ mor var i mange år assistent på Nexø postkontor, mens faderen var lærer og pedel på Davidskolen. Begge er i dag gået på efterløn.
- Jeg er glad for at komme hjem til Bornholm ind imellem. Det er en unik plet med en enestående natur. Når jeg står på færgen og den forlader Ystad, ja så forlader jeg arbejdslivet, kobler af mentalt og gør klar til at holde weekend, siger Peter Riis.
Ender han på Bornholm en dag?
- Det ved jeg ikke. Måske får jeg sommerhus på Bornholm på et tidspunkt, hvem ved?, slutter den bornholmske embedsmand.

------------------------------------------------------------------

Peter Riis – kort
Født 1969 i Rønne og opvokset i Nexø.
Matematisk studentereksamen fra det daværende Bornholms Amts Gymnasium 1988
Kandidateksamen i offentlig forvaltning og politik (cand. scient. adm.) fra Roskilde Universitets Center 1999.
Var i 1998 på studieophold ved Karls Universitet, Prag og Masaryk Universitet i Brno, Tjekkiet.
Arbejdede i 1997 som fuldmægtig i Trafikministeriet
1999-2001 – Forskningsassistent ved DUPI - Dansk Udenrigspolitisk Institut (i dag DIIS).
Fra 2001 – Konsulent for Folketingets Europaudvalg, tidl. sekretær for udvalget og EU-konventsmedarbejder.
Har desuden siden 1999 undervist som ekstern lektor på Roskilde Universitets Center
Bor alene i lejlighed på Nørrebro i København.

Keramik er min passion

2007-07-12T00:39:00.000-07:00

Portrætartikel med den bornholmskfødte keramiker Christa Julin blev bragt i Bornholms Tidende i den 19. august 2006.

Af Jarl Cordua

Den bornholmskfødte keramiker Christa Julin har stor succes med sine krus, fade, skåle, lågkrukker og vaser. I Hareskovby nær Værløse for enden af Rønne Allé - en lukket villavej - bor keramikeren Christa Julin i et charmerende ældre hus sammen med sin mand. Her har hun siden 1988 haft eget værksted og forretning og en dag i august kiggede Bornholms Tidende forbi.
Christa Julin beskriver selv sin keramik som brugsgenstande, som folk også skal have lyst til at se på. Derudover mener hun at keramikken afspejler hende selv, fordi det har et roligt, enkelt og skandinavisk udtryk.
Igennem årene har Christa Julin udstillet sin keramik i en lang række lokale kunstforeninger, firmakunstforeninger og på markeder, og senest har Christa Julin brugt en weekend på en udstilling på Hornbæk havn. Men også større gallerier har haft bud efter hende:
- For nylig var der en udstilling på Borreby Galleri på Herreborgen Borreby ved Skælskør. Det var en tilfredsstillelse at være der, fordi der var en meget stor interesse for min keramik, siger Christa Julin og tilføjer:
- Jeg tager også selv på mange kunstudstillinger, fordi jeg interesserer mig for kunst og også for, hvad andre keramikere laver.

Sort og hvid
Christa Julin peger selv på, at den meget anerkendte dansk-tyrkiske keramiker Alev Siesbye med sine enkle skåle med intense middelhavsfarvede glasurer har betydet mest for hende:
- Inspirationen fra hende påvirkede mit arbejde, så jeg begyndte at dreje skåle i porcelænsler glaseret i turkise farver. Men jeg fandt snart mit eget udtryk i form af sort hvide skåle med grafiske linier og symmetriske dekorationer. Det har så udviklet sig til også at omfatte andre farver og dekorationer, men jeg holder af et harmonisk og æstetisk udtryk, forklarer Christa Julin.

Guide på Søholm
Som ganske ung blev Christa Julin efter sin studentereksamen fra Rønne Statsskole guide på byens tidligere store keramikfabrikker Søholm og Michael Andersen & Søn.
- Jeg fortalte de besøgende omkring hele processen med at lave keramik, og det kom åbenbart til at præge mig meget siden hen. Men dengang slog det mig aldrig at begynde at arbejde med ler, husker Christa Julin, der senere læste til folkeskolelærer:
- Det var helt klart fag, som formning og håndarbejde, der interesserede mig, og derfor også de fag jeg kom til at undervise i, siger Christa Julin, som frem til 1988 arbejdede som lærer i Glostrup. Men det var keramikken, der trak, og allerede i 1972 begyndte Christa Julin at lave keramik. I 1978 fik hun sit eget værksted.
- I 1988 købte vi så et stort faldefærdigt hus herude, som blev sat i stand, og hvor jeg kunne have mit værksted, og her trives vi rigtig godt, siger Christa Julin.
En overgang havde hun endda to jobs – et som lærer på nedsat timetal - og et som keramiker derhjemme:
- Jeg kan huske, at da beslutningen om at starte op som selvstændig var taget, cyklede jeg hjem fra skolen, mens jeg glædede mig og tænkte: Nu skal jeg hjem og lave det jeg har allermest lyst til, husker Christa Julin, der siden efteruddannede sig på diverse skoler for kunsthåndværk.

Forretning ved Rundetårn
I 26 år drev Christa Julin sammen med en række andre kunsthåndværkere en forretning i Landemærket 9 ved Rundetårn i Københavns indre by. Og den gik godt:
- Vi havde rigtig mange kunder, og der var et godt salg til turister, men også til private og kunstforeninger fra ministerier og andre arbejdspladser, fortæller Christa Julin
Hendes keramik bliver stadig solgt fra denne forretning, men i de sidste tre år har hun ikke selv taget del i arbejdet med driften.
Der foregår dog også salg af hendes keramik fra værkstedet, hvor Christa Julin har et salgslokale med en udstilling af skåle.

Dronningebesøg
Christa Julins forretningsmæssige succes er kommet lidt efter lidt:
Jeg har med årene fået en god lokal kundekreds. I de sidste 17 år har jeg holdt julestue med udstilling her i mit værksted. Det har dog været et langt sejt træk. Det første år kom der ikke så mange, men det er stille roligt vokset år for år, forklarer keramikeren. I dag er det et tilløbsstykke, men det er også meget hyggeligt, slutter Christa Julin.
Det lokale gennembrud for Christa Julin kom dog i 1998 med en udstilling i ”Skovhuset” for Værløses lokale kunstnere, som dronningen besøgte.
- Efter hendes besøg kom der virkelig en positiv interesse for mine ting, og pludselig havde jeg næsten udsolgt, husker Christa Julin, der i dag lever af sit keramiksalg:
- Selv om salget af mine ting hele tiden går fremad, så er det mest tilfredsstillende ved det, at der er mennesker, der kan lide mine ting, siger keramikeren.

Holder aldrig op
For Christa Julin er det at lave keramik mere end et arbejde:
- Det er en passion. Jeg har et reelt behov for at arbejde med de ting ellers bliver jeg lidt umulig. Det er tilfredsstillende at lave noget som, i de fleste tilfælde, bliver til noget smukt. Men det er også noget, man aldrig helt bliver færdig med. For man kan altid gøre det bedre. Så, keramik holder jeg aldrig op med, konstaterer Christa Julin, der aldrig tæller timerne i sit værksted.
- Før hen arbejdede jeg vildt meget. Dag og aften, men siden min mand er blevet pensioneret har jeg været bedre til at tage fri. Nu kan jeg godt finde på at tage fri midt på eftermiddagen for at foretage mig noget andet, og i weekenderne prøver jeg også at tage den med ro. Selvom jeg synes, at det er svært at holde fri, siger Christa Julin.

Lærer spansk
Sønnen Janus er flyttet hjemmefra og er studerende. Ifølge hans mor har Janus også kunstneriske evner, som dog mest bliver udtrykt gennem musik. Christas mand Henning er formand for det førnævnte udstillingssted ”Skovhuset ved Søndersø”, men til trods for, at han er interesseret i kunst er det ikke dér, ifølge fruen, at hans evner ligger:
- Til gengæld er han rigtig god med sine hænder og alt det håndværksmæssige omkring huset, og så har han altid stået for madlavningen herhjemme. Desuden laver han mine regnskaber, det er ikke noget, der interesserer mig, fortæller Christa Julin.
Det er også noget særligt for familien i Hareskovby, at den tit har gæster:
- Vi har haft omkring 20 studerende boende her i 4 måneder ad gangen. Her er jo god plads og oplevelserne med at have udlændinge boende har virkelig beriget vores familieliv, fortæller Christa Julin
Sammen med sin mand har Christa Julin rejst en del i Spanien og Mexico og i de senere år er ægteparret begyndt at lære spansk på det lokale VUC:
- Det er sjovt at udfordre sig selv, og derfor håber vi, at den næste student vi får, er spansktalende, siger Christa Julin, der også holder formen ved lige med løb og cykelture i skoven.

Mor største fan
Christa Julin har stadig familie på Bornholm. Keramikerens mor på 86 år bor i Rønne, hvor også den ene bror driver forretningen Zaff Teknik. Bornholms tidl. fødevareambassadør journalisten Georg Julin er i øvrigt også en slægtning.
- Jeg er vel på Bornholm i snit engang om året og sætter meget stor pris på at være der, siger Christa Julin, hvis mor er hendes største fan. Hun har flere gange har opfordret datteren til at udstille på øen, men det er endnu ikke sket:
- Det er også en fejl, som jeg må se gøre noget ved, indrømmer Christa Julin med et stort smil og fortsætter:
- Det er bestemt ikke viljen eller lysten, der mangler, men der har været så mange andre ting, så det er ikke blevet til noget.
Christa Julin har haft flere udstillingssteder på Bornholm i kikkerten, så det er blevet til lidt mere end tanken:
- Men skal det være, så skal udstillingen i hvert fald være ordentlig og helst lidt bedre end ellers, siger Christa Julin.

---------------------------------------------------------------------------

Kort om Christa Julin
Keramiker.
Født 1945 i Rønne og uddannet folkeskolelærer
Christa Julin er gift med Henning Bek, der tidligere har arbejdet på en erhvervsskole, men nu er pensioneret. Sammen har de sønnen Janus på 21 år, der er studerende.
Parret bor i et ældre hus i Værløse, hvor Christa Julin siden 1988 har haft sit værksted og forretning.
Som keramiker er hun selvlært, men har efteruddannet sig på Håndværkerskolen i Sønderborg, Danmarks Designskole, Århus Kunstakademi og Internationalt Keramisk Center i Skælskør.
Var i 26 år medindehaver af en forretning for kunsthåndværk tæt ved Rundetårn i København.
Har udstillet på en lang række kunstudstillinger, gallerier og i kunstforeninger rundt omkring, men især på Fyn og Sjælland.
Læs mere om Christa Julin på www.christajulin.dk

Bondams Bornholm

2007-07-12T00:27:00.000-07:00

Portrætartikel med Miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam blev bragt i Bornholms Tidende den 29. juni 2006.

"Der står Aaker i mit pas"

Af Jarl Cordua

Klaus Bondam har siden årsskiftet været Københavns teknik og miljøborgmester. Mange kender Bondam som skuespiller og teaterchef, men færre er klar over, at han faktisk er indfødt bornholmer.
Han blev i 1963 født på et husmandssted i Aaker, men flyttede allerede fra øen, da han kun var fire år gammel. Alligevel har Bondam holdt forbindelse til et ægtepar, som tog sig af lille Klaus, når han som dreng, hver sommer kom tilbage til øen på lang ferie. Som voksen har Bondam igennem årene også tit besøgt øen, hvor han - naturligvis - har medvirket i forestillinger på Rønne Teater. Men hvordan gik det egentlig til, at ærkekøbenhavneren Bondam lod sig føde på Bornholm? Bornholms Tidende mødte op på Københavns Rådhus en varm sommerdag i juni, hvor en både glad og veloplagt borgmester tog imod deres udsendte. Da kaffen er skænket op, lyser Klaus Bondam op i et smil, sætter sig vel tilrette i stolen og begynder at fortælle sin historie.

Hollandsk far
Klaus Bondams far - Jan Bondam - var hollænder, men familien var dengang bosat i Hollandsk Ostindien, der i dag er Indonesien:
- Min farfar var advokat i byen Surabaya på Java. Min far blev i 1938 som meget ung mand sendt til Holland for at studere. På grund af krigen kom mine bedsteforældre i japansk krigsfangelejr. De overlevede, men min far så dem ikke i mange år, siger Klaus Bondam om familiens barske skæbne. Efterkrigstiden var desuden en meget forvirrende tid for Klaus’ forældre:
- Ingen af dem var - af forskellige grunde - ikke særligt rodfæstede noget sted, og deres liv var vist lidt kaotisk, men i Finland traf min far min danske mor Gunnild, fortæller Klaus Bondam.
Herefter blev forældrene gift, bosatte sig fra 1949 i Danmark, hvor de fik fire piger i rap.

Efternøler
Klaus Bondams far læste til geolog og blev derfor siden ansat hos Hasle Klinker på Bornholm, hvor til familien flyttede i 1960-61. Parret bosatte sig på husmandsstedet ”Gravgærde” i Aaker syd for Aakirkeby. Ifølge Klaus Bondam skilte tilflytterfamilien sig meget ud fra de lokale:
- Bornholms Tidende bragte dengang en lille artikel om vores eksotiske familie: En akademisk hollænder og en kone fra den nordkøbenhavnske middelklasse med fire døtre, der optræder i ens tøj. Der har ikke været et øje tørt. Og på Bornholm fik de så mig, der var en rigtig efternøler. Der er otte år op til min yngste søster, konstaterer Klaus Bondam.
Borgmesteren understreger flere gange meget nøgternt, at familien forblev outsidere i lokalsamfundet, og derfor ikke havde meget samvær med naboerne, men der var undtagelser:
- Der var ingen tvivl om, at vi var nogle meget fremmede fugle for det landbosamfund, hvori vi boede. Mine forældre var sådan nogle ”kulturradikale” typer og passede slet ikke ind. Alligevel var der nogle gode naboer ægteparret Erna og Vagn, som ligesom påtog sig den rolle at indføre min mor i det der landboliv, der på mange måder er fantastisk, mener borgmesteren.

Kort afhandling
Imens moderen passede hjemmet, var Klaus’ far optaget af videnskabelige arbejder:
- Min far skrev den hidtil korteste doktordisputats på kun 24 sider. Doktorafhandlingens titel var ”kaolin-forekomster på Bornholm” og blev antaget. Når folk så siden spurgte, hvorfor den var så kort, svarede han blot: ”Der var ikke mere at skrive om emnet”, fortæller Klaus Bondam. (Kaolin er ler i ren form, som findes i store mængder omkring Rønne og Hasle og blandt andet bruges til porcelæn)
Efter nogle år på Bornholm fik Klaus’ far i 1968 nyt job hos Grønlands Geologiske undersøgelser og derfor flyttede familien Bondam til Burresø på Sjælland.
Faderen døde for syv år siden, mens moderen netop har rundet de firs år.

Barndomsferier
Bornholm forsvandt dog langt fra ud af Klaus Bondams liv, og gennem drengeårene kom han hver sommer fast på ferie hos Erna og Vagn:
- Mine forældre sendte mig bare af sted på ferie. En seks-otte uger alene. Det var herligt, for jeg havde min helt egen verden, siger Bondam, der mindes badeture på Balka og sjove timer i Brændesgårdshaven.
- I grunden burde folk lade andre passe deres børn. Det ville alle parter have godt af. Men det er jo nemt at sige, når man, som jeg, ikke selv har børn, erkender Bondam.

Varm middagsmad
Bondam ryster under interviewet den ene erindring fra barndommens bornholmerferier efter den anden ud af ærmet og beskriver levende stemninger og miljøet på landet. En anekdote lyder sådan:
- På landet, hvor vi boede, spiste man jo varm mad til middag. Først fik man kød med sovs og derefter grød oveni. I de SAMME tallerkener. Men jeg var ikke så god til det med at mose kartoflerne og få sovsen med. Så når grøden blev øst op, blev det til sådan noget med jordbærgrød, der smagte af sovs, griner Klaus Bondam.
Ude på landet kom man også hinanden mere ved, husker borgmesteren:
- Var nabokonen på hospitalet, jamen så gik man ned til hendes mand med varm mad. Var en enlig person sengeliggende, så blev der også sørget for varm mad til dem. Dengang var der virkelig naboomsorg til. Det er sandelig noget, som vi efterlyser i dagens samfund, siger Klaus Bondam.

Plads på dækket
Borgmesteren fortæller også gerne om oplevelser under rejserne til Bornholm:
- Min mor var lidt nærig. Hun ville ikke betale penge for SAS ”følordning”, hvor de tilbød en person til at holde øje med mig på flyet til Bornholm. Men min mor er også meget praktisk anlagt så i stedet tog vi ud til Kastrup Lufthavn, købte billet og betragtede så køen med folk, der skulle med samme fly. Dér skulle jeg udpege en dame, som jeg havde tillid til. Min mor spurgte så vedkommende dame om hun ville se efter mig på turen derover, fortæller Klaus Bondam
En gang ”gik det ud over” konen til skuespilleren og musikeren Freddy Fræk:
- De skulle til Bornholm og indspille børnetv-serien ”Sonja fra Saxogade”. Freddy Fræk var flink og gav mig en sodavand. Det var altså stort”, husker Bondam.
Engang da han var ni år, tog han båden alene til Bornholm:
- Min mor gav mig en billet i hånden, hvorpå der stod ”dæksplads”, ønskede mig en god tur og sagde, at Erna ville hente mig næste morgen klokken halv syv i Rønne, fortæller Bondam.
Det var i de dage, hvor bornholmerbådene hed ”Kongedybet" og ”Hammershus”.
- Det med ”dæksplads”, det tog jeg faktisk fuldstændigt bogstaveligt. Så jeg lagde mig til at sove udenfor på dækket, hvor der slet ikke var overdækket. Selvom det var sommer, så blev det faktisk temmelig koldt. Heldigvis var der en anden passager, der tog fat i mig og forklarede, at jeg skulle gå nedenunder til de fællesrum, hvor folk med dæksplads sov, griner Klaus Bondam, som mindes mange festlige nætter på bornholmerfærgerne.

Rigtig beslutning
Udover drengeårenes konkrete erfaringer, så kender Bondam også udmærket til de sidste par års hårde debat om transportforbindelserne mellem hovedstaden og Bornholm. Hans holdning er helt klar:
- Det var en rigtig beslutning at fjerne al kommerciel trafik væk fra Københavns havn herunder Bornholmstrafikkens færger. Tiden var simpelthen løbet fra færgetrafik så langt inde i havnen, hvor man så lastbiler hver morgen, der kørte gennem byens beboelseskvarterer, siger Klaus Bondam. Han mener, at bornholmerne skal være glad for de nye transportforhold, hvor man kan nå frem og tilbage fra øen på under tre timer.

Glad for mad
For de ”mistede transportforbindelser”, skal Bornholm ”knytte nogle nye”, mener Bondam:
- De gode madprodukter er noget af det, som Bornholm skal overleve på. Yderligere må der være gode muligheder for at tiltrække folk, der ved hjælp af Internettet har mulighed for at arbejde langdistance. Endelig byder øen på naturskønne oplevelser, og så må det være et sted, der bør tiltrække børnefamilier, vurderer borgmesteren.
Selv er borgmesteren en svoren tilhænger af økologi og storforbruger af bornholmske madprodukter:
- Jeg er - som man kan se - glad for mad, og har lagt mærke til de mange gode bornholmske kvalitetsprodukter. Jeg går en del op i, om maden er økologisk, er afhængig af Ruths sild, bruger den bornholmske rapsolie, og så synes jeg om snapsen fra den bornholmske spritfabrik, siger Klaus Bondam.
Borgmesteren mener også, at Bornholm har gjort nogle store fremskridt ved at foretage en kommunesammenlægning før Danmarks andre kommuner:
- Bornholm er et skridt foran og har gjort nogle erfaringer, som resten af landet virkelig kan lære af, mener Bondam.
Han har desuden haft sæde i Øresundskomitéen og har der mødt bornholmske politikere, og Bondam mener, at Bornholm har bidraget med gode erfaringer.
- Bornholm har været gode til at lade sig integrere med Skåne på kultur- og erhvervsområdet. Det er et område, som vi politikere i København bør tage ved lære af, siger Klaus Bondam.

Beskeden borgmester
Efter et halvt år i borgmesterstolen gør den radikale borgmester meget ud af at være ydmyg og beskeden om sin egen rolle. I stedet roser han sin tætte politiske allierede Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard (S):
- Ritt er både enormt dygtig, meget erfaren og politisk tung – hun er i ”Anders Fogh-klassen”, mener Klaus Bondam.
Men går Bondam så ikke efter at komme i Folketinget på et senere tidspunkt?
- Nej det tror jeg ikke. København er i den særlige situation, at byens økonomi er god, og derfor er der mulighed for at udrette en del. Modsat mine borgmesterkolleger, der skal løse nutidens problemer her og nu indenfor områder som fx uddannelse eller sundhed, så arbejder jeg som teknik og miljøborgmester med, hvordan byen ser ud om 15-25 år. Det er er både sjovt og interessant, men naturligvis også et kæmpestort ansvar hver dag, siger borgmesteren.

Besøger Bornholm
Bondams relationer til Bornholm er stadigvæk mange. Han har en del venner på øen, og hans søster og svoger har part i et hotel i Svaneke.
Borgmesteren er meget interesseret i kunst og derfor især glad for at besøge Bornholms Kunstmuseum.
Også Christiansø har en stor plads i Klaus Bondams hjerte:
- Skuespillerforbundet har sommerboligen ”Ravelinen” derovre, og det har været et privilegium at bo derovre og opleve øen. Det hjørne af Danmark er meget specielt. Jeg har også haft udenlandske gæster med derovre, som alle var meget begejstrede, siger Klaus Bondam.
Ser man så borgmesteren på hans fødeø Bornholm i den nærmeste fremtid?
- Mine gode venner Preben og Bende (skuespillerparret Harris) i Svaneke er jo nu blevet mere fastboende, så måske man skulle smutte en tur til Bornholm en tre-fire dage, slutter bornholmeren Klaus Bondam.

------------------------------------------------------------------

Klaus Bondam - kort
Klaus Bondam blev født i Aaker i 1963. Han er uddannet skuespiller ved Odense Teater i 1992. Siden har Bondam medvirket i flere danske film og huskes især for rollen som den tyske toastmaster i Thomas Vinterbergs film ”Festen” og som ”Niels Buckingham” i TV-serien ”Langt fra Las Vegas”. Klaus Bondam medvirkede sidste år i det meget populære TV-program ”Vild med Dans”. I årene 1996-2003 var han chef for Grønnegårdsteateret og 2003-2005 for Folketeateret. Bondam har været medlem af Københavns Borgerrepræsentation siden 2002 - valgt af Det Radikale Venstre. Siden årsskiftet er han Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester.
Privat er Klaus Bondam gift med Jacob Kamp, der er landskabsarkitekt. Parret bor på Nørrebro.

Lotte er tilbage

2007-07-06T01:24:00.000-07:00

Portrætartikel med filminstruktøren Lotte Svendsen blev bragt i Bornholms Tidende den 15. juli 2006.

Af Jarl Cordua

Lotte Svendsen har sommer-hus på Bornholm. Her ses hun med sønnen Carlo

Den bornholmske filminstruktør Lotte Svendsen har netop afleveret manuskriptet til en ny tv-serie for hele familien til Danmarks Radio. Det er ellers ikke så lang tid siden, at hun var på barselsorlov efter at fået sit andet barn. Og nu skal Lotte Svendsen i gang med at skrive manuskript til en helt ny spillefilm, men forinden skal hun lige holde en måneds sommerferie med mand og børn i sommerhuset på Bornholm. Bornholms Tidende mødte filminstruktøren og hendes yngste søn til en snak på en café i Københavns indre by.

Hvordan ser Lotte Svendsens fremtidsplaner så ud?
- Måske at få nogle flere børn. I hvert fald har jeg helt klart prioriteret det højt at få et familieliv til at fungere. Jeg har altid vidst, at jeg skulle have en familie på et tidspunkt og har derfor haft travlt med at få gang i en karriere, før jeg fik børn. Begge ting har været vigtige for mig, men det har ikke været muligt at gøre det hele på en gang. For tiden har min mand barselsorlov og er hos børnene, så nu synes jeg, at det er blevet tid til at lave film igen, siger Lotte Svendsen, mens hun nipper til sit glas med hyldeblomst.
I nyere tid er der vel næppe noget andet menneske, som det i den grad er lykkes at få sat fokus på Bornholm og bornholmerne, end Lotte Svendsen. Det skete, da hun i 1999 brød igennem med filmen ”Bornholms Stemme”, der skildrede ”de gyldne år” i bornholmsk fiskeri i starten af 1980’erne og den efterfølgende deroute. Sent vil man på øen glemme filmens hovedpersoner Lars Erik og Sonja, spillet af henholdsvis Henrik Lykkegaard og bornholmske Sofie Stougaard, og deres trængsler, da fiskerieventyret og forbrugsfesten sluttede, og de økonomiske tømmermænd meldte sig. ”Bornholms Stemme” er blevet en nyklassiker i dansk film, og hvis der fandtes en bornholmsk kulturkanon, er filmen helt umulig at komme udenom. Der er gået syv år siden verdenspremieren i Rønne Bio, men filmen holder stadig, synes Lotte Svendsen:
- ”Bornholms Stemme” bliver bedre og bedre med årene. Det er jeg fuldstændig sikker på. Det gør den fordi, den ligesom mine andre film handler om universelle værdier – relationer mellem mennesker om familie, venskab og kærlighed. Men også om konflikter, som vi alle sammen oplever, siger Lotte Svendsen om sin gennembrudsfilm, der for nylig blev genudsendt på DR1.

David måtte rejse
Konflikter har der også været nogle af i Lotte Svendsens liv i de seneste syv år. Især med de danske myndigheder, som tvang hendes daværende kæreste, den serbiskfødte David Nikolic til at flytte tilbage til sit oprindelsesland, fordi han ifølge udlændingeloven ikke kunne få opholdstilladelse i Danmark.
- Davids far har boet i Danmark i mange år. Da krigen brød ud i Jugoslavien tog han ned og hentede David herop, så han undgik militærtjeneste. Desværre kom David aldrig igennem asylsystemet, for han havde jo allerede et netværk her i landet, der tog sig af ham. Han er jo kommet her i Danmark gennem hele sin barndom. Efter at David havde boet her i 12 år på tålt ophold, så ville myndighederne pludselig sende ham ud af landet, fortæller Lotte Svendsen, som forinden havde født parrets første søn Villy.
Sagen om parrets problemer var stærkt omtalt i årene 2003-2004, hvor et dansk tv-filmhold fulgte deres liv i Serbiens hovedstad Beograd, hvortil Lotte Svendsen pendlede frem og tilbage fra København. Undervejs blev Lotte og David gift på rådhuset i Beograd, og det blev fejret på serbisk manér:
- Billed-Bladet skrev om vores bryllup, at man i Serbien serverer neskafé og svinekoteletter til den slags fester, og så skulle det være overstået. Det er altså ret sjovt, for et bryllup dernede er en kæmpefest med mere end 30 middagsretter, og hvor der virkelig er gang i den. Så de havde ikke helt fået det hele med, ler Lotte Svendsen.
Sagen endte godt til sidst, da parret for to år siden blev familiesammenført, så David kunne flytte til Danmark.
Undervejs fik Lotte Svendsen skældt den daværende integrationsminister Bertel Haarder godt og grundigt ud i medierne, og filminstruktøren fik i det hele taget sat meget fokus på familiesammenføringsreglerne.
Familien Nikolic/Svendsen plejer dog stadig forbindelsen til Serbien:
- Min svigermor og svigerinde bor stadigvæk i Beograd, og dem tager vi selvfølgelig ned og besøger ind imellem, siger Lotte Svendsen.

Filmisk friværdi
Hjemme igen i Danmark gik begge så i gang med hver deres karriere inden for film- og teaterbranchen, og i efteråret 2004 fik Lotte Svendsens anden større spillefilm premiere. Det var komedien ”Tid til forandring” med Kirsten Lehfeldt, Claus Ryskjær og Waage Sandøe i rollerne, der portrætterede danskere fra alle samfundslag og deres mangeartede problemer - ikke mindst med dem selv. Hos publikum fik filmen ikke helt den samme opmærksomhed som ”Bornholms Stemme”:
- Den var helt klart mere skæv og kantet i forhold til, hvad jeg ellers har lavet, siger Lotte Svendsen.
Senest arbejder filminstruktøren med yderligere et spillefilmmanuskript, men holder ind til videre kortene tæt til kroppen. Hun løfter dog en flig af sløret, da Bornholms Tidende spørger ind til emnet for filmen:
- Den beskriver menneskelige relationer, der dog bliver påvirket af en ydre faktor. Jeg har fundet ud af, at netop friværdien i ejendomme og lejligheder spiller en stor følelsesmæssig rolle for danskerne. Netop dette begreb ”friværdi” får begivenhederne i filmen til at accelerere, siger Lotte Svendsen, hvis tidligere film i høj grad også kan ses som hvas kritik af menneskers trang til at prioritere materielle værdier højere end menneskelige relationer.
- Ja, det er vel en kommentar til den forbrugsfest, som er i gang i øjeblikket. Nu efter at jeg har fået børn, er jeg endnu mere fokuseret på at sige fra over for al det overforbrug, der finder sted. Har vi egentlig brug for al det, vi går og køber? Og går det ikke ud over miljøet i sidste ende? mener Lotte Svendsen, som lover, at filmen får en ”gyseragtig efterklang”.

Emmas Dilemma
Det er dog især været arbejdet med den satiriske teatergruppe Emmas Dilemma, der har spillet deres stykker på teateret Avenue T og en overgang kunne ses på tv-kanalen DR2, som har optaget Lotte Svendsen de seneste år.
- Vi er seks piger, der har holdt sammen i over ti år. De fem andre er skuespillere, mens jeg skriver tekster og instruerer, fortæller Lotte Svendsen, der dog ikke leder sekstetten:
- Der er en flad struktur i gruppen med ligeløn, siger Lotte Svendsen, men afviser kategorisk, da jeg drillende spørger, om Emmas Dilemma ligesom Linie 3 måske ender med at tage på 25 års jubilæumsshows:
- Lige nu holder vi pause, men det kan da meget vel være, at det bliver ved det. Nu får vi se, lige nu laver vi i hvert fald noget andet hver for sig. Jeg er blevet lidt træt af ironi og satire. Det er tiden til at lave noget lidt mere alvorligt, vurderer Lotte Svendsen, der i foråret vendte tilbage fra barselsorlov og de sidste to måneder har undervist i instruktion på Den Danske Filmskole på Holmen.

Underviser
Lotte Svendsen har også brugt tiden på at undervise på højskole, skoler og gymnasier:
- Jeg bliver hele inviteret ud. Der har jeg vist mine film og så bagefter taget en snak med publikum om filmens pointer, som jo handler om sociale forhold og forholdet mellem samfundsklasserne, forklarer filminstruktøren.
Der har også været bud efter hende fra mange fagforeninger, som har brugt Lotte og hendes film.
- Bornholms Stemme handler også om tab af arbejdsidentitet, og derfor har den været god at tage udgangspunkt i for en diskussion med mennesker, der er blevet fyret fra deres job, siger Lotte Svendsen.
Endelig samarbejder hun med skuespilleren Mette Horn om showet: ”Damen med de blå tænder”, som de optræder med gennem et booking bureau:
- Damen drikker lidt for meget rødvin og siger lidt for mange sandheder. Hende kan man hyre til at levere en brandtale, men vi optræder også gratis i forbindelse med velgørenhed, påpeger Lotte Svendsen.

Ny tv-serie
Lige nu er filminstruktøren i gang med en ny tv-serie og har lige afleveret sit manuskript til Danmarks Radio. Hvad handler det om?
- Det er igen Mette Horn, der også er med i teatergruppen Emmas Dilemma, der spiller hovedrollen som en enlig mor til en tiårig dreng. Hun er arbejdsløs historiker med hang til verdenshistoriske slagmarker, og blandt kvinder er den interesse jo ikke helt almindelig, fortæller Lotte Svendsen, der helt bevidst ikke tager udgangspunkt i en almindelig kernefamilie som sin egen:
- Åh, alle de lykkebilleder af familier. Glem det. Jeg har ikke tal på alle de sammenkomster hos familier, hvor man har været inviteret til at indvie et nyt samtalekøkken eller et nyt hus, og hvor facaden viser ren lykke, men hvor familien reelt set er i opløsning, fordi man har alt for travlt med at skrabe penge sammen til det hele. Det er i hvert fald ikke det, det handler om for mig i mit liv. Desuden vil jeg gerne vise, at der rent faktisk findes kvinder, hvor det at finde manden i sit liv faktisk ikke er det eneste ene saliggørende. Men måske handler det om, at hun har brændt sig for mange gange på kærligheden, tilføjer filminstruktøren stille og eftertænksomt.
Selv er hun i øvrigt meget kritisk over for nutidens udbud af børne-TV:
- Jeg synes, det meste er tegnefilm, hvor de skriger hele tiden, siger filminstruktøren, der blev opfordret af filminstituttet til at lave nogle filmiske fortællinger for børn:
- Vi bygger videre på den gode danske børnefilm-tradition, som mange kender fra film og serier som Nana, Sonja fra Saxogade og Gummi-Tarzan, siger Lotte Svendsen, der skal arbejde med serien året ud.
- Vi går i gang med at filme til oktober, så her og nu skal vi finde børn til rollerne og steder, hvor vi kan filme, siger Lotte Svendsen om sin TV-serie, der i øvrigt får premiere 6. januar 2007.

Politisk engagement
Lotte Svendsen har aldrig lagt skjul på sine meget markante politiske holdninger. Fx medvirker hun ved demonstrationer som fx imod krigen i Irak og indvandrerlovgivningen eller er med i en støttegruppe for fristaden Christiania. På den anden side afviser hun at være fordømmende over for folk med andre synspunkter.
- Jeg har da været til mange fester med folk, som mener noget helt andet end jeg. Der skal være plads til uenighed, og jeg har det allerbedst med nogle gevaldige diskussioner. Det skal ikke være så ensartet og dogmatisk det hele, mener Lotte Svendsen, som gerne siger pæne ting om folk, hun politisk slet ikke er enig med:
- Der er da en del af mine venner, som siger, at Søren Pind som borgmester ødelagde København. Det er da meget muligt, men han er faktisk blandt de allerbedste til at danse, og det er da en meget god kvalitet, siger Lotte Svendsen og ser helt alvorlig ud.
Filminstruktøren har også markeret sig som en arg modstander af reklamefilm og siger selv nej tak til at lave dem:
- Jeg vil ikke bruge mit talent til at fortælle folk, at de skal købe ting, som de ikke behøver. Det kan lyde frelst, men sådan er det. Jeg er, som jeg er, siger Lotte Svendsen og tilføjer:
- Det ville da også være patetisk, hvis jeg rendte rundt og lavede reklamer, når nu jeg tager ud og holder foredrag med budskabet om, at folk hellere bør skabe et reelt indhold i deres tilværelse frem for at forfalde til ren forbrugerisme.
Lotte Svendsen siger dog, at hun ville bryde sit princip om ikke at lave reklamefilm, hvis det handler om at reklamere for Bornholm:
- Jo, enten det eller hvis det handlede om velgørenhed, så ville jeg overveje sagen.

Sommerhuset
Lotte Svendsen har i en del år haft et sommerhus mellem Rutsker og Vang, som bliver brugt til familiens ferier, men også er et sted, hvor hun arbejder.
- Det sommerhus, jeg overtog, har jeg brugt en del tid på at bygge om. Der er sat nye døre og vinduer i, og vi har renoveret hele overetagen. Det er mit kæmpeværksted, hvor jeg har siddet og skrevet film med ”Nulle” (med-manuskriptforfatter på bl.a. Bornholms Stemme) og øvet med de andre i Emmas Dilemma, siger Lotte Svendsen om stedet, hvor hun har skrevet en stor del af sine manuskripter:
- Helt ærligt, jeg arbejder seriøst at komme til at bo der permanent – på et tidspunkt, siger Lotte Svendsen, og det er der opbakning til hjemme i privaten:
- Min mand var vild med Bornholm fra første færd. Han græd faktisk, for Bornholm mindede lidt om hans eget land.

Ferie på Bornholm
Naturligvis holder Lotte Svendsens familie også i år ferien på Bornholm:
- Bornholm er verdens bedste sted at holde ferie. Især for små børn, mener Lotte Svendsen.
Hvad skal hun så lave i ferien, og får man hende at se ude i sommerlandet?
- Den står i hvert fald på afslapning. Men en aften kunne vi finde på at invitere nogle gode venner op og spise på Allinge Røgeri. Så skal vi helt sikkert ned til Hullehavn og bade sammen med ungerne. Vi er også glade for at tage på loppemarkeder og kigge på ting. David tager nok vores ældste med op at kigge på Bornholms Tekniske Samling i Allinge, hvor der er gamle radioer og traktorer at kigge på. Ellers skal vi være sammen med mormor – ungernes oldemor – som bor i en beskyttet bolig i Rønne, siger den bornholmske filminstruktør
Ferien varer en hel måned, før Lotte Svendsen og hendes familie i starten af august vender tilbage til hovedstaden.

----------------------------------------------------------------------------

Lotte Svendsen kort
Lotte Svendsen er født i 1968 i København, men opvokset i Rønne.
Film - og teaterinstruktør samt manuskriptforfatter. Uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole 1995.
Blandt andet kendt for filmene Royal Blues (1997), Bornholms Stemme (1999) og Tid til forandring (2004)
Medlem af den satiriske teatergruppe ”Emmas Dilemma”, hvis forestillinger hun har instrueret og skrevet tekster til.
Gift med David Nikolic, der er scenetekniker. De er forældre til to drenge: Villy på fire år og Carlo på ti måneder.
Parret bor i en lejlighed i Københavns indre by tæt ved Nyboder.

Thøger passer på pengene

2007-06-28T12:24:00.001-07:00

Portrættet af Senior Portefølje Manager Thøger Svendsen, Nordea Invest Fund Management A/S blev bragt den 24. juni 2006 i Bornholms Tidende.

Af Jarl Cordua

Thøger Svendsen

Bornholmske Thøger Svendsen (34) forvalter milliarder af kroner for Nordea Invest, der med en femtedel af markedet for investeringsbeviser er landets næststørste investeringsforening.
En dag i maj kigger Bornholms Tidende forbi investeringsforeningens hovedkontor i Nyropsgade i København.

Fru Hansens penge
Omkring halvdelen af Nordea Invests kunder er ifølge Thøger Svendsen almindelige mennesker, der sparer op til deres pension eller vil investere deres penge i værdipapirer, og gerne vil sprede risikoen. Den anden halvdel af kunderne er store pensionskasser, som har sat en del af deres penge i investeringsbeviser. Sammenlagt ejer kunderne i Nordea Invest investeringsbeviser for 152 mia. kr.
- Det er faktisk den almindelige hr. og fru Hansens penge, som vi forvalter, forklarer Thøger Svendsen, der har titel af ”Senior Portefolio Manager”.
- Ofte er det sådan, at bankerne anbefaler en investeringsforening, som de samarbejder med, og derfor er der en hel del Nordea-bankkunder, som investerer i Nordea Invests beviser. Men vi er faktisk ikke en del af Nordea, siger Thøger Svendsen, der stammer fra Nexø. Hans far - Mogens Svendsen - er på Østlandet kendt som mangeårig indehaver af virksomheden Bornholms Skibsradio, der sælger kommunikationsudstyr og elektronik til skibe. Sidste sommer blev virksomheden dog overdraget til en svigersøn.

Udenlandske aktier
Thøger Svendsen er ansvarlig for den del af Nordea Invests investeringer, der foregår i IT-aktier og europæiske aktier:
- Hvis nu en kunde, Jensen foretrækker at investere i amerikanske aktier, så kan han eller hun vælge at købe et investeringsbevis, der består af en række forskellige amerikanske aktier. Men en anden kunde Larsen synes måske bedre om investeringsbeviser, der består af asiatiske aktier eller noget helt tredje og køber derfor dem, forklarer Thøger.
Investeringsforeningers beviser er ikke helt ligesom almindelige aktier. De er underlagt stor lovgivning og bliver strengt reguleret, netop fordi kunderne er private personer:
- Det er derfor relativt sikkert at investere i en investeringsforening, netop fordi der er en stor risikospredning. Så hvis fru Hansen køber for 100.000 kr. ”Nordea Invest Europa”- investeringsbeviser, så må vi ikke bare gå ud og købe aktier i et enkelt europæisk aktieselskab. Faktisk er grundregelen den, at værdien af investeringsbeviset for fem procents vedkommende højest må bestå af aktier fra et enkelt selskab. Dvs. at investeringsbeviser er sammensat af en mængde aktier i mindst 20 forskellige selskaber. Taber man lidt på den ene selskabs aktiekurs, så kan det opvejes af stigninger i kursen på andre selskabers aktier, siger Thøger.
- Kurserne på vores investeringsforeningsbeviser fastsættes flere gange dagligt, og kunderne kan præcis ligesom med almindelige aktier, dagligt følge med i hvor meget de er værd, forklarer Thøger.

Pensionsformue i svin
I øjeblikket investerer investeringsforeninger kun i aktier og obligationer. Men ifølge Thøger Svendsen har lovgivningen for nylig åbnet op for, at pensionssparere også kan investere i guld, olie, svin, fødevarer – ja praktisk taget alt.
- På den måde kan man sætte sin pensionsformue sammen af en masse meget forskellige aktiver.Råvarepriser udvikler sig anderledes end kurserne på aktier og obligationer, så på den måde spreder man risikoen, forklarer Thøger.
Før der investeres, bruger Nordea Invest en række rådgivere uden for huset, der løbende og grundigt analyserer de forskellige aktiers styrker og svagheder:
- Det er vi nødt til, for vi har ikke selv tid til at gå alle selskaberne efter i sømmene. Jeg har ansvaret for mit eget aktieområde, og derfor er det mig, som i sidste ende bestemmer, hvad der investeres i, siger Thøger, der sammen med kun fire kolleger forvalter Nordea Invests samlede aktiver.
- Det er ikke sådan, at man kun sidder med sine egne aktier. Vi hjælpes ad og er stand-in for hinanden og følger hinandens områder, fortæller Thøger.

Nyheder døgnet rundt
Når Thøger møder ind på sit kontor ved halv nitiden, begynder han med at skimme den elektroniske indbakke for nyheder:
- Dér ligger nyheder fra USA med vurderinger af, hvordan det gik på det amerikanske aktiemarked i løbet af natten. På dette tidspunkt er de asiatiske børser også ved at lukke, og det følger vi også, sådan at vi har et overblik, før de europæiske børser i London, Frankfurt og Paris åbner ved nitiden. Hvis aktierne har klaret sig dårligt fx i USA, så vil det ofte betyde at aktiekurserne i Europa falder, siger Thøger.
Restbunken med e-mails består af afregninger på tidligere aktiehandler og vurderinger af, om handlerne er sket til en fornuftig pris.
Thøgers arbejde består især i at følge med i dagens strøm af internationale nyheder inden for finans, erhvervsliv og politik. Derfor er han via sin computer koblet op på store internationale finans-nyhedstjenester som Reuters og Bloombergs. Årsagen til, at man følger med i nyhederne, er den enkle, at investeringsbeviserne naturligvis påvirkes af udviklingen på verdens aktiebørser:
- Hvis verdens største firma Microsofts aktier falder 10 pct., og vi har investeret i dem, ja så påvirker det negativt værdien af vores investeringsbeviser inden for globale IT-aktier, forklarer Thøger.
Også nyheder om, hvordan de store landes økonomier klarer sig, har stor betydning:
- Hvis nu der kommer et nøgletal fra USA, der viser, at den økonomiske vækst har været højere end forventet, så får det positiv indflydelse på kurserne for de enkelte aktier – også i Europa. Store politiske omvæltninger kan også spille ind. Et eksempel er den bebudede nationalisering af Bolivias olie og gas. Bliver det til noget, får det selvsagt betydning for aktiekursen på de olie- og gasselskaber, som arbejder i området, siger Thøger.
Thøger og hans kolleger får i løbet af dagen telefonopringninger fra kunder og journalister, der vil høre deres vurderinger af udviklingen på aktiemarkedet:
- På skift skriver vi en lille døgnrapport over de vigtigste nyheder og udviklinger, som vi lægger ud på hjemmesiden til vores kunder.
Thøger oplever, at hans arbejde og interesse for finansverdenen flyder sammen:
- Der sker noget hele tiden, og ingen dag ligner hinanden. Så egentlig er jeg ret heldig, at jeg sidder her og får penge for at læse nyheder og komme med mine vurderinger, siger Thøger.

Læste i London
Efter en matematisk studentereksamen fra gymnasiet i Rønne tog Thøger til København for at læse økonomi på Københavns Universitet. Da bachelorgraden var i hus, pakkede han i sommeren 1997 to kufferter – én med bøger og en anden med tøj – for at drage til England:
- Jeg læste en mastergrad i finansiel økonomi på University of London, fortæller Thøger.
- Vi var kun 12 elever i klassen, og vi kom fra hele verden bl.a. Fjernøsten og Sydamerika. I det hele taget var studentermiljøet fantastisk, siger Thøger, der havde et lille værelse på universitet og finansierede opholdet ved hjælp af SU og et par legater, samt god vilje fra bankrådgiveren.

Skift til finansverdenen
Hjemme igen fik Thøger som 27-årig et job hos det multinationale tandpasta-firma Colgate, hvor han stod for indkøb af markedsanalyser af, hvordan salget gik for firmaets produkter i Norden. Men det afgørende skift til finansverdenen kom, da han efter halvandet år fik job i den store pensionspengetank PKA, som forvalter en lang række offentligt ansattes pensionsmidler:
- Her blev jeg finansanalytiker i et nyoprettet kontor, hvor vi arbejdede med, hvordan man bedst minimerer risici ved investeringer, husker Thøger
Men en dag i sommeren 2001 ringede Nordea Invest og tilbød ham hans nuværende job.
Finansverdenen er et sted, hvor der ofte tjenes mange penge, og hvor en ekstravagant livsstil og højt pengeforbrug følger i kølvandet. Men det er ikke en del af Thøgers hverdag, fastslår han:
- Selvfølgelig bliver der indimellem tjent store penge især blandt de børsmæglere, som vi også har kontakt til. Men vores del af branchen handler om at forvalte andre folks penge, og derfor er det ikke her hos os, man oplever "guldflippere", vurderer Thøger.

Investér med omtanke
Før man kaster sig ud i at investere, skal man gøre sig klart fra starten, hvor stor en risiko, man vil tage, lyder Thøger råd til folk med mod på investeringer:
- Hvis man er typen, der ligger vågen, fordi man er bange for, at ens investeringer falder fem pct. i værdi over natten, så er man jo ikke særlig risikovillig, mener Thøger
Det har også stor betydning, om man er ung eller gammel. Jo ældre man er jo kortere tidshorisont og jo lavere risikovillighed:
- En person, der står lige over for at blive pensionist skal jo ikke ud og gamble med sin pensionsformue og sætte den over styr ved investeringer med høj risiko for tab. En yngre person, har bedre tid og mulighed for senere i livet at eventuelt indhente et tab ved en risikofyldt investering, forklarer Thøger
Ikke overraskende er god rådgivning også vigtig, før man begiver sig ud på aktiemarkedet:
- Tag alle gode råd med et gran salt. Og lad være med at investere i ting, du ikke forstår. God rådgivning får man oftest i sin bank, men man skal stadig se sig for. Man skal altid tænke sig om og bruge sin sunde fornuft, når man handler, fastslår Thøger Svendsen.

Drømmejob
Thøger ligger ikke skjul på, at han har fundet sit drømmejob:
- Det er fagligt udfordrende, og der sker noget nyt hver dag. Men kravene til vores produkter udvikler sig hele tiden, og rent fagligt må jeg også følge med, siger Thøger.
Det er også baggrunden for, at en del af hans fritid bliver brugt til at læse videre:
- Jeg læser selv en såkaldt ”CFA”, der er en international finansanalytiker eksamen. Det er dog ikke noget med at gå i skole. Man læser selv pensum op, og så går man til eksamen, forklarer Thøger.
- Resten af fritiden bliver brugt på at spille lidt golf, vinsmagning, gode bøger og et stort netværk af venner - også på Bornholm, siger Thøger Svendsen.

Mobildiskotek
Blandt vennerne fra drengeårene er Peter Bræstrup - medindehaver af KjaerStrup-chokolade i Snogebæk. I teenageårene havde Peter og Thøger sammen med to andre drenge fra Nexø et populært mobildiskotek ”Nighttrain”, som de turnerede med på Bornholm:
- Vi toppede i slutfirserne, og på det tidspunkt var vi Bornholms største. Vi spillede til sportsstævner som Østersø Cup, byfester og skolejubilæer. Og jeg har ikke tal på de mange fredage eftermiddage, hvor vi spillede til sodavandsdiskoteker på Nexø Fritidshus. Det var ikke de store penge, men vi havde det jo bare sjovt, fortæller Thøger.

Skal giftes
Til sommer får Thøger formentlig selv brug for et mobildiskotek. Den 29. juli skal han og kæresten gennem 11 år Pia giftes. Brylluppet står på Fyn, hvor bruden stammer fra. Til gengæld er bryllupskagen fra Bornholm. Den har ungdomsvennen Peter Bræstrup nemlig lovet at stå for.

På Bornholm falder sindet til ro

2007-06-27T07:08:00.001-07:00

Portrættet af erhvervsmanden Mads Krage, formand for Destination Bornholm blev bragt i Bornholms Tidende den 3. juni 2006.

Af Jarl Cordua

Allerede i drengeårene tabte Destination Bornholms formand, Mads Krage sit hjerte til Christiansø og Bornholm. Siden han i 2004 fratrådte som Netto-direktør, har han og fruen derfor fået langt mere tid til sommerhuset i Melsted. Krage (61) er dog en særdeles aktiv pensionist med bestyrelsesposter i en lang række store danske virksomheder som Tulip og Toms.

En sommer i slutningen af 1950’erne tog en 12-årig fynsk knægt alene på ferie på Christiansø for i et par uger at bo hos en fiskerfamilie. Oplevelsen betød, at Mads Krage indledte en livslang kærlighedsaffære med Christiansø:
- Jeg boede hos Carla og Arne Nielsen - et fiskerægtepar med syv børn, og så blev jeg betaget af fiskermiljøet, det frie liv og naturen derovre. Det blev nogle meget lange sommerferier, hvor jeg tit tog med ud at fiske, husker Mads Krage, som fastholdt forbindelsen til fiskerfamilien. Men de var ikke de eneste, som den unge Mads knyttede livslange bånd til:
- Søren Hansen, som er fyrassistent på Christiansø, og jeg blev venner som helt unge, og det er vi stadig. Så hver sommer tager vi derover og er stadig med ude at fange sild, fortæller Mads Krage.

Sommerhus i Melsted
Det er dog i Melsted, at familien Krage har deres lille sommerhus:
- Vi var længe på udkig, men fandt så et hus vi kunne lide, og som lå tæt på havnen i Melsted. Fra Gudhjem er der jo heller ikke så langt til Christiansø, bemærker Mads Krage.
Mads Krage og hustruen Lise, der er overlærer, har siden sin pensionering hver sommer holdt en måneds ferie på Bornholm:
- Det ligger også altid fast, at vi er på Christiansø den sidste uge af juli, hvor der er sommerbal og karneval, fortæller Mads Krage, som også deltog i øens vinterkarneval i marts måned.
- På Christiansø møder vi jo mange mennesker, fastboende og bornholmere. Vi kommer der, fordi vi føler os godt tilpas og godt behandlet. Men i det hele taget har jeg det sådan, at når jeg kommer til Bornholm, så falder sindet lidt til ro, forklarer Mads Krage.

Større turistsatsning
Siden januar i år har Mads Krage været formand for Destination Bornholm. Dermed er han med til at lægge sporene for udviklingen og markedsføringen for bornholmsk turisme. Det er en opgave, som formanden går op i med liv og sjæl:
- Bornholm byder på enestående naturoplevelser, fred og ro samt en række gode familieaktiviteter. Så kan man få rigtig gode kulinariske oplevelser samt en masse kultur og historie. Nu kan man endda opleve et jordskælv hos NaturBornholm, Det er da fantastisk,fastslår Mads Krage, da jeg spørger ham, hvad Bornholm egentlig har at tilbyde sine gæster.
At sikre fremgang for Bornholms turisme er ikke en let opgave. På landsplan mistede Danmark sidste år 16 pct. af de tyske turister, og det ramte især øens turisme. I januar kritiserede Mads Krage som nytiltrådt formand regeringens turismeudspil, som han ikke fandt ambitiøst nok. Han mener, at bevillingerne til dansk turisme generelt er blevet beskåret.
- Et eller andet sted kræver en turistsatsning også nogle offentlige penge. Når 12,4 pct. af beskæftigelsen på Bornholm er i turismen, så er det en satsning, der for samfundet alt i alt er et fantastisk godt regnestykke, mener Mads Krage.

Tysk konkurrence
Samtidig peger han på, at tyskerne med offentlige støttemidler har investeret massivt i deres egen turistsektor ved østersøkysten, som dermed er i direkte konkurrence med Bornholm om de tyske turister:
- Tyskerne har renoveret hoteller, bygget nye marinaer og opført tilbygninger til hoteller med såkaldte ”wellness-centre” (kur- og helsecentre). Det er alt sammen meget flot og ofte relativt billigt. Eksempelvis er fødevarer billigere i Tyskland på grund af en lavere moms på madvarer. Derfor må vi gøre noget ekstraordinært og lave en målrettet og realistisk kampagne på det tyske marked, så flere af de 80 millioner tyskere vælger Danmark og Bornholm som feriested, mener Mads Krage.
Alligevel advarer Krage imod, at man er for udfarende i forsøg på at råbe landspolitikerne op:
- Det er vigtigt, at det er ét samlet Bornholm, der med én stemme taler til det politiske Danmark. De gode råd, bør helst samles i én indstilling. Det er ikke nok med stor debat på Bornholm om turismens fremtidsmuligheder. Hvis man vil præge landspolitiske beslutninger, så må man vinde debatten på landsplan, fastslår Mads Krage.

Optimist
Vækst i turismen kræver dog også bedre trafikforbindelser:
- Hvis vi vil have vækst i turismen, så må vi også have noget overkapacitet på færgerne. Og det koster jo penge, konstaterer Mads Krage, der optimistisk mener, at tiden arbejder for Bornholm:
- En femtedel af polakkerne har en levestandard på niveau med gennemsnittet for danskerne. Det kommer os til gavn på et eller andet tidspunkt, selvom vi endnu ikke annoncerer særlig meget i Polen, siger Mads Krage
Terrorfrygten kan også få turister til at vælge Bornholm:
- Mange rejsemål ude i verden bliver af nogle opfattet som usikre på grund af terror, og får dem til at foretrække roligere destinationer, vurderer Mads Krage.
Destination Bornholms ny direktør, Kim Hjorth Caspersen tiltræder i midten af juni, og det ser formanden frem til:
- Vi skal fortsætte Destination Bornholm udmærkede udvikling. Især er hjemmesiden blevet rigtig god. Vores nye direktørs brede kulturelle baggrund bl.a. som chef for det danske kulturinstitut i Edinburgh hænger fint sammen med, at kultur - i bred forstand - er noget af det, som skal sælge Bornholm, fremhæver Mads Krage.

En guds gave
Historierne om tempelherrerne på Bornholm bør udnyttes i Bornholms turismes markedsføring - også selvom det rent historiske korrekte i sagen er omdiskuteret. Det mener Mads Krage, der peger på, hvad en roman som ”Da Vinci Mysteriet” har betydet for besøgstallet på Louvre-museet i Paris.
- Filmen ”Tempelriddernes skat” og Erling Haagensens bøger om tempelherrerne og de bornholmske rundkirker er da alt sammen en guds gave rent markedsføringsmæssigt for Bornholm. Dertil kommer Bornholms Middelaldercenter, som er fantastisk sted, hvor der også er aktiviteter for børn og unge. Det handler om, at Bornholms turisme hele tiden fornyer sig, og vi udvikler idéer og skaber nye koncepter for turisterne, påpeger Destination Bornholms formand.

Manufakturhandler
Mads Ole Krage voksede op i Odense, som søn af en far, der var i herreekvipering hele sit liv. Han endte som afdelingschef i en stor forretning i Odense, mens moderen passede hjemmet.
I starten af tresserne fulgte unge Mads i farens fodspor og blev selv faglært manufakturhandler i en forretning på Vesterbrogade lige ved Frihedsstøtten:
- Jeg solgte strikkede sweaters med motiver af angorasommerfugle til amerikanerne. De gik som varmt brød, husker Mads Krage, der siden begyndte i Dansk Shell.
- Der var et forhandlernet på 25 benzinstationer, som jeg skulle passe. Derefter var jeg smøroliesælger i nogle år. Af samme grund blev jeg kaldt for en ”grease-monkey” (fedt-abe), forklarer Mads Krage med et glimt i øjet.
Det blev dog detailgiganten Dansk Supermarked, som blev Mads Krages skæbne: Først blev han chef for en tekstilafdeling i Bilka-varehuset i Hundige, men allerede efter et par blev Krage udnævnt til chef for Bilkas nye varehus i hjembyen Odense.
- Det var en stor chance og mulighed. Jeg var jo kun 30 år, husker Mads Krage.

Netto-eksperimentet
I 1980 mente Dansk Supermarked, at ”eksperimentet” - et nyt lavpris-supermarked - skulle sættes i søen. Mads Krage blev sat i spidsen for projektet, som alle i dag kender som ”Netto”.
- Det var faktisk svært. Det lyder underligt, men vi havde ikke ingen penge. Selvom vi havde en ”rig onkel” (ejeren - den nyligt afdøde Herman Salling) i baghånden, så var man meget tilbageholdende med projektet til en start. Men vi startede ud på Godthåbsvej på Frederiksberg, og så gik det ellers slag i slag, siger Mads Krage.
Det tør siges. I dag er Netto den største succes i dansk dagligvarehandel med 1000 butikker i fem lande - heraf ligger de 370 i Danmark.
Efter 24 år som adm. direktør gav Mads Krage for to år siden stafetten videre til bornholmeren Claus Juel-Jensen - søn af Aakirkebys tidligere borgmester Birthe Juel-Jensen og bror til venstrepolitikeren Peter Juel-Jensen:
- Claus blev for 12 år siden ansat som en af ”de unge løver”, som vores lederaspiranter blev kaldt. Så han er ”egen avl”, bemærker Mads Krage.

Netto på Bornholm
Mads Krage løber på ingen måde fra sin Netto-baggrund. Han er bevidst om, at mange af de tilbud, han har fået siden sin ”pensionering” har sin baggrund i hans særlige erfaringer og ubetingede succes i detailhandlen:
- Når jeg er blevet spurgt, om jeg ville gå ind i bestyrelsen for en række virksomheder, så er det, fordi jeg som Nettos tidligere direktør har indsigt i dagligvarehandel. De har lyst til at se, hvordan tingene ser ud på den anden side af disken. Grunden til, at man spurgte mig, om jeg ville være formand for Destination Bornholm, tror jeg igen er min baggrund som Netto-direktør - dog kombineret med min interesse for Bornholm, vurderer Mads Krage.
Han peger på, at Netto-forretningerne tidligt solgte bornholmske produkter i Netto, fx blåskimmelost fra mejeriet i Klemensker, bornholmske unghaner fra Bornpoultry og fiskekonserves fra konservesfabrikken i Nexø.
- Bornholm i fødevaresammenhæng var en god historie i Nettos brochurer. Da vi begyndte med Netto i Rønne i 1993 gik det heller ikke stille af. Det var en stor succes. Vi tog de samme priser dér, som i resten af landet, og det kunne bornholmerne godt lide, siger Mads Krage med lille smil.

Bæredygtigt
Men handel handler ikke altid om, hvad der til sidst står på bundlinjen, så Mads Krage er også formand for Max Havelaar Fonden. Organisationen forestår handel med kaffe og andre fødevarer fra udviklingslandene, og er samtidig garant for, at produktionen foregår under bæredygtige forhold:
- Det er en god og meningsfuld beskæftigelse at være med til at sikre bønderne en ordentlig betaling for deres arbejde, siger Mads Krage, der kan glæde sig over, at netop Max Havelaar-produkter i første kvartal 2006 har solgt 62 pct. mere end første kvartal sidste år.

Fritiden
Trods stor tilknytning til Bornholm regner Mads Krage ikke med, at han en dag bliver fastboende på øen:
- Det tror jeg ikke. Vi har boet i Greve i mere end 30 år og har en stor berøringsflade på Sjælland. Også vores børn bor her, påpeger Mads Krage.
Sønnen arbejder i koncertbranchen, mens datteren går på handelsskole.
I stedet bliver Mads Krage i sine hjemlige stuer dagligt mindet om Bornholm og Christiansø. Et kig rundt i familien Krages hjem i Greve vidner om stor indsigt og interesse for bornholmsk malerkunst. Væggene er fyldt med smukke malerier, næsten kun med motiver fra Christiansø samt kyststrækningen mellem Gudhjem og Svaneke. Mads Krage skjuler ikke, at netop malerkunst er en meget stor fritidsinteresse:
- Min kone og jeg går gerne på maleriudstillinger og er med i en privat kulturel forening. Også når jeg læser bøger, er det gerne om kunst. Men ellers holder jeg af at fiske, spille golf og badminton, slutter Mads Krage.
Selvom Mads Krage har fået mere fritid, så er han stadig en travl herre. Samme aften som dette interview foregik, rejste Mads Krage - sammen med resten af bestyrelsen for ”LD Investeringfond” - en uge til Kina for at se på virksomheder.
Christiansø og Kina - Mads Krage spænder vidt.

Sportsstjernernes bornholmske advokat

2007-06-27T06:47:00.000-07:00

Artikel om Martin Dahl Pedersen blev bragt i Bornholms Tidende 6. maj 2006

Af Jarl Cordua

Bornholmske Martin Dahl Pedersen er advokat i København. På kundelisten står sportsstjerner som fodboldspilleren Martin Jørgensen og svømmeren Mette Jacobsen.

Advokat Martin Dahl Pedersen er partner i advokatformaet Kromann Reumert

Rønne-drengen Martin Dahl Pedersen (37) er partner i landets næststørste advokatfirma Kromann Reumert i København. Han fører sager for en række af landets sportsstjerner, men er også blandt Danmarks førende eksperter i den del af juraen, der beskæftiger sig med rettigheder til værdier, der ikke umiddelbart kan måles og vejes – den såkaldte ”immaterielle” ret:

- Jeg rådgiver og fører retssager for mine klienter for at afklare, hvem der har ophavsrettigheder til bøger, film, musik, sider på Internettet samt radio og TV, forklarer Martin Dahl Pedersen.

Sportsjournalist
Egentlig ville Martin have været sportsjournalist. I gymnasiet var han ansat på Bornholms Tidende som referent og dækkede fodbold- og håndboldkampe. Jobbet havde han fået
af Tidendes sportsredaktør Carl-Johan Pickel, som i sin tid underviste Martin i maskinskrivning på Østre Skole:
- Jeg var også dengang meget optaget af idræt og indså, at jeg nok ikke blev sportsstjerne, men så var sportsjournalistikken jo det mest nærliggende alternativ, siger Martin.
Gennem studietiden i København fortsatte han i øvrigt sin tjans med at referere fra bornholmske holds sportskampe ”ovrefra”.

VU-formand
Martin voksede op i Rønne som søn af to selvstændigt erhvervsdrivende forældre: Hans mor Lone Schmidt Pedersen havde gennem en årrække Sjøstrøm’s Salon i Rønne og faderen Ib Dahl Pedersen var indehaver af Øens Revision. Begge er i dag gået på pension.
I gymnasiet i Rønne blev han optaget af politik og var i et par år formand for Rønneafdelingen af Venstres Ungdom. I hans gymnasieklasse gik også de senere venstrepolitikere Søren Pind og Jesper Schou Hansen.
- Jeg er og var meget optaget af det politik, men mistede interessen for det organisatoriske arbejde, siger Martin.
Det var også i gymnasiet, at han mødte sin senere kone Kirsten, der også er fra Rønne. Hun arbejder som klinisk diætist i Hjerteforeningen. Parret bor i Gentofte og er forældre til en pige på otte og to drenge på seks og tre år.

Advokaterne i TV
Det var tv-serien ”Advokaterne”, der fik Martin sporet ind på juraen:
- Jeg var utroligt fascineret af retssagsdramaerne i serien og optaget af spillet mellem advokaterne, når de argumenterede i retten. Det var langt fra virkeligheden, men det vidste jeg jo ikke dengang, bemærker Martin.
Efter sin sproglige studentereksamen i 1988 valgte Martin at læse jura på Københavns Universitet frem for at prøve lykken indenfor sportsjournalistikken;
- Dengang kunne man kun læse journalistik i Århus, og det var for langt væk for mig - også mentalt. Men alt i alt var nok lidt tilfældigt, at jeg endte med læse jura, siger Martin
På universitet mødte Martin advokater fra det advokatfirma, der i dag hedder Kromann Reumert:
- De var både flinke og dygtige, og kom fra et advokatkontor, der havde et godt ry i branchen, så jeg søgte ind som fuldmægtig da blev jurist i 1993, husker Martin.
Ved et tilfælde blev han placeret i afdelingen af advokater, der arbejder med ophavsret m.v.:
- Det fangede imidlertid hurtigt min interesse kombineret med, at jeg havde en fantastisk chef, der virkelig ansporede mig til at fortsætte inden for dette område, siger Martin.

Læste i New York
Efter tre år som advokatfuldmægtig blev Martin i 1996 udnævnt til advokat. På dette tidspunkt havde både han og hans kone Kirsten fået lyst til at læse igen, så de tog til New York for at studere i et år, og ved hjælp af en række fonde blev opholdet finansieret. På New York University læste Kirsten ernæringsvidenskab, mens Martin tog den juridiske grad LL.M, hvor han specialiserede sig i amerikansk lovgivning for ophavsret og medier:
- Ligesom inden for alt mulig andet starter udviklingen indenfor mit felt også i USA. I 1996 var der ikke mange juridiske regler i Danmark omkring Internettet og underholdningsindustrien, men siden er udviklingen også nået hertil. En virksomhed som Parken Sport og Entertainment A/S, der lever af kontraktfodbold og fjernsynsrettigheder er jo langt større i dag end for 10 år siden, siger Martin.
Hjemme i Danmark blev der netop derfor stor brug for folk med viden om dette:
- I New York lærte jeg den amerikanske lovgivning på området at kende, og fem år efter indførte man nogenlunde den samme lovgivning herhjemme, og så kunne jeg som firmaets ekspert på området rådgive om det, forklarer Martin.
Derhjemme gik han derfor straks i gang med at skrive en bog om ophavsret, som udkom i 1998.

Boede i kunsterkvarter
Opholdet i USA var ikke kun nyttigt med hensyn til nyttig faglig viden. Martin var også meget begejstret for undervisningsformen på New York University:
- Det var fantastisk udfordrende og anderledes end, hvad jeg havde været vant til. Den baserede sig på, at de studerende stillede spørgsmålstegn ved alt. Det var virkelig en øjenåbner for mig, selvom det også var frustrerende ind imellem ikke at kunne få et konkret svar, husker Martin.
Parret boede i en lille kollegielejlighed i kunstnerkvarteret Greenwich Village, hvor der altid skete noget:
- New York er en smeltedigel af mennesker og kulturer fra hele verden. Kvarteret er kendt for de mange musiksteder, hvor pladeselskabernes talentspejdere spotter de nye bands, fortæller Martin.
-I det hele taget er New York en sjov og fascinerende by. Det er ikke mange steder i verden, hvor man blive klippet kl. ét om natten. I det hele taget var der meget gang i den, og min kone og jeg snakker mindst en gang om ugen om sjove situationer fra vores ophold derovre, siger Martin.
Parret sluttede deres ophold af med en længere rejse til det vestlige USA, hvor de lejede en bil og kørte rundt i stater som Californien, Utah, Nevada og Washington.

Partner i firmaet
Hjemme i Danmark indtrådte Martin igen som advokat hos Kromann Reumert. I dag holder firmaet til i en stor tre-etagers glasbygning i Københavns gamle kalkbrænderihavn med god udsigt til Øresund. Her arbejder 400 mennesker, hvoraf de 200 er jurister. Advokatfirmaet er ejet af 56 partnere, som alle er advokater. I 2002 blev Martin optaget som partner og er dermed medejer af firmaet:
- Det koster ikke noget at blive partner. Til gengæld kan man ikke tage penge med ud, når man en dag stopper. Som partner får man samme løn, men del i overskuddet efter et anciennitetsprincip. Det er egentlig lidt halvsocialistisk,siger Martin med et smil:
Ikke desto mindre mener han, at arrangementet er ganske fornuftigt og i sidste ende mest effektivt:
- For hvis alle er optaget af, at få et så stort overskud som muligt, så sidder de enkelte partnere ikke og holder på de interessante sager. Med denne ordning sender de sagerne videre til dem, der virkelig er eksperter på området, så klinterne får den bedst mulige service, mener Martin.
Advokatkontoret fører som oftest sager for virksomheder, og typisk ikke for privatpersoner.

Kendte klienter
Martin fik i 2001 møderet for landsretten, men det er kun en lille del af hans tid, der foregår i retssalene:
- Det meste af tiden går med at holde møder og lave aftaler på vegne af min klienter. Det er faktisk et meget varieret job, siger Martin.
Blandt hans klienter er også Danske Dagblades Forening, som er avisernes brancheforening. For et par år siden førte Martin en principiel og omtalt sag om, hvorvidt man måtte linke fra private hjemmesider til avisernes artikler på Internettet, og han vandt sagen:
- Man må ikke lave links fra sin hjemmeside til artikler på avisernes hjemmesider, medmindre man spørger om lov først, siger Martin, der også sidder i Kulturministerens udvalg, der reviderer ophavsretsloven.
De professionelle fodboldspillernes brancheforening: ”Spillerforeningen” nyder også godt af Martins ekspertise:
- For nogle år siden bragte Se og Hør en såkaldt idolplakat med fodboldspilleren Martin Jørgensen. Problemet var, at bladet ikke havde spurgt om lov til det. Sagen førte jeg på vegne af Spillerforeningen, fortæller Martin.
Det endte med, at Se og Hør tabte sagen og måtte punge ud med 50.000 kr. til Martin Jørgensen.
For nylig er Martin også blevet hyret af Danske Elitesportsudøveres Forening for at være advokat for svømmeren Mette Jacobsen. Sagen drejer sig om, at hun i 2004 tog et stof som medicin mod astma under et svømmestævne i Frankrig. Mette Jacobsen havde fået en tilladelse fra det internationale svømmeforbund til at tage medicinen, men det var ikke nok til at overbevise det lokale franske antidopingagentur, der udstedte en karantæne i Frankrig til hende.. Der er tale om en principiel sag for sportsudøvere med astma, og Martin skal derfor nu forsøge at overbevise det internationale svømmeforbunds dopingpanel om, at Mette Jacobsen ikke tog stoffet, fordi det er præstationsfremmende, som man anklager hende for, men fordi hun er astmatiker.

DM-bronze
Selv har Martin siden drengeårene dyrket sport:
- Jeg har både dyrket redskabsgymnastik, atletik og spillet fodbold i Viking, og i København har jeg dyrket atletik i klubben Sparta, siger Martin, der engang i starten af halvfemserne vandt en bronzemedalje på 800 meter-distancen ved de danske indendørsmesterskaber. Siden er ambitionerne blevet droslet ned:
- De fleste morgner kl. seks har jeg en aftale med kammerat, hvor vi løber mellem 6-9 kilometer. Det bliver til godt 40 km om ugen, siger Martin, der blankt indrømmer, at det er hustruen Kirsten, der sørger for alt det praktiske med at få børnene op om morgenen.
Martins arbejdsdag er lang. Han møder klokken otte og er hjemme ved halvsyvtiden om aftenen:
- Efter ungerne er lagt i seng plejer jeg at arbejde et par timer til, så det bliver nok til 60 timer i alt om ugen. Men jeg føler det ikke selv som lange arbejdstider. I mit arbejdsliv beskæftiger jeg mig med de ting, som interesserer mig i fritiden, nemlig med sport, kultur og underholdning. Det er specielle områder med nogle sjove sager, så jeg er meget privilegeret, siger Martin.

Fremtiden
Martin er sikker på, at familiens fremtid er i København, hvor de fleste venner er, men Bornholm trækker stadig:
- Vi kommer der til alle højtider og et par uger om sommeren. Og vores børn er ret ofte på øen for at besøge deres bedsteforældre. Men både min kone og jeg har så meget familie på Bornholm, at vi helt sikkert ind i mellem vil komme forbi, slutter Martin Dahl Pedersen.

Fuld fart på Charlotte

2007-06-18T11:07:00.000-07:00

Portrættet af radioværten m.m. Charlotte Vigel blev bragt i Bornholms Tidende den 17. marts 2006.

Af Jarl Cordua

Hun blev kendt som studievært på TV2Bornholm og siden som pop-fænomenet ”Tiggy”. I dag er bornholmske Charlotte Vigel radiovært på det meget populære radioprogram: ”Morgenhyrderne”. Hun er fyldt 35 år, snart mor til to drenge, og synger skam stadig.

- Aaiij, jeg havde næste glemt vores aftale, men velkommen til, siger en smilende - og tydeligt højgravid - Charlotte Vigel der tager imod Bornholms Tidende. Vi er i receptionen på den meget populære radiostation Radio 100 FM. Charlotte viser mig straks ind i et hjørnekontor med god udsigt til en sneklædt Københavns Rådhusplads. Her er studiet indrettet, hvorfra øjeblikkets måske mest populære radioprogram – ”Morgenhyrderne” – sendes.

Rudolph og Hjortshøj
Værterne denne mandag morgen i marts er to af tidens mest kendte og populære navne i dansk underholdning: Andrea Elisabeth Rudolph - kendt fra programmet ”Vild med dans” - og standup-komikeren Lars Hjortshøj samt ikke mindst bornholmske Charlotte Vigel, der som producer styrer løjerne, teknikken og musikken. Programmet sendes om morgenen mellem kl. 6.00 – 09.20.
De veloplagte værters morsomme - og lige dele improviserede og forberedte - kommentarer har udgangspunkt i anderledes og pudsige historier fra dagens aviser. Der spindes en ende over nyheder som, at ”korsetter er nyeste mode for japanske mænd”, og ”et nyt tilbud til børn om weekendophold hos far i fængslet”. Det ene øjeblik laver Andrea Rudolph en både sjov og kærlig parodi på Bodil Caths sangoptræden i TV med pophittet ”De første kærester på månen”. Det næste øjeblik konstaterer Lars Hjortshøj med ironi i stemmen, at man skal huske ”at bruge ekstra store rawlplugs, når børnene skal op og hænge”…

Har central rolle
Charlotte har en central og ledende rolle i programmet. Ofte starter hun Andrea Rudolphs og Lars Hjortshøjs replikskifter og runder dem af ved at spille popmusik. Det er også hende, der læser sjove e-mails op fra de op mod 500.000 daglige lyttere fra hele landet.
- Det er et show baseret på humor, hvor vi forsøger at give vore lyttere et smil og dermed en god start på dagen, siger Charlotte Vigel.

Honning-syp og røget laks
I en pause i programmet er Charlotte Vigel ude af studiet i et kort ærinde, og straks fortæller Hjortshøj og Rudolph historier om hende:
- Hun er bare så tro mod Bornholm og alt bornholmsk, fastslår Andrea Elisabeth Rudolph med respekt i stemmen.
- Hun fandt på at introducere ”honning-syp” til vores julefrokost. Det smager pragtfuldt, fortæller en tydeligt begejstret Lars Hjortshøj.
- Og den røgede laks, som hun havde med, var bare pragtfuld. Og så har hun sommerhus derovre…beretter værterne nærmest i munden på hinanden, mens Charlotte træder ind i rummet igen og overtager styringen.

Frække nyheder
Pausen er slut. Den røde ”On air” – lampe lyser, og programmet går atter i luften med ”dagens frække nyheder”:
- Ok, Charlotte, jeg åbner, siger Lars Hjortshøj, der nu fortæller lytterne, at skuespilleren Trine Dyrholm med overrækkelsen af en Bodil-pris nu endelig har fået ”lidt”.
Tvetydigheden driver ned ad væggene med den slet skjulte henvisning til Dyrholms frimodige udtalelser til ugepressen om manglerne i hendes privatliv. Der er ikke så mange tabuer hos morgenhyrderne, hvilket blot understreger, at målgruppen er lyttere under 40 år.

Stor radio og tv-erfaring
Charlotte Vigel har været i radio og tv-branchen i mange år. Som kun 19–årig blev hun nyhedsoplæser på TV2 / Bornholm. I en periode havde hun sit eget talkshow på kanalen ”Tvdanmark” og fra 1997-2004 lavede hun morgenprogrammet ”Charlotte og Kaos-crew’et” på en anden københavnsk radiostation, ”The Voice”. I januar 2005 blev Charlotte tilbudt at skifte til Radio 100 FM. Hun sagde ja, og det har hun ikke fortrudt. Selv fremhæver radioværten den gode stemning i ”Morgenhyrderne” som én af grundene til sin arbejdsglæde:
- Når vi laver sjov med folk fra aviser og ugeblade, så bliver det aldrig ondskabsfuldt, siger Charlotte Vigel, og peger videre på, at radioværterne også selv bidrager og blotter sig med ting fra deres egen privatsfære. Hun giver et konkret eksempel:
- Det kræver et vist mod at gøre som Andrea Elisabeth Rudolph og tage en graviditetstest for åben mikrofon. Det har været meget lærerigt for mig at erfare, hvordan radioværterne på denne måde bruger sig selv i deres arbejde, siger Charlotte.
(Testen viste i øvrigt, at Andrea Elisabeth Rudolph – ligesom Charlotte - var gravid. I konsekvens af det, sagde Andrea Elisabeth Rudolph – efter vores interview - sit job op på Radio 100 FM)

Østrogen-radio
Hver søndag formiddag er Charlotte - sammen med TV-kendissen Pernille Aalund – også vært for radioprogrammet ”Østrogen-radio”, der - naturligvis – henvender sig til kvinder. Dette program lider heller ikke under at være specielt tabubelagt. Kvinders cyklus, kønsliv og øvrige intimsfære er på dagsordenen, og man viger ikke tilbage fra at bruge et meget direkte sprog, og det er helt bevidst:
- Der er ingen grænser, erkender Charlotte.
- Men når det så er sagt, så diskuterer vi også modetips og giver tricks om alt inden for de kvindelige værdier. Vi har fx besøg af psykologer eller såkaldte ”lifecoaches”, der lever af at give andre gode råd om, hvordan de kan leve deres liv. Der er idéer til træningsformer og en brevkasse. Det er et dameblad i radioform, og så er det også en behagelig afstikker fra Morgenhyrderne, siger radioværten.

Melodi Grand Prix
På Bornholm er Charlotte Vigel nok mest kendt som sangerinde. Hun deltog i årets udgave af Dansk Melodi Grand Prix, som en del af koret for det tidl. Shu-bi-dua- medlem Jørgen Thorup på sangen ”Søde Gys” - skrevet af B-Joe Johansen fra Årsdale.
- Det er altid en fest at være med. Vi gik jo ikke videre til finalen, men man skal huske at tage det for, hvad det er. Og ikke for alvorligt, siger en afklaret Charlotte, der også i 2000 deltog som solist, og hvor det dog heller ikke blev til en finaleplads.
- Når jeg denne gang var med i Grand Prix’et handlede det om, at jeg har et godt forhold til personerne bag. Jeg kender Thorup gennem et anden fhv. medlem af Shu-Bi-Dua, nemlig Michael Hardinger. I deres lydstudie har jeg førhen sunget reklamejingler og lavet andre ting som at synge sangen fra ”Krumme’s Jul”, fortæller Charlotte.

Cats og Tiggy
Glæden ved sang og optræden har Charlotte ikke fra fremmede. Charlottes familie var engageret i barndomsbyen Svanekes amatørteater og selv spillede hun med som 10-årig i forestillingen ”Frøken Nitouche”. Siden har showbizz været en del af Charlottes liv. Hun havde en hovedrolle i musicalen ”Cats”, hvor hun sang den kendte evergreen ”Memories”. Og i 1997 slog en meget blond Charlotte Vigel igennem som sangerinden ”Tiggy” og røg langt op på hitlisterne med nummeret ”Ring-a-ling”:
- Det var sjovt at få lov til at prøve noget meget meget stort, fortæller radioværten.
Efter to plader valgte Charlotte selv at droppe pladekontrakten:
- ”Tiggy” var et koncept. En godt udtænkt markedsførings-idé præcis ligesom ”Aqua”. Det var ikke musik, som jeg havde skrevet. Så til sidst kunne jeg bare mærke, at det havde jeg ikke lyst til længere, siger Charlotte Vigel , uden på nogen måde at lægge afstand til fortiden:
- Jeg var heldig, for der var mange flere penge i musikbranchen dengang end i dag, hvor man kan downloade musikken uden at betale for den. Tiden som Tiggy var i den grad økonomisk god for mig, og der var mange gode oplevelser. Vores turné gik til Belgien, Spanien, Rusland og så langt som til Mexico, husker Charlotte Vigel, hvis hår i dag er tilbage til det naturligt kommunefarvede.

Forsanger i festband
Men sangerkarrieren stopper ikke her. Ved siden af tjansen på Radio 100 FM er hun i dag forsanger i festbandet ”Back to the 80s”, der - som navnet antyder - spiller danske og internationale firser-hits. Bandet har spillet til firmafester hos A.P. Møller, Toyota og på Langelandsfestivalen. Koncerter finder indimellem sted på københavnske dansesteder for folk i 30’erne og opefter, som Søpavillonen og Damhuskroen. Og bandet trækker folk til:
- Vi har stinkende travlt, fortæller Charlotte Vigel, og får lige nævnt, at bandet kan opleves den 7. juli til havnefesten i Svaneke.

Et halvt år på Casino
Charlotte Vigel har nået mere end de fleste indenfor sit felt, og udover ved flid og talent er det sket alene med en HF-eksamen i bagagen. Desuden har ”et rigtigt job” aldrig haft hendes interesse:
- Jeg er simpelthen for rastløs. Der skal ske noget nyt hele tiden, erkender hun.
Én gang skiftede hun dog spor til en anden del af underholdningsbranchen:
- I et halvt år var jeg dealer på Casino Copenhagen, hvor jeg først var på skole for at lære faget. Det var virkelig sjovt. Økonomisk var det også godt. Alligevel blev det for ensformigt. Men jeg kunne rigtig godt lide det, siger Charlotte
- Jeg er rigtig glad for at lave radio. Men slutter det en dag, så er jeg ikke bange for at tage et almindeligt rengøringsjob eller at arbejde som tjener, fastslår hun, og ser op med et afklaret ansigtsudtryk.

Musik-ambitioner lever
Til trods for den pæne succes som radiovært, har Charlotte stadig uopfyldte musikalske ambitioner:
- Jeg drømmer om at sætte mig ned med min guitar. Det er ikke det eneste saliggørende, men jeg er nysgerrig for at se, hvad jeg formår sådan rent skrivemæssigt, forklarer hun.
- Det skal jo helst snart være. Men om ni uger skal jeg føde (en dreng), og så får jeg andet at se til, erkender Charlotte, der bor i villa i Vanløse med kæresten Peter, der er uddannelseskoordinator i Novo Nordisk, og deres toårige søn Rasmus.

Kæresten vil til Bornholm
Charlottes forældre og storebror bor fortsat i Svaneke, som hun besøger 5-6 gange om året, til jul og mindst 14 dage hver sommer.
Familien har ingen aktuelle planer om en fremtid på Bornholm, men:
- I oktober købte jeg og min bror Jesper vores afdøde farmors hus i Svaneke, og står det til min kæreste, så flyttede vi til Bornholm i morgen. Men jeg har mit netværk her i København, og der er så mange ting jeg stadig gerne vil inden for min branche, siger Charlotte.
Kæresten har så foreslået hende at pendle, men det, mener hun ikke, kan hænge sammen.
- Men det kan jeg jo tænke over de næste 5 måneder, hvor jeg er på barsel, slutter Charlotte Vigel.

Johnny Deluxe blev samlet i St. Torvegade

2007-06-18T10:43:00.000-07:00

Artiklen blev bragt i Bornholms Tidende den 1. april 2006.

To Rønne-drenge har stor succes med glad popmusik.

Af Jarl Cordua

Johnny Deluxe er blandt øjeblikkets mest populære danske bands. For et par år siden fik de et flot gennembrud med hittet ”Elskovspony”, og siden fulgte to Cd’er. Sange som ”Drømmer jeg?” med svenske Anna Nordell, og senest ”Drenge som mig” spilles flere gange dagligt i landets musikradioer. Halvdelen af gruppens medlemmer, trommeslageren Morten Lynggaard (29) og bassisten Jakob Schack Glæsner (34), voksede op i Rønne, og Bornholms Tidende mødte dem til en snak både om deres bornholmske fortid og den store succes.

Manglede trommeslager
Det var faktisk i Rønne midt på St. Torvegade, at den oprindelige trio Johnny Deluxe i en sen nattetime blev til en kvartet:
- På dette tidspunkt var vi tre - forsangeren Noam Halby, guitaristen Søren Intenov og mig - der alle boede og spillede musik i London. Der havde vi skrevet nogle sange, som vi troede på og fornemmede, havde noget i sig. Men først skulle vi hjem til Danmark, og samtidig manglede vi en trommeslager, fortæller Jakob Schack Glæsner.

Er du frisk?
En sommeraften i 2002 mødte Jakob Glæsner Morten Lynggaard til et ”beach party” i Hullehavn ved Svaneke, og de faldt hurtigt i snak om musik. Selvom kemien var god mellem de to, blev det ikke til et samarbejde. I mellemjulen 2002 mødtes de igen, og så skete der noget:
- På ”Palæ’en” (Palæ Cafeen) i Rønne forsøgte jeg, at overtale Morten til at blive vores trommeslager. Vi snakkede frem og tilbage, men der kom ingen afklaring, husker Jakob.
Efter midnat gik de to videre fra værtshuset og op ad St. Torvegade. De kom lidt væk fra hinanden, og så slog det Jakob, at nu måtte sagen afgøres: Ud i natten råbte han, så højt han kunne:
- Det er nu eller ej. Kom så Morten, er du frisk? Vil du være med?
- Ja og så gik vi ind på en af caféerne i St. Torvegade, bestilte øl og lavede en aftale, siger Morten.
I januar 2003 flyttede trioen til København. Med Morten på trommer blev kvartetten ”Johnny Deluxe” samlet, og de gik straks i gang med at indøve sangene fra London. Ikke langt fremme ventede succesen.

Gennembrud på P3
I september 2003 fik Johnny Deluxe en stor chance for at bryde igennem. Det skete gennem radioens P3 og musikprogrammet ”KarriereKanonen”, der senere hjælper kunstnere som Tue West og ”Magtens Korridorer” frem:
- På det tidspunkt var vi fuldstændig ukendte. Men især P3-værten Henrik Milling kunne åbenbart godt lide vores musik. Han lavede en hel ”Johnny Deluxe-dag”, hvor vores musik blev spillet hele tiden i P3, fortæller Morten Lynggaard.
- KarriereKanonen valgte to af vore musiknumre ud fra vores repertoire og betalte for en studieindspilning. Bagefter fik vi én måneds såkaldt ”airplay”, hvilket vil sige, at P3 spillede begge numre flere gange om dagen, forklarer Morten Lynggaard.
Det hele endte med et klart gennembrud med radiohittet ”Elskovspony”.
Derefter indspillede bandet CD’en ”Johnny Deluxe” i foråret 2004, der solgte over 40.000 eksemplarer, hvilket indbragte gruppen en platinplade. Bandets seneste CD ”Luxus” kommer ud i oktober 2005 og blev også en pæn succes.

Altid spillet musik
Bag succesen ligger års arbejde med musik, og Rønne-drengene Morten Lynggaard og Jakob Glæsner har spillet siden de tidligste ungdomsår:
- I ungdomsklubben var der øvelokaler, og mens de andre rodede med knallerter, mødte jeg op med langt hår og trommestikker, husker Morten. Dengang underviste hans mor på Sygeplejeskolen, mens faren var overlæge på Centralsygehuset. Forældrene bor i dag i København.
- Jeg har altid spillet musik. Først saxofon, men jeg syntes ikke selv, at jeg var god nok. På konservatoriet skiftede jeg til bassen, fortæller Jakob, der har taget musiklærer-eksamen fra det klassiske musikkonservatorium i København. Begge hans forældre underviste tidligere på Åvangskolen i Rønne, men er siden flyttet til Odense.

Godt musikmiljø
Det gode musikmiljø, der især var på Bornholm i 1990’erne, er ifølge Morten og Jakobs en væsentlig grund til deres glæde for at spille musik. De peger også på gymnasiets mange elev-koncerter og fremhæver især skolens mangeårige musiklærer, Bent Peder Holbech, som en stor inspirator:
- Han var fed, udbryder Jakob.
- For det første lærte vi noget, og så havde vi det altid sjovt i hans timer, mener Morten.
- Og mange aftener har vi begge – uafhængigt af hinanden - spillet og jammet med Bent Peder over på ”Sverre´s” - Rønnes gamle Jazzcafe, siger Jakob.
Dengang lå cafeén på det gamle ”Strien” i Sct. Mortensgade, og indehaveren Sverre gav os lov til at øve. Nogle gange jammede vi med ham, hvor han så spillede på sin trompet, husker Jakob.
Senere foregik øvningen i Musikhuzets’ øvelokale blandt andet med medlemmer af det kendte bornholmske band DIVA.

Funk og grunge
Johnny Deluxe’s stil er glad popmusik. Det var ellers ikke det, der mest optog Jakob og Morten, da de begge gik i gymnasiet:
- Jeg var optaget af fusionsjazz og funk. Alt det, der er rigtig umoderne i dag, og jeg hørte bands som Mezzoforte, Tower of Power og Weather Report, husker Jakob.
- I dag er vi alle vilde med Gasolin’ og det svenske band Kent. Men lige i øjeblikket lytter jeg mest til Rasmus Nøhrs nye CD, siger Jakob.
- Dengang hørte jeg meget ”grunge” (en meget populær musikstil i starten af 90’erne): Nirvana, Pearl Jam, Soundgarten og var vild med det hele. I øjeblikket er jeg optaget af elektronisk musik som Depeche Mode og New Order. Og så lytter jeg til ”Foofighters”, et band med trommeslageren fra Nirvana, siger Morten.

Plade-Bent prægede
Egentlig var det ”Plade-Bent”, bestyreren af forretningen ”Musikexperten” i St. Torvegade, der kom til at præge Jakob og Mortens musikalske horisont i de helt unge år:
- Man stod nede os ham i mange timer og kiggede på plader. Han havde altid tid til en snak med os unge om musik og var med til at opdrage på ens musiksmag, husker Jakob.

Grøn koncert
Siden Johnny Deluxe’ gennembrud i 2002 har gruppen spillet mange koncerter over hele landet:
- Den største oplevelse var helt klart ”Grøn koncert” i 2005. Vi spillede syv koncerter for 100.000 mennesker på én uge, fortæller Jakob.

Lavpunktet
Karrieren har dog også budt på et lavpunkt. Det var, da bandet spillede live i radioen i forbindelse med ”P3-prisen 2004”:
- Der var ellers linet op til det helt store: Direkte tv. Der skulle uddeles priser, hele branchen var der. Kronprins Frederik og masser af vore fans var mødt frem, men alt gik galt, fortsætter Morten.
- Mikrofonerne var nemlig ikke tændt. Vi spillede alligevel løs, men man kunne ikke høre forsangeren. Efter første vers skruede de så op for Noam. Nej, det var virkelig skidt, siger Jakob.

Også på dagpenge
Selvom man har succes med sin musik i Danmark, betyder det ikke, at pengene vælter ind. I følge Jakob og Morten så går det faktisk ”op og ned i Showbizz”, som Gasolin’-guitaristen Franz Beckerlee engang sagde det:
- To gange om året får vi udbetalt et honorar fra KODA. Størrelsen af checken afhænger helt af, hvor meget vi er blevet spillet i radioerne. Derimellem lever vi af overskud fra de koncerter, som vi spiller. Men en koncert skal være udsolgt før, at vi tjener penge, fastslår Jakob.
- I efteråret spillede vi ikke, så der levede jeg af dagpenge, siger han
Det er om sommeren under festivalerne, at vi tjener flest penge. Det er i øvrigt sjældent, at fire mennesker kan leve af at spille musik på fuldtid her i Danmark. Undtagelserne er TV2, DAD og Shu-bi-dua, vurderer Morten.

Lægger til side
- Vi lægger vægt på, at vores publikum får en superfed oplevelse, når de er til koncert. Derfor har vi valgt, at der skal være et ordentligt podium og god lyssætning, så man kan se os. Og det koster altså penge, fortæller Morten
- Så selvom vi har rigtig pæn succes, så kan vi altså ikke leve af musikken alene. Og tjener vi godt i en periode, så bliver der lagt til side til dårlige tider, siger Morten snusfornuftigt.
Sideløbende med musikken læser Morten til folkeskolelærer på Blågårds Lærerseminarium
- Jeg skulle have været færdig for nogle år siden, men der gik jo ligesom musik i den, erkender Morten, men sidste eksamen skulle være i hus inden jul.

Genkendes ikke
Med succes i popmusik følger ofte berømmelse og fanhysteri, men det er hverken tilfældet for Morten og Jakob eller noget, der interesserer dem:
- Vi kan sagtens gå i fred på gaden, og heldigvis for det. Vi higer ikke efter at blive kendte. Og jeg forstår slet ikke de mennesker, der vil i TV bare for at blive berømte, siger Morten.
- Det er forsangeren, som folk lægger mest mærke til, og han mærker lidt til det at blive genkendt på gaden. Trommeslageren og bassisten er slet ikke i samme grad i fokus, og vi kan derfor ”gemme os lidt”, mener Morten.

Sund og ukrukket
Selvom rock’n roll ikke altid har haft det bedste ry, og musikbranchen i øvrigt er kendt for en hård og ofte usund livsstil, er det ikke noget, der præger Johnny Deluxe, mener Jakob og Morten.
- Vi kommer altid til den aftalte tid, når vi skal spille. Og vi ødelægger heller ikke vores hotelværelser, siger Morten med et glimt i øjet
- Det er også overdrevet, at vi har 10 groupies (kvindelige fans) hver på værelserne. Det er altså kun to, siger Jakob med tyk ironi i stemmen.
- Hvis man kører den hårde livsstil med sprut, stoffer og alt for sene sengetider, så får man et problem på et tidspunkt. Den slags har bare aldrig været os, siger Morten.
Morten afviser også, at succesen på nogen måde er steget dem til hovedet, så de for eksempel ikke ville spille for et børnepublikum:
- Vi blev bedt om at spille til børnenes MGP (Melodi Grand Prix). Det, synes vi bare, var vildt fedt. Andre - mere krukkede bands – ville måske sige nej. Vi er bare glade for at spille, så enkelt er det, siger Morten.

Johnny var en joke
Selve navnet ”Johnny Deluxe” blev til under bandets første tid i London.
- Johnny Deluxe er egentlig en parodi på en excentrisk engelsk popsanger lidt ligesom Liam Gallagher fra popgruppen Oasis. I starten var det bare en joke, hvor vores forsanger Noam klædte sig ud og optrådte som ham. Men senere var det den figur, som blev bandets omdrejningspunkt, og Noam blev simpelthen til ”Johnny”, siger Jakob
- Vi lavede en bødekasse, hver gang vi kom til at kalde ham Noam, fortæller Morten.
Så nu kalder jeg ham aldrig andet end Johnny, siger Jakob.

Verden venter
Danmark er erobret, og verden venter. Så gruppen er i gang med at oversætte tekster til engelsk, men vil først forsøge sig i Norden. Det kræver dog en indsats fra pladeselskabet, mener Jakob og Morten:
- For man kan ikke slå igennem i Sverige og Norge uden penge hjemmefra. Der er jo ingen der gider betale os penge for at spille, hvis vi er totalt ukendte. Det siger sig selv. Der skal reklame og omtale til, før vi tager på nordisk turné, fastslår Morten.

Fans fra verden
På gruppens hjemmeside kan man se e-mails fra fans fra hele verden. Endda helt fra Australien.
- Det er sjovt, at en fyr fra Spanien er helt vilde med os, når vi synger på dansk, siger Morten.
- Ja måske lige bortset fra, at han lægger alt vores musik ud på nettet til fri download, mener Jakob, der e-mailer ivrigt med gruppens spanske fan.

Ny plade
Ifølge Jakob Glæsner kommer der i løbet af 2007 en ny Johnny Deluxe-CD:
- Vi skriver hele tiden. Der er en del jobs i Jylland, så vi har lejet et sommerhus derovre i påsken, og der får vi sikkert skrevet nogle sange, siger han

Bornholmske kærester
Trods koncerter rundt i landet har Bornholm stadig et tag i Jakob og Morten:
- Vi er jo ”førdere”. Bornholmer bliver man vel kun efter et par generationer, men helt ærligt: Vi føler os som bornholmere, selvom vi nu bor på Vesterbro. Der er ingen konkrete planer, men det kan bestemt ikke udelukkes, at vi flytter tilbage, siger Morten og Jakob.
Imidlertid er begge musikere fædre til hver en søn, som de har med hver deres bornholmske kæreste. Så det er nok ikke helt umuligt.

Spiller gerne
Sidst Johnny Deluxe spillede på Bornholm var til en udsolgt koncert i Musikhuzed i julen 2004, og står det til Morten og Jakob spiller de gerne igen:
- En lastbil og grej med færgen koster ret mange penge. Men vi vil meget gerne spille. Bare det kan løbe rundt økonomisk, slutter de gamle Rønne-drenge.

Erhvervsmanden Glistrup

2007-06-14T03:58:00.000-07:00

Portrætartiklen med Jørgen Glistrup blev bragt den 7. januar 2006 i Bornholms Tidende.

Han er administrerende direktør for selskabet bag fodboldholdet FC København, søn af en ikke ligefrem ukendt bornholmer, og så har han siden de tidligste barneår holdt ferie på Bornholm. Mød Jørgen Glistrup.

Af Jarl Cordua

Jørgen Glistrup er adm. direktør for selskabet bag fodboldholdet FC Køben-havn

Parken Sport og Entertainment A/S er et børsnoteret selskab med ganske velkendte aktiver: Fodboldholdet FCK og nationalstadionet PARKEN i København, hvor alt fra fodboldlandskampe, Internationalt Melodi Grand Prix samt koncerter med U2 og Robbie Williams afvikles. En dag i december tager selskabets administrerende direktør Jørgen Glistrup veloplagt imod deres udsendte på kontoret på 6 sal. i Parken på Østerbro. Glistrup melder straks ærligt ud:
- Jeg kan ikke fordrage at optræde i pressen, siger han uden på nogen måde at være uvenlig. Det passer ham fint, at det er selskabets bestyrelsesformand Flemming Østergaard også kendt som ”Don Ø”, der er den udfarende kraft og den, der normalt taler med journalister:
- Flemming gør det så godt, at han er et ekstra varemærke for os, og imens passer jeg butikken, men naturligvis koordinerer vi, hvad vi foretager os og samarbejder i øvrigt tæt, påpeger Glistrup.
Denne dag har Jørgen Glistrup dog indvilliget i et interview, hvor han selv er hovedpersonen, og hvor hans delvise bornholmske baggrund bliver belyst.

Sommerferie på Bornholm
Den 48-årige Jørgen Glistrup har måske ikke fået Bornholm ind med modermælken, men næsten. For hans far er den kendte politiker, stifter af Fremskridtspartiet, skatteadvokat og bornholmer Mogens Glistrup. Bl.a. derfor har Jørgen Glistrup lige siden de tidligste barndomsår hvert år holdt ferie på Bornholm i familiens sommerhus i Onsbæk, syd for Rønne.
- Da jeg var dreng skulle vi jo også besøge farfar inde i Rønne. Han boede på Kapelvej 63 med en fin udsigt over havnen, husker Jørgen Glistrup.
Farfaren var Lars Peter Dam Glistrup, som i mange år var lektor på statsskolen i Rønne dvs. det nuværende Bornholms Gymnasium.
I dag er der dog ikke nogle ”glistrupper” tilbage på øen, og den resterende lille del af familien hedder noget andet til efternavn.

Tages for bornholmer
Jørgen Glistrup slår hurtigt klart fast, at han er sjællænder eller rettere københavner.
- Men en del af dem jeg møder tror - netop på grund af min fars bornholmske baggrund - at jeg også er bornholmer. Det generer mig ikke, at de tror det, men det ville jo være at pynte sig med lånte fjer, da jeg ikke er bornholmer. Alligevel både føler og har jeg jo en stærk tilknytning til øen. Jeg og min egen familie kommer der jo tit, og så har vi en del venner derovre, siger Glistrup, der til daglig bor i Virum nord for København med sin kone og en datter på 13 år.
Og jeg bemærker gerne, når jeg fx møder folk, om de er fra Bornholm, siger Jørgen Glistrup.
- Bornholmere er jo så forskellige som så mange andre. Jeg er ikke meget for at komme med generaliseringer om en hel gruppe mennesker, lyder hans diplomatiske svar, da jeg direkte spørger ham, hvad han så mener om bornholmerne.

Frisk fisk og cykelture
De to tre-gange om året, hvor familien Glistrup er på Bornholm, spiser den meget tit fisk:
- Det er så svært at få frisk fisk i København. Og jeg er gerne til røgede ting som sild, laks og makrel, siger Jørgen Glistrup og fremhæver også bornholmske specialiteter som saltstegte sild.
Selvom Glistrup har et travlt job følger han naturligvis med i, hvad der sker på øen og med dens virksomheder og turismen. Han er ikke meget for at ”kloge sig” mht. Bornholms erhvervsudvikling, men siger:
- I det hele taget har Bornholms turisme et fantastisk godt produkt, som familien og jeg selv gør god brug af. Vi cykler meget rundt, fordi afstandene er så korte.
Glitrup fremhæver blandt andet besøg på røgerierne og restauranten på Hotel Balka Strand.

For nogle år siden købte Parken Sport og Entertainment A/S feriecenteret ”Lalandia” med badeland på Lolland, og man er iflg. Glistrup en ”betydelig spiller” i Lollands turistliv. Alligevel er det ikke en model, som han anbefaler for udviklingen af Bornholms turisme:
- Et ”Lalandia” på Bornholm ville ikke være velplaceret. Af to grunde. Dels på grund af at transporten stadig er et problem tidsmæssigt og økonomisk. Der er ikke det samme opland som Lolland. For det andet egner et feriecenter som ”Lalandia” sig bedst til korttidsferie dvs. mellem 2-4 overnatninger forklarer Jørgen Glistrup.
Jørgen Glistrup mener, at det er blevet let at komme til Bornholm. Han tager selv gerne toget til Ystad og færgen over, når der ind imellem er behov for at pendle til København:
- Men hvorfor skal man spise så elendigt på de konventionelle færger mellem Ystad og Rønne? Det er blevet elendigt, og tjenerne må ikke servere. Det er fagforeningerne, der har ødelagt det, og Bornholmstrafikken har vist ikke forhandlet overenskomst eller sådan noget, siger Glistrup, og ytrer sig for første gang under interviewet om politik:

Familiens base i Onsbæk
Familien Glistrup holder hvert år 14 dages ferie i familiens sommerhus i Onsbæk:
- Min farfar købte engang i 30’erne grunden. Dengang var der kun et lille skur til badeomklædning, fortæller Jørgen Glistrup.
I 1958 brændte skuret, og Jørgens far og farfar byggede et nyt - om end beskedent - sommerhus på 24 kvadratmeter, der er tegnet og indrettet af Jørgens mor, Lene Glistrup.
Familiens Glistrups bornholmske base sommerhuset var på et tidspunkt ved at glide den af hænde på grund af retssagerne om skattesvig mod Mogens Glistrup, der begyndte i 1970’erne:
På grund af skattevæsenets påstand om, at Mogens Glistrup havde unddraget sig at betale skat – krævede de pant i sommerhuset, men problemerne opstod først efter Højesteretsdommen i 1983.
- Højesteret tog stilling til straffesagen mod min far og gav ham en længere fængselsstraf, men den tog ikke stilling til hans skattesag. Alligevel undlod statens advokat – kammeradvokaten – at aflyse dette pant, som var ulovligt, fortæller Jørgen Glistrup.
Dengang skulle fangerne betale for deres eget ophold i fængslerne, og derfor havde Justitsministeriet også et pant, som det forfulgte. Pantet skulle betale for Mogens Glistrups ophold i Horserød Statsfængsel.
- Det tog Kammeradvokaten i alt 12 år og 4 måneder at finde ud af aflyse det ulovlige pant. For i mellemtiden forsøgte vi naturligvis at købe sommerhuset. Sagsbehandlingen mht. at aflyse det ulovlige pant ville have taget 10 minutter. Kammeradvokatens lange sagsbehandling var udover al rimelighed. Det var groft, siger en stadig harm Jørgen Glistrup.
Endelig i 1997 købte han og hans kone sommerhuset tilbage på en offentlig tvangsauktion.

Stjerner i jobs
Glistrups daglige arbejdsplads Parken Sport og Entertainment A/S har i gennemsnit 450 ansatte.
- Det er omregnet til årsværk, for hvis vi har en hjemmekamp i Parken mod Brøndby, så er vi den dag over 800 mennesker på arbejde, vurderer Glistrup, som naturligvis selv er at finde på siddepladserne, hver eneste gang FCK spiller hjemme i PARKEN.
Tidligere profiler fra FCK’s hold i Superligaen i 1990erne som Carsten V. Jensen, Michael Mio Nielsen, Lars Højer, Michael Manniche og Peter Nielsen er i dag blevet ansat som medarbejdere i selskabet, der også tæller folk som den tidl. cykelrytter Jesper Skibby og håndboldstjerne Janne Kolding.
At disse folk engang har haft en aktiv elitesportskarriere bag sig har dog ikke haft afgørende betydning for deres ansættelse, fastslår Jørgen Glistrup:
- Vi ansætter kun folk, der har de nødvendige personlige kvalifikationer til at bestride jobbet. Men elitesportsfolk passer godt ind i vores virksomhed, fordi de er vant til at stille store krav til sig selv og fordi de målrettet går efter at skabe resultater. Det er jo præcis det, som vi gør her i selskabet, konstaterer direktøren.

Omsætter for halv milliard
Det går heller ikke skidt for det børsnoterede selskab: I 2005 omsatte Parken Sport og Entertainment A/S for knapt en halv milliard kr. og overskuddet før skat - før de ekstraordinære indtægter fra salg af spillere - lød på 55 millioner kr.
- Vi er i stand til at tjene penge, og vores forretning er lagt sådan an, at vi er uafhængige om vi får solgt fodboldspillere, påpeger Jørgen Glistrup.
De seneste 6 måneder er aktien steget med små 25 pct. i værdi på Københavns Fondsbørs, så blandt aktionærerne, er der tilsyneladende stor tillid til selskabet, men ifølge Jørgen Glistrup er det dog ikke FCK-fans, der køber aktierne:
- Fans og småsparere ejer kun mellem 5 og 10 procent. 90 pct. af aktierne ejes af fortrinsvis institutionelle investorer dvs. større fonde, pensionskasser og lign., vurderer direktøren.
Blandt disse er fx Lønmodtager Dyrtidsfond størst med 27 pct.. Senest har selskabet offentliggjort, at ejendomsinvestoren Steen Larsen, også ejer 20 pct. Det har formiddagspressen siden skrevet meget om.

Øl og fodbold
Jørgen Glistrup kom i 2002 til Parken fra en stilling som økonomidirektør i Carlsberg Danmark A/S, og han er ikke selv bleg for at indrømme, at produkterne øl og fodbold har meget til fælles:
- Dels passer de to ting jo godt sammen. Mange hygger sig jo med en øl, når de ser fodbold Derudover har Carlsberg har længe været hovedsponsor for FCK, og det har vi jo været glade for, siger FCK-direktøren.
- Jeg beskæftiger mig mest med strategien og visionerne for vores virksomhed. Dvs. hvordan den ser ud om et år. Hvordan butikken her ser ud i morgen, er faktisk ikke dér, hvor jeg har mit hovedfokus. Det er snarere en sag for salgs og driftsafdelingen, selvom at jeg naturligvis følger op på tingene, understreger Glistrup.

Samarbejde med FC Bornholm
FC Bornholm er blandt FCK’s samarbejdspartnere, og folkene omkring FCB kender direktøren godt:
- De har jo deres københavnerture for sponsorer og fans, som jeg har stødt på ved flere lejligheder. Det er bestemt festlige mennesker, siger Jørgen Glistrup med et stort smil og fortsætter:
- FC Bornholm er medlem af FC Company Club, der giver billetter til FCK’s kampe, og hvor man får lidt at spise forinden. Selvfølgelig er det noget FC Bornholm tilbyder deres egne sponsorer. Jeg synes det, er en temmelig smart måde, som de kører det på, lyder det anerkendende fra FCK-direktøren.
- Jeg følger da FC Bornholm - og lider med dem…, sukker Jørgen Glistrup med henvisning til holdets nedrykning i efteråret fra Kvalifikationsrækken til Københavnsserien.,
- Bornholm bør med små 50.000 indbyggere have et 2. divisionshold, mener Glistrup, der i det hele taget bifalder FC Bornholm-idéen om at samle kræfterne om ét enkelt storhold på øen.

Fodbold med Lille-Palle
FCK-direktøren nøjes ikke med at se på fodbold i PARKEN. Han spiller selv, og er stopper på ”Holte All Star Clubs” veteranhold, hvor bl.a. sangeren ”Lille-Palle” også er med på holdet:
-Desværre blev jeg langtidsskadet i kamp i sommer. Jeg har ikke kunnet spille i et halvt år, og det er skrækkeligt, siger Glistrup med stor ærgrelse.

Flirt med Fremskridtspartiet
Som 17-årig havde politikersønnen Jørgen Glistrup en meget kortvarig flirt med Fremskridtspartiets Ungdom, men har ikke siden haft noget ønske om at blive politiker:
- Jeg er erhvervsmand og ikke politiker. Jeg bryder mig egentlig ikke om de politiske processer, dvs. hvor man ikke vil forstå modpartens synspunkter og ikke altid prøver at finde en konstruktiv løsning. Det bliver meget hurtig noget med at råbe hinandens standpunkter til hinanden, og det er jeg ikke til, siger Glistrup.

Manden på gulvet
Jørgen Glistrup er hverken til stive hierarkier eller smart management-retorik om det modsatte. I hans virksomhed er det det gode argument, der tæller. Han undervurderer aldrig medarbejdernes vurderinger - heller ikke dem fra ”manden på gulvet”:
- Fx ved vores lagerfolk meget mere om logistik , hvis vi skal bygge en ny tribune. Det er meget vigtigt at få deres viden aktiveret. Det kan ikke nytte noget at vi andre sammen med nogle fine arkitekter tror at vi ved bedst. Det vil alligevel ikke fungere i praksis, Det skal være det gode argument der tæller, når vi træffer beslutninger. Det kræver, at man har ”lyttebøfferne” ude, iagttager og fastholder ”evnen til at undres”, påpeger Glistrup.
Som et eksempel giver han, at en medarbejder en dag observerede at køerne ved to forskellige kasser ind til PARKEN ikke var lige lange. Problemet var relativt simpelt: En stol stod i vejen og gjorde betjeningen ved den ene kø besværlig, men ingen havde tænkt over det.
- Et simpelt problem fandt en simpel løsning: Vi fjernede stolen, forklarer erhvervsmanden.

Mere tid på Bornholm
Den travle direktør ligner ikke én, som skal på pension foreløbig, og har heller ingen planer derom. Spekulationer om han flytter til Bornholm, når erhvervskarrieren en dag slutter, afliver han hurtigt, men efter et øjebliks betænkningstid, siger han:
-Jeg vil bestemt gerne tilbringe mere tid på Bornholm end kalenderen – her og nu - giver mulighed for.
Så man kommer fortsat - i ny og næ - til at se en Glistrup på Bornholm.

Havet vil man altid savne

2007-06-14T03:40:00.000-07:00

Artiklen med Jonas Thomsen blev bragt i Bornholms Tidende i juli 2005.

Af Jarl Cordua

Siden 1997 har bornholmske Jonas Thomsen været rejsearrangør i Prag og med stor succes.

- Det har været en hård uge, siger Jonas Thomsen med et træt smil, mens han nipper til sin Staropramen-fadøl på Café Nordica nær Prags centrum.
Det er sent fredag eftermiddag i den lyse og meget IKEA-indrettede café. Her mødes forventningsfulde og glade turister især danskere, svenskere, nordmænd og finner, før de skal på sightseeing i Prags centrum. Jonas’s guider hjælper dem med det hele, om det er en sejltur på Moldau-floden eller en gåtur i Prags gamle jødiske kvarter Jakubska.

- Det er den smukkeste by i Europa, og stadig i et prisniveau, hvor alle har råd til at kunne være med. Her er også sikkert at opholde sig som turist. Endelig er det ikke så hektisk en storby som fx London eller Paris, lyder Jonas forklaring på, hvorfor netop Prag er blevet så populær blandt skandinaviske turister.
I baren snakker Jonas med sine medarbejdere om ugen, der gik. Problemer vendes og små beslutninger tages. En del er tjekker, andre er danskere, franskmænd, italienere og hollændere. Der tales tjekkisk og engelsk på kryds og tværs. Chefen selv er habil til tjekkisk efter i alt ni år i Prag, Han går dog stadig til undervisning én gang om ugen:

- Det er et ganske svært sprog at lære. Men det er jo nødvendigt at kunne for at skabe gode personlige kontakter i forretningslivet, hvor det ikke er alle, der er lige gode til engelsk, siger Jonas, der åbenlyst nyder at konversere på det lokale mål.
- Men helt ærligt. Jeg kommer aldrig til at lære det 100 pct., erkender han.

Skandinavisk hus
Cafeen er en del af det Skandinaviske Hus i Prag, der fungerer som kulturcenter med sprogundervisning, foredragsvirksomhed, kunst, sang og musik. Her serveres også dansk rugbrød og filterkaffe, der ellers ikke er til at få i byen.
- Vi er lige begyndt med et samarbejde med de nordiske ambassader her i byen, hvor de går ind og støtter huset og aktiviteterne. Det er vi jo meget glade for, bemærker Jonas.
I samme bygnings overetage ligger de moderne indrettede kontorer, hvorfra den egentlig virksomheden Codan rejseagentur drives.

Fra Tejn til Prag
At det lige blev Prag og turistbranchen, der blev Jonas levevej, er en tilfældighed:
- Jeg læste økonomi på Prags Økonomiske Universitet i starten af 90erne som led i min uddannelse. Det var dengang rigtigt billigt at leve hernede, så det var en sjov tid som dansk student. Da der var efterspørgsel på næsten alt, så jeg samtidig nogle gode muligheder for at drive noget handel, husker Jonas.
Han overvejede alt indenfor eksport og import. Bl.a. tjekkisk øl:

- Så mødte jeg nogle folk indenfor turistbranchen bl.a. en tjekkisk pige der talte dansk, og vi startede med skirejser. Det gik rimeligt, men det bedste var de gode kontakter til bl.a. DSB og Profilrejser som jeg fik ud af det.
Det var dog ikke lige nemt altid at være iværksætter og efter noget tid stod Jonas alene uden en forretningspartner. En gammel studiekammerat Peter Nielsen, der også havde studeret hernede var interesseret. Efter Jonas’ endelige eksamen som cand.oecon. gik de to i kompagniskab, og det har fungeret fint lige siden:

- Vi startede i 1997 med to medarbejdere og har vel fordoblet hvert år siden. I dag er vi 70 ansatte, der kommer fra 10 forskellige nationer. Desuden har vi et lille kontor også i Budapest.
Virksomheden er et såkaldt incoming rejsebureau. Dvs. den sælger rejser til andre rejsebureauer over hele Europa, men særligt til de skandinaviske lande.
- De står for markedsføring og transport til Prag. Herefter tager vi over og står så for at booke hotelværelser, arrangere guidede ture, billetter til alt osv. Det er også os, der tager os af gæsterne og hjælper dem med information, mens de er hernede. Især vores ture til bryggerierne er meget populære, for danskerne er jo glade for at smage tjekkisk øl. Det er jo også verdens bedste, slår Jonas fast med et stort smil.

Sidste år omsatte hans egen virksomhed for 60 millioner Dkr. og formidlede 300.000 hotelovernatninger. Desuden ejes og drives også to hoteller i Prag.
Hans forældre var i begyndelsen ikke specielt begejstrede for deres søns forretningseventyr:
- Nej, de havde da en forventning om at jeg brugte min uddannelse til at blive ansat fx. i et ministerium. Det var jo det, som jeg havde studeret til, mente de. De første år var der da heller ikke mange penge, men det gik, bl.a. fordi jeg havde sparet lidt op.

Lyttede ikke til forældrene
Skal Jonas give gode råd til andre om at blive iværksætter, så lyder det sådan:
- Man skal tro på det, tage chancen når den byder sig og selvfølgelig arbejde hårdt og målrettet. Hvis jeg fx. havde lyttet til mine forældre, havde jeg ikke været her. Der er jo altid en risiko, og det er nok derfor, at der er så få selvstændige i Danmark, mener Jonas.

I Tjekket er forholdene som virksomhedsleder på mange måder anderledes end i Danmark.
- Det tager tid at opbygge personlige kontakter i byen. De er vigtige for, at få nogle gode priser på hotelværelser, som jo er vores kerneforretning. Oveni skal man som arbejdsgiver bruge mere tid og være mere omhyggelig med lytte til medarbejderne og deres forandringer, vurderer Jonas.

Altid fodbold
Sportsinteresserede læsere af Bornholms Tidende husker måske Jonas Thomsen som en habil angriber i bornholmsk topfodbold i slutningen af firserne. Drengeårenes klub var Tejn, men som 16-17 årig gymnasieelev spillede han på RIK’s Danmarksseriehold bl.a. sammen med den senere superliga-spiller Allan Kuhn:
- Men vi rykkede sgu ned allerede det første år. Det var lidt et elevatorhold. FC Bornholm rykker vel også ned i år, siger Jonas Thomsen og afslører, at han stadig følger lidt med i bornholmsk fodbold.
- Efter gymnasiet fik jeg en tjans som postbud i København, mens jeg spillede fodbold ude i den gamle bornholmerklub Kastrup, dog uden at jeg helt fik ambitionerne opfyldt. Jeg så det jo som et springbræt til en professionel karriere, men desværre fik jeg mange skader og det blev ikke rigtig til noget. Så valgte jeg at prøve lykken i superligaklubben AaB oppe i Aalborg. Jeg blev budt velkommen af den kendte superligatræner Peter Rudbæk, men igen blev ambitionerne ikke rigtigt opfyldt på klubbens 2. hold, selvom jeg jo altid har været et stort konkurrencemenneske.

- Det endte med, at jeg i stedet flyttede til en lille Jyllandsserieklub B52 og meldte mig på økonomistudiet på Aalborg Universitet. Så blev der pludselig også tid til mere fest og social samvær. Det var jo lagt på hylden, mens jeg forfulgte drømmen om at blive professionel fodboldspiller, husker Jonas.
Sportsambitionerne har han ikke fra fremmede: Faderen er gammel Danmarksmester for AGF i 4 gange 100 meter løb:

- Jeg var også hurtig på en fodboldbane og rimelig god til at drible. Til gengæld var jeg for uselvisk som angriber. Det er jo en udmærket menneskelig egenskab, men ikke altid lige hensigtsmæssig i fodbold, hvor succes alene afhænger af om bolden kommer i ”kassen”, erkender Jonas.

I dag spiller han i en lokal klub et par gange om ugen:
- Det er på hyggebasis på, hvad der svarer til et serie 2 hold derhjemme. Det er jo vigtigt at få rørt kroppen, og jeg har jo spillet fodbold altid. Det bliver jeg ved med, så længe jeg kan, fastslår Jonas.

Søndag i maj
Café Nordica er en søndag aften i maj fyldt helt op. Langt de fleste gæster er tjekker, men også en lille håndfuld canadiere er mødt frem. Prag syder og bobler af feststemning. Årets største sportsbegivenhed skal til at begynde: Finalen om verdensmesterskabet i ishockey mellem de regerende mestre fra Canada og nationens stolthed: det tjekkiske ishockeylandshold.

Jonas sidder helt fremme på stolerækkerne med en håndfuld lokale danskere og følger interesseret slaget på den opsatte storskærm:
- Jeg håber selvfølgelig på, at tjekkerne vinder. Så bliver der fest. Det er også bedst for omsætningen, siger han med et glimt øjet.
”Tjesjii doto ho!”(Kom så, Tjekkiet!) råber folk, mens servitricerne spæner rundt og serverer fadøl. Gæsterne bærer ishockeytrøjer i Tjekkiets farver: hvidt, blåt og rødt. ”Go Canada go!” forsøger canadierne, men de overdøves snart af flertallet af tjekker. Tjekkiet vinder finalen 3-0, og Prag eksploderer i en stor folkefest.

Om tjekkernes sociale karaktertræk bemærker Jonas:
- De er vel lidt indadvendte og tilbageholdende i begyndelsen ligesom danskerne. Men igen, der er stor forskel på land og by. Præcis som derhjemme er man mere åben og snakkesalige ude på landet end i en storby som Prag. Kommer man lidt ind på livet af dem, er de særdeles gæstfrie.

Sommerferie på Bornholm
Jonas voksede op som næstældste af i alt fire sønner. Faderen underviste dengang på Olsker centralskole. Moderen var hjemmegående og gjorde rent på skolen. Begge er nu gået på pension. Sin egen opvækst på Bornholm er han særdeles glad for:
- Bornholm er et ufatteligt godt sted at vokse op. Børn færdes frit, hvor de vil, og i det hele taget er alt lidt mere ubekymret på øen sammenlignet med en storby i København. Sådan en god og tryg opvækst giver lidt mere ro i sjælen. Det er en vigtig ballast at have med sig senere i livet, mener Jonas.

Hvis man dog vil videre indenfor erhvervsliv, fodbold eller andet ja, så må man i følge Jonas i hvert fald for en periode flytte fra øen. Bornholm er dog stadig et vigtigt holdepunkt i Jonas’ liv:
- Jeg holder fast i hvert år at holde to ugers sommerferie, hjemme hos mine forældre i Tejn. Det er virkelig ferie for mig, og jeg nyder at komme hjem og slappe af. Det vil nok aldrig ændre sig. Jeg er i hvert fald på Bornholm to-tre gange om året og så til jul selvfølgelig!

Faderen Bjørn Thomsen sad i flere perioder i Allinge-Sandvig kommunalbestyrelse valgt for liste T, men at træde i faderens politiske fodspor frister ikke Jonas:
– Næh, jeg synes politik er lidt en stor børnehave. De fleste har det jo godt hjemme i Danmark. Debatterne er for usaglige og politik er blevet for personfikseret og orienteret mod enkeltsager til min smag.
Hjemmet fremhæver han som præget af frisind, men hvor der altid blev diskuteret ganske højlydt.

Stadig ungkarl
I øjeblikket lever Jonas alene i en treværelses taglejlighed med god udsigt over hele byen.
- Jeg har endnu ikke stiftet familie, men livet er forunderligt og omskifteligt. Jeg planlægger ikke langsigtet. Lad os sige det sådan, at jeg leder stadig efter den rigtige pige, siger ungkarlen med et smil.
Drømmen er at bo to-tre måneder på Bornholm om sommeren og resten af tiden i Prag. Efter en pause bemærker han til sidst med længsel i stemmen: Havet vil man jo altid savne. Det giver én sådan en indre ro.